Bad medicine

For nogle uger siden læste jeg en artikel på TV2, som efterfølgende har sat tankerne igang hos mig.

Artiklen handler om vores (over)forbrug af penicillin, og den deraf følgende risiko for, at vi som som race et sted i en fremtid far, far away vil have udviklet penicillinresistens, og dermed begynde at dø af helt almindelige infektioner af den slags, vi idag opfatter som ufarlige.

Når der er dystre nærfremtids-perspektiver på bordet, som det er nødvendigt at gøre noget for at undgå – I’m your man. Den sten skal sgu op ad det bjerg, and I will make it happen, om jeg så skal rekvirere BMS. Når vi taler om noget, der ligger mere end 50 år ude i fremtiden – not so much. Det bliver for abstrakt, og hvis jeg overhovedet forholder mig til det, tænker jeg, at nogen (NASA eller Illuminati) har styr på det.

Derfor har jeg indtil nu ikke spekuleret særligt over, om det er en god eller en dårlig ide, når vi – altså, mine børn og jeg – får penicillin med hjem fra lægen.

Men nogle af informationerne i artiklen fra TV2 overraskede mig. Meget, faktisk. Vidste I f.eks. at:

* Kun 1 ud af 20 børn har gavn af behandlingen med penicillin ved bakteriel mellemørebetændelse?

* Til gengæld oplever 1 ud 14 børn bivirkninger, som opkast, diarre eller udslæt. Der er altså flere, der oplever bivirkninger, end som har gavn af behandlingen.

* 90% af alle halsbetændelser skyldes virus og kan dermed ikke behandles med penicillin.

* Og ud af de 10 procent, der skyldes bakterier, bliver patienter, der har fået antibiotika, raske én sølle dag tidligere, end dem, der ikke har.

Jeg anede det ikke. Men når det forholder sig sådan, synes jeg, at det giver virkelig god mening at se på, hvordan vi, hver især og helt ned på familieplan, forholder os til penicillin fremadrettet.

Og det er egentlig derfor, jeg skriver dette indlæg, for hvis bare 10% af jer, der læser med her, tager nogle af pointerne til jer, og vi ellers kan regne med butterfly-effekten, så *gør* den enkeltes indsats en forskel.

Inden jeg satte mig til tastaturet, greb jeg fat i kitlen på 3 læger, jeg kender, fordi jeg gerne ville høre deres take på det her emne. De var ikke 100% enige om problemets omfang, og der var også et par stykker, der lavede en *ho-landbruget-st*-lyd, men uanset hvor stort problemet er, så ER det et problem, hvis Anton om 60 år skal være bange for, at hans barnebarn skal dø af lungebetændelse eller en simpel blindtarmsoperation, fordi vi ikke har prioriteret at sætte os ind i, om penicillin rent faktisk gør en forskel, når vi får det.

Så hvad kan vi selv gøre?

Hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, følger mine reaktioner slavisk nedenstående liste, når jeg bliver syg:

1) Hvad er nu dét?

2) Ej, hvad fanden!?

3) Det må være en fejl. En grusom, uretfærdig fejl.

4) *Nogen* må fikse det her! Jeg betaler skat! Vi bor sgu da i en retsstat!

(Serviceinfo: Der er udråbstegns-dispensation ved sygdom)

Og det er nok primært 4’eren, der gør, at jeg stiller hos lægen og peger vantro, men anklagende, på det sted, der gør ondt. Og lige her gør det faktisk en forskel for mig at vide, at penicillin 9 ud af 10 gange ingen effekt har. Det. Hjælper. Ikke. Jeg føler mig nærmest lidt løjet for. Som en ekstra hån, risikerer jeg at føje nye nedbrud til elendigheden som f.eks. svamp, eller yderligere infektioner.

Fremadrettet tænker jeg, at jeg, hver gang, jeg er syg nok til at ønske at tale med lægen, vil spørge, om der er noget til hinder for at smertedække med panodil og så ellers bare afvente.

