Om minimalisme, bøger og konsekvenser
Inspireret af en lille snak, Jane og jeg havde i kommentarfeltet hos hende, lå jeg i nat og tænkte.
Hele ideen med minimalisme er indiskutabelt en god. Der kan ikke rigtig siges noget negativt om, at vi forsøger at trække bremsen ift. hvordan og hvor meget vi belaster miljøet og planeten.
Og det kan sagtens være, at det her handler om, at jeg først er kommet rigtigt mentalt ombord på projektet over det sidste års tid, og at den her diskussion er taget til hudløshed 600 andre steder på nettet. I så fald undskylder jeg på forhånd, og tager med kyshånd imod links, for jeg vil gerne være klogere.
Tankerne hos mig udsprang af, at Jane skrev, at hun helst låner bøger på biblioteket, frem for at købe dem selv. Jeg har selv flere gange tænkt, at det er det eneste, der giver mening ud fra et spar-på-ressourcerne-synspunkt. Men i nat kom jeg til at tænke lidt mere over det. For hvis ingen (eller få) køber bøger i butikkerne, hvem skal så skrive dem? Måske er jeg farvet af, at jeg kender en del, der forsøger at leve af at skrive, men min oplevelse er, at det er de færreste, der lige skriver en bog med venstre hånd, mens de passer et almindeligt 8-16-job med højre. Ordentlig litteratur kræver tid til fordybelse, tror jeg, og den tid skal vel finansieres? Eller hvad?
Jeg synes, at problemet er lidt i tråd med det, vi har med nyheder; vi vil gerne have dem (-ish), men vi vil ikke betale for dem. Derfor får vi aviser som Metro Express, og derfor er det åndssvagt svært at få (og beholde et) arbejde som journalist. Det ville være meget logisk, hvis det i sidste ende betyder, at færre søger ind på studiet. Diskussionen har bølget i mange år i mit fag: Giver det mening, at uddanne flere, end der er brug for? På den ene side poster man offentlige kroner i at sende folk ud i arbejdsløshed. På den anden side får man et meget mindre felt at tage af, og dermed bliver der potentielt også længere imellem de virkelig gode, ganske enkelt fordi der er færre perler i 10 østers, end der er 100.
Et argument for at undlade at købe bøger vil være, at der stadig er masser af mennesker, der køber dem, fordi det ikke er alle, der tiltales af den minimalistiske tankegang, og det tror jeg sådan set er rigtigt nok. Mit bud er bare, at det er et bestemt segment, der er optaget af minimalisme, og at det derfor vil være en bestemt type af forfattere, der vil blive pressede på at få tid til at lade ideer og tanker destilleres og nedfælde dem på papir, mens der stadig vil (og nu tænder vi fordomskarussellen) blive spyttet masser af krimier og reality-semikändis-biografier ud.
Frida havde feber i nat, så måske har jeg haft for god tid til at gå i selvsving, men jeg kom sådan til at tænke på en mand, jeg mødte i forbindelse med en tolkeopgave, som sagde, at om 50 år er der ikke arbejde til alle; simpelthen fordi vi til den tid har fået nedbragt vores forbrug nok til, at der ikke længere er brug for så mange mennesker i produktions-sektoren. Og da jeg i nat lå og holdt vagt og fangede undvegne sutter, spekulerede jeg på, om ikke det socialt kommer til at ramme skævt ad helvede til? For tror vi ikke, at det vil være en bestemt del af samfundet, der tager det hårdeste slag? Eller hvad?
Og hvad med alle de mennesker, der bliver overflødiggjort? Hvem skal forsørge dem? Løfter vi blikket og kigger 100 år frem, har tingene sikkert stabiliseret sig, og vi er tilbage til et samfund, hvor vi i langt højere grad er selvforsynende og får tiden og artens overlevelse til at gå med marker og får, men hvad pokker gør vi med alle de mennesker, der i mellemtiden kommer i klemme?
Ingen problemer bliver løst ved at rive jorden fra hinanden i sanseløst overforbrug, og derfor er minimalisme, downsizing og omtanke pr. definition de rigtige valg, men jeg vil meget gerne være klogere på de potentielle konsekvenser, som jeg ikke synes, jeg har hørt så meget om, så hvis nogen har links eller anbefalinger til bøger (#OhTheIrony), der omhandler dette emne, vil jeg meget gerne tippes.
God mandag derude, og en særlig tak til dig, Jane, for at give stof til eftertanke <3
M2018, uge 5
(Se forklaring på M2018-konceptet her )
I den forgangne uge har jeg:
1)
været i Odense Zoo (ok, lidt snyd; det var faktisk i sidste weekend vi var afsted, men den får lov at komme med alligevel). Vi var derovre for første gang i sommerferien, og da jeg stod og skulle betale ved indgangen, blev jeg ramt af den sædvanlige “Ej, men det ville da næsten være idiotisk *ikke* at købe årskort!” Det er en fælde, jeg er faldet i flere gange, end jeg gider at indrømme. Men fordi jeg med hele det her projekt fokuserer på, at vi skal bruge det, vi har – også de oplevelser, som vi har betalt for – blev jeg lørdag morgen pludselig optændt af den spontane ild, og spurgte børnene, om vi skulle over og kigge på pingviner. Det skulle vi, og sådan gik det til, at vi nu har tjent vores entre-penge ind igen.
2)
genindført min tradition med at have frosne pitabrød i fryseren. Bedre mennesker end jeg bager dem selv, men jeg lever fint med den færdigkøbte version. Jeg laver en ordentlig omgang af sådan en salat, der ligger et sted mellem coleslaw og råkost to gange om ugen, og det betyder, at stort set alle rester af kødsauce, baked beans, æggekage osv. kan konverteres til pitafyld. Det er en meget velsmagende måde at tilintetgøre sine rester på.
3)
købt en ny dukkevogn til børnene (den fungerer upåklageligt til både dinosaurusser og dukker), efter at have solgt nok af deres brugte legetøj til, at vi ikke skulle have penge op af lommen. Jeg har ledt efter en god brugt, men lige præcis legetøj af stof, er jeg hysterisk med ift. om det har stået ude/på loftet. Desuden er dukkevogne – viser det sig – noget af det legetøj, folk måske er en smule urealistiske omkring ift. hvad man kan videresælge det for. Men hele processen omkring anskaffelsen var faktisk rigtig fin, både fordi ungerne selv var med til at pege på, hvad de var færdige med at lege med, men også fordi de var mere interesserede, end jeg havde forventet, i det med, at der nu er nye børn, der får glæde af tingene, og at man kan spare op til noget, man gerne vil have, ved at sælge noget, man ikke bruger mere. Endelig har vi reduceret 10 stykker legetøj til ét, og det sætter jeg kvadratmetermæssigt stor pris på.
I want to ride my bicycle
Klokken er 16.33, det er fredag eftermiddag, og mørket begynder stille og roligt at falde på. Huset er så tyst, at jeg før måtte rømme mig for lige at være sikker på, at jeg ikke var blevet døv. Børnene er afleveret hos mormor og morfar, fordi jeg skal til fest, og jeg tror sgu lidt, jeg har glemt, hvordan man gør.
Inden jeg fik børn var jeg ikke typen, der stod på en bardisk hver eneste fredag og lørdag, men frekvensen af byture var indiskutabelt højere, end den har været de sidste mange år. Måske skyldes den lidt amputerede fornemmelse, at hele ritualet omkring At Gøre Sig Klar er en saga blot; tidligere strakte projektet sig over flere dage, så der var styr på hår, voksning, tøj, sjusser og aftaler om, hvor vi dullede op. Idag har jeg været på arbejde hele dagen, hentet en biblioteksbog, da jeg havde afleveret børnene, fordi det lige var nemmere end at skulle have alle mand ud af autostolene, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal have på.
