I mandags kommenterede jeg på en reel på insta hos altid sympatiske Julia Lahme. Hendes opslag faldt ned i noget, jeg længe selv har gået og tygget på, og det lød:
(…) Og så har jeg tænkt over noget i dag.. og i går. Den hæslige sag med den unge pige, som heldigvis er fundet. Kan vi ikke aftale at lade være med at opsøge noget i true crime-genren om det? (…)
Det bliver altid så dumt, når man forsøger at parafrasere sig selv, så nu paster jeg bare mit svar her, og så folder jeg det ud nedenunder:
“Jeg tygger selv rigtig meget på det her. Og det virker helt indlysende som det eneste rigtige, at de her stakkels, stakkels mennesker ikke skal bebyrdes med, at deres livs største traume om 2 uger er forvandlet til en podcast.
Men hvor går grænsen? Er det tiden, der skal være gået? Antallet af ofre? Den geografiske lokation? For der var mange, der gik ned med Titanic. Afrikanerne er nok ikke *helt* i sync med den historiemæssige fremstilling i Black Hawk Down. Hvad med dokumentarer om det malaysiske fly, der forsvandt, spillefilm om JFK og The Zodiac Killer og serier som Rejseholdet og Law & Order, der bygger på rigtige sager?
Jeg ved ikke, hvad svaret er. Og det er pissevigtigt, at ofrenes stemmer bliver hørt. Der er 100% nogle podcast og bøger, der ikke behandler historierne med den respekt, de fortjener. Men betyder det, at journalister, instruktører og kunstnere generelt skal fratages retten til selv at bestemme over eget produkt?
Og hvad med de sager, hvor den ene del af familien gerne vil have graverjournalister på sagen, fordi de mener, at der er begået justitsmord, mens den anden del af familien forbeholder sig retten til at nedlægge veto mod, at historien tages op?
Jeg synes, at det er komplekst.
Lige nu er jeg ved at høre den glimrende podcast ‘Can I tell you a secret’ om 5 britiske kvinder, der har fået flere år af deres liv ødelagt af en stalker. 4 afsnit inde viser det sig, at stalkeren er autist, og der er et helt afsnit, som er et interview med hans mor. Hun fortæller om hans opvækst og al den hjælp, hun har bedt om, men aldrig fået. Undskylder det hans adfærd? Hjælper det ofrene? Ikke rigtigt. Men det er stadig skidevigtigt. Og det gør pludselig en ellers meget sort/hvid sag helt utrolig grå.
Så jeg synes virkelig, at det er en vigtig debat. Både så vi ikke gentraumatiserer ofrene og forvandler dem til underholdning. Men også så vi får tænkt igennem, at forbud og vetoret kan forhindre vinkler, forklaringer og huller i systemet i at komme frem, så vi uforvarende tillader, at de fortsat kan skabe ofre.”
True crime bølgen var en tændstik i en tør underskov, da den ramte for 7-8 år siden. Jeg kan ikke huske, at jeg før har set en genre eksplodere så voldsomt, hvor hypen har holdt ved i så mange år, at man skal have begge hænder i brug for at tælle, og den er still going strong.
Men der er sket noget over de sidste par år, for hvor den i sin spæde start var en slags digitale lejrbålshistorier, er der i dag mere fokus på, at historierne handler om rigtige mennesker. Det har taget livet af mange podcasts, at værterne ikke har haft øje for, at der stadig sidder familiemedlemmer tilbage, som skal leve med, at den værste dag i deres liv pludselig er allemandseje, og det er sådan set fair nok.
Mange amerikanske true crime podcast har taget kritikken til sig og gør sig nu umage for at fortælle historierne med respekt. Mange af de store samarbejder med organistationer, der efterforsker cold cases, og flere af dem donerer ret store beløb til f.eks. testning af DNA. Det er ikke ualmindeligt, at de samarbejder med politi og efterforskere, og det sker også jævnligt, at de opfordrer lyttere i bestemte områder til at overveje at få lavet en DNA-profil, fordi man på den måde somme tider kan finde frem til gerningsmænd i sager, hvor man har DNA, men ikke noget at matche det op imod. Familial DNA kan snævre feltet betydeligt ind, og både gerningsmænd og navnløse ofre er blevet identificeret som direkte resultat af true crime podcasts og deres indsats her.
Men hvor går grænsen for, hvilke sager, man må tage op? Hvilke historier, man må fortælle i underholdningens navn? Hvor lægger vi snittet?
For jeg kan virkelig godt forstå, at det er helt sygt grænseoverskridende at stå i Føtex, og pludselig skulle forholde sig til sin myrdede mors billede på forsiden af Se & Hør, fordi en podcast har taget sagen op. Det skal man være lavet af sten for ikke at kunne fatte sympati for.
Men ville så mange i weekenden have tænkt over, at tjekke deres overvågning og sikre optagelserne, inden de blev slettet eller overspillet, hvis ikke true crime-genren over de sidste 8 år har tydeliggjort vigtigheden af det?
Kan vi fastholde følelsen af fælles ansvar for hinanden og opfattelsen af, at hvert eneste bidrag kan være vigtigt, hvis vi ikke fortæller og hører historier, som bekræfter, at det er tilfældet?
