Om overvægt, sundhed og farlige fordomme
For et par dage siden blev jeg på IG foreslået en profil fra en anden mor til et neurodivergent barn. Jeg er lidt on the fence med fylde mine feeds med andre i samme situation som mig, ganske enkelt fordi jeg synes, at emnet fylder rigeligt herhjemme, som det er. Det er en afvejning, for på den ene side er det rart at vide, at man ikke er alene. På den anden side så kan jeg næsten ikke holde ud at skulle forholde mig til mere af det. Der er ikke kapacitet til også at blive frustreret by proxy, så jeg er super, super selektiv ift. profiler, der har diagnoser i præsentationsfeltet.
Men hende her så ud til at være skarp og sjov, og derfor trykkede jeg følg.
To dage senere åbnede jeg til før og efterbilleder af hendes vægttabsrejse, og det tog 0.2 sekunder at trykke ‘følg ikke længere’, mens jeg undrede mig over den manglende CW (Content Warning).
Det er på den slags tidspunkter, at jeg pludselig bliver opmærksom på, at 95% af mit feed er udenlandsk. Fordi langt de fleste profiler, jeg følger, er amerikanske, er der nogle ting, jeg efterhånde er så vant til, at jeg kommer til at studse over det, når jeg støder på en dansk profil, der opfører sig anderledes.
Og inden jeg går videre: Det er ikke et forsøg på at være Mørk & Mystisk. Lixtallet er ikke højere end så mange andre steder, og de profiler, jeg følger, tilhører i langt de fleste tilfælde et socioøkonomisk segment, der ligner mit eget. Jeg har samlet profilerne op gennem mange års podcastlytning, og fordi amerikanerne dér i mange år var langt foran de danske udbydere, er det bare sådan mit feed er endt med at være sammensat, takket være algoritmen.
Men min reaktion på vægttabsopslaget fik mig til at tænke over, at det her er noget, jeg har brugt virkelig meget tid på selv at tænke over, men som jeg ikke har skrevet om. Nok mest fordi jeg ikke er sikker på, at jeg helt orker debatten, der kan følge med, men også fordi mit eget billede af sundhed og krop er farvet af mange år i fitnessbranchen. Det har været – og er – svært for mig at bo i en krop nu, der ser så meget anderledes ud, end den gjorde for 15 år siden, hvor jeg trænede 6-10 gange om ugen, og børnene stadig bare var en fjern ide. Derfor har jeg længe følt, at jeg nok ikke kan tage emnet op, fordi det for nogle vil lyde som en undskyldning for mit eget manglende vægttab.
Men jeg kan mærke, at jeg efterhånden står et helt andet sted end mange af dem, jeg normalt deler holdninger med, når det kommer til overvægt, fedme og sundhed. Og det kunne jeg faktisk godt tænke mig at skrive lidt om.
I takt med at der med internettet kommer mere opmærksomhed på forskelsbehandling i alle lag af samfundet, og mennesker, der ikke tidligere har haft en stemme, begynder at tale, er der nogle holdninger, det bliver sværere at blive ved med at have. Det var nemmere at synes, at kvinder var hysteriske, at LBGT+-folkene var skabede, og at de grønlandske børn var sarte, inden de fik et sted at fortælle om, hvad de har været udsat for. Og hvor systematisk.
Derfor er det min oplevelse af mange af os langsomt begynder at forholde os til, hvor i privilegiepyramiden, vi bor. Det kommer til at tage flere generationer at nivellere, og formentlig når vi aldrig et niveau, hvor alle har og får de samme muligheder, men der er nogle samtaler, vi begynder at tage, som vi ikke har haft tidligere.
En af dem, der fylder meget i USA, men som jeg stadig ikke rigtig synes har fået fodfæste herhjemme, er netop debatten om overvægt. Det er det eneste sociale stigma, som stadig både accepteres og praktiseres helt åbent i alle dele og lag af samfundet.
Og mit bud vil være, at mange af jer allerede er begyndt at rynke panden og tænke ‘Omkostninger for samfundet’ og ‘Sundhed’ og ‘Ansvar for eget liv’.
Det er ok. Det her er ikke en kirke, man behøver ikke kunne se min pointe, og jeg kommer ikke til at tvinge nogen til at ændre holdning eller tage på.
Men der er nogle overvejelser, jeg gerne vil invitere til, at man prøver at sparke dæk på, næste gang man sider i sin bil og glor.
For de mest brugte argumenter for at blande sig i, hvad andre mennesker vejer er, at det er for at hjælpe dem, og at de koster penge for samfundet, når de kommer anstigende med alle deres fedmeudløste følgesygdomme.
Men hvad er sundhed egentlig? WHO’s definition lyder:
“Health is a state of complete physical, mental and social well-being and not merely the absence of disease or infirmity.” An important implication of this definition is that mental health is more than just the absence of mental disorders or disabilities.”
De nævner ikke vægt med et ord. Derfor er det både uheldigt og paradoksalt, at det nærmest er den eneste faktor, mange instanser fokuserer på, når overvægtige mennesker er i kontakt med sundhedssektoren.
Til gengæld kræver det ikke mange led i associationskæden at nå til den tanke, at det måske IKKE er fremmende for sundheden at være udskammet og stigmatiseret.
