Feriefilosoferen
2018 er sparket igang, og idag var første dag i det nye år, hvor vi skulle ud af døren.
Det var egentlig ok. Jeg synes ikke helt, at juleferien blev, som jeg gerne ville have haft den til at være . Måske fordi jeg kom til at forvente, at den ville være ligeså nede-i-gear som sommerferien var det – og det var den virkelig ikke. Jeg syntes, der var for lidt nærvær og ro, for mange konflikter og for meget skærm og støj.
Jeg synes også, at jeg hele tiden har sagt nej til mine børn. Nej til at danse videre, nej til at spille mere Vildkat, nej til at kæmpe med sværd, og hver gang fordi jeg påberåbte mig en huslig pligt. Det giver mig altid, helt pr. automatik, dårlig samvittighed, fordi jeg synes, at prioriteringen i dét, er forkert.
For 3 år siden ville jeg bare have konstateret, at det var træls, og så ellers have lagt det bag mig, når vi var på den anden side, for så at hoppe lige i fælden igen ferien efter, men denne gang har jeg faktisk formået at holde fornemmelsen af dårlig, fortravlet mor ude i strakt arm undervejs, og lægge mærke til, hvornår lortemor-fornemmelsen opstod.
Jeg opdagede flere ting.
1) For det første, at ungerne ofte spørger *mange* gange i løbet af varigheden af en enkelt huslig pligt, om jeg ikke vil være med til at slås/lege tagfat/bære rundt på dem med gummi-ben osv. Det var sgu lidt en øjenåbner, for når man 6 gange, imens man støvsuger sit forholdsvis beskedne hjem, skal sige nej, så bliver det til MANGE nej’er i løbet af en dag.
2) Jeg opdagede også, at det hjalp at bruge den strategi, jeg har brugt meget til Frida: Finde enkelte sætninger, der hjælper både hende og mig, og gentage dem. F.eks. har jeg altid sagt: “Jeg hjælper dig” når jeg – ja – hjælper hende. Det lyder meget indlysende, men når man står ved en seng, der er ved at vælte, fordi verdens sureste pige er RAHsende over at skulle sove, så virker det næsten magisk, når man bare stille og roligt gentager: “Jeg hjælper dig”. For det er jo det, jeg gør. Hun er træt, og den bedste hjælp, jeg kan give hende er, at hjælpe hende med at falde i søvn. Det gør det meget nemmere at holde fast i det, man er ved, i stedet for at panikke og febrilsk forsøge sig med andre løsninger.
På samme måde har jeg prøvet meget enkelt at tydeliggøre, hvorfor tingene er, som de er, når der opstod konflikter over noget, som er svært at ændre på. Anton bliver f.eks. fuldstændig rødglødende, når vi skal ud at handle. “DET GIDER JEG IKKE, MOR!!!” Det gør jeg sådan set heller ikke. Men i denne ferie prøvede jeg med: “Når vi alle sammen holder fri sammen, er vi også nødt til at lave nogle af de kedelige ting sammen” – og kom selv i tanke om, at det jo er sådan det er. Det faktum kan jeg godt komme til at glemme, og i stedet spæne hovedløst med om kap op ad konflikttrappen, når det hele står på gloende pæle.
3) “Vi skal alle sammen være her. Også mig” har jeg også introduceret. For – helt ærligt – det glemmer jeg sgu også somme tider. Selvom jeg i mange år har øvet mig i at blive mere loose, så kan jeg ikke abstrahere fra det, hvis hele huset ligner noget, man skal være stivkrampevaccineret for at opholde sig i. Der behøver ikke være så rent, at man kan udføre kirurgi på gulvet, men jeg er ordensmenneske, og det har det at føde børn ikke ændret på. Derfor bliver der nødt til at være bare et minimum af orden, hvis jeg skal kunne koncentrere mig om at lege og spille.
4) Jeg har også prøvet af et ærligt hjerte at vurdere, om det handler om forkerte værdier eller fokus på ligegyldige ting, når jeg i løbet af sådan en ferie her ikke helt synes, at vi rammer den samme følelse af overskud og højt til loftet, som jeg syntes, vi havde i sommers. Her nåede jeg frem til, at forklaringen var utrolig lavpraktisk: Dagene er ganske enkelt kortere og mørket påvirker det generelle overskud hos alle mand. Selv med hjælp fra alle lyskæder i verden, giver det stadigvæk væsentlig færre timer til meget mere arbejde, end vi havde i sommer. For selvom jeg har skåret virkelig, *virkelig* meget fra ift. alt det rundt-oms-juleri, man meget hurtigt kan blive filtret ind i, er der alligvel meget ekstra i december. Frida er så stor nu, at jeg ikke er helt så presset på tid, som jeg var, da hun var spæd, men fordi der nu er kommet lidt luft, falder jeg somme tider i fælden, hvor jeg tror, at jeg har rigeligt med tid. Det har jeg stadig ikke, og det skal jeg simpelthen blive bedre til at huske, så jeg udviser lidt mere overbærenhed overfor mig selv, når timerne forsvinder, selvom jeg gør mit bedste for både at få hverdagen til at fungere og fylde magi nok i dagene til at ungerne også synes, det er jul.
5) Og endelig har jeg opdaget vigtigheden af engang imellem at sidde i haven med en kop kaffe, helt alene og i stilhed, uden at føle dårlig samvittighed over at sidde der, i stedet for at ligge på gulvet på en fakirmåtte af lego. For hvis dagene kun består af at løbe zigzag mellem praktiske pligter og leg med børnene, og aftenerne går med opsamling af efterslæb og indkøb og – pakning af gaver, så er er lige præcis 0 minutter til mig, og det går ikke.
Den helt overordnede konklusion på ovenstående må være, at der er nogle ting, jeg ikke kan ændre på, hvor gerne jeg end vil, og at nøglen til ikke at drukne i det, er at blive ved med at minde mig selv om, at det er sådan, det forholder sig.
New year – new me
Det er først på aftenen, begge børn snorker stille, og jeg sidder i mit nyligt af-julede hjem og forbereder mig mentalt på at tage afsked med året, der gik.
Jeg synes, at 2017 har været bøvlet.
Det har været et år med meget nyt, mange praktikaliteter og bekymringer og egentlig bare et år med en udpræget mangel på flow. Vi har indtil videre trukket frinummer på alt, hvad der har kostet tårer og søvnløse nætter, og for det er jeg inderligt taknemmelig, men det føles som et år, hvor intet bare har lagt sig til rette uden først at have været på tværs og gjort sig ud til bens. Der har været modstand i alle de små ting, man ikke skænker en tanke, når de flyder, men som fylder irriterende meget, når de ikke gør.
Samtidig mærker jeg, at der i 2017 er blevet trukket nogle linjer op til en skitse, jeg endnu kun fornemmer omridset af.
Min søgen mod stilhed og det, der følger med, har åbnet mine øjne for, at der er et rum, jeg gerne vil bruge mere tid i; at der sker noget med hele mit livssyn og min indstilling til alt, når jeg tager mig tiden til at slukke for alverdens turbulens.
Kombinationen af et år, der har føltes som en sten i skoen, og mit arbejde med at give sjælen lidt bedre plads, har givet mig lyst til at tage fat om noget af det, jeg trods alt har mulighed for at ændre på, fordi det seneste års bekymringer jo sætter i ret skarp kontrast, at der hurtigt kan opstå noget af det, man intet kan stille op imod.
Det er ikke første gang, jeg sidder med intentionerne om at spare mere op/skrue ned for skærmtid/blive et bedre menneske/have en vegetardag om ugen/huske at drikke vand – men trangen til at arbejde med alle disse ting, opstår altid i overmål i overskud – og er derfor født med virkelig dårlige odds for overlevelse, for når man har søsat 16 skibe, da det gik skidegodt, er det så svært at vurdere, hvilke af dem, man skal satse på at holde flydende, når hverdagen skruer bissen på, at jeg bare kommer til at vende det hele ryggen med et ‘Fuck it’.
Derfor har jeg købt mig en kalender. Eller måske mere noget, der lander mellem en kalender og en dagbog; der findes mange fine af slagsen, men jeg faldt for de her to, som jeg har bestilt. (Ingen spons – bare pral):
(Købt her: http://www.passionplanner.com/undated)
(Og her: https://www.cgdlondon.com/products/getting-things-done-planner)
Mit håb er, at jeg ved at arbejde mere struktureret med mål for hhv. måneder og uger, bliver opmærksom på det, allerede inden det sker, når jeg er ved at starte for mange projekter op på én gang. Samtidig giver det mulighed for at samle alle de små notater og løse lapper, jeg ellers har til at ligge og flyde overalt, ét sted.
Men den skal ikke kun bruges til de praktiske ting. Den skal også bruges til at holde fokus på det, der gør mig glad. F.eks. har min veninde og jeg har det sidste lille år hver aften sendt hinanden 3 punkter, som vi syntes, vi dén dag er lykkedes med. Der er ingen regler. Det kan være på kostfronten, det kan være ift. træning eller børneopdragelse, det kan være at unfollow’e blogs eller personer, man følger af de forkerte grunde osv. Det har været helt utrolig befriende at fokusere på, hvor man kan klappe sig selv skulderen, i stedet for altid at have fejlfinder-brillen på. Min tanke er, at jeg vil skrive disse 3 punkter i kalenderen hver aften også, så jeg kan gen-læse dem på dage, hvor jeg føler mig som en fiasko som menneske.
Jeg håber, at hver eneste af jer må få lige præcis den nytårsaften, I allerhelst vil have, og at 2018 kommer med fred og muligheder til os alle sammen.
Rigtig godt nytår.
Glædelig jul, alle sammen
Og tak, fordi I læser med <3
(PS: Jeg er gået igang med at trimme i alle mine gamle indlæg. Jeg troede, jeg kunne leve med, at formatering osv. skred lidt i sømmene, da jeg flyttede bloggen, og at forskellige skrifttyper osv. ikke ville irritere mig. Jeg tog fejl, så nu tager vi den fra scratch. Jeg har oprettet kategorier, som jeg ved samme lejlighed sorterer mine indlæg i, efterhånden som jeg bevæger mig baglæns, og jeg nummererer mine “i øvrigt” indlæg. Hvis der opsætningsmæssigt er noget, man har tænkt på, at man godt kunne tænke sig, er det speak now or forever hold your peace.)
(PPS: Serieanbefalingslisten er opdateret med Alias Grace.)
Bøger til juleferien
For 100 år siden lovede jeg at lave en liste med anbefalinger af bøger, ligesom jeg har lavet det med serier. Nu, hvor juleferien nærmer sig, tænkte jeg, at det var oplagt med lidt inspiration til læsestof.
På bogsiden er jeg ikke til de store, tunge værker, så hvis man primært begår sig i Hemingway og Kant, behøver man ikke bruge tid på at lede efter nedenstående bøger på biblioteket. (Eller, det må man selvfølgelig meget gerne, men man vil nok have det, som hvis man har lyst til 3 retter julemad, og får udleveret en skumfidus.)
Jeg har været lidt i tvivl om, hvor jeg skulle trække stregen i sandet ift. hvor langt, jeg skulle gå tilbage. For der har jo været mange gode bøger. Men da jeg kan mærke, at der er sket noget med min smag i bøger de sidste par år (f.eks. har jeg altid godt kunne lide Linda Castillos amish-krimier, men fordi de altid handler om døde og mishandlede børn, kan jeg simpelthen ikke holde ud at læse dem mere), har jeg besluttet at tage dem, der står klarest ud i min erindring fra de sidste par år, og så køre derfra.
Jeg lægger listen op under anbefalinger i hovedbjælken og tilføjer løbende.
Krimi/spænding
Skarpe genstande – Gillian Flynn
Hvis man kunne lide ‘Kvinden, der forsvandt’ af GF, vil man også elske både ‘Skarpe genstande’ og ‘En hjælpende hånd’. Jeg synes, at de har det ekstra tvist, der gør, at man som læser bliver suget helt ned i siderne og ikke kan hverken tales til eller forventes noget af, før man er færdig. Gillian Flynn bliver ofte nævnt som en af de første af de nutidige forfattere, der skriver i genren Domestic Noir, som også tæller bøger som ‘Kvinden i toget’, ‘Naboparret’ og ‘Det dybe vand’, men jeg synes personligt, at alt, hvad GF har skrevet, er niveauer over disse.
Skoven – Tana French
Jeg har skrevet “Skoven”, men jeg har slugt alle Tana French-krimier råt. Modsat rigtig, RIGTIG mange andre bøger i denne genre, er der bid i de her. Densiteten i sproget er høj, og historier og plot er nederdrægtigt velkomponerede, så man har underholdning til mange, mange timer, hvis man kaster sig over disse bøger.
Ungdom
Dronnigen af Tearling (trilogi) – Erika Johansen:
De her fik jeg anbefalet, og ellers ville jeg aldrig være faldet over dem, for jeg tror ikke, de er ret kendte i Danmark? Det er en fejl, for de er gode. Historien er en hybrid mellem Hunger Games og Game of Thrones, og der er både badass heltinder, magiske væsner og en verden, der er kronisk truet af undergang. 3. og sidste bind er endnu ikke oversat til dansk, og jeg syntes faktisk, at den var til den udfordrende side at læse på engelsk, så hvis man helst vil læse dansk, vil jeg anbefale, at man venter, til 3’eren kommer, så man kan tage dem i forlængelse af hinanden. Ellers tror jeg, man taber overblikket over handlingen.
Harry Potter – J. K. Rowling
Her er nærmere introduktion vel næppe nødvendig, men hvis man stadig har disse til gode, er jeg inderligt misundelig. Mine børn får dem proppet ned i halsen i det sekund, jeg vurderer, at de kan tåle at høre om he-who-must-not-be-named
Hunger games trilogien – Suzanne Collins
Der er tale om ungdomsbøger, og dybden er selvfølgelig derefter, men hvis man hælder Fluernes Herre og serien Lost i en blender og trykker på start, finder man de her bøger på bunden af kanden, når man kigger ned.
Biografier
Alt må vige for natten – Delphine de Vigan
Åh, sproget i den her bog! Og historien! Ja. Så godt og god, at det kalder på udråbstegn. Jeg ved simpelthen ikke, hvad man skal kalde den her genre, for det er jo ikke helt en biografi, idet forfatteren ikke skriver om sig selv, men om sin mor, og hele vejen gennem bogen kommenterer på sin egen proces, men jøsses, den er god. Jeg læste efterfølgende ‘Dage uden sult’ og ‘Baseret på en sand historie’ af samme forfatter, og de bed sig ligeså hårdt fast i mig. Jeg fandt i øvrigt den nævnte rækkefølge helt perfekt at læse dem i.
It’s so easy and other lies – Duff McKagan.
Jeg elsker rockbiografier, primært fordi de er så sindssyge. Men det, som er ekstra vanvittigt ved den her er, at den er absurd velskrevet. Jeg var, back in the days, die-hard Guns N’ Roses fan, så jeg har læst biografierne af stort set alle medlemmer af bandet, og elsker at få lov at høre de samme historier, fortalt gennem forskellige kilder. Det, der gør den her bog så meget bedre end gennemsnittet er, at DM dels har virkelig meget selvironi (hvilket ellers godt kan være liiiidt en mangelvare hos rockstjerner) og dels at han idag har taget en uddannelse i økonomi. Ja. Bogen giver et billede af en over-gennemsnittet begavet rockmusiker, der har formået at forholde sig til et liv, de fleste bare lader til at blæse igennem uden at registrere andet, end hvor man kan købe flere stoffer.
The heroin diaries – Nikki Sixx
Her er så en af de biografier, der virkelig ER sindssyg. F.eks. er NS død ikke bare én, men to gange. Det giver lige et ekstra lag. Men fordi Motley Crue (som NS var bassist i) var store på nogenlunde samme tid som GnR, er der mange overlap i tid og persongalleri i historierne, og det er ret underholdende. Man bliver ikke klogere eller mere dyb af at læse den her, men man er rasende godt underholdt.
Alternativt
Alkymisten – Paulo Coelho
En lille, letlæst bog, som næsten naivistisk peger de store spørgsmål i livet ud. Hovedpersonen er en ung, andalusisk fårehyrde, der drømmer, at han skal finde en skat ved pyramiderne. Bogen handler om rejsen, både konkret og i overført betydning. Jeg syntes, at hele bogen var virkelig fin, da jeg læste den, men jeg oplevede faktisk et par gange undervejs at være nødt til at gå tilbage, fordi der, gemt i teksten, pludselig stod en sætning, det kogte hele filosofier ned til en enkelt linje. Kan absolut anbefales.
Grals-trilogien – Lars Muhl
Det er faktisk en lille smule snyd, at jeg har sat den her på, for jeg er ikke færdig med den endnu. Men den holder mig nærmest vågen om natten. Er du svimmel, den er god. Ultrakort fortalt, er det en selvbiografi, hvor Lars Muhl (ham med ‘Sjæl i flammer’) fortæller om, hvordan han som et sygt, knækket menneske, tager til Andalusien for at besøge Seeren, og nedskriver hele sin spirituelle udvikling og rejse undervejs. Jeg har senere reseachet lidt og fundet ud af, at det er Pia Raug, der faktisk sætter det hele i scene, og uden helt at kunne forklare hvorfor, er jeg vild med den detalje.
Og jeg vågnede – Eva Andrea
Denne bog faldt ned i skødet på mig ved et tilfælde, og den blæste mig helt væk. Jeg ved simpelthen ikke, om man skal være samme sted på sin udviklings- og interessekurve som mig, for at blive fanget af den, men jeg kan i hvert fald sige, at hvis man er, bliver man ramt i solar plexus. Jeg måtte holde pauser undervejs, fordi der var passager, som faldt så meget i tråd med min egen historie, at jeg havde brug for at sunde mig, før jeg læste videre. Ligesom grals-trilogien, er der ikke tale om et menneske, der vil sælge noget, eller have dit til at tro på det samme, som forfatteren. Bogen er bare en utrolig fin og personlig beretning om, hvordan dit perspektiv kan ændre dit liv, og hvor meget kærligheden kan hele, hvis du lader den.
Stemmer af sølv – Laura Engstrøm
Denne bog modtog jeg som gave fra Gyldendal, og jeg elskede den. Forfatteren er grundskeptisk journalist, der minder mig lidt om mig selv ift. værdier og livsstil, og for mig var det virkelig rart at læse en bog om det alternative, der ikke bliver for frelst og urtet. Jeg får eksem over, hvor ofte spirituelle bøger fremsætter udsagn som den pure, uimodsagte, massive sandhed, og det giver mig altid en voldsom trang til at lede efter selvmodsigelser og huller. Den her bog formår hele vejen at bevare en oprigtighed, og en ikke-prædikende tone, der gør, at man kan koncentrere sig om historien – og den er god. Sprogligt kan man også sagtens se, at det er en journalist, der har siddet ved tastaturet, og det gør absolut ikke læseoplevelsen ringere.
Romaner
Afrika-trilogien – Jacob Ejersbo
Ligesom med ‘Nordkraft’ (og ‘Undtagelsen’ af Christian Jungersen), er fortællingen i disse bøger små bidder af den samme virkelighed, fortalt af forskellige personer. Det, jeg elsker ved JE er, at han giver historierne dybde og troværdighed ved, at det ikke er de samme hændelser, der fylder for de forskellige personer. Det betyder, at man får nogle tidslinjer, man som læser hopper op og ned på, og at historierne folder sig ud, både bagud og fremad i tid, efterhånden som man læser. Jeg synes også, at JE kan noget særligt med sine miljøbeskrivelser. Det er råt, uden at blive afstumpet, og holdt i perfekt spænd mellem detaljer nok til at kunne se de forskellige verdener for sig, men uden at fortabe sig, så man mister fokus.
Alt det lys, vi ikke ser – Anthony Doerr
Den her var også en af dem, der næsten endte med at modarbejde sig selv pga. den massive omtale. Men jeg må lægge mig fladt ned og sige: Det er velfortjent. Den her roman er helt i særklasse. For det første fordi sproget (og oversættelsen) er noget af det bedste, jeg har læst. For det andet fletter den rå, brutal virkelighed, gamle dage, 2. verdenskrig, sprød, fransk idyl og scams, der næsten kunne være hentet i Indiana Jones sammen på smukkeste, lydefri vis. Det hele starter meget lyst og romantisk, men ligesom i Døde Poeters Klub, har man – selv når det er allermest fredfyldt og malerisk – en rugende fornemmelse af mol to come. Og det gør det så. Kommer. Men det hele er vævet sammen med den fineste tråd, og man kan næsten høre radioens knitren og flyene, der nærmer sig over havet.
En mand, der hedder Ove – Fredrik Backman
Endnu en bog, jeg næsten ikke gad at læse, fordi den er så hypet, at jeg helt instinktivt får lyst til at trække kontra. Men jeg er glad for, at nogle insisterende typer forærede mig et eksemplar, for den er skøn. Lidt i samme boldgade som serien House, er det fortællingen om en mand, der på overfladen er sur og vrissen, men som alligevel, efterhånden som historien folder sig ud, viser sig at have både grunde til være, som han er, og flere lag, end først antaget. Den type historier er svære at fortælle troværdigt, synes jeg, for (manuskript)forfatteren falder ALTID for fristelsen til at skrue op for den ak-så-misforståede-godhed efterhånden som historien skrider frem. Ove bliver bare ved med at være sur, og der er – gudskelov! – ingen af de forpinte heltescener, hvor man skal tvinges til at forstå, hvordan hovedpersonen er ganske uden skyld i at være et røvhul. Hvis man kan lide sproget i den her (og det er virkelig svært ikke at kunne), bør man unde sig selv at læse ‘Ting, min søn skal vide om verden’ af samme forfatter. Den er sjov på den måde, hvor man kommer til at fnyse kaffe ud over siderne.
Hvad med Kevin – Lionel Shriver
Den her bog er SKRÆKKELIG. Det er 150 år siden, jeg har læst den, og bare synet af den på min bogreol, kan gøre mig helt tør i munden. Hvis man ikke har hørt om den eller set filmen (det har jeg ikke, og det skal jeg aldrig) er det historien om en mor og hendes søn, der som 15-årig skyder en flok elever på sin skole. Hele bogen igennem sidder man og forsøger at vurdere, om det er moderen, der er følelseskold og ude af stand til at elske sit barn, eller om drengen vitterligt er født vanvittig og ond. Jeg kunne ikke slippe den, men den river.
Stillidsen – Donna Tartt
Hvis jeg skulle pege på de 5 bedste bøger, jeg i mit liv har læst, vil den her være på i top 3. Den er næsten 900 sider lang, og allerede der, kan man godt på forhånd blive lidt træt. Men den er. så. god. Hovedpersonen stjæler i forlængelse af en eksplosion på et museum, et lille maleri, Stillidsen, som bliver et omdrejningspunkt for hele historien. Han mister ved samme lejlighed sin mor, og historien er egentlig bare ét langt, smukt, panorama vue over, hvordan de to akser over tid, forskyder sig i forhold til hinanden: Udfordringen ved at eje noget, man ønsker sig inderligt, men som ingen må vide, at man har, og vilkårerne ved at være ladt tilbage i en verden, der befolkes af få gode og mange slette mennesker. Der er nogle helt forrygende skildringer af amerikanske tidslommer og steder, sproget er eminent, og historien er en bygning, hvor hver eneste sten er støbt med omhu og kærlighed. 700 stjerner herfra.
Computer says “No”
I det nedenstående vil jeg prøve at træde varsomt, fordi jeg gerne vil tage et emne op, som berører mange, og som der er masser af følelser i.
Så jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg kender virkelig, VIRKELIG mange dygtige og kompetente lærere og pædagoger, som strækker sig firkantede for at give vores børn den bedste hverdag, de kan. Så sent som i sidste uge, sad jeg til forældremøde med 3 af slagsen, som jeg har lyst til at indstille til alt, hvad der findes af priser og ordener.
Bare, så I ved, at det synes jeg *også*.
Men nu siger jeg lige noget, helt ærligt: Jeg er ved at være lidt træt af at høre om, hvor knappe ressourcer folkeskoler og institutioner har, og hvorfor jeg derfor som forælder ikke kan tillade mig at have nogen som helst forventninger til de mennesker og steder, der tager hånd om mine børn.
Jeg oplever i stigende grad, at forældre ikke opfattes som samarbejdspartnere, man skal møde i øjenhøjde, men mere en slags irriterende appendix til børnene. Jeg kan mærke, at jeg er ved at få nok af, at jeg som forælder skal lægge mig fladt ned og rette ind ift. alt, hvad der kommer af krav og ønsker den ene vej, mens der tilsyneladende ikke må stilles nogen former for krav til samarbejdet den anden vej.
Og skulle nogen allerede nu sidde og tænke, at det er typisk curlingforældre, har jeg også lige et par kommentarer til dét.
For det første synes jeg, at det kort efterhånden bliver spillet på samme måde, som “jantelov” blev det i start-nullerne, hvor man ikke måtte forholde sig kritisk til noget som helst. Jeg er med på, at denne type forældre findes, og at ingen tror, at de selv tilhører gruppen.
Men jeg oplever også en gruppe af fagpersoner, der lader til at trives lidt for godt med at henvise til manglen på ressourcer ift. ALT, og lige her synes jeg, at curling-mærkatet har forvandlet sig til et dejligt, stort tæppe, man kan smide over alle, som spørger undrende ind til de valg, man træffer i hverdagen.
For det andet kunne jeg godt tænke mig at lege med tanken om, om retorikken omkring folkeskolereformen og det konstante fokus på fejl og mangler, faktisk er med til at skabe curlingbegrebet? De områder, vi hele tiden får peget ud, at ingen i skole/institutionsregi har tid eller ressourcer til at tage sig af, skal jo for pokker varetages af nogen, indtil vores børn bliver store nok til at kunne klare sig selv, og hvis ikke fagkundskaben har overskud og overblik til det, så *bliver* man som forældre nødt til at lave mikro-management, for hvad er alternativet?
Når børn med flere udfordringer skal inkluderes i de almindelige klasser, er der meget fokus på at inkludere dem fagligt, men min oplevelse er, at der er meget *lidt* fokus på at inkludere dem i alt det, der ligger rundt om. Et konkret eksempel er, at Anton f.eks. stadig ikke er trafiksikker. Fordi han sprogligt halser efter, er der også noget modenhed, der ikke er helt på niveau med hans jævnaldrenes, og det er et problem, når der pludselig arrangeres cykelture til fjerne galakser. Her forventer jeg som mor ikke, at personalet bærer ham igennem på hænder og fødder, men jeg forventer et kvalificeret samarbejde omkring, hvordan vi får den cykeltur, som jeg ikke har været involveret i at planlægge, og som vil være en rigtig fin oplevelse for de andre børn, gjort til noget, der ikke er potentielt livsfarligt for mit inkluderede barn.
Uanset om det drejer som om at være tryg ved at aflevere børn med diabetes, om det handler om at være sikker på, at ens barn kommer tilbage til SFO’en, når skolebussen har sat ham af, eller om det handler om at være sikker på, at en bestemt besked er nået frem til lærerne: Så længe ungerne stadig er for små til at håndtere det selv, kræver det jo et samarbejde mellem forældre og lærere at skabe en tryg hverdag for dem. Og hvis lærerne/pædagogerne melder ned på det, så er der kun forældrene tilbage, og så VIL vi komme med alle vores spørgsmål og bekymringer, for hvor skal vi ellers gå hen?
Jeg er med på, at alle synes, at skolereformen/de nationale tests/ trivselsundersøgelser/undervisningsplatforme/osv. sucks – men det er nu engang den virkelighed, jeg står overfor i den tid, mit barn skal gå i skole. Der SKAL kæmpes videre for, at vilkårerne forbedres – men spørgsmålet er, om ikke snart den debat skal flyttes ud i andre fora og op på niveauer, der ligger lidt højere end 1:1 mødet mellem den enkelt familie og folkeskolen? For jeg forstår godt udfordringen. Det gør jeg virkelig godt. Jeg møder den hver eneste dag i mit eget arbejde. Men det eneste, jeg som mor kan gøre, er at sætte mit kryds et sted, hvor jeg mener, det kan flytte noget, når jeg går til valg næste gang, og den mulighed har jeg 2 gange i løbet af hele min søns skoletid.
Så det jég godt kunne tænke mig var, at vi snart trækker en streg i sandet og siger: “Det her er den nye virkelighed, og det her er den bane, vi – forældre, børn og fagpersoner – lige nu, lige her, spiller på. Sammen. Hvordan får vi det bedste ud af dét?
(PS: Og bare en lille bøn: Lad os holde os for gode til at forvandle kommentarfeltet til en tråd af konkrete eksempler på curlingforældre/fagpersoner vi er uenige med)
Happy Xmas – (stress is over)
Jeg har i år haft et erklæret mål om ikke at lade mig stresse af december. Jeg elsker julen og lysene og alle traditionerne, men selv den mest hårdføre zenbuddhist kan vist godt momentvis miste pusten over alt det, der også følger med.
(Speaking of, mødte jeg en munk, da jeg forleden i en frokostpause løb rundt efter et par julegaver (En *virkelig* pæn en af slagsen – hvordan er lovgivningen på området; må de date?) Og jeg forstår jo godt, hvad han mener, når han spørger, om det er nødvendigt at have så travlt, for “hvad nu, hvis du dør om 30 sekunder?” Sandt. Men hvis jeg nu ikke gør, er det stadig rart nok at have styr på gaverne inden d. 24.)
Anyway: Det fungerer indtil videre ret godt at have gjort sig bevidste overvejelser om de begivenheder, der på papiret virker som den hyggelige essens af jul, men med små børn ofte viser sig mere at være essensen af helvede.
I tilfælde af at andre kan bruge mine erfaringer so far til noget, følger her:
Sådan undgår du den værste julestress med små børn – en liste:
Med alle punkter gælder det, at hvis det lige nøjagtigt er DENNE aktivtiet, der gør julen for dine børn, så skal den selvfølgelig gennemføres, men ikke før du har lavet en benhård og brutalt ærlig SWOT-analyse af, om du bliver så stresset af logistikken omkring det, at du forvandler dig til Frådende Mor, som ingen ønsker i bytte for et juleshow med Postmand Per.
Just say no to hard drugs og juletræsfester
Der er få ting, der kan stresse alle involverede parter så meget som juletræsfester. Det er kaotisk, det larmer og alle har et blik af desperation i øjnene, hvis du kigger godt nok efter. Overvej, om det er værd at bytte ud for en rolig weekend-dag derhjemme, hvor man kan jule i nattøj og lade op til andre, mere nære begivenheder.
Skovture og juledekorationer
Del den op, så I går i skoven den ene dag, og laver dekorationer den næste. Og husk, hvad der er supposed-to-be-hyggeligt her. Hvis det er turen i skoven, kan man sagtens nøjes med den og så købe sin dekoration af nogle spejdere eller noget, i stedet for at jage rasende rundt efter det mos, man ikke har kunne sparke sig frem for i månedsvis, men som nu på mystisk vis er forsvundet, alt imens børnene bliver mere og mere sure/får ondt i benene/skal tisse/fryser/jagter hjorte i brunst/æder grankogler.
Julepynt
Brug en aften, hvor ungerne er lagt i seng, på at finde pynten frem, og lav et bord med den pynt, de må gå amok på værelset med. Så kan der pyntes op i skøn, fælles forening, og det bliver en aktivitet at være sammen om, i stedet for noget, der skal findes ekstra tid til. Når – ikke ‘hvis’ – nogen bliver hidsige over, at de vil have det samme rædselsfulde LED-juletræ, så bare husk, at der også havde været konflikter, hvis I havde tegnet eller lavet puslespil.
Pakkekalender
Gå med adventskalender i stedet for den daglige version. Minimalt stress ift. køb af gaver, man kan økonomisk tillade sig en smule mere, og man er fri for at skulle op kl 3 hver nat for at tjekke, hvad der mon er kommet i posen.
(Her er det så vigtigt, at man ikke selv lader sig overvælde af juleånden og smider en ekstra pakke i en tilfældig onsdag, for så er man selv ude om det.)
Drillenisser
Jeg har en af de små døre, man kan sætte ved gulvpanelet. Frida er fuldstændig elektrisk over det, og så bliver det faktisk hyggeligt at gå og planlægge. Vi skriver et brev på et par linjer til ham om aftenen, som han så svarer på i løbet af natten, og jeg vil gætte på, at de breve bliver ret sjove at have om nogle år, fordi det 100% er børnene, der får lov at diktere. Vi har indtil nu skrevet 5 breve om, at vi ønsker os en lillebror. (Hahaha. Nej.)
Jeg har slået 2 fluer med ét smæk; det er nissen, der har gaver med, og det er også ham, der driller. Hold. Det. Simpelt. For selvom det ikke tager 20 minutter at binde bord og stole ind i vitavrap om aftenen ( – når man kommer i tanke om det kl. 23), så skal man stadig nå at Ih! og Åh!’e næste morgen – og at rydde op. Et lille pro-tip er at forvandle noget af det, man alligevel skal, til drilleri. F.eks. har jeg frosset lommepengene ned, pakket tandbørsterne ind i sølvpapir, gemt tøjet i ovnen, bundet skoene sammen med gavebånd, farvet mælken blå og vendt stolene om. Det er også nissen, der har pakker med om søndagen. 24 aktiviteter kræver opfindsomhed, og hvis man lægger fra med at pakke hele huset ind i gavepapir, bliver det lange 24 dage. I nat, hvor vi også har haft besøg af drillenissen fra skolen, som har tegnet smileys på fødderne af begge børn med sprittusch (oh, sue me), har han fanget det lille svin og bagbundet ham med strips og guldbånd. 2 fluer med ét smæk.
Julebag
SÅ hyggeligt på tv. Med små børn og i virkeligheden? Not so much. Hvad var det, du hældte i skålen, Anton, fuck, de skulle have været ud nu, (nej, det er også rigtigt. Man må ikke sige fuck) PAS PÅ BAGEPLADEN, DEN ER VARM, Frida, nej!! Ikke tørre fingre i Antons hår! Snydetricket her er færdig dej, som ungerne kan hjælpe med at forme, eller én slags småkager, hvor man i bedste tv-kok stil har stillet alle de afvejede ingredienser frem. Resten køber du – Karen Wolff skal også leve.
Ovenstående er, hvad jeg indtil videre har gjort mig af erfaringer omkring downsizing af julestress. Hvis nogen derude ligger inde med andre fif og tricks er jeg lutter øren.
God weekend.
Bad medicine
For nogle uger siden læste jeg en artikel på TV2, som efterfølgende har sat tankerne igang hos mig.
Artiklen handler om vores (over)forbrug af penicillin, og den deraf følgende risiko for, at vi som som race et sted i en fremtid far, far away vil have udviklet penicillinresistens, og dermed begynde at dø af helt almindelige infektioner af den slags, vi idag opfatter som ufarlige.
Når der er dystre nærfremtids-perspektiver på bordet, som det er nødvendigt at gøre noget for at undgå – I’m your man. Den sten skal sgu op ad det bjerg, and I will make it happen, om jeg så skal rekvirere BMS. Når vi taler om noget, der ligger mere end 50 år ude i fremtiden – not so much. Det bliver for abstrakt, og hvis jeg overhovedet forholder mig til det, tænker jeg, at nogen (NASA eller Illuminati) har styr på det.
Derfor har jeg indtil nu ikke spekuleret særligt over, om det er en god eller en dårlig ide, når vi – altså, mine børn og jeg – får penicillin med hjem fra lægen.
Men nogle af informationerne i artiklen fra TV2 overraskede mig. Meget, faktisk. Vidste I f.eks. at:
* Kun 1 ud af 20 børn har gavn af behandlingen med penicillin ved bakteriel mellemørebetændelse?
* Til gengæld oplever 1 ud 14 børn bivirkninger, som opkast, diarre eller udslæt. Der er altså flere, der oplever bivirkninger, end som har gavn af behandlingen.
* 90% af alle halsbetændelser skyldes virus og kan dermed ikke behandles med penicillin.
* Og ud af de 10 procent, der skyldes bakterier, bliver patienter, der har fået antibiotika, raske én sølle dag tidligere, end dem, der ikke har.
Jeg anede det ikke. Men når det forholder sig sådan, synes jeg, at det giver virkelig god mening at se på, hvordan vi, hver især og helt ned på familieplan, forholder os til penicillin fremadrettet.
Og det er egentlig derfor, jeg skriver dette indlæg, for hvis bare 10% af jer, der læser med her, tager nogle af pointerne til jer, og vi ellers kan regne med butterfly-effekten, så *gør* den enkeltes indsats en forskel.
Inden jeg satte mig til tastaturet, greb jeg fat i kitlen på 3 læger, jeg kender, fordi jeg gerne ville høre deres take på det her emne. De var ikke 100% enige om problemets omfang, og der var også et par stykker, der lavede en *ho-landbruget-st*-lyd, men uanset hvor stort problemet er, så ER det et problem, hvis Anton om 60 år skal være bange for, at hans barnebarn skal dø af lungebetændelse eller en simpel blindtarmsoperation, fordi vi ikke har prioriteret at sætte os ind i, om penicillin rent faktisk gør en forskel, når vi får det.
Så hvad kan vi selv gøre?
Hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, følger mine reaktioner slavisk nedenstående liste, når jeg bliver syg:
1) Hvad er nu dét?
2) Ej, hvad fanden!?
3) Det må være en fejl. En grusom, uretfærdig fejl.
4) *Nogen* må fikse det her! Jeg betaler skat! Vi bor sgu da i en retsstat!
(Serviceinfo: Der er udråbstegns-dispensation ved sygdom)
Og det er nok primært 4’eren, der gør, at jeg stiller hos lægen og peger vantro, men anklagende, på det sted, der gør ondt. Og lige her gør det faktisk en forskel for mig at vide, at penicillin 9 ud af 10 gange ingen effekt har. Det. Hjælper. Ikke. Jeg føler mig nærmest lidt løjet for. Som en ekstra hån, risikerer jeg at føje nye nedbrud til elendigheden som f.eks. svamp, eller yderligere infektioner.
Fremadrettet tænker jeg, at jeg, hver gang, jeg er syg nok til at ønske at tale med lægen, vil spørge, om der er noget til hinder for at smertedække med panodil og så ellers bare afvente.
I forhold til børn, var mine 3 tålmodige læge-bekendte lidt mere uenige, og fordi jeg ikke har mere medicinsk uddannelse end 12 sæsoner af Greys Anatomy (hvilket omregnet til ECTS-point er at sidestille med en BA) vil jeg undlade at opfordre til andet, end at man aktivt og up front husker at spørge sin læge om, om penicillin er den bedste og/eller eneste løsning, både ift. at behandle og smertedække. Og hvis man er ved at gå til i afmagt og pres fra arbejdspladsen, så kan det måske hjælpe en lille smule at minde sig selv om, at man øger risikoen for en ny infektion i op til 3 år efter den første infektion, når man vælger penicillin. (Og det skriver jeg virkelig, virkelig ikke for at pege fingre; for mig er det faktisk en hjælp at huske.)
Uanset hvad vi vælger ift. vores børn, vil det stadig gøre en forskel, hvis bare vi voksne gør, hvad vi hver især kan; ikke mindst fordi vi dermed formentlig også er med til at præge de valg, børnene selv kommer til at træffe, når de bliver større.
En sidste – nem – ting, vi hver især kan gøre, er at tænke over vores adfærd, når vi er syge. Jeg er med på, at vi skelner mellem viral og bakterielle sygdomme, men alt andet lige er vi mere modtagelige overfor bakterier, hvis immunforsvaret er fuldt beskæftige ved den nordlige grænse med at slå virale optøjer ned.
Så når du er syg, ikke? Så vær lige en guttermand og bliv hjemme. INGEN af dine kolleger synes, det er fedt, du kommer. I-N-G-E-N. I forbindelse med mit arbejde kommer jeg ind i mellem på en arbejdsplads, hvor der for nogle måneder siden var en fyr, der stillede på arbejde med feberøjne, nul stemme og en hoste, der ville gøre søløver misundelige. Jeg tænker, at det var ren pligtopfyldelse, der fik ham ud af sengen. Han lagde hele arbejdspladsen ned i 3 uger, fordi resten af kontoret bukkede under, én for én, som små, snottede dominobrikker. I stedet for det hadefulde “Der er ingen, der er uundværlige!!” kan man måske bare øve sig i at tænke, at det er federe for arbejdspladsen at undvære dig i to dage, end at undvære 10 mand i fire uger.
Og endelig vil jeg gerne slå et slag for, at vi allesammen lige husker at spritte hænder, både til hverdag og fest, men særligt, når vi f.eks. har tørret næser på enten os selv eller børnene. Det ved jeg selvfølgelig godt, at *du* gør – hver gang – men din kusine gør ikke, og det er hende, jeg taler til her. Så en pumpe med håndsprit eller to i kurven, næste gang du er ude at handle, og op med dem på strategisk rigtige steder i hjemmet. Bryd smittekæden, som Hjerne-Madsen siger.
Med disse ord erklærer jeg kommentarfeltet for åbent: Byd endelig ind med tanker, viden og erfaring.
Work Zone
Det slog mig idag, at jeg måske lige skulle sende et livstegn, så I ved, at jeg stadig er her. Radiotavsheden til trods har jeg sjældent set mere til min blog, end jeg gør i disse dage. De nye faner, som jeg elsker, tager livet af mig, fordi jeg skal lære, hvordan jeg arbejder med dem, men desværre for mig – og alle omkring mig – har jeg ikke tålmodighed til læreprocesser. Jeg insisterer bare på at kunne mestre nye tiltag, første gang jeg præsenteres for dem.
Men den gode nyhed er, at hår jo vokser ud igen.
Jeg er færdig med fanen “Om”, har fået serie-listen lagt under “Anbefalinger” og valgt og uploadet min Top 10 (som man kan læse eller genlæse, hvis man savner ikke-meta-indlæg). Det betyder, at jeg så småt kan begynde at fokusere på at blogge normalt igen; det bliver dejligt.
Jeg håber, december er god ved jer så langt.
This is major Tom to ground control
Så nåede vi så langt.
Jeg har netop lagt røret efter en guidet tour på min nye side, forestået af verdens mest tålmodige IT-mand. Jeg kan huske omkring 10% af, hvad han har vist mig (undskyld, Claus) men jeg satser på, at det hele kommer tilbage til mig, når først jeg for alvor begynder at rode med det.
Der er stadig elementer på siden, der ikke er på plads. F.eks. er menupunkterne for oven tomme. Af en eller anden grund får jeg nærmest hjertebanken af præstationsangst, når jeg forsøger at skrive noget til punktet “Om”. Det viser sig at være virkelig svært at skrive to afsnit, der, kort og vittigt, sammenfatter hvem man er, når man lige kortvarigt selv er kommet i tvivl.
Jeg skal lære alle de nye funktioner at kende, men der er forbindelse igen, vi har fået det hele med over, og resten er detaljer, der skal skylles ned med gløgg.
I øvrigt:
* har jeg for første gang i mit liv fået thai-massage. En lille dame spadserede rundt på ryggen af mig, og samtalen bestod af sætninger som: “Stop nej?” og “Stor av av?” Det var på mange måder som en helt almindelig eftermiddag med Frida.
* vil jeg gerne på vegne af personalet i serviceindustrien foreslå revselsesretten genindført, så det er tilladt at bitchslappe voksne mennesker, 50+, der, når de gerne vil have fat i en medarbejder, råber: “Hallå!?” Vis. Lidt. Respekt.
* holdt jeg i lørdags fødselsdag for Anton, og vi havde besøg af hans klassekammerater. 13 drenge og 1 pige. Jeg er så småt ved at genvinde hørelsen.
* lavede jeg til bemeldte fødselsdag en aktivitet, hvor børnene skulle samle en lego-figur med handsker på. Det viser sig, at Anton og jeg tilsammen ejer 14 par handsker. Den post kan vist godt stryges på budgettet i år.
* har jeg fået lyskæder op, både langs tag-kanten, og på min bænk ude foran. Jeg har på begge kæder sat en auto-timer på, så lyset tænder automatisk, og selvom jeg har haft det i halvanden uge nu, føler jeg mig stadig nærmest som en ingeniør med magiske kræfter hver eneste gang kæderne tænder.
* elsker jeg, jævnfør ovenstående, at lyskæder er hygge, vi giver til hinanden. 80% af dem, man sætter op, kan man ikke selv se, så kæmpe props til menneskeheden generelt for at bidrage til den gode stemning.
* har Anton været fældet af omgangssyge, og vejer nu imponerende 19 kg. Jeg synes derfor, jeg ville anstrenge mig lidt ekstra med maden forleden, og da han er en 90 år indeni, når det kommer til la cuisine, gik jeg fuld mormor, og lavede medister med rødkål, kartofler og brun sauce. 1) Jeg styrede 4 gryder på én gang, og ja tak. Jeg vil gerne have ros nu. 2) Hvorfor har ingen sagt, hvor nemt det er at lave brun sauce?? 3) Det blev perfekt.
* spiste Anton 2 stykker medister, uden tilbehør, Frida kiggede ud over bordet, sagde: “Ad!” og gik, og så sad jeg dér og holdt lillejuleaften med mig selv.
* vil jeg gerne pointere, at man godt kan være imod noget, uden at køre udråbstegn, automat-riffel-style. “Vi støtter ikke Black Friday!!! Vi holder Green Friday!!!!” Det er bare fino, men I behøver ikke råbe.
* vil jeg gerne, med øjeblikkeligt varsel, have fjernet den nye funktion i IG, der sender notifikationer, når dine venner kommenterer på billeder, du også har kommenteret på. Nej tak. Hvis jeg ville have det, havde jeg kommenteret på fb. (Venligst notér, hvordan jeg her ikke bruger ét eneste udråbstegn)
* arbejder jeg på en mail, der skal sendes til alle translatører/oversættere i hele Danmark, som forklarer, at når man i amerikanske film snakker om hhv. blue og white collar, så er det en reference til kraven på skjorten; altså, om man er håndværker eller kontortype. Jeg skyder mig selv af raseri, hvis jeg én gang til ser det oversat til “blå farve” eller “hvid farve”. (Igen: Nul udråbstegn)
* er jeg kommet til at se, at Dustin fra Stranger Things ligner en børneudgave af Carl Mar Møller, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den konstatering.