Kan vi engagere os i sager, vi ikke kender til på individniveau?
Kan de personificerede historier være med til at bære konsekvenserne af systemisk svigt og manglende indsatser frem? Vil det gøre en forskel for, hvad der forskes i og gives penge til, hvis vi finder ud af, at bestemte diagnoser giver forhøjet risiko for særlige typer af adfærd? Hvis gerningsmændene til de mange skoleskyderier i USA f.eks. viser sig at have diagnoser eller forløb, der ligner hinandens?
Fortjener de glemte eller knap så indlysende ofre også en stemme? Moderen til weekendes gerningsmand, f.eks.? Jeg gætter på, at hun også sidder med en oplevelse af tab. Af at have mistet den søn og den fremtid, hun troede, hun havde.
Ville Politiet kunne fremsætte en opfordring til, at borgere registrerer deres overvågningskameraer, hvis ikke disses betydning igen og igen var blevet understreget gennem true crime historier?
Ville Folketinget nogensinde have fået et borgerforslag om, at dansk politi skal kunne bruge genetisk slægtsforskning i sin efterforskning, på hænderne, hvis ikke den brede befolkning havde fået kendskabt til den mulighed gennem true crime?
Det er svært at sige.
Men på en eller anden måde har true crime genren givet et fælles sprog, der gør det muligt at ensrette indsats og fokus på rekordtid, og det tror jeg meget vel kan redde liv.
Vægter potentielle ofres sikkerhed og mulige redning højere end respekten for et nej fra dem, der allerede lider og lever med sår og ar, der aldrig heler, og som springer op hver eneste gang, en podcast på ny gør krav på deres historie?
De få over de mange? De mange over de få?
Jeg ved det simpelthen ikke.
Men jeg tror ikke, at sagen i weekenden var endt, hvor den endte, hvis den havde udspillet sig inden true crime havde tydeliggjort, hvor ofte det er den lille, tilsyneladende ubetydelige brik, du står med i hånden, der kan få resten til at falde på plads.
Jeg er for en sjælden gangs skyld helt uenig med dig her. Jeg hører ikke true crime, fordi jeg netop synes det er unødvendig underholdning på bekostning af ofrene og de pårørende. Det er faktisk mit eneste argument.
Og til alle de spørgsmål du remser op, så tror jeg ikke at noget er anderledes i dag end før true crime pga true crime og tror dermed heller ikke på at true crime gør en positiv forskel. Jeg er faktisk også usikker på om det er rigtigt at “den brede befolkning” lytter til true crime?
Det er helt, helt fair – vi behøver ikke være enige om alt <3
Og det er ikke fordi, jeg ikke kan se eller forstår synspunktet. Jeg kan SAGTENS se alle de argumenter, der taler for den holdning, du har.
Jeg synes, at både dækning af weekendens sag og efterspillet, vi har set i denne uge, har vist, at der faktisk er sket rigtig, rigtig meget ift. måden, sager og personer omtales på, og hvad vi opfatter som inden-for-stregerne. Jeg er SUPER positivt overrasket over, hvor mange, der har fjernet billeder, og er stoppet med at bruge hendes navn, og det er helt i særklasse stort, at hospitalet uden at tøve så meget som ét sekund, hjemsender medarbejdere, der har kigget i hendes journal; at de orienterer hendes familie først, bare lægger sig fuldstændig fladt ned og undskylder i pressen, og har både afskedigelser og politianmeldelser i spil som sanktion. At det er blevet den første og den selvfølgelige reaktion.
Jeg tror ikke, at vi er der endnu ift. at lande på et format og en afgrænsning af emner og detaljer i true crime, men den debat, vi har set både på SoMe og i medierne de sidste 5 døgn, har været både god og vigtig, synes jeg.
Hvor føler du, at afgrænsningen går? Er f.eks. dokumentarer også true crime for dig? (Og ikke ‘oG hVoR SYnEs Du sELv GrÆnSeN gÅr?!) – bare helt stille og roligt. For jeg er selv i tvivl. Jeg har ikke set dokumentaren om Utøya, men jeg har set den om flyet, der forsvandt. Hvad er dine tanker om det?
Jeg ved heller ikke hvor grænsen går, og som du skriver er der ikke en tydelig definition på truecrime.
Jeg så også rejseholdet i sin tid, men tænker nu, hvorfor det skulle være baseret på virkelige historier, og ikke bare fiktion? Og tænker så videre hvorfor krimigenren (fiktion) er så populær, med fokus på vold og had mod kvinder?!
Jeg tror der for mig er en grænse ift om det er relevant/oplysende for samfundet. I dine eksempler tænker jeg gåden om flyet kunne være relevant, fordi det er en gåde. Utøya er ikke relevant i detaljer, fordi det er en gal mands værk. Jeg har lige set The Good Mothers, om mafiaen i Italien, og det var for mig mindblowing og oplysende hvordan det foregik/foregår selvom den foregår for få år siden. Det anede jeg ikke. Så ja, jeg ser/hører nok også noget i udkanten af genren, men synes det meste ikke burde laves.
Når jeg har valgt at skrive det her indlæg, som jeg på forhånd vidste ville dele vandene, var det præcis for at sætte fokus på det her.
