M2023, uge 42 (Halloween-edition)
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg overgivet mig og ladet græskar og skelethoveder gøre deres indtog herhjemme. Fordi der trods alt stadig er en god uge til det går ned, og I derfor kan nå at bruge ugens punkter, hvis det giver mening, kører jeg tema, og punkterne er alle sammen nogle, der relaterer sig til halloween
Jeg har:
1.
Købt slik, som mine egne børn kan lide. De sidste par år er jeg gået i fælden med at købe slik, der er pakket ind i specielt papir (for ja tak til slik, der er pakket ind seperat, så vi ikke skal stivkrampevaccineres på bagkant), men det har hvert år vist sig at være overkrystaliserede slikkepinde og chokolade, som ingen af mine børn kan lide.
Det betyder, at jeg altid ender med at smide resterne ud, og det er for åndssvagt. Derfor er jeg i år gået fuld Maoam og Haribo, så jeg ved, at det får ben at gå på bagefter.
2.
Været på udkig efter Årets Figur.
For efter i 4-5 år at have pyntet med tarvelige papirlanterner, der går i stykker, hvis man kigger surt på dem, og plastik-figurer, der godt nok kan lyse – men kun på den epilepsianfaldsfremkaldende måde, har jeg besluttet, at vi går all in og køber noget ordentligt. Og der ER faktisk fine figurer og æstetisk forsvarligt pynt at finde – som så selvfølgelig koster lidt mere.
Men ved at anskaffe lidt hist og pist (og somme tider i start-november, hvor butikkerne ikke kan overskue at skulle have det hele kørt tilbage på lagret, og derfor sælger til halv pris) begynder vi at kunne dekorere på en måde, der ikke giver mig lyst til at grave mig ned sammen med de kunstige skeletter, og det er rart.
3.
Igen-igen klappet mig selv på skulderen over min beslutning om at købe lyskæder og kunstige bloklys med timer og fjernbetjening i stedet for ægte stearinlys, for det er så SMART, at de kan flyttes rundt fra halloweenspøgelser, til julelanterner og videre til farvede sommerglas på terrassebordene
Hvordan fysikken fungerer kan jeg ikke redegøre for, men ligesom en cykel kan køre i månedsvis uden at skulle pumpes, for så øjeblikkelig at blive flad på begge hjul, hvis den får 10 minutters pause, så virker elektronik altid bedst, hvis man ikke tager det ud af rotation.
Med remote og timer vrider man mest muligt ud af batterierne, og i de udhulede græskar er det meget fedt, at man ikke skal stå og fiske fyrfadslys op af græskar, hvor rigor mortis for længst er både indtrådt og aftaget igen. (Her sætter jeg bare lysene i et par helt almindelige fryseposer, som jeg binder knude på. Så er de beskyttet mod både regn og snask).
4.
Har jeg fundet den perfekte opskrift på en krydderkage, hvor man bruger kødet fra græskarlamperne.
Jeg har eksperimenteret med flere forskellige brød og kager (sagde hun, og gik fuld madblogger på den med andekdoter and shit), men alt, hvad jeg har prøvet, ender enten med at blive klægt eller tørt.
Men det slog mig, at græskar har lidt samme konsistens som squash – og derfor prøvede jeg at google krydderkage med squash, og så bare rive græskarkødet groft, som man ville gøre med squash.
Det førte mig til nedenstående kage, og den er virkelig, virkelig god.
Sidste ting: Når jeg bager bradepandekager, bager jeg altid i to forme, der måler 16 x 23, i stedet for én på 23 x 32, ganske enkelt fordi det er meget nemmere at bage kagen jævnt. Med en stor form risikerer man, at kagen er færdig i kanten, men stadig ubagt i midten, og det er træls.
(Derudover virker to separate kager også forebyggende ift. madspild, når man har kage med i skole eller på job: Når først en skoleklasse har massakreret en bradepandekage, skal man være mere end almindeligt eventyrlysten for at kaste sig over resterne, men alle, både børn og voksne, er gode til at gøre én kage færdig, før de tager hul på den næste, så på den måde får man somme tider kage med retur, der kan smides i fryseren uden at man sætter liv og helbred over styr).
Men nu til det vigtigste: Opskriften.
Græskar/squashkage
- 100 gram sukker
- 200 gram farin
- 2 tsk. vaniliesukker
- 1,5 dl. smagsneutral olie
- 4 æg
- 275 gram mel
- 1,5 tsk. bagepulver
- 1 tsk. natron
- 0,5 tsk. salt
- 1 spsk. kanel
- 350 gram groftrevet græskarkød (det hårde. Ikke det, der tråder og er vådt)
- 1/2 moset banan
- 1 groftrevet æble
- 2 tsk. pumpkin spice (jeg bruger noget, min kammerat har smuglet med hjem til mig fra USA, men google er din ven, og worst case kan man lave det selv)
Pisk farin, sukker og æg sammen, tilsæt krydderier, rør rundt, tilsæt mel og sørg for, at dejen er rørt godt sammen, inden du tilsætter æble, banan og græskar. (Grunden til dét er, at krydderierne gerne vil binde sig til de våde ingredienser, og er de ikke rørt godt nok ud, risikerer man den helt særlige oplevelse, det er, at inhalere en halv teskefuld kanel).
Hæld dejen i en (23 x 33 cm) eller to (16 x 23) forme, beklædt med bagepapir, og bag ved 200 grader i 25-30 minutter.
Kagen er fryseegnet.

I øvrigt:
*Skal jeg bede alle om at gå ind og se Beckham dokumentaren på Netflix LIGE nu. At man ikke går op i fodbold er bare et plus, fordi man så – ud over små 5 timer i selskab med verdens måske pæneste mand? – også får lov at føle spændingen ved ikke at ane, hvordan (åbentbart) episke kampe ender.
*Bliver jeg, nu hvor vi er ved celebrities, nødt til at insistere på, at vi lukker HELT ned for Jada Pinkett Smith. Jeg tror, jeg taler på hele verdens vegne, når jeg siger, at vi virkelig, virkelig gerne bare vil leve videre i lykkelig uvidenhed om de intime detaljer i hende og Wills ægteskab.
*Findes der ikke noget tidspunkt, hvor jeg profiler hårdere, end når jeg parkerer min bil. Barnesæder i de andre biler? Bilmærker, der indikerer en kundegruppe på 75+? Fang mig i den fjerneste ende af p-pladsen på det højeste sted, hvor ingen hamrer døren op i siden af mig eller det bliver mit problem, hvis Hans Henrik glemmer at trække håndbremsen. Jeg venter bare på, at Netflix kontakter mig, så vi kan lave 3. sæson af Mindhunter.
*Var jeg børnefri i tirsdags, og smuttede en tur til Aarhus. I den forbindelse skal jeg bede om genindførelse af dødsstraf til dem, der stadig kører med langt lys på motorvejen (jeg er LIGEGLAD med, hvad FDM sagde!).
*Vippede jeg ind forbi min faste Cirkle K efter en kop kaffe at køre hjem på, og som altid tænkte jeg på, at man ikke ville studse det fjerneste over det, hvis man stod derinde og apokalypsen ramte. Der er noget ved det hysteriske neonlys og de aggressive lysstofrør, når verden udenfor er mørk, der får zombier til at virke både oplagte og rimelige.
*Ramte jeg Esbjerg tæt på midnat, og de sidste 8 kilometer hernede kører jeg på en strækning uden lys og med marker og mørke så langt øjet rækker. Radiohead’s Karma Police er stadig en af de mest uhyggelige musikvideoer, der findes.
*Har jeg modtaget hele 2 kvitteringer fra Esbjerg Kommune på min seneste henvendelse. Jeg forsøger ikke at mistænke, at det skyldes min serviceinfo om aktindsigt og Ankestyrelse. Det går dårligt.
*Vil jeg simpelthen så gerne se den nye udstilling på Moesgaard. Nogen, der har tjekket den ud? Er den ligeså formidabel, som den ser ud til?
*Er jeg i gang med ‘Heroin Chic’ af Maria Kjoss Fonn, som virkelig kan anbefales (hvis man kan holde til at læse om stoffer, spiseforstyrrelser og Weltschmerz). Sprog og komposition er helt i særklasse.

M2023, uge 41
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
___________
Inden vi går til ugens liste: TAK for den fine, fine modtagelse, mit seneste indlæg fik – og for al den kærlighed, I har sendt i min retning. Hver eneste gang jeg laver sådan et indlæg, tænker jeg bagefter over, hvor vildt det i virkeligheden er, at man i 2023 kan lægge noget så relativt sårbart på internettet – og så kvitterer det – og I – bare med ordentlighed, empati og vilje til at forstå.
Det findes ikke mange steder, men det findes her, og det kommer jeg aldrig til at tage for givet.
___________
I den forgangne uge:
1.
Har jeg gravet alle glas med kosttilskud og vitaminer frem, som jeg de sidste år er startet på, og stoppet med igen, fordi det viste sig ikke at være mangel på jern/magnesium/B-vitaminer, der var årsag til manglende søvn, uro og rastløshed…
De præparater, der var for gamle, eller som det ikke giver mening at spise, er smidt ud, og resten er sat frem på køkkenbordet, for nu, hvor jeg har en alarm på, så jeg husker at tage min medicin 2 gange om dagen, så får jeg dem faktisk ekspederet.
Jeg forventer at gå gennem efteråret med et tefloncoatet immunforsvar og hår som en model i en L’Oreal-reklame.
2.
Er jeg begyndt at vaske og gemme bægrene fra den proteinyoghurt, jeg lige nu spiser hele tiden.
Den er perfekt i størrelse til at medbringe rester til frokost, og fungerer på den måde som en slags engangsemballage. På dage, hvor vi er afsted fra tidlig morgen til sen aften, er der bare meget fedt, at man ikke kommer hjem med tupperware nok til at fylde hele opvaskemaskinen.
3.
Har min søde mor haft fødselsdag; 70 flotte år.
I stedet for at købe en af de ting, hun har på sin ønskeseddel, har jeg givet hende en hyggedag i Ribe (sammen med *miiiiig*) (hvilket, lad os være ærlige, er den STØRSTE gave, jo), med fuld forplejning og lommepenge nok til at købe den taske, hun allerhelst vil have.
Jeg synes, at det var den perfekte kombination af de overvejelser, jeg gør mig, hver gang jeg køber gaver: At det helst skal være noget, der ikke skal byttes (ikke pga. sårede følelser, men pga. bøvl og CO2), at tid og oplevelser sammen, ud over at være skønt, også er med til at nedbringe det ting-svineri, vi hvert år til jul kollektivt får det sært med, og endelig, at den gave, man ender med at give, er noget, modtageren faktisk mangler.
4.
Har jeg, lidt for sjov og lidt i alvor, forsøgt at nøjes med at bruge én varmekilde, når jeg laver mad. Altså, enten komfur, paninijern, kogekeddel eller ovn.
Det har ikke kunnet lade sig gøre hver dag, og en del af udfordringen er, at vi alle 3 spiser noget forskelligt til samtlige måltider. Men det har også været en lille øjenåbner, hvor ofte det faktisk HAR været muligt. Eksempelvis varmede jeg min suppe i ovnen, da jeg alligevel havde den tændt til det, børnene skulle have, og den dag, hvor aftensmaden bestod af nudler til ungerne, og jeg egentlig havde planlagt noget i ovnen til mig selv, endte jeg med at køre rugbrød i stedet, så jeg kun havde kogekanden i gang.
Igen: Det vil ikke altid kunne lade sig gøre, og kostsammensætningsmæssigt er det heller ikke et holdbart princip at spise ud fra, men ugens minieksperiment har stadig skabt et fornyet fokus på noget, som er en hjælp til at holde elregningen i ave.

Trust Fall

De sidste uger har jeg tænkt meget på, at jeg pludselig forstår, hvorfor et af de vigtigste redskaber for obskure kulter og voldelige partnere, er isolation.
For da jeg startede med at lægge brevene fra Esbjerg Kommune op, var det egentlig i første omgang bare fordi, jeg havde modtaget et par forespørgsler på det bagom.
Jeg kender ikke alle jer, der læser med derude, og det tager i dag 0.21 sekunder at oprette en falsk mailadresse. Jeg kan i bloggens maskinrum se, hvilke ip-adresser, kommentarer kommer fra, men den oplysning er ubrugelig, fordi du ikke som privatperson kan se, hvem den tilhører. Det, det dog *kan* bruges til er, at jeg på den måde kan se, om kommentarer fra forskellige mailadresser kommer fra samme ip-adresse; det kan være rart, hvis jeg får nogle af de mere kradse. Det er, trods alt, betryggende, at der kun sidder én kugle derude, og ikke en helt håndfuld.
Det betyder, at jeg reelt ikke ved, om et ønske som det her kommer fra andre forældre, der er ved at blive mast af systemet (eller overvejer at flytte til Esbjerg Kommune), eller om det kommer fra fagpersoner, med intentioner, jeg ikke kender til. I nogle af de fb-grupper, jeg er med i, kan jeg se, at folk jævnligt fortæller om sagsbehandlere, der læser med – hvilket de jo kun kan, hvis de er medlem af grupperne. Det kan der være legitime grunde til – og det er jo så et spørgsmål om, om man er bedre klædt på til at arbejde med ND-familier, hvis man kender det hjemmefra, eller om man er inhabil ift. borgere, man er i facebookgruppe med. Kan man blokke viden ud, man har fået, fordi man har fået den i fritiden? Jeg ved det ikke. Men der har, desværre, været sager nok i medierne om mennesker, der bliver straffet for opslag og kommentarer på sociale medier til, at muligheden for, at man bliver iagttaget, ikke kun er teoretisk.
Derfor tænker jeg mig altid om en ekstra gang, når jeg bliver spurgt til noget, hvor interessen i svaret måske ikke udelukkende udspringer af gode intentioner. Da jeg for et par år siden holdt åben spørgerunde, fik jeg påfaldende mange spørgsmål til, om jeg havde en kæreste og, hvis ja, hvordan, hvor meget og hvornår. Og det kan være HELT tilfældigt; lige den del af mit liv er jeg super privat med, og det har jeg alle dage været – men spørgsmålene var detaljerede nok til, at tanken om, om de kom fra nogen, der var interesseret i min status som enlig forsørger: O Ja O Nej strejfede mig.
Men uanset hvordan jeg vendte og drejede det her, så kunne jeg ikke se, at jeg havde noget at tabe. Det er mig mod Systemet, og de har smidt alt, hvad de har, i hovedet på mig, så der er ikke mere tilbage at skyde med. (Famous last words…) Og helt lavpraktisk har jeg flere gange undervejs ønsket, at jeg havde kendt lidt mere til andres forløb, og havde set, hvordan DE kommunikerer med The Overlords. Derfor nåede jeg frem til, at andre derude, om ikke andet, måske bliver bare en smule bedre klædt på til kampen ved at læse om nogle af de fejl, jeg har begået og de ting, jeg ville ønske, jeg havde insisteret på eller gjort anderledes – tidligere.
Sagt med andre ord havde jeg faktisk ikke forventet, at der ville være noget i det til mig; for mig var det bare at dele noget tekst, som jeg selv – stadig – har svært ved at tro, kommer fra et system, jeg selv er med til at finansiere.
Men.
Jeg har ikke på noget tidspunkt i det her forløb grædt så meget, som jeg har gjort efter at have lagt de her breve op og fået jeres kommentarer til dem.
Vi er forskellige herinde, og vi er ikke altid enige om alt, men I er stadig en massiv og værdifuld klangbund ift. den ordentlighed, jeg selv prøver at praktisere og efterleve som menneske. Vores holdninger kan være forskellige, men vores livsværdier og verdenssyn har mange ting til fælles, og jeg. kan. ikke forklare, hvor forløsende det har været at opleve jeres indignation og vantro, når jeg selv er nået til et punkt, hvor jeg for længst har vænnet mig til at blive talt sådan til og behandlet på den måde.
Raseriet og uviljen mod at bøje mig, blot fordi andre mennesker siger, jeg skal, har jeg altid haft, og det, der for år tilbage startede som ulmende gløder, har for længst forvandlet sig til et frådende inferno af ild. Jeg vil hellere smides på bålet end at overgive mig nu; no retreat, no surrender.
Men det er første gang, jeg oplever at blive strøget over håret og få at vide, at det her er præcis så urimeligt, uværdigt og umyndiggørende, som jeg selv har oplevelsen af.
Det får noget i mig til at løsne sig. Noget, der var faretruende tæt på at hærde og sætte sig fast.
Det får mig til at huske, at for hver eneste modstander, du står overfor, står der altid medspillere bag dig, som måske ikke kan tage kampen for dig, men som kan få dig til at føle dig lidt mindre alene.
Man er en del af et hele, af en gruppe, af et system. Et, der udgøres af alt det modsatte af dét, der staves med stort.
Det havde jeg næsten glemt.
Tak for at hjælpe mig med at komme i tanke om det igen.
M2023, uge 40 (Og halløj fra kommunen)
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg langsomt gået i gang med efterårsvanerne igen.
Lige nu er der så meget fugt i luften, at jeg har kronisk flash back til teltene på Roskilde, og da jeg ikke har tændt for varmen endnu, tager det lang tid for vasketøjet at tørre.
Jeg er derfor tilbage på modellen, hvor de mest genstridige ting får 30 minutter i tumbleren, så vi ikke skal have 6999 sæt tøj. De dage, det kan lade sig gøre, vasker jeg midt på dagen – men det er stadig billigere at vaske 2 gange om ugen på det tidspunkt, hvor strømmen er dyrest, end 4 gange når den er billig.
Men om jeg tumbler det, inden jeg hænger det op, eller når det har hængt til tørre en nat, er ligegyldigt.
Derfor er jeg begyndt at vaske, når det passer, hænge tøjet op – og så smide bukser, håndklæder osv. i tumbleren om morgenen, fordi vi for tiden er så tidligt oppe, at jeg faktisk kan nå at tumble til nattarif.
2.
Har jeg fundet Min Bog frem, og besluttet, at den fane, der endnu ikke er i brug, skal bruges til Ting Jeg Lærer Som Selvstændig.
Læringskurven lige nu er stejl.
Det har været sværere end forventet at få enderne til at nå sammen på bagkant af et skattesmæk på 60.000 og 2 måneder med få opgaver, og det her gider jeg ikke bøvle med igen. Det er en sær fornemmelse at være tilbage i det mindset, hvor jeg er nødt til at tænke over, hvornår jeg skal købe vitaminpiller og medicin, når jeg samtidig knokler røven ud ad bukserne, og sender fakturaer ud i et tempo, der næsten er skørt.
Ligeledes kunne jeg også forleden mærke, at jeg har for travlt. Ikke ift. arbejde – men ift. alt det, jeg tilføjer ved siden af. Opgaverne er, hvor de er, og jeg elskerelskerelsker at være afsted. Efteråret er højsæson, og sådan har det alle dage været, og det handler om at smede, når jernet er varmt. Men hvor jeg tidligere bare fik et skema stukket ud, så er der mere arbejde forbundet med de enkelte opgaver nu. Der skal indhentes Tro & Love Erklæringer, opgaver skal søges i portalen, der er et kvartalsregnskab midt i det hele, og så skal der rykkes for manglende betalinger ugentligt. Intet af det er svært – men det taget tid.
Når jeg så samtidig lægger alt muligt andet ind på privatfronten, så får jeg uger, hvor jeg er i-gang-i-gang 14-18 timer i døgnet, og det går ikke. Ikke engang for mig.
Så jeg øver mig i at se det som læring, i stedet for at skælde ud på mig selv over dårlig planlægning, og ved at skrive mine erfaringer ned, tvinger jeg mig selv til at reflektere over, præcis hvordan jeg kan forhindre, at jeg står samme sted til næste år.
3.
Blev jeg i weekenden grebet af den stemning, der er allerbedst, når man skal rydde op, så jeg brugte 2 timer på at gennemgå alle 3 tøjskabe minutiøst, komplet med lager-kasser und alles.
Og hvor vi plejer at køre med en slags langtidsparkering på ting, vi måske ikke lige bruger her og nu, eller som børnene ikke er klar til at slippe, så kørte vi fuld braklægning denne gang. Alt, hvad vi ikke har haft på det sidste år, er røget til Røde Kors, sammen med alt det, der er blevet for kort, for småt eller for slidt.
Jeg kørte på genbrugsstationen med det samme, fordi jeg kender mine børn, og derfor ved, at de ofte kommer i tanke om, at de gerne vil gemme en bestemt t-shirt eller et par strømper alligevel. Og jeg er ikke lavet af sten. De må beholde det, der er vigtigt for dem, og det ville jeg aldrig nægte dem. Men de har fået lov at gøre det 2 gange årligt nu, siden de blev store nok til selv at være med til oprydningen, og ikke en ENESTE gang – ikke ÉN – har de brugt the rescue-item, når de har fået det tilbage i skabet.
Jeg bliver altid helt varm om hjertet, når jeg kigger ind i et ny-opryddet skab og alting ligger i pæne stakke, og det er nu meget nemmere at se, hvad vi skal have købt, når børnepengene kommer om 3 uger.