Voksenhed og børn er én ting, men jeg tror heller ikke rigtigt, jeg har gen-lært at gå i byen i Esbjerg. I Aarhus var jeg dejligt anonym, og jeg kunne stort set té mig, som jeg ville. Den den luksus har jeg ikke her. Ikke på kändis-måden – alle hernede er bare altid nogens fætter eller forældre til børn, der også går i Mariehønsene, eller en del af det slæng, jeg aldrig har ønsket at dele by med igen.
Men måske er det som at cykle? Det får i hvert fald et skud, så nu vil jeg finde en playliste, der river tapetet af væggene, skrue HØJT op, skænke et glas vin og se, hvad der sker.
God weekend derude.
Ps: Der er sherifstjerner til dem, der spoiler X-Faktor
M2018, uge 4
(Se forklaring på M2018-konceptet her )
I den forgangne uge har jeg:
1)
holdt pause fra HBO og Netflix, og i stedet læst to af de bøger, jeg har liggende. Umiddelbart er det jo ikke et spare/downsizing-tip – og så alligevel. Selvom jeg er flittig bruger af biblioteket, ELSKER jeg bøger, og forvandler mig til Gollum, når jeg ser dem, og den der “you might also like”-funktion på amazon.uk? Den har mig *lige* på kornet. Men da det jo er hele hoarder-tendensen, jeg forsøger at komme til livs, skal bøgerne læses, og jeg må ikke låne eller købe flere, før jeg er i bund med dem, jeg har. ( – blev der sagt.)
2)
kørt en ‘lad-falde-hvad-ikke-kan-stå’-oprydning i køleskab og køkkenskab, da jeg alligevel stod og ventede på en gryde pasta, der skulle koge færdig. Bare lige 5 minutter, hvor jeg bladrede hylderne igennem, og stedte de madvarer til hvile, som jeg må erkende, jeg ikke får spist eller kan konvertere til noget andet. Det er faktisk en af de største udfordringer, når man har fået stop madspild ind under huden, synes jeg, simpelthen fordi man ikke længere bare smider ud. Men der *er* nogle få ting, som smager så træls, at man bare flytter rundt på dem, og som ikke kan bruges til noget af det, man ellers laver. I de tilfælde smider jeg det ud (hvis ikke andre kan bruge det, selvfølgelig) fordi det ellers bare er fyld, der spærrer for udsynet. Min oplevelse er, at den mest effektive udnyttelse af det, man har, kræver overblik over, *hvad* man har.
3)
endelig knækket rugbrødskoden. Det er millimeter fra at udvikle sig til en skriftlig udgave af Den Store Bagedyst, det her, men ikke desto mindre er det noget, jeg i lang tid gerne har ville finde en løsning på. Jeg er rugbrødsspiser, når det kommer til madpakken, fordi jeg ofte spiser i bilen mellem to opgaver. Det bliver noget rod med salat. Men jeg har virkelig irriteret mig over, hvor meget spild jeg har på lige præcis rugbrød. Køber jeg hos bageren, er det til bager-priser. Køber jeg en pakke Kohberg (anti-spons) er brødet tørt efter 24 sekunder, og der er grænser for, hvor meget øllebrød, man kan bede sine børn slæbe sig igennem. Jeg har flere gange prøvet at bage selv, men jeg hader at skære rugbrød med en inderlighed, der grænser til det religiøse. I onsdags kom jeg så pludselig til at tænke på, om ikke man kan bage det i en kageform, sådan lidt foccacia-style, og Lord behold; det kan man. Når man vipper flisen ud af formen, er det bare at skære den i sandwich-størrelse-stykker og fryse dem, så har man frisk(-ish) rugbrød i 8-10 dage. Helt uden at skulle skære noget i skiver.
I øvrigt:
* spekulerer jeg på, om der er nogen, der udtaler k’et i fransKbrød?
* vil jeg gerne slå et slag for at indføre faget Systematisk Navngivning på uddannelsen til Hvem-der-end-navngiver-bogligkvarterer. Når jeg har passeret Blommevænget og Æblevænget og Pærevænget giver det mig nærmest fysisk ubehag, at den næste vej hedder Søhaven.
