M2023, uge 31
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg gravet en old school meljævner frem fra min mors køkkenskab og ‘lånt’ den på ubestemt tid.
Jeg er hoppet på collagenholdet, blandt andet på grund af nogle af de fordele, der nævnes i den her Samvirkeartikel, og jeg køber det i pulverform, for at få de 5 gram, jeg kan læse mig til at det kræver, hvis det skal have en effekt.
Men når man rører pulver ud i væske, er der godt nok meget, der sidder tilbage på skeen og i bunden af glasset, når man har bundet sin sjus, og det blev jeg irriteret nok over til at tænke, at der måtte være andre måder at gøre det på.
Jeg testede med min proteinshaker, og det fungerer upåklageligt – men den fylder for meget i opvaskemaskinen, synes jeg. Derfor kom jeg til at tænke på, at det måske kunne fungere med en meljævner, der ikke tager mere plads end et almindeligt glas – og det gør det. Der sidder ikke så meget som ét fnug tilbage i bunden, og eftersom collagen holder en kilopris, der ikke står tilbage for kokain, er det fint nok at få det hele med.
2.
Har jeg fået solgt næsten alt, hvad vi har hevet ud fra Fridas værelse.
Jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg ikke gider være hængt op på afhentningstider, og jeg ville aldrig selv betale for noget, jeg ikke har set i virkeligheden. Derfor melder jeg altid ud, at folk kan hente, når det passer dem; jeg sætter bare tingene ud i garagen, hvis jeg ikke selv er hjemme – og at de bare betaler, når de henter. Jeg har første gang til gode, at nogen snyder mig. Den dag, det sker, vil jeg gøre mig meget umage for at huske, at uanset hvad de render med, så er det billigt sluppet ift. hvor mange timer, jeg ellers skulle have siddet klar ved døren.
Jeg solgte to ting, hvor køberne pga. ferie og bil-bøvl havde svært ved at sige, hvornår de kunne hente. I begge tilfælde tilbød jeg at smide tingene forbi, fordi Esbjerg ikke er større, end at vi kan køre fra den ene yderkant til den anden på 20 minutter, og begge viste sig at bo, hvor vi kører forbi, når vi kører over til mine forældre. Og inden nogen bestiller en medalje til mig for mit altruistiske sind: Det er helt egoistisk motiveret. Jeg bliver *idiot* af at skrive med fremmede mennesker om ting, jeg for længst har fjernet fra min bevidsthed, og jeg vil bare have dem ud af huset.
Der skete dog denne gang noget, som jeg ikke har oplevet før: En køber bød ind på to af varerne, og betalte med det samme – men hun kunne ikke sige, præcis hvornår hun hentede. Det er sket før, og tidligere, når jeg har lavet den slags aftaler, har folk hentet i løbet af et par dage. Men hende her kom bare ikke. Og da jeg prikkede til hende, “vidste hun ikke lige, hvornår hun kom forbi”. Og det gider jeg faktisk ikke så godt, lærte jeg her. For nu er det hendes ting, for hun har betalt – og jeg flytter rundt på dem, og skal faktisk passe lidt på dem nu, fordi det ikke længere er mine.
Den erfaring tager jeg med, og næste gang, nogen vil lave den model, sætter jeg enten tid på, eller beder dem vente med at betale, så jeg stadig har ret til at sige, at det er enten nu eller slet ikke.
3.
Har jeg kørt back-to-school-oprydning i både køleskab, køkkenskab, fryser og på badeværelset.
De is, ingen gider spise, fik et værdigt exit som slush-ice, vi har kørt reste-tapas med de sidste pizzasnegle, kiks og juicebrikker, og alt i travelsize er tømt og brugt. Solcremen er ikke sat væk endnu, men den nyeste af dem er flyttet ind bagved, og de 3, der har været med i skoletasker og bagagerum står forrest, så vi får dem brugt og smidt ud i år.
(Jeg ved godt, at det næsten er en religion, hvor længe man mener, at solcremer kan holde, men dem, der har været med på tur, har haft nogle hårde dage og uger på steder, hvor temperaturen har været tættere på 50 end på 40 grader, og det er der ikke nogle former for creme, der har godt af).
Nu er der frie hylder, bedre overblik og plads til andre ting (og med ‘andre ting’ mener jeg all things pumpkin spice).
Det er ikke dig, det er virkelig, virkelig mig
Det sidste halve år har jeg tænkt meget over relationer. Mere specifikt over fravalg af relationer.
For alt imens der sker en masse, både i mit hoved og i mit liv, så sker der også en del i mine relationer.
Nogle relationer vælger mig fra. Andre er det mig selv, der lukker ned.
Jeg tror aldrig, at det bliver rutine for mig at rumme fravalg. Hverken når det er mig selv, der laver dem, eller når det er mig, der hænger i rebet, en anden klipper over.
