Det sidste halve år har jeg tænkt meget over relationer. Mere specifikt over fravalg af relationer.
For alt imens der sker en masse, både i mit hoved og i mit liv, så sker der også en del i mine relationer.
Nogle relationer vælger mig fra. Andre er det mig selv, der lukker ned.
Jeg tror aldrig, at det bliver rutine for mig at rumme fravalg. Hverken når det er mig selv, der laver dem, eller når det er mig, der hænger i rebet, en anden klipper over.
Men jeg kan mærke, at jeg for første gang i mit voksenliv forholder mig til dem på en måde, der ikke er styret af følelser.
Jeg har på de professionelle arenaer altid været ret afklaret med, at hvis man er nogens favorit, så er man andres skuffelse. Dem, ingen har noget imod, er sjældent heller nogens yndling, og det har jeg i de sammenhænge altid været ok med. Ikke mindst fordi jeg ret tidligt selv kunne se, at der ikke var sammenhæng mellem, hvem jeg personligt godt kunne lide, og hvem jeg foretrak at arbejde sammen med/blive undervist af/tolke for. Når det er sådan, det forholder sig for mig, gælder det samme selvfølgelig for resten af verden, og derfor kan jeg helt oprigtig sige, at det ikke påvirker mig, når mennesker, jeg er omkring, har andre yndlingstolke/-bloggere/-instruktører end mig.
Langt sværere har det været for mig at rumme, når til- og fravalg er opstået i den personlige sfære. Her har min default altid været, at det nok er mig, der er for meget/for sur/forkert eller stiller for store krav, når der opstår uenighed og brud. Det ekstra lækre feature i dét freudianske clusterfuck er, at jeg altid sagtens har kunne se og forstå, at det er umuligt at elske alle – for det gør jeg langt fra selv.
Siden jeg fik Frida har jeg været i survival-mode. Ikke på lavpraktisk, daglig basis, for vores hverdage har været gode og rige, og jeg har, uagtet at det somme tider har været overvældende, aldrig følt, at jeg ikke magtede mit og vores liv. Men det ville være synd at sige, at jeg har kedet mig.
Men for 6 måneder siden var der pludselig noget, der begyndte at ændre sig. Ikke med ét eller pga. én ting, men som resultat af summen af processer, der endelig var fulgt til dørs, og ting, der faldt på plads, mens andre faldt væk. 2023 har været et vildt ridt, og det har på mange måder føltes som om, jeg endelig er tjekket ind i mit liv som mig selv igen, og ikke kun i kraft af mine roller. Jeg forholder mig for første gang på denne side af mine børn til, hvem jeg er nu, og kan pludselig mærke, at jeg ikke længere har et ønske om at komme tilbage til den, jeg var, men derimod har lyst til at finde ud af, hvem jeg er nu.
Hvis man gør, hvad man gjorde, så får man, hvad man fik, og det er ikke længere det, jeg gerne vil have.
Det kaster nyt lys over.. jamen, alt, faktisk.
Og det betyder, at jeg ikke længere er kompatibel med situationer, omstændigheder og mennesker, jeg har omkring mig.
Nogle relationer falder væk af sig selv, mens andre kræver aktive fravalg og konfrontationer, og selvom det ikke på nogen måder er behageligt, så udebliver tvivl og fortrydelse fuldstændigt. Valg kan godt være både ubehagelige og rigtige på samme tid – men jeg kan tydeligt mærke, at det er en ny måde at være i verden på for mig. Der er ikke en default reaktion at falde tilbage på, og det giver et aktivt ejerskab over processen, som jeg faktisk sætter ret stor pris på.
For jeg registrer, at jeg somme tider stadig er lige ved at falde i den emotionelle gryde, hvor jeg kommer til at opfatte konflikter og fravalg på begge sider af hegnet som udtryk for, at jeg gør noget forkert. Særligt, når mennesker, som jeg egentlig ikke har lyst til at slippe, lader mig gå, fordi den nye version af mig ikke er én, de føler samhørighed med.