* øver og øver og øver jeg at cykle ude i verden med Anton, der stadig kører, som om livet er et computerspil. Forleden kørte han “Krims Krams, mor!” som er det, vi andre kalder zig zag. Jeg havde på daværende tidspunkt råbt: “Kig, hvor du cykler! KIG!!” og “IND TIL SIDEN” så mange gange, at jeg tog mig selv i bare lakonisk at tænke, at der i det mindste ikke er flere tænder tilbage at slå ud #jahat
* åbnede jeg i aftes min terassedør for at tage en danskvand, og ind i stuen strøg den største kat, jeg i mit liv har set. Jeg glæder mig til år 2020, hvor jeg forventer, at min puls igen er faldet til normalt niveau.
* vil jeg gerne vide, om der findes nogle minimalistgrupper på fb for mindre rabiate typer end dem, der bruger æggeblommer som shampoo, og som bruger aftenerne på at skralde. (- og ikke på dén måde).
* ville jeg ønske, at Martin Krasnik var med i Mads & Monopolet hver eneste lørdag.
* er én af de største udfordringer ved ikke at bruge penge næsten, at jeg skal indstille mine indkøb af små papæsker i Søstrene Grene. Det tangerer et misbrug.
* har jeg lovet mig selv, at jeg, hvis jeg når de mål, jeg har sat mig i år, må købe den Kenwood køkkenmaskine, jeg har kigget langt efter de sidste to år. (Ingen spons, men Kenwood, I ringer bare.)
* vil jeg bare lige nævne, at hvis nogen derude er klar på at starte Folkebevægelsen Mod Gulerødder I Rugbrød, så er jeg frisk.
M2018, uge 3
(Se forklaring på M2018-konceptet her )
I den forgangne uge har jeg:
1)
opfundet hjulet, bare med boller. Jeg bager jævnligt boller til madpakkerne, men ender altid med at smide halve eller hele boller ud, og det har irriteret mig ad helvede til. Hvis jeg bager det antal, opskriften angiver, bliver de så store, at børnene ikke kan spise en hel hver. Bager jeg dem mindre, bliver de ofte så hårde, at Frida nærmest ikke kan gnave hul på dem, og kører jeg med halve, ender jeg med at smide tørre efterladenskaber ud. Nu har jeg løst det. I denne uge bagte jeg, af en portion der skal give 12 boller, i stedet 6 små “franskbrød”, som jeg – og nu kommer det – skærer i skiver. Der må klappes. Frida kan tygge dem, et minifranskbrød, som passer perfekt til os 3, er nemt at hive op af fryseren, og der er nul spild.
2)
endelig regnet ud, hvordan jeg husker at bruge håndcreme, og dermed får brugt de 7 (!) tuber, jeg har stående i skabet. Jeg bøvler med tørre hænder, og er derfor nem at friste med gode tilbud på håndcreme. Problemet er bare, at jeg ikke får det brugt. Det står og står og står. Jeg har prøvet at stille det lige ved siden af håndvasken, ganske uden effekt. Men i sidste uge tømte jeg den klassiske Biotherm bodylotion med pumpe, og kom til at tænke, at det måske kunne gøre tricket. Og det gør det. Hvorfor jeg kan overskue at trykke på en pumpe, men ikke at vippe et fliplåg af, må gå over i historien som et af livet store, ubesvarede spørgsmål, men nu fylder jeg alle de ensomme, forladte håndcremer, der har henslæbt tilværelsen i et lukket skab på badeværelset over i the artist formerly known as Biotherm, som har fast adresse lige ved siden af håndsæben, og jeg er allerede igennem den første tube.
