M2023, uge 12

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Skruet ned for varmen.

Den her går ud til dem, der – ligesom mig – glemmer, at der ikke kommer en voksen og sørger for, at termostat og gulvvarme flugter med kalenderen. Og den her årstid er svær, for ligesom med overtøj er det som om, at det hele tiden, alle steder, er enten for koldt eller for varmt. 

Men når det nu alligevel er umuligt at ramme et niveau, hvor det er behageligt hele tiden, så kan man ligeså godt vælge den model, hvor ubehaget i det mindste er billigst, og så cardiganne sig ud af problemet.

Så. Lad dette være dit tegn fra universet til at forholde dig til det, hvis det er dig, der er varmemester, der hvor du bor. 

2.

Lavet min første anmeldelse til både e-mærket. 

Jeg købte for et par måneder siden 3 nye opladere på en side, som ser helt legit ud. Ingen sære priser, ingen dårlige googleoversættelser og ingen farver, der var for rasende til at være skandinaviske. 

Opladerne kom, jeg satte dem til – og de larmer. Det skal opladere jo, helt indlysende, ikke, og jeg har derfor kontaktet firmaet flere gange, både via kontaktformular, mails, og på Facebook. De svarer ikke, og efter en måneds radiotavshed, må jeg formode, at jeg er blevet snydt, og at opladerne formentlig er nogle billige kopier, der er købt på Wish.

Én ting er pengene. Det er trælse 800 kr. at have brugt, men det er faktisk næsten det mindste af det.

For opladere er skidefarlige, hvis ikke de lever op til de relativt strenge sikkerhedskrav, vi har i Danmark, fordi de ofte er i brug mange timer, hvor de ikke er under opsyn. Jeg kan høre, at de her hyler, når de er sat til, men det ville mine forældre ikke kunne. Ej heller de mennesker, jeg lever af at tolke for. Og går der ild i en oplader, kan det jo ret hurtigt blive et ret stort problem for mange, både hvis man ligger og sover, eller hvis opladeren sidder i en virksomhed, hvor folk er gået hjem, eller i stuen hos fru Jensen, som bor på 5. sal i en etageejendom.

Jeg har forfærdelig respekt for strøm og ild. Derfor vælger jeg at bryde min sædvanlige regel om ikke at nævne navne, når jeg har haft trælse oplevelser med bestemte forhandlere, men inden jeg skriver det, skal jeg have jer til at love, at I ikke stormer derover, så den øgede søgning flytter siden op på google, og vi dermed uforvarende får ledt flere derind.

Deal?

Det er dem, der hedder Magnetcovers.  

3.

Overvejet, om det sidste punkt her skulle med eller ej. For mig hænger det klart sammen med det helt overordnede tema i de her indlæg, men jeg ved ikke, om det også er jeres oplevelse og derfor besluttede jeg, at jeg denne gang vil bruge de nødvendige linjer på at prøve at forklare, hvorfor mental decluttering for mig hænger sammen med økonomiske besparelser og madspild.

Da jeg for snart 5 år siden begyndte at skrive de her indlæg, handlede det i første omgang om at få pengene til at strække længst muligt. Ret hurtigt bevægede det sig over i noget med at bruge, hvad man har, skille sig af med det, man ikke længere har glæde af, og derfra begyndte vi at snakke om klima, CO2 og klodens ressourcer. 

Efter nogle måneder blev det ret tydeligt for mig, at man ikke kan skille sine materielle omgivelser og sit forbrug fra sin måde at tænke og være i verden på. Hvis man gerne vil bruge færre penge, bliver man nødt til at tænke over og mærke efter, hvor de penge, man bruger, gør den største forskel. Tømmer man skabe og skuffer for at rydde op og skabe plads, opdager man, hvor mange følelser, der kan være knyttet til børnetegninger og kjolen, man havde på til en særlig begivenhed, og forholder man sig til klima og miljø, gør man det ud fra en holdning til, at der gerne må være en jord at leve på for vores børn og deres børn. Kort sagt tager det 10 minutter at finde ud af, at tanker og følelser hænger uløseligt sammen med vores forbrug og fysiske omgivelser, og at dét at leve bevidst enten kan være slået til eller fra. Du kan ikke være lige opmærksom på alting hele tiden, men enten forholder du dig, helt overordnet, til, hvordan du bruger ressourcer, eller også gør du ikke.

Det er det, der er baggrunden for, at jeg somme tider har punkter på listen, som ikke giver økonomiske besparelser eller nye måder at bruge quinoa på, men som for mig stadig er en del af den minimalistiske tankegang.

Sådan et punkt er det her.

For det handler om, at jeg siden efteråret har forsøgt at handle på min instinktive reaktion, når jeg/vi bliver inviteret til noget. 

Jeg er ikke rendyrket tilhænger af, at man kun skal gøre det, man gider. Jeg synes efterhånden, at jeg er ved at have lært, at livet meget ofte handler om at finde balancen mellem at være noget for andre, og at være noget for sig selv. Eksempelvis er de færreste gæster ved at besvime af begejstring over udsigten til en barnedåb, men for de nye forældre er det en stor og vigtig dag, og en fest uden gæster giver ikke mening. Jeg synes, at der er nogle ting, man stiller op til, no questions asked, og at man har ret til at forvente det samme af dem, man har i nærmeste cirkel.

Men de fleste af os bliver inviteret til en lang række af begivenheder, hvor det ikke er en enkeltperson, der inviterer, eller hvor den primære årsag til at sige ja er, at det gør de andre. De invitationer har jeg forholdt mig meget konkret til det sidste halve år. 

For herhjemme kommer det altid med en regning på bagkant, når jeg er ude. Selvom mine børn sover hos mine forældre, er det stadig et brud på rutinen, og derfor er de trætte og har mindre overskud, når jeg henter dem dagen efter. Mine forældre er ikke helt nye mere, og da de er de eneste, der kan passe børnene lige nu, er jeg også nødt til at tænke over, hvornår og hvor meget, jeg bruger dem. Endelig har min egen udredning og turen hen imod den også pludselig gjort det klart for mig, hvorfor jeg bruger så usandsynligt mange kræfter på planlægge og være i den slags settings, og det æder af mit overskud – også når det er noget, jeg gerne vil.

Hvis du ikke bøvler med ADHD, så prøv eventuelt at sætte dig ud i en andens bil, kør rundt i 6 timer med radion skruet helt op på en station, du ikke selv har valgt og AC’en kørende på max, i en by, du ikke kender, og parallelparker hver gang, nogen i radion synger ‘love’. Nogenlunde sådan føles det inde i hovedet.

Læg dertil, at jeg på bagkant af dét, skal hjem og være mor for to børn, der *også* har været på overarbejde, og som derfor har brug for mere, end de plejer. 

Nogle gange er det regningen værd. Nogle gange vil jeg have, at det er regningen værd. Og nogle gange er der noget, der gør, at jeg ved, jeg ikke kan betale den, uanset hvor gerne jeg ville.

Det vilkår er jeg begyndt at forholde mig mere bevidst til, hvilket har gjort det nemmere for mig at bide mærke i, hvordan jeg har det, når jeg åbner en indbydelse eller invitation. For hvis jeg med det samme kan mærke, at det her er et nej, uanset om det er fordi, jeg har rigeligt at se til, eller om det er fordi, det ikke er regningen værd, så øver jeg mig i at melde fra med det samme. Min default har i mange år været Den Lunkne: “Ej, det lyder VILDT hyggeligt – jeg skal lige finde ud af noget med en barnepige” – og så slæber jeg på fødderne helt frem til arrangementet. 

Jeg gør det, fordi jeg ikke vil skuffe folk. Eller være hende, den sære/kedelige. Nogle gange gør jeg det også, fordi jeg ikke kan mærke, om jeg gerne vil eller ej.

Men det er så åndssvagt. For dels er der meget sjældent nogen, der ligger vågne om natten og tænker: “BARE dog Linda kommer!” Og dels er det ret røvhulsagtigt at trække den, for det kan komme til at betyde, at man holder liv i et arrangement, som ender med at smuldre i 11. time, fordi for mange melder fra i sidste øjeblik. 

Og endelig – og nu når vi så langt om længe til, hvorfor punktet her er på listen – så suger det energi hver ENESTE gang, der kommer info eller remindere. For hver gang skal jeg træffe beslutnigen forfra, og hver gang får jeg dårlig samvittighed, hvis jeg inderst inde godt ved, at jeg ikke kommer til at deltage.

De sidste 6 måneder har jeg derfor meldt fra med det samme, hvis jeg kunne mærke, at det skulle jeg ikke. Og jeg har været helt ærlig. Ikke noget med barnepiger eller planeternes stilling på himlen. Bare helt straight up nej tak. Nogle afslag har jeg begrundet, andre har jeg ikke, men når jeg har, har jeg været ærlig, og sagt, at jeg har for meget lige nu, og derfor ikke har plads til mere.

Ingen er døde af skuffelse. Der har ikke være demonstrationer udenfor min dør. Jeg tror ikke engang, at nogen har grædt.

Vi er SÅ tilbøjelige til at tro, at det fylder ligeså meget for andre, som det gør for os selv, når vi melder fra, men i 80% af tilfældene har folk glemt det, 24 sekunder efter, du har skrevet. Det er i virkeligheden temmelig selvovervurderende at tro, at det udløser landesorg, at man ikke kommer til en fredagscafe eller et tapasarrangement med dem, man gik på gymnasiet med, og det har hjulpet mig at huske på, når jeg har været bange for at skuffe folk, jeg holder af.

Til gengæld har jeg hver eneste gang, der har været updates eller yderligere info på de her arrangementer udelukkende følt lettelse over at have meldt fra med det samme, og den energi, jeg i de situationer ellers har brugt på at skulle træffe beslutningen igen eller finde på dårlige, let gennemskuelige undskyldninger, har jeg kunne bruge, hvor den gør langt mere gavn. På bagkant behøver jeg heller ikke være bange for at tale over mig, når jeg snakker med nogle af dem, der deltog, for jeg skal ikke holde styr på en historie om syge barnepiger eller opfundne fødselsdage hos ikke-eksisterende onkler. 

Sig nej, hvis det ikke giver mening at deltage. Ingen har glæde af en sidedame m/k, der mentalt er et andet sted, eller som trækker på reserver, der går fra nogen, de er vigtigere for. Den besparelse, det giver på energikontoen, er konkret og vigtig, og 10 minutter efter dit afslag, er alle andre videre. Det kræver lidt øvelse, men det er indsatsen værd.

Published by

23 Replies to “M2023, uge 12

  1. Sidste del af dit indlæg har jeg brugt energi på i 14 dage kun fordi jeg ikke kunne sige nej tak. Så tak Linda for at skabe vejen. Nu vil jeg nyde min weekend 🙏♥️

  2. Jeg tror jeg læser sidste del senere. Det eneste min hjerne tænker nu er: “5 ÅR?!??
    Men hun begyndte jo på det sidste år. Hvordan kan hun mene der er gået 5 år??”

  3. Det der med invitationer og forslag til at gøre noget – min bror fortalte engang, at han altid forestillede sig, at det skulle ske i morgen. Ville han så gerne med? Den har jeg adopteret. Jeg var tilbøjelig til at sige ja til noget, bare det lå tilstrækkelig langt ude i fremtiden. Når så dagen nærmede sig begyndte jeg at tænke i undskyldninger for at sige fra…

    1. Det er et dejligt, lavpraktisk tip. Har du læst ‘Jytte fra Marketing er gået for i dag’? Den taler om den samme mekanisme; at vi f.eks. alle sammen svarer noget smalt og fransk, når vi bliver spurgt til, hvilke film, vi planlægger at se, mens vi napper Jurassic Park og Clueless, når vi sidder med fjernbetjeningen i hånden. Vi overvurderer både evner og overskud, når noget ligger langt nok ude i fremtiden, så din brors løsning burde vi alle have broderet og hængende i stuen.

  4. Hej Linda, din 3er er virkelig stof til eftertanke her, for jeg gumler på hvilke arrangementer det kunne være, man ikke har lyst til, men alligevel inviteres til?
    Du har tidligere skrevet inspirerende om at skabe nye sociale relationer, og også kende til ensomhed, eller nærmere at have et større socialt behov end man har netværk til at opfylde. Sådan er det også for mig.
    Jeg vil så gerne høre dine tanker om det ift at melde fra, som du beskriver her? Jeg er altid bange for at hvis jeg siger nej, så inviteres jeg ikke igen og/eller sidder ensom tilbage (selvom jeg måske reelt ikke har energien). Giver det mening?

    1. Jeg forstår 100%, hvad du mener. Og det er klart: Melder man fra hver gang, så kommer der jo et tidspunkt, hvor lige præcis dén invitationstype ebber ud.

      Men en del af det store problem ved at have et ønske om at styrke sit netværk, er noget, som jeg synes bliver overset, når vi taler om at forebygge ensomhed: At ønske sig flere relationer er ikke det samme som at ønske sig alle relationer.

      Jeg havde på et tidspunkt en slags optakt til venskab med nogle mennesker, jeg mødte i træningsregi. De var nogle gode damer – men de blev ved med at invitere mig med til poetry slam og vilde byture. Også efter, at jeg havde været ærlig omkring, at det for mig ikke var hverken et ønske eller en mulighed at vælte byen på ugentlig basis. Jeg inviterede til noget mad her et par gange – men hver gang endte det med, at de tog videre i byen bagefter, hvilket er helt fair. Men det betød, at vi ikke stemplede ind med samme plantegning over aftenens forløb og relationen visnede i løbet af nogle måneder. Det har jeg aldrig begrædt, for den relation var der jo ikke nogen af os, der ville nok. Havde det været tilfældet, havde vi fundet fælles fodslag. Derfor tror jeg, at man måske skal dvæle lidt ved det, hvis man kan mærke, at man har den samme nej-reaktion, hver gang bestemte mennesker inviterer. For så er det nok i virkeligheden ikke arrangementet, man ikke har lyst til.

      Her i lokalområdet er der ‘damefrokost’ en gang om året. 90% af dem jeg kender herude, melder sig troligt til, år efter år, og de elsker det. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget værre end et telt, fyldt til bristepunktet med berusede damer jeg ikke kender og ikke ved, hvor jeg har, som jeg skal samarbejde med i skole- og fritidsregi de næste mange år. Det takker jeg nej til.

      
Så er der reunions med mennesker, man tidligere har læst eller trænet med. Det her er en af dem, hvor jeg deltager, når jeg har overskud, men springer over, når jeg ikke har. Her har vi så meget historie, at jeg ikke skal bruge kræfter på at afkode nye mennesker, og arrangementerne ligger med års intervaller, og ingen kan huske, hvem der deltog sidst. Derfor er jeg ikke så bange for at melde fra, for jeg ved, at jeg bliver inviteret næste gang, uanset hvad.

      De sværeste arrangementer for mig at tage stilling til, er dem, hvor jeg forvalter børnenes sociale kapital. Hvor vi bliver inviteret til fastelavnsfest i hallen eller påskefrokost med hele indskolingen, og jeg kan mærke med hver en fiber i min krop, at jeg hellere ville være alle andre steder. Men de arrangementer er vigtige for børnene, og derfor tager vi med. Når vi er der, er jeg god til at få det bedste ud af det, og folk er, helt overordnet, søde og rare. Det kan jeg godt, og det er vigtigt, synes jeg.

      Så jeg forstår, hvad du mener. Men jeg er nok for mit eget vedkommende nået frem til, at de relationer, der er potentiale i; dem finder jeg en måde at dyrke på. Somme tider handler det om at afslå et tilbud, men at gøre det med en mod-tilbud. F.eks. at skrive, at der lige nu er for meget på tallerknen til en fest med overnatning i en anden by, men ‘skal vi ikke spise frokost på fredag?’ Altså, at man ikke lukker ned for relationen, men selv prøver at hjælpe til med at forme den, så den får et format, man kan være i, og hvor man hygger sig, i stedet for kun at eksistere indenfor nogle rammer, man har det svært i.

      Giver det mening?

  5. Ift punkt tre, så er jeg helt enig i, at ingen ønsker sig en gæst der ikke har overskud/lyst til at være der. Og der ligger nok for mange el-behov for en intern erkendelse af hvor meget overskud man rent faktisk har, ligesom din diagnose har givet dig et nyt blik for det.

    Når det så er sagt, så bliver jeg faktisk lidt ramt og trist af det her. For jeg oplevet at siden corona er det som om folk har lukket sig om sig selv, og at invitationer virker forstyrrende eller ligegyldige. Jeg har altid taget meget initiativ til sociale ting, men har bremset lidt op, fordi det gør mig ked af det, at der ikke kommer ligeså meget den anden vej, sådan i det store og hele. Jeg inviterer nok tre gange så ofte, som jeg selv bliver inviteret. Jeg har talt med mine venner om det, og svaret var enten “jeg har for meget at se til” eller “det er dejligt at du er god til at invitere, det er jeg så dårlig til”. Så jeg har lidt svært ved at finde mine ben i det, for det spiller ikke rigtigt hverken når jeg holder igen eller giver gas. Og når det så bliver koblet med fx ingen respons på invitation (digital pli eller mangel på samme har dræbt Emma gad!), eller afbud fordi “jeg skal noget dagen før” eller uanset hvor langt ude i fremtiden, så er der altid noget familiesommerhus eller manglende barnepige. Så bliver jeg faktisk ked af det. Jeg forstår måske/måske ikke de individuelle grunde, men uanset hvad er det store billede lidt trist.
    Jeg er selv udfordret på energi og overskud, og må energiforvalte benhårdt, men jeg gør mig umage med at møde op, når jeg bliver inviteret og nogen har gjort sig umage. Og derfor gør det mig ked af det, når mine invitationer ikke mødes af samme umage.

    Så – med denne lange klagesang – jeg tror jeg vil sige 1) jeg er enig i at man skal kende sine begrænsninger, og 2) er det mon et privilegie at blive inviteret til så meget, at det bliver (for) nemt at takke nej/ikke svare/melde afbud (min oplevelse, ikke en kommentar om dig)?

    1. Åh, der er mange lag i din kommentar, og der er meget, som det kunne være spændende at snakke meget og længe om – men lad mig starte med det første, jeg tænker: Jeg kan virkelig godt forstå, at du bliver ramt, når din oplevelse er, at folk vælger dig fra.

      Jeg tror ikke nødvendigvis, at det handler om antal af invitationer, uanset om de er mange eller få. Til gengæld tror jeg, at din fornemmelse af, at covid har rykket på noget, er meget spot on. Men min mistanke går nok mere på, at der er utrolig mange ting, der blev skubbet under første og anden nedlukning, og derfor kan det godt være, at mange måske, sådan helt overordnet, får flere invitationer lige nu? Derfor kan det godt føles som om, man bliver valgt mere fra, end man gjorde før, men i virkeligheden er det måske bare fordi, folk har meget mere, de skal have presset ind, og derfor selvsagt også bliver nødt til at vælge mere fra?

      Jeg tror, at covid gav den stilhed, der gjorde det muligt for mange at høre sig selv. Måske for første gang. Og derfor tror jeg også, at mange introverte, som altid bare af vane har rettet ind efter en ekstrovert omgangskreds, pludselig har kunne mærke, at roen gav dem noget, de har manglet.

      Med det mener jeg, at i det ‘før’, du beskriver, måske var nogen, der brugte et overskud, de egentlig ikke havde, fordi de aldrig havde forholdt sig til, at der var andre muligheder? Jeg tænkte på noget tilsvarende forleden ift. at jeg egentlig ikke synes, at det er AHDH, der er problemet. Det er derimod, at samfundet er indrettet efter dem, der ikke har ADHD, og fordi der ikke er en virkelighed, der er tilpasset hjerner som min at hoppe over i, må vi være i den, der nu engang er tilgængelig, med de omkostninger, det har.

      Samme problemstilling med A- og B-mennesker.

      Jeg tror ikke, at løsnigen er at invitere længere ud i fremtiden. Jeg har en veninde, som har for vane at invitere til ting halve år før, og hånden på hjertet bliver jeg næsten stresset af det, fordi det kommer til at føles mere som pligt end som noget, jeg takker ja til af lyst. For der er jo – som du siger – ingen, der skal noget om 6 måneder. Men det fratager mig næsten retten til at bestemme over min egen tid, når det bliver planlagt på den måde, og det synes jeg ikke er særlig rart.

      Endelig synes jeg også, at der er nogle faser af livet, hvor vi i omgangskredsen rykker mere asynkront, end vi gør i andre. Den veninde af mine, der først fik en teenager, forsvandt nærmest fra jordens overflade fra den ene dag til den anden, og hende så vi først igen efter et par år. Der var lige noget hjemmebane, der krævede ekstra fokus, og det er jeg ikke sikker på, at jeg ville have opdaget, hvis der havde været 3, der ramte den fase samtidig.

      Det er svært at finde en løsning, der er god for alle. Men jeg tror, at det for mange af os kunne være fint at tage snakken i plenum ift. om noget har ændret sig, og om der er behov for at skabe nye traditoner og måder at være sammen på.

      1. For mig er det ikke så meget en følelse af at blive valgt fra, men af ikke at blive valgt til, hvis du forstår forskellen? Det er gode venner, og jeg er ikke i tvivl om at jeg er elsket, men jeg føler mig ikke prioriteret, fordi jeg netop oplever at det er et skifte over en bred kam. Og du har ret i at corona på flere måder har trukket spor i flere år.
        Men efter års funderen er jeg kommet frem til at kodeordet for mig er UMAGE! At gøre sig umage for hinanden! Og med det mener jeg præcis det eksempel du gav til en anden kommentar, at takke nej til en invitation med “tusind tak, sikke en skøn invitation. Jeg kan desværre ikke (fordi..,), men skal vi gå en tur i weekenden i stedet?” Det er at gøre sig umage og at værdsætte umagen bag invitationen. Det vigtigste for at leve et langt og godt liv er gode relationer, så vi skal gøre os umage og både passe på os selv og hinanden. Og så skrue ned for stress og dødsscrolling på sociale medier og uendelig Netflix, så vi har overskud til at være noget for både os selv og hinanden.
        Pyh, kom helt op på den store klinge her, så tak for endnu et tankevækkende skriv! ❤️

  6. Tak for pkt. 3!!!
    Jeg er ikke i nærheden af ADHD (men bliver stresset allerede efter 2 punkter i din beskrivelse), men introvert kunne nok godt være et af de kort, jeg valgte, hvis jeg blev sat over for et bord med ‘vælg 3 kort, der beskriver dig’. Så jeg vil helt klart tage pkt. 3 til mig og få meldt ud med det samme. Og det gælder både på hjemmefronten og i arbejdslivet. Jeg er træt af arrangementer, der koster mere end de timer, de er afsat til.

    1. Vigtig pointe at det også gælder i arbejdslivet. Jeg oplever faktisk jævnligt som tolk, at folk helt spontant udbryder: ‘Ej, det er faktisk helt rart at der er tolk på, så vi ved, hvornår vi kommer hjem!’ Måske er det en af de (meget!) få silverlinings ved covid? At vi er blevet bedre til at rammesætte samvær og huske, at det faktisk er målet, at det skal være rart?

  7. Jeg er en vældig social og ekstrovert person, og jeg har ingen børn, der tager tid. Alligevel oplever jeg, at jeg er mere “nærig” med mit overskud og min tid til at sige ja til alting, end jeg var tidligere. Jeg bliver udmattet og presset, hvis alle weekender er fyldt op et halvt år ud i fremtiden, så jeg øver mig i at prioritere, sige nej tak – og så iøvrigt være den, der også skyder mere spontane invitationer af sted. I stedet for en lørdag aften med drinks (=hele weekeden er centreret om arrangementet) forsøger jeg med hverdagsaftener med kaffe og kage (med afslutningstidspunkt kl 22) og “hurtige” aftaler (“hvem har lyst til en drink fredag eftermiddag?”) og min fornemmelse er, at der en lettelse for alle. Og pointen med at foreslå noget andet, når man siger nej tak er SÅ god – har selv lige vekslet en fest, jeg virkelig, virkelig ikke havde lyst til og havde borderline ondt i maven over til en hel dag med frokost, aftensmad og overnatning med de inviterende, og jeg glæder mig helt vildt.

    1. 100% hørt ift. de spontane aftaler. Jeg talte faktisk med en veninde om det så sent som i fredags. For vi er i vores omgangskreds blevet langt bedre til at skyde en hurtig ‘Kaffe anyone?’ ud i gruppen, når vi pludselig har et uventet hul, og det er et KÆMPE hit. For det giver alt det gode ved at se hinanden, men uden den logistik, der sommetider kan være synderen ift. at stjæle energi.

    1. Hidtil har jeg gjort det, når jeg står for at købe noget et sted, jeg kan se er mellemmand for en udenlandsk virksomhed, men ikke i det daglige. Jeg køber nærmest alt på nettet, og egentlig er jeg overrasket over, at det så sjældent er gået galt:) Men efter to trælse oplevelser på ret kort tid, er jeg nok desværre nødt til at tage konsekvensen og begynde at gøre det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.