Lad det være sagt med det samme: Overvægt fremmer risikoen for nogle typer af sygdomme. Det bliver vi ikke uenige om.
Men det, flere undersøgelser begynder at finde ud af er, at mange af de sygdomme og den overdødelighed, man tidligere udelukkende har tilskrevet antallet af kilo på badevægten, måske mere handler om, at tykke mennesker undgår eller går langt senere til lægen end mennesker med et lavere BMI, fordi de ved, at de bliver sendt hjem med beskeden om at tabe sig. Bunken med eksempler på tykke patienter, der får langt mere alvorlige sygdomsforløb og i nogle tilfælde ender med at dø, fordi de ikke bliver taget alvorligt i sundhedssystemet vokser også.
Det selvbedrag, vi som samfund praktiserer, når det kommer til tykke mennesker, er næsten imponerende. For hvis det virkelig handlede om sundhed, ville der være mange andre områder, vi også skulle blande os aktivt i hos hinanden.
Må folk f.eks. blande sig i, hvornår du går i seng? Dine alkoholvaner? Din manglende træning? Velment, selvfølgelig. Det er jo for at hjælpe dig.
Og vi taler om ansvar for eget liv og omkostninger for sundhedsvæsnet og vores alle sammens skattekroner, når de dovne tykke bare spiser og spiser og nægter at tabe sig og hjælpe sig selv.
Men hvis vi lægger hele ansvaret over på den enkelte, uden at interessere os for årsagen til, at nogen kæmper med noget, hvorfor er det så ikke de deprimeredes eget ansvar, at de har ladet det komme så vidt? (Og don’t come for me. Jeg har været der 3 gange, så jeg må godt bruge det eksempel). Hvorfor er det ikke de stressramtes egen skyld, at de er sygemeldte? Hvad med sportsskaderne? Rygerne? Folk, der venter for længe med at gå til lægen? Hvorfor er det kun de tykke, som alle, på tværs af segmenter, kan blive enige om skal holdes ansvarlige for, hvad de koster samfundet?
Hvornår er man tyk? Hvor meget skal du tage på for at tilhøre gruppen, som andre må råbe efter på gaden? Som ikke skal tages alvorligt. Jeg mener det helt bogstaveligt. 5 kilo? 10? 15? Hvornår gælder reglerne for dig?
Vi kender alle sammen nogen, der kan spise deres egen kropsvægt i chips og flødekager, uden at tage ét gram på. Hvorfor er det så svært for os at tro, at det modsatte også kan være tilfældet?
Hvor mange timer har du eller mennesker, du kender, brugt på selvhad og tvivlsomme kure og løsninger, fordi der er så meget skam og stigma forbundet med at være tyk, at det er det værste, man kan forestille sig at være?
Og hånden på hjertet: Hvor meget i dit liv er kort, du ikke selv har gjort noget for at få spillet på hånden? Den sociale klasse, du er født ind i. Sygdom og fravær af samme. Psykiske udfordringer, uddannelse/arbejde, økonomisk formåen. Genetik. Hvis du skal være HELT ærlig – hvor meget af det bygger på klodser, du ikke selv har lagt? Vi har alle sammen noget at kæmpe med, men man kan måske lige give det en tanke, om man, når man synes, de tykke bare skal tage sig sammen, er Paris Hilton, der synes, at fattigdom er selvforskyldt.
For mig at se består det her problem af to dele.
Den ene er den sejlivede myte om, at man ikke kan være tyk og sund på samme tid. Det er simpelthen bare ikke rigtigt. De fleste er blevet gode til at sige højt, at de godt ved, at de to ting faktisk ikke hænger sammen – men jeg tror ikke, at ret mange egentlig mener det. Ikke engang selvom vi alle sammen ved selvsyn kan konstatere det, når vi kigger i vores egne familier og omgangskredse. Jeg havde i mine unge dage en veninde, som levede på en stram diæt af Blå Kings og amfetamin. Når hun spiste, bestod menuen af Burger King og osterejer. Hun var en perfekt størrelse 36. Men hun var fandengalemig ikke sund. Fortællingen om, at tynd = sund er så forankret i os, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved den på trods af alle de beviser på det modsatte, vi er omgivet af.
Den anden del af problemet er fordommene. Her er min påstand, at modviljen mod at punktere dem handler om social kapital. Det giver et gratis forspring, hvis vi er enige om, at der er en gruppe, der står under os; at vi, selv når vi klarer os dårligt, kan trøste os med, at vi i det mindste stadig er pænere/dygtigere/klogere, end den gruppe, vi har vedtaget er dum, doven og frastødende. Når vi kobler vægt og moral, så ligger der implicit i det, at vores er højere og stærkere, end moralen hos dem, der vejer mere end os. Vi kan styre os. Vi har selvkontrol. Vi opretholder status quo ved at vise vægttab frem og rose og like hinanden, og gid det var mig, og hvordan har du gjort det? Graver vi langt nok ned i reptilhjernen, gætter jeg på, at det handler om det samme urinstinkt, som vi ser blive afdækket i Robinson og Paradise Hotel: At vi hele tiden prøver at positionerer os, så vi er en del af indergruppen, og dermed ikke er i risiko for at være den, gruppen ofrer, når nogen skal sparkes af øen, ud af huset eller ned i vulkanen. Du vil gerne være med i hulen, ik’ Mulle?