Men selv mens jeg står med tåen stukket i de gamle vaners vand, kan jeg mærke, at det er ok at lade falde, hvad ikke kan stå, for når jeg graver ned under såret stolthed og frygt for at svigte, føler jeg ingen fortrydelse eller trang til at gå tilbage. Jeg kan objektivt godt se, at seperationen er uundgåelig, og jeg kan sagtens mærke, at der er mennesker, holdninger og stemninger, jeg ikke længere ønsker at have i mit liv. Der er relationer, der kræver mere, end de giver, og mennesker, der beder om mere, end vores indledende aftale lagde op til, og det er uundgåeligt, at bånd må klippes. I den proces *vil* der være mennesker, jeg skuffer, som bliver vrede på mig og som ikke forstår.
Jeg forsøger at være ordentlig omkring det; både når jeg lægger op til at redefinere reglerne, og når jeg åbner nye døre. Jeg gør mig umage for at være klar i spyttet, både ift. hvad jeg vil have, og hvad jeg kan tilbyde, og er det ikke foreneligt med ønsker og krav fra den anden side af bordet, føler jeg hverken vrede, skam eller fortrydelse ved at rejse mig og gå.
Fraværet af gamle tankemønstre på bagkant er tankevækkende.
Jeg bemærker pludselig, hvor lang tid, der går imellem, at jeg tænker på de mennesker, der slipper mig, og som jeg engang troede, jeg ville gå i tusinde stykker over at miste.
Jeg bemærker også, at jeg under den indledende ærgrelse over, at noget, der kunne være endt i fred og fordragelighed, ender i konfrontation og vrede, stadig er 100% afklaret med, at jeg ikke vil relationen.
Jeg tænker på, om den afklarethed hele tiden har ligget der; om jeg bare tidligere kom til at stå af ved fortrydelsesstationen i stedet for at blive siddende og se, hvor toget fortsatte hen.
Det er en vanvittig proces at lære sig selv at kende forfra. Men det er uendeligt befriende at mærke fraværet af skyld ved 100% at stå ved, hvem man er, og hvad man vil – og at vide, at de år, hvor man var væk fra sig selv, var nødvendige for at skabe den afslutning, der gjorde en ny begyndelse mulig.
Indsæt selv omsorgs-emoji, krammer-emoji og tak-emoji!
Der er noget meget tankevækkende ved din afslutning – “ at vide, at de år, hvor man var væk fra sig selv, var nødvendige for at skabe den afslutning, der gjorde en ny begyndelse mulig.” Der er flere lag i det, og jeg læser det bl.a. som at gøre op med skyldfølelsen over at føle skyld – og jeg er ikke sikker på, om det er det, du mener, eller om jeg læser dét, jeg gerne vil læse..?
Either way, tak for at dele dine dybe reflektioner.
Jeg tror, at jeg før har været inde på det med, at jeg somme tider synes, at jeg oplever samme udfordring eller tema i forskellige forklædninger, når først jeg får øje på den/det? Det er meget den oplevelse, jeg har lige nu; at mine år, hvor fokus næsten udelukkende har været på børnene, har givet mig så lang en pause, at jeg faktisk starter forfra. Stort set alt er skrællet væk, og har været det så længe, at alt, hvad jeg nu vælger til, pludselig er helt tydeligt og skarpt i kanten.
Det giver en ret unik mulighed for at lægge mærke til ting, som jeg ikke tror, jeg ville have været opmærksom på, hvis dage og valg bare havde taget hinanden, og jeg var fortsat i en light-version af det liv, jeg levede, inden børnene kom.
Det bliver altid lidt diffust, når jeg forsøger at sætte ord på de tanker jeg gør mig, som udspringer af min interaktion med andre mennesker, for jeg vil så gerne holde fokus på, hvad der sker i mig, så ingen føler sig hængt ud.