For debatten lige nu er super polariseret, og jeg kan mærke, at jeg reagerer på, at erklærede modstandere af true crime smider alt under én hat og konsekvent omtaler det hele som snavset, ulækker dødsturisme.
Men når jeg går modstanderne lidt på klingen, så har de stort set alle sammen set udsendelser, læst bøger eller hørt podcast, som ret beset er virkelige kriminalhistorier, men som de selv synes er undtaget foragt og retfærdig harme ud fra kriterier, de selv sætter op.
Jeg har ikke selv set Utøya, for jeg kan ikke holde historien ud. Men hvis du spurgte en malaysier, om han syntes, at flyet, der forsvandt er en gåde, som vi derfor gerne må se som underholdning på Netflix, og overfor den satte Utøya, så vil jeg tro, at han sagtens kunne argumentere for, at det forholder sig lige modsat. At det kan være lige så stor og vigtig en gåde, hvordan et enkelt individ, der falder udenfor de fleste fordomme ift. hvem, der radikaliseres, kan forvolde så megen skade. Hvorfor nogle dele af verden er fuldstændig uforberedt på terror, når vi dagligt ser det i udlandet. Om psykiatrien har svigtet, når sådan en mand ikke er på nogens radar. Hvordan beredskabet (ikke) fungerer, når de her ting sker, og hvordan vi sikrer, at det fungerer bedre næste gang. Det er præcis de samme spørgsmål, der stilles i flydokumentaren, tilsat lidt deep state og syndebuk.
Handler det om, at vi bedre kan identificere os med ofre, der ligner os selv, end dem, der dør under forfærdelige omstændigheder andre steder i verden? Den snak tager jeg kontinuerligt med mig selv, for jeg er ikke blind for, at jeg selv fravælger danske true crime podcasts og nærmest udelukkende hører udenlandske. Handler det om kvalitet? Om sproget? Om graden af respekt, når historien fortælles? Eller handler det om offerprofilerne? Det ved jeg faktisk ikke, om jeg selv kan være den, der vurderer, for langt de fleste af os frikender pr. default os selv, når vi diskuterer idealer og adfærd.
Mange af de true crime podcasts og udsendelser, der bliver lavet i dag, bliver lavet på baggrund af ofres familier, der selv henvender sig til producenterne i håb om at få deres historier fortalt. Ofte giver det nye spor og i flere tilfælde har det ført til opklaring af sager, som alle havde opgivet.
Så når jeg jagter der her emne, er det fordi, jeg synes, at debatten er for simpel lige nu. Manglen på nuancer skader begge veje, fordi den både muliggør måder at tilgå true crime, som virkelig skader ofrene, og samtidig lægger op til at lukke helt ned for det, hvilket fjerner de muligheder, den kan give, hvis fortællingerne forvaltes med grundighed og respekt.
Uden sammenligning i øvrigt ville vi aldrig kunne have talt os frem til et grundlag for samtykke, hvis ikke vi havde været villige til at afsøge, hvornår sex bliver til voldtægt.
På samme måde synes jeg, at det må være i alles interesse, at vi får taget den her diskussion på en mere nuanceret måde, end det bliver gjort lige nu, så vi sikrer, at vi får de fordele, true crime kan give, med videre, og så vi får lukket ned for det, der forvolder skade. Men det gør vi ikke, når man smækker døren i med udskamning af hele genren, for så er der ingen, der har lyst til at fortælle, hvorfor de kan lide den. Det er jo påfaldende, at jeg ved, at en meget høj procentdel af mine læsere forbruger true crime – men hvor er de i det her kommentarfelt? Ikke, at jeg bebrejder dem deres fravær, men det underbygger min pointe med, at vi lige nu har et debatklima, hvor der kun er én slags holdning, man kan være bekendt at have – og at det er den enkelte, der får lov at bestemme, hvorfor noget er undtaget fordømmelse.
Gode og grundige pointer, som altid her hos dig. Tak for god og saglig debat, altid en fornøjelse. Det giver stof til eftertanke,
Ift til kommentarsporet, så var jeg faktisk mere overrasket over de mange modstandere, for jeg har ellers ikke mødt nogen i virkeligheden, kun nogen der ikke havde en holdning.
Jeg har ikke selv ‘dyrket’ true crime genren. Ikke grundet forbehold eller lign. Kun fordi noget andet trak mere. Men må komplimentere dig for din skarphed og evne til at få virkeligt mange aspekter af et emne eller dilemma med. Som altid! Nuancer gør ting komplekse, ja – men også markant sværere ‘polarisere’ på (vist ikke et gangbart udtryk;-)) Kan du ikke udvide din business med nuance-kurser ? 😉
Det er nok et af de emner, hvor man har det, som man har det – og hvor man nok også vil være farvet af, hvad man er stødt på af podcasts, dokumentarer og bøger. Jeg har selv mange, jeg fravælger, fordi de giver mig en underlig smag i munden, men jeg har også mange, jeg følger, fordi de for mig sætter mange tanker i gang.