De argumenter, man hører brugt for at fastholde stigma, tager stort set altid udgangspunkt i, at der kun findes én rigtig måde at være i verden på. F.eks. kan jeg huske en sag fra en børnehave, hvor man havde fyret en pædagog, fordi hun var tyk.
Og jeg vil gerne gøre helt klart, at man kan være en god eller en dårlig pædagog, uanset vægt. Så man kan sagtens være en dårlig pædagog, der tilfældigvis også er tyk.
Men her var der ret tydeligt, at det handlede om, at man ikke mente, at hun kunne varetage sit arbejde, fordi hun i nogle situationer ikke kunne lave det samme med børnene, som de pædagoger, der vejede mindre end hende. Så vidt jeg husker var eksemplet, der blev nævnt, at hun ikke kunne spille fodbold med børnene.
Den sag har jeg tænkt meget på. For jeg kan ikke komme over, at vi ikke er mere kritiske overfor den slags udsagn. Hvis dit barn skulle starte i en børnehave, og du første dag fik at vide, at i den her børnehave skal alle børn lave det samme, hver dag, hele tiden, uanset evner, interesser og præferencer; ville du så ikke anfægte det? Vi er skidegode til at forstå vigtigheden af, at børn er forskellige og derfor skal mødes forskelligt – hvorfor er det, at det udgangspunkt går tabt, fordi vi bliver ældre?
Og ja. Der er selvfølgelig nogle bestemte krav og kompetencer, der hører til jobbeskrivelsen, men kunne man forestille sig, at forskellige mennesker kunne tilbyde noget værdifuldt til forskellige børn? Da kvindlige håndværkere begyndte at blive en ting, blev kønsopdelte bade- og omklædningsfaciliteter blæst op til at være et kæmpe problem – som viste sig langt de fleste steder at være løst ved at flytte et skilt og sætte et bruseforhæng op. På samme måde kunne man måske godt forestille sig, at de forhindringer, man lige nu i en personalegruppe synes, man ser, kunne løses på meget lavpraktisk vis, og at det måske mere handler om vilje, fordi vi er så fedtet ind i egne fordomme om, at tyk er lig med doven/dum/svag?
Formålet med det her lange skriv er ikke at glorificere én kropstype frem for en anden. Nogle ting bliver uomtvisteligt mere trælse i en stor krop. Men det er der også ting, der gør, hvis man har korte ben, dårlige lunger eller bruger briller, og de ting værger vi os ikke i samme grad for at tænke løsninger på.
Risikoen for nogle typer af sygdomme stiger, når vægten stiger – men der er også forskning, der begynder at pege på, at risikoen for nogle typer af sygdomme er højere hos tynde, når man sammenligner de to grupper. Og så er vi slet ikke kommet ind på det vægtbias, der med stor sandsynlighed har farvet måden, studier, spørgsmål og undersøgelser er blevet designet på. Hvis en gruppe mandlige forskere lavede fysiske tests på begge køn, som kun indeholdt øvelser og tests af områder, hvor mænd traditionelt klarer sig bedst, så ville vi få resultater, der indikerede, at mænds fysik er kvinders overlegen. Men hvis vi nu testede mænds evne til at føde børn, som immervæk også forudsætter et solidt mål af fysisk styrke, så ville vi måske få et mere nuanceret billede af, at fysisk styrke er mange ting.
Når vi hele tiden kun taler om den éne gruppe i en sammenligning mellem to, så skal vi alle sammen blive mistænksomme. Selv når vi sammenligner køn, kører vi som regel med noget i skålene på begge sider; ‘kvinder kan multitaske – mænd er fysisk overlegne’ Når den anden del af udsagnet i en sammenligning hele tiden mangler, så bør det som minimum gøre os nysgerrige på hvorfor.
Det blev skidelangt, og jeg er med på, at nogle af jer vil se meget anderledes på emnet, end jeg gør.
Jeg ved også af erfaring, at der altid lander er par ‘det er faktisk heller ikke fedt at være tynd, for folk blander sig i, hvad jeg spiser, og spørger, om jeg er syg’-kommentarer i indbakken, når jeg skriver om vægt. Den vil jeg gerne adressere på forhånd. For det er træls og ubehøvlet; det forstår jeg virkelig godt. Men det er et problem på individniveau, mens fatphobia er systemisk. Tynde mennesker bliver ikke diskrimineret i stort set alle sammenhænge i livet. De oplever ikke, at sygdomme overses, fordi læger tror, at svulsten er fedt, og at den tumorudløste hovedpine skyldes forhøjet blodtryk. De bliver ikke skubbet længere ud i en eventuel spiseforstyrrelse, når de går til lægen, fordi rådet altid er: ‘Tab dig!’ De kan godt opleve indblanding – men de skal ikke leve under et konstant åg af moralsk fordømmelse og skam. I flere af de podcasts, jeg har hørt om emnet, bliver den her kommentar faktisk fremhævet som et eksempel på fastholde status quo ved at trække en samtale om ulighed for tykke tilbage til at handle om tynde. Lidt i stil med Blue Lives Matter.
