Bloggen

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg foræret Fridas gummistøvler væk efter et hæderligt forsøg på at sælge dem. Det er et par Viking Gummistøvler, som jeg har smidt 500 kroner efter, og som barnet har haft på 3 (tre) (TRE!) gange. Og altså. Det er jo ikke fordi, vi skal lege ‘hvad sagde jeg’, men HVAD SAGDE JEG?! For da hun tog dem på første gang, syntes jeg, at de så ud til at sidde træls. Men nej, de gør ej, mor, stop det, og du kan ikke mærke mine fødder.

Og det er selvfølgelig rigtigt.

Men efter 3 par gennemblødte sko og en samtale, der måske en lille smule havde karakter af afhøring, viste det sig, at jeg måske godt kunne mærke de fødder lidt alligevel. For de var… *tadaaa* for små. Og derfor fik de lov at blive stående på rummet, når man skulle ud og lege i regnvejr. 

Jeg smed dem til salg med kopi af bon’en, men ingen bed på, og efter 3 uger er jeg blevet træt af at se på dem. Jeg lavede en hurtig rundspørge og fandt et barn, der stod til at vokse ind i størrelsen, og hun har nu fået dem, så de forhåbentlig kan få lov at leve det vilde liv i mudder og vandpytter. 

2.

Er min nye kogebog ‘Den Dovne Vegetar’ kommet til mig, og den er gennemskøn.

Det fik mig til at tænke på, at de fleste, jeg kender, over de sidste par år har skruet lidt ned for kødindtaget, og selvom vi har talt om det i de her indlæg før, så fik jeg bare lyst til at plugge et par grønne kogebøger.

For efter et års tid eller to hvor man langsomt sluser retter ud, og skruer på dem, man har på sit faste repertoire, så begynder man måske at savne lidt inspiration til nye, man kan tilføje.

De 3 kogebøger, jeg nævner her (som ikke er spons) udmærker sig ved at have simple opskrifter, og indeholde ingredienser, man kan få både i både Hellerup og Hvide Sande – og der er også tips og ideer til erstatninger af råvarer, og hvordan rester kan bruges.

Og så vil jeg bare gerne hype de damer, der står bag dem, som kvit og frit deler ud af deres opskrifter, viden og æstetiske begavelser på Instagram.

Vegetarisk i aften – Camilla Skov (@vegetariskhverdag)

Den dovne Vegetar – Camilla Skov

Solo – Ditte Ingemann (@ditsen)

Inspiration til andre profiler og kogebøger er mere end velkomne; bare smid dem i kommentarfeltet. Og vi bruger ikke skam her i butikken, så man må GERNE pege på sig selv.

3.

Har jeg planlagt at få lagt så meget af weekendens el-forbrugende aktiviteter i dag, lørdag, som er sidste dag med sommertarif. Fra i morgen er der mange penge at spare ved at tænke over, hvornår man bruger strøm, og da det måske er lidt langt væk for nogen, tager vi den lige kort igen. 

Prisen på strøm består af flere dele, men de to, du skal holde øje med, er den rene elpris og nettariffen.

Nettariffen er delt op i 3: Lavbelastning, højbelastning og spidsbelastning. (På skemaet herunder ser det ud som om, den er delt i 4; det er bare fordi, de har lavet en opdeling, der følger uret. Dagtakst og sen aftenstakst er den samme).

Den rene elpris afhænger af, hvad selskaberne betaler for strømmen på elbørsen, og her vil prisen være meget afhængig af vejret, fordi solcellefarme og vindmøller producerer mere strøm, når det blæser meget eller solen skinner.

Det, vi gerne vil, er at ramme de tidspunkter, hvor både den rene elpris og tariffen er lav, og undgå de tidspunkter, hvor begge er høje.

Hvis vi leger, at mit screenshot af de rene elpriser fra i dag (billede #2) er prisen for i morgen, betyder det, at det er virkelig dumt at sætte en kogevask over kl 19, for her er både elpris og nettarif 3 gange så høje, som de er f.eks. kl. 15.

Jeg har haft snuden i det her emne så længe, at jeg har svært ved at vurdere, hvad man ikke ved/forstår, når man er ny i el, så spørg endelig, hvis noget er uklart. Så skal jeg forsøge at svære efter bedste evne.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg endelig fundet en lavpraktisk løsning på svømning/håndklæder og tøjvask. For igen: Om en uge er vi tilbage på vintertarif, hvilket betyder, at vi igen skal til at tænke over vores el-forbrug.