Men jeg kan mærke, at jeg for første gang i mit voksenliv forholder mig til dem på en måde, der ikke er styret af følelser.
Jeg har på de professionelle arenaer altid været ret afklaret med, at hvis man er nogens favorit, så er man andres skuffelse. Dem, ingen har noget imod, er sjældent heller nogens yndling, og det har jeg i de sammenhænge altid været ok med. Ikke mindst fordi jeg ret tidligt selv kunne se, at der ikke var sammenhæng mellem, hvem jeg personligt godt kunne lide, og hvem jeg foretrak at arbejde sammen med/blive undervist af/tolke for. Når det er sådan, det forholder sig for mig, gælder det samme selvfølgelig for resten af verden, og derfor kan jeg helt oprigtig sige, at det ikke påvirker mig, når mennesker, jeg er omkring, har andre yndlingstolke/-bloggere/-instruktører end mig.
Langt sværere har det været for mig at rumme, når til- og fravalg er opstået i den personlige sfære. Her har min default altid været, at det nok er mig, der er for meget/for sur/forkert eller stiller for store krav, når der opstår uenighed og brud. Det ekstra lækre feature i dét freudianske clusterfuck er, at jeg altid sagtens har kunne se og forstå, at det er umuligt at elske alle – for det gør jeg langt fra selv.
Siden jeg fik Frida har jeg været i survival-mode. Ikke på lavpraktisk, daglig basis, for vores hverdage har været gode og rige, og jeg har, uagtet at det somme tider har været overvældende, aldrig følt, at jeg ikke magtede mit og vores liv. Men det ville være synd at sige, at jeg har kedet mig.
Men for 6 måneder siden var der pludselig noget, der begyndte at ændre sig. Ikke med ét eller pga. én ting, men som resultat af summen af processer, der endelig var fulgt til dørs, og ting, der faldt på plads, mens andre faldt væk. 2023 har været et vildt ridt, og det har på mange måder føltes som om, jeg endelig er tjekket ind i mit liv som mig selv igen, og ikke kun i kraft af mine roller. Jeg forholder mig for første gang på denne side af mine børn til, hvem jeg er nu, og kan pludselig mærke, at jeg ikke længere har et ønske om at komme tilbage til den, jeg var, men derimod har lyst til at finde ud af, hvem jeg er nu.
Hvis man gør, hvad man gjorde, så får man, hvad man fik, og det er ikke længere det, jeg gerne vil have.
Det kaster nyt lys over.. jamen, alt, faktisk.
Og det betyder, at jeg ikke længere er kompatibel med situationer, omstændigheder og mennesker, jeg har omkring mig.
Nogle relationer falder væk af sig selv, mens andre kræver aktive fravalg og konfrontationer, og selvom det ikke på nogen måder er behageligt, så udebliver tvivl og fortrydelse fuldstændigt. Valg kan godt være både ubehagelige og rigtige på samme tid – men jeg kan tydeligt mærke, at det er en ny måde at være i verden på for mig. Der er ikke en default reaktion at falde tilbage på, og det giver et aktivt ejerskab over processen, som jeg faktisk sætter ret stor pris på.
For jeg registrer, at jeg somme tider stadig er lige ved at falde i den emotionelle gryde, hvor jeg kommer til at opfatte konflikter og fravalg på begge sider af hegnet som udtryk for, at jeg gør noget forkert. Særligt, når mennesker, som jeg egentlig ikke har lyst til at slippe, lader mig gå, fordi den nye version af mig ikke er én, de føler samhørighed med.
Men selv mens jeg står med tåen stukket i de gamle vaners vand, kan jeg mærke, at det er ok at lade falde, hvad ikke kan stå, for når jeg graver ned under såret stolthed og frygt for at svigte, føler jeg ingen fortrydelse eller trang til at gå tilbage. Jeg kan objektivt godt se, at seperationen er uundgåelig, og jeg kan sagtens mærke, at der er mennesker, holdninger og stemninger, jeg ikke længere ønsker at have i mit liv. Der er relationer, der kræver mere, end de giver, og mennesker, der beder om mere, end vores indledende aftale lagde op til, og det er uundgåeligt, at bånd må klippes. I den proces *vil* der være mennesker, jeg skuffer, som bliver vrede på mig og som ikke forstår.
Jeg forsøger at være ordentlig omkring det; både når jeg lægger op til at redefinere reglerne, og når jeg åbner nye døre. Jeg gør mig umage for at være klar i spyttet, både ift. hvad jeg vil have, og hvad jeg kan tilbyde, og er det ikke foreneligt med ønsker og krav fra den anden side af bordet, føler jeg hverken vrede, skam eller fortrydelse ved at rejse mig og gå.