Det er ok ikke at være enig. Det er ok at føle sig provokeret. Sådan havde jeg det selv i starten. “Jamen, hvad så med..- “ var en sætning, der formede sig i mit hoved konstant, når jeg lyttede til debatter og podcasts om emnet. Men jeg kan godt efterhånden se, at det handler mere om mig og de værdier, jeg har internaliseret, end det sagligt handler om emnet.
Og det kan godt ske, at der begynder at være en sprække ift. at fedme handler om andet og mere end mad. At der kan være bagvedliggende faktorer som psykiske lidelser, spiseforstyrrelser, socioøkonomiske forhold osv. der spiller ind.
Det er godt. Men. Selv i dén samtale kan man, hvis man lytter godt nok efter, høre, at hele formålet med at forstå årsagen til overvægt, er, at man så kan fjerne den.
Læs lige den sætning igen.
Vi interesserer os altså ikke for folks psykiske sundhed for, at de skal få det bedre. Vi gør det, så de og vi kan (for)blive tynde. Det burde sige alt, hvad vi har brug for at vide om, i hvor høj grad den tykke krop er stigmatiseret; hvor meget det handler om æstetik og fordømmelse. For igen: Vægt og sundhed hænger ikke nødvendigvis sammen. Men vi vil hellere være tynde end i trivsel, og det er problematisk.
Mange tykke mennesker vil gerne veje mindre. Nogle vil ikke. Men hvis vi nogensinde skal kunne hjælpe dem, der gerne vil tabe sig, så må og skal der ske noget med måden, vi opfatter fedme og overvægt på. Tilgangen til vægttab er nødt til at være væsentligt mere fordomsfri, nuanceret og videnbaseret, end den er i dag, for mange, mange steder består “hjælpen” stadig i beskeden om at spise mindre og bevæge sig mere.
Hvilket svarer til at sende en anorektiker hjem med beskeden om at begynde at spise, eller sige til en selvskadende ung, at h*n skal stoppe med at skære i sig selv. At vi opfatter anoreksi som en spiseforstyrrelse, mens vi opfatter binge eating som en karakterbrist er skammeligt, og vi kan ikke være det bekendt.
Vi kan ikke ændre vores verdenssyn på en weekend. Det her kommer til at tage generationer at ændre på – hvis det overhovedet lykkes. Men her og nu kan vi undlade at bidrage til at gøre livet mere surt, svært og farligt for mennesker, hvis valg ikke har nogen som helst indflydelse på, hvordan vi vælger at leve vores liv. Og vi kan begynde at mærke efter, hvordan opslag om vægttab påvirker vores syn på kropsidealet. Folk må poste og følge præcis, hvad de finder glæde ved. Igen: Dette er ikke et forsøg på at radikalisere nogen. Men kan man mærke, at man bliver påvirket negativt, og glider tilbage i mønstre og mennskesyn, man aktivt arbejder på at bevæge sig væk fra, så er det en overvejelse værd, om man skal fjerne sig fra det, der trigger. Både som professionel og som privatperson.
Og uanset hvad: Lad tykke mennesker være i fred. Plain and simple. Vi taler så meget om samtykke i andre sammenhænge; det kunne vi med fordel overføre til det her område. Holdninger, bekymringer og gode råd er velkomne, når – og først når – de direkte bliver efterspurgt, og vi som samfund kan tilbyde noget, der reelt er en hjælp og ikke bare fordømmelse forklædt som omsorg.
Hvis man har lyst til at skubbe lidt til modstanden i eget hoved, er her lige et par anbefalinger at slutte af på.
Podcasten The Maintenance Phase. Den er gratis på alle de sædvanlige platforme, er sjov og uhøjtidelig, og den kommer vidt omkring. Episoderne er navngivet præcist efter emne, så det er nemt at finde, hvis der er noget bestemt, man er interesseret i, f.eks. BMI, workplace wellness, the obesity epidemic osv.
IG-profilerne @yrfatfriend @kenziebrenna @drjoshuawolrich @bodyimage_therapist, som alle primært fokuserer på vægtstigma og skriver kort, men klogt omkring det. Og så @ida_kys som både skriver lidt om at være på modtagersiden af alt det her, men som også poster alt muligt andet fint og klogt.
Sidst men ikke mindst får I også lige et par links til artikler fra lødige afsendere, som jeg har valgt ud, fordi de begge indeholder masser af sub-links til forskning og andre artikler, så man kan dykke ned i specifikke områder, hvis der er noget, man er særlig interesseret i. Dem finder du her og her.
12. april 2023 @ 05:27
Jeg er helt enig med dig her, tak for at sætte ord på! Jeg har på din opfordring lyttet til The Maintenance Fase, og det er virkelig mindblowing. Selvom jeg syntes jeg (som mange tykke i øvrigt) havde al viden i verden om fysiologi og vægttab, så er det helt vildt hvor meget bias der netop også kan være i forskning. Som fx det tilfældige ved kcal-begrebet og bmi.
Jeg synes det er svært at flytte de internaliserede værdier som du skriver, fordi jeg samtidigt rent funktionelt og i relation til en (ikke-fedme-relateret) kronisk sygdom faktisk gerne vil tabe mig, samtidigt med at jegarbejder på at flytte indbygget stigma om overvægt både indadtil og udadtil. Jeg har prøvet at gå en ny vej med en terapeut med speciale i dette, og det flytter noget, samtidigt med at konteksten vedbliver med at gøre mig forvirret. Lidt svært at forklare, men jeg tror at jeg vil sige, at det gør emnet komplekst når man står i det rent praktisk hver eneste dag!