I forhold til børn, var mine 3 tålmodige læge-bekendte lidt mere uenige, og fordi jeg ikke har mere medicinsk uddannelse end 12 sæsoner af Greys Anatomy (hvilket omregnet til ECTS-point er at sidestille med en BA) vil jeg undlade at opfordre til andet, end at man aktivt og up front husker at spørge sin læge om, om penicillin er den bedste og/eller eneste løsning, både ift. at behandle og smertedække. Og hvis man er ved at gå til i afmagt og pres fra arbejdspladsen, så kan det måske hjælpe en lille smule at minde sig selv om, at man øger risikoen for en ny infektion i op til 3 år efter den første infektion, når man vælger penicillin. (Og det skriver jeg virkelig, virkelig ikke for at pege fingre; for mig er det faktisk en hjælp at huske.)

Uanset hvad vi vælger ift. vores børn, vil det stadig gøre en forskel, hvis bare vi voksne gør, hvad vi hver især kan; ikke mindst fordi vi dermed formentlig også er med til at præge de valg, børnene selv kommer til at træffe, når de bliver større.

En sidste – nem – ting, vi hver især kan gøre, er at tænke over vores adfærd, når vi er syge. Jeg er med på, at vi skelner mellem viral og bakterielle sygdomme, men alt andet lige er vi mere modtagelige overfor bakterier, hvis immunforsvaret er fuldt beskæftige ved den nordlige grænse med at slå virale optøjer ned.

Så når du er syg, ikke? Så vær lige en guttermand og bliv hjemme. INGEN af dine kolleger synes, det er fedt, du kommer. I-N-G-E-N. I forbindelse med mit arbejde kommer jeg ind i mellem på en arbejdsplads, hvor der for nogle måneder siden var en fyr, der stillede på arbejde med feberøjne, nul stemme og en hoste, der ville gøre søløver misundelige. Jeg tænker, at det var ren pligtopfyldelse, der fik ham ud af sengen. Han lagde hele arbejdspladsen ned i 3 uger, fordi resten af kontoret bukkede under, én for én, som små, snottede dominobrikker. I stedet for det hadefulde “Der er ingen, der er uundværlige!!” kan man måske bare øve sig i at tænke, at det er federe for arbejdspladsen at undvære dig i to dage, end at undvære 10 mand i fire uger.

Og endelig vil jeg gerne slå et slag for, at vi allesammen lige husker at spritte hænder, både til hverdag og fest, men særligt, når vi f.eks. har tørret næser på enten os selv eller børnene. Det ved jeg selvfølgelig godt, at *du* gør – hver gang – men din kusine gør ikke, og det er hende, jeg taler til her. Så en pumpe med håndsprit eller to i kurven, næste gang du er ude at handle, og op med dem på strategisk rigtige steder i hjemmet. Bryd smittekæden, som Hjerne-Madsen siger.

Med disse ord erklærer jeg kommentarfeltet for åbent: Byd endelig ind med tanker, viden og erfaring.

Published by

53 Replies to “Bad medicine

  1. Jeg synes det er ret interessant og meget relevant at diskutere. Tullede til lægen for et par uger siden med en betændt finger. Han kiggede på den i ca. 3,5 sekund og udskrev så antibiotika i et – efter min opfattelse – helt absurd omfang. Jeg har stor respekt for læger, for de ved en masse, jeg ikke ved, men nogle gange føler jeg, at de er lige ivrige nok efter at behandle, selvom det måske var tilstrækkeligt, at jeg bare puttede fingeren i sæbevand et par dage. Jeg droppede den der pillekur og noterede mig at huske at være kritisk og huske min egen mavefornemmelse, også selvom jeg synes læger er kloge og nødvendige.

    1. Min oplevelse er også, at det er meget forskelligt, hvor løst receptblokken sidder. Når jeg er med ude som tolk, oplever jeg somme tider, at folk nærmest kan være i den terminale fase af ebola, og stadig få besked på at gå hjem og se det an, mens andre får en hold-kæft-recept i det sekund de træder ind af døren.

