(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Så jeg mandag et opslag fra psykiatrien i Region Syd, om et lego-projekt, de har haft stor succes med. I beskrivelsen af projektet stod der, at flere af patienterne havde givet udtryk for, at det var rart at sidde og dimse med noget; at det gav ro i hovedet.
Det fik mig til at tænke over, at jeg har det på samme måde, når jeg lægger puslespil. Når man er sådan én, der gør det meget, så bliver det med puslespil lidt som med bøger: De er sjovest første gang. Derfor lægger man dem typisk kun én gang, for så at sælge dem videre. Derfor har jeg altid en stak stående, som er lagt, men ikke sat til salg, fordi jeg plejer at vente til der er 7-8 stykker, der kan lægges op.
Jeg spurgte derfor i en stor fb-gruppe for mødre i Esbjerg, om nogen arbejdede i psykiatrien, for hvis det kunne give mening, ville jeg gerne komme forbi afdelingen med nogle næsten-nye puslespil, som de måtte få.
Det tog 20 sekunder, så havde jeg en sygeplejerske i indbakken, og i går var jeg forbi med en håndfuld.
Der er altid nogen, der kan have glæde af noget, man ellers kan sælge, og der var flere plejehjem og skoler, der også meldte ind. Det er helt fair. Og jeg er ret meget modstander af, at man kun vil give sine ting til stakler, for min grundholdning er, at folk ikke skal tvinges til at definere sig selv som mindrebemidlede eller sølle som betaling for gratis børnetøj eller slik. Men har man noget, man sagtens kan sælge, så giver det for mig fin mening selv at rette henvendelse til en bestemt gruppe, hvis det er den, man gerne vil donere det til. Altså, forskellen på at testamentere sin formue til kattens værn og at skrive på Facebook, at man har 4000 kr. man gerne vil give til de fattige. “Skriv i kommentarfeltet, hvorfor det skal være dig”. Yikes. I første tilfælde handler det om kattene, i sidste tilfælde handler det om dig.
Og fordi jeg har skrevet om det før, kan det måske virke lidt kontraintuitivt, at jeg sætter punktet på her. Men det gør jeg, fordi jeg gerne vil flagge muligheden for at give til steder og mennesker, man måske ikke normalt tænker ind, når man har noget, man ikke længere selv skal bruge, f.eks. specialskoler eller bosteder.
(Som altid vil jeg gerne opfordre til, at man lige slår en klo i en medarbejder på stedet, inden man stiller med 4 kilo garn, filt og oliemaling, som de i forvejen er ved at drukne i).
2.
Har jeg fundet en opskrift på pitabrød, der er virkelig nem, og som samtidig dobler perfekt som pizzabund. Det er helt optimalt, synes jeg, for når man bager dem selv, er de virkelig, virkelig bedst på dagen. Men vi spiser jo ikke 8 pitabrød og en halv portion er måske også lidt flot at starte ovnen op for.
Derfor laver jeg konsekvent 4 pitabrød (et til hver af os, og et til mig som sammen med hummus er næste dags madpakke), og to minipizzaer med whatever fyld, jeg lige har i køleskabet. Pizzaerne kan nemlig sagtens fryses, og det er lidt mere optimalt at bruge fryserplads på end brødbrødbrød.
Opskriften er fra Spis Bedre, og jeg har skrevet den nederst i indlægget.*
3.
Er jeg i gang med at rydde op i mit tøjskab. Jeg mangler nyt, og jeg har denne gang valgt at gribe det anderledes an, end jeg plejer.
For normalt køber jeg et par stykker tøj hjem hist og pist. Det er meget, meget sjældent, jeg fysisk shopper tøj, både fordi jeg synes, det er svært at finde noget til min facon, og fordi udvalget i Esbjerg ikke er imponerende.
Problemet med at bestille det hjem stykvis er, at jeg køber det, prøver det, beslutter mig for at beholde det – og at den beslutning somme tider (har jeg opdaget) bliver påvirket bevidstheden om besværet forbundet med at returnere. (“Ej, stop, Linda! Det tager 2 sekunder!” hører jeg dig sige. I bad om konkrete eksempler på, hvornår ADHD er noget bøvl. I present to you: Returpakker. De skal oprettes, man skal undersøge returfragt, tøjet skal pakkes, og så skal man finde ud af, hvor man kan aflevere dem. I udkantsdanmark tager alle ikke alt, og der kan være længere, end man lige tror, til den nærmeste biks, der samarbejder med Bring).