Tak for at tage emnet op, jeg vil meget gerne inspireres og provokeres mere her!
12. april 2023 @ 19:21
Jeg forstår 100% hvad du mener. Det er SUPER komplekst at øge sin viden om de her ting – og samtidig stadig gerne vil tabe sig. For det bliver utrolig svært at skille ad, om det handler om, at man gerne vil leve op til det ideal, man nu har opdaget eksisterer, eller om man egentlig godt må have lyst til at ville tabe sig. Jeg har dage, hvor jeg tænker, at løbet for mig er kørt ift. at nå til et afklaret sted. At jeg er så påvirket af det verdenssyn, jeg har haft og været omgivet af i 46 år, at jeg ikke kan nulstille og starte forfra.
28. april 2023 @ 14:34
En lidt forsinket tilføjelse: mit lokale lægehus har lavet et facebookopslag, hvor de skriver at pga stor interesse for vægttabsmedicin, så bliver det nu tilbudt i gruppeforløb, og at de anbefaler at interesserede lytter til podcasten Radio Ligevægt #25 først. Har lige lyttet og den er ret god, både til sagligt at forklare om produktet, men især sidste del med fokus på samfundets stigmatisering og vægtneutral sundhed. Fed holdning og anbefaling fra lægehuset synes jeg!
Måske bliver denne medicin faktisk det der sætter tykke fri (og her mener jeg til IKKE at tage medicin), fordi vi alle endelig forstår at det ikke handler om at “lukke munden og lette røven”, og at det for mange simpelthen kræver livslang medicinering at leve op til et skønhedsideal, som fejlagtigt er blevet entydigt koblet til sundhed/usundhed.
29. april 2023 @ 07:50
Det er da måske noget af det mest progressive og cool, jeg har hørt om endnu! KÆMPE klapsalve og respekt for dit lægehus <3
12. april 2023 @ 06:25
Hurra for dig!!!
12. april 2023 @ 19:17
Selv hurra, Malene:)
12. april 2023 @ 07:10
Det er fandme et godt indlæg du har lavet! Jeg er selv tyk, har været det altid og først her i mine meget modne voksenår fundet forklaringer og i nogle tilfælde hvad der føles som aflad på at have tilladt mig at eksistere i verden som et tykt menneske.
Håber troldene (også dem der ikke ved at de er det i denne sammenhæng) holder sig i skabene. Man kunne jo i den forbindelse også bruge noget krudt på at sætte sig ind i hvor grundigt et lobbyarbejde Novo har lavet de sidste mange år for at sygeliggøre det at være tyk og hvor mange forskere og foreninger der faktisk er betalt direkte eller indirekte af Novo (her kigger jeg intens på Steno og Adipositasforeningen)
Også i DK er der kræfter der arbejder seriøst med de her aspekter (og som ikke er lønnet af Novo) og jeg kan virkelig anbefale den podcastserie der hedder Radio Ligevægt.
12. april 2023 @ 19:17
Perfekt med anbefaling af podcast – tak!
Og jeg er slet ikke i tvivl om, at the devil works hard men medicinalindustrien works harder. Jeg synes sgu helt ærligt, at voksenverdenen somme tider lader til at være pilrådden. Madpyramiden/mælkekampagner og dansk landbrug, mediernes lemfældige omgang med gaver og indlæg med dagsordener osv. osv. Det er ikke mærkeligt, at vi bliver mere og mere skeptiske overfor det, vi bliver fortalt.
12. april 2023 @ 07:39
VIRKRLIG godt skrevet Linda
12. april 2023 @ 07:55
Jeg er enig hele vejen. Og så lige et pip om noget andet. Jeg bliver mærkværdigt hidsig hver gang jeg læser om wegowy…
For mig er det ikke så meget det at man har udviklet medicinen. Det er mere kriterierne for at kunne få det udskrevet. Som jeg har forstået det er det BMI >27 og helbredsmæssige faktorer eller BMI >30. Det betyder at jeg bare kan gå ned til min læge og så få skrevet det her ud. Jeg fejler ingenting.
Jeg føler mig sygeliggjort. Og her var jeg lige ved at argumentere med at jeg rent faktisk for nyligt har fået målt diverse tal, men så taler jeg jo lige ind i det jeg er bange for. Jeg skal da ikke argumentere for at jeg ikke skal have medicin for noget der ikke påvirker andet end hvilken størrelse mit tøj er. Jeg skal have medicinen fremlagt som en mulighed, HVIS der opstår noget helbredsmæssigt, der beviseligt ville kunne bedres af at jeg tabte mig.
12. april 2023 @ 09:41
Enig med dig Lisbeth! Wegovy provokerer også mig. Og hvis vi går ind på præmissen om, at overvægt er en sygdom, så burde behandlingen vel betales delvist af sundhedssystemet – på linje med behandling af fx diabetes eller andre kroniske sygdomme.
12. april 2023 @ 19:09
@lisbeth @Hanne
(Der er igen rod i kommentarernes rækkefølge. Det er virkelig træls, og verdens bedste IT-Claus er på sagen).
