Don’t hate the player, hate the game
Jeg tænker ikke, at nogen af os rigtig magter at træde mere rundt i Krifa-gate. Emnet er selvfølgelig evigt aktuelt og vigtigt, men blogvinklen tror jeg, at alle er ved at være trætte af.
Hele debatten rejste imidlertid i flere kommentarfelter rundt omkring en bi-tråd ift. reklamer på blogs, (Nomdemie har også flere gange taget emnet op) og det synes jeg egentlig godt, at vi kan snakke lidt om, nu hvor vi alligevel er i det mere seriøse hjørne.
To ting, inden vi starter:
For det første vil jeg meget gerne appellere til, at vi lader den blogger, der endte med at stå på mål for hele Krifa-debatten få fred. Nok er nok, og de knaster ved blogmediet, som hendes indlæg ufrivilligt endte med at belyse, kan sagtens diskuteres uden at inddrage hende yderligere.
For det andet vil jeg gerne runde mine motiver til at tage det her emne op, for det kommer hurtigt til at lugte af gloriepudsning og rose-fiskeri, fordi jeg ikke selv kører med spons og reklamer. Faktisk sidder jeg lige og beslutter, at det er forbudt at rose i kommentarfeltet.
Når jeg tager det op, er det fordi, der i forhold til reklamer kommer flere og flere etiske grå-zoner, som jeg synes, at vi, som både bloggere og bloglæsere, er nødt til at snakke om, fordi det påvirker os alle sammen. For 5 år siden var det ikke nødvendigt at skrive “Ikke spons” hver eneste gang, man nævnte noget ved navn; det er det i dag. Mit håb er, at vi selv kan være med til at bevare blogmediets troværdighed ved at snakke åbent om, hvor der køres med nedsat sigtbarhed.
Det er mit indtryk, at det er et emne, der er forbundet med en vis berøringsangst i blogland, fordi vi alle sammen kender nogen – og godt kan lide nogen – der kører med reklamer, og det betyder, at der er masser af ømme tæer at træde på. Alligevel tænker jeg, at vi tager den. De sponsorerede damer jeg kender (for jeg kender vist ikke rigtigt nogen mænd, der blogger med spons?) forsøger at være enormt transparante ift. hvornår de er skriver betalte indlæg, og på den måde tager de jo, sådan lidt af bagvejen, alligevel et standpunkt.
Pop-up- og bannerreklamer samt affiliate-links tror jeg godt, vi kan starte med at parkere. De er rimelig ligetil, og alle kan se, at der her er tale om reklame.
Så er der de steder, hvor det bliver lidt mere mudret.
Som f.eks. hvis Sildemoes giver mig en cykel for at skrive et indlæg. Her ville jeg klart skulle angive, at der var tale om sponsoreret indhold. Men ingen ved, hvad aftale jeg har lavet med Sildemoes, for kontrakten er en aftale mellem mig og producenten, så der er intet til hinder for, at jeg “tilfældigvis” står med selvsamme cykel, når jeg lægger min næste kampagne op, hvor jeg med en to-go i hånden reklamerer for min venindes nye kaffested Starfucks. Er det nok, at jeg bare første gang angiver, at der er tale om reklame? For som læsere gider vi jo ikke (lad os være ærlige) at skulle grave os igennem 2 hele sider inden hvert indlæg med oplysninger om, at mine øjenvipper for 2 måneder siden blev påsat som betaling for at skrive et indlæg, at jeg selv har betalt min klipning, men fået striberne betalt som tak for omtale og blablabla. Hvor længe og hvor meget skal man informere?
Eller de situationer, hvor store bloggere lader sig hverve som ambassadører for f.eks. restaurationer. Alle kan jo, ud fra et overordnet perspektiv, blive enige om, at det er spons – men hvad, hvis jeg er en kendt reality-stjerne, der lever af at blogge, og min storesøster åbner restauranten TRASH, hvor jeg spiser gratis – det manglede sgu da bare, med alt det tøj, hun har lånt – og jeg hver gang jeg spiser der, sørger for at poste et billede på IG, hvor restaurantens logo et med? At hverve ambassadører bliver mere og mere almindeligt, og i USA er flere alkoholproducenter begyndt at placere sælgere, forklædt som helt almindelige gæster, i barerne rundt omkring i nattelivet, som “tilfældigvis” kommer i snak med dig, og “tilfældigvis” sørger for at fortælle om deres nye yndlingsdrink. Det er godt tænkt – men det er stadig reklame.
Ovenstående gælder i forhold til produkter – men der findes også organisationer og sager, som er langt mere politiske, og på samme måde som fake news og plantede historier kan få store konsekvenser for hele det politiske landskab.
Lad os sige, at jeg laver en kampagne for den til-lejligheden-frit-opfundne organisation “Forbyd Abort”. Jeg er selv pro-valg, men Forbyd Abort har tilbudt mig en god pris og ovenikøbet lavet en kampagne, hvor de donerer 50% af alle indmeldelsesgebyrer til Unicef. Alle elsker Unicef, så jeg tager kampagnen. Jeg poster mit indlæg – og mine læsere går amok.
Nu bliver det pludselig træls, for nu bliver jeg tvunget til at vælge mellem min egen integritet og min arbejdsgivers. Hvis jeg ikke fortæller, hvor jeg står, slår det skår i mine læseres billede af mig, og dermed falder min værdi som reklamesøjle, for den er bygget op om min troværdighed. Jeg er produktet. Og hvis jeg gerne vil leve af min blog, er det essentielt, at jeg bevarer den.
Omvendt er det superproblematisk at undsige de mennesker, der har betalt mig penge for at køre deres kampagne, fordi det både vil give betænkeligheder hos potentielle, kommende annoncører, samt skabe et troværdighedsproblem ift. allerede kørte kampagner. Hvis jeg ikke står inde for det synspunkt, jeg gør mig til fortaler for her, var det kosttilskud, jeg lovpriste i sidste uge så virkelig så godt, som jeg påstod?