Jeg er glad for, at det er en samtale, vi begynder at have i det åbne, så vi får flest mulige synspunkter og vinkler med😊❤️
Jeg synes, det er meget lidt komplekst. Et barn er udsat for et livsødelæggende overgreb, hun har fortjent at blive skånet for omverdenens interesse resten af sit liv, med mindre hun aktivt selv som voksen har andre ønsker. Jeg synes, det er skudt forbi at sammenligne sagen med JFK, en politiker, der blev dræbt for 60 år siden, eller et fly, der blev skudt ned, hvor ofrene er døde og de pårørende på andre måde kunne tænkes at have en interesse i at dele en opklaring med omverdenen. I store politiske terrorangreb er der også en anden offentlig interesse, ikke at det gør at man kan tromle de pårørende, men det har dog offentlighedens interesse. Det kan heller ikke sammenlignes med ubådssagen, fordi ofret døde, og selv der var presse og true crime folk utilgiveligt nærgående overfor de efterladte.
Det her er et barn, som stadig lever. Hendes sag har vi ikke noget at gøre i. Vi skal ikke grave i det for at lære gerningsmanden bedre at kende, måske skal vi generelt grave i vilkår for enlige mænd, der har det svært, ja, men ikke med udgangspunkt i denne sag.
Jeg synes, det er meget simpelt: Hver eneste gang man udfolder sagen med den 13 årige gør man hende mere skade.
Jeg synes generelt true crime er en sindssygt problematisk genre, som stadig mangler at have bedre etiske overvejelser… (og jeg er i øvrigt ikke enig i, at den hjælper med opklaring, det er vel ikke true crime, men bilforsikringsselskaber, der gør at folk har dashcams, fx.)
Helt, helt fair.
Tak for input❤️
Jeg er simpelthen SÅ enig med dig, Søs! I hvert eneste ord du skriver. Det er en overordentligt flot formulering af samtlige tanker jeg går og tumler med.
Jeg er ikke true crime-fan. Til gengæld (eller måske netop derfor?) er et medlem af min familie blevet myrdet. “Heldigvis” var der hverken tvivl om motiv eller gerningsmand, så sagen er for så vidt uinteressant fra et opklarende synspunkt. Derfor kan jeg kun forestille mig hvor grimt det må være at skulle gennemleve et traume igen og igen fordi det af andre tangerer underholdning. Og nej. Jeg dømmer ingen der dyrker true crime, for jeg kan sagtens se hvor spændende det er! Men set fra den anden side er den… svær.
Men netop hér, hvor barnet stadig lever og nu skal til at genopbygge et liv synes jeg, præcis som du skriver Søs, at vi absolut intet har at gøre i hendes sag. Rent presse-etisk er det stadig et svært område, for selvom vi har ret til at vide alt, så synes jeg ikke medierne nødvendigvis skal gøre brug af denne ret (det er ytringsfrihed kontra ytringsret om igen). Udelukkende fordi der er tale om et barn. Der lever. Jeg ved ikke hvordan man laver regler for hvornår og hvor meget der skal videregives til offentligheden. Det er svært. Men min mavefornemmelse er enig med Søs: “Hver eneste gang man udfolder sagen med den 13 årige gør man hende mere skade”.
I fald jeg ikke får det beskrevet tydeligt nok i indlægget: Jeg synes også på alle måder, at barnet i den nuværende sag – og hendes familie – skal lades i fred.
For mig opstår tankerne om afgrænsning fordi jeg ikke synes, at nogle ofre er mindre vigtige end andre. Og langt, langt de fleste af de true crime kritikere, jeg har mødt, har en klar holdning til bestemte sager – men har meget ofte set dokumentarer om sager med andre ofre, set Rejseholdet, læst bøger, der bygger på sande historier eller hørt fordrag og podcasts om ofre, der måske ikke er ligeså indlysende som barnet i weekenden, men som stadig er nogens mennesker.
Jeg synes debatten er vigtig – også selvom den er ubehagelig. For det, der begynder at ske, er, at historier og film bliver lavet med disclaimeren ‘baseret på virkelige hændelser’. Det synes jeg heller ikke er hensigtsmæssigt, for her risikerer man, at der så begynder at blive fyldt detaljer på, som er helt forkerte, fordi fiktion og fakta blandes sammen.
Det er nemt at få øje på sager, som de fleste af os heldigvis er enige om skal lades i fred, men hvad er det, der afgør, om nogle ofre må leve med, at deres historie fortælles, mens andre skånes?
Det kan man selvfølgelig ikke lave lovgivning omkring. Men hvis vi skal have lavet en form for afgrænsning, så synes jeg at det er vigtigt at prøve at gøre debatten lidt mere detaljeret end bare rigtig vs. forkert.
Jeg er helt enig med dig.
Jeg synes allerede der er ALT for meget fokus på den tragiske sag – nyhedsdækningen nærmer sig true crime. Da radioavisen om mandagen fandt det relevant at fortælle hvordan dagsprogrammet for pigens klasse havde ændret sig og hvilken hjælp resten af skolen fik tilbudt, steg jeg helt af. Hvordan har det dog relevans for andre end de implicerede? Hvorfor skal vi svælge i de detaljer? Lad dog børnene på den skole være i fred!
Selvfølgelig skal sådan en sag dækkes, men træk gerne 4/5 af mediedækningen fra, tak. Kunne udbasuneringen af selv de mindste detaljer måske også være medvirkende til at så mange børn, helt andre steder i landet bliver så påvirkede af det?