Jeg har tænkt meget over, at den største fare ved de her nye slankemidler er, at de risikerer at skabe intern splid i den gruppe, de henvender sig til. For nogen vil føle sig sygeliggjorte og dermed svageliggjorte. Andre vil føle det frisættende, at deres udfordringer opfattes som sygdom. Nogen vil føle, at det er sidste udvej. Nogen vil føle, at det er snyd. Men hele essensen i den her debat er vel egentlig, at alle – alle – skal have autonomi over egen krop. At man må gøre med den, hvad man selv finder bedst, uden at skylde andre en forklaring.
Min eneste anke mod det er, at jeg forskellige steder har hørt (og det har jeg ingen links, der underbygger, så det kan være grebet ud af den blå luft), at det kan skabe mangel på behandling til diabetikerne, som præparatet egentlig er lavet til. Det er skidt, hvis det er rigtigt. Men hvis det ikke passer, så hælder jeg til, at man skal bruge det, hvis man vil, og lade være hvis ikke.
Men jeg synes faktisk, man ser det her i alle minoritetsgrupper, når de pludselig begynder at finde sammen; at der er en fase, hvor man også I gruppen opdager, at man er forskellig, og derfor ikke er enig om, hvad man gerne vil kaldes, hvad man må og ikke må osv. osv. Jeg har i hvert fald set det samme ske i både de neurodivergente grupper og de grupper for selvvalgte alenemødre, jeg gennem tiden er kommet i. At alle i starten er høje over at have fundet hinanden, men at den udfordring, der følger med ift. at man så pludselig skal enes om mærkesager og sprogbrug, faktisk er sværere at komme omkring, end man lige skulle tro.
13. april 2023 @ 06:12
Hvis der bliver mangel på semaglutid, så skal Novo nok få banket produktionen op i en helvedes fart. For det er nu pengene skal tjenes inden patenter slipper op. I mellemtiden kan diabetikere vælge mellem virkelig mange andre lignende behandlingsformer, mens den medicinske behandling mod fedme er temmelig sparsom, og så kan man vælge mellem ugebladsdiæter og Gustav Salinas.
12. april 2023 @ 08:44
Kæmpegodt og nuanceret skriv. Tak for det, Linda<3
12. april 2023 @ 18:59
Tusind tak for at melde ind, Frederikke. Det gør det nemmere at turde skrive om de svære emner en anden gang.
12. april 2023 @ 09:22
Amen!
12. april 2023 @ 18:58
❤️
12. april 2023 @ 11:23
Tak – bare tak 😘
12. april 2023 @ 18:58
Altid😘
12. april 2023 @ 12:12
Linda, du er så god. Tak for et fantastisk blogindlæg.
12. april 2023 @ 18:57
Tusind (selv) tak, Stine:)
12. april 2023 @ 12:24
Jeg tror faktisk, at det med at gøre overvægt til en sygdomstilstand er med til at fjerne stigma. For fedme og overvægt ER jo ikke noget man selv vælger, og det er ER ikke noget, man bare træner/sulter sig ud af. Det er ikke alene et individuelt ansvar.
12. april 2023 @ 13:17
Der bliver jo nødt til at være kriterier, og jeg synes egentlig de er sat meget rimeligt. Det er jo ikke kriterier for, hvornår det SKAL udskrives, men NEDRE kriterier for at undgå, at det bliver brugt til 5 kilos bekvemmeligheds-vægttab. Jeg er gammel nok til at huske Letigen, og hvordan det i hvert fald ikke blev brugt efter hensigten. Udskrivning af Wegovy vil altid pålægges den enkelte læge. For sådan nogen som dig (og mig selv i øvrigt) vil Wegovy ikke være relevant, da et højt BMI ikke er ensbetydende med helbredsproblemer.
Jeg ser faktisk præcis Wegovy som det du beskriver. En mulighed….
12. april 2023 @ 17:42
Tak for det her. Du skriver det perfekt
12. april 2023 @ 18:57
❤️
12. april 2023 @ 18:35
Hørt
Lyt/læs/følg også Katrine Gisiger
12. april 2023 @ 18:56
Det er rigtigt – hun siger også mange gode ting.
12. april 2023 @ 18:44
Til dig der skriver om Steno – jeg tror, du misforstår hvad Steno laver. De fokuserer udelukkende på behandling af diabetes og beskæftiger sig ikke med overvægt. Ja, det er muligt at få vægtkontrol og hjælp fra diætist, men ikke som behandling af overvægt. De diabetikere (type 2), der får Ozempic, som næsten er det samme som Wegovy (semaglutidindholdet er højere i Ozempic) får præparatet for at få bedre insulinafgivelse og ikke for at tabe sig. Jeg er bestemt ikke fan af Novos forherligelse af Wegovy, men som mor til en voksen datter med diabetes type 1 priser jeg mig lykkelig over at Novo donerede 3 mia til det nye Steno diabetescenter i Herlev. Ellers ville hun være tvunget til at gå til kontrol hos alm læger, der slet ikke er specialiserede nok. Og det er en helt anden historie 😃
12. april 2023 @ 19:05
Tak for dit indspark. Det er klart at diabetesbehandlingen (hvor diabetes i min optik er en reel sygdom) skal varetages af specialister og her anfægter jeg ikke nødvendigvis Novos rolle – dejligt I møder god behandling. I Aarhus er Steno og NCFO (Nationalt Center for Overvægt) filtret ret grundigt sammen, så det kan være jeg ikke udtrykte mig klart.
