Om overvægt, sundhed og farlige fordomme

For et par dage siden blev jeg på IG foreslået en profil fra en anden mor til et neurodivergent barn. Jeg er lidt on the fence med fylde mine feeds med andre i samme situation som mig, ganske enkelt fordi jeg synes, at emnet fylder rigeligt herhjemme, som det er. Det er en afvejning, for på den ene side er det rart at vide, at man ikke er alene. På den anden side så kan jeg næsten ikke holde ud at skulle forholde mig til mere af det. Der er ikke kapacitet til også at blive frustreret by proxy, så jeg er super, super selektiv ift. profiler, der har diagnoser i præsentationsfeltet. 

Men hende her så ud til at være skarp og sjov, og derfor trykkede jeg følg. 

To dage senere åbnede jeg til før og efterbilleder af hendes vægttabsrejse, og det tog 0.2 sekunder at trykke ‘følg ikke længere’, mens jeg undrede mig over den manglende CW (Content Warning). 

Det er på den slags tidspunkter, at jeg pludselig bliver opmærksom på, at 95% af mit feed er udenlandsk. Fordi langt de fleste profiler, jeg følger, er amerikanske, er der nogle ting, jeg efterhånde er så vant til, at jeg kommer til at studse over det, når jeg støder på en dansk profil, der opfører sig anderledes. 

Og inden jeg går videre: Det er ikke et forsøg på at være Mørk & Mystisk. Lixtallet er ikke højere end så mange andre steder, og de profiler, jeg følger, tilhører i langt de fleste tilfælde et socioøkonomisk segment, der ligner mit eget. Jeg har samlet profilerne op gennem mange års podcastlytning, og fordi amerikanerne dér i mange år var langt foran de danske udbydere, er det bare sådan mit feed er endt med at være sammensat, takket være algoritmen. 

Men min reaktion på vægttabsopslaget fik mig til at tænke over, at det her er noget, jeg har brugt virkelig meget tid på selv at tænke over, men som jeg ikke har skrevet om. Nok mest fordi jeg ikke er sikker på, at jeg helt orker debatten, der kan følge med, men også fordi mit eget billede af sundhed og krop er farvet af mange år i fitnessbranchen. Det har været – og er – svært for mig at bo i en krop nu, der ser så meget anderledes ud, end den gjorde for 15 år siden, hvor jeg trænede 6-10 gange om ugen, og børnene stadig bare var en fjern ide. Derfor har jeg længe følt, at jeg nok ikke kan tage emnet op, fordi det for nogle vil lyde som en undskyldning for mit eget manglende vægttab. 

Men jeg kan mærke, at jeg efterhånden står et helt andet sted end mange af dem, jeg normalt deler holdninger med, når det kommer til overvægt, fedme og sundhed. Og det kunne jeg faktisk godt tænke mig at skrive lidt om. 

I takt med at der med internettet kommer mere opmærksomhed på forskelsbehandling i alle lag af samfundet, og mennesker, der ikke tidligere har haft en stemme, begynder at tale, er der nogle holdninger, det bliver sværere at blive ved med at have. Det var nemmere at synes, at kvinder var hysteriske, at LBGT+-folkene var skabede, og at de grønlandske børn var sarte, inden de fik et sted at fortælle om, hvad de har været udsat for. Og hvor systematisk.

Derfor er det min oplevelse af mange af os langsomt begynder at forholde os til, hvor i privilegiepyramiden, vi bor. Det kommer til at tage flere generationer at nivellere, og formentlig når vi aldrig et niveau, hvor alle har og får de samme muligheder, men der er nogle samtaler, vi begynder at tage, som vi ikke har haft tidligere. 

En af dem, der fylder meget i USA, men som jeg stadig ikke rigtig synes har fået fodfæste herhjemme, er netop debatten om overvægt. Det er det eneste sociale stigma, som stadig både accepteres og praktiseres helt åbent i alle dele og lag af samfundet.

Og mit bud vil være, at mange af jer allerede er begyndt at rynke panden og tænke ‘Omkostninger for samfundet’ og ‘Sundhed’ og ‘Ansvar for eget liv’. 