100% enig – og den overvejelse og debat synes jeg sagtens kan overføres på megen anden nyhedsdækning, f.eks. i forhold til sygdom/sundhed, krig osv. Hvor længe er det oplysende og hvornår bliver det bare skræmmekampagne?
Jeg er helt enig med dig LW. Jeg synes ikke noget er underholdende hvis det er på bekostning af andres menneskers ret til privatliv. De fleste jeg kender lytter ikke til det, men det er sikkert helt anderledes i andre sociale cirkler.
Må jeg ikke spørge, hvad den egen erfaring med true crime er? For jeg begynder også at spekulere på, om meget af uenigheden her i virkeligheden handler om, at vi faktisk ikke har en definition af, hvad der falder ind under den her kategori?
For selvfølgelig er jeg enig i, at det er uværdigt, urimelig og helt, helt unødvendig retraumatisering af både ofre og disses familier, hvis man bare fortæller en historie med fokus på sladder og sensation. Men min egen oplevelse er, at meget, meget få medier og podcasts efterhånden griber genren an på den måde. Måske jeg bare færdes andre virtuelle steder, end dem, mange andre falder over?
Jeg synes det er vigtigt, at man udvælger hvad man har behov, for at se/høre. Hvis en true crime ikke viser volden i detaljer, men forsøger at komme tættere ind på hvorfor det skete, fx serien om Ted Bundy er det ok. For mig er det vigtigt at jeg ikke overtræder egne grænser for hvad jeg har lyst til at forurene mit sind med – om det så er noget, der er for voldeligt ( true crime eller bare alm. film) for dumt (det meste reality tv) eller for kedeligt.
Af respekt for pigen i den verserende sag eller for Kim Walls familie mm., vil jeg ikke se/høre de ulækre detaljer om sådanne sager. Jeg kan levende forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis det handlede om min egen familie.
Helt utrolig enig. Sinsisterhood lavede en fin og sober dækning af Kim Wall, hvor fokus primært var på, hvordan det kunne ske, og ellers udelukkende på de sager, hun havde fokus på som journalist og hvad hendes familie på bagkant har udrettet, og hvordan man kan støtte disse tiltag.
For mig giver det utrolig meget mening. At man fortæller en historie for at få menneskers liv til at leve videre, så fortællingen om dem ikke stopper ved deres tragiske død.
En del af den her diskussion handler for mig at se også om, at der er forskel på true crime og true crime. Taler vi god, gammeldags graverjournalistik, der kræver journalistisk integritet, tusindvis af arbejdstimer og kildeforskning (som f.eks. In the Dark, Bear Brook og til dels Serial), der enten selv efterforsker eller kaster lys over et uretfærdigt retssystem, eller taler vi om exploitationunderholdning som Mørkeland, der – groft sagt – bare gengiver wikividen og redditsladder om en sag? En bog som I’ll Be Gone in the Dark var med til at samle ofres fortællinger og holde liv i en uopklaret sag. O.J. Simpson-dokumentaren fortæller en nuanceret historie om et splittet USA. Peer Kaaes bog om Tina og Basse fortæller om forskellige holdninger til gifte og ugifte kvinder i en ikke ret fjern fortid. Og så videre. Jeg tror, at Julia Lahmes bøn (som jo er velment og al ære værd) tager udgangspunkt i exploitation-typen, hvor vi bare gerne vil svælge i grusomme detaljer (og det er der skrevet digre værker om, hvorfor vi vil og altid gerne har villet). Men true crime er meget andet end det, er vist bare mit budskab 🙂
Jeg kender kun JL som en ordentlig og samvittighedsfuld skribent, og jeg kan SAGTENS forstå, hvor hun kommer fra.
Og din kommentar er faktisk PRÆCIS det, jeg mener (så tak for dét); at vi måske også skal forholde os til, at true crime efterhånden dækker over så mange måder at fortælle på, at det svarer til at sige, at man er for eller imod journalstik om ‘kendte mennesker’.
For har vi krav på at vide, hvad der skete med Hugo Helmig? At se billeder fra Kim Larsens begravelse eller høre om skuespilleres aborter og skilsmisser? SelvFØLGElig ikke! Det er familiens så at hele, og det rager ikke os.
Men hvad med historier om politikere, der begår embedsmisbrug? Om sportsfolk, der begår overgreb? Om borgmestres swingerparties og love, der vedtages på baggrund af nepotisme? For de er også kendte. Men det er jo en helt anden type af historier, som der kan være grunde til at fortælle, hvis ellers det gøres ordentligt og med etik og årsag for øje.
Så tak for at skærpe pointen om, at det måske faktisk handler mere om fortælleren, end det handler om historien.
Jeg er hjerteligt enig med Søs!
Og det er helt fair.
Tak for dit indlæg, som nuancerer emnet for mig. Jeg bryder mig dog stadig ikke om genren.
Jeg har aldrig lyttet til eller set true crime podcasts eller TV-udsendelser. Det er udelukkende fordi jeg som teenager havde en veninde, der blev myrdet på forfærdelig vis af en helt tilfældig person. Hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Tanken om at hendes historie og andres lignende historier, er gjort til underholdning, giver mig kvalme.