3)
holdt fødselsdag for familien, og efterfølgende skrevet i Min Bog, hvor meget, der blev spist. Jeg startede på bogen forrige år til jul, og bruger den til at skrive de højtidsrelaterede ting, som jeg hvert år er sikker på, jeg kan huske året efter, men som jeg efterhånden har lært, at det kan jeg ikke. F.eks. at jeg *har* købt kalenderlys (på udsalg), så jeg ikke styrter ud og køber et nyt, og hvor mange æbleskiver, vi spiste, da det var vores tur til at holde adventshygge. Jeg har udvidet bogen til at gælde for alt, hvad vi fejrer, og skriver nu også i, hvor meget, der er blevet spist, når vi har holdt fødselsdage. Umiddelbart kan det virke som overkill, og det bliver det måske også, når jeg engang er blevet bedre til det, men jeg er åbentbart reinkarneret fra noget husmor i 1950’erne, som levede i kronisk angst over, om der var mad nok, så jeg laver alt, alt, ALT for meget mad, kan jeg se. Måske bliver det ekstra grotesk at se på, fordi jeg er blevet ret god til at ramme den rette mængde i hverdagen – i hvert fald er det rart at kunne hive bogen frem, når man skal invitere til børnefødselsdag, og tænker, at sådan nogle børn da nok kan spise en bradepande pizza hver, og så sort på hvidt kan se, at 12 børn sidste år spiste 1,5 bradepande. I alt.
Tillykke til mig. Igen.
I morgen har jeg fødselsdag, og det er dermed et år siden, jeg postede indlægget om, hvad mine første 40 år har lært mig.
Egentlig er det jo ikke fordi jeg kan prale af at have lært meget mere i året, der er gået, men alligevel føler jeg, at jeg er kommet lidt længere ned ad den vej, jeg for et års tid siden begav mig ud på.
Jeg har ikke haft et erklæret mål om at fokusere på noget bestemt, men hvis jeg skal gøre status, tror jeg, at det har været mine relationer, der har haft min opmærksomhed det forgangne år. Ikke iført blå kansasbukser og værktøjskasse; mere bare iagttagende og konstaterende.
Det startede med, at jeg var afsted til et arrangement, hvor jeg mødte en pige, jeg engang har arbejdet sammen med. Jeg bryder mig ikke om at være sammen med hende, og for første gang kom jeg til at tænke over hvorfor. Det handler ikke om, at jeg ikke kan lide hende, eller at hun besidder kvaliteter, jeg ville ønske, jeg havde. Det er mere noget instinktivt – noget med en oplevelse af, at dele af min personlighed bliver skruet af mig, og opfattet isoleret, og ikke som en del af pakken, hvor det er hele billedet, der udgør personen.
Det giver mig en følelse af at være kronisk i defensiven, og af at skulle vogte over hvert eneste ord, jeg siger, og alligevel føler jeg mig misforstået og karikeret, i det sekund jeg åbner munden.
Når jeg spørger, hvornår de sidste kommer, får jeg fornemmelsen af lyde som én, der kun kan leve, hvis alt er under kontrol. Når jeg svarer på et spørgsmål, får jeg en følelse af, at det fandme også bare er typisk mig at skulle sidde der og spille klog.
Måske trykker hun på nogle knapper, som mennesker, der har villet mig det dårligere end hun, også trykkede på. Måske har hun nogle karaktertræk til fælles med dem, og minder mig ubevidst om dem. Jeg ved det ikke.
Til gengæld ved jeg, at jeg har veninder, der inspirerer mig, og giver mig lyst til at være den bedste version af mig selv. Når jeg er sammen med dem, er mit fokus på verden omkring mig, og på at bidrage, udvikle mig og blive klogere. Vi brokker os også, vi er lige så forskellige som hende og jeg i eksemplet ovenfor, så hvorfor nogen får mig til at blomstre, mens andre får mig til at visne, ved jeg ikke. Men jeg konstaterer, at det sker.
Det næste, der fangede min opmærksomhed ift. relationer, udsprang af en video jeg så på fb med en mand, der holdt dimissionstale for sin klasse på et amerikansk universitet. En af de ting, han sagde var: “Define yourself by what you love – not what you dislike or hate”. Det ramte noget i mig, og jeg begyndte at bemærke, hvornår jeg selv eller mennesker, jeg var sammen med, gjorde hhv. det ene eller det andet.
