M2023, uge 15

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg så småt gået i gang med årets haveprojekter.

Jeg ved efterhånden, at mine ambitioner og ideer har det med at slå for store brød op ift. hvad tid og egentlig interesse understøtter, og derfor har jeg Pinterestet på livet løs de sidste måneder.

Sidste år plantede jeg en masse krukker til. Krydderurter, blomster og frø. Det så fint ud i starten, men allerede efter nogle uger fik jeg stress over alle de krydderurter, der stod og kiggede bebrejdende efter mig, hver gang jeg gik forbi. Da vi ramte august, var det stadig kun 1/4 af mine frø, der var spiret, mens alle blomster og urter til gengæld var vokset så meget, at det så ud som om, de var ved at træde ud af deres respektive krukker.

Samtidig kunne jeg se, at traktorerne, der kører på marken 4 meter fra min baghave (helt bogstaveligt), smider så meget støv og snavs i hovedet på krydderurterne, at jeg faktisk ikke havde lyst til at spise dem.

Men i forsøget på at komme min perfektionisme-udløste apati til livs, har jeg lovet mig selv, at havelivet bare er work in progress, og at det er læring, ikke nederlag, når noget ikke fungerer. Så det, jeg nu har lært er, at jeg ikke skal plante noget fra scratch, at krydderurter i haven ikke fungerer, og at jeg ikke behøver at tænke ind, at de blomster og planter, jeg vælger, er flerårige. 

Med det i baghovedet, har jeg besluttet, at jeg i år skalerer ned. Det bliver en enkelt krukke med lidt lave blomster ved siden af årets newcomer: Plantereolen. Selve reolen er ikke ny. Jeg fik den for nogle år siden, og har flyttet rundt på den siden, fordi jeg syntes, den var for fin til at stå ude-ude. Men den sparker jo nul joy, så længe den står, tom og trist, under halvtaget og i skuret, og vi har for længst besluttet, at mad skal spises, og ting skal bruges. Så nu er jeg begyndt at købe små udendørsplanter til den, som kommer til at stå side om side med keramikfigur, solcellelamper og lyskæder. Sidstnævnte fordi der ikke på nederste hylde kommer sol nok til, at en solcellelampe kan lade op; derfor smider jeg almindelige lyskæder med timere i glaskrukker og sætter dem til at tænde nogenlunde på det tidspunkt, hvor solen går ned.

Krydderurterne rykker indenfor i år i den selvvandende potte fra Eva Solo, jeg fik i julegave, og jeg glæder mig til at se, om den er ligeså god, som min søde genbo sværger, at den er. 

2.

Har jeg, apropos have, købt mig fra at få renset mine fliser. 

Siden jeg er startet som selvstændig har jeg, lidt uventet, fået et andet syn på mit tid; på, hvad den er værd, og hvordan jeg bruger den.

Alt skal ikke gøres op i penge, og mange projekter laver jeg selv, fordi det er noget, jeg hygger mig med at gå og sysle med. Men at rense fliser? Det HADER jeg. Jeg har de sidste år forsøgt mig selv, og selv efter hele dages indsats med dyre produkter og masser af knofedt har jeg ikke haft andet at fremvise end ømme arme og hånlige, fortsat-beskidte fliser.

Men fliserne bliver mere og mere glatte af mos, og det er en evig bekymring for mig, at mine forældre eller oldefar skvatter på dem, når de er her. 

Jeg lagde i år frisk fra med intentionen om selv at gøre det igen; denne gang bevæbnet med en højtryksrenser, men efter at have tjekket priser og set en anden beboer på vejen, som er den mest håndværksagtige håndværker af alle håndværkere, bruge en hel weekend på projektet, besluttede jeg at købe mig fra det. 

Og bliver det dyrt? Formentlig. Ville jeg hellere have brugt de penge på noget andet? Helt utrolig meget ja. Men da jeg regnede på, hvor mange timer, jeg skulle tolke, for at kunne holde fri alle de timer, der ville tage mig at hente udstyr, finde ud af, hvordan det virker, rense fliserne, gøre rent, returnere udstyr osv., så var det faktisk billigere – og meget, meget sjovere – at købe mig fra det.

De gik i gang i onsdags, og det bliver simpelthen så pænt.

3.

Pønser jeg på at tage børnene med til Göteborg til sommer. Nogen, der kan anbefale/fraråde noget, eller som kender til snedige rabataftaler på noget sjovt?

4.

Har jeg tænkt over, hvor meget bedre, jeg er blevet til med det samme at sige nej, efter at jeg er startet på de her indlæg. Eller måske er det fordi, jeg er blevet ældre? Jeg ved det ikke. Men det føles som noget, der falder i tråd med tankerne bag de her indlæg, så jeg tilskriver det dem. 

Esbjerg Kommune meldte i sidste måned ud, at der skal spares helt vanvittigt på skoleområdet. Det er hæsligt af alle årsager i verden, og de fleste forældre i kommunen er rådvilde og moderat desperate.

Som reaktion blev der – selvfølglige – lavet en Facebookgruppe, og folkene bag har haft held til at få et indlæg i avisen. Jeg har skrevet og kommenteret lidt derinde, men det er, som om det hele er gået lidt i stå. 

I dag lå der så opslag fra den ene af administratorerne, som meldte ud, at det ville være godt, hvis der blev lagt pres på nogle navngivne politikere, og at pressen var interesseret. Han havde dog travlt på job, så han opfordrede folk til selv at skrive til politkere og journalister. Et par timer senere lagde en anden et opslag op, hvor hun skrev meget af det samme, men tilbød, at folk kunne sende deres historier til hende. Så ville hun videresende samlet, men folk måtte gerne være klar til at stå frem, hvis pressen var interesseret. 

Jeg lagde en lang kommentar under hendes opslag, hvori jeg skrev, at det måske ville give mere mening og få langt mere tilslutning, hvis der blev udarbejdet et spørgeskema, som kunne deles mange flere steder, hvor forældre kunne svare på, om de havde oplevet X, Y og Z. På den måde har man overtemaerne samlet på forhånd, man får fat i de familier og segmenter, som ikke har tid eller mulighed for at forfatte et skriv, og man øger sandsynligheden betragteligt for, at pressen kan finde en tråd at trække i.

1.43 sekunder efter min kommentar var udgivet, blev jeg opfordret til lige at lave det. Og hvor jeg for 4 år siden ville have været lidt lodden i mælet, blev svaret her er klart nej, men med tilbuddet om at stå til rådighed for en eventuel arbejdsgruppe ift. sparring, formulering og praktiske opgaver. Men ‘det er jo bare at spørge ud, om nogen ikke vil lave sådan en gruppe med dig?’

I takt med at jeg bliver ældre, hælder jeg mere og mere til at udstede en fatwa mod brugen af ordet ‘bare’ på andres vegne, kan jeg mærke. 

Jeg forstår godt, hvorfor jeg drages af den slags opgaver og grupper – og hvorfor de drages af mig. For mit kærlighedssprog er systemer og struktur, og derfor kigger jeg på udfordringer som de her, og så eksploderer min hjerne med ideer til, hvordan indsatsen kan optimeres og forbedres.

Men jeg har også, klog af skade, lært at læse rummet. Og det er aldrig godt, når folk er *for* ivrige efter at smide noget i skødet på tilfældige, og når der ikke er en overordnet gruppe af mennesker, der holder kompasset. For det her er dømt til at falde fra hinanden. Når alle allerede 3 uger inde synes, at der skal gøres noget, men bare ikke lige selv har tid, så smuldrer det. Og det er én ting. Men noget andet er, at man, gode intentioner til trods, kommer til at spilde en masse menneskers tid. For hvis der ikke er en plan ift. hvad personlige beretninger skal bruges til, så bliver de ikke brugt til noget.

Det er vigtigt. Nogen burde virkelig gøre noget. Men så længe disse nogen forbliver Alle De Andre, er det en af de kampe, der ender med at æde dig op, fordi du kommer til at gøre det hele alene. 

Og ikke at den her besparelse ikke er til at tude over. Det er den. Det er utilgiveligt at være folkevalgt politiker og så fraskrive sig ansvaret for fremtiden på den måde, og det er sindssygt, at det får lov at ske, fordi den eneste forhindring er forældrene selv. Men jeg kan mærke, at jeg er et sted nu, hvor jeg skal passe alvorligt på mine kræfter. Jeg er drænet af møder, systemet, skoleskift og den ene overskrift efter den anden fra mennesker, der er lykkeligt fri for selv at stå med det her livsvilkår, om at det godt nok er samfundet og skolesystemet, den er gal med, men at det er forældrene, der skal løse det. De mener det sikkert godt, men det gjorde de mange fagfolk, der i 1950’erne mente, at døve børn ikke måtte bruge tegnsprog, fordi de så blev dovne og ikke ville lære at tale, også. Jeg er faktisk der nu, hvor jeg overvejer at afmelde notifikationer på aviser og nyheder, for jeg får hjertebanken og svedige håndflader hver eneste gang, der dukker endnu en af de her artikler op. Det er en helt afsindig stressfaktor, fordi jeg VED, at den bliver endnu en sten i den mur af fordomme og holdninger, der kommer til at gøre det sværere at blive forstået og få hjælp, og at den kommer til at retfærdiggøre nedskæringer og afvisninger og uunderbyggede tiltag, der skader langt, langt mere, end de gavner. Og jeg bliver simpelthen så frustreret over, at man, fordi det er en spændende, intellektuel diskussion, kan mene en masse om noget, man kun kender fra den ene side af skrivebordet, men ikke fra den anden. At man kan påvirke den offentlige debat, fordi man taler ind i noget, som de generationer, der synes, at børn skal spise op, at de skal tie, når de voksne taler og ellers bare skal holde op med at skabe sig, gerne vil bekræftes i. Hvis jeg må få ét ønske opfyldt, så er det, at I derude prøver at lægge mærke til fraværet fra forældre til børn med diagnoser i kommentarfelterne under de indlæg. Er der ingen, der finder det påfaldende? At det her reelt er hvide mennesker, der bekræfter hinanden i, at racisme er indbildt?

Nå. Det var en slags sidespor, og så alligevel ikke. For det, jeg egentlig bare ville sige med det var, at man, når man er dér, skal være meget opmærksom på ikke at smide sin resterende energi i Bermudatrekanter og korstog. Det gælder mig, og det gælder de andre i gruppen. 

Alle er fulde af gode ideer, så længe de er gratis og ikke forpligter. Når alle kan, er der ingen, der gør, og det er jeg, helt egoistisk, SÅ taknemmelig over, at jeg efterhånden har lært at gennemskue på forhånd.