Tak for input, Pernille.
Jeg kan sagtens forstå, at man kan have omstændigheder i sit liv, der gør, at man styrer udenom nogle typer af underholdning, emner og genrer. Jeg har det af personlige årsager svært med historier om selvmord, fiktive såvel som faktuelle, og derfor undgår jeg de historier. Jeg forestiller mig, at det samme gælder, hvis man har traumer med sig, der knytter sig til brande, drukneulykker, biluheld, naturkatastrofer osv.
Alt kan ikke være for alle, og det er ok. Derfor synes jeg stadig, at det er en vigtig debat at tage med lidt flere nuancer, end dem, der præger billedet nu.
Jeg har det selv sådan, at det vi hele tiden bør have forrest i vores handlinger i forhold til dette overgreb, er at det er tale om et barn på 13 år!
Hun kan og skal ikke på nuværende tidspunkt sige ja eller nej til noget som helst offentliggørelse i denne sag.
Som jeg ser det, så er det indtil nu begået overgreb på hende 3 gange: Selve bortførelsen og det der kom efter, offentliggørelsen af den indgående beskrivelse af de foreløbige sigtelser og uberettiget snagen i hendes journal. (Af sundheds-personale, som burde være de første til at have sympati for hende og hendes traume)
For 25 år siden blev en pige bortført, voldtaget og holdt fanget i flere døgn. Hendes bortfører satte hende selv fri, men adskillige vidner, bidrog allerede dengang, før sociale medier, kameraer i Teslaer og podcast, til opklaringen af sagen.
Det nære miljø, som i sagens natur, kunne bidrage mest med informationer, vidste godt at deres hjælp var essentiel og de trådte frem med de observationer de havde gjort sig.
Efter min mening, så er true crime podcasts, mest underholdning, dernæst oplysning, alt efter kvaliteten, men jeg mener ikke de bidrager væsentligt i forhold til forhindring af fremtidige forbrydelser.
Jo før pigen og hendes familie kan få fred til at bearbejde denne hændelse, som kommer til at påvirke dem alle resten af deres liv, jo bedre.
Som jeg har skrevet en del gange i kommentarfeltet: Jeg er enig. SelvFØLGELIG skal hun ikke udsættes for mere. Hverken af pressen, privatpersoner eller podcasts. Det ville jeg aldrig nogensinde argumentere for, og det kommer jeg aldrig til at mene.
Men den debat, der lige nu udspiller sig, både her i kommentarfeltet, under artikler i politiken og i de mange, mange kommentarfelter på FB, hvor algoritmen bliver ved og ved med at foreslå artikler, der er 2-3 dage gamle, hvilket i dette tilfælde er virkelig, virkelig uheldigt, er meget lidt nuanceret. Det ville da være positivt, hvis den her sag trods alt kunne være afsæt til en debat om grænser, synes jeg?
For som der tales lige nu, er der ingen af Mørkelands fans, der kommer til at ændre adfærd. De kommer stadig til at hente, lytte og støtte programmet – de bare ikke til at fortælle højt, at de gør det.
Det ville da for alle, både tidligere, nuværende og kommende ofre være ordentligt og fint, at emnet blev belyst på en sådan måde, at folk faktisk selv bliver i stand til at forstå, hvorfor og hvornår noget er problematisk – for så dør en stor del af den type podcasts/underholdning ud af sig selv.
Meget interessant vinkel og jeg tror også til dels, du har ret. Men samtidig har jeg et andet perspektiv på det: Jeg var i Fields sidste år under skyderiet og havde den værste dag i hele mit liv. Jeg tænker på det hver dag mange gange om dagen, går til krisepsykolog jævnligt og det er virkelig noget, der er MED MIG. Garanteret for evigt. Jeg var helt sikker på, jeg skulle dø den dag, da jeg løb afsted med kugler flyvende om hovedet.
Det at være involveret i den oplevelse har givet mig et helt andet perspektiv på true crime. Generelt er jeg – ligesom de fleste andre vel heller ikke kan sige sig fri fra – oftest blevet lidt morbidt “fascineret” (i mangel på bedre ord), når sager som den, eller som den verserende med F (eller som alle de andre voldsomme sager, der desværre engang imellem sker) har udspillet sig. Men det selv at være midt i det har vist mig, hvor voldsomt det river op i traumet. Der kommer jævnligt en artikel ud om noget, der skete i Fields, f.eks. da det detaljerede anklageskrift kom ud. Disse artikler er typisk skjult under en eller anden clickbait-overskrift – jeg kom selv, uden det var min mening, for nyligt til at trykke ind på en af de MEGET detaljerede artikler, fordi den var under overskriften “Rulletrappekaos i storcenter”. Jeg troede, den handlede om noget helt simpelt, igangværende i et tilfældigt center. Men den handlede så om, at folk var blevet skudt efter (og dræbt) på rulletrapperne i Fields. Ja tak, I know, I was there. Saw it happen. Der var intet ved overskriften på avisen, der ellers indikerede at det handlede om skyderiet i Fields. Jeg oplevede også at sidde på et offentligt sted, hvor et fjernsyn kørte i baggrunden. Meget fint, hvis ikke det var fordi, der pludselig kørte en dokumentar om skyderiet med reenactments. Behovet for at lave en dokumentar om noget, der ikke engang skete for et år siden, det forstår jeg ikke – der kom ikke noget nyt frem og alle husker vel endnu, hvad der skete. Men det er bare for at sige: Det sker HELE TIDEN. Det er alle steder. Og det er fuldstændigt forfærdeligt at have så svært ved at kunne undgå sit traume. Jeg hader det og det er noget, der er reelt ødelæggende for min dag.