_____
Til de af jer, der følger med i Den Uendelige Historie, smider jeg under billedet seneste skriftlige udveksling mellem mig og Esbjerg Kommune.

Kære Linda.
Du har den 27. august 2023 fremsendt klage over afslag på afløsning til XXX samt en klage over sagsbehandlingen i XXX’s sag.
Jeg kan alene forholde mig til klagen over sagsbehandlingen, da klagen over afgørelsen er blevet genvurderet af din rådgiver i samarbejde med hendes teamleder.
Du er blevet tilbudt et dialogmøde i forhold til din klage over sagsbehandlingen, hvilket du ikke har ønsket, men i stedet bedt om en skriftlig tilbagemelding.
Jeg har kigget ind i sagen og kan se, at ansøgningen om afløsning til XXX er modtaget den 22.2.2023. Jeg vil gerne beklage at Familierådgivningen ikke har overholdt vores udmeldte sagsbehandlingstid, samt at du ikke er blevet orienteret om, hvornår du kunne forvente en afgørelse.
I forhold til dokumentation af dine henvendelser er det korrekt, at de skal journaliseres på din XXX’s sag. Jeg vil gerne beklage, at du har oplevet det meget svært at komme i kontakt med relevante medarbejdere hos Familierådgivningen.
Jeg forstår godt, at du er uforstående overfor, at datoen på din afgørelse ikke er den dato, hvor du har modtaget afgørelsen i din E-Boks. Der skulle have været overensstemmelse mellem disse to datoer. Klagefristen er 4 uger, fra du har modtaget din afgørelse, hvilket vil sige den 16.8.2023.
Jeg beklager, at du sidder tilbage med en oplevelse af ikke at være blevet mødt undervejs i sagsbehandlingen.
Både jeg og Familierådgivningen håber på et fremtidig godt samarbejde, hvor vi fortsat gerne vil tilbyde dig et dialogmøde.
Venlig hilsen
____________________
Vedr. svar dateret d. 06.09, modtaget d. 14.09:
Tak for fremsendte svar omkring sagsbehandlingstid.
Jeg har klaget over afgørelsen på XXX sag, men min klage over sagsbehandlingstiden gælder for både Anton og Fridas sag. Ansøgning på XXX er fremsendt d. 21.11.22, og begge afgørelser er modtaget samme dag.
Jeg fremsender naturligvis gerne dokumentation for dette, hvis det ønskes.
For god ordens skyld vil jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke har behov for flere breve om beklagelse. Jeg vil bare gerne have den information tilføjet min sag, da jeg kommer til at søge aktindsigt om materiale fremsendt til Ankestyrelsen, ligesom den også bliver relevant, hvis jeg vælger at sende sagen videre til Ligebehandlingsnævnet, idet 2. afslag er begrundet med min status som enlig forsørger.
Jeg vil gerne takke nej til et møde af samme grunde, som tidligere fremført.
Esbjerg, d. 07.10.23
Linda A.
Børn, konger og Youtube
De sidste par dage har jeg siddet med snuden dybt begravet i bogen ‘Børnene er konger’ af Delphine de Vigan.
Hun er en eminent forfatter, og særligt hendes bog ‘Alt må vige for natten’ blæste mig bagover. ‘Børnene er konger’ er et godt eksempel på, at man (desværre) aldrig er bedre, end den oversætter man får, og hvor sproget i ‘Alt må vige’ var tæt på magisk, så synes jeg, at det her er mere usmidigt og google-translate-agtigt. Det interesserer nok mig mere end gennemsnitslæseren pga. mit fag, men jeg ærger mig stadig over, at noget af magien går tabt, når en oversætter ikke får poesien med.
Til gengæld er historien her langt, LANGT mere vigtig og relevant – for os alle sammen.
Kort fortalt handler bogen om en mor, der er ensom, forelsket i realitygenren, og som starter en YouTube-kanal med sine børn som de primære indslag tilbage i platformens spæde start. Et af børnene bliver kidnappet – og hvorfor gør hun det? Handler det om at beskytte hende mod moderens udnyttelse, eller har en pædofil fået øje på hende, fordi hun er tilgængelig online, altid, hele tiden og hver eneste dag?
Jeg har flere gange tænkt, at det her er tæt på at være en optimal måde at anskueliggøre et helt hysterisk vigtigt problem på, som ingen journalister (synes jeg) har formået at formidle på en måde, så folk forstår alvoren. At fortælle historien skønlitterært giver en mulighed for at bringe mange perspektiver i spil, når man forsøger at belyse, hvilke problemstillinger, der f.eks. kan følge med at binde hele familiens økonomi op på, at børnene skal være tilgængelige 24/7, hvad det kan have af konsekvenser her og nu, og hvordan det påvirker børnenes liv, når de bliver voksne.
Jeg kunne have ønsket, at DdV havde allieret sig med en YouTuber, der selv tror på projektet, for jeg synes, at moderens figur bliver lidt flad, fordi de argumenter, der bliver brugt som forsvar for de valg, hun træffer, bliver en smule konstruerede – men det er stadig et emne, der er så vigtigt at begynde at tale om, at jeg er villig til at tilgive skønhedsfejl.
Og for at tage det mest indlysende først: Det er en sag, der er nem at være imod.
For en måned siden tog jeg Roblox og ‘hvordan er man en god ven i cyber’ op på et forældremøde i Fridas klasse. Ingen kunne genkende problemet. Overhovedet. Tværtimod., faktisk. Der var, efter forældrenes udsagn, SÅ lidt skærm rundt omkring i de små hjem, at internettet nærmest var overflødigt.
Og altså. Jeg er ikke ude på at hate på mennesker med stram skærmpolitik. Overhovedet. Men. Jeg har haft MANGE af de her børn med hjem, fordi Frida med sin ADHD meget, meget ofte efterspørger legeaftaler, og den uskrevne regel er, at når man er den, der tager initiativ, så er man også den, der lægger hus til. Mit punkt på mødet kom mest til at gå op i at proklamere, hvor LIDT ens barn bruger skærm, og jeg nåede et punkt, hvor jeg tænke, at hvis én person mere pudsede glorien, så ville jeg gå fuld harakiri. For det, de her forældre glemmer er, at jeg har deres børn med hjemme. Ofte. Så jeg ved ret meget om, hvilke devices, børnene har, og hvor brugervante de færdes på dem.
Mit punkt blev aflivet, før vi overhovedet kom i gang, og klasselæreren, der kom mig til undsætning ved at love, at hun ville vende det med SPS, har på bagkant meldt ud, at de ikke ser nogen grund til at tage det her emne op før om halvandet år.
Hvilket giver mig lyst til at skrige.
For det handler ikke om børnene og deres adfærd på nettet, men om forældrenes manglende forståelse for, hvad nettet er for et sted.
Men vi er endt et sted, hvor børns adfærd og valg for mange føles en direkte afspejling af vores evner som forældre, og derfor er der MANGE, der stikker hovedet i busken, så længe børnene er små, og dermed ikke kalder bluffet i andres påsyn. Og derfor er det HELT gratis at hævde, at det slet ikke er et problem hjemme ved OS, og hvis VI ikke har et problem, har vi ikke ansvar for at tage del i at løse det.