Det primære problem er, set med mine øjne, at der ift. bloggere og spons ikke er samme kontrakt mellem formidler og slutbruger, som der f.eks. er ved livsstilsmagasiner. Hvis Euroman laver en artikel, sponsoreret af Hugo Boss, hvori de forsøger at fremhæve SS-officierne (som HB syede uniformer til) som stil-ikoner, kan jeg som læser lade være med at købe bladet, og på den måde udtrykke min utilfredshed. Der er mulighed for en form for kontant afregning, som bloglæsere ikke kan praktisere overfor bloggere og producenter, de kører reklamer for.
Men har de ret til det? Det har jo hele tiden været det argument, vi i blogland bruger, når vi skal forventningsafstemme med læserne. At så længe de ikke betaler for “varen”, så kan de heller ikke diktere indhold, form og farve af denne. Jeg kan ikke beslutte mig for, hvad jeg mener, for det er en slags hønen og ægget. Bloggere og læsere eksisterer jo kun i kraft af hinanden, så hvem skal sætte dagsordenen?
Ud over at producenter og marketingsfolk bliver mere og mere kreative, hvilket kan gøre det sygt svært at opdage, når man bliver udsat for reklame, er problemet også, at næste generation af bloglæsere er på vej. Og de var ikke med, da vi for 5-6 år siden diskuterede det rimelige i, at bloggere skulle angive, når der var tale om betalt indhold.
Så hvordan sikrer vi, at alle, nye såvel som garvede læsere, kender spillereglerne? Og at bloggeres skrivelyst ikke bliver segner under vægten af dem?
(Og er der overhovedet nogen, der har orket at læse dette indlæg til ende?)
M2018, uge 8
(Se forklaring på M2018-konceptet her )
I den forgangne uge har jeg:
1)
tænkt meget over, hvordan jeg får standset ulykken, når først skibet begynder at kæntre. Lang historie kort måtte jeg sidste søndag gå i seng kl 19.30 med den ledeste migræne. Jeg havde det så skidt, at jeg ikke engang formåede at tage af bordet efter aftensmaden, og det betød, at jeg mandag morgen stod op til et hjem, der lignede en indflytterfest på et kollegium – med udsigt til en uge med ualmindelig mange aftaler, møder, gæster osv. Søndag aften plejer at være den aften, jeg skaber det endelige overblik over den kommene uge, planlægger indkøb osv. og hvis jeg nogensinde har tvivlet på, om det var indsatsen værd, har denne uge været en 7 dage lang illustration af, at ja. Det er det. For det har *sejlet*. Vi har brugt for mange penge, spist for dårlig mad, smidt alt for meget mad ud og generelt bare løbet efter os selv.
Den næste måned vil jeg prøve at lave råskitsen over den kommende uge om lørdagen, for at se, om en bufferdag kan gøre forskellen. Og ellers ved jeg sgu ikke rigtigt – har I nogle erfaringer, I kan byde ind med her? For selvom det jo ikke som sådan handler om at spare eller downsize, synes jeg alligevel, at det er relevant, fordi der ikke skal være mange af den slags uger på et år, før det faktisk gør en forskel i budgettet.
2)
endelig fundet den perfekte sæbe-flaske at genopfylde. Af en eller anden grund kan jeg kun finde genopfyldelige sæbedispensere med pumpe, hvilket af praktiske årsager ikke rigtig fungerer i min bruseniche. Jeg har derfor prøvet at genbruge nogle af emballagerne (hvad fanden kalder vi det?? Flasker? Beholdere?) fra de små showergels, jeg har brugt op, men fordi de ikke er lavet til at genbruge, bliver det noget baks. Men NU! Nu har jeg endelig fundet svaret, og det er Urtekrams sæber/shampooer. (Ikke spons) Hætten kan skrues af, så der er rigeligt med plads til at fylde over, og fordi de er designet til at blive fyldt på den måde, holder de tæt, så man også kan have sæben med i en toilettaske uden at risikere, at alt er smurt ind, når man lyner op næste gang.
3)
fundet et alternativ til poser/film/sølvpapir (#shame). Jeg er flere steder stødt på begrebet “Beeswrap”, som er et stykke stof, der er imprægneret med bivoks og noget antibakterielt. Ideen er, at man kan opbevare brød i det, lægge det over skåle i køleskabet, bruge det til madpakker osv. Det kan formes pga. voksen, og spås at kunne holde i ca. et år. Jeg fik lyst til at prøve det, men fik akut u-lyst igen, da jeg så priserne. Men så prøvede jeg at gå på Etsy, og der fandt jeg et tilsvarende produkt til omkring en fjerdedel af prisen. Man skal være obs på, at man bestiller fra England og ikke Australien eller USA (hvad gør vi, når Brexit er en realitet?), så man ikke sætter hele besparelsen til i porto, men mine kom i går, og jeg er spændt på at se, om de holder, hvad de lover.
Sammen *er* du stærkere
Lige nu kører Krifa en kampagne gennem forskellige bloggere, hvor temaet er “Brok” og indlæggene rundt omkring er sponsorerede; altså købt og betalt reklame. Fordi det er tilfældet, starter vi lige med en disclaimer:
Jeg får ingenting for at skrive dette indlæg, og ingen har prikket mig på skulderen.
Når jeg skriver det, handler det om, at jeg simpelthen ikke kan holde ud, at ingen nævner ulemperne og de vanvittig store konsekvenser, der kan få for os alle sammen, hvis det lykkes de gule fagforeninger at udradere fagforeningerne.
Nogen vil have legitime grunde til at ønske, at de gule får mere vind i sejlene, og det er ikke dem, jeg forsøger at ramme med dette indlæg. Nedenstående er mit forsøg på at nå dem, der træffer deres valg af fagforening ud af uvidenhed, og som dermed ikke ved, hvad de er ved at sætte over styr.
Fagforeninger er, som navnet siger, en “forening af fag”. Og allerede her støder vi på den første forskel på de gule (Krifa, Det Faglige Hus osv.) og de røde (HK, 3F, SL osv.) For der er en grund til, at de røde fagforeninger er delt op. Hvis jeg som tegnsprogstolk ringer til Dansk Metal for at melde mig ind, vil jeg venligt, men bestemt blive taget i hånden og fulgt over til nogle mennesker, der ved mere om, hvad jeg foretager mig, end dem, der repræsenterer rørlæggere, mekanikere osv. De gule fagforeninger forener ikke fag. Tværtimod. De reklamerer selv med, at de repræsenterer alle faggrupper – hvordan det kan være et argument at fortælle, hvor tyndt et lag, man skal smøre sin ekspertise ud over for at dække hele kagen, kommer jeg aldrig til at forstå. De gule fagforeninger er virksomheder, hverken mere eller mindre, og det er bare virkelig vigtigt at gøre sig 100% klart.
Til dette aspekt hører også, at der i vores alle sammens fag er opgaver, som måske ikke kræver specifik viden/uddannelse at varetage. Her er det kun fordi du har en fagforening, der helt målrettet kæmper for DIT fag, at andre faggrupper ikke får den gode ide at overtage pågældende funktion, og dermed, en funktion af gangen, at gøre dig og din profession mere og mere undværlig. De gule fagforeninger ønsker individuelle forhandlinger, og ikke overenskomster, men da postbuddenes fagforening fik den gode ide, at buddene kunne opkvalificeres til at tage blodprøver på ældre mennesker, når de nu alligevel kom ud på hjemadresserne, var det kun fordi bioanalytikernes fagforening forhindrede det, at den ide ikke blev ført ud i livet. Havde bioanalytikerne sikret sig individuelt, er det svært at se, hvem der skulle have stillet sig i vejen på den samlede gruppes vegne.
I Danmark har vi Den Danske Model, som meget forenklet går ud på, at repræsentanter for hhv. arbejdstagere og arbejdsgivere (og i nogle tilfælde staten) sætter sig sammen, og forsøger at skrue arbejdsmarkedet sammen på en måde, så alle får mest af det, de gerne vil have. Det fungerer, fordi alle parter repræsenterer en gruppe, og dermed har magt til at give og tage på hele gruppens vegne.
Fordi de gule fagforeninger ikke forhandler overenskomst med hovedorganisationerne, lukrerer de udelukkende på de resultater, som de røde fagforeninger bruger mange, mange penge og ressourcer på at forhandle hjem. Skåret ind til benet betyder det, at de gule fagforeninger aldrig kommer til at forbedre dit fags rettigheder, for de sidder ikke med ved bordet, og kommer ikke til det, så længe de ikke repræsenterer en gruppe, som de kan forhandle på vegne af.
Mange tænker: “Nå ja – men hvis rettighederne er de samme, og jeg kan spare penge, så er det vel mig der vinder?” Forkert. For jo flere, der flytter fra de røde fagforeninger til de gule, desto mindre bliver den gruppe, de røde repræsenterer, og det påvirker deres indflydelse. Strength in numbers og mangel på samme. Og det betyder, at næste gang, der skal forhandles overenskomst, så står fagforeningerne – og dermed arbejdstagerne – dårligere, og det vil kunne ses på de resultater, de kan forhandle hjem. Hvilket *også* rammer dem, der er gult organiserede, fordi de som nævnt bare sætter sig ind på bagsædet af bilen, uden spytte i kassen til brændstof, forsikring og slitage. Problemet bliver for alvor stort, hvis tilpas mange melder sig ind i de gule, da fagforeningerne så mister retten til at forhandle, fordi de ikke længere repræsenterer størstedelen af arbejderne – og dermed kan arbejdsgiver selv bestemme løn og arbejdsforhold efter forgodtbefindende. Mon ikke det får betydning for barsel, helligdagsbetaling, 6. ferie-uge, omsorgsdage, beskyttelse v. sygdom, efteruddannelse osv.?
Og når arbejdsmarkedets parter sætter sig til forhandlingsbordet, er det jo ikke sådan, at arbejdsgiversiden starter med at smække den gamle overenskomst i bordet og sige: “Nå venner. Hvor må vi tilbyde at giver jer flere goder, end I allerede har?” Når parterne sætter sig, bliver alt, hvad man tidligere har indgået aftaler om bragt tilbage i spil, så de rettigheder du har gennem din overenskomst i dag, er ikke sikret længere, end til næste overenskomstforhandling.
Ovenstående handler om dine grundvilkår; dvs. alt det, du bygger dit liv og din hverdag op omkring. Det ser skidekedeligt ud, når man læser om det i avisen, men det er simpelthen så vigtigt at forstå, at det handler om helt lavpraktiske forhold i dit liv – f.eks. hvor længe, du har råd til at gå hjemme med din lille, nye baby.
Men fagforeninger er også vigtige, når tingene ikke går, som de skal, som hvis du f.eks. bliver fyret, fordi du er kommet til at sige til din chef, at du synes, Nickelback er et latterligt dårligt band, eller har fået små børn og derfor ikke er så fleksibel længere, når det kommer til “interessetimer” som Malthe og Malou fra marketing på hhv. 21 og 23 år. Eller hvis du finder ud af, at du ikke har fået den løn, du egentlig har ret til. For de gule fagforeninger ikke adgang til det fagretlige system. “Men hvad betyder dét, Linda?” Jeg er glad for, at du spørger. Det betyder, at de gule kører de få sager, de tager gennem de civile domstole, hvilket i yderste konsekvens betyder, at du selv risikerer at skulle køre betale sagsomkostningerne, hvis du taber din sag. Og selvom de gule i hvert eneste (fucking) radioindslag insisterer på, at der er samme faglige tryghed hos dem, som ved de røde fagforeninger, er det simpelthen ikke rigtigt. I en undersøgelse, lavet af en advokat for 3F, kunne man se, at der i 2011/12 “ved landsretterne og Højesteret blev ført 45 skadesager, hvor en lønmodtager krævede erstatning af sin arbejdsgiver på grund af eksempelvis dårligt arbejdsmiljø. 9 ud af de 45 sager er rejst uden medvirken af en fagforening. Af de resterende sager tegner traditionelle forbund under hovedorganisationerne LO og FTF sig for de 35. Fagforeningen Danmark, der er en del af Det Faglige Hus, har ført én sag.”
Hvis nogen har kommentarer, gode eksempler osv. er man mere end velkommen i kommentarfeltet. Man må – som altid – gerne være uenig; nuanceret debat har aldrig skadet nogen, men vær søde at huske at tale ordentligt til hinanden.
Og en sidste ting: Jeg vil forfærdelig gerne, at dette indlæg og kommentarfeltet hertil reelt kan bruges som information til dem, der har opgivet at interessere sig for emnet. Derfor: Hvis noget af det, jeg har skrevet, kan misforstås eller formuleres bedre, skal man skrive det, og jeg vil meget gerne appellere til, at man bruger sin sunde fornuft, inden man fremsætter påstande i kommentarfeltet. Både når man er enig og uenig. Det er simpelthen for nemt at diskvalificere hele debatten, hvis den bygger på for meget hear-say og enkeltmandshistorier om engang i 1978, hvor man ringede til sin fagforening, og ingen tog telefonen.
Den her sag er for vigtigt til at smide på gulvet på grund af retorik og misforståelser og sponsorerede indlæg.
Anton, min Anton
For nogle måneder siden bad jeg om at få lavet en sensorisk profil af Anton. Min fornemmelse er, at han bruger mange, mange kræfter på at være i skole og på at være sammen med andre mennesker, og reaktionerne kommer, når han kommer hjem. Det må han gerne – det skal han – for jeg er den pude han skal slå i, og jeg stiller hellere end gerne op.
Lige nu går han, som jeg tidligere har nævnt, i en særlig tale-høreklasse på en skole i byen, og i SFO på den lokale skole; ideen er, at det skaber en tilknytning til nærmiljøet og fordi behovet for at blive i tale-høreklassen vurderes fra år til år, og er et tilbud, der kun går til og med 2. klasse, ved vi, at han på et tidspunkt skal “hjem” og gå i skole.
Jeg har efterhånden lært, at den eneste brobygger-faktor i denne ligning er mig. Hvis ikke jeg tager hånd om de udfordringer, der trækker op i horisonten, er der ingen, der forholder sig til dem, og jeg ved allerede nu, at uanset om Anton kommer til at gå inde i byen de næste 3 år, eller om han starter her efter sommerferien, så kommer det til at koste kræfter for ham at omstille sig. Derfor vil jeg gerne begynde at øve, hvordan jeg kan hjælpe ham med at rumme verden, når den forandrer sig, så han får de bedste betingelser for at trives og vokse og lære.
Fysioterapeuten, der er tilknyttet Antons klasse, og som er hende, der har lavet den sensoriske profil, sendte mig i går papirerne med konklusionen på undersøgelsen, så jeg lige kunne læse dem, inden mødet i morgen.
Og som hver eneste gang, jeg får hans udfordringer beskrevet, sort på hvidt, fik jeg ondt i maven og tårer i øjnene. Også selvom det er mig selv, der har bedt om at få lavet udredningen. Det er simpelthen så svært at se min fine dreng, der rummer hele livet selv, reduceret til indsatsområder, og det gør umådeligt ondt at blive mindet om, at selvom han har rykket sig himmelstormende mil, så er der stadig både snubletråd og bjørnefælder i det landskab, han betræder.
Men i går var heldigvis også første gang, Anton skulle prøve Taekwondo – noget, han har snakket om længe, og som jeg derfor syntes, at han skulle have lov at prøve.
Kæmpesucces.
Hvordan nogle forældre kan deltage i den slags med værdigheden i behold, er beyond me, for jeg måtte rode i tasken efter “vand” og “læbepomader” flere gange undervejs. Han var et halvt hoved mindre end alle andre på holdet og fordi det var en prøvegang, var han selvfølgelig ikke iført dobok. Så billedet er 15 børn i store, hvide dragter, og så lille, spinkle, sortklædte Anton, der var så ivrig og genert og begejstret, at han blev nødt til at hoppe op og ned på stedet, mens han kiggede på træner Alex, som jeg forestiller mig, at israelitterne må have kigget på Moses, da han delte Det Røde Hav.
Det var simpelthen så godt, at vi var afsted, fordi det hjalp mig med at huske, at papiret ikke definerer ham eller fortæller det fjerneste om, hvem han er, og når først jeg husker det, kommer jeg også altid i tanke om, at vi er omgivet af mennesker, der gør alt, hvad de kan for at hjælpe ham med det, der driller.
Vi er heldige.
Mest mig. For jeg har ham her:
(Ps: Boglisten er opdateret med thrilleren “Søster”)
M2018, uge 7
(Se forklaringen på M2018-konceptet her )
I den forgangne uge har jeg:
1)
smadret glaskanden til min kaffemaskine – jeg bor i Esbjerg. Vi kører på en 50/50 blanding af saltvand og filterkaffe – fordi jeg satte den i opvaskemaskinen, og derefter vendte mig om, mens jeg glemte at give slip. Da jeg var færdig med at bande, googlede jeg, og det viste sig, at en ny kande koster 150 kr. plus forsendelse. En ny kaffemaskine koster 450 kr. Somme tider føles det som om, de *ønsker* jeg skal vanrøgte verdenshavene og regnskoven. Jeg tjekkede selvfølgelig DBA og Tradono, men de 3, der var til salg, var sat til 100 kr. (come on!) og befandt sig alle 3 på Sjælland. Uden at have den fjerneste forventning om at have heldet med mig, svingede jeg forbi den lokale genbrugsbutik – hvor der stod *lige* præcis den kande, jeg skulle bruge. Til 25 kr. Jeg har sjældent været mere tilfreds med mig selv.
2)
nedsat børnenes bade-frekvens til hver 2. dag. Jeg ved godt, at det nærmest er en religion, hvor ofte, man mener, det er nødvendigt at bade børn, men mine kan ikke være i institution uden at pådrage sig 1 1/2 sandkasse og en hårkur af banan og leverpostej, og da jeg samtidig tilbeder guden “Rutiner”, kører vi med et dagligt et af slagsen. Men i ferierne, hvor der er tid til at give en hånd med soigneringen, når vi kommer ind udefra, og når vi har spist, og hvor de kun frekventerer toiletter, der ikke kræver opdateret stivkrampevaccine, har jeg besluttet, at hver 2. dag må være nok.
3)
har jeg erstattet min balsam med Argan-olie og jeg kunne tude over, hvor meget bedre det fungerer. Jeg har LANGT hår, og derfor er der nødt til at komme et eller andet i det, hvis det skal kunne reddes ud, når det er vasket. Fordi jeg klagede min nød over, at Fridas hår også filtrer, foreslog min kloge søster at bruge olie til hende, og da det så alligevel var fundet frem, prøvede jeg det til mig selv også. Jeg kommer aldrig til at bruge balsam igen. (Når valget er faldet på Argan-olie er det udelukkende fordi jeg havde en flaske til at stå fra en periode, hvor jeg troede, jeg skulle være mystisk på den marrokanske måde, og helt havde glemt, at olie gør mig adfærdsvanskelig. Næste gang køber jeg mandelolie, fordi den også kan bruges til verdens bedste bodyscrub: 1/3 rørsukker, 1/3 sukker og 1/3 mandelolie. Evt. en sjat æterisk olie til duft.) (19.02.18, update: Der er kommentarer og erfaringer ift. typer af olie i kommentarfeltet, så tjek eventuelt disse, inden du hamstrer den ene slags, frem for den anden.)
4)
Et lille ekstra tip i denne uge (Ikke spons): Jeg har læst “Et år uden overforbrug” af Trine Baadsgaard, som er en 52 ugers guide til at blive en mere bevist forbruger. Jeg nævner den, fordi jeg har indtryk af, at mange af jer også stadig er nye i minimalist-klassen, for mit bud er, at man længe har integreret rådene i bogen, hvis man er garvet downsizer. Men bogen er lille og letlæst, og indeholder masser af gode ideer og stof til eftertanke, og så må jeg bare sige, at det er en geni-streg at bygge et emne, der ellers er utrolig svært at lave andet end opremsning ud af, op over et kalenderår.
#431
Egentlig havde jeg planlagt at lave mit M2018-indlæg i dag, og har også punkterne parat. Projektet føles ikke mindre vigtigt efter at jeg onsdag fik 9 – altså ikke 6, 7 eller 8 men: 9 – stenslag i min forrude, da en lastbil på motorvejen smed to sten af læsset og jeg greb dem med forruden.
Torsdag var vi på vej hjem, da lampen i instrumentbrættet, som man ikke gider at se lyse op, trak i sine bedste og klareste lumen, og displayet hjælpsomt informerede mig om, at der var “Engine fail – repair needed”.
Jeg tilbragte torsdag aften med at padle rundt i en uskøn sø af frustrationstårer og rødvin, og et underskudsudløst raseri over følelsen af, at jo mere, jeg gør for at løse mine problemer, jo flere forhindringer opstår der.
Men natten til fredag lå jeg alligevel og tænkte. Længe. For det er ikke mere end fire måneder siden, jeg sad på sygehuset og var knugende angst. Både for, hvad det var, jeg havde fundet i brystet, og for hvad det var, der fik Frida til at blive så svimmel, at hun ikke kunne stå på benene.
Noget af det, der fyldte meget for mig i den periode, var afmagten over intet at kunne stille op; at være prisgivet en skæbne og en situation, jeg ikke kunne gøre det fjerneste for at påvirke eller ændre udfaldet af.
Dengang tænkte jeg, at bekymringer for resten af mit liv ville være delt ind i kategori A, B og C.
A er dem, jeg sad med på daværende tidspunkt: Bulldozere, der truer med langsomt og kompromisløst at køre hen over alt, hvad du havde forestillet dig, din fremtid skulle indeholde, og hvor det eneste, du kan gøre, er at vente i afmagt.
B er dem, der stresser og bekymrer, men hvor der ikke er liv og førlighed involveret.
Og C er dem, der i et store perspektiv, reelt ikke betyder noget.
At være presset på økonomi er en B’er, indså jeg torsdag nat. For uanset hvad der sker; uanset hvor galt det går, og om vi om 2 år sidder i en et-værelses lejlighed i fugtbefængt ghetto i forstaden, med buskort og frisurer, vi har fremmanet med en neglesaks, så ved jeg, at det bliver noget, jeg rejser mig fra og får det bedste ud af. Jeg ved, at bekymringer af den slags fylder det, man lader dem fylde, og at der, når vi lige har nivelleret, vil være kaffe og irritation over regnvejr og situationer, hvor vi griner, så vi får ondt i maven, og at vi, når vi gør, vil være forskånet for det ubarmhjertige ryk tilbage til virkeligheden, der følger med sorg.
Derfor blev fredag faktisk en fin dag, selvom værkstedet kunne fortælle mig, at det er katalysatoren, der er gået i stykker, og jeg ved, at det ikke bliver billigt. Det er ydre omstændigheder. Det skal nok gå.
Fredag aften fik jeg besked om, at min tidligere kollega Anders Tesgaard endelig fik lov at give slip. Han skal ikke tales ind i venskaber i døden, som han ikke havde i livet, og Anders og jeg har aldrig været andet end gode kolleger, men måske fordi jeg havde brugt et døgn på at tænke på livet og på, hvor vigtigt det er at sortere larmen fra, ramte hans død et sted i mig, der var rent og hvidt og blottet. Jeg har aldrig mødt et menneske, der fik to så modsatrettede poler til at gå op i en højere enhed, for han er på én og samme tid den mest frie sjæl og det mest (selv)disciplinerede menneske, jeg nogensinde har mødt. Var. Mine tårer er for hans familie og venner, som har måtte tage afsked med ham over så lang en periode, men for dig, Anders, vil jeg ikke græde. Jeg vil i stedet sende dig en tanke, når jeg kigger på himlen i aften, og ønske dig god tur videre. Må den næste del af rejsen være langt mere i din ånd, end de sidste par år har været.
I øvrigt:
* er Frida begyndt at koble ritualer og ord. Hver gang, nogen siger “fødselsdag” bryder hun ud i “- hurra hurra hurraaa!” Det er lidt som at have fået ekstern Tourette.
* læser jeg altid med stor, jysk interesse, når forskellige firmaer trækker fødevarer tilbage, fordi der i de nyhedsbidder altid ligger en dejlig information om, hvornår forskellig emballage indeholder den samme vare. Som f.eks. når der er fundet listeria i fisk, og producenten trækker hhv. Luksus Laks i Irma og Fattig Grim Laks i Fakta tilbage. Da jeg forleden læste om det parti dadler, der blev trukket tilbage, fordi de potentielt kunne give leverbetændelse, glædede jeg bare mig over, at jeg aldrig køber dadler.
– indtil jeg kom tanke om, at det gjorde jeg, for første gang i mit liv, for nogle uger siden.
* må I gætte én gang, hvem der har købt – og spist – dadler fra det besudlede parti?
* har jeg ikke fået leverbetændelse endnu, men har til gengæld fået fullblown mistanke om, at nogen et sted derude er lidt lemfældige med øko-stemplet. For jeg skulle bruge de forbistrede dadler til en raw-kage, og nærlæste derfor pakkerne, for at se, hvor mange gram, der var i dem. Derfor ved jeg, at de to pakker, der er trukket tilbage er hhv. almindelige (500 gr.) og økologiske (400 gr.) dadler. Jeg siger ikke, at Juan, der ikke lige havde fået vasket hænder efter sit toiletbesøg, ikke kan have plukket fra både den økologiske og den ikke-økologiske mark (jo, jeg gør #svindel) – jeg siger bare, at tillid er godt, kontrol er bedre.
* kan jeg mærke, at jeg aldrig bliver helt tætte venner med mennesker, der kalder fjernsynet for “tossekassen”.
* siger jeg lige igen, at funktionen “Afmeld notifikationer” på IG, ikke? Make it happen.
* er Frida vokset ind i et sæt træningstøj, som får hende til at ligne verdens mindste pusher. Hun elsker det.
* bliver Anton lige skuffet, hver gang han spørger, om vi “ikke skal have en baby mere, mor?” og svaret er nej. “Men jeg skal nok passe den!!” Hahaha. Stadig nej.
* er serie- og boglisterne i “Anbefalinger”-fanen opdateret med følgende:
Snowfall
Stikord: Crack-kokain, 1980’erne, ghettoen og CIA.
Jeg havde aldrig hørt om denne serie, og det ser heller ikke ud som om, der er gjort specielt meget for at promovere den. Det er synd, for den er faktisk god. Jeg opdagede den, fordi HBO havde sat den på “You might also like”-listen – og det kunne jeg. Det første afsnit er en kende forvirrende, fordi man bliver præsenteret for temmelig mange af seriens karakterer, men allerede ved andet afsnit er man med. Det er historien om den gode dreng i det dårlige miljø, og stemnings- og indholdsmæssigt synes jeg, den lander et sted i mellem Breaking Bad og Mindhunter, uden dog helt at nå op på deres respektive niveauer. Primært fordi der er for mange personer med i den til, at man lærer dem tilbundsgående at kende. Men den rammer 80’er-viben rent, CIA er et dejlig skummelt foretagende og med kun én sæson, er den perfekt som mellemmads-serie, mens man venter på nye sæsoner af yndlingsserierne.
Minimalism
Stikord: Dokumentar, der følger og interviewer nogle af firstmoverne indenfor minimalisme og downsizing i USA.
Den her var jeg begejstret for – både af den indlysende årsag, at den handler om noget, der lige nu optager mig meget, men også fordi jeg synes, at jeg sad tilbage med en optimistisk fornemmelse af, at der ligger mange muligheder i at tænke lidt ud af boksen. Nogle af dem, der bliver interviewet, er ret ekstreme, men alligevel synes jeg, at man bliver præsenteret for en essens af deres holdninger og ideer, der giver stof til eftertanke i forhold til eget liv og egne valg. En sætning, jeg stadig går og tygger på, er (citeret frit efter hukommelsen) “You can never get enough of what you don’t really want” – selvfølgelig møntet på teorien om, at overforbrug sker, når vi køber og køber og køber, fordi vi aldrig kan købe det, der i virkeligheden gør os lykkelige. I en ellers fremragende dokumentar, er jeg dog nødt til at nævne en enkelt scene, som gav mig lyst til at kradse mine øjenæbler ud, nemlig da en af hovedpersonerne går ud i ørkenen, og meget emo og dramatisk læser op af sin bog. Shit, det var træls. Der synes jeg med fordel, de kunne have anvendt en af de læresætninger, de brugte meget tid på at fremhæve, nemlig: “Does this add value to my life/movie?” For det gjorde det virkelig, virkelig ikke. Men resten af den lille film er hvert et minut værd, og har man bare den fjerneste interesse i dette emne, er den et must-see.
Thanks, Obama – David Litt
Jeg elskede den her bog, næsten lige så højt, som jeg elsker Obama selv. Jeg fangirl’er for vildt, og jeg skammer mig ikke engang over det. Bogen er en selvbiografi, skrevet af en af Obamas taleskrivere, og når man lige ser det set-up, lugter det af en opportunist, der gerne vil tjene penge på the rub-off, men når man læser den, er det slet ikke det indtryk man får. For det første handler over halvdelen af bogen om David Litt’s liv og tanker, inden han endte som en af de primære taleskrivere for POTUS, og for det andet foregiver han aldrig at have haft en personlig relation til Obama. Han skriver fænomenalt, og han er voldsomt underspillet sjov. På mange måder havde jeg det som om, jeg sad og læste en mail fra en af mine venner, der ved en fejl var endt i et afsindig vigtigt job, og nu både kritisk, rædselsslagen og selvironisk mailede mig anekdoter om sine arbejdsdage. Bogen tegner et virkelig fint tidsbillede af årene både før og under Obama, og hundrede pluspoint herfra for både at være underholdende og gøre klogere. En sidste ting man også må beundre er, hvordan David Litt formår at tegne et billede af et både sympatisk og ambitiøst menneske, udelukkende gennem beskrivelser af gerninger og adfærd. Jeg håber, at Obama selv har læst den, og elskede den ligeså højt som mig.
M2018, uge 6
(Se forklaring på M2018-konceptet her )
I den forgangne uge har jeg:
1)
spist alle de morgenmadsprodukter ned, som mine unger har svoret livslangt troskab mod, for så at vende dem ryggen efter én tallerkenfuld.
2)
sat konkrete ugedage på min madplan for den kommende uge. Jeg plejer at køre med løs madplan, fordi .. livet, ikke? Jeg køber ind til 2-3 retter, og så bliver det mit arbejdsskema for den pågældende uge i skøn forening med børnenes placering på ulve-skalaen, der bestemmer, hvad vi skal have hvilke dage. Men den sidste tid synes jeg ikke, det har fungeret. Vi spiser for meget unødvendig mad, forstået på den måde, at jeg egentlig helst vil have en rugbrødsmad til frokost, men ender med at spise rester, der sagtens kunne gøre det ud for et aftenmåltid, fordi jeg fejlkalkulerer, hvor meget (eller lidt) vi spiser. Mellemmåltiderne bliver et nummer for luksuriøse, og det bliver frisk frugt, og ikke frugt, der trænger til at blive spist, der ryger i smoothien. Når der er købt ind til de forskellige retter, får jeg totalt stress af, at alle råvarer ligger og råber: “SPISMIGNUELLERJEGFORDÆRVER” avocado-style (
wop, wopwopwopwop, avocado-style), hver gang jeg åbner køleskabet. Så. Nu har jeg sat ugedage på, og lagt buffere ind, så det hele forhåbentlig kommer til at passe lidt bedre.
3)
revideret mit uge-budget i erkendelse af, at første oplæg ikke fungerede. Jeg startede 01. januar med at teste, om vi kunne leve for 600 kr. om ugen. Pengene i uge-budgettet skal dække mad og husholdningsartikler, mens jeg har kørt seperat regnskab for hhv. Brændstof og Andet (frisør, gaver osv). Det lyder måske lidt omstændigt, men det har vist sig at være nemmest for mig at styre på den måde. Vi kan sådan set godt leve for 600 kr., og øvelsen har været super god ift. at se, hvor lidt, der skal til for at vælte budgettet, men også hvor lidt det kræver at justere det, så det holder. Men det, jeg kan se nu er, at når vi lever for 600 kr. så bruger vi ALT – også basislageret. Og efter 7 uger rammer vi så det sted, hvor vi i samme uge mangler bleer, både her og til vuggestuen, der skal købes batterier, og alle skabe er tomme. Det kræver en tur med den store indkøbsvogn, og det kan jeg ikke styre; der går cheat-day i den, og den eneste, jeg snyder, er jo beklageligvis mig selv. Derfor prøver jeg nu at opjustere til 700 pr. uge, for at se, om det kan give så meget løbende opfyldning, at binge-shopping kan undgås.
Om minimalisme, bøger og konsekvenser
Inspireret af en lille snak, Jane og jeg havde i kommentarfeltet hos hende, lå jeg i nat og tænkte.
Hele ideen med minimalisme er indiskutabelt en god. Der kan ikke rigtig siges noget negativt om, at vi forsøger at trække bremsen ift. hvordan og hvor meget vi belaster miljøet og planeten.
Og det kan sagtens være, at det her handler om, at jeg først er kommet rigtigt mentalt ombord på projektet over det sidste års tid, og at den her diskussion er taget til hudløshed 600 andre steder på nettet. I så fald undskylder jeg på forhånd, og tager med kyshånd imod links, for jeg vil gerne være klogere.
Tankerne hos mig udsprang af, at Jane skrev, at hun helst låner bøger på biblioteket, frem for at købe dem selv. Jeg har selv flere gange tænkt, at det er det eneste, der giver mening ud fra et spar-på-ressourcerne-synspunkt. Men i nat kom jeg til at tænke lidt mere over det. For hvis ingen (eller få) køber bøger i butikkerne, hvem skal så skrive dem? Måske er jeg farvet af, at jeg kender en del, der forsøger at leve af at skrive, men min oplevelse er, at det er de færreste, der lige skriver en bog med venstre hånd, mens de passer et almindeligt 8-16-job med højre. Ordentlig litteratur kræver tid til fordybelse, tror jeg, og den tid skal vel finansieres? Eller hvad?
Jeg synes, at problemet er lidt i tråd med det, vi har med nyheder; vi vil gerne have dem (-ish), men vi vil ikke betale for dem. Derfor får vi aviser som Metro Express, og derfor er det åndssvagt svært at få (og beholde et) arbejde som journalist. Det ville være meget logisk, hvis det i sidste ende betyder, at færre søger ind på studiet. Diskussionen har bølget i mange år i mit fag: Giver det mening, at uddanne flere, end der er brug for? På den ene side poster man offentlige kroner i at sende folk ud i arbejdsløshed. På den anden side får man et meget mindre felt at tage af, og dermed bliver der potentielt også længere imellem de virkelig gode, ganske enkelt fordi der er færre perler i 10 østers, end der er 100.
Et argument for at undlade at købe bøger vil være, at der stadig er masser af mennesker, der køber dem, fordi det ikke er alle, der tiltales af den minimalistiske tankegang, og det tror jeg sådan set er rigtigt nok. Mit bud er bare, at det er et bestemt segment, der er optaget af minimalisme, og at det derfor vil være en bestemt type af forfattere, der vil blive pressede på at få tid til at lade ideer og tanker destilleres og nedfælde dem på papir, mens der stadig vil (og nu tænder vi fordomskarussellen) blive spyttet masser af krimier og reality-semikändis-biografier ud.
Frida havde feber i nat, så måske har jeg haft for god tid til at gå i selvsving, men jeg kom sådan til at tænke på en mand, jeg mødte i forbindelse med en tolkeopgave, som sagde, at om 50 år er der ikke arbejde til alle; simpelthen fordi vi til den tid har fået nedbragt vores forbrug nok til, at der ikke længere er brug for så mange mennesker i produktions-sektoren. Og da jeg i nat lå og holdt vagt og fangede undvegne sutter, spekulerede jeg på, om ikke det socialt kommer til at ramme skævt ad helvede til? For tror vi ikke, at det vil være en bestemt del af samfundet, der tager det hårdeste slag? Eller hvad?
Og hvad med alle de mennesker, der bliver overflødiggjort? Hvem skal forsørge dem? Løfter vi blikket og kigger 100 år frem, har tingene sikkert stabiliseret sig, og vi er tilbage til et samfund, hvor vi i langt højere grad er selvforsynende og får tiden og artens overlevelse til at gå med marker og får, men hvad pokker gør vi med alle de mennesker, der i mellemtiden kommer i klemme?
Ingen problemer bliver løst ved at rive jorden fra hinanden i sanseløst overforbrug, og derfor er minimalisme, downsizing og omtanke pr. definition de rigtige valg, men jeg vil meget gerne være klogere på de potentielle konsekvenser, som jeg ikke synes, jeg har hørt så meget om, så hvis nogen har links eller anbefalinger til bøger (#OhTheIrony), der omhandler dette emne, vil jeg meget gerne tippes.
God mandag derude, og en særlig tak til dig, Jane, for at give stof til eftertanke <3
M2018, uge 5
(Se forklaring på M2018-konceptet her )
I den forgangne uge har jeg:
1)
været i Odense Zoo (ok, lidt snyd; det var faktisk i sidste weekend vi var afsted, men den får lov at komme med alligevel). Vi var derovre for første gang i sommerferien, og da jeg stod og skulle betale ved indgangen, blev jeg ramt af den sædvanlige “Ej, men det ville da næsten være idiotisk *ikke* at købe årskort!” Det er en fælde, jeg er faldet i flere gange, end jeg gider at indrømme. Men fordi jeg med hele det her projekt fokuserer på, at vi skal bruge det, vi har – også de oplevelser, som vi har betalt for – blev jeg lørdag morgen pludselig optændt af den spontane ild, og spurgte børnene, om vi skulle over og kigge på pingviner. Det skulle vi, og sådan gik det til, at vi nu har tjent vores entre-penge ind igen.
2)
genindført min tradition med at have frosne pitabrød i fryseren. Bedre mennesker end jeg bager dem selv, men jeg lever fint med den færdigkøbte version. Jeg laver en ordentlig omgang af sådan en salat, der ligger et sted mellem coleslaw og råkost to gange om ugen, og det betyder, at stort set alle rester af kødsauce, baked beans, æggekage osv. kan konverteres til pitafyld. Det er en meget velsmagende måde at tilintetgøre sine rester på.
3)
købt en ny dukkevogn til børnene (den fungerer upåklageligt til både dinosaurusser og dukker), efter at have solgt nok af deres brugte legetøj til, at vi ikke skulle have penge op af lommen. Jeg har ledt efter en god brugt, men lige præcis legetøj af stof, er jeg hysterisk med ift. om det har stået ude/på loftet. Desuden er dukkevogne – viser det sig – noget af det legetøj, folk måske er en smule urealistiske omkring ift. hvad man kan videresælge det for. Men hele processen omkring anskaffelsen var faktisk rigtig fin, både fordi ungerne selv var med til at pege på, hvad de var færdige med at lege med, men også fordi de var mere interesserede, end jeg havde forventet, i det med, at der nu er nye børn, der får glæde af tingene, og at man kan spare op til noget, man gerne vil have, ved at sælge noget, man ikke bruger mere. Endelig har vi reduceret 10 stykker legetøj til ét, og det sætter jeg kvadratmetermæssigt stor pris på.