12. april 2023 @ 20:09
Fedt skriv! (Pun intended).
Inspiration til videre læsning kunne være:
Karin Gonzales beskrivelser af hvad en vægtneutral tilgang til sundhed er http://vaegtneutralsundhed.dk/vaegtneutral-sundhed/
Og
‘Hold kæft og vær tynd!’ Af Regina Fjendbo.
https://www.tyrannosaurusregs.dk/bog/
Jeg kan på det varmeste anbefale begge.
13. april 2023 @ 19:00
Tak for tip – de er bestilt.
13. april 2023 @ 06:18
Jeg bliver altså lidt træt af, at medicinalindustrien altid skal være skurkene. Jeg har arbejdet hos nogle af de mellemstore og store gennem de seneste 15 år, bl.a. også Novo. Jeg har aldrig haft min moral eller etik i klemme. Og Novo er 100% i orden og klart duksen i klassen.
13. april 2023 @ 18:59
Jeg forstår, at det må være helt i særklasse råddent at skulle høre igen og igen, at big pharma er skurken, når man af den ene eller anden grund har mere berøring med det hjørne af erhvervslivet end gennemsnitsdanskeren.
Jeg har gennem tiden kendt en god håndfuld mennesker, der har arbejdet i medicinalindustrien, og jeg har ikke så meget som spidsen af en finger at sætte på dem. De er alle højt begavede, passionerede fagfolk, der brænder for at flytte noget, der kan ændre menneskeliv, og fælles for dem er, at deres moral nok faktisk er højere end så mange andres.
Men jeg tror, at det måske er lidt det samme problem, som man ser i bankverdenen? At 80% af de ansatte er ordentlige, omhyggelige og meget lovlydige – men det er ikke dem, der er problemet. Det er de øverste 20%, som har har økonomiske interesser i at drive en overskudsvirksomhed, og har forbindelser til steder, hvor resten af os ikke har adgang.
Det er komplekst. For det er klart, at høj profit tiltrækker dygtige mennesker, og dygtige mennesker er en forudsætningen for at skabe forandring på det plan, der kræver at udvikle produkter, der kan redde menneskeliv.
Det giver også utrolig god mening, at der er et samarbejde mellem den sundhedssektor, der er mellemled mellem patienter og medicinalindustri, fordi læger og sygehuse dels har noget masse-viden, som den enkelte patient ikke kan forventes at have selv, og dels har et mere objektivt syn på, hvad det giver mening at forske i og helbrede, end vi nogensinde som patienter og pårørende vil kunne have.
Derudover giver samarbejdet også nogle indlysende fordele ift. at teste nye produkter, indsamle data og sammenligne med eksisterende produkter på markedet i den petriskål, hvor det potentielt kommende produkt gerne skulle ende med at gøre en forskel.
Men der er sgu nogle områder, hvor jeg synes, de gør det svært for sig selv. F.eks. når de betaler læger for at have en holdning til nye slankemidler, som det i januar kom frem, at de havde gjort. For en håndfuld år siden gav et medicinalfirma en solid bunke kampagnemidler til Venstre, sidste år flyttede en medicinalvirksomhed ind på riget, og der er flere eksempler på læger, der udtaler sig positivt/mindre kritisk end standen generelt om bestemte produkter, hvor det senere kommer frem, at lægerne er tilknyttet medicinalfirmaet bag som konsulenter. Intet af det er ulovligt – men det er stadig en indlysende interessekonflikt, synes jeg.
Jeg synes også, at det er et problem, at hele forretningsgangen er bundet op på at udvikle produkter og holde dem på markedet, for der er, så vidt jeg ved, intet incitament til at fjerne produkter fra markedet igen, hvis man over tid finder ud af, at de ikke virker så godt, som først antaget. Har man som branche brugt penge på at udvikle, teste og producere en pille, så har man en klar interesse i at holde den på markedet, så den kan tjene sig selv ind igen. Og lige præcis ift. medicin er det utrolig svært for forbrugeren at gennemskue, hvor godt et produkt virker, fordi der er så mange faktorer, der kan påvirke effekten af medicin, at man som lægmand ikke har en chance for at gennemskue, om en migrænepilles manglende virkning skyldes en dårlig pille/for meget kaffe/manglende jern osv. osv. Derfor er vi lige præcis ift. medicin helt i særklasse afhængige af, at vi kan stole på de læger, der rådgiver os, og det kan vi ikke, hvis de ikke er uvildige. Og selvfølgelig pusher de ikke noget, der er direkte skadeligt, men der er for mange gråzoner og interesse…udfordringer, synes jeg. Opioidkrisen i USA fik lov at fortsætte i den forkerte retning med 100 km/t alt, alt for længe, fordi firmaet bag, da de første indberetninger om, at patienter for hurtigt vænnede sig til effekten af en bestemt dosis begyndte at rulle ind, meldte retur, at det skyldtes, at smerten somme tider kortvarigt ville blusse op igen, og at behandlingen af dette problem var: drumroll Mere opioid.