Det er ok. Det her er ikke en kirke, man behøver ikke kunne se min pointe, og jeg kommer ikke til at tvinge nogen til at ændre holdning eller tage på. 

Men der er nogle overvejelser, jeg gerne vil invitere til, at man prøver at sparke dæk på, næste gang man sider i sin bil og glor.

For de mest brugte argumenter for at blande sig i, hvad andre mennesker vejer er, at det er for at hjælpe dem, og at de koster penge for samfundet, når de kommer anstigende med alle deres fedmeudløste følgesygdomme. 

Men hvad er sundhed egentlig? WHO’s definition lyder:

“Health is a state of complete physical, mental and social well-being and not merely the absence of disease or infirmity.” An important implication of this definition is that mental health is more than just the absence of mental disorders or disabilities.”

De nævner ikke vægt med et ord. Derfor er det både uheldigt og paradoksalt, at det nærmest er den eneste faktor, mange instanser fokuserer på, når overvægtige mennesker er i kontakt med sundhedssektoren. 

Til gengæld kræver det ikke mange led i associationskæden at nå til den tanke, at det måske IKKE er fremmende for sundheden at være udskammet og stigmatiseret.

Lad det være sagt med det samme: Overvægt fremmer risikoen for nogle typer af sygdomme. Det bliver vi ikke uenige om. 

Men det, flere undersøgelser begynder at finde ud af er, at mange af de sygdomme og den overdødelighed, man tidligere udelukkende har tilskrevet antallet af kilo på badevægten, måske mere handler om, at tykke mennesker undgår eller går langt senere til lægen end mennesker med et lavere BMI, fordi de ved, at de bliver sendt hjem med beskeden om at tabe sig. Bunken med eksempler på tykke patienter, der får langt mere alvorlige sygdomsforløb og i nogle tilfælde ender med at dø, fordi de ikke bliver taget alvorligt i sundhedssystemet vokser også.

Det selvbedrag, vi som samfund praktiserer, når det kommer til tykke mennesker, er næsten imponerende. For hvis det virkelig handlede om sundhed, ville der være mange andre områder, vi også skulle blande os aktivt i hos hinanden. 

Må folk f.eks. blande sig i, hvornår du går i seng? Dine alkoholvaner? Din manglende træning? Velment, selvfølgelig. Det er jo for at hjælpe dig.

Og vi taler om ansvar for eget liv og omkostninger for sundhedsvæsnet og vores alle sammens skattekroner, når de dovne tykke bare spiser og spiser og nægter at tabe sig og hjælpe sig selv. 

Men hvis vi lægger hele ansvaret over på den enkelte, uden at interessere os for årsagen til, at nogen kæmper med noget, hvorfor er det så ikke de deprimeredes eget ansvar, at de har ladet det komme så vidt? (Og don’t come for me. Jeg har været der 3 gange, så jeg må godt bruge det eksempel). Hvorfor er det ikke de stressramtes egen skyld, at de er sygemeldte? Hvad med sportsskaderne? Rygerne? Folk, der venter for længe med at gå til lægen? Hvorfor er det kun de tykke, som alle, på tværs af segmenter, kan blive enige om skal holdes ansvarlige for, hvad de koster samfundet? 

Hvornår er man tyk? Hvor meget skal du tage på for at tilhøre gruppen, som andre må råbe efter på gaden? Som ikke skal tages alvorligt. Jeg mener det helt bogstaveligt. 5 kilo? 10? 15? Hvornår gælder reglerne for dig?

Vi kender alle sammen nogen, der kan spise deres egen kropsvægt i chips og flødekager, uden at tage ét gram på. Hvorfor er det så svært for os at tro, at det modsatte også kan være tilfældet?

Hvor mange timer har du eller mennesker, du kender, brugt på selvhad og tvivlsomme kure og løsninger, fordi der er så meget skam og stigma forbundet med at være tyk, at det er det værste, man kan forestille sig at være?

