I øvrigt:

*Kan jeg ikke komme over The Last of Us. Den er SÅ! GOD!! Og Pedro Pascal… Lord. Jeg så et tweet den anden dag, som sagde: “I need to stop calling Pedro Pascal daddy, it’s becoming a problem”. Hard relate.

*Vil jeg bare virkelig, virkelig gerne spille Hogwarts Legacy, men mit yngel gider ikke. Og kunne jeg gøre det selv? Altså. Ja. Men det er jo ikke sjovt. Hvem har opdraget de børn?!

*Speaking of børn bad jeg i går Anton, der sad med sin iPad, om at få smidt sit vasketøj i maskinen, så jeg kunne få den startet. “Det kan jeg ikke lige nu, mor. Jeg er i gang med at angribe en frugt, der lyder som en fryser.” Jeg føler mig 800 år gammel. (-og *endnu* mindre forstående overfor afvisningen af Hogwarts-spillet..)

*Er jeg begyndt i en bogklub, og det tegner virkelig, virkelig godt. Gode damer, enighed om genrer, om mødetid og -frekvens osv. Det har jeg ret meget optur over. 

*Er jeg i den forbindelse i gang med ‘Hærdet’, som er den første bog, vi skal læse i klubben. Jeg kan sgu ikke helt finde ud af, hvor jeg står med de der insiderberetninger fra politi og militær. For mig er der noget iboende urimeligt i at fortælle en historie om mennesker, som pga. tavshedspligt ikke kan forsvare sig. Hvis en lærer eller en sagsbehandler skrev en bog om tegnsprogstolke, og alle i branchen vidste, at der var masser af grunde til, at noget gik som det gik, så ville vi stadig ikke kunne gå ud og sige det. Heller ikke selvom bogen ville påvirke gennemsnitsdanskerens syn på os som profession. Så er der selvfølgelig alt muligt om magtforhold osv. som spiller ind – men måske er jeg bare lidt farvet af min instinktive modstand mod en mand, der lige nu er i ALLE mine feeds som enten podcaster, forfatter eller foredragsholder. Jeg er all for, at man formår at vende sine fejltrin til læring og vækst som menneske, men juryen er ude ift. decideret at skabe karriere på det. Vi må se. Indtil videre skal bogen roses for et godt sprog og nostalgi galore til den tid, hvor jeg selv blev voksen.

*Kan jeg ikke forklare, hvor rart det er at have fået lidt (medicinsk skabt) ro i hovedet. Men det har overrasket mig at opdage, at der også er sider ved det, som trækker tænder ud. For hvor min hjerne før zappede ud og videre 10 gange i minuttet, så er automat-eskapisme pludselig ikke længere en tilgængelig copingstrategi, og derfor er der nu alle mulige følelser, som jeg bliver nødt til at forholde mig til – også de lidt tungere af slagsen. Det kan jeg godt mærke på overskuddet, synes jeg. 

*Hører jeg meget gerne fra jer, hvis I kender til andre gode sparkling teas end den fra Copenhagen Sparkling Tea. For JA, den er god. Men JA, den er også dyr…! Anyone?

*Fandt jeg til min egen store overraskelse et asiatisk supermarked her i byen, som er virkelig velassorteret. Efter mange skuffelser, hvor jeg er kørt tværs over prærien for at komme ind i butikker, der på nettet har lovet mig koreanske krydderier og vietnamesiske grøntsager, for så at komme ind i et lagerlokale med 600 tomme hylder og to glas uspecificeret, semisuspekt, syltet grønt, besvimede jeg næsten af begejstring over at komme ind et sted, hvor de har alt, hvad hjertet kan begære til bowls og wok.

*Åd jeg i sidste uge Netflix-serien Resident Evil, som er helt perfekt de første 6 afsnit, for derefter at brække midt over og blive urimeligt elendig på de sidste to. Eneste formildende omstændighed er soundtracket. Serviceinfo: Vi er tilbage på Deadmau5.