Det er virkelig kommet bag på mig, hvor meget man egentligt konfronteres med sit traume som involveret i sådan nogle sager. Jeg har ikke rigtigt tænkt over det før, men jeg har virkelig fået fornyet forståelse for det.
Jeg kan godt se at true-crime-genren garanteret gør meget godt. Og jeg tror bestemt du har ret i, at F-sagen ikke havde udspillet sig som den gjorde, hvis folk ikke havde true crime-sager i baghovedet. Men jeg ville også ønske, der var mere forståelse i medierne i dagligdagen for, hvordan det er at være involveret i eller pårørende til sådan en sag. En ting er podcasts – dem skal man trods alt til dels selv opsøge – men at ens traume bliver til en dokumentar, der bruges til lørdagsunderholdning i mangel på bedre ord, den synes jeg er sværere.
Nå, lang kommentar, sorry. Dette indlæg ramte blot nogle tanker, jeg har gået med længe efter alt det her skete, og som er blevet revet op i efter F-sagen stadig dagligt er klistret til på alle forsider og i alle medier.
Nej, det skal du slet ikke undskylde – det er en SUPER fin og vigtig pointe, og jeg er glad for, at du gider bruge tiden på at skrive den.
Det her indlæg og kommentarfelt har fået mig til at tænke videre, for jeg tror måske, at jeg er et andet sted end mange danske true crime-fans er, fordi jeg røg med på første bølge, da den rullede i USA. Og det skal ikke forståes som, at jeg forstår eller ved bedre på nogen som helst måde – men den erkendelsesproces, der er i gang herhjemme nu, var jeg igennem, da den skyllede over USA. Det betyder, at mange af de hensyn, som lige nu efterlyses, og mange af de re-traumatiseringer, der finder sted ved pressens og underholdsningsbranchens måde at forvalte historier som Fields osv. på – der er der luget VOLDSOMT ud i på den anden side af atlanten. Jeg tænkte over det for et par uger siden, hvor jeg ved et tilfælde faldt over et relativt nyt afsnit af en engelsk true crime podcast, som jeg for nogle år siden hørte meget. Deres måde at fortælle om sagerne og omtale ofrene faldt mig voldsomt for brystet nu, og jeg var nærmest forfærdet over, at den podcast består. Det fik mig til at spekulere på, at det nok handler meget om, at jeg har været med i en form for udvikling, som måske ikke er slået igennem herhjemme endnu.
For mig ville det være HELT oplagt, at artikler om traumatiske begivenheder pålægges et CW eller et TW, hvor første side er blank, og man derfor kan fravælge det, hvis det er følsomt. Det gør man i stor stil i USA. I Canada må pressen ikke gengive detaljer, der kan identificere ofre eller gerningsmænd i sager. I Tyskland må efternavne ikke nævnes, i USA bliver der mange steder helt automatisk laves sagsanlæg, der tildeler ofre økonomisk kompensation, som gerningsmanden ikke har, for at sikre, at h*n ikke senere kan fortælle sin historie og tjene penge på den; gør han det, går pengene til ofrene.
Der er en udvikling i gang, og alene det, at vi begynder at tale om det, giver et bedre udgangspunkt for at træffe bedre beslutninger.
Tak for at dele og for at have lyst til at være med til at skubbe til debatten. Forhåbentlig er det her startskuddet til, at vi fremadrettet kan sætte både underholdning og nyhedsformidling op, så mennesker, der skal leve med sår, kan få ro til at hele <3
Sikke et spændende kommentarfelt at læse, når man som jeg ikke har reflekteret så meget over netop denne genre. Jeg er meget enig i behovet for at skelne mellem forskellige typer af true grime, med og uden journalistisk kvalitet og integritet, før man kan sige noget generelt.
Jeg husker første gang jeg blev bevidst om det med at der altid er ofre som lever videre. Der findes et klip med en drabsmand som begrunder mordet med at aføde ‘havde været træls gennem en længere periode’ . Det helt absurde og groteske i denne udtalelse havde fået mig og rigtig mange andre til at bruge denne vending for sjov. På et tidspunkt for nogle år siden, var en af de efterladte ude og ønske at man holdt op med at bruge denne forfærdelige hændelse i sjov. Det husker jeg meget tydeligt, fordi jeg forstod det med det samme, men ikke selv havde tænkt over det i ét sekund. Siden har jeg tænkt mere over det med at ofre og efterladte bliver ‘påtvunget’ deres forfærdelige historier igen og igen, en helt almindelig onsdag mens de laver bolognese, som flere kommentarer her også vidner om.