Og hånden på hjertet: Hvor meget i dit liv er kort, du ikke selv har gjort noget for at få spillet på hånden? Den sociale klasse, du er født ind i. Sygdom og fravær af samme. Psykiske udfordringer, uddannelse/arbejde, økonomisk formåen. Genetik. Hvis du skal være HELT ærlig – hvor meget af det bygger på klodser, du ikke selv har lagt? Vi har alle sammen noget at kæmpe med, men man kan måske lige give det en tanke, om man, når man synes, de tykke bare skal tage sig sammen, er Paris Hilton, der synes, at fattigdom er selvforskyldt.

For mig at se består det her problem af to dele.

Den ene er den sejlivede myte om, at man ikke kan være tyk og sund på samme tid. Det er simpelthen bare ikke rigtigt. De fleste er blevet gode til at sige højt, at de godt ved, at de to ting faktisk ikke hænger sammen – men jeg tror ikke, at ret mange egentlig mener det. Ikke engang selvom vi alle sammen ved selvsyn kan konstatere det, når vi kigger i vores egne familier og omgangskredse. Jeg havde i mine unge dage en veninde, som levede på en stram diæt af Blå Kings og amfetamin. Når hun spiste, bestod menuen af Burger King og osterejer. Hun var en perfekt størrelse 36. Men hun var fandengalemig ikke sund. Fortællingen om, at tynd = sund er så forankret i os, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved den på trods af alle de beviser på det modsatte, vi er omgivet af. 

Den anden del af problemet er fordommene. Her er min påstand, at modviljen mod at punktere dem handler om social kapital. Det giver et gratis forspring, hvis vi er enige om, at der er en gruppe, der står under os; at vi, selv når vi klarer os dårligt, kan trøste os med, at vi i det mindste stadig er pænere/dygtigere/klogere, end den gruppe, vi har vedtaget er dum, doven og frastødende. Når vi kobler vægt og moral, så ligger der implicit i det, at vores er højere og stærkere, end moralen hos dem, der vejer mere end os. Vi kan styre os. Vi har selvkontrol. Vi opretholder status quo ved at vise vægttab frem og rose og like hinanden, og gid det var mig, og hvordan har du gjort det? Graver vi langt nok ned i reptilhjernen, gætter jeg på, at det handler om det samme urinstinkt, som vi ser blive afdækket i Robinson og Paradise Hotel: At vi hele tiden prøver at positionerer os, så vi er en del af indergruppen, og dermed ikke er i risiko for at være den, gruppen ofrer, når nogen skal sparkes af øen, ud af huset eller ned i vulkanen. Du vil gerne være med i hulen, ik’ Mulle?

De argumenter, man hører brugt for at fastholde stigma, tager stort set altid udgangspunkt i, at der kun findes én rigtig måde at være i verden på. F.eks. kan jeg huske en sag fra en børnehave, hvor man havde fyret en pædagog, fordi hun var tyk.

Og jeg vil gerne gøre helt klart, at man kan være en god eller en dårlig pædagog, uanset vægt. Så man kan sagtens være en dårlig pædagog, der tilfældigvis også er tyk. 

Men her var der ret tydeligt, at det handlede om, at man ikke mente, at hun kunne varetage sit arbejde, fordi hun i nogle situationer ikke kunne lave det samme med børnene, som de pædagoger, der vejede mindre end hende. Så vidt jeg husker var eksemplet, der blev nævnt, at hun ikke kunne spille fodbold med børnene.

Den sag har jeg tænkt meget på. For jeg kan ikke komme over, at vi ikke er mere kritiske overfor den slags udsagn. Hvis dit barn skulle starte i en børnehave, og du første dag fik at vide, at i den her børnehave skal alle børn lave det samme, hver dag, hele tiden, uanset evner, interesser og præferencer; ville du så ikke anfægte det? Vi er skidegode til at forstå vigtigheden af, at børn er forskellige og derfor skal mødes forskelligt – hvorfor er det, at det udgangspunkt går tabt, fordi vi bliver ældre?

Og ja. Der er selvfølgelig nogle bestemte krav og kompetencer, der hører til jobbeskrivelsen, men kunne man forestille sig, at forskellige mennesker kunne tilbyde noget værdifuldt til forskellige børn? Da kvindlige håndværkere begyndte at blive en ting, blev kønsopdelte bade- og omklædningsfaciliteter blæst op til at være et kæmpe problem – som viste sig langt de fleste steder at være løst ved at flytte et skilt og sætte et bruseforhæng op. På samme måde kunne man måske godt forestille sig, at de forhindringer, man lige nu i en personalegruppe synes, man ser, kunne løses på meget lavpraktisk vis, og at det måske mere handler om vilje, fordi vi er så fedtet ind i egne fordomme om, at tyk er lig med doven/dum/svag?

Formålet med det her lange skriv er ikke at glorificere én kropstype frem for en anden. Nogle ting bliver uomtvisteligt mere trælse i en stor krop. Men det er der også ting, der gør, hvis man har korte ben, dårlige lunger eller bruger briller, og de ting værger vi os ikke i samme grad for at tænke løsninger på.

Risikoen for nogle typer af sygdomme stiger, når vægten stiger – men der er også forskning, der begynder at pege på, at risikoen for nogle typer af sygdomme er højere hos tynde, når man sammenligner de to grupper. Og så er vi slet ikke kommet ind på det vægtbias, der med stor sandsynlighed har farvet måden, studier, spørgsmål og undersøgelser er blevet designet på. Hvis en gruppe mandlige forskere lavede fysiske tests på begge køn, som kun indeholdt øvelser og tests af områder, hvor mænd traditionelt klarer sig bedst, så ville vi få resultater, der indikerede, at mænds fysik er kvinders overlegen. Men hvis vi nu testede mænds evne til at føde børn, som immervæk også forudsætter et solidt mål af fysisk styrke, så ville vi måske få et mere nuanceret billede af, at fysisk styrke er mange ting. 

Når vi hele tiden kun taler om den éne gruppe i en sammenligning mellem to, så skal vi alle sammen blive mistænksomme. Selv når vi sammenligner køn, kører vi som regel med noget i skålene på begge sider; ‘kvinder kan multitaske – mænd er fysisk overlegne’ Når den anden del af udsagnet i en sammenligning hele tiden mangler, så bør det som minimum gøre os nysgerrige på hvorfor.

Det blev skidelangt, og jeg er med på, at nogle af jer vil se meget anderledes på emnet, end jeg gør. 

Jeg ved også af erfaring, at der altid lander er par ‘det er faktisk heller ikke fedt at være tynd, for folk blander sig i, hvad jeg spiser, og spørger, om jeg er syg’-kommentarer i indbakken, når jeg skriver om vægt. Den vil jeg gerne adressere på forhånd. For det er træls og ubehøvlet; det forstår jeg virkelig godt. Men det er et problem på individniveau, mens fatphobia er systemisk. Tynde mennesker bliver ikke diskrimineret i stort set alle sammenhænge i livet. De oplever ikke, at sygdomme overses, fordi læger tror, at svulsten er fedt, og at den tumorudløste hovedpine skyldes forhøjet blodtryk. De bliver ikke skubbet længere ud i en eventuel spiseforstyrrelse, når de går til lægen, fordi rådet altid er: ‘Tab dig!’ De kan godt opleve indblanding – men de skal ikke leve under et konstant åg af moralsk fordømmelse og skam. I flere af de podcasts, jeg har hørt om emnet, bliver den her kommentar faktisk fremhævet som et eksempel på fastholde status quo ved at trække en samtale om ulighed for tykke tilbage til at handle om tynde. Lidt i stil med Blue Lives Matter. 

Det er ok ikke at være enig. Det er ok at føle sig provokeret. Sådan havde jeg det selv i starten. “Jamen, hvad så med..- “ var en sætning, der formede sig i mit hoved konstant, når jeg lyttede til debatter og podcasts om emnet. Men jeg kan godt efterhånden se, at det handler mere om mig og de værdier, jeg har internaliseret, end det sagligt handler om emnet.