F.eks. var jeg for en måneds tid siden til fest, og min bordherre fortalte, at han havde købt en ny telefon. “Og jeg har jo ikke behov for at massere egoet med mærker, eller for at kunne lægge den rigtige telefon frem, når jeg sidder og spiller smart på en cafe, så det Apple-lort kan de holde for sig selv; jeg valgte et-mærke-jeg-ikke-kan-huske, som kun koster det halve. Og den kan det samme!”
Det er ikke min opgave at være stemningspoliti, men når man fortæller en historie på den måde, er der ingen, der siger: “Gud, hvor fedt. Må jeg ikke se din telefon? Er du glad for den?” For det er ikke længere bare en historie om valg, det er et håb om provokation, som gør alt det modsatte af at invitere til samtale. Hvis han i stedet havde sagt: “Jeg har lige købt en xxx telefon, og hold kæft, hvor er jeg glad for den! Den kan alt muligt, og så var den skidebillig” havde det åbnet samtalen på en helt anden måde, og derfor øver jeg mig dagligt på ikke selv at falde i fælden. For det er. så. nemt. Brok skaber fællesskab, men i år har jeg tænkt meget over, om det reelt er et fællesskab, der gør mig glad at være i?
Så det må være det 25. og 26. punkt på min livet-har-lært-mig liste: At øve mig i at definere mig selv ud fra, hvad jeg kan lide i stedet for det modsatte, og at nogle mennesker formår at forløse dit potentiale langt bedre end andre. Og måske er det ikke nødvendigt at forstå, hvorfor det sker, men nok at bemærke at det gør, og træffe dine valg derefter.
I øvrigt:
* nikkede Frida mig en springskalle i fredags, så næsen sprang op, lige der, hvor den er sat på. Her en illustration af, hvordan jeg reagerede vs. hvordan jeg havde lyst til at reagere:
* flækkede Anton i aftes min læbe i en slags rugby-tackling under godnathistorie-læsningen, og jeg ligner nu en, der har været i byen i Randers #SkaDuPyntes?
* fik jeg i går fra TV2 en BREAKING, der hed: “Sådan tjekker du, om du eller dit barn er sigtet sagen om deling af sex-video” Kan I huske dengang, vi troede, at man i 2018 ville have flyvende biler og sommerhuse på Mars?
* skal jeg om lidt igang med at skrive i de notesbøger, jeg har købt til mine børn. Tanken er at skrive de ting til dem, som man glemmer hen ad vejen. Der kommer til at være et kapitel om sygdom/sundhed (f.eks. hvad der er af psykiske/fysisk baks i generne, hvad de har haft af børnesygdomme, ekstravacciner de har fået osv.), et kapitel om, hvad jeg har gjort mig af tanker om opdragelse, et kapitel med små-oplysninger, som jeg tror, de vil synes er er sjove at læse senere (hvilke godnatsange de har fået (og stadig får) sunget, ting, de har sagt osv.) Jeg kan ligesågodt starte med at iføre mig helkrops-regnslag; det bliver ikke kønt.
* har jeg taget en pause fra serierne for at læse, og er lige nu igang med hhv. Jordens Kvinder, som er semi-feministisk, urtet og meget ulig det, jeg plejer at læse, og Bruce Springsteens autobio. Kan man være litterær bipolar?
* skal Frida starte i børnehave d. 01. marts. Ja. I år. Wtf?
* kan jeg ikke helt finde ud af, hvor jeg står ift. til de tiltagende rygter om, at Oprah stiller op som præsidentkandidat.
* har Anton tabt en tand mere i overmunden, og jeg kan ikke komme over, hvor sød jeg synes, han ser ud.
M2018, uge 1+2
Jeg er, som tidligere nævnt, ved at arbejde mig baglæns gennem alle mine gamle blogindlæg og slette kode, så der ikke er 16 forskellige skrifttyper og -størrelser. På den ene side et virkelig irriterende stykke arbejde. På den anden side en fin mulighed for gensyn med alle mine tidligere rablerier.
Det er ikke så længe siden, jeg var forbi indlægget om sparetips, som er et af de indlæg, jeg har skrevet, der har skabt allermest liv i kommentarfeltet.
Jeg kom derfor til at tænke på, at det kunne være sjovt at lave et indlæg om ugen, hvor jeg lister 3 ting, jeg i den forgangne uge har gjort for at downsize, stoppe madspild eller spare. Egentlig bare fordi jeg selv bliver vældig inspireret, når jeg hører eller læser om helt konkrete tiltag hos andre. Overskrifterne til de her emner er jo ofte ret “Duh!”-agtige – “Lad være med at købe mere end du bruger” – men når det bliver omsat til noget helt lavpraktisk, som jeg ser mine veninder gøre, er det meget nemmere for mig at indarbejde.
Det bliver (relativt) kort og godt, og der bliver ikke meget mere indledning til punkterne, end et link til dette første indlæg i rækken.
Overskriften vil hver gang være M18, Uge xxx (forkortelse for “Minimalisme 2018” – et navn, som jeg i mangel på fantasi har tyvstjålet fra en facebookgruppe, jeg fik anbefalet i kommentarfeltet til sidste indlæg). På den måde er de både nemme at springe over, hvis man synes de er trælse, og at finde i ‘Kategorier’ hvis man gerne vil læse tilbage.
Jeg kommer stadig til at blogge med samme frekvens om alt det, jeg plejer, så disse indlæg vil blive postet ud over det, der normalt kommer op.
Vi tester ideen frem til slut-februar, og hvis det fungerer, fortsætter jeg året ud.
Og endelig: Nu, hvor jeg har fået ideen, kan jeg næsten ikke forstå, hvis andre ikke har fået den før mig, men jeg er ikke stødt på den andre steder i blogland; hvis jeg plagierer nogen, er det ikke med vilje.
(Update: Et par stykker har gjort mig opmærksom på, at Project Handmade har en lignende type fredagsindlæg. Jeg ved ikke, hvordan jeg ikke har opdaget hende, for det er virkelig en fin blog, og jeg kun opfordre andre latemovers, der heller ikke kender hende, til at skynde sig derover.)
Det ville gøre mig glad, hvis I havde lyst til at lege med og byde ind i kommentarfeltet, hvis I har noget at supplere med.
Ok?
Vi ruller.
I den forgangne uge:
1)
Er jeg gået igang med at bruge stakken af Go-Cards, jeg over 10 år har samlet på cafeer og i fitnesscentre, til noter. Jeg lægger simpelthen en bunke på køkkenbordet, hvor jeg normalt har min blok til at ligge, og bruger dem til huskelister, indkøbssedler, to-do’s osv. Det er en del af mit forsøg på at få brugt de ting, jeg har, som bare optager plads.
2)
Har jeg fået fremgravet alle de bloklys, jeg gennem tiden har købt, fordi jeg engang troede, jeg var hurricane-typen, og sat dem, hvor jeg normalt har fyrfadslys. I lang tid har jeg bare rykket rundt på dem, fordi min hjerne ikke tænker længere, end at de skal bruges til det formål, de er købt, men i stedet for at købe en ny sæk fyrfadslys, giver det ret god mening at få brugt de her i stedet. Hygge-niveauet er det samme.
3)
havde jeg i lørdags besøg af nogle af damer til brunch. Jeg lavede en batoffee-pie (cheesecakebund, hjemmekogt karamel, frisk frugt og flødeskum) og til bunden valgte jeg at tømme dåserne med julesmåkager ned i kværnen, sammen med den halve plade mørk chokolade, jeg har flyttet rundt på i 3 måneder. Shit, det blev godt. Igen: Jeg kan være virkelig slem til at låse mig fast på, at hvis opskriften dikterer at bruge Digestive-kiks (ingen spons) (og I skal ikke ringe, Digestive, for min røv er rigeligt stor som det er), så stryger jeg lige ud og køber dem, i stedet for at bruge, hvad jeg har. Det er, hvad politikerne kalder ‘et indsatsområde’ for mig.
Som sagt: Kommentér gerne, både med fif og med generelle kommentarer til ideen.