Alle er forhåbentligt enige om, at det ikke giver mening først at begynde at opdrage sine børn, når de er teenagere, men af en eller anden grund undervurderer flertallet betydningen af virtuel opdragelse. Det giver mig lyst til at hamre hovedet hårdt ind i væggen, når konflikter, der udspringer af, at børnene har roamet frit rundt i cyber, uden opsyn og vejledning, pludselig kravler ind i det fysiske rum, og alle er helt uforstående over, hvordan dét dog er sket.
‘Børnene er konger’ sætter tingene på spidsen, men kogt ind til benet er den en karikatur af en generation, der betaler for opmærksomhed med en valuta, de og vi faktisk ikke burde have lov til at råde over. Emnet er indlysende relevant for mig, både pga. bloggen, og fordi jeg har børn, der følger kanaler som den, der beskrives i bogen.
Jeg ved ikke, om jeg med bloggen her er med til at fratage mine børn noget, som jeg ikke er mit. Jeg gør mig utroligt mange overvejelser om, hvad jeg deler, når det kommer til børnene, men jeg kan ikke med hånden på hjertet sige, at jeg er sikker på, at jeg aldrig har skrevet noget, de ikke om føje år bliver træt af, at jeg har delt med fremmede.
Jeg forsøger altid at tage udgangspunkt i mig selv, når jeg fortæller om vores liv – men jeg er jo bragende inhabil ift. at vurdere, om jeg deler mere, end jeg har ret til.
Men jeg synes, at det er et gigantisk problem, at vi bliver overladt til os selv i det her, og jeg kunne hele vejen igennem bogen mærke den samme frustration, som jeg føler, når jeg ude i virkeligheden forsøger at tage emner op, som jeg lader til at være den eneste, der går op i.
Ingen reagerede, da min yndlingsaversion Aula, ændrede samtykkeindtillingerne, og gjorde det muligt for skolerne at lægge billeder op af elever på Facebook uden forældres samtykke.
Ingen.
Ingen reagerede, da børnene fik en flyer med hjem i skoletasken for et arrangement, der på papiret lød som noget, det offentlige havde sat i værk, og hvor formålet var at gøre børnene trafiksikre – men hvor afsenderen viste sig at være en straight up virksomhed, der havde købt og betalt nogle populære YouTubere for at komme og lave et show, og det ENESTE formål med arrangementet var kommercielt. Det var først, da jeg havde skabt mig længe nok i et par lokale facebookgrupper til, at den lokale presse begyndte at interessere sig for det, at det blev udsendt en fesen dementi – som var dumt og dovent og uden at blinke med øjnene smed skolesekretærerne under bussen.
Men ingen børn havde interesseret sig for det arrangement, hvis det ikke havde været hostet af en storebror fra mange børns yndlings-YouTube familie. Og meget få voksne lader til at kunne se problemet – hvilket jeg sådan set godt forstår, når tvunget samtykke og inderlig ligegyldighed over GDPR gennemsyrer det system, vi alle sammen får stoppet ned i halsen af den instans, der for mange af os er indbegrebet af det offentlige, og som er altafgørende for vores børns dannelse, nemlig den danske folkeskole.
Lovgivningen ift. hvordan børn sikres, når de optræder på deres forældres sociale medier, er forskellig fra land til land, men jeg har til gode at se én, der tager børnenes vilkår alvorligt. For selv i de mest progressive lande, hvor børn “beskyttes” ved, at de sikres en procentdel af den indtægt, deres forældre har på dem, er der ingen kompensation for, at forældrene har solgt deres privatliv til fremmede mennesker med intentioner, ingen kender til. De får aldrig lov at træde ubeskrevne ind på nye arenaer, og da de har ikke rettighederne til de videoer, som deres (myndige) forældre har lagt op, kan de ikke engang selv fjerne dem, hvis de oplever, at de mange frit tilgængelige informationer og billeder bliver brugt imod dem.
Det er et råddent svært emne, og jeg har ikke et bud på en løsning. Internettet er kommet for at blive, og det er nok et givet faktum, at vi hele tiden tvinges til at forsøge at navigere i et landskab, vi ikke til fulde forstår. Samfundet bliver mere og mere digitalt, og det er ikke en løsning bare at melde sig ud.
Problemet forsvinder ikke, fordi vi lader som om, det ikke er et problem for *os*, eller fordi vi kigger væk. Vi er NØDT til at begynde at tale om det, hvis vi nogensinde skal finde ud af, hvor fælderne er, hvad det koster på den lange bane, og hvem der har ret til at definere dig og fortælle din historie.
Det hele starter med, at vi åbner øjnene og forholder os til emnet. Og debatten behøver ikke udspringe af tørre DR1-udsendelser og rasende opslag fra Børns Vilkår. ‘Børnene er konger’ er et fremragende sted at starte, ligesom podcasten Broken Harts også giver vigtigt stof til eftertanke.
Gode bud på bøger, artikler og podcasts om emnet er velkomne, men jeg vil gerne opfordre til, at vi i kommentarfeltet afstår fra at gå i fælden med at forsøge at overgå hinanden i, hvor restriktive regler for skærm, vi hver især har hjemme os *os*.
Man kan ikke melde sig ud af den her problemstilling, for there is no I in team, og lige præcis i cyber udgør vi alle sammen både problemet og løsningen.
Lad os hjælpe hinanden med at gøre debatten nuanceret og sørge for, at den har rod i den faktiske virkelighed.


M2023, uge 39
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg foræret Fridas gummistøvler væk efter et hæderligt forsøg på at sælge dem. Det er et par Viking Gummistøvler, som jeg har smidt 500 kroner efter, og som barnet har haft på 3 (tre) (TRE!) gange. Og altså. Det er jo ikke fordi, vi skal lege ‘hvad sagde jeg’, men HVAD SAGDE JEG?! For da hun tog dem på første gang, syntes jeg, at de så ud til at sidde træls. Men nej, de gør ej, mor, stop det, og du kan ikke mærke mine fødder.
Og det er selvfølgelig rigtigt.
Men efter 3 par gennemblødte sko og en samtale, der måske en lille smule havde karakter af afhøring, viste det sig, at jeg måske godt kunne mærke de fødder lidt alligevel. For de var… *tadaaa* for små. Og derfor fik de lov at blive stående på rummet, når man skulle ud og lege i regnvejr.
Jeg smed dem til salg med kopi af bon’en, men ingen bed på, og efter 3 uger er jeg blevet træt af at se på dem. Jeg lavede en hurtig rundspørge og fandt et barn, der stod til at vokse ind i størrelsen, og hun har nu fået dem, så de forhåbentlig kan få lov at leve det vilde liv i mudder og vandpytter.
2.
Er min nye kogebog ‘Den Dovne Vegetar’ kommet til mig, og den er gennemskøn.
Det fik mig til at tænke på, at de fleste, jeg kender, over de sidste par år har skruet lidt ned for kødindtaget, og selvom vi har talt om det i de her indlæg før, så fik jeg bare lyst til at plugge et par grønne kogebøger.