I podcasten Umage Venner (Poul Madsen og Sisse Sejr Nørgaard) taler de også om dækningen af sagen, og der kom en pointe frem som jeg ikke havde tænkt over. De skelner mellem sager hvor offeret lever, og resten af livet skal leve med at deres sag, navn og billede nu er offentligt, og sager hvor offeret dør, og hvor de efterladte kan have et stort ønske og behov for at tale om afdøde og fortælle andre historier om personen end blot den forfærdelige afslutning. Ikke fordi jeg tror det er den endegyldige gyldne skillelinje, men umiddelbart tænkte jeg det gav god mening…
Sidst tænker jeg på hvordan alt det ovenstående og kommentarerne også kan passe på gerningsmandens pårørende? For selv hvis vi ikke ønsker at beskytte en gerningsmand mod at møde ‘sin’ sag i medier osv. så sidder der jo også dér en uskyldig familie og kan uforvarende få det der sikkert også er deres livs værste dag i hovedet på en helt almindelig onsdag… inklusive alle verdens kommentarfelt-krigere der mener, diagnosticerer, dømmer og tilsviner såvel gerningsmand som familie, opvækst og så videre.
100% enig. Perspektivet på, at gerningsmandens familie også har mistet, og står tilbage med både sorg, vantro og i nogle tilfælde skam, havde jeg aldrig skænket en tanke, før jeg læste ‘We need to talk about Kevin’. Den ændrede mange ting for mig.
Og nu er jeg ked af, hvis du får mere, end du egentlig havde tænkt, at du var interesseret i, da du lagde din kommentar, men…:
I går morges fik jeg at vide, at den kvinde, der onsdag blev stukket ihjel i østjylland, er én jeg kender. Ret godt, faktisk. Hun lavede min første scanning, da jeg ventede Anton, vi havde en lille madklub, hende, en fællesveninde og jeg, og hun kom til min bogreception. Vi har ikke set hinanden fysisk i lang tid, men det er ikke en måned siden, jeg skrev med hende på de sociale medier.
Fordi min hjerne nægter at forstå, hvad den får at vide, når jeg får sådan en besked, så stikker den af i alle retninger, og de sidste 24 timer har den været vidt omkring. Både fordi det virker så surrealistisk, og fordi man/jeg har brug for at være lammet af banaliteter og lavpraktik, indtil man er klar til at forstå omfanget af det, der er sket.
Derfor har jeg flere gange, helt, helt irrelevant, tænkt på, om det drab ændrer mit standpunkt, som vi diskuterer her. Og det gør det faktisk ikke. Der ligger nogle helt horribelt tragiske omstændigheder bag drabet, men der er elementer, der peger i retning af, at det kunne være undgået. I et demokrati kan det første skridt i retning af at få noget ændret, være at skabe et pres nedefra, og det ville man f.eks. kunne skabe ved at få hendes fortælling ud til så mange som muligt.
Ville jeg ønske, at Mørkeland eller Poul Madsen påtog sig opgaven? Gud fri mig vel, nej. Men jeg kan uden at anstrenge mig nævne de første 10 podcast, der kunne formidle historien på en måde, som jeg ved, at B ville bifalde, og som måske kunne være første skridt på vejen ift. at undgå, at andre kommer herfra på den forfærdelige måde og at de efterladte står tilbage og både skal tackle sorgen og det vanvittige faktum, at det hele starter og slutter i familien.
Jeg er late to the party her, men jeg tror ikke det har så meget at gøre med, at alle nu hører true crime og derfor ved hvad man skal gemme. Jeg tror meget mere det har noget at gøre med vores samfunds kvindesyn. For langt de fleste er en 13-årig pige bare et barn, og det er derfor rimeligt klart, at hun ikke bare kan forsvinde. Men når en 17-årig pige forsvinder, er reaktionen meget mere ‘nå men hun er nok selv gået med en eller anden hjem’. Det er muligt jeg er strid, men shit jeg er frustreret over, at politiet tager unge kvinder så lidt seriøst.
Jeg så en t-shirt engang med teksten ‘always late but worth the wait’, og du er mere end velkommen på bagkant <3
Og du er ikke på nogen måde strid. Vi har i omgangskredsen talt meget om det samme. Men det er virkelig svært, synes jeg. For jeg kan også godt huske, da jeg var 17. Og 18. Og var mønsterelev, der aldrig gjorde noget forkert, og jeg stadig gik hjem med one night stands. Jeg ville ALDRIG have tænkt over at give nogen besked. Dermed på ingen måde være sagt, at det er ok, at politiet ikke reagerer tidligere – men uden at referere til den konkrete sag kan jeg bare godt se, hvordan det kan ske. Uanset hvad, så håber jeg, at vi som forældre er langt mere up front end tidligere generationer har været, så vi får skabt et set up, hvor man som ung får lov at udforske og gro, men hvor vi samtidig får sat et system op, der gør, at unge kan være trygge og sikre, og at deres kære kan reagere og blive taget alvorligt i det sekund, noget ikke er, som det skal være.
Jeg tænker simpelthen sådan på begge familier i dag. At det må være ved at rive alle hjerter over at tænke på, hvor den nye sag var endt, hvis ikke politiet havde nået at finde hende, og at den gamle kunne være endt et andet sted, hvis alle havde reageret anderledes, end de gjorde.