Kender I de tidspunkter, hvor man ser noget, og øjeblikkeligt kan mærke, at man bliver 5 år ældre?
Sådan var det for mig at se artiklen fra TV2 med overskriften “11-årig med adhd fik halveret sin skærmtid – nu har han fået det meget bedre”
For jeg vidste med det samme, at den bliver et problem, som jeg og mange andre som mig kommer til at forholde os til i flere år frem.
Lad mig trække problemet helt op i toppen af det, jeg skriver her, så de af jer, der ikke får læst indlægget færdigt, i det mindste får dét med:
Drengen, overskriften handler om, spillede computer om natten.
Altså der, hvor de fleste børn ville have godt af at sove.
Det fik man stoppet. Han fik det bedre. Surprise.
En mere retvisende overskrift havde været “11-årig med adhd begyndte at sove om natten – nu har han fået det meget bedre” – for det er jo det, der er essensen. Hvis han havde flettet piberensere eller skåret træfigurer hele døgnet, og man havde fået sat en stopper for dén aktivitet i timerne mellem 22 og 06, ville han *også* have fået det bedre.
ADHD og autisme og stress og angst opfører sig præcis ligesom hovedpine, gigt, kvalme og ondt i ryggen: Jo mindre dit overskud er, jo værre føles dine symptomer. Selv hvis man er et perfekt eksemplar af et menneske, kender de fleste til at finde et problem uoverskueligt, opdage, at man er sulten, spise noget og så virker hjernen pludselig igen. Så selvFØLGElig får man det bedre, uanset hvad man kæmper med, hvis man sover om natten.
Indholdet i artiklen har jeg sådan set ikke et problem med. Den handler kort sagt om et hold forskere, der har undersøgt effekten af at nedsætte skærmtiden i 142 familier med ADHD-børn, og det ser ud til at have en positiv effekt. Det er strålende. Jeg har en masse spørgsmål ift. familiestruktur, socioøkonomiske forhold osv. som jeg glæder mig til at få svar på, når undersøgelsen engang er verificeret, men al forskning, der kan gøre os klogere på de her ting, er værdsat.
Så hvorfor kan jeg så ikke være ligeglad med, at overskriften er så misvisende?
Det kan jeg ikke, fordi stort set alle læser overskriften, vurderer, at de har forstået budskabet, og springer artiklen over. Og det er et KÆMPE problem.
For overskriften er af den type, som Ditte Okman og Anne Sophia Hermansen excellerer i; hvor man vinkler historien, så læserne bliver bekræftet i en fordom, de gerne vil tro på. Og vi tror på, at skærme får hjernen til at rådne. Vi tror på ud på tur, aldrig sur, på frisk luft og legetøj af træ, og selvom meget få siger det højt, er de fleste enige om, at de børn, der får lov at sidde med skærme i timevis, har dovne/overambitiøse/ubegavede forældre, der ikke gider være sammen med deres børn.
Derfor behøver vi ikke læse artiklen, for med den overskrift ved vi allerede, hvad der står i den.
Ikke?
Lad det være sagt med det samme: Jeg synes ikke, at børn skal sidde med skærme fra de står op til de går i seng. Der er masser af undersøgelser, der peger i alle mulige retninger, men de fleste måler bagudrettet, forstået på den måde, at de ser på, hvad vi kunne før, og så måler på, hvordan vores evner til fortsat at mestre det, påvirkes af skærme. Og det er for det meste negativt.
Men hvis vi undersøgte vores evner til at starte bål med pinde og flintesten, køre hestevogn eller huske salmevers og kongerækker, ville resultatet formentlig også her vise et fald i evner. Det er der nok ikke mange, der begræder, men min pointe er, at noget, der kan virke vigtigt her og nu, måske ikke er relevant at kunne om 50 år. Og fordi det er svært at måle på brugbarheden af evner i en fremtid, vi ikke befinder os i, aner vi ikke, om skærme og internet faktisk udvikler nye evner, der kommer os til gavn eller skærper allerede eksisterende af slagsen.
Uanset hvad, så er det fint at holde debatten levende og i gang. Det er vigtigt, at vi forholder os kritisk til de mange muligheder, teknologi og AI tilvejebringer, og det kommer jeg aldrig til at være uenig i.
Men det er virkelig problematisk, at man overgeneraliserer et muligt resultat for en specifik minoritet så voldsomt, for skærme er mange ting og bruges i mange sammenhænge. Og på mange måder.
Én ting er skærme i hjemmet. Her er de involverede parter mennesker, der skal have livet og hverdagen med en diagnose til at fungere, og her vil de fleste kunne træffe fornuftige beslutninger, når de får fakta præsenteret. For dem er diagnosen et livsvilkår, og de vil derfor altid være dem, der er allermest interesserede i Den Gode Løsning.
Noget andet er skærme i de sammenhænge, hvor børnene er på udebane, for de mennesker, der møder og arbejder med børn og unge med ADHD, er i alt, alt for mange tilfælde mennesker, der bare af tilfældets veje har fået den opgave dumpet i skødet. Det er ofte helt almindelige pædagoger, lærere og studiesekretærer, som ikke har nogen former for kurser, uddannelse eller specialviden om børn med diagnoser, og det er mennesker, der ingen forudsætninger har for at forstå kompleksiteten af de her udviklingsforstyrrelser. Det kan de ikke gøre for. Pilen peger hele tiden opad, men faktum er, at det her og nu er dem, der sætter rammerne for disse børn, og derfor er det direkte skadeligt, at de nu er blevet bekræftet i, at der skal skrues ned for skærmene.
De har ingen forudsætninger for at forstå, hvad de fjerner eller hvad de er nødt til at sætte i stedet, hvis de ikke skal belaste børnene yderligere på et tidspunkt, hvor alle omkring dem tror, at de slapper af og lader op. Stort set alt, hvad disse fagfolk har af beføjelser og ressourcer, vil være noget, der kræver endnu mere af de her børn, end hvis de bare var blevet siddende i klassen. Alle skift i lokation eller aktivitet, og al interaktion med andre, børn såvel som voksne, kræver kræfter, som de her børn holder pause, fordi de ikke har.
Og for de voksne fagfolk gælder, at det her for dem *ikke* er et livsvilkår, men et arbejde, som de kan holde fri og gå hjem fra.
Som fluen på væggen kunne jeg på et lærerværelse et sted i Danmark forleden høre, at man – efter at have læst den her overskrift – begyndte at planlægge ture ud ad huset (skift i lokation), sportsaktiviteter i en hal med flere børn (akustik fra helvede, social interaktion, regler, man skal afkode og forstå) og tvungen læsning (hvilket vel strengt taget er noget af det, børnene er i gang med at holde pause fra) som erstatning for skærm.
Baseret på én overskrift om én dreng, der er begyndt at sove om natten i stedet for at spille Fortnite.
Det er katastrofalt.
Der er ligeså stor forskel på neurodivergente børn, som der er på neurotypiske børn, og for nogle vil det være fedt at få lov at spille badminton eller gå en tur rundt om skolen i stedet for at holde pause med en skærm.
I fritiden vil nogle kunne rumme at være fuldt til stede til familiefødselsdage, når der er gæster, på ture i zoo og til konfirmationer, andre har brug for pauser undervejs.
Men Den Bedste Løsning er nødt til at bero på en individuel vurdering af det barn, der er tale om, og ikke på en misvisende overskrift, som er med til at underbygge en forestilling om, at alle børn kan gøres ‘normale’, hvis bare man griber deres udfordringer rigtigt an.
Det svarer til at antage, at alle kørestolsbrugere kommer til at kunne gå, hvis vi bare fjerner trapper og dørtrin.
Men vi har fået designet en et samfund, hvor det, vi før måske kunne rumme og bypasse, ikke længere får plads. Hvor vi konstant er underlagt vilkår, der ikke er forenelige med de udfordringer, diagnoser som ADHD og autisme giver, og hvor vi begynder at kunne se, at vi har et problem, men endnu ikke er nået til et sted, hvor vi har fundet en løsning. Og de her børn og familier skal leve og fungere i verden, som den ser ud her og nu, hvor udredninger, tabt arbejdsfortjeneste og specialtilbud er få forundt, og hvor stort set alt lægges over på den enkelte familie. Det bliver pragmatik og Det Muliges Kunst, alt imens vi forsøger at hjælpe vores børn med ikke at gå i stykker.
Oven i det kommer vi nu det næste lange stykke tid til at skulle forholde os til endnu flere fordomme, belærende foredrag og gode råd, takket være denne overskrift.
Hvordan er man i verden, hvis man ikke kan holde den ud? Hvis den er alt for voldsom og krævende og fuld af larm og krav og kontekster, man ikke forstår?
Det er man måske ved at tage en pause fra den og fordybe sig i en skærm. Ved at vende sig mod det eneste tilgængelige helle, man som barn har adgang til.
Alt det risikerer man, med en sjusket, doven overskrift som den her, at sætte over styr.
Måske det faktisk ikke var Fanden, der var problemet, da han læste biblen forkert.
Hold nu op altså… hvor jeg også hader de overskrifter. 🙄
Men jeg elsker til gengæld dine blændende gode tekster og synes, denne her skal sendes ind som kronik til en af de store aviser. ❤️
Tak for tilkendegivelsen, Marie. Jeg ville ønske, at jeg havde stamina til at gøre det og ignorere kommentarfelterne, men jeg er helt ærligt bange for at trække alle troldene med herind og miste mit fristed.
Jeg vil også gerne opfordre dig til at sende indlægget til Danmarks aviser. Det er virkelig vigtigt og meget velformuleret!
Tusind tak, Karen.
Hvor er det s…godt og meget relevant og nuanceret! Også herfra skal lyde en opfordring til at få teksten publiceret på en eller anden måde. Du er god!!
❤️
Enig i de andres forslag om at sende den ind. Det er så vigtigt et indspark og så konkret og forståeligt, at det ikke flyver over hovedet på folk! Gør det!!!
Og så fik dit indlæg mig også til at tænke, at du ville være en blændende oplægsholder for alle de skolelærere, pædagoger, skolesekretærer osv., du nævner, som uforvaret har fået opgaven kastet i favnen. Hvis du nu vil udvide din formidlingsvirksomhed😊 Men jeg forstår også godt, hvis du ikke har lyst til at være eksperten, men gerne vil holde dig til at være mor og menneske. At du så i mine (og fornemmer jeg andres) øjne alligevel er eksperten, bliver bare mellem os😉
Haha – tak 😄(… tror jeg?😬)
Jeg er lidt nervøs for at blive en af dem, jeg selv er kritisk overfor; en, som løfter egne oplevelser op og gør dem til noget generelt. I de forskellige fb-grupper jeg er med i, kan jeg se, at børnene og deres udfordringer er så forskellige, at det næsten ikke giver mening at tale om dem som en samlet gruppe.
Jeg forsøger i stedet at brede mine betragtninger ud her, hvor folk “kender” baghistorien og kan spørge ind, i håb om at det kan skabe lidt nysgerrighed og så et frø hist og pist🌱❤️
Jo, det var da helt klart ment som ros😉
Jeg ville ikke være bange for, om du blev for bedrevidende på andres vegne, fordi du altid er så nuanceret og reflekteret. Og du skriver på en som, synes jeg, gør at man alligevel kan se paralleller til man kender eller i hvert fald overvejer ‘gad vide om det så er derfor x gør sådan, når…’. Så jeg er sikker på, at folk ville kunne bruge det, men jeg forstår og respekterer også fuldt ud, at du ikke har lyst til at være en del af den offentlige debat😊
❤️
Jeg synes meget godt om det, du har skrevet her. Det store fokus på “skærmtid” har budt mig imod længe. Ikke for det, jeg er snart 70 og bruger sq skærm, når jeg vil, men det er som om man slet ikke tager stilling til, hvad der er på de skærme. Det kan vel ikke være helt lige meget? Jeg kan levende forestille mig, at din dreng kan få et tiltrængt hvil ved at sætte sig med sin iPad en gang i mellem, og at det ville være det rene helvede for ham, hvis han skulle piskes til at spille høvdingebold 5 gange om ugen, eller hvad hans kære lærere kunne finde på for at fortrænge de “onde” skærme. Jeg synes som de andre kommenterende her, at din artikel fortjener større udbredelse. Også p.gr. af pointen om den sjuskede overskrift.
Jeg er 20000% enig. Skærm er så bred en betegnelse, at den begynder at blive misvisende. Jeg var faktisk gået i gang med at skrive et afsnit om det, men mit indlæg blev så langt, at jeg valgte at droppe det igen.
Det, jeg egentlig bare gerne vil, er at udfordre de påstande, jeg synes, jeg støder på mange steder, f.eks. om at det er et problem, hvis man foretrækker ‘skærm’ frem for socialt samvær og at det isolerer.
For hvis jeg tager mig selv som eksempel, så har min skærm gjort mig mindre ensom. Min skærm har sat mig i forbindelse med mennesker, jeg ellers aldrig ville have mødt, og den har gjort det muligt for mig at bevare relationen til venner, jeg ellers ville have tabt undervejs. Så sent som i aftes så jeg X Faktor med en veninde, som fysisk sidder i Aarhus. Vi streamer samme udsendelse med 150 km. imellem os, og har ved siden af programmet en chat åben, hvor vi kommenterer løbende. Det har vi gjort siden jeg flyttede til Esbjerg, og jeg elsker det.
Da jeg fik Frida bad jeg om at komme i to mødregrupper i håb om at udvide mit sociale netværk. Det er 14 mennesker, jeg har set flere gange om ugen i næsten et år. Der er ingen af dem, jeg stadig ser privat. Til gengæld skriver jeg på 15. år med bloggere, jeg aldrig har mødt. Betyder det, at jeg har fravalgt fysiske relationer frem for virtuelle? Eller handler det måske mere om, at jeg af tilfældets veje er endt et sted, hvor jeg ikke føler samhørighed med så mange af dem, jeg er omkring, men i stedet finder mine kindred spirits herude på nettet? Gør det en forskel, at jeg er voksen fremfor barn?
Der er så mange vinkler på det her, og emnet er virkelig spændende. Men det irriterer mig, at så stor en del af den offentlige debat er sort/hvid og domineret af en generation, der ikke selv er vokset op med internettet.
Altså, jeg er ikke uenig i det, du skriver, men jeg havde allerede læst artiklen uden at lave den samme slutning som dig, så derfor har jeg lige genlæst den, og jeg må sige, at jeg stadig ikke tolker den sådan, at det her forskningsprojekt stoppede drengens natlige computerspilleri.
Der står:
“Vi fandt ud af, at han også spillede om natten, og så tog vi skærmene ud af værelset, siger moderen.
Men i forbindelse med diagnosticeringen af ham blev familien kontaktet….”
Jeg læser tidslinien sådan her:
1) Forældrene finder selv ud af, at han spiller om natten og får det stoppet.
2) Han bliver udredt og i forbindelse med diagnosticering bliver de kontaktet og kommer med i projektet.
3) Projektet halverer drengens resterende skærmtid (som ligger før sengetid), så han nu kun må spille fra efter skoletid og indtil aftensmaden.
Jeg synes heller ikke, at artiklen siger noget om, at hans eventuelle brug af skærmtid som pauser i skoletiden og sociale sammenhænge fjernes, men kun at hans skærmtid nedsættes i hjemmet efter skoletid.
Jeg er helt enig med dig i, at det er et problem, at mange kun læser overskrifter på artikler og drager nogle hurtige slutninger ud fra dem, men lige her synes jeg faktisk ikke, at overskriften lover for meget; han har adhd, hans skærmtid (om dagen) halveres (og erstattes af andre aktiviteter med familien), og han får det bedre. Men det er selvfølgelig ikke en konklusion, man uden videre kan overføre på alle med en diagnose.
Jeg enig med dig i meget af det, du skriver. Der er ikke noget faktuelt forkert i overskriften. Familien er blevet kontaktet af forskerne i umiddelbar forlængelse af diagnosen (han må have fået den for at falde indenfor den specifikke målgruppe, som projektet tager udgangspunkt i), og artiklen fokuserer primært på spilletiden efter aftensmaden.
Så er der noget matematik ift. en spilletid på 5-7 timer om dagen, som skal halveres, og om nattetimerne derfor er med i det her regnestykke eller ej; det kan læses på begge måder.
Men for mig er det netop den manglende specificering af ‘skærm’ og tidsforbrug, der er problemet, og her synes jeg, uanset om nattetimerne er med eller ej, stadig, at overskriften er så ukonkret og misvisende, at det er problematisk. Ikke mindst fordi jeg allerede nu kan se, hvordan den påvirker debat og holdninger hos mennesker, der ikke selv har de her diagnoser inde på livet.
Når man har en hammer, ser man søm alle vegne, og fordi jeg har de børn, jeg har, lægger jeg selvfølgelig mærke til det, når en artikel som denne skrives og deles. Jeg har set den delt i stort set alle de grupper, jeg er med i på nettet; også dem, der ikke er for forældre til ND-børn. Fælles for ALLE kommentarfelter, jeg har besøgt er, at skærm er skærm og altid af det onde. Der er også mange, MANGE kommentarer på forældrene og deres miserable indsats, og jeg både læser og hører fagfolk, der tager den her overskrift som en opfordring til at ‘tage den kamp, forældrene ikke gider tage’. Og det er forFÆRDELIG uheldigt, fordi det kommer til at overbelaste mange af de her børn yderligere, hvilket bare giver endnu mere udtrættede børn, som forældrene så skal samle op, når de kommer hjem. Børnene maskerer, så længe de er i skole – men når de kommer hjem, hvor de er trygge, kommer reaktionen, og den er der ingen, der ser. Jeg er flere steder stødt på udtrykket ‘cola-børn’, fordi de er som sodavand, der bliver rystede hele dagen, hvilket man først bliver tydeligt, når de kommer hjem og kan skrue låget af.
Selvfølgelig bliver jeg ramt, fordi jeg bor i den gruppe af forældre, der stemples her. Og derfor er det nok ikke muligt for mig at være objektiv, selvom jeg prøver. Men der er så meget potentiale her, som ikke bliver forløst, fordi man vælger den nemme vej og bare bekræfter de fordomme, som mange gerne vil tro på, fordi de fleste er bange for ikke at gøre det godt nok, og det derfor er dejligt, når nogen er dårligere end os.
Det er YDERST relevant at se på ADHD-børn og skærmforbrug, fordi manglen på dopamin i hjernen, gør dem/os til nemme ofre for afhængighedsskabende tilbud. Og forskning leder ofte til ny forskning, fordi alle emner folder sig ud og åbenbarer nye problemstillinger, når man fordyber sig i dem. Jeg tror ikke, du kan finde én eneste forælder til et ND-barn i Danmark, som ikke med kyshånd tager imod alle i kitler, der interesserer sig for de problemer, som en ND-diagnose giver.
Men den her artikel går ikke ind i, hvorfor de her børn mon kun kan finde ro ved at sidde med en skærm. Den går ikke ind i, hvor medicin passer ind i det regnestykke. Den dvæler heller ikke ved moderens udsagn: “Man skal som forældre bruge virkelig meget energi og være vedholdende” – hvilket ellers også kunne have været brugbart. For det er jo netop kombinationen af mange af de her faktorer, der skaber problemet: At den her dreng har haft ADHD hele sit liv og med stor, stor sandsynlighed er voldsomt overbelastet af ikke at være blevet udredt noget før. At de skoletilbud, der gives de her børn, er så mangelfulde, at de fleste ville lægge sig ned og tude, hvis de fik det forklaret. At de her børn ikke kan passes af andre, ikke kan rumme gæster i hjemmet og samtidig hele tiden har brug for grænsesætning og stimuli, som der kun er forældrene til at hævdholde og tilvejebringe. Det her er ikke bare et spørgsmål om at skifte en skærm ud med billedelotteri en time hver aften. Det er et spørgsmål om i døgndrift at kæmpe imod det, hele hans hjerne og krop skriger på; ikke fordi de har slasket med opdragelsen, men fordi han har en udviklingsforstyrrelse og mangler et kemisk stof i hjernen. Det, der beskrives i artiklen, svarer til at et behandlerteam tager en alkoholiker med i sommerhus i ødemarken i Sverige, holder ham i hånden 24/7, og så bare kører ham hjem til familien, når de første, synlige abstinenser er væk.
Mit bud vil være, at hvis journalisterne besøger denne familie om 2 år, så spiller drengen ligeså meget, som han gjorde, inden han var med i forskningsprojektet, for han savner det allerede, og forældrene vil næppe kunne opretholde den intense indsats, det kræver at være den eneste kilde til dopamin. Når han blive ældre vil man ved blot at have fokuseret på at fjerne skærmen ikke have givet ham redskaber til at tackle det egentlige problem, nemlig hvad man gør med en hjerne, der konstant søger belønning. Overvægt, overtræning, spiseforstyrrelser, misbrug af alkohol/stoffer, gæld, grænsesøgende adfærd i relationer osv. osv. – alt det skal de her børn og unge selv finde en løsning på, indtil vi som samfund begynder at kigge ud over nemme, overforsimplede forklaringer og lappeløsninger.
Den her artikel kunne have været startskuddet til mange spændende samtaler, men vælger for mig at se bare at puste til fordomme og stigmatisering af en i forvejen udsat gruppe. I bedste fald får den ingen betydning. I værste fald forværrer den situationen for mange, mange børn og familier, og bidrager til retfærdiggørelsen af gøre ADHD og alt hvad det medfører til familiernes eget problem.
Hvis der var en like-funktion her, ville din sidste kommentar få et KÆMPE LIKE 👍🏼🙏🏼👌🏼👏🏻
❤️🤗❤️