Stable genius reporting for duty
Vi har før snakket om økonomi her på bloggen, så det tænker jeg godt, vi kan fortsætte med, uden at sætte nogen i forlegenhed.
I november gik min bil – igen – i stykker, og regningen fra værkstedet lød på 12.000 kr. De skulle heldigvis bare være betalt inden d. 12. december og når det nu skulle være, var det rart, at udgiften ikke kom i en måned, der ellers er dyr.
I ægte januar-stil brugte jeg sidste uge på at rette forskudsopgørelse og havde i den forbindelse fat i mine papirer fra banken. Her kom jeg til at se, at jeg hvert eneste år betaler 10.000 i renter på mit billån.
Og det var altså: 10.000 kr.
Det betyder, at 4 ud af de 12 måneder, jeg betaler af på lånet, er det egentlig bare det her, der sker:
Det samme gælder mit forbrugslån.
Jeg er. så. træt af at være presset. Min løn ligger lige omkring det samme, som en folkeskolelærer hiver hjem, og med lejebolig og 5.000 kr., der går til at nedbringe gæld hver eneste måned, er jeg nærmest afhængig af at være heldig. Det stresser mig ret meget.
Noget af det mest irriterende er, at jeg idag er et helt andet – og langt mere ansvarligt – sted, end jeg var, da jeg stiftede gælden. Det betyder, at det næsten føles som om, jeg afdrager på gæld for en fremmed.
Om 3,5 år er jeg gældfri, og den dag tvinger jeg alle til synkront at drikke champagne med mig, på tværs af tidszoner og kommunegrænser. Men jeg kunne sgu også bare godt tænke mig, at jeg ikke begyndte at svede koldsved, hver gang min mandagsudgave af en bil kigger forkert på mig.
Derfor har jeg været den obligatoriske tjekliste igennem. Har jeg noget, jeg kan sælge? Skal jeg bruge-bruge alle mine organer? Er jeg for gammel til at blive pusher?
Efter at have overvejet mine muligheder, stod tilbage, at mere arbejde måske kunne være løsningen. Det kræver bare, at det er noget, der kan varetages hjemmefra og som ikke larmer. Efter lidt tyggen-på-det, nåede jeg frem til, at der, hvor jeg synes, jeg har noget at tilbyde, er indenfor det skriftlige. Jeg prøvede, efter anbefalinger fra fb-venner, at tjekke nogle af freelance-tjenesterne ud, men det koster penge at få lov at byde på opgaverne derinde, og i og med, at jeg kun er på udkig efter et under-momsregistreringsgrænsen-bijob, kan det ikke betale sig. Folk derinde er SYGT veluddannede, og skal bruge hele sider for at få alle titler med på det, de har projektledet/ghostwritet/bestyret, og jeg blev helt beklemt og lille af at læse det.
Til gengæld kunne jeg også se, at mindsteprisen for en opgave ofte starter på ca. 5000.
Og så var det, at det i en sen nattetime slog mig, at jeg har tolket på videregående uddannelser i ca. 20 år, og jeg har aldrig hørt om studerende, der havde den slags penge at smide efter en korrekturlæsning/tilretning af en BA-opgave.
Enter smuthul.
Så det, der sker nu er, at jeg tilføjer et faneblad øverst på siden, og faldbyder mine tjenester som sproggartner i den have, du selv har anlagt. Om det er skriftlige opgaver, ansøgninger, transskription til opgaver eller noget helt tredje, man har brug for at få kigget på, er egentlig ikke så vigtigt, og jeg er også ret åben overfor andre typer af opgaver, hvis man sidder med noget.
Jeg er autodidakt og har ikke papirer på det, jeg gør – prisen er derefter. Min tanke er, at man, hvis man læser med her, har en ret god fornemmelse af, hvad det er, jeg kan, og ellers har ret direkte adgang til at undersøge det.
Jeg spiller efter reglerne med indberetning osv, og udgangspunktet er altid tekst, man selv har skrevet.
Der er et smækkys lige i panden til hver eneste af jer, hvis I vil hjælpe med at sprede ordet.