      Derfor synes jeg også, at det er så vigtigt, at vi øver os i at huske den kritiske sans. Ikke fordi vi skal gøre os klogere end fagkundskaben, men fordi nye vaner somme tider skal hjælpes lidt på vej af alle involverede parter.

  2. Vigtigt indlæg! Vores læge er en tough cookie hvad angår penicilin. Min søn på 5 år har fået det én gang, fordi han var ved en afløser i vores lægehus og min datter på 2 år har aldrig fået det. Og selvom jeg af og til har bandet lidt(og meget) af ham, så ved jeg jo godt, at det er det rigtige…… så Læge-Finn gør ihvertfald sit til at redde menneskeheden.

    1. Så længe man selv – når man lige er på den anden side af det hele – føler, at man er blevet hørt og forstået, kan man affinde sig med meget, ikke?

  3. Åh for f… du har ret, ret, ret.
    Og mere ret endda. For penicillin dræber også de gavnlige bakterier i tarmen og gør dig mere modtagelig for andre infektioner.
    Jeg er vild med dit fokus på at blive hjemme. Altså, bliv. Nu. Hjemme. Og lad dit barn blive hjemme en ekstra dag. Særligt efter Roskildesyge, hvor nogle børn kaster op om natten og så er friske igen om morgenen. Men de smitter sgu stadig. Og der skal ikke meget matematisk tæft til at tænke sig til omfanget af mandetimer, når 2/3 af blå stue skal passes af mor eller far. Som så jo i øvrigt også bliver syge.

    1. Jeg synes simpelthen det er så stort et problem, at samfundet har gjort det acceptabelt og nærmest forventeligt, at man er tilbage på sin pind så SNART børnenes feber er faldet til 39,9. Den meget lille logisk/matematiske del af min hjerne, forstå ganske enkelt ikke, at det ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv kan betale sig at holde sygdomme rullende så længe, fordi ingen tør blive hjemme eller holde deres børn hjemme længere end aller-ALLER højest nødvendigt.

      Når jeg bliver præsident, bliver det noget af det første, jeg kigger på #FourMoreYears

  4. Jeg finder fremtidsudsigterne omkring penicillin resistens helt utroligt skræmmende og prøver for så vidt selv at undgå det, så længe Panodil kan afhjælpe problemerne. Når det kommer til mine børn, så er de begge ørebørn og der vakler jeg lidt i mon holdning (hvem ville ikke gøre det, med to børn der ikke sover igennem på 4. år…). Tror jeg er kommet frem til følgende: Få dræn i. Med det samme. Når ørelægen lige vil se tiden an, så bed om at få dræn alligevel. Vi så tiden an med barn nr 1 – hvilket resulterede i 4 mellemørebetændelser på 5 uger – og deraf følgende penicillin kure. For så at ende med dræn alligevel. Da først de var sat i, stoppede det med det samme. Men overordnet, så vil jeg stadig helst undgå at behandle på noget, som går væk af sig selv – særligt med fremtids udsigterne in mente.

    1. Det ER sgu også svært, fordi man som forældre er dobbelt i klemme. På den ene side er det rædselsfuldt at være vidne til, at ens børn har ondt, mens man på den anden side kan mærke imødekommenheden blive en lille smule anstrengt, når man ringer barn syg for 4. gang på en måned. For slet ikke at tale om, at lægerne jo er og bliver autoriteterne her, og jeg synes bestemt heller ikke, at vi skal ende i en ny udgave af “mine børn skal ikke vaccineres, for vacciner er farlige”, bare med penicillin i stedet.

      Det er en svær balancegang.

  5. Amen. Jeg er ret farvet af min uddannelse når jeg forsøger at tage denne snak med folk og det kan som oftest mærkes, så det er ikke altid nemt at få det forklaret på en forståelig måde. Så – tak fordi du bruger dit medie til at udbrede vigtig viden! Medicin og herunder penicillin er godt, men det skal benyttes med omhu og det er virkelig en svær balance.

    1. Det her emne vil jeg virkelig gerne lægge side til, fordi det er så vigtigt. Og så er det virkelig rart, at folk engagerer sig og melder ind på en god og sober måde. Kæmpe win hele vejen rundt.

  6. Åh elsker dine posts. Og jeg vidste faktisk godt det med at penicillin på ingen måde er et vidundermiddel. Min mor har ad flere omgange kæmpet bravt for at slå tilsyneladende overkommelige bakterieinfektioner ned. Og jeg tænker som den ene læge heller ikke man skal ignorere effekten af penicillinforbruget i det konventionelle landbrug.

    1. Jeg tror, at det er et af de områder, hvor de fleste godt ved-det-i-udkanten-af-bevidstheden-agtigt, men bare ikke lige får stillet ind på kanalen, fordi det er nemmere/mere trygt bare at gøre, som man plejer. Og måske særligt når man selv, eller nogen, man holder af, er pressede og har ondt?

      Det er i hvert fald rart at se her i kommentarfeltet, at det er noget, som så mange begynder at tage aktivt stilling til.

  7. Mine unger har aldrig fået meget penicillin. De har aldrig været alvorligt syge (undtagen en blodforgiftning, som absolut blev behandlet). Og min ældste har da også overlevet en halsbetændelse uden penicillin (fordi vi forældre ikke lige kom til lægen med ham, før efter 4 dage – men lad nu det ligge).
    Personligt hører jeg til den årgang, hvor devisen ‘det skal bare selv ordne sig’ blev brugt til ørebørn. Ergo er min trommehinde sprunget to gange og prikket én gang, alle uden behandling (av).
    Min nuværende læge er i øvrigt meget tilbageholdende med at udskrive penicillin.
    Jeg er desværre ikke så god til at blive hjemme fra job, når jeg er syg. Men jeg arbejder på det. Mine kollegaer er gode til at sende syge hjem, så vi undgår at smitte hinanden.
    Sprit… altså, jeg tror ikke rigtig på den. Jeg overlever med almindelig grundig håndvask. Måske jeg lever efter den der ‘lidt skidt skal man have’. Jeg har i hvert fald ikke sprit hjemme. Jeg er dog med på, at f.eks. min mor som arbejdede i hjemmeplejen sprittede af hele tiden.
    Kh. Birgitte

    1. Jeg tror faktisk også, at det er et emne, hvor ens holdning er præget af, hvor ofte man har brug for at forholde sig til det?

      Jeg kan sagtens tage det standpunkt, jeg gør, fordi vi herhjemme er ret heldige på helbredsfronten, og derfor ikke 16 gange om året ville skulle forholde os til problemstillingen. Jeg vil gerne tro, at mit ståsted ville være det samme, hvis det var tilfældet, men hånden på hjertet ved jeg det jo ikke.

      Og så længe man er bevidst om sin håndhygiejne, tror jeg, det er ligemeget, om man er sprit- eller safex-typen:)

      1. Der er skrevet en PhD afhandling om brug af sprit i børneinstitutioner og sygedage. Den viste, at antallet af sygedage faldt signifikant hvis alle brugte sprit når de kom og når de gik fra institutionen.

        Men der er ingen grund til fx at spritte hænder i hjemmet og børn tager ikke spor skade af at blive snavsede og så spise et hindbær fx. Det primer immunforsvaret på den gode måde og mindsker formentlig risikoen for autoimmune sygdomme som eksem og astma.

        Mht det første du skriver om en fremtid far far away, så er det altså desværre ikke rigtigt. Særligt i udlandet, men også i stigende grad herhjemme ser vi multiresistente bakterier hvor intet af det vi har i skabet virker. Så scenariet om at man kan dø af infektioner er ikke science fiction. Bakteriel resistens er ikke nyt eller ukendt, det har altid eksisteret, men det nye er at bakterierne bliver resistente overfor mange forskellige typer antibiotika (hvor penicillinerne er én af dem).

        Faktisk ser man i dk pt et fald i mængden af recepter på antibiotika, hvilket tyder på at både patienter/forældre og læger har en øget bevidsthed om at begrænse antibiotikaforbruget.

        Og mht landbruget? Køb økologisk. Hver gang og især når det gælder svinekød. Det er dyrere? Ja, men så spis mindre af det. Masser af mennesker lever fint helt uden svinekød.

        1. Skønt med fagligt input – tak for det <3

          Jeg var lidt grebet af Starwars-stemningen hos NomDeMie, da jeg skrev indlægget, og det var nok derfor formuleringen stak af til fjerne galakser, for jeg kan godt se på det materiale, jeg har læst, at vi desværre ikke har så god tid til at løse det her problem, som man kunne ønske.

          Ift sprit derhjemme har jeg måske ikke fået formuleret helt klart, hvad jeg mener, for jeg synes bestemt ikke, at man skal spritte hænder i tide og utide. Men virkeligheden hjemme ved os er, at vi ofte har besøg af snot/forkølelse/vuggestuevirus. Det betyder, at jeg kan tørre næse 56 gange i timen på den lille, og det er der, det i hvert fald for mig, somme tider går galt, fordi jeg bliver afledt, inden jeg når at vaske hænder. I de situationer oplever jeg, at det er nemmere lige at skyde en gang sprit i hånden, når man alligevel skal over til skraldespanden. Ikke mindst fordi vi jo - af naturlige årsager - også har mange gæster med børn, og har besøg af bedsteforældre, som jeg tænker, der også skal tages lidt hensyn til. Måske er det mig, der kommer til at overdrive, men jeg lover, at jeg gør det med de bedste intentioner:)

          1. Jeg forstår absolut godt intentionen, men i virkeligheden tror jeg ikke, det gør den store forskel. Jeg har også to små drenge, som i perioder har haft kroniske 11-taller under næsen. Dvs. der er virus über alles i hjemmet, for børnene vasker jo ikke hænder hver gang de har rørt sig under næsen. Så der er altså virus på håndtagene, toilettet, vasken, osv osv. Det er jo lige til at få galopperende rengøringsvanvid af, hvis man har tendenser i dén retning. Det er derfor det giver mening at spritte hænderne FØR man går ind i institutionen, og i øvrigt var den største effekt på rotavirus (diarré og opkast) hvis jeg husker korrekt. 😉 Men i hjemmet er man formentlig prisgivet sit eget immunforsvar. Jeg undlader heller ikke at kysse mine børn selvom de er forkølede, og jeg er alligevel yderst sjældent syg. Problemet med gæster og bedsteforældre kender vi vel alle, og jeg har også en gang lagt mine forældre ned i en uge efter de havde været på besøg i pesthulen, men det tror jeg desværre er uundgåeligt med mindre man pakker dem ind i rumdragter, maske og handsker, før de kommer ind over dørtærsklen, og så kan det vist være det samme…

      2. Jeg tror, du har ret. Min holdning er præget af, at jeg ikke har ‘skulle bruge’ penicillin særlig mange gange på ungerne. Og måske også af, at jeg selv ‘overlevede’ at være ørebarn uden særlig meget medicin… Jeg ved ikke, om jeg ville være mere tilbøjelig til penicillin, hvis ungerne havde været mere syge. Dog er jeg ret sikker på, at min læges holdning ville have spillet meget ind i det tilfælde.

  8. Det er en vigtig debat, du tager op. For hvis vi lukker øjnene for det her problem, er vi (og/eller vores efterkommere) seriøst på skideren om x antal år.
    Nu er jeg sygeplejerske (og dermed måske lidt “farvet” i min holdning), og jeg har set adskillige patienter med svært behandlelige bakterielle infektioner. Og MRSA (multiresistente stafylokokker – noget jævnt skidt!)
    Samtidig er jeg selv svær astmapatient, og har i min tid haft mange lungebetændelser. Som jeg selvfølgelig har fået penicillin for. Og jeg har også altid penicillin herhjemme, så jeg selv kan starte en behandling op. Fordi jeg som oftest selv er udmærket i stand til at vurdere min tilstand. Men er jeg det MINDSTE i tvivl, kontakter jeg en læge. For man skal ikke bare æde penicillin, fordi man kan.
    Jeg tænker dog, at sundhedspersonale skal blive bedre til at oplyse og forklare, hvorfor vi bør være tilbageholdende med at behandle med penicillin – og hvorfor det ikke altid er en mirakelkur. Særligt som forældre kan man godt blive lidt frustreret over dén der “det er bare en virus”…. det har jeg i hvert fald selv været ind i mellem.
    Så; oplysning, oplysning, oplysning! Det er vejen frem. Tror jeg.

    1. Jeg er meget enig. Som tolk sidder jeg nok i flere lægekonsultationer end gennemsnitsdanskeren, og jeg har aldrig – ikke én eneste gang – hørt en læge forklare, hvorfor det måske kunne være en god ide at holde hestene med penicillin.

      Jeg tror ikke, at alle ville være modtagelige overfor argumenterne, men hvis bare 25% kunne se fornuften i dem, ville man være nået langt.

      1. Det synes jeg er utroligt deprimerende læsning.

        For det første fordi kommunikation er nøglen til god patientbehandling og for det andet så skal man altså lige huske som læge, at i sidste ende kan patienten ikke kræve behandling.

        Man har som patient i DK ret til at fravælge den tilbudte behandling, men man har dælme ikke ret til at kræve en given behandling. Patienten skal høres og der skal forklares, men i sidste ende er det lægens ansvar at vurdere om der er indikation for fx antibiotika.

        1. Ret skal være ret: Jeg har heller aldrig oplevet en læge bøje sig for en patient, selvom denne insisterer på penicillin. Så min oplevelse er bestemt, at lægerne ikke lader sig presse. Jeg synes bare, at det ville give god mening at følge sit “nej” op med en forklaring, der er bedre, end at “det i dette tilfælde ikke vil have den store effekt”. Den hører jeg ofte. Og når der nu er så gode forklaringer at give, så synes jeg, det er synd, at man misser en god mulighed for at give folk værktøjerne til selv at træffe gode beslutninger fremadrettet.

          1. Det kan jeg kun være enig i. Hvis man sørger for at give en forklaring, som er til at forstå og som giver mening for den aktuelle patient, er chancen for, at patienten alligevel går tilfreds derfra langt større – og måske også næste gang kommer til lægen frem for at konsultere Dr Google eller hestenettet.dk.

  9. Jeg ville være død i dag, hvis jeg ikke var taget til læge med det, jeg troede var halsbetændelse i 2009. Heldigvis var det i svineinfluenza-tiden, så jeg blev indlagt i isolation til observation. Det blev til tre uger på intensiv i december måned. Og to uger på medicinsk afdeling bagefter. Så nogle gange er det faktisk rigtig godt, at man lige går sin læge lidt på klingen, hvis man tiltagende er dårlig og de er lidt nærige med penicillinen. Men udover det, så ja. Helt almindelig halsbetændelse kan man godt give lidt tid før man reagerer på. Men thank god for penicillinen!

    1. Amen! Jeg er på ingen måde ude i, at det er penicillinen, der er synderen her. Det er måske – helt alvorligt – den bedste opfindelse nogensinde. Men efter at jeg begyndte at grave lidt i det her, har jeg fundet mange gode artikler, og det er skræmmende læsning, synes jeg. Ikke mindst fordi udfordringer er, at man skal have folk til at spille med, når de er pressede, og måske kan have lidt svært ved at se, at det kan gøre en forskel, at jeg, som har halsbetændelse én gang om året, kan gøre en forskel med mit valg.

      Debatten er vigtig, og det er penicillinen også:)

  10. Og så lige en lille ekstra vinkel, der handler om det det med at GENNEMFØRE penicillin-kuren. Altså ikke bare lige glemme de to sidste dage fordi man synes at nu går det hele bedre. Det giver en vældig stor risiko for at infektionen blusser op igen og man skal have penicillin endnu en gang og det er jo da som minimum moderat dumt!
    (Og ja, et udråbstegn er helt på sin plads her vil jeg mene)

    Er i øvrigt vældig enig i dine pointer

  11. Tak for et super-vigtigt indlæg! Nu betragter jeg dig som generelt ret velinformeret, så det kommer lidt som en overraskelse, at emnet er nyt for dig. Forstå mig ret: hvis ikke du vidste det, så er der dælme mange andre, der heller ikke ved det. Og det synes jeg er et KÆMPE problem, for det har så uhyggelige konsekvenser.
    Jeg er all for medicin, vacciner, etc., og ret skeptisk over for alt, der lugter af håndpålæggelse og magisk vand, så jeg/vi tager gerne imod, når lægen ordinerer penicillin. Senest da min datter kastede sig rundt i sengen kl. halv fire om natten med mellemørebetændelse. Men jeg vil skrive mig bag øret, at man jo godt *kan* spørge til alternativer, når lægen tager receptblokken frem.
    Jeg ser normalt tiden an, hvis vi er plaget af noget snot/feber/ondt i halsen-agtigt, før jeg slæber mig selv eller barnet til læge, for jeg synes faktisk, det er lidt pinligt at forstyrre lægen med noget, han/hun må svare “tag en Panodil og en kop the og gå tidligt i seng” til. Jeg begriber ikke, at nogen forsøger at tuske sig til en hurtig raskmelding vha. penicillin, som måske/måske ikke virker, og som kan have alle de bivirkninger og utilsigtede effekter, du nævner. Jeg har kolleger, der trækker “jeg *skal* jo på arbejde”-kortet og presser lægen på den måde, og jeg synes ikke, det er OK.
    Og ja. Håndsprit. Og håndvask, som Birgitte B skriver ovenfor. Please and thank you, mennesker!

    1. Jeg tror, at det manglende engagement i emnet for mange handler om, at man sjældent står overfor problemet. Vi er så heldige, at vi er virkelig sjældent syge. Og jeg HADER at gå til læge, så allerede der, får vi automatisk foræret en håndfuld “vent og se”-kort.

      Derfor har jeg fulgt med i debatten, lidt på samme måde, som når man læser udenrigsstof fra meget fjerne steder. Nok til at kende til overskrifterne, men stadig med en følelse af, at det ikke er ret relevant for mig, og at mit bidrag nok ikke kan gøre den store forskel.

      Efter at have gravet i det, ville jeg nærmest ønske, at jeg havde 16 blogs og en nyhedskanal, som jeg kunne lave tema-år om resistens på. Fy for pokker, det er skræmmende læsning.

  12. Jeg er tandlæge, og vi er underlagt ret strenge krav ift. hvornår vi skal udskrive penicillin. Nogle patienter bliver sure over det – tandsmerter kan gøre folk desperate! De fleste accepterer det, når jeg fortæller, at sådan er Sundhedsstyrelsens vejledning altså bare. Alternativt anbefaler jeg at spise otte svinekoteletter og så skulle man være dækket ind.

      1. Jeg må gå ud fra at du har en meget tør humor, Mette:)
        Jeg spiser ikke svinekød af netop den årsag – og det var også derfor mine forældre valgte det fra inden de fik mig.

        1. Der er vist din humor der er tør, hvis du anbefaler patienterne at spise otte koteletter ;o
          Der bliver udtaget prøver på slagteriet. Fandt et eksempel på et skema over slagterifund på fødevarestyrelsens hjemmeside. Ud af godt 20.000 prøver fandt man tetracyklin i én skide gris. Skal godt være heldig for at få behandlet sin tandpine ad dén vej.

          1. Jeg erindrer en ret ophedet debat for et års tid siden angående resistente MRSA bakterier hos både besætninger og medarbejdere i konventionelle svinebestande. Det var faktisk den debat, der fik mig til at være obs på antibiotika i landbruget.

    1. Tænder og ører ville kunne forvandle en zen-buddhistisk munk til et frådende monster. Godt, du står fast. Men jeg synes faktisk også, at der måske mangler lidt indspark i debatten om, om det ville give mening at smertedække folk bedre, eller om det så bare ville have andre konsekvenser. Mange googlinger til trods, har jeg ikke kunne finde noget uddybende om dette.

      1. Jeg er helt sikker på, at du har fat i noget af det rigtige mht til bedre smertedækning.
        Jeg arbejder i det udskældte konventionelle landbrug, hvor vi skal skære ned på forbruget af antibiotika – og det tager jeg alvorligt. Jeg har med ret godt resultat skruet op for smertestillende og ned for antibiotika.
        I 2016 faldt landbrugets forbrug af antibiotika med 5% – gad vide hvor meget det faldt i sundhedsvæsenet.

        1. Hvis du på et tidspunkt falder over artikler eller lignende, der beskæftiger sig med den vinkel, vil jeg blive glad, hvis du gider sende mig et link?

          1. Det skulle jeg gerne gøre, Linda, men selv om jeg læser de fleste fagblade, er det ikke et emne jeg er faldet over. Det er helt og holdent min egen erfaring. Det går i al sin enkelthed ud på at være vågen og spotte sygdom tidligt og behandle straks. Bliver en kalv syg, er det største problem ofte, at den mister appetit og dermed kommer til at mangle næring og væske. Ved at bruge smertestillende, genoptager den sit foderoptag, og overvinder selv sin sygdom.

  13. Det er så vigtigt, at vi bliver oplyst om det her problem.
    Ved min søns fødsel fik jeg feber og blev derfor injiceret med antibiotika så “det kunne nå at komme til barnet via navlestrengen” inden han kom ud. Så den lille dreng startede sit liv med at få slået alle vigtige bakterier i sin tarmflora i stykker – og ingen nævnte noget om, at det ville være godt at følge op med en ordentlig probiotika både til ham og mig. Han er ørebarn i dag og fanger ALT i en kilometers omkreds af virus og bakterier – og har af næsten permanent en smule feber.
    Det skidt slår vores immunforsvar ihjel. (Det skal siges at jeg sætter STOR pris på, at både han og jeg fik medicinen – alternativet er ikke værd at tænke på – men fremover vil jeg være meget tilbageholde med at bede om penicillin).

    1. Jeg synes simpelthen, at det er så fint, at du både fremhæver de negative konsekvenser, det har haft for jer at blive behandlet, og samtidig holder fast i, at det trods alt, i den situation, var det rigtige at gøre. Debatter om de her ting bliver så hurtigt sort/hvide, og lige her er begge yderpoler lige slemme. Så tak for at holde fast i begge vinkler <3

  14. En kommentar fra endnu en læge: du BETALER skat, og der ER nogen der gør noget. I DK har vi det suverænt det laveste antibiotika-forbrug i verden, og heraf følgende lav forekomst af resistens. Sågar så udenlandske forskere indimellem ikke tror på vores undersøgelser af resistensmønstrene.
    Alt i alt tænker jeg at rejseaktivitet, indvandring (og landbruget??) er de væsentligste faktorer. Og så hospitalerne, hvor vi jo bruger langt mere bredspektret antibiotika.
    Småbørn med infektioner fylder ikke så meget i den sammenhæng. OG de får typisk også smalspektrede behandlinger.
    Når det så er sagt, så synes jeg overvejelsen er god: vil man virkelig fylde penicillin i sine børn for måske at redde sig fra en enkelt sygedag?

    1. Ej, men jeg er VILD med, at vi har fagkundskaben med i kommentarfeltet her! Det gjorde mig helt glad at læse dit første afsnit, for 3 dages