Og det kan godt ske, at der begynder at være en sprække ift. at fedme handler om andet og mere end mad. At der kan være bagvedliggende faktorer som psykiske lidelser, spiseforstyrrelser, socioøkonomiske forhold osv. der spiller ind.

Det er godt. Men. Selv i dén samtale kan man, hvis man lytter godt nok efter, høre, at hele formålet med at forstå årsagen til overvægt, er, at man så kan fjerne den. 

Læs lige den sætning igen. 

Vi interesserer os altså ikke for folks psykiske sundhed for, at de skal få det bedre. Vi gør det, så de og vi kan (for)blive tynde. Det burde sige alt, hvad vi har brug for at vide om, i hvor høj grad den tykke krop er stigmatiseret; hvor meget det handler om æstetik og fordømmelse. For igen: Vægt og sundhed hænger ikke nødvendigvis sammen. Men vi vil hellere være tynde end i trivsel, og det er problematisk.

Mange tykke mennesker vil gerne veje mindre. Nogle vil ikke. Men hvis vi nogensinde skal kunne hjælpe dem, der gerne vil tabe sig, så må og skal der ske noget med måden, vi opfatter fedme og overvægt på. Tilgangen til vægttab er nødt til at være væsentligt mere fordomsfri, nuanceret og videnbaseret, end den er i dag, for mange, mange steder består “hjælpen” stadig i beskeden om at spise mindre og bevæge sig mere. 

Hvilket svarer til at sende en anorektiker hjem med beskeden om at begynde at spise, eller sige til en selvskadende ung, at h*n skal stoppe med at skære i sig selv. At vi opfatter anoreksi som en spiseforstyrrelse, mens vi opfatter binge eating som en karakterbrist er skammeligt, og vi kan ikke være det bekendt.

Vi kan ikke ændre vores verdenssyn på en weekend. Det her kommer til at tage generationer at ændre på – hvis det overhovedet lykkes. Men her og nu kan vi undlade at bidrage til at gøre livet mere surt, svært og farligt for mennesker, hvis valg ikke har nogen som helst indflydelse på, hvordan vi vælger at leve vores liv. Og vi kan begynde at mærke efter, hvordan opslag om vægttab påvirker vores syn på kropsidealet. Folk må poste og følge præcis, hvad de finder glæde ved. Igen: Dette er ikke et forsøg på at radikalisere nogen. Men kan man mærke, at man bliver påvirket negativt, og glider tilbage i mønstre og mennskesyn, man aktivt arbejder på at bevæge sig væk fra, så er det en overvejelse værd, om man skal fjerne sig fra det, der trigger. Både som professionel og som privatperson.

Og uanset hvad: Lad tykke mennesker være i fred. Plain and simple. Vi taler så meget om samtykke i andre sammenhænge; det kunne vi med fordel overføre til det her område. Holdninger, bekymringer og gode råd er velkomne, når – og først når – de direkte bliver efterspurgt, og vi som samfund kan tilbyde noget, der reelt er en hjælp og ikke bare fordømmelse forklædt som omsorg. 

Hvis man har lyst til at skubbe lidt til modstanden i eget hoved, er her lige et par anbefalinger at slutte af på. 

Podcasten The Maintenance Phase. Den er gratis på alle de sædvanlige platforme, er sjov og uhøjtidelig, og den kommer vidt omkring. Episoderne er navngivet præcist efter emne, så det er nemt at finde, hvis der er noget bestemt, man er interesseret i, f.eks. BMI, workplace wellness, the obesity epidemic osv. 

IG-profilerne @yrfatfriend @kenziebrenna @drjoshuawolrich @bodyimage_therapist, som alle primært fokuserer på vægtstigma og skriver kort, men klogt omkring det. Og så @ida_kys som både skriver lidt om at være på modtagersiden af alt det her, men som også poster alt muligt andet fint og klogt. 

Sidst men ikke mindst får I også lige et par links til artikler fra lødige afsendere, som jeg har valgt ud, fordi de begge indeholder masser af sub-links til forskning og andre artikler, så man kan dykke ned i specifikke områder, hvis der er noget, man er særlig interesseret i. Dem finder du her og her.