Igen: Jeg kan sagtens se, at der er en vis form for logik i, at den faggruppe, der skal videreformidle produkterne, på en eller anden måde er med på sidelinjen, når produkterne udvikles og testes. Og jeg tror, som du også skriver, at Danmark og NN opfører sig pænere, end man gør i så mange andre lande. Men det bliver et problem, synes jeg, at man som menig patient ikke har en chance for at vide, om den læge man sidder overfor rådgiver og behandler udelukkende på baggrund af faglighed, eller om der er økonomiske interesser indblandet, der, bevidst eller ubevidst, kan påvirke anbefalingerne.
Og endelig: Problemet er ikke forbeholdt medicinalbranchen. Mediebranchen bøvler med det samme; at artikler og indhold viser sig at være bestillingsarbejde, sportsverdenen er fedtet ind i politik og offentlige udbud viser sig jævnligt at være farvet af hensyn, der ikke står nedfældet nogen steder.
Det kan nok ikke undgåes. Og der er vigtigt, at der også er mennesker som dig, der rækker en hånd op og maner til besindighed, så der ikke går fuld sølvhjelm i den.
Uanset hvad, så syne jeg, at det er postivt, at det er noget, vi helt ned på brugerniveau begynder at forholde os til.
13. april 2023 @ 19:37
Du er skarp, Linda! Alt du skriver giver mening.
Udvikling af medicin i Danmark (eller andre steder for den sags skyld) er intet uden samarbejde med lægerne på hospitalerne, for de har patienterne, som skal bruges til de kliniske forsøg. Og pudsigt nok så rører lægerne ikke en finger uden betaling. Det er der ret klare regler for, heldigvis. Jeg har selv siddet til møde med et helt panel af de største eksperter indenfor en bestemt sygdom. De var fløjet ind fra hele verden, tog sig godt betalt for at give os input til vores udviklingsplan. Det var sindsygt værdifuldt, og selvom vi betalte dem, så talte de os bestemt ikke efter munden, de savede os fandeme midt over. Men det omverdenen ser er, at de er på lønningslisten. Og jeg ved simpelthen ikke, hvordan det skulle kunne separeres.
Du har ret i, at verden har set nok grelle eksempler på råddenskab, og det er udenfor min fatteevne, hvordan det kan ske. Netop derfor har alle seriøse firmaer nu en whistle blower ordning. Og jeg tror ikke på, at opioidskandalen kan ske i Danmark i dag.
Med hensyn til at vurdere virkningen af lægemidler, så er det jo netop ikke lægmands opgave. Virkningen af lægemidler er egentlig udregnet ganske faktuelt i kliniske studier, og bliver løbende suppleret med data fra klinisk praksis. Og der er så mange krav og regler, at du ikke drømmer om det, og som jeg har brugt 20 år af mit liv på at forvalte og fortolke. Ganske få alvorlige bivirkninger kan få store konsekvenser. Og tro mig, de pisser i bukserne derude, når der kommer et bedre præparat på markedet, for så taber man helt automatisk markedsandele.
De fleste læger er naturligvis interesserede i at behandle patienterne med det bedste præparat, og der er heldigvis fri og hemmelig ordinationsret i Danmark. Så hvis en læge handler uvildigt, så synes jeg egentlig pilen peger tilbage på lægen. For der er ingen betaling pr. ordination.
Jeg synes også det er rart, at jeg kan stemple ind i denne sobre diskussion og blive mødt med respekt. Jeg prøver ikke at tegne et rosenrødt billede, men bare kaste lidt flere nuancer ind. Vi bygger broer her!
13. april 2023 @ 19:45
❤️🤗❤️
20. april 2023 @ 10:52
Tak fra en tyk! Der er så mange fine pointer jeg æder råt (haha!)
Jeg håber jeg så kan huske de pointer når jeg næste gang føler mig dømt, ikke-berettiget, forkert osv. ene og alene på baggrund af min størrelse. Uanset om den følelse så kommer fra mig selv eller jeg bliver det påduttet af andre, for klart begge tilfælde findes.
20. april 2023 @ 17:47
Det er jeg meget, meget glad for, at du synes. Tak!
20. april 2023 @ 15:39
Super godt indlæg, Linda!
Det er én af de ting, som når man først får øjnene op for det, så er det umuligt at ignorere det igen. I forhold til mine børn er jeg også blevet super bevidst om, hvordan jeg taler om både min egen og andres kroppe, men det er dælme lidt af en kamp, man er oppe imod med alt hvad der florerer på sociale medier.
Jeg følger bl.a. alexlight_ldn og Sofie Hagen på instagram. Meget forskellige profiler, men nogle af dem, der gør mit feed både klogere og sjovere. Alex har bl.a. postet en del om Ozempic/Wegovy, og hvordan det markedsføres massivt i England. Virkelig skræmmende.
20. april 2023 @ 17:59
Jeg har straks trykket følg – tak for tip!
26. april 2023 @ 22:06
Tak! Virkelig godt skrevet.
Jeg ville også anbefale Radio Ligevægt, men kan se den allerede er blevet fremhævet.
Og Malenefl på instagram.
27. april 2023 @ 09:23
Tusind tak, Caroline. Både for ros og for anbefalinger.