Men hvis jeg skal prøve at blive lidt konkret, så er min opstart med en personlig træner et godt eksempel på en situation, hvor det har været meget meningsfuldt at redefinere min tilgang. For jeg ved virkelig, virkelig meget om træning og om, hvordan min krop fungerer. Derfor er jeg gentagne gange faldet i fælden med at jage de resultater, jeg fik, da jeg var 25 og boede i et fitnesscenter. Det ser tosset ud på skrift, for det er jo helt indlysende ikke længere er muligt, når man lægger 20 år og to børn til regnestykket. Det tror jeg helt ærligt ikke, at jeg ville have haft åndsnærværelse nok til at være opmærksom på, hvis jeg bare var kørt videre i samme spor? Men de mange års pause har gjort, at jeg – omend ufrivilligt – faktisk har fået en mulighed foræret for at tage stilling til, hvad det reelt er, jeg gerne vil nu. Som ægte voksen.
I et af mine sæt med heksekort, er der et kort, der hedder ‘beginners mindset’, og det udtryk fylder enormt meget for mig lige nu. For det er en måde at starte forfra på, og at holde fokus på hele tiden at forholde sig til, hvad man gerne vil – men faktisk også at opdage, hvad man ikke vil. Jeg har f.eks. lige meldt mig ud af et forum, som jeg ellers indledningsvist var ret begejstret for. Men efter en samtale for et par måneder siden, hvor et af de andre medlemmer pludselig var super kritisk overfor børn og diagnoser, kunne jeg mærke, at det ikke var en gruppe, jeg havde lyst til at fortsætte i. Og hvor jeg inden min “pause” nok bare ville være fortsat, fordi jeg dengang følte, at det krævede en begrundelse eller retfærdiggørelse at træde ud, så sker der noget, når man slukker for alt, venter, og derfra aktivt forholder sig til, hvad man vil tænde for igen. Det var ikke rart for mig at være der, og så er det jo dumt at bruge tid på det. Plan and simple.
En pause gør det meget, meget tydeligt, at andres forståelse ikke er en forudsætning for at sætte og/eller fastholde sine grænser.
Giver det mening?
Tak for uddybning, og det giver mening!
Jeg har ikke tænkt over det før, men jeg kan genkende pausen, både den, der kommer af at have været væk fra sig selv pga. børn og andet fokus, og – ser jeg nu – andre pauser, som kan give anledning til gode refleksioner over, hvad man gør anderledes, og hvor meget man finder tilbage til sig selv. Tak for at sætte tanker i gang!!
Selv tak – og tak for tilbagemelding❤️
Et dejligt indlæg der giver mange eftertanker <3 MEN den overskrift der – jeg troede inden jeg med rystende fingre klikke på indlægget, at du ville meddele du lukkede bloggen! Det kunne jeg slet ikke overskue. Tak for dine skriv.
J
Haha – ej, der er vi heldigvis ikke <3
Læste også afskeden i den overskrift. Lige lidt gyseragtigt. Glad for at det var en misforståelse!
Har hørt et sted, at man ikke behøver finde på et nyt argument, når man skal forsvare, at man siger fra. Det samme argument er nok. Måske har den anden part brug for at høre det igen. Men man er ikke forpligtet til at finde på flere. Ens argument er nok.
Mon sammenhængen er tydelig for andre end mig?
Hundrede procent; den teknik havde vi en psykologilærer på tolkestudiet, der var meget optaget af. Hun kaldte det papegøje-teknikken, og jeg tænker på den hver ENESTE gang, jeg diskuterer med folk. Det er vildt, hvor effektiv den er – og hvor tilbøjelig, man er til at føle, at man skal forklare og forsvare på nye måder, hver gang man siger noget.
Jeg er et af de mennesker der reagerer virkelig dårligt på at blive valgt fra af de mennesker, som står mig nært. Jeg brugte et halvt år på at komme mig nogenlunde over, at min barndomsveninde “slog op” med mig, selvom vores relation var tyndslidt og gav mig ondt i maven når vi havde været sammen.
Til gengæld har jeg ret nemt ved at forlade kollegavenner når jeg skifter job og aldrig se dem igen, på trods af, at vi har delt meget personligt.
Jeg tror, at de for mig handler om, at de mennesker som jeg har inviteret helt ind og sidde med mig i min sofa (kan huske at du brugte den metafor engang, og den har hængt ved), de må helst iķke svigte mig. Dem som jeg selv har placeret længere ude i periferien, de må gerne smutte lige så stille igen.
Når det så er sagt, så kan jeg faktisk godt li’, at man gør en indsats for at beholde relationer i sit liv gennem lang tid. Jeg synes det er guld værd at have veninder, der ved hvor og hvad jeg kommer fra, og hvor vi har den lange historie sammen. Det gør mig tryg. Også selvom vi bevæger os i forskellige retninger i livet og ændrer os. Måske jeg bare ikke har ændret mig så meget i virkeligheden, og derfor ikke har haft brug for at redefinere mine relationer? Interessant skriv i hvert fald, det har sat tankerne i gang.
Den sofametafor har jeg selv brugt flittigt, siden nogen eller noget plantede den i hovedet på mig:)
Og din kommentar fik mig til at tænke over, hvad det er for relationer, sat ind i dét billede, jeg lige nu lukker ned, og det er ikke dem, der sidder i sofaen. De har hængt på hele vejen, og dem er vi, på begge sider, gode til at gøre en indsats for at vedligeholde, synes jeg.
Dem, der ryger lige nu, er dem, hvor der måske ikke har været helt gensidig afklaring af, hvor i huset, vi hver især befinder os. Det er relationer, der har været sat på pause, det er semi-professionelle relationer, og det er nydannede af slagsen.
Samtidig kan jeg mærke, at jeg måske også nu er blevet langt mere skarp på, hvem jeg er som voksen, fordi den version af mig først nu får plads, og fordi smag og præferencer derfor på en måde skal genopdages, bliver det nemmere at mærke, hvad jeg gerne vil, fordi det ikke hænger sammen med noget, jeg har gjort kontinuerligt, siden jeg var i midten af tyverne.
Jeg tror, at det, der bliver tydeligt, når man har været væk fra noget længe, er, hvad det egentlig er, man hver især bringer til bordet – og om det stadig passer sammen. Måske lidt det samme, der sker i nogle ægteskaber, hvor man har haft et arbejdsfællesskab om børnene, og så en dag, når de er blevet store, kigger på hinanden hen over avisen, og pludselig opdager, at man i mellemtiden er blevet to mennesker, der ikke længere har noget til fælles?
Samtidig kan jeg mærke, at jeg måske også nu er blevet langt mere skarp på, hvem jeg er som voksen, fordi den version af mig først nu får plads, og fordi smag og præferencer derfor på en måde skal genopdages, bliver det nemmere at mærke, hvad jeg gerne vil, fordi det ikke hænger sammen med noget, jeg har gjort kontinuerligt, siden jeg var i midten af tyverne.
Altid kloge betragtninger fra dig Linda. Du burde skrive nogle flere bøger til glæde for eftertiden. Du har et sjældent skarp analytisk vid og jeg er sikker på, at du med fordel kunne lade dig intelligensteste fordi du vil finde mange åndsfæller i intelligente netværk, bl.a. Mensa. Der vil du med glæde og fryd opleve en sjælden hurtig forståelse krydret med udfordrende input.
Jeg husker din metafor med sofaen i et indlæg for længe siden. Den har jeg brugt flittigt siden. Det har hjulpet mig særdeles godt med at få styr på mine egne kaotiske tanker herom i mine egne relationer. Jeg nærmer mig de 50, børnene er store og jeg har fundet en stor indre ro i at erkende, at livet ikke længere er uendeligt. Det betyder, at jeg er blevet uhyre bevidst om, hvad jeg skal bruge tid på og hvad jeg ikke skal i forhold til mine relationer. Jeg har “slået” op med en veninde igennem 10 år, da vores relation på ingen måde længere var frugtbar for mig. Jeg forsøgte at invitere til dialog om det, men blev mødt på en måde, der gjorde, at det stod helt klart for mig. “Jeg gider ikke mere bullshit”. Kan vi ikke tale om, hvad der rører i os på en respektfuld og dialogisk måde, hvor vi lytter til hinandens synspunkter og bliver på egen boldgade, så duer det bare ikke. Tidligere ville sådan en hændelse have fulgt med mig bekymringer og dårlig nattesøvn, men ikke længere. Måske har det at blive ældre også gjort, at du heller ikke gider så meget “shit” mere Linda?