Fraværet af gamle tankemønstre på bagkant er tankevækkende.
Jeg bemærker pludselig, hvor lang tid, der går imellem, at jeg tænker på de mennesker, der slipper mig, og som jeg engang troede, jeg ville gå i tusinde stykker over at miste.
Jeg bemærker også, at jeg under den indledende ærgrelse over, at noget, der kunne være endt i fred og fordragelighed, ender i konfrontation og vrede, stadig er 100% afklaret med, at jeg ikke vil relationen.
Jeg tænker på, om den afklarethed hele tiden har ligget der; om jeg bare tidligere kom til at stå af ved fortrydelsesstationen i stedet for at blive siddende og se, hvor toget fortsatte hen.
Det er en vanvittig proces at lære sig selv at kende forfra. Men det er uendeligt befriende at mærke fraværet af skyld ved 100% at stå ved, hvem man er, og hvad man vil – og at vide, at de år, hvor man var væk fra sig selv, var nødvendige for at skabe den afslutning, der gjorde en ny begyndelse mulig.
I øvrigt:
*Har ferien gjort det tydeligt, hvor store børnene faktisk er ved at være. Og hvor meget, jeg skal have tjekket mine gamle playlister igennem, nu hvor de roder rundt i dem og finder nye favoritter. F.eks. sad jeg og skar tænder over en traktor, der ikke ville flytte sig, da Frida til min forfærdelse med høj, klar stemme ud ad vinduet sang: “Move, bitch! Get out of the way!”
*Var jeg til gengæld på nippet til at bede om en autograf, da Super Bass startede, og hun på nærmest fejlfrit engelsk tog hele første vers i kor med Nicki Minaj. Jeg sang “Hahahaha – Stena Line”, når Radio Victor spillede Bee Gees, da jeg var 8.
*Giver det trods alt også lidt på respekt-kontoen den anden vej, at vi begynder at have nogle fælles referencer. Anton besvimede nærmest af vantro, da han sprang op i overkøjen på vores hostel, og råbte: “It’s over, Anakin, I have the high ground!” – og jeg med stenfjæs og dyster stemme svarede: “You underestimate my power!”. “Hvordan kender du den, mor!?!” Do not cite the deep magic to me, din lille pissemyre.
*Besvimede Frida så til gengæld nærmest af skam, da hun den sidste dag i Nordjylland insisterede på at køre med, da jeg satte mig i bilen for at køre på tanken. Jeg vågnede nemlig med den måske dårligst timede migræne i verdenshistorien den morgen, hvor vi skulle tjekke ud kl 9. 0 ud 5 stjerner. I et desperat forsøg på at få det bedre efter at have kastet op nonstop fra klokken 4 til klokken 8, besluttede jeg at køre ud og lede efter en is, og Frida INSISTEREDE på at komme med. Og sidde på forsædet. Klip til 6 minutter senere, hvor jeg måtte rive bilen ind på en p-plads – som viste sig at ligge foran det store vinduesparti på sygehuset – for at knække mig i en busk. “Jeg tror liiiige, jeg sætter mig om på bagsædet, mor…” Jeg har startet en GoFundMe til det terapiforløb, dét kommer til at kræve.
*Synger ferien for os nu på sidste vers. Jeg er startet på job igen, Frida er afsted de fleste formiddage, og Anton holder morfar beskæftiget i værkstedet. Ferien har været skøn – men der kommer ingen klager herfra over roen i bilen, den varme kaffe og de øde landeveje.
*Har jeg nu kontaktet en borgerrådgiver for at klage over, at jeg stadig ikke har modtaget en afgørelse på den ene times aflastning pr. barn pr. uge, jeg har søgt for snart et år siden. Jeg er meget fatalistisk ift. ikke at forvente det fjerneste af henvendelsen, men min sjæl kan ikke bestå, hvis jeg bare finder mig det her.
*Bliver nogen snart nødt til at lave et seriøst alle-kald, så folk på nettet fatter, at ‘Besked fra Aula’ er en satireside. Min Fremdschämen truer med at tage livet af mig.
*Vil jeg gerne anbefale filmen Nobody på Netflix. Meget samme vibe som Die Hard/John Wick-filmene, bare med Bob Odenkirk (BB/Better Call Saul) i hovedrollen. Man er ikke i fare for at lære noget af at se den, men man er strålende underholdt hele vejen, og han spiller formidabelt (og vold, våben og Weltschmerz klæder ham *meget*…).
M2023, uge 30
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har vi haft overnattende gæster ad flere omgange, og efter at have fundet en håndfuld ret gode, lokale steder, er jeg begyndt, helt hård, at køre take away. Jeg har hænderne så rigeligt fulde med de to lopper, og lige så hyggeligt det kan være at lave mad fra bunden, når man har tid og ro, ligeså uhyggeligt er det, når man 76 gange undervejs skal finde tape, høre om japanske tv-shows, uddele røde kort og oversætte regler til obskure, virtuelle spil, ingen nogensinde har hørt om.
Fordi jeg selv har børn, der spiser meget selektivt, og derfor nok har mere forståelse end de fleste for, at det ikke er noget, man selv vælger, er jeg begyndt at sende linket til det sted, jeg har tænkt mig at hente mad til gæsterne på forhånd. Så kan folk selv vælge, og de kan få det, præCIS, som de vil have det.
Det giver meget mindre madspild, og ingen behøver at tvangssynke sig gennem mad, de i al hemmelighed hader.
2.
Har jeg lagt et opslag op i den lokale fb-gruppe for at forære de fribilletter til WOW-park væk, som jeg har fået med, når jeg har bestilt varer ved Bilka To Go eller købt børnetøj hos Kids World.
Jeg har ledsagerkort på begge børn, og derfor er de 3 billetter, jeg har taget fra, alt rigeligt til os i år.
Jeg skrev i opslaget, at jeg havde 7 stk, og jeg slog kommentarerne fra, da de var væk. De 4 personer, der havde meldt ind, fik hver tilsendt en besked, hvori jeg skrev, hvor jeg lagde dem, og det tog under 5 minutter i alt.
Nu er der nogen, der kan få glæde af dem, mens det stadig er sommerferie, og det er meget sjovere end at sidde på dem for så bare at ende med at smide dem ud engang i november.
3.
Var vi – apropos – i Wowpark med et hold venner.
Jeg fik arrangeret fælleskørsel, så vi kke var afsted i unødvendigt mange biler, og vi klappede på forhånd af, hvad vi hver især medbragte.
Vi valgte at gå med en ide, jeg i sin tid fik i kommentarfeltet herinde, og lagde ud med at køre i Lidl, hvor børnene fik lov at vælge både frokost, drikkevarer og snacks. De var ikke til at skyde igennem over høsten, og på forældresiden slap vi med 1/10 af, hvad det ville have kostet os, hvis vi havde købt det deroppe.
4.
Har jeg fået godkendt supplerende dagpenge, hvilket jeg har indtryk af, at meget få tænker over kan være en mulighed, når først man har kørt en længere periode som selvstændig.
Jeg har gemt 13 uger, og kommer til at bruge de 8 af dem denne sommer. Jeg har for længst opreguleret min skat, så jeg ikke til næste år får et smæk på 60.000, som jeg fik i år, og det betyder, at det overskud, der forhåbentlig står på firmakontoen, når vi rammer ferien til næste år, bør være længe nok til at kunne holde ferie for.
Jeg sætter den på her i fald der sidder en enkelt derude, der ikke har tænkt over, at supplerende dagpenge ikke behøver være et lukket kapitel, fordi man én gang har afmeldt dem.
M2023, uge 29
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har vi, som nævnt i sidste indlæg, været afsted. Vi sluttede med et par dage på et hostel i Brønderslev, som vi helt sikkert kommer til at bruge igen.
Derfor skrev jeg i aftes i min bog, hvad vi havde medbragt, som ikke var nødvendigt, og hvad vi manglede, da vi stod der.
Pakkelisterne ændrer sig selvfølgelig fra år til år – særligt med børn – men der er alligevel nogle ting, som jeg bare nærmest konsekvent glemmer, hvis ikke jeg minder mig selv om dem, og når vi bor de samme steder, er det også meget smart at tage erfaringen med videre.
2.
Havde vi, fordi jeg måske er det dårligste menneske i norden til at vurdere, hvad vi skal købe, når vi bor i en rygsæk, og spiser ude det halve af tiden, uåbnet mælk, hummus og pålæg i køleskabet deroppe, da vi skulle tjekke ud, som vi ikke kunne have med videre.
Derfor skrev jeg en seddel og lagde ovenpå tingene, hvorpå jeg på både dansk og engelsk skrev, at det var til fri afbenyttelse. Jeg sørgede for også at nævne det for den søde portier, da vi smuttede, så enten kommer det andre rejsende til gavn, eller også har hun frokost til de næste dage.
3.
Tømte jeg køleskabet ud på køkkenbordet, da vi kom hjem, og fik bakset en salat sammen af alt det grønne, der skulle bruges.
Jeg har altid hummus i køleren (I’ve got hum’s – in different area codes) og falafler og pitabrød i fryseren, så så længe, der er et par gulerødder og en peberfrugt, er vi kørende.
Da køleskabet alligevel var mere end halvtomt, benyttede jeg lejligheden til lige at tjekke de glas og flasker, man altid har til at stå inde i dybet, og selvom jeg ville sværge, at det kun er et par måneder siden, jeg købte en obskur, koreansk pasta til en wokret, jeg ville teste, så var den pludselig over et halvt år for gammel. Tid er en sær konstruktion.
4.
Har jeg lovet at smide et par billeder op af Fridas værelse, og de kommer her. Værelset måler 2,5 x 3,1 meter, så det er en lille tændstikæske, men jeg synes, vi har fået det indrettet, så der stadig er plads til at lege.
Back to the gypsy that I was
Som jeg vist fik skrevet lidt om for nogle uger tilbage, gik jeg fra den oprindelige plan om sommerferie i Sverige i erkendelse af, at jeg ikke har strøm på batterierne til det.
At jeg har formået at stoppe op og lave den vurdering på forhånd, er ene og alene medicinens skyld. For 2 år siden ville jeg være rykket afsted uden at tænke over det, for når det står på sedlen, er det sådan det bliver.
Men heldigvis og gudskelov er det blevet nemmere for mig at mærke ting på forhånd. Og egentlig er det jo ikke mærkeligt, at jeg har brug for at trække vejret. Det sidste år har budt på opstart som selvstændig, 2 x udredning, 2 x medicinopstart, skoleskift og. så. videre, så egentlig havde det vel været mere bekymrende, hvis jeg ikke havde haft brug for lige at stå stille 10 minutter.
Der begynder at være mere overskud hos mig end der har været meget, meget længe, og det plejer at være der, hvor jeg tror, jeg kan det hele, og ender med at lave en supernova, men for første gang i mit voksenliv kan jeg lave en ret klar skelnen mellem need to have og nice to have.
Mit træningsforløb gør underværker for mig, og derfor er det blevet én af dem, som jeg sætter øverst på listen – og det betyder, at jeg skal styre mig ift. at fylde mere på, for jeg vil ikke risikere at fylde så meget på, at det hele falder af tallerknen. Jeg ved at lære, at man ikke nødvendigvis skal maxe alle nyerhvervede pinde på batteriet ud med det samme, for det er federe at have dem som buffere, så man kan holde fast i træningen, selvom der pludselig kommer en fødselsdag eller en sommerferie ind fra højre, end det er at fylde en masse nyt på, som i det store billede er ligegyldigt, og som jeg bare tilføjer, fordi jeg kan.
Derfor kører vi i år i stedet en sommerferie, hvor jeg tolker en time i ny og næ, hvor der er lidt aftaler hos specialtandplejen og psyk. inde over, og hvor vi ellers rakker rundt og ser gode mennesker og fjerne afkroge af Danmark, som jeg har haft på min to-do-og to-see lidt for længe.
Vi har været forbi Marsk Tårnet i Skærbæk, vi har sat tænderne solidt i Fanø, og lige nu kører vi østkysten og Nordjylland tyndt.
Jeg nyder, at ungerne er store nok til at tage de mange kilometer i bil i stiv arm, og jeg opdager nye yndlingsstrækninger, som f.eks. landevejene i Nordjylland, hvor køerne står på hylder, og landskabet er en sælsom blanding af hede og vestkyst. Det er fladt og råt, vejret skifter fra minut til minut, og det hele passer perfekt til playlister bestående af gammelt Neil Young og Fleetwood Mac.
Frida samler venner op, hvor end vi er, Anton tager, hvad han kan overskue, og trækker sig, når det er nok og mig? Jeg tjekker ind med gamle bekendtskaber, vedligeholder nuværende og stifter nye, som det giver mening undervejs.
The kids are alright og det er jeg også. For første gang i mange, mange år.
M2023, uge 28
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge er jeg blevet færdig med Fridas værelse. Og hvis I synes, at vi har snakket om det længe, kan jeg forsikre jer om, at I ikke føler, I har hørt om det lige så længe, som jeg føler, jeg har været i gang.
Denne uges punkter udspringer alle af dét projekt, for ligesom der er mange småvaner, det giver mening at arbejde ind i hverdagsrutinen, så kan det typisk også betale sig at tænke miljø og økonomi ind på de lidt større, enkeltstående begivenheder.
Så jeg:
1.
Startede med at sætte Fridas kæmpestore skab til salg, fordi det godt nok er smart, at man kan smide ting i en kasse med låger – men det var *for* stort. Hun kunne ikke selv nå den øverste halvdel, og hylderne var så dybe, at der reelt var plads til 2 lag. Det er smart til nogle rum og situationer, men på et børneværelse, hvor man gerne vil gøre dem selvkørende, er det irriterende.
Fordi jeg ikke er håndværker, havde jeg – selvom jeg havde skruet skabet ud af væggen og afmonteret hylder og låger – ikke skænket en tanke, at det var for højt til at vippe, så vi kunne få det ud.
-hvilket er en lækker erkendelse at gøre kl. 20.48 en tirsdag aften, når der står 2 kæmpestore mænd i stuen for at hente det.
Jeg nåede at blive 7 år ældre på de 30 sekunder det tog mig at tænke på at skulle have det skilt ad og derfra finde nye købere, for JA, der er mange spørgsmål fra alle MULIGE typer, når man sælger et skab. (Har jeg lært).
“Jeg slår 25% af prisen, hvis I skiller det ad og tager det med nu?” – og ved et Guds mirakel var den ene tømrer og den anden brolægger. Det tog dem 10 minutter, alle syntes, de havde gjort en god handel, og vi var et mulehår fra en venneanmodning på Facebook, da vi var færdige.
Jeg tjente stadig 400 kr., og jeg fik det ud, så jeg kunne komme videre, og somme tider må man bare finde ud af, hvordan man kan fodre den fugl, man trods alt har i hånden, så man slipper for irriterende spørgsmål fra de 10, der sidder på taget.
2.
Tøjlede herefter min kaosenergi, og nøjedes med at bestille et nyt (mindre) skab og de to stabelsenge, som er blevet soveaftale-løsningen på et værelse, hvor en udtræksseng simpelthen ikke kan lade sig gøre. (Den er fra Ikea og hedder ‘Utåker’).
Det er smart af flere grunde. Dels kan man stille sengene forskudt, som det passer på værelset (hvilket er det, vi har brug for, for uanset hvor vi stiller en udtræksseng, vil den udslået komme til at spærre for døren eller skabet, med mindre vi stiller bemeldte skab, så det står foran vinduet), og dels får gæsten sin egen seng, så børnene ikke vækker hinanden, når de vender sig eller skal på toilettet.
Og ud fra et minimalist-perspektiv er det virkelig smart, at den her løsning ikke kun kan bruges af Frida. Den ekstra seng kan uden problemer løftes over på Antons værelse, hvis han har en soveaftale, ungerne kan sove sammen, hvis jeg er ude og her er en barnepige, og bliver en af dem syge, kan jeg også rykke rundt, så jeg sover i samme rum som dem.
3.
Fik malet og flyttet de færdige møbler ind, og først da den lille dame havde godkendt placering af begge dele, begyndte jeg at måle op og vurdere, hvad vi så skulle bruge.
På det gamle værelse havde hun en høj reol af dem, der ligner en enkelt stribe fra en rumdeler, samt en kommode med skuffer. Og det var egentlig en reol og et natbord/en kommode med skuffer, vi manglede, så det *havde* været smart, hvis de gamle kunne bruges.
Men det kunne de sgu bare ikke. Målene var helt åndssvage, og derfor måtte vi på jagt efter noget nyt. Jeg tjekkede alle platforme for at finde tingene brugt, og det lykkedes mig at finde en lille kommode i den fineste petroliumsfarve, som en gammel møbelsnedker havde shinet op. Den har et hemmeligt rum med et spejl i toppen, som jeg syntes var lidt åndssvagt, men vi læner os op ad, at Frida elsker lige præcis dén detalje højere, end hun elsker mig.
I mellemtiden var jeg kommet i tanke om, at jeg et sted havde et sidefag til en ABC-reol til at ligge og det slog mig, at man måtte kunne købe en ekstra side-stige, så det kunne gøres til en selvstændig reol – og det kunne man. Jeg målte op og den passede så perfekt til det sted, den skulle stå, at jeg nærmest fik tårer i øjnene over det, så jeg bestilte sådan én, huskede et afstiverkryds (hvilket ingen er mere overraskede over end mig), og det kom i går.
Nu er alle møbler sat op, der er styr på belysningen, og de møbler, lamper og kasser, vi ikke længere skal bruge, står i stuen (#had). Vi har lidt forskelligt på programmet de næste par uger, og jeg gider ikke skulle stå i Universe og svare på, hvad for en slags hvid reolen er (true story), så jeg venter med at smide tingene op, til jeg kan se, at vi er hjemme-hjemme flere uger i træk.
Fordelen ved at køre det hele i ét riv er, at man kan sætte prisen lavt nok til, at man kommer af med det, men stadig, akkumuleret set, tjener nok til at det er indsatsen værd.
I mellemtiden overvejer jeg så at bestille skyklapper, så jeg kan sidde i min sofa uden at svede i hænderne over, at det står dér og forstyrrer energien, men uanset hvad:
M2023, uge 27
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg genoptaget sidste års vane med at klappe af, hvem der medbringer hvad, når vi er afsted med andre eller til sammenskudsgilde. Det sidste giver sig selv, men jeg har også gjort det til en vane at melde ind, hvis jeg tager noget med ud over det, der er blevet fordelt, som f.eks. at jeg fixer noget sødt eller bager en kage.
Måske er jeg bare særlig heldig med mine venner, men Emma Gad har intet på en eneste af dem, så alle medbringer altid liiiige lidt ekstra – og det har resulteret i mange, mange gange med alt for meget mad, som ikke er noget værd efter 4 timer på stranden eller på et bord på terrassen, hvor de voksne skulle samle op på Livet Siden Sidst.
En udmelding forlods er den eneste måde at forebygge på i dén her flok, og vi er heldigvis efterhånden alle sammen blevet gode til at gøre det.
2.
Er jeg næsten færdig med Fridas værelse, hvilket jeg godt vil indstille mig selv til et ridderkors over. Jeg har kørt oprydning, der grænser til regulær udryddelse, og jeg har fuldstændig skamløst brugt bestikkelse for at få det til at ske.
For det barn ÆÆÆÆÆLSKER dimser og ting og bamser og fidgets, og hun producerer perlekæder, tegninger og ting af clay I et omfang og tempo, der ville få Maersk til at headhunte hende, hvis de hørte om det.
JAA, hun har mange ting!
Og alt pis til side: Jeg kunne selvfølgelig ikke finde på at smide legetøj ud, som hun er glad for. Men hun har virkelig meget, som hun for længst har glemt, at hun ejer, fordi det for hende er tilvejebringelsen, der er magisk – fordi :
Og det kan man jo godt arbejde lidt taktisk med.
Så jeg har lavet en præ-oprydning, hvor jeg har fjernet det, hun ikke kommer til at savne, og ladet lige præcis nok blive tilbage til, at hun, når jeg vælter det ud på et tæppe og beder hende rydde op, føler, at hun har fået lov. Og så har jeg foran spejlet øvet mig i med oprigtig beklagende mine at sige:
“Jamen, skat, du må *gerne* få sådan en stol; der er bare ikke plads til den derinde, når vi skal have alle de der ting *gestures broadly at everything* derind også”.
Går den, så går den.
3.
Har jeg formået at smadre endnu en kaffekande, fordi jeg er meget, meget dygtig.
MEN! HahaHA! Fordi jeg ved, at jeg er mig, købte jeg en ekstra, da jeg efter sidste uheld var på jagt efter en, og var så heldig, at den lille genbrugsbutik, jeg var forbi, havde to kander stående.
Så jeg åbnede mit skab og tog reserven ud, og jeg har ikke været så tilfreds med mig selv i flere måneder.
I øvrigt:
*Klikker jeg, som alle andre normale mennesker, altid ‘Spørg mig senere’, når min computer forsøger at få mig til at forholde mig til noget. Således også, når FB opfordrer mig til at oprette et profilbillede. Og her må jeg bare rose FB for at køre den mest aggressive nudging, jeg til dato er blevet udsat for. For da jeg sidste gang forsøgte at skippe, lagde den selv et autoforslag ind – som var mit scanningsbillede, fra da jeg ventede Frida. Hvilket MÅ være det eneste billede, jeg har i mit bibliotek, som jeg faktisk ikke kan overskue bliver delt med alle under ‘Linda har opdateret sit profilbillede!’. Så nu har jeg valgt et nyt. Well played, FB.
*Bønfalder jeg, på vegne af alle mindre personbiler i hele Danmark, førere af varevogne om at køre et tjek på lygterne på deres biler. Den pære i højre forlygte, der bare, helt hårdt, insisterer på langt lys, sidder præcis i højde med vores bakspejle, og vi er ved at blive sindssyge.
*Vil jeg, som et lille tip, på det kraftigste fraråde at køre en fuld room-makeover, komplet med maling og samling af ikeamøbler, når man samtidig har 2 feriebørn hjemme, og er hevet af én type psykofarmaka og startet op på en ny. Hvis nogen mangler mig, har jeg gravet mig ned på marken.
*Har jeg søgt om supplerende dagpenge de næste par måneder. Fordi jeg startede, som jeg gjorde, måtte jeg skattemæssigt køre en Glistrup, hvilket betød et skattesmæk på 60.000 kr, som landede 20.06. Det var forventet, og jeg havde pengene sat af, men fordi der ikke er så meget at tolke sommeren over, skal vi lige have enderne til at nå sammen i år, og så er det forhåbentlig sidste riv med jobcenter og a-kasse. I dag har jeg hentet Jobcenterenes nye app, og den tilbyder mig det her:
Jeg kommer til at job-logge en uopfordret ansøgning som korrekturlæser. Seriøst. Stram op.
*Vil jeg gerne undskylde til alle, der er taget til stranden og ikke kan få øje på et eneste sandkorn. De ligger alle sammen i vores entre, og engang ved lejlighed skal et klogt menneske forklare mig, hvordan 2 små mennesker med 4 små fødder kan slæbe så meget sand med ind.
*Er jeg vejrmæssigt meget på enten en fuld Garbage og Only Happy When It Rains, eller kjoler, iskaffe og Sunshine Reggae. Jeg bliver adfærdsvanskelig af det her blandingsprodukt.
*Tror man i første omgang, at det er en god ting, når børnene begynder at spille Roblox, Minecraft osv. med hinanden. Ha. Hahaha. Ha. Vi er nu på 3. time, hvor de hvisler: “Fucking traitor!” og “Spejl!” når de går forbi hinanden i stuen. #Blessed
*Vil jeg bare anbefale, at man skynder sig at (gen)se The Bear på Disney+, så man er klar, når sæson 2 rammer d. 02. august.
M2023, uge 26
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg begyndt at tænke min cykel ind i ligningen igen, fordi jeg pludselig har en del opgaver i Esbjerg. Og det er virkelig én af dem, hvor fokus avler fokus. For hvor jeg, da børnene var helt små, ALTID havde travlt med at nå fra A til B til C, så er der faktisk nu tid til, at jeg somme tider kan bruge tid på bare at cykle, høre musik og nyde turen.
Og er den først hevet ud af skuret, cyklen, er den bare også nemmere at tage, når man lige skal i Rema efter tomater eller på biblioteket og hente en bog.
2.
Har jeg gjort en indsats for at få hvervet nye medlemmer til vores klima-kult. Jeg har eksempelvis brugt et par timer på at svare på opslag om el på forskellige Facebooksider; ganske enkelt fordi jeg har den.
Og hvor vi herinde efterhånden alle har styr på det grundlæggende, så er der bare mange derude, der endnu ikke har tænkt en eneste tanke om kilowatttimer eller nettarif-satser.
Jeg har både skrevet svar under konkrete opslag, og også brugt et par solide timer på at svare på spørgsmål, og det synes jeg faktisk er godt givet ud. For hvis bare tre mennesker i hver gruppe bliver nysgerrige og begynder at forholde sig til det her emne, så begynder de at tale om det – og det smitter.
3.
Har jeg, i forlængelse af ovenstående, besluttet at sende et forslag til Street Food her i byen.
Og fordi det bliver lidt skørt at omformulere en besked, som jeg i første omgang gjorde mig umage med at holde konkret, paster jeg den bare her:
Hej med jer.
Jeg har et forslag, som jeg flere gange har tænkt, jeg ville sende til jer, men som jeg bliver ved at glemme at få afsted.
Vi bruger jævnligt Street Food; i snit vil jeg tro, vi er forbi en gang i måneden. Hver eneste gang vi er der, ender vi med at smide halvdelen af vores mad ud, ligesom vi også, uden undtagelse, levner halvdelen af vores drikkevarer.
Det er dyrt at drive et sted som Street Food, det forstår jeg 100%. Og derfor er jeg ikke efter, at priserne skal sættes ned. Men kunne man overveje en ‘Stop Madspild’-model, hvor standen med drikkevarer samt de madboder, der vil være med, giver mulighed for at man kan bestille en Stop Madspild-portion, som de sælger til normal pris, men hvor de kun laver en halv portion/fylder glasset halvt?
Jeg ved godt, at der vil være nogle/mange, der slet ikke kan se ideen i at få mindre mad for det samme beløb, men vi bliver flere og flere herude, som går op i, hvordan vi bruger ressourcerne, og for mig ville det være meget meningsfuldt at kunne støtte Street Food-tiltaget, men samtidig undgå at hælde en masse mad lige i skraldespanden.
Helt lavpraktisk tænker jeg, at man kunne sætte et lille skilt op på de boder, der vil være med, så man dels får sparket gang i samtalen, men også signalerer, at det er en mulighed og noget, man som venue forholder sig til.
Måske en meningsmåling på fb-siden ville give mening? Hvis det kun er mig, der synes, ideen er god, er der jo ikke grund til at gøre mere ved det, men næste generation er bare så f*cking ace på så mange måder, at jeg godt kunne have en optimistisk mistanke om, at de kunne have lyst til at være med.
Bedste hilsner
Linda
Dagen efter fik jeg det her svar retur:
Hej Linda, sikke en fremragende ide!
Vi tager den op på næste standejer møde og snakker omkring de forskellige muligheder.
Mega fedt inititativ!
Og det poster jeg ikke her for at blive klappet på skulderen, men blot for at opfordre til, at man, hvis man ser steder, hvor noget kan gøres, bare prøver at sige det højt. Det kan SAGTENS ske, at det ikke kan konsolideres i den virkelige verden.
Men det kan også være, at det kan.
If you see something, say something, lærer de børnene I USA, og den tankegang kan vi godt lade os inspirere af.