For efter et års tid eller to hvor man langsomt sluser retter ud, og skruer på dem, man har på sit faste repertoire, så begynder man måske at savne lidt inspiration til nye, man kan tilføje.
De 3 kogebøger, jeg nævner her (som ikke er spons) udmærker sig ved at have simple opskrifter, og indeholde ingredienser, man kan få både i både Hellerup og Hvide Sande – og der er også tips og ideer til erstatninger af råvarer, og hvordan rester kan bruges.
Og så vil jeg bare gerne hype de damer, der står bag dem, som kvit og frit deler ud af deres opskrifter, viden og æstetiske begavelser på Instagram.
Vegetarisk i aften – Camilla Skov (@vegetariskhverdag)
Den dovne Vegetar – Camilla Skov
Solo – Ditte Ingemann (@ditsen)

Inspiration til andre profiler og kogebøger er mere end velkomne; bare smid dem i kommentarfeltet. Og vi bruger ikke skam her i butikken, så man må GERNE pege på sig selv.
3.
Har jeg planlagt at få lagt så meget af weekendens el-forbrugende aktiviteter i dag, lørdag, som er sidste dag med sommertarif. Fra i morgen er der mange penge at spare ved at tænke over, hvornår man bruger strøm, og da det måske er lidt langt væk for nogen, tager vi den lige kort igen.
Prisen på strøm består af flere dele, men de to, du skal holde øje med, er den rene elpris og nettariffen.
Nettariffen er delt op i 3: Lavbelastning, højbelastning og spidsbelastning. (På skemaet herunder ser det ud som om, den er delt i 4; det er bare fordi, de har lavet en opdeling, der følger uret. Dagtakst og sen aftenstakst er den samme).

Den rene elpris afhænger af, hvad selskaberne betaler for strømmen på elbørsen, og her vil prisen være meget afhængig af vejret, fordi solcellefarme og vindmøller producerer mere strøm, når det blæser meget eller solen skinner.

Det, vi gerne vil, er at ramme de tidspunkter, hvor både den rene elpris og tariffen er lav, og undgå de tidspunkter, hvor begge er høje.
Hvis vi leger, at mit screenshot af de rene elpriser fra i dag (billede #2) er prisen for i morgen, betyder det, at det er virkelig dumt at sætte en kogevask over kl 19, for her er både elpris og nettarif 3 gange så høje, som de er f.eks. kl. 15.
Jeg har haft snuden i det her emne så længe, at jeg har svært ved at vurdere, hvad man ikke ved/forstår, når man er ny i el, så spørg endelig, hvis noget er uklart. Så skal jeg forsøge at svære efter bedste evne.

I øvrigt:
*Ved vi nu med sikkerhed, at jeg i en nordisk krimi ville være den betjent, der langsomt blev sindssyg af midnatssolen, hvis jeg skulle opklare et mord på Nordpolen: Mit system jammer fuldstændig over, at kalenderen siger næsten-oktober og termometeret siger 21 grader.
*Er det nu et år siden, jeg var på stille/skrive-retreat ved vestkysten, og jeg vil snart et eller andet i samme stil igen. Hvis man hører om noget godt, så skyd endelig et link i min retning.
*Holdt jeg i dag for rødt ved siden af en bil, der pralede med at være en ‘mild hybrid’. Jeg ved ikke hvorfor, men ordene ‘mild’ og ‘blid’ giver mig myrekryb. (De kaldte, Dr. Freud?)
*Er der ikke meget, jeg bliver så glad af, som kindness of strangers i trafikken. Folk, der holder tilbage, så bilister fra sideveje kan komme ud, ‘kom bare’-blink med lygterne ved chikaner og mennesker, der giver plads til indflettere giver mig troen på menneskeheden tilbage.
*Har jeg haft en ualmindelig rasende meningsudveksling med en mand, jeg er i berøring med i fagligt regi – temmelig offentligt. Og jeg må bare sige, at jeg aldrig har rødere strømper på, end når mænd, der løber tør for argumenter, forsøger at vinde et skænderi med ‘hvorfor er du så hysterisk?’ Jeg tror du stavede ‘hvorfor er dine argumenter bedre end mine?’ forkert, din GIGANTISKE, arrogante spade.
*Er Dumbledore død og det er fandme bare ikke i orden.
*Kan jeg ikke beslutte mig for, om det amerikanske militær virkelig har forlist det fly, eller om det bare er et reklamefremstød i kategorien ‘Vores nye fly er SÅ stealth, at de bliver væk for os selv!?´
*Talte jeg forleden med en mor til et barn, der har det virkelig, virkelig svært. Forældrene er blevet ringet hjem til nogle ret ekstreme ting, og barnets adfærd følger nærmest en tjekliste over de mest almindelige ADHD-symptomer. Forældrene har bedt om møde med skolen – som ‘slet ikke synes, der er noget?’ Altså, den samme skole og de samme lærere, som har ringet forældrene hjem med højere frekvens end resten af klasseforældrene tilsammen. Jeg har bagefter tænkt virkelig meget over, at det faktisk er lige præcis dén gaslighting, der for mig at se er allerværst. Tænk, hvis skolen i stedet bare sagde det, som det var: “Vi kan også godt se, at der er noget. Men det er september, og den kommunale kasse er tom. Vi kan godt skrive Preben på venteliste, men der står så mange børn før ham, at det ikke er realistisk, at I kommer til, før han er færdig i 9. klasse” Så kunne forældrene aktivt gå i gang med at finde ud af, hvordan de kunne hjælpe deres barn selv, i stedet for at gå hjem og tænke, at det nok bare er dem, der tager fejl.
*Ved jeg ikke, om I kan huske, at vi for nogle måneder siden talte om Aula og GDPR? Jeg er stadig helt på røven over, at alle tilsyneladende er ligeglade. Nu kan jeg så se, at Rigsarkivet har besluttet at gemme al kommunikation mellem lærere og forældre, og min vantro har nået nye højder. Jeg KAN ikke forstå, at vi som forældre er tvunget til at være på platformen og oplyse/give adgang til masser af personfølsomme oplysninger, og det til trods ikke kan få oplyst, hvordan data opbevares, hvor længe de gemmes, og hvem de udveksles med. Min hjerne er (stadig) ved at selvantænde over, at forældre eksempelvis kan sanktioneres økonomisk, hvis deres børn har for højt, ulovligt fravær – for det kan kun ske ved at data udveksles mellem kommune og stat. Da jeg skrev til Datatilsynet, var svaret, at jeg skulle ‘henvende mig til egen skole’. Somme tider føles det som om, Kafka burde kategoriseres som faglitteratur.
*Fik den her mig til at trække på smilebåndet, og det er selvfølgelig ikke fordi jeg kan genkende det fra mig *selv*. Men jeg KENDER nogen, der har det sådan…

M2023, uge 38
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg endelig fundet en lavpraktisk løsning på svømning/håndklæder og tøjvask. For igen: Om en uge er vi tilbage på vintertarif, hvilket betyder, at vi igen skal til at tænke over vores el-forbrug.