Ensidighed i vedligehold af relationen duer ikke længere for mig. Min ældste søn på 24 er i øjeblikket igang med udredning for en svær ADHD. Det er ikke en nem kombination krydret med en høj intelligens, der “burde” have ført ham let og elegant igennem et universitetsstudie. Virkeligheden er, at livet efter gymnasiet har været præget af stofmisbrug, kaos i økonomien, afbrudte uddannelsesforsøg, mange flytninger og flere skift i arbejde krydret med daglige poppende tanker om at lave musik og tusindvis af andre ting. Verden ser bedre ud end den gjorde for 1 år siden. Misbrugsbehandling og en mulig selvforståelse af en hårdt ramt ADHD hjerne med en høj intelligens gør, at der er håb. Jeg ORKER ikke at høre på dumme uvidende kommentarer fra relationer eller andet godtfolk om, at “dengang jeg var ung”… “Eller er I nu sikre på, at han har ADHD med hans gode hoved”…. Det er i orden at være uvidende, men jeg magter ikke at høre på jeres “p..”. Læs lidt om det og vid, at verden har udviklet sig siden. I dag ved man heldigvis meget mere.
Så præcis som hos dig, bliver relationer og mulige netværk, der udtaler sig negativt og uvidende om noget, de tydeligvis ikke har prøvet (heldigt for dem), skåret fra. Hos mig gør det heller ikke ondt længere. Det må være sådan. Livet er for kort til andet. Jeg har altid været den, der rakte ud, sørgede for at relationen blev vedligeholdt og “nurset”, men ikke længere. Der er nødt til at være en gensidighed i det. Den “regel” gælder for alle undtagen mine børn, mand, min allerbedste veninde og elskede svigermor. Lige nu er der også nok at gøre med at holde sig selv stående og gående på den lige linje i billedet i forhold til min søn.
Sikke en lang smøre. Beklager. Du er bare så pokkers inspirerende, Linda. Og hvor er det godt at læse dine indsigter og reflektioner. Jeg mærker dine ord give dig selv ro her på den anden side af skærmen. Keep going. Gode lørdagstanker fra smilets by Aarhus.
Lange smører er altid mere end velkomne i kommentarfeltet her, Mette – og da særligt fra smilets by:)
Jeg føler med dig i en grad få nok kan forstå ift. din søn, fordi du beskriver alt det, jeg gruer for, at fremtiden kan komme til at byde mine børn. Det er så bøvlet at være født med en hjerne, hvor ledningerne sidder anderledes, end de gør i flertallets, og der er ikke noget at sige til, at verden er svær at være i for børn som din søn. Jeg er inderligt glad for at høre, at det trods alt lysner lidt – og helt egoistisk er jeg taknemmelig over, at du og han og mange andre som jer, baner vejen for, at verden langsomt lærer at forstå, og dermed forhåbentlig gør vejen mere farbar for børn som mine.
For mig er det stadig så nyt at stå med 3 diagnoser ud af 3 mulige, at jeg er i gang med at finde ud af, hvilke samtaler, jeg vil tage og hvilke, jeg melder mig ud af. Jeg vil gerne være med til at udbrede kendskabet til, hvad det kan indebære at være neurodivergent, og det er blandt andet det, jeg prøver med mine skriv på bloggen her. Men jeg kan også mærke, at det er en proces, jeg bevæger mig igennem, og at jeg lige nu er et helt andet sted, end jeg var for et halvt år siden. Jeg har over den sidste måned slettet mange af de ND-profiler, jeg følger på insta, ligesom jeg heller ikke hører flere podcast eller læser bøger om emnet. Jeg er mæt, tror jeg? Og fordi jeg har folk omkring mig, som har fået diagnosen efter mig, kan jeg se, at det er sådan, det er for de fleste. Naturligt nok.
Men det betyder, at jeg lige nu er et lidt interessant sted, hvor jeg ikke orker KUN at tale om diagnoser – men samtidig er jeg, sagt lige nu, også ved at have nået mit mætningspunkt med at skulle være den, der skal forklare og forsvare for alle, jeg får til bords, hvorfor ‘alle børn i dag skal have en diagnose’. Uvidenhed, når den er bevidst eller tilvalgt, er svær at rumme, når man selv er en del af den gruppe, den omhandler. Og hvor jeg for 4 måneder siden tålmodigt forsøgte at svare og redegøre, så gør jeg i dag helt anderledes kort proces. I hvert fald når folk spørger for bare at få lov at fremføre og fastholde deres synspunkter. Det er noget andet med dem, der spørger, fordi de oprigtigt gerne vil forstå.
Men jeg er enig i at tolerancen for, hvad man vil bruge energien på, krymper betragteligt, når overskud ikke er en metervare.
God søndag til dig fra gun city:)
Mange tak for dit modige skriv om det her. Det, jeg (også) hører gennem dine ord, er selvværd. Jeg havde en gang en terapeut som konsekvent gentog “you continue to have fear of abandonment because you continue to abandon yourself in order to persuade others that you are worthy of not being abandoned”. Og selvom du ikke siger, at du har et ængstelig tilknytningsmønster eller har angst for at blive forladt, taler dine indsigter sit tydelige sprog omkring en ny opdagelse af dit værd og din bliven hos dig selv. Så vigtigt, sådan en befrielse, så stærkt!!
Uanset hvad der er på spil, kan jeg i hvert fald mærke, at jeg for første gang er oprigtigt nysgerrig på mine egne handlinger og reaktioner på, hvad jeg opsøger og bliver tilbudt. Der er meget mindre rutine og plejer, og meget mere opmærksomhed på, hvad det er for en .. energi, i mangel af bedre ord, jeg inviterer ind – og hvad den hhv. giver og koster på den lange bane.
Jeg tror ikke, man på nogen måde bliver dummere af at blive ældre, og for mig er det enormt befriende at opdage, at der stadig er masser af udviklingspotentiale i en alder, hvor man for længst har lært, at hvis man taber ansigt – så samler man det bare op igen:)
Jeg har haft det her emne til at rumstere siden du skrev et hint sidst i juni, for jeg er et lignende sted. Men jeg er stadig ikke færdig med at tænke, så derfor ingen kommentar! 😉
Men tilgengæld tænkte jeg “pudsigt hvor ofte jeg kan spejle mig i Lindas udviklingsfaser”, og der er nok noget sammenlignelig livsfase og alder og børn, der lægger fundamentet, men jeg tror også at du virkelig er influencer her, og sætter processer igang hos mange med sofametaforer og “lad falde hvad ikke kan stå”! Tak for at inspirere til dybe og nye perspektiver, og for spejling på rejsen! ❤️
Det var en dejlig kommentar at få; tak!
Jeg tror egentlig, at det er det, bloggen er for os alle sammen? For der er nok ikke noget særlig odiøst i de emner, jeg beskriver eller de tanker, jeg gør mig. Men det giver mig en anledning til at zoome ind på dem på en måde, som jeg ikke ville have gjort, hvis ikke jeg forsøgte at formidle det til mennesker, der ikke (alle sammen) kender mig personligt. Det gør mange ting meget klarere for mig, og dermed sker det jævnligt, at jeg selv skriver mig frem til nyttige erkendelser ved bare at skulle formulere mine tanker.
Det bliver kun ekstra meningsfuldt at bruge tid på, når det så bliver taget imod på den måde, det gør, og I derude også bruger tid på at formulere jeres genkendelse, (u)enigheder og perspektiver.
Det er et godt hjørne, vi har os her. <3