Computer says “No”

I det nedenstående vil jeg prøve at træde varsomt, fordi jeg gerne vil tage et emne op, som berører mange, og som der er masser af følelser i.

Så jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg kender virkelig, VIRKELIG mange dygtige og kompetente lærere og pædagoger, som strækker sig firkantede for at give vores børn den bedste hverdag, de kan. Så sent som i sidste uge, sad jeg til forældremøde med 3 af slagsen, som jeg har lyst til at indstille til alt, hvad der findes af priser og ordener.

Bare, så I ved, at det synes jeg *også*.

Men nu siger jeg lige noget, helt ærligt: Jeg er ved at være lidt træt af at høre om, hvor knappe ressourcer folkeskoler og institutioner har, og hvorfor jeg derfor som forælder ikke kan tillade mig at have nogen som helst forventninger til de mennesker og steder, der tager hånd om mine børn.

Jeg oplever i stigende grad, at forældre ikke opfattes som samarbejdspartnere, man skal møde i øjenhøjde, men mere en slags irriterende appendix til børnene. Jeg kan mærke, at jeg er ved at få nok af, at jeg som forælder skal lægge mig fladt ned og rette ind ift. alt, hvad der kommer af krav og ønsker den ene vej, mens der tilsyneladende ikke må stilles nogen former for krav til samarbejdet den anden vej.

Og skulle nogen allerede nu sidde og tænke, at det er typisk curlingforældre, har jeg også lige et par kommentarer til dét.

For det første synes jeg, at det kort efterhånden bliver spillet på samme måde, som “jantelov” blev det i start-nullerne, hvor man ikke måtte forholde sig kritisk til noget som helst. Jeg er med på, at denne type forældre findes, og at ingen tror, at de selv tilhører gruppen.

Men jeg oplever også en gruppe af fagpersoner, der lader til at trives lidt for godt med at henvise til manglen på ressourcer ift. ALT, og lige her synes jeg, at curling-mærkatet har forvandlet sig til et dejligt, stort tæppe, man kan smide over alle, som spørger undrende ind til de valg, man træffer i hverdagen.

For det andet kunne jeg godt tænke mig at lege med tanken om, om retorikken omkring folkeskolereformen og det konstante fokus på fejl og mangler, faktisk er med til at skabe curlingbegrebet? De områder, vi hele tiden får peget ud, at ingen i skole/institutionsregi har tid eller ressourcer til at tage sig af, skal jo for pokker varetages af nogen, indtil vores børn bliver store nok til at kunne klare sig selv, og hvis ikke fagkundskaben har overskud og overblik til det, så *bliver* man som forældre nødt til at lave mikro-management, for hvad er alternativet?

Når børn med flere udfordringer skal inkluderes i de almindelige klasser, er der meget fokus på at inkludere dem fagligt, men min oplevelse er, at der er meget *lidt* fokus på at inkludere dem i alt det, der ligger rundt om. Et konkret eksempel er, at Anton f.eks. stadig ikke er trafiksikker. Fordi han sprogligt halser efter, er der også noget modenhed, der ikke er helt på niveau med hans jævnaldrenes, og det er et problem, når der pludselig arrangeres cykelture til fjerne galakser. Her forventer jeg som mor ikke, at personalet bærer ham igennem på hænder og fødder, men jeg forventer et kvalificeret samarbejde omkring, hvordan vi får den cykeltur, som jeg ikke har været involveret i at planlægge, og som vil være en rigtig fin oplevelse for de andre børn, gjort til noget, der ikke er potentielt livsfarligt for mit inkluderede barn.

Uanset om det drejer som om at være tryg ved at aflevere børn med diabetes, om det handler om at være sikker på, at ens barn kommer tilbage til SFO’en, når skolebussen har sat ham af, eller om det handler om at være sikker på, at en bestemt besked er nået frem til lærerne: Så længe ungerne stadig er for små til at håndtere det selv, kræver det jo et samarbejde mellem forældre og lærere at skabe en tryg hverdag for dem. Og hvis lærerne/pædagogerne melder ned på det, så er der kun forældrene tilbage, og så VIL vi komme med alle vores spørgsmål og bekymringer, for hvor skal vi ellers gå hen?

Jeg er med på, at alle synes, at skolereformen/de nationale tests/ trivselsundersøgelser/undervisningsplatforme/osv. sucks – men det er nu engang den virkelighed, jeg står overfor i den tid, mit barn skal gå i skole. Der SKAL kæmpes videre for, at vilkårerne forbedres – men spørgsmålet er, om ikke snart den debat skal flyttes ud i andre fora og op på niveauer, der ligger lidt højere end 1:1 mødet mellem den enkelt familie og folkeskolen? For jeg forstår godt udfordringen. Det gør jeg virkelig godt. Jeg møder den hver eneste dag i mit eget arbejde. Men det eneste, jeg som mor kan gøre, er at sætte mit kryds et sted, hvor jeg mener, det kan flytte noget, når jeg går til valg næste gang, og den mulighed har jeg 2 gange i løbet af hele min søns skoletid.

Så det jég godt kunne tænke mig var, at vi snart trækker en streg i sandet og siger: “Det her er den nye virkelighed, og det her er den bane, vi – forældre, børn og fagpersoner – lige nu, lige her, spiller på. Sammen. Hvordan får vi det bedste ud af dét?

(PS: Og bare en lille bøn: Lad os holde os for gode til at forvandle kommentarfeltet til en tråd af konkrete eksempler på curlingforældre/fagpersoner vi er uenige med)

Published by

33 Replies to “Computer says “No”

  1. Nu siger jeg noget, der ikke er populært… men der er en grund til, at mine unger går/har gået på privatskole. Deres far er skolelærer i den danske folkeskole (og én dygtig slags). Og dermed ikke sagt, at privatskolen er uden problemer. For det er den langt fra. Det er bare nogle helt andre rammer vi spiller inden for. Desværre…
    Og i den helt anden boldgade læste jeg et interview, hvor en mor udtrykte, hvor ærgerlig lige præcis det med social inkludering halter. Hendes barn var kommet tilbage i skolen efter et kræftforløb og sad i rullestol. Så kunne man måske godt forvente, at læreren ikke sendte eleverne ud til frikvarter med en opdeling af, hvem der skulle spille rundbold og fodbold. Men at der blev tænkt lidt ud af boksen og man fik hjulpet barnet i rullestolen tilbage i fællesskabet.
    Kh. Birgitte

    1. Jeg forstår 100% privatskoletankegangen. Og er rammerne til det, synes jeg virkelig også, at det kan være den bedste løsning.

      Anton gik i privatejet vuggestue, som lå et stykke vej fra, hvor vi bor, og det, jeg kan mærke nu er, at det faktisk har kæmpebetydning for vores lokale socialintegration, at vi bor i nærheden af de mennesker, som Anton (og senere Frida) deler hverdag med. Men det handler selvfølgelig om noget så lavpraktisk som beliggenhed, og det vil jo variere fra kommune til kommune og familie til familie.

  2. Som mor til en dreng der er forsøgt inkluderet i folkeskolen efter den nye folkeskolereform, kan jeg kun sige AMEN – så enig i det du skriver.

    1. Jeg oplever i hvert fald, at det er et meget overset område, og det er “rart” at høre (forstå mig ret) at andre genkender problemstillingen.

  3. ALDRIG har jeg læst noget så godt fra din hånd sødeste Linda! Kunne ikke være mere enig og tak for din helt eminente evne til stige op i helikopteren og tage temperaturen i landskabet! Jeg bukker og nejer! (Ovendreven brug af udbråbstegn er også tilladt, når man er blæst bagover 😉)

  4. OM jeg fatter, hvordan du BÅDE kan være alenemor til to, arbejdende-mor, 100% hus-alf-decembernisse, velinformeret, velformuleret, faglig, saglig, humoristisk OG knivskarp…

    Jeg rejser mig og tilslutter mig Silles *stående bifald* – og tilføjer et ‘amen’.

  5. Så er det da bare, at jeg som lærer gennem mange år bliver SÅ ked af det på mit fags og mine kollegers vegne…. Jeg er jo bare en del af en hverdag, hvor jeg ser den ene kollega efter den anden knække sammen…..
    Jeg kan godt forstå, at du stiller krav, det skal du gøre som forældre, og det har jeg i høj grad også altid gjort selv! Men I er som forældre også nødt til at tage ansvar for samarbejdet – skal en besked fra SFO til skole, jamen så skriv selv til læreren, der er jo ikke sikkert, at pædagogen husker beskeden vedr. lige dit barn. Du må såmænd gerne være ’emsig’ og komme med de samme ting flere gange, for vi kan altså ikke huske fra vores næse til vores mund – og vi bliver i øvrigt afbrudt 45 gange på vej over skolegården, så det er nok meget naturligt.

    De nemmeste forældre at samarbejde med, er altså dem, der gør os opmærksom på de tanker, ønsker mv., som de har – i stedet for at tale negativt om skolen over køledisken i Netto…..

    1. Kære Anja.

      Mit indlæg har bestemt ikke som mål at gøre nogen kede af det, hverken personligt eller fagligt. Men din kommentar synes jeg egentlig bare bekræfter, at vi skal til at tale om virkeligheden på en ny måde; det er ikke meningen, at man skal blive syg af at gå på arbejde, og det er dobbelttragisk, når man bliver det, fordi man bare gerne vil gøre sit arbejde så godt som muligt.

      Netop derfor tror jeg, at vi snart bliver nødt til at hjælpe hinanden med at flytte fokus fra, hvad vi kunne engang, men ikke længere kan, til, hvad vi kan nu. Samtidig skal fagforbund, tænketanke osv. fortsat kæmpe for, at vi ikke taber hele generationer på gulvet. Det er vi helt, helt enige om.

      Men når jeg læser ord som “emsig” og at “I som forældre også er nødt til at tage ansvar for samarbejdet” så kan jeg ikke lade være med at tænke, at der deri ligger en ret fast funderet holdning til forældresamarbejdet; at det på en eller anden måde er blevet en virkelighed, man har talt frem. For selvom jeg er med på, at der er brodne kar (som der er i alle andre grupperinger), så er der også masser af forældre, som *tager* ansvar, og også så meget, at jeg synes, det rækker langt ud over, hvad man bede forældre om. Hånden på hjertet synes jeg faktisk ikke, at det er rimeligt, at man forventer, at forældre skal blive ved med at henvende sig med det samme problem, fordi man ikke kan huske fra næsen til munden. For fagpersonalet er det arbejde, man kan slippe kl. 16 – for forældrene bliver det endnu en ting på listen, man tager med hjem i privatlivet, og skal blive ved med at holde fast i, både for barn nummer et, to og tre.

      Har du læst denne kronik i Informationen?

      https://www.information.dk/debat/2017/11/griner-curlingforaeldre-mens-skolen-plager-foraeldrene-uendelige-krav?lst_tagmst

      Den giver også stof til eftertanke, synes jeg.

      Måske giver det mening at prøve at tænke, hvordan man selv ville opleve det, hvis man blev mødt med samme forventninger til “kunden” i andre offentlige instanser, hvor medarbejderne også er pressede? Et oplagt eksempel er sygeplejerskerne. Jeg tænker på, hvad det ville gøre ved din oplevelse som patient, hvis du konstant under din indlæggelse blev inddraget i, hvor pressede de var, hvor svært de oplevede at have det, og hvor mange problemstillinger, de ikke syntes, de havde tid til at forholde sig til? Det er jo virkeligheden, og det handler ikke om, at vi ikke forstår det. Men jeg tror, at de fleste af os vil føle det mest trygt, hvis vi ikke konstant blev præsenteret for mellemregninger, som vi ikke havde skyggen af chance for at påvirke eller ændre på.

      Du skal have tak for din kommentar, og for at holde en sober tone, selvom du ikke er enig med mig i det, jeg skriver.
      
God aften til dig og dine.

      De bedste hilsner

      Linda

      1. Må jeg anbefale bogen Når gode mennesker handler ondt af Dorthe Birkmose? Den handler om det samme som den nævnte kronik i Information. Dorthe Birkmose kalder fænomenet “forråelse” – når vi som fagpersoner bliver mere “rå” i arbejdet med mennesker, som følge af en oplevelse af pres af den ene eller anden grund.

  6. Enig!

    PS Dine kommentarfelter har været væk et par dage, men det ved du måske allerede. Nu er de i alt fald tilbage 🙂

    1. Hej Lise.

      Jeg overså en opdatering, og det kan i WordPress åbenbart give det resultat, at kommentarfeltet forsvinder. Skriv det endelig til mig på FB eller Insta, hvis du oplever det igen. Der kan godt gå lidt, før jeg selv opdager det:-/

      Kh

      Linda

  7. Tak for dit indlæg. Jeg tror, at en af grundene til, at der sker den udskamning af gruppen af engagerede forældre – hvoraf selvfølgelig en del vil være overengagerede, selvfølgelig, for det er ALTID tosser – er, at det primært er kvinder/mødre, der tænkes på. Eksemplerne er altid nogle mødre, der har hentet barnet engang for meget/båret deres taske/smurt deres madpakke/læst en besked på intra. Og alle ved jo, at kvinder er hysteriske og i deres følelsers vold *host*. Børnerummet er stadig tænkt som et feminint rum, og saglige argumenter og reel diskussion blokeres derfor af den sædvanlige latterliggørelse af kvinder.

    1. Det er først i dette sekund, at jeg studser over, at jeg aldrig har hørt om curling-fædre. Tak for dét vigtige indspark.

  8. Hvor skidt står det til? https://www.folkeskolen.dk/620662/mange-laerere-griber-til-egen-lomme. I USA hvor de nye ideer kommer fra har lærerne et årligt skattefradrag for udgifter afholdt i forbindelse med lærerjobbet. Måske er det et spørgsmål om tid før det også er en realitet i Europa?
    Der bliver færre lærere i Kommuneskolen og de skal undervise flere timer: http://www.dlf.org/media/9141005/analysenotat-flere-undervisningstimer.pdf
    Heldigvis er det sådan at det stadig står i loven at:
    § 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling. (Urovækkende er det at kræfter i Kommunernes Landsforening drøfter ændringer af formålsparagraffen og den debat er det interessant at følge.)
    Det er også din pointe (forældresamarbejdet), men der er sket en voldsom ændring af Kommuneskolen. Nogle kommuner har været i stand til at spare mere end andre http://www.dlf.org/media/10425105/analysenotat-pris-pr-uv-time-nov-2017.pdf. Men faktum er at der er blevet færre penge at gøre godt med.
    Den seneste internationale læseundersøgelse slår fast, at Danmark går tilbage, sammenlignet med de resultater vi leverede i samme type undersøgelse foretaget før reformen. https://www.folkeskolen.dk/620516/danske-elever-falder-markant-tilbage-i-international-laeseundersoegelse

    Men jeg vil give dig ret i alt du skriver – idet uden et ordentligt samarbejde med forældrene kommer opbakningen til klassens sociale liv til at halte, uden et positivt socialt liv i klassen ingen trivsel blandt eleverne, uden trivsel ingen læring. Så det du mærker er vel i bund og grund årsagen til den ret store afgang til privatskolerne – at forældrene ikke bliver taget alvorligt (og slet ikke i inklusionsspørgsmål)? Ikke bliver lyttet til – som de eksperter de er på deres egne børn?

    1. Ja, det er i hvert fald en del af det.

      Men jeg kan også mærke metal-træthed hos mig selv over hele tiden at blive draget ind i problemstillingen; jeg er helt på det rene med, at det er mine børn og deres fremtid, der tales om, så emnet er pr. definiton relevant for mig. Men jeg kan ikke hive en løsning op af lommen, så resultatet er, at vi i fællesskab får skabt et billede af folkeskolen som et skrækkeligt, åndsforladt, læringsfattigt underskudsmiljø, og så (for)bliver fokus på alt det, der ikke fungerer, det, der ikke er tid til længere og det, som var bedre i gamle dage.

      I mit virke som tolk, kommer jeg ofte ud til studerende på højere videregående uddannelser. Min subjektive oplevelse er, at de generationer, der bliver uddannet nu, trods alt uddanner sig til at arbejde med virkeligheden, som den ser ud. Jeg ser i hvert fald en sult efter at komme ud og tage livtag med det reelle arbejdsmarked og ikke et ideal. Måske handler det om, vi er et par generationer, som er lidt i klemme, fordi vi både kan huske og er uddannede, dengang verden og systemet så anderledes ud, og derfor ikke kan se ud over alt det, vi synes, ikke længere er der?

  9. Der er et par år til mine børn skal starter i skolesystemet, hvad enten det bliver folkeskole eller privatditto, men når jeg læser dit indlæg med mine sundhedsfaglige briller er det slående så overførbart der er på den offentlige sundhedssektor…

    1. Jeg tror desværre, at det kan overføres på stort set alle offentlige områder. Det havde været brugbart med en krystalkugle, der kunne hjælpe os med at se 50 år frem, så man fik et reelt billede af, hvad man kan med den her version af virkeligheden, når man arbejder med den, som den er – hvilket jeg tror, at de generationer, der uddanner sig nu, kommer til at gøre. Lige nu kan jeg ikke finde ud af, om det er den faktuelle virkelighed, eller måden vi taler om den på, der gør mest skade.

  10. Jeg kan følge dig i så meget af det, du skriver. Omvendt rammer det også, fordi jeg selv og mine kolleger bruger enormt mange af vores ressourcer på at inkludere forældrene og skabe et ordentligt skole-hjem-samarbejde, som lærere.
    Jeg blevet færdiguddannet efter folkeskolereformen, og har derfor aldrig prøvet at arbejde i en anden virkelighed, end den, der er nu. Alligevel oplever jeg forældre der klager over, at det ikke længere er “som før” – og hvad svarer man til noget, man ikke selv har været en del af?
    Jeg er fuldstændig enig med dig i, at vi skal finde et fælles fodslag.

    1. Jeg synes faktisk, at det ville være et fantastisk svar at trække frem; at virkeligheden idag er anderledes end den var for x antal år siden, og at der også kan være masser af potentiale i dét, hvis det ellers er der, vi lægger vores fokus. For der er jo også masser af ting, der ikke var bedre i gamle dage. Ikke for at gå i den anden grøft og male det hele lyserødt, men jeg kan i hvert fald hos mig selv mærke en lyst til at løfte blikket lidt mod lyset nu.

      Jeg tror også, at min frustration opstår, fordi jeg oplever, at der bliver fokuseret meget på, hvad man som fagpersoner ikke mener, man kan tilbyde, mens der omvendt aldrig tvivles på, at forældre kan *alt* hvad man skubber i ansigtet på dem. Der kunne jeg godt tænke mig lidt mere balance, og måske også en lidt større forståelse for, at børn er en del af små økosystemer derhjemme, og at trivslen har de bedste kår, hvis der er ligevægt mellem de forskellige platforme hér. Og det kan sgu være svært med 4 arrangementer i arbejdstiden, som man forventes at deltage i, tvungne legegrupper, kagebagning til 100 forskellige udflugter, 4 små pakker til pakkeleg, nissehistorier, arbejdsdage på legepladsen osv. osv. osv. – for hvert barn.

      Når alt det er sagt, vil jeg gerne slutte med at sige, at jeg er så priviligeret at have en håndfuld super-kompetente fagfolk om mine børn, og at jeg er 100% klar over, at der er masser af deres slags derude. Heldigvis for det <3

  11. Jeg har gået og grublet nogle dage nu over min kommentar. For jeg blev faktisk rigtigt ked af det først. Jeg er en af de lærere, som har valgt folkeskolen fra – både som arbejdsplads og til mine børn. Indlæg som det her er, med al respekt, en af de ting, som bekræfter mig i, at det er godt, jeg er færdig med at slide mig selv i stykker for folkeskolen.
    Faktum er, at på mange folkeskoler (ikke alle, heldigvis) er virkeligheden nu den, at lærerne ikke har muligheden for at gøre deres arbejde ordentligt. Det er “den nye virkelighed”, uanset hvordan man så vælger at italesætte den. Det rammer også forældresamarbejdet. Jeg ser den ene tidligere kollega efter den anden smide håndklædet i ringen. Nogle af dem går i tide, andre bliver rigtigt syge. Og det handler altså om langt alvorligere ting, end hvordan der snakkes om denne nye virkelighed.
    Og i bund og grund er det du skriver så uendeligt ligegyldigt, når man som fagperson ikke kan gøre det bedre – fordi man allerede trækker så store veksler på sig selv, at der ikke er mere at give af.
    Forældrene kan være nok så utilfredse (og ganske rimeligt og forståeligt), men man kan ikke klippe hår af en skaldet.
    Jeg kan sagtens forstå, du tænker, at man kunne italesætte forældresamarbejdet anderledes – det er bare slet slet ikke der vi er, ressourcemæssigt, når hverdagen ganske enkelt ikke går op…

    1. Som jeg har skrevet til Anja lidt højere oppe i kommentarfeltet, er mit indlæg på ingen måde skrevet med intentionen om at gøre nogen kede af det. Og jeg ville aldrig finde på at anfægte, at arbejdsforholdene for lærere og pædagoger er himmelråbende ringe. Jeg har en del lærere og pædagoger i min omgangskreds, som alle er mennesker, jeg har stor respekt for, både fagligt og menneskeligt.

      Det, jeg har forsøgt at trække op i indlægget er, at jeg som forælder bliver taget som gidsel i en situation, der handler om arbejdsvilkår, som jeg ikke kan gøre noget for at ændre på. Men fordi det er mine børn, der handler om, er jeg tvunget til at forsøge at dække op, hvor fagpersonerne ikke gør det.

      Jeg er med på, at situationen ikke er, som den er, fordi nogen finder det ideelt eller rimeligt, og jeg forstår også godt, at det et langt stykke hen ad vejen handler om afmagt og overlevelse. Men mit bud er, at det eneste tidspunkt gennemsnitslæreren/pædagogen har en holdning til f.eks. sygeplejesker og lægers arbejdsvilkår er, når de selv er patienter. Også selvom de, når de er sunde og raske, sagtens kan se, at disse mennesker *også* arbejder på vilkår, der er helt urimelige.

      I mit lille faglige hjørne af verden er arbejdsvilkårerne for tolke historisk ringe, hvilket selvfølgelig smitter af på de tolkninger, døve brugere får leveret. Her er “kundegruppen” bare så lille, at vi ikke kan få offentligheden til at interessere sig for det, og derfor er vi tvunget til at rette skytset tilbage mod de myndigheder, der har opsat de betingelser, der skyder faglighed og indsats i stykker. Og at finde ud af, hvordan vi passer på os selv, samtidig med, at vi – ud fra de betingelser vi har – leverer det bedste produkt, vi kan.

      Det handler jo ikke om, at jeg gerne vil tales pænt til, eller ikke kan tåle at høre, at der er nogle ting, der ikke kan lade sig gøre. Sat lidt på spidsen er min pointe nok bare, at jeg synes, det er de forkerte mennesker, man sender regningen videre til.

      1. Jamen, min pointe er egentlig, at der ikke er nogen lærere der bevidst sender regningen videre til forældrene. Der er ikke tale om, at man vil straffe forældrene for politikernes beslutninger. Man kører bare på ren overlevelse. Man kan så at sige ikke lade være med at sende regningen videre – for man har ikke ressourcerne til ikke at gøre det.

Skriv kommentar: