2018 er sparket igang, og idag var første dag i det nye år, hvor vi skulle ud af døren.
Det var egentlig ok. Jeg synes ikke helt, at juleferien blev, som jeg gerne ville have haft den til at være . Måske fordi jeg kom til at forvente, at den ville være ligeså nede-i-gear som sommerferien var det – og det var den virkelig ikke. Jeg syntes, der var for lidt nærvær og ro, for mange konflikter og for meget skærm og støj.
Jeg synes også, at jeg hele tiden har sagt nej til mine børn. Nej til at danse videre, nej til at spille mere Vildkat, nej til at kæmpe med sværd, og hver gang fordi jeg påberåbte mig en huslig pligt. Det giver mig altid, helt pr. automatik, dårlig samvittighed, fordi jeg synes, at prioriteringen i dét, er forkert.
For 3 år siden ville jeg bare have konstateret, at det var træls, og så ellers have lagt det bag mig, når vi var på den anden side, for så at hoppe lige i fælden igen ferien efter, men denne gang har jeg faktisk formået at holde fornemmelsen af dårlig, fortravlet mor ude i strakt arm undervejs, og lægge mærke til, hvornår lortemor-fornemmelsen opstod.
Jeg opdagede flere ting.
1) For det første, at ungerne ofte spørger *mange* gange i løbet af varigheden af en enkelt huslig pligt, om jeg ikke vil være med til at slås/lege tagfat/bære rundt på dem med gummi-ben osv. Det var sgu lidt en øjenåbner, for når man 6 gange, imens man støvsuger sit forholdsvis beskedne hjem, skal sige nej, så bliver det til MANGE nej’er i løbet af en dag.
2) Jeg opdagede også, at det hjalp at bruge den strategi, jeg har brugt meget til Frida: Finde enkelte sætninger, der hjælper både hende og mig, og gentage dem. F.eks. har jeg altid sagt: “Jeg hjælper dig” når jeg – ja – hjælper hende. Det lyder meget indlysende, men når man står ved en seng, der er ved at vælte, fordi verdens sureste pige er RAHsende over at skulle sove, så virker det næsten magisk, når man bare stille og roligt gentager: “Jeg hjælper dig”. For det er jo det, jeg gør. Hun er træt, og den bedste hjælp, jeg kan give hende er, at hjælpe hende med at falde i søvn. Det gør det meget nemmere at holde fast i det, man er ved, i stedet for at panikke og febrilsk forsøge sig med andre løsninger.
På samme måde har jeg prøvet meget enkelt at tydeliggøre, hvorfor tingene er, som de er, når der opstod konflikter over noget, som er svært at ændre på. Anton bliver f.eks. fuldstændig rødglødende, når vi skal ud at handle. “DET GIDER JEG IKKE, MOR!!!” Det gør jeg sådan set heller ikke. Men i denne ferie prøvede jeg med: “Når vi alle sammen holder fri sammen, er vi også nødt til at lave nogle af de kedelige ting sammen” – og kom selv i tanke om, at det jo er sådan det er. Det faktum kan jeg godt komme til at glemme, og i stedet spæne hovedløst med om kap op ad konflikttrappen, når det hele står på gloende pæle.
3) “Vi skal alle sammen være her. Også mig” har jeg også introduceret. For – helt ærligt – det glemmer jeg sgu også somme tider. Selvom jeg i mange år har øvet mig i at blive mere loose, så kan jeg ikke abstrahere fra det, hvis hele huset ligner noget, man skal være stivkrampevaccineret for at opholde sig i. Der behøver ikke være så rent, at man kan udføre kirurgi på gulvet, men jeg er ordensmenneske, og det har det at føde børn ikke ændret på. Derfor bliver der nødt til at være bare et minimum af orden, hvis jeg skal kunne koncentrere mig om at lege og spille.
4) Jeg har også prøvet af et ærligt hjerte at vurdere, om det handler om forkerte værdier eller fokus på ligegyldige ting, når jeg i løbet af sådan en ferie her ikke helt synes, at vi rammer den samme følelse af overskud og højt til loftet, som jeg syntes, vi havde i sommers. Her nåede jeg frem til, at forklaringen var utrolig lavpraktisk: Dagene er ganske enkelt kortere og mørket påvirker det generelle overskud hos alle mand. Selv med hjælp fra alle lyskæder i verden, giver det stadigvæk væsentlig færre timer til meget mere arbejde, end vi havde i sommer. For selvom jeg har skåret virkelig, *virkelig* meget fra ift. alt det rundt-oms-juleri, man meget hurtigt kan blive filtret ind i, er der alligvel meget ekstra i december. Frida er så stor nu, at jeg ikke er helt så presset på tid, som jeg var, da hun var spæd, men fordi der nu er kommet lidt luft, falder jeg somme tider i fælden, hvor jeg tror, at jeg har rigeligt med tid. Det har jeg stadig ikke, og det skal jeg simpelthen blive bedre til at huske, så jeg udviser lidt mere overbærenhed overfor mig selv, når timerne forsvinder, selvom jeg gør mit bedste for både at få hverdagen til at fungere og fylde magi nok i dagene til at ungerne også synes, det er jul.
5) Og endelig har jeg opdaget vigtigheden af engang imellem at sidde i haven med en kop kaffe, helt alene og i stilhed, uden at føle dårlig samvittighed over at sidde der, i stedet for at ligge på gulvet på en fakirmåtte af lego. For hvis dagene kun består af at løbe zigzag mellem praktiske pligter og leg med børnene, og aftenerne går med opsamling af efterslæb og indkøb og – pakning af gaver, så er er lige præcis 0 minutter til mig, og det går ikke.
Den helt overordnede konklusion på ovenstående må være, at der er nogle ting, jeg ikke kan ændre på, hvor gerne jeg end vil, og at nøglen til ikke at drukne i det, er at blive ved med at minde mig selv om, at det er sådan, det forholder sig.
Tak for nogle fine betragtninger om situationer vi nok alle oplever.
Vores juleferie har budt på sygdom til alle mand på skift, og det kombineret med en alle bækkenløsning hos mig betød at drengene på 4 og 6 fik temmeligt meget mere skærmtid i ferien end jeg bryder mig om. Og jeg prøver at overbevise mig selv om, at det er sådan det er lige nu. Og det bliver ikke ved. Og det er okay og de bliver ikke til to små uempatiske røvhuller som ikke kan interagere med andre mennesker af den grund.
Så dine betragtninger rammer plet i hvert fald hos mig lige nu. Tak for det!
Kære Astrid.
Øv for pokker – man må have hænderne fulde som det er, med to børn og en graviditet, uden at nogen behøver at føje bækkenløsning til dén ligning.
Lad os give hånd på at hjælpe hinanden med at huske, at det er helhedsindsatsen og det lange træk, der gør vores små mennesker til helstøbte typer, man har lyst til at være sammen med, og ikke de parenteser i tid, der kræver lodder og trisser at komme igennem.
Alt det bedste til dig, og rigtig god “bedring”.
Kh
Linda
Linda, jeg er simpelthen så imponeret over din evne til at reflektere over og ikke mindst at ændre på din daglige familie-praksis. Dejligt du deler, jeg bliver klogere!
Sikke dog en dejlig kommentar, Naja. Tusind tak for den! <3
Hold kæft hvor jeg glæder mig til en dag at nå dertil, hvor jeg har overskud til at reflektere over den slags og måske endda gøre noget ved det, jeg kan, frem for bare at komme igennem, synes det er træls og så kæmpe videre i dagligdagslivet med barn og baby. Kæmpe hverdagssuk og tak for den mest velovervejede og velskrevne blog:-)
Start med at hælde kaffe på såret – det hjælper 😀
Spøg til side; det er så opslidende at føle, at ligemeget hvor meget man gør sig umage og hvor inderligt man vil det, så føler man alligevel ikke at man slår til, og særligt, når man er så presset, at man bare kan konstatere det, men ikke få fodfæste nok til at prøve at ændre på det.
Der er simpelthen bare perioder, hvor man må huske, at man har børn under sine vinger, som ved, at de elskede i tusinde potens, og som har mad på tallerkenen og en varm, tryg seng at sove i.
Kh
Linda
Ved du hvad – du er en super mor!! Intet mindre – hvis bare alle mødre havde dit overskud og indsigt i en barnehjerne, så kom vi dæmme langt.
Tænker at du måske har arbejdet med autistiske børn engang? Uden nogen sammenligning iøvrigt, men blot fordi du griber tingene an på samme måde som jeg gjorde i sin tid (som mor til bl.a. en autist). Jeg fandt så ud af at metoden også hjalp de ‘normale’ børn og så kørte det bare for os….
Det var ualmindelig sødt sagt <3
Jeg har aldrig arbejdet med autistbørn; jeg tror bare, jeg er heldig, at jeg ofte er i rum med mennesker, der inspirerer og maner til eftertanke ift. børneopdragelse, og når man samtidig er i en proces, hvor man er ved at kigge sine værdier efter i sømmene, er der nogle ting, der ender med at give sig selv. Forstår du, hvad jeg mener?
Kh
Linda
Der er bare mere tid i sommerferien. Og mere lys, som du skriver, hvilket i hvert fald hos os betyder mere tid udenfor og dermed mere frisk luft og flere vilde lege, der ikke bliver stoppet lige når det er allersjovest.
Vores juleferie blev også mere konfliktfyldt end jeg havde håbet. Ungerne fandt ikke hinanden så ofte og så længe ad gangen, som de gjorde i sommers – men trods alt mere end de gør i hverdagen.
Og så sætningen “Vi skal være her alle sammen. Også mig.”
Av. Du ramte mig. Men det er jo sandt, og jeg må prøve at finde min version af en kop kaffe i haven i stilhed.
Det er faktisk en rigtig god pointe, det med, at legene ikke får lov at køre til ende. Det genkender jeg som en af de primære årsager til surhed og konflikt her i hvert fald. Måske vi skulle splejse til et time-share-sommerhus under varme, lyse himmelstrøg?:)
Hej Linda.
1000 tak for, at du deler dine tanker og minder mig om, at der også skal være plads til mig. Jeg kan godt mærke, at det skal der, men jeg får så dårlig samvittighed når jeg ikke orker at lege morfar og barn igen-igen. Du er en inspiration – mange tak for det.
Kærlig hilsen
Katrine
Hej Katrine.
Utrolig meget velbekomme. Det er en af de sværeste balancegange i forældreskabet, synes jeg, det med hvornår man tilgodeser den ene part så meget, at det går ud over den anden. Ikke mindst fordi jeg altid skal gøre op med mig selv, om det er den dårlige samvittighed værd. Men når jeg skriver det her, så kigger jeg på det og tænker, at det jo faktisk heller ikke er særlig smart at være den rollemodel, der lærer sine børn, at egne behov aldrig tæller og altid bør tilsidesættes.
Puh – man keder sig aldrig i hovedet, vel?
Kh
Linda
Kære Linda.
Tak for endnu engang at dele – jeg er ofte efterladt lidt målløs, dels grundet din begavede og sjove måde at formidle på, men også fordi du rammer så plet med alt fra samfundsproblematikker til moderskabet. Jeg sendte mine børn afsted efter 2 ugers juleferie igår, og det var i sandhed en lettelse. Vi har 5 børn hvor den mindste er spæd, og jeg føler ferien har været katastrofal på et personligt plan, hvorimod børnene har haft det fedt (på nær babyen, han synes også det var rart de skred nogle timer om dagen). Jeg har fået 1 (ad) bad i ferien og udelukkende kold kaffe i forsøget på at alle skulle have det rart. Jeg vil sgu finde tiden og modet til at opprioritere mig selv en anelse, for ja, vi skal alle sammen være her. Tak for dig og dine refleksioner, de giver efterklang.
Tusind tak for dine fine ord, Mathilde.
Hvordan du overhovedet har luft i hovedet til at formulere en kommentar, er jeg helt på røven over. Jeg ville ønske, at det var mig, der havde overskud til 5 børn, for når jeg ser på de lækre lopper, jeg har været så heldig at få, så virker det næsten dumt ikke lige at få en mere – men det må godt nok også kræve en næsten overmenneskelig indsats at holde fokus på både enkeltdele og helheden i sådan en familie.
Jeg er umådeligt glad for, at du føler, mine betragtninger kan bruges til noget. Tak fordi du kommenterede <3
Kære Linda.
Tak for dine betragtninger. Du er meget reflekterende og jeg tror det er derfor jeg altid får noget med når jeg læser hos dig. Vi har også to små børn og har været til et foredrag på et tidspunkt ang. Mindre skæld ud. Og her var en af de ting hun sagde faktisk at vi skal holde op med at slå os selv i hovedet med det vi gør forkert. Hvis der er noget vi ikke kan skal vi høre som med børnene..ha hjælp/lære det..ikke slåes i hovedet. Og din læringsprocesser lærer jeg også noget af..jeg kunne se mig selv fuldstændig i det du skrev. Bortset fra jeg ikke er ordensmenneske. Men der er noget med at indre uro skal er behov for ro udenfor..og derfor har jeg i øjeblikket også brug for at der er ryddet op osv.
Knus
Jeg tænkte faktisk på det forleden; at det er et underligt paradoks, at jo mere man ønsker at være En God Forælder og jo højere ambitionsniveau man har – jo større er risikoen for at blive sure mor, fordi man ikke lever op til egne standarder.
Det glæder mig utroligt at høre, at du kan bruge det, jeg skriver til selv at tænke nogle tanker om dit familieliv – tak fordi du skriver det.
Kh
Linda
Hold da op som jeg kender det. Man slider sig selv helt tyndhudet og mobset i forsøget på at gøre det rart for alle og det er jo faktisk tosset for på den måde er der jo ingen der har det godt.
Mit trick da jeg stod alene i dagligdagen med tre små børn var et begreb jeg kalder “arbejdstid”. Det består i at vi allesammen hjælper hinanden med at Ryde op/gøre rent/vaske tøj i et tidsrum typisk efter aftensmad. Jeg begyndte før den yngste var 1 år og det er klart at tre børn under 5 år ikke sådan fik meget for hånden, men tricket var i virkeligheden at de to store lod MIG arbejde uden at forstyrre mig hele tiden. Jeg bad typisk den ene kikke efter lillesøster og den anden om noget oprydning og så fik de fri efter ca 10 minutter mens jeg stadigt havde arbejdstid så længe det nu kunne lade sig gøre. Det smarte var at jeg typisk fik 5-10 minutter mere fordi de jo godt var klar over at de var heldige at de havde fået fri. Jeg fik også tit lov at slappe af lidt med en kop te bagefter. Man kan altså nå mere på 15 relativt uforstyrrede minutter end når man hele tiden afbrydes og får dårlig samvittighed. Og nej man skal ikke have dårlig samvittighed over at støvsuge selvom man på den anden side med fordel kan nedtrosle oprydningen i netop de år med små børn.
I mange år da de blev større var det iøvrigt totalt genialt fordi vi faktisk sammen fik rigtigt meget fra hånden. Desværre er livet med teenagere noget mere fragmenteret men de kommer ikke sådan og vil lege hele tiden mens man støvsuger…
Jeg kan anbefale at få børnene til at hjælpe mest muligt. Ideer, til hvordan det kan foregå, fås her:
http://www.mariekraul.dk/bornskaldaarbejde
http://nordicparenting.dk/2017/03/01/se-hvilke-pligter-dine-boern-fordel-kan-hjaelpe-gamle/
Jeg synes, du er lidt hård ved dig selv 🙂 For mig er ferie også at skulle lave lidt praktiske ting og ikke kun lege eller flade ud fra morgen til aften. Det er jo nødvendigt at få ryddet op, lavet aftensmad, støvsuget etc., eftersom de færreste af os har en lille husalf, der løber rundt og gør det for os. Og det synes jeg også er en del af det at holde fri fra arbejde og skole. Når det er sagt, kan jeg godt genkende, at der er mindre fleksibilitet, når alle mand er “spærret inde” i huset i hvert fald fra eftermiddagen og ud på aftenen. Der er også mere luft hos os (i overført og bogstavelig forstand) når solen skinner og der er mulighed for at løbe rundt i haven også.
En kommenterer, at det er med at få ungerne til at hjælpe til, og det synes jeg også virker super godt herhjemme. Så siger jeg tit: jeg vil rigtig gerne lege med dig, men jeg skal være færdig med at støvsuge/lave mad/lægge tøj sammen/whatnot. Vil du hjælpe? Nogle gange er det et ja, andre gange finder hun mirakuløst selv på en leg, nu mor og far ikke var tilgængelige. Desuden hjælper vores datter også med at dække bord, tage af bordet, lave mad etc., både fordi det er hyggeligt, men også ud fra devisen om, at hvis vi hjælpes ad, er der mere tid til at lege bagefter. Og så siger jeg også af og til, at nu sidder jeg lige og læser, men vi kan lege lidt senere. Det har jeg ikke dårlig samvittighed over, og hun finder ofte selv på noget, og kommer så gerne og spørger igen efter noget tid. Så siger jeg ja, og har som regel også fået mulighed for at stirre lidt ud i luften eller i en bog 🙂
Og så lod vi faktisk udvalgte julegaver stå fremme (selvom jeg er lidt hys med rod – slapper heller ikke godt af, hvis der roder), så det var nemt at lege med den nye racerbane, playmobilslot eller hvad nu. Nogle gange har jeg nemlig observeret, at det kan være svært at finde på en leg hvis hun ikke ser legetøjet. Så skal jeg lige hjælpe med at finde det frem og starte legen, og så kører det. Men ved at et par enkelte julegaver stod fremme (og var nye og spændende) gik det nemt med at komme i gang med en leg.
Jeg synes også, at der for mig er et element i, hvordan jeg siger nej. Jeg siger tit: jeg er lige i gang med [etellerandet], men når jeg er færdig, vil jeg gerne lege. Så er det ikke seks nej’er i træk, men en tilkendegivelse af, at jeg faktisk godt gider, men er i gang med noget andet. For jeg er helt enig i, at man bliver træt af at høre på sig selv, hvis det er nej på nej på nej.
Tak for en virkelig fin og uddybet kommentar. Du har mange fine pointer, og særligt den med at sætte udvalgt legetøj frem, tror jeg, at jeg vil prøve af.
Når det har været gemt væk under bunkerne af sværd og enhjørninge-dragter, er det jo næsten som at få nyt, når man finder det frem igen:)
Igen super skarpe og tankevækkende iagttagelser.
Når jeg læser dem, kommer jeg til at tænke på nogle af mine overvejelser som forælder, bla det her med om det ligger i tiden, at man skal have dårlig samvittighed over, at man ikke er (mere) med til at lege og lave sjove ting hele tiden. Og det i mine øjne slet ikke virkede til at fylde nær så meget for en generation siden, det her med at “vi” skal have det sjovt sammen.
Jeg tænker også, at man som forældre er med til at ruste sine børn til tilværelsen generelt ved, at det er synligt for dem, at der (også) skal gøres rent, købes ind, laves mad etc. Og at voksne også har brug for at slappe af med noget den voksne hygger sig med, solo eller sammen med børnene.
Mit dilemma har så i perioder i de to og et halvt år, jeg har været mor, mere gået på, at det derfor måske ikke er så smart, at mit barn ofte ikke er hjemme, sover, ser tv eller leger med den anden forælder, når de aktiviteter foregår. Og især mens man kun har et (lille) barn og er to forældre, laver man jo tit den finte med, at nu laver jeg noget praktisk og du underholder, så jeg får hænderne fri. Hvor jeg ofte tænker, hvad gør man som solo-forælder…
Min pointe her er, at den der magiske balance mellem leg og pligter er en kunst i alle konstellationer og derudover også er tæt forbundet med, hvordan man er af temperament – både voksne og børn.
Men nej, juleferien giver ikke den samme form for gearen ned som andre ferier kan, både som du skriver pga dem mørke tid og fordi den har flere næste uundgåelige elementer på indholdssiden.
Det er også en kæphest for mig, det med at lære mine børn, at der ikke kommer en magisk fe og ordner alt det kedelige, når vi er gået i seng.
Jeg har tænkt nogle af de samme tanker ift. det med, om vi måler vores forældreever i, hvor dårlig samvittighed vi har over de steder, vi ikke synes, vi slår til; at det med at være opmærksom på det på en eller anden måde signalerer, at vi godt ved, hvad idealet er.
På mange måder er det lidt forbandelsen ved at være så oplyste, at vi hele tiden ved, hvordan det påvirker vores børn, når vi gør eller ikke gør noget, som nogen har lavet undersøgelser på. Og det kors tror jeg, du har helt ret i, vejer det samme for par som for enlige.
Men lige om hjørnet lurer foråret og sommeren, og jeg glæder mig til at tage hul på den, klogere af de tanker, jeg har gjort mig julen over.
Tak for din kommentar, Joan, og rigtig god dag.