Børnene går til svømning om tirsdagen, og da jeg typisk gør rent fredag eller lørdag, har jeg indtil videre typisk vasket deres badehåndklæder, når de har været til svømning, fordi omklædningsrum + børn er 22 millimeter fra at kræve en stivkrampevaccine.

Men da vi kører badelagner, og gymnastik i skolen allerede onsdag, begynder det, nu, hvor luften er så fugtig, at man ikke kan nå at tørre håndklæder på en nat, enten at kræve 2 badelagner i spil eller en tørretumbler.

Da jeg lige zoomede ind, nåede jeg frem til, at det primære problem jo egentlig er, at børnene bruger håndklædet til at stå på, når de har tørret sig. (Er det bare mine?) Hvis de kunne lade være med det, ville det ikke være nødvendigt at vaske håndklædet bagefter.

Derfor fandt jeg to gamle mini-håndklæder (dem, der er på størrelse med viskestykker) frem, og gav ungerne strenge instrukser om at bruge dem til at stå på. Og det fungerer perfekt. For når de kun bruges til at stå på, kan de sagtens bare smides med i den 40 graders vask, jeg kører, når vi kommer hjem, og badetøjet alligevel skal vaskes, mens badelagnerne bare skal hænges til tørre på badeværelset, og sagtens kan nå at være klar til onsdagstasken. 

2.

Er høstfesten overstået, og jeg synes faktisk, at der begynder at være mere fokus på at begrænse madspild hos alle, hvilket glæder mig inderligt. 

Vi medbragte, efter Fridas ønske, småkager, formet som blade, med efterårsfarvet glasur.

Og kunne jeg selv lave småkagedej? Ja. Det kunne jeg godt. Men jeg har fundet ud af, at man får et andet forhold til sin tid, når man lever af at sælge den timevis, for hvor jeg for 5 år siden var tvunget til at finde tiden til at lave alting fra bunden, fordi det var billigst, så kan jeg nu tillade mig at holde timeforbruget op imod, hvad det koster at købe en rulle dej på frost, som bare skal hives ud ad fryseren og stikkes ud. 

Jeg kan godt forstå, at det kan virke helt skørt, at man ikke kan nå at smide en småkagedej sammen. Det kan jeg virkelig godt. Men der er kun mig, og der er simpelthen så meget, der skal sørges for hen over efteråret på skolefronten. Selvom jeg torsdag (dagen inden høstfesten) havde en helt almindelig arbejdsdag, var jeg alligevel i gang, fra jeg kom hjem kl 14.30, til jeg kravlede under dynen kl 22.30 – og det kunne jeg kun fordi, jeg havde købt dejen færdig. 

Og det fik mig bare til at tænke på, at det somme tider godt kan betale sig at regne lidt på, hvad man, i overført betydning, betaler for sin egen tid. For at finde en opskrift, købe ind, lave dejen og vaske op bagefter ville kræve i hvert fald et par timer. Den frosne rulle dej kostede 25 kroner. Og kunne jeg have rørt en dej sammen til mindre end det? Helt sikkert. Men at tage tidsforbruget med i ligningen, fordi tiden her er den knappe faktor, har for mig gjort det meget, meget nemmere at acceptere, at en færdigkøbt løsning faktisk godt kan være den bedste, selvom jeg på papiret kunne have gjort det billigere selv. 

3.

Har jeg besluttet, at efterårets mål på madfronten at få udryddet noget af alt det, jeg det sidste års tid har fået købt ind til, når jeg pludselig har hyperfixeret på en bestemt ret eller retning – for så, 14 dage senere, at være *HELT* ovre det.

Jeg nævner i flæng: Koreanske wokretter, havregrød, det rustikke, italienske køkken, asiatiske kødboller og. så. videre.

Jeg har efterhånden lært min egen ADHD så godt at kende, at jeg godt kan se, når det er dét, der sker – men det ændrer ikke på, at det eneste i hele verden, jeg har lyst til at spise, når jeg lige rammer en fiks idé, er lige præcis dét.

Det giver over tid ret meget skabsindhold, som jeg bare flytter rundt på, fordi jeg sjældent kan overskue at spise det igen, når jeg har levet af det i ugevis. Men det irriterer mig, og efter at have prøvet at dæmme op for impulsen og måtte konstatere, at det er sværere, end jeg lige troede, selvom jeg ved, hvad den udspringer af, så prøver jeg nu at få spist det, der er endt i skabene ved at flette det ind hist og pist. For jeg kan godt overskue en koreansk wok en helt almindelig onsdag, hvor jeg ikke har andre ideer, og jeg alligevel har en bøtte med færdigsnittet kål og gulerod til at stå i køleskabet. Så vinder komfort over hedonisme, og på den måde får jeg stille og roligt brugt noget af det, jeg for et par år siden ville være endt med at smide ud, når det var blevet for gammelt.

Babysteps, ikke? Men det hele tæller. Også hjemme ved dig.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Flyttet min Watts-app om på forsiden af min telefon, og har fået alle de respektive stik sat tilbage i den lange stikdåse, som med mit wifi-stik er sat til at lade om natten. 

El-mæssigt kører vi på sommertarif et par uger endnu, men om 20 sekunder kommer det økonomisk til at have rigtig meget at sige, hvornår du bruger strøm. 

Derfor er det fint allerede nu at gøre det nemt for sig selv at holde øje med elprisen, og begynde at vænne sig til at lade devices, vaske sengetøj og pyrolyse ovnen i lavtarif-perioderne og når strømmen er billig.

2.

Har jeg dedikeret en hylde i køleskabet til åbne ting, der skal spises og Ting & Sager, der nærmer sig sidste anvendelsesdato.

Jeg kører stadig mentalt på en helt skæv sommervibe, som betyder, at jeg endnu ikke har fået de faste rutiner under huden med madplaner, madpakker osv. og det er de sidste uger sket flere gange, end jeg gider tænke, at jeg åbner noget – og glemmer alt om det.

Nu stiller jeg det, vi skal have brugt, og det, jeg har kastet mig over, lige præcis i øjenhøjde, så det er det første, jeg ser, når jeg åbner køleskabet, for jeg må bare erkende, at visuel påmindelse for mig gør en forskel.

3.

Har jeg købt høstfest-outfit til Frida ud fra devisen om, at det skal være noget, der skal kunne bruges bagefter også. 

Jeg har det sgu moderat anstrengt over den høstfest. Det er hele indskolingen, der hvert år har en temadag i september, som er kulminationen på et projekt, hvor de arbejder tværfagligt og på tværs af årgange. De lærer om årstider og mad i sæson, de øver gamle sange og danse, og til selve høstfesten er vi forældre inviterede. Alle børn medbringer noget spiseligt, og madspildet er hvert år ved at tage livet af mig. 

De sidste par år har jeg insisteret på, at det meldes ud, at man skal styre sig. For problemet er, at nye forældre jo ikke har en chance for at vurdere, hvor meget de skal sende med børnene – og på de her kanter kører vi med ‘hellere for meget end for lidt!’ Så der hældes fuldstændig vanvittige mængder af mad i skraldespanden – og samtidig skal man anskaffe ‘høst-tøj’, hvilket jeg sgu også synes er lidt noget svineri. For hvor meget høsttøj har du i skabet? Og tror du, at dit barn synes, at det er nok med der forklæde, du forsøger at slippe med?

Man kan sagtens finde noget, der kan bruges bagefter – hvis man vel at mærke er typen, der tænker over det. Det er der virkelig mange, der ikke er, hvilket betyder, at 100+ elevers forældre køber tøj, der bliver brugt én gang, og min indre aktivist er ved at gå til.

Men jeg har over tid måtte erkende, at man ikke kan redde hele verden samtidigt, og derfor bider jeg tænderne sammen og lever med, at jeg lige her må slå mig til tåls med selv at tænke over, at vi  begrænser mængden af mad, og tænker over at købe tøj, der kan bruges på bagkant. 

Revolutionen tager somme tider længere tid, end man kunne ønske.

4.

Har jeg fået svar fra kommunen. Og helt ærligt? Jeg kan SAGTENS forstå, hvis man bare virkelig, virkelig ikke orker at skulle forholde sig til det. Der er NUL hard feelings, hvis man her letter på hatten, ønsker god weekend og sluser sig selv ud i det pulserende liv.

Men for de af jer, der efterhånden er investerede i sagen, vil jeg gerne følge den til dørs, så jeg smider kommunens svar, der kom fredag, sammen med en kommentar under billedet. Så vælger man selv, om man vil læse det, og jeg lover, amag’r halshug, at vi er lige gode venner uanset.

Inden jeg poster svaret, vil jeg lige kommentere på hovedessensen i Esbjerg Kommunes tilbagemelding, som – sat på spidsen – er, at jeg selv har valgt at få børn alene, og så må man forvente at have udgifter til barnepige, hvis man gerne vil have alenetid.

Det er ikke på nogen måde en urimelig indvending. Det er det, der i årevis har afholdt mig fra at søge om ekstern hjælp.

Men. 

Det er til at SKRIGE over, at jeg, NETOP derfor, har brugt flere af de 2 x 8 siders børnebeskrivelser samt en STOR del af det ‘interview’ man får ‘tilbudt’, når man henvender sig til systemet på at forklare, hvorfor den løsning ikke har virket for os.

For SELVFØLGELIG har jeg prøvet selv først. I alle tænkelige konstellationer. Og vi har været glade for langt, langt de fleste af dem, vi har været heldige at have. Men ingen kan leve af 2-3 timers arbejde om ugen, og derfor taber vi ofte til faste jobs og uddannelser. Samtidig ændrer livet sig med rekordfart, når man er i starten af 20’erne, og ingen fravælger at rejse til Borneo og passe orangutanger eller at flytte sammen med kæresten og starte på en ny uddannelse i Odense, fordi man har en barnepigetjans. Jeg ville græde, hvis de gjorde.

Jeg har – selvfølgelig også – forsøgt at bruge det eksisterende netværk, men det fungerer ikke. For selvom jeg betaler mennesker, jeg kender privat, så kan jeg jo ikke insistere på, at de SKAL passe mine børn, hvis de bliver indkaldt til personalemøde eller lignende, og dermed bliver ordningen ubrugelig. For jeg kan jo ikke tage opgaver eller planlægge møder med psykiatrien og speciallærerteamet, hvis jeg ikke ved, om jeg har pasning på dagen.

Så vi har holdt for med mine forældre, legeaftaler, FaceTime og lodder og trisser og løsninger, ingen rigtigt synes er fede. Der findes ikke meget, jeg ikke ville gøre for at slippe for at være i kontakt med systemet, og af samme grund har jeg også selv betalt og stået for Fridas udredning, melatonin, tyngdedyner, høreværn osv. osv., og jeg kører selv Anton i skole hver eneste morgen, og henter ham selv 2-3 gange om ugen.

Men de fleste søskende på 8 og 12 år kan godt være alene hjemme nogle timer om eftermiddagen. Det kan mine ikke. Det er problematisk, når alt fra specialtandlæge over børnepsykiatri til PPR kun har åbnet til kl 15. Dermed kommer jeg, udelukkende på børnenes behov, til at have brug for mere pasning end forældre til NT-børn. 

Anton fylder 13 til november. Det betyder, at barnepiger på 18 år ikke rigtigt giver mening. Sittere på 25+ koster en del mere end helt unge barnepiger.

(I den forbindelse spurgte jeg i øvrigt allerede inden første møde, om jeg måtte købe den barnepige, vi eventuelt fik bevilget, ind flere timer og så bare selv betale for de ekstra timer. Bare for at sige, at jeg hele vejen har været helt indstillet på selv at have udgifter til pasning).

Og selvom det hedder ‘aflastning’, så handler det her jo ikke om, at jeg gerne vil sidde på caféer og drikke latte eller knalde tvivlsomme typer fra Tinder på hotelværelser rundt omkring. Det handler om, at der følger helt vanvittige mængder af ekstra møder og opgaver med, når man har børn som mine.

Samtidig må man ikke bruge aflastningsordningen, når man er på job; det SKAL være til ‘aflastning’ af mig. Det betyder, at vi bruger mine forældre til at passe, når jeg skal arbejde, så jeg kan opretholde en indtægt og forsørge os.

Dette blot for at sige, at jeg udelukkende har søgt de her timer for at have 2 faste timer om ugen, hvor jeg kan lægge møder, telefonopkald, lægetider osv – altså, ekstraarbejde, som mine børns diagnoser udløser.

Jeg har spurgt på, om jeg må bruge de mennesker, børnene i forvejen kender (f.eks. pædagogmedhjælpere osv.) som aflastere, fordi det så kunne fungere med færre timer end de 8 pr. måned, jeg har søgt om. 

(For der er jo helt indlysende noget med rutiner og genkendelse, når vi taler om ND-børn, hvilket er noget af det, der har ramt os i røven, når vi har kørt private barnepiger. For når det er 3 uger siden, barnepigen sidst har været her, er der så meget arbejde i at forberede børnene og samle op på bagkant, at det ikke på nogen måder er aflastning, at jeg har 2 timer ude i verden; det er bare overtræk på en konto, der kun er mig til at betale ind på).

Men de kan ikke ansættes her, fordi de så har Esbjerg Kommune som arbejdsgiver to steder, og dermed kan man risikere, at de oparbejder overtid, som der så skal findes tid til, at de afspadserer.

Så. Ja. It’s complicated, som de siger over there.

Og hvis de havde skudt min ansøgning ned, fordi de ikke mente, at overstående argumenter gør vores situation anderledes, end den er i familier med NT-børn, så ville det egentlig have været fair. Men jeg får lyst til at hamre stegegafler i begge øjne, når min klage bliver afvist på baggrund af forhold, som jeg har brugt virkelig, VIRKELIG langt tid på at begrunde, hvorfor er anderledes for os. Den her afvisning kunne være skrevet af et menneske, man havde hevet ind fra gaden, og det giver ingen mening overhovedet, at jeg har brugt små 10 timer på at forklare, hvorfor de indlysende løsninger ikke er en mulighed for os, når dét her er svaret.

Enjoy:

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Solgt det ene af børnenes GPS-ure. Det var en stejl læringskurve ift. at jeg skulle have  gendannet fabriksindstillingerne på det, INDEN jeg opsagde abonnementet, men heldigvis var det en bekendt, der havde købt det, så de 7 ekstra beskeder frem og tilbage var ikke helt så pinlige, som de havde været, hvis det havde været en vildtfremmed, der havde købt det.

2.

Indstillet mig selv til en helgenkåring over, at jeg for 3 uger siden, da det havde regnet nonstop i 2 uger, satte mig på mine hænder og undlod at rydde op i sommertøjet. For JA, det havde været træls at skulle ud og købe noget nyt for de uger med sol og varme, vi får nu. 

Jeg kan takke M20XX-indlæggene for det her, for det er kun fordi det giver en ekstra runde af refleksion, når jeg skal formulere ugens punkter, at jeg husker fra år til år, at jeg før har været for hurtig.

3.

I samråd med mekanikeren besluttet at gå med helårsdæk igen.

Jeg kører så mange kilometer, at det er vigtigt for mig, at jeg kører så sikkert, som muligt (hvilket gør #dækgate fra i mandags så meget mere ubærligt), så jeg spurgte MEGET ind til fordele og ulemper. 

Hans argumenter var, at det med det klima, vi har, er længe forsvarligt nok, at det giver mindre arbejde og bøvl for mig, fordi jeg ikke skal opbevare et sæt dæk og fragte dem frem og tilbage 2 gange om året, og endelig, at det også er billigere, fordi det år, man trækker fra i brugstid, længe tjener sig selv ind, når man ikke skal købe to sæt og betale, hver gang de skal af og på.

Han har været det ordentligste menneske fra den allerførste dag, jeg trillede ind på værkstedet, så jeg stoler på hans vurdering. Helårsdæk it is. 

4.

Ryddet op på min bogreol og foræret de bøger væk, som jeg enten ikke får læst eller har læst og ikke får læst igen. Bøger bliver grå og triste af at stå uberørte hen, så ud i verden med dem, så andre kan få glæde af alle de historier, de gemmer på.

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg brugt lidt ekstra tid på at tænke vores mobil/wifi-løsninger igennem.

Som jeg skrev i sidste uge, blev jeg ringet op med et tilbud, som umiddelbart var godt.

Men efter at have tygget lidt på det og have tjekket vores forbrug over de sidste par måneder, nåede jeg faktisk frem til, at to af vores nuværende abonnementer skulle opsiges. Begge børn har haft ure med simkort det sidste år, og nu, hvor min opmærksomhed var blevet henledt på det, kunne jeg se, at de faktisk ikke bruger dem længere.

Når de blev pillet ud af ligningen, var vores nuværende løsning pludselig noget billigere, end den, jeg havde fået tilbudt, så den har vi valgt at holde fast i. Jeg kører et 80 GB tele-abonnement på min telefon, som koster 149 kr. i måneden, og har tilføjet 2 x datadelingskort til børnenes iPads; de koster 30 kr. stk. 

Begge børn har mobiler, der nærmer sig pensionsalderen, og på dem har de abonnementer til 69 kr, hvilket er længe rigeligt.

Så nu har jeg sat deres ure til salg, og de penge, de kommer til at indbringe, smider jeg i en hemmelig pulje, som skal bruges til at købe nogle bedre telefoner til børnene. 

2.

Har jeg smidt de ting fra Fridas gamle værelse, som jeg ikke har fået solgt, til genbrug. 

Da jeg i tidernes morgen begyndte at sælge alle vores aflagte ting på Marketplace, havde jeg så mange ting til salg hele tiden, at jeg havde et område i bryggerset, der var allokeret til det, men i dag, hvor vores forbrugsmønster er et andet, får de ting, jeg har til salg, omkring en måned til at forføje sig. Er de ikke solgt, ryger de videre, for som vi har snakket om før: Når de først er sat til salg, har jeg for længst sluppet dem, og så bliver det bare irriterende, at de optager plads. 

For et par år siden smed jeg alt i den lokale Facebook gruppe, men hver eneste gang var det de samme par stykker, der meldte ind 4 sekunder efter, jeg havde smidt tingene op. Det er mennesker, jeg ved, hvem er, og selvom de efterhånden har fået virkelig mange forskellige ting, har jeg første gang til gode at se noget af det i brug.

Og jeg er så ambivalent med det, for vi har før haft en lang, superintereressant debat herinde om, at når du forærer dine ting væk, så kan du ikke bestemme, hvad dem, der får dem gør med dem. Jeg holder aldrig op med at få en sær smag i munden over opslag fra mennesker, der gerne vil forære deres aflagte ting til ‘værdigt trængende’. Jeg er villig til at dø med sværdet i hånden på, at det handler mere om dig og dine behov, end om dem, der aftager tingene – men det til trods, så bliver det for irriterende, at det er de samme 2 mennesker, der rager til sig, her gang nogen forærer noget væk herude.

Jeg kan ikke engang helt selv gennemskue, hvad det handler om, men det er en irritationsfaktor, der er nem at eliminere, så derfor er jeg begyndt at aflevere tingene til genbrug eller at forære dem væk i større grupper i stedet.

Nu er lampen, taskerne, de to hylder, perler og perleplader væk lagt i hænderne på Hjemløses Venner, og de må gøre med dem *præcis*, hvad de vil.

3.

Har jeg modtaget årets girokort til Autismeforeningen, hvilket fik mig til at tænke på, at der er enkelte udgifter, som det godt kan betale sig at undlade at tilmelde betalingsservice. 

For jeg er all for foreninger, uanset om det er interesseorganisationer, fagforeninger eller noget helt tredje. Men der er virkelig, virkelig mange områder derude, der mangler penge, og jeg vil gerne støtte op om de tiltag, der faktisk kæmper for noget, der for mig giver mening. 

Og hvor meget, det end piner mig at sige: Autismeforeningen har brilleret med deres fravær på områder, hvor jeg ellers virkelig synes, at det ville være mere-end-oplagt, at de meldte sig på banen. Ikke nødvendigvis med løsninger, boksehandsker eller rasende sagsanlæg. Men med noget synlighed og kommunikation. Jeg har første gang til gode at se dem melde ind; ikke engang på ‘vi er opmærksomme på problemstillingen, og vi er på sagen!’-måden. Og så vil jeg faktisk hellere støtte andre tiltag.

Havde jeg meldt betalingen til BTS, havde jeg ikke forholdt mig til den overhovedet, så bare en lille, forsigtigt anbefaling af at køre automatisk betaling på de ting, man ved-ved, at man vil støtte 4evah, men æder gebyret og det manuelle girokort på de udgifter, man gerne vil se an. 

4.

Fik jeg bagom bloggen en forespørgsel på, om ikke vi kunne køre en idérunde på retter, der egner sig til fryseren, og med svømning, forældremøder og efterår galore på tapetet, synes jeg, at det er en strålende ide. 

Lad os køre en simpel version, hvor vi ikke smider udførligt beskrevne opskrifter, men bare kører navne på retter eller links; så kan vi hver især ratificere til smag, køleskabsindhold, vaner og de-på-lokationen-tilgængelige-råvarer.

Ja? Kør løs.