Det betyder, at jeg – fordi mit udgangspunkt var et ret stramt trimmet klædeskab – nu godt kan se, at der har sneget sig for meget tøj ind, som jeg styrer udenom hver eneste morgen. Det er jeg træt af, for det er jo nærmest det modsatte af, hvad jeg har forsøgt at gøre med de her indlæg.
Så hvad gør man så? Erkender sit nederlag, tror jeg, og prøver at finde en anden måde at gøre det på.
Det, jeg derfor har prøvet at gøre denne gang, er at vælge den samme forhandler (jeg er gået med Zalando, fordi de har mange af de mærker, både jeg og børnene bruger) og så bestille virkelig meget tøj hjem. Alt, hvad jeg så, som jeg syntes var pænt, blev føjet til kurven og bestilt. Jeg var nær besvimet, da jeg nåede til kassen, og CO2-betjenten havde i mellemtiden lagt sig selv i aflåst sideleje ovre i hjørnet.
Men altså. Vi har prøvet den anden model, og den virker ikke. Og så er man jo nødt til at prøve noget andet. På den her måde har jeg fået alt tøjet samtidigt, og det har faktisk gjort det nemmere, fordi jeg pludselig har noget at sammenligne med. En kjole, der bare sidder ikke-grimt, får pludselig real-time konkurrence af én, der sidder ægte pænt.
Juryen voterer stadig ift. klima og transportbelastningen, og det føles virkelig sært at have brugt år på at skære ned og fra – for så at køre fuld bonanza og amokbestille. Men jeg kan med det samme se, at jeg får fravalgt noget tøj, som, hvis det var landet i ensom majestæt, nok havde fået lov at blive. Og fordi det hele skal retur samme sted (og der er så meget for meget, at jeg ved, at jeg uanset hvad, skal afsted med ét eller andet), så kan jeg pakke alt i samme kuvert, og dermed i det mindste lade det gå tilbage i én sending med én gang returporto på.
*Pitabrød (8 stk.)
3 dl. sødmælk
25 gr. gær
480 gr. manitobahvedemel
1,5 tsk. salt
30 g. blødt smør
Lun mælken så den er lillefingervarm og opløs gæren. Tilsæt ca. 2/3 af melet, salt og smør, og ælt i 8-10 minutter. Tilsæt kun det sidste mel, hvis dejen klistrer meget.
Lad hæve ved stuetemperatur i 30 minutter, del i 8 stykker, form til boller og lad dem hvile i 15 minutter.
Tænd ovnen på 250 grader, rul bollerne flade (Ø13 cm) og bag dem, én plade ad gangen i 7-8 minutter. (Hold godt øje med dem, for til sidst går det hurtigt).
Velbekomme – og god weekend.
Ide: tag dir Aller Max Yndlingstøj. Find Mærke, str og eventuelt model og tag en runde på Trendsales, Reshopper Mor, dba og markedplace. Så ved man det passer og man bliver glad for det og undgår at scrolle mindless rundt og lave fejlkøb, for man leder efter en bestemt ting.
Jeg har tre af den samme skjorte i forskellige farver, elsker at pasform, strygefri og materiale spiller og så er det genbrug 🙂
Ideen er virkelig god. Jeg har bare desværre været virkelig uheldig med tøj, jeg har købt på den måde. Derfor er jeg lidt stram med, at tekstil, jeg køber brugt, skal være i en afstand, hvor jeg kan hente det og dermed få det i hænderne, inden jeg betaler.
Til gengæld har jeg somme tider gjort det ift. udsalg. Mange sider tilbyder i dag, at du kan abonnere på nyt om bestemte mærker, og det gør jeg flere steder. Så får jeg besked, når der kommer nyt eller er tilbud på noget, og her har jeg været heldig med at købe modeller, jeg kender og elsker, til billige penge. Faktisk er én af de kjoler, jeg har købt den her gang, en, jeg også har i en anden farve. Sat ned fra 649 kr. til 187 kr. Jeg var MEGET tilfreds med mig selv:)
Jeg går også sjældent i i butikker og kigger på tøj. Når der endelig er lidt tid til det, er Loppesækken med og dét er ikke en optimal situation til sidder-den-her-ok-eller-sidder-den-godt-overvejelserne, der pga min facon er væsentlige.
Jeg har gode erfaringer med AnnoAnno. De har flere mærker, man får hjælp af en “stylist” til at finde de 15 stykker tøj man får tilsendt, kan prøve det derhjemme i ro og mag – og flere gange, og så er det nemt at sende retur i den kasse det kommer i. Hvis man beholder tøjet giver man 99 kr i gebyr for stylisten/fragt/retur. Hvis man ikke beholder noget gør man ikke. Det eneste minus er at de sjældent har noget på bud. Men jeg har også brugt det til at opdage nye mærker, som jeg så selv kan købe på mærkets webshop eller Zalando-lignende sider.
Tak for tip – det vil jeg grave lidt ned i.
Jeg er helt med dig, på både overvejelser og fremgangsmetode med Zalando, det er efterhånden blevet min metode, og oplever også at jeg køber mindre. Og at det føles som grænseløs fråds med kæmpebestillinger og fragt den ene og anden vej. Jeg er dog også igen for nyligt begyndt at bruge trendsales, præcis som beskrevet i kommentarfeltet, med kendte mærker/modeller/størrelser. Det er genbrug ja, men det dækker så potentielt over at andre køber nyt, nyt, nyt. Ligesom at aflevere til genbrug kan føles som aflad, men det meste ender på lossepladser i Afrika. Alt ved tøjforbrug i dag er vanvittigt!
Det er også virkelig et argument for at der kunburde laves skræddersyet tøj, at vi næsten alle har oplevelsen af at det er svært at finde tøj til netop vores facon. Jeg læste en statistik, har glemt tallet, men tror det var 2/3 eller 3/4. Så hvorfor pokker findes “standard”størrelser?!
De tager pis på os, fordi de kan. Sidst, jeg bestilte bh’er, bestilte jeg 3 hjem, fordi mit yndlingsmærke er udgået, og jeg derfor skulle vælge mellem mærker, jeg ikke kendte.
Jeg bestilte en 75 i omkreds på dem alle 3 – hvilket jo er et mål på centimenter. Lagt op under hinanden var der over TI CENTIMETERS forskel på omkredsen, målt fra hægte til hægte. Fair nok, at det kan være svært at sige, hvad ‘small’ dækker over, men 75 cm er vel for fanden 75 cm!?
Der er øjeblikke, hvor jeg tænker, at amish-folkene har fat i den lange ende.
Surt opstød ift punkt 1: Særligt i julen var Facebook-gruppen for min by helt oversvømmet af “Jeg har en flæskesteg/en chokoladejulekalender/et halvt glas ribsgelé i overskud, som jeg gerne vil donere til en familie, der ikke har meget at gøre godt med her i den søde juletid. Jeg giver helst til en enlig mor med mindst tre børn og den smukke gave skal bruges mellem kl 16 og 17 en tirsdag i en ulige uge. Argumenter i kommentarfeltet, hvorfor det er dig, der er værdigt trængende”. De opslag fik så mange kommentarer, om hvor smukt det var, men jeg kunne simpelthen ikke klare at se (den generelle) by-gruppe blive forvandlet til “Hil mig, thi jeg er frelseren”-gruppe.
I den lokale gruppe her er der et par personer, der jævnligt laver ‘hyggekasser’ til ‘familier med få midler’. Hvilket jo isoleret set er sympatisk nok. Men HVER gang laver de opslag med billeder af kasserne, og ‘skriv i kommentarfeltet, hvorfor det skal være dig’. HVER gang er alle ved at gå i bro over, hvor flot det er, at de vil forære for 100 kr. slik og chips væk, og hver gang er jeg ved at rive min hud af over det. Det er helt SYGT fornedrende, og hver gang tænker jeg på, at de mennesker, der enten bliver taggede eller melder sig, har børn, der går i skole med andre børn, hvis forældre ser de her opslag.
Det er simpelthen så ufint at sætte folk i en situation, hvor de kun må få noget, hvis de vil tigge for det et sted, hvor alle kan se det. Hvis man virkelig gerne ville hjælpe, så kontaktede man mødrehjælpen, eller skrev ud og bad om en besked bagom fra nogen, der arbejdede med en målgruppe, der kunne være relevant.
Jeg har fx kontaktet krisecenter, børnehjem eller Reden, når vi har ryddet op. Det er lidt forskelligt, hvad de har brug for, men nogle passer det lige ift vores overskud. Det kan både være tøj, køkkengrej, sengetøj mv.