Børnene går til svømning om tirsdagen, og da jeg typisk gør rent fredag eller lørdag, har jeg indtil videre typisk vasket deres badehåndklæder, når de har været til svømning, fordi omklædningsrum + børn er 22 millimeter fra at kræve en stivkrampevaccine.
Men da vi kører badelagner, og gymnastik i skolen allerede onsdag, begynder det, nu, hvor luften er så fugtig, at man ikke kan nå at tørre håndklæder på en nat, enten at kræve 2 badelagner i spil eller en tørretumbler.
Da jeg lige zoomede ind, nåede jeg frem til, at det primære problem jo egentlig er, at børnene bruger håndklædet til at stå på, når de har tørret sig. (Er det bare mine?) Hvis de kunne lade være med det, ville det ikke være nødvendigt at vaske håndklædet bagefter.
Derfor fandt jeg to gamle mini-håndklæder (dem, der er på størrelse med viskestykker) frem, og gav ungerne strenge instrukser om at bruge dem til at stå på. Og det fungerer perfekt. For når de kun bruges til at stå på, kan de sagtens bare smides med i den 40 graders vask, jeg kører, når vi kommer hjem, og badetøjet alligevel skal vaskes, mens badelagnerne bare skal hænges til tørre på badeværelset, og sagtens kan nå at være klar til onsdagstasken.
2.
Er høstfesten overstået, og jeg synes faktisk, at der begynder at være mere fokus på at begrænse madspild hos alle, hvilket glæder mig inderligt.
Vi medbragte, efter Fridas ønske, småkager, formet som blade, med efterårsfarvet glasur.
Og kunne jeg selv lave småkagedej? Ja. Det kunne jeg godt. Men jeg har fundet ud af, at man får et andet forhold til sin tid, når man lever af at sælge den timevis, for hvor jeg for 5 år siden var tvunget til at finde tiden til at lave alting fra bunden, fordi det var billigst, så kan jeg nu tillade mig at holde timeforbruget op imod, hvad det koster at købe en rulle dej på frost, som bare skal hives ud ad fryseren og stikkes ud.
Jeg kan godt forstå, at det kan virke helt skørt, at man ikke kan nå at smide en småkagedej sammen. Det kan jeg virkelig godt. Men der er kun mig, og der er simpelthen så meget, der skal sørges for hen over efteråret på skolefronten. Selvom jeg torsdag (dagen inden høstfesten) havde en helt almindelig arbejdsdag, var jeg alligevel i gang, fra jeg kom hjem kl 14.30, til jeg kravlede under dynen kl 22.30 – og det kunne jeg kun fordi, jeg havde købt dejen færdig.
Og det fik mig bare til at tænke på, at det somme tider godt kan betale sig at regne lidt på, hvad man, i overført betydning, betaler for sin egen tid. For at finde en opskrift, købe ind, lave dejen og vaske op bagefter ville kræve i hvert fald et par timer. Den frosne rulle dej kostede 25 kroner. Og kunne jeg have rørt en dej sammen til mindre end det? Helt sikkert. Men at tage tidsforbruget med i ligningen, fordi tiden her er den knappe faktor, har for mig gjort det meget, meget nemmere at acceptere, at en færdigkøbt løsning faktisk godt kan være den bedste, selvom jeg på papiret kunne have gjort det billigere selv.
3.
Har jeg besluttet, at efterårets mål på madfronten at få udryddet noget af alt det, jeg det sidste års tid har fået købt ind til, når jeg pludselig har hyperfixeret på en bestemt ret eller retning – for så, 14 dage senere, at være *HELT* ovre det.
Jeg nævner i flæng: Koreanske wokretter, havregrød, det rustikke, italienske køkken, asiatiske kødboller og. så. videre.
Jeg har efterhånden lært min egen ADHD så godt at kende, at jeg godt kan se, når det er dét, der sker – men det ændrer ikke på, at det eneste i hele verden, jeg har lyst til at spise, når jeg lige rammer en fiks idé, er lige præcis dét.
Det giver over tid ret meget skabsindhold, som jeg bare flytter rundt på, fordi jeg sjældent kan overskue at spise det igen, når jeg har levet af det i ugevis. Men det irriterer mig, og efter at have prøvet at dæmme op for impulsen og måtte konstatere, at det er sværere, end jeg lige troede, selvom jeg ved, hvad den udspringer af, så prøver jeg nu at få spist det, der er endt i skabene ved at flette det ind hist og pist. For jeg kan godt overskue en koreansk wok en helt almindelig onsdag, hvor jeg ikke har andre ideer, og jeg alligevel har en bøtte med færdigsnittet kål og gulerod til at stå i køleskabet. Så vinder komfort over hedonisme, og på den måde får jeg stille og roligt brugt noget af det, jeg for et par år siden ville være endt med at smide ud, når det var blevet for gammelt.
Babysteps, ikke? Men det hele tæller. Også hjemme ved dig.

M2023, uge 37 (og kommunal glamour i indbakken)
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Flyttet min Watts-app om på forsiden af min telefon, og har fået alle de respektive stik sat tilbage i den lange stikdåse, som med mit wifi-stik er sat til at lade om natten.
El-mæssigt kører vi på sommertarif et par uger endnu, men om 20 sekunder kommer det økonomisk til at have rigtig meget at sige, hvornår du bruger strøm.
Derfor er det fint allerede nu at gøre det nemt for sig selv at holde øje med elprisen, og begynde at vænne sig til at lade devices, vaske sengetøj og pyrolyse ovnen i lavtarif-perioderne og når strømmen er billig.
2.
Har jeg dedikeret en hylde i køleskabet til åbne ting, der skal spises og Ting & Sager, der nærmer sig sidste anvendelsesdato.
Jeg kører stadig mentalt på en helt skæv sommervibe, som betyder, at jeg endnu ikke har fået de faste rutiner under huden med madplaner, madpakker osv. og det er de sidste uger sket flere gange, end jeg gider tænke, at jeg åbner noget – og glemmer alt om det.
Nu stiller jeg det, vi skal have brugt, og det, jeg har kastet mig over, lige præcis i øjenhøjde, så det er det første, jeg ser, når jeg åbner køleskabet, for jeg må bare erkende, at visuel påmindelse for mig gør en forskel.
3.
Har jeg købt høstfest-outfit til Frida ud fra devisen om, at det skal være noget, der skal kunne bruges bagefter også.
Jeg har det sgu moderat anstrengt over den høstfest. Det er hele indskolingen, der hvert år har en temadag i september, som er kulminationen på et projekt, hvor de arbejder tværfagligt og på tværs af årgange. De lærer om årstider og mad i sæson, de øver gamle sange og danse, og til selve høstfesten er vi forældre inviterede. Alle børn medbringer noget spiseligt, og madspildet er hvert år ved at tage livet af mig.
De sidste par år har jeg insisteret på, at det meldes ud, at man skal styre sig. For problemet er, at nye forældre jo ikke har en chance for at vurdere, hvor meget de skal sende med børnene – og på de her kanter kører vi med ‘hellere for meget end for lidt!’ Så der hældes fuldstændig vanvittige mængder af mad i skraldespanden – og samtidig skal man anskaffe ‘høst-tøj’, hvilket jeg sgu også synes er lidt noget svineri. For hvor meget høsttøj har du i skabet? Og tror du, at dit barn synes, at det er nok med der forklæde, du forsøger at slippe med?
Man kan sagtens finde noget, der kan bruges bagefter – hvis man vel at mærke er typen, der tænker over det. Det er der virkelig mange, der ikke er, hvilket betyder, at 100+ elevers forældre køber tøj, der bliver brugt én gang, og min indre aktivist er ved at gå til.
Men jeg har over tid måtte erkende, at man ikke kan redde hele verden samtidigt, og derfor bider jeg tænderne sammen og lever med, at jeg lige her må slå mig til tåls med selv at tænke over, at vi begrænser mængden af mad, og tænker over at købe tøj, der kan bruges på bagkant.
Revolutionen tager somme tider længere tid, end man kunne ønske.
4.
Har jeg fået svar fra kommunen. Og helt ærligt? Jeg kan SAGTENS forstå, hvis man bare virkelig, virkelig ikke orker at skulle forholde sig til det. Der er NUL hard feelings, hvis man her letter på hatten, ønsker god weekend og sluser sig selv ud i det pulserende liv.
Men for de af jer, der efterhånden er investerede i sagen, vil jeg gerne følge den til dørs, så jeg smider kommunens svar, der kom fredag, sammen med en kommentar under billedet. Så vælger man selv, om man vil læse det, og jeg lover, amag’r halshug, at vi er lige gode venner uanset.

Inden jeg poster svaret, vil jeg lige kommentere på hovedessensen i Esbjerg Kommunes tilbagemelding, som – sat på spidsen – er, at jeg selv har valgt at få børn alene, og så må man forvente at have udgifter til barnepige, hvis man gerne vil have alenetid.
Det er ikke på nogen måde en urimelig indvending. Det er det, der i årevis har afholdt mig fra at søge om ekstern hjælp.
Men.
Det er til at SKRIGE over, at jeg, NETOP derfor, har brugt flere af de 2 x 8 siders børnebeskrivelser samt en STOR del af det ‘interview’ man får ‘tilbudt’, når man henvender sig til systemet på at forklare, hvorfor den løsning ikke har virket for os.
For SELVFØLGELIG har jeg prøvet selv først. I alle tænkelige konstellationer. Og vi har været glade for langt, langt de fleste af dem, vi har været heldige at have. Men ingen kan leve af 2-3 timers arbejde om ugen, og derfor taber vi ofte til faste jobs og uddannelser. Samtidig ændrer livet sig med rekordfart, når man er i starten af 20’erne, og ingen fravælger at rejse til Borneo og passe orangutanger eller at flytte sammen med kæresten og starte på en ny uddannelse i Odense, fordi man har en barnepigetjans. Jeg ville græde, hvis de gjorde.
Jeg har – selvfølgelig også – forsøgt at bruge det eksisterende netværk, men det fungerer ikke. For selvom jeg betaler mennesker, jeg kender privat, så kan jeg jo ikke insistere på, at de SKAL passe mine børn, hvis de bliver indkaldt til personalemøde eller lignende, og dermed bliver ordningen ubrugelig. For jeg kan jo ikke tage opgaver eller planlægge møder med psykiatrien og speciallærerteamet, hvis jeg ikke ved, om jeg har pasning på dagen.
Så vi har holdt for med mine forældre, legeaftaler, FaceTime og lodder og trisser og løsninger, ingen rigtigt synes er fede. Der findes ikke meget, jeg ikke ville gøre for at slippe for at være i kontakt med systemet, og af samme grund har jeg også selv betalt og stået for Fridas udredning, melatonin, tyngdedyner, høreværn osv. osv., og jeg kører selv Anton i skole hver eneste morgen, og henter ham selv 2-3 gange om ugen.
Men de fleste søskende på 8 og 12 år kan godt være alene hjemme nogle timer om eftermiddagen. Det kan mine ikke. Det er problematisk, når alt fra specialtandlæge over børnepsykiatri til PPR kun har åbnet til kl 15. Dermed kommer jeg, udelukkende på børnenes behov, til at have brug for mere pasning end forældre til NT-børn.
Anton fylder 13 til november. Det betyder, at barnepiger på 18 år ikke rigtigt giver mening. Sittere på 25+ koster en del mere end helt unge barnepiger.
(I den forbindelse spurgte jeg i øvrigt allerede inden første møde, om jeg måtte købe den barnepige, vi eventuelt fik bevilget, ind flere timer og så bare selv betale for de ekstra timer. Bare for at sige, at jeg hele vejen har været helt indstillet på selv at have udgifter til pasning).
Og selvom det hedder ‘aflastning’, så handler det her jo ikke om, at jeg gerne vil sidde på caféer og drikke latte eller knalde tvivlsomme typer fra Tinder på hotelværelser rundt omkring. Det handler om, at der følger helt vanvittige mængder af ekstra møder og opgaver med, når man har børn som mine.
Samtidig må man ikke bruge aflastningsordningen, når man er på job; det SKAL være til ‘aflastning’ af mig. Det betyder, at vi bruger mine forældre til at passe, når jeg skal arbejde, så jeg kan opretholde en indtægt og forsørge os.
Dette blot for at sige, at jeg udelukkende har søgt de her timer for at have 2 faste timer om ugen, hvor jeg kan lægge møder, telefonopkald, lægetider osv – altså, ekstraarbejde, som mine børns diagnoser udløser.
Jeg har spurgt på, om jeg må bruge de mennesker, børnene i forvejen kender (f.eks. pædagogmedhjælpere osv.) som aflastere, fordi det så kunne fungere med færre timer end de 8 pr. måned, jeg har søgt om.
(For der er jo helt indlysende noget med rutiner og genkendelse, når vi taler om ND-børn, hvilket er noget af det, der har ramt os i røven, når vi har kørt private barnepiger. For når det er 3 uger siden, barnepigen sidst har været her, er der så meget arbejde i at forberede børnene og samle op på bagkant, at det ikke på nogen måder er aflastning, at jeg har 2 timer ude i verden; det er bare overtræk på en konto, der kun er mig til at betale ind på).
Men de kan ikke ansættes her, fordi de så har Esbjerg Kommune som arbejdsgiver to steder, og dermed kan man risikere, at de oparbejder overtid, som der så skal findes tid til, at de afspadserer.
Så. Ja. It’s complicated, som de siger over there.
Og hvis de havde skudt min ansøgning ned, fordi de ikke mente, at overstående argumenter gør vores situation anderledes, end den er i familier med NT-børn, så ville det egentlig have været fair. Men jeg får lyst til at hamre stegegafler i begge øjne, når min klage bliver afvist på baggrund af forhold, som jeg har brugt virkelig, VIRKELIG langt tid på at begrunde, hvorfor er anderledes for os. Den her afvisning kunne være skrevet af et menneske, man havde hevet ind fra gaden, og det giver ingen mening overhovedet, at jeg har brugt små 10 timer på at forklare, hvorfor de indlysende løsninger ikke er en mulighed for os, når dét her er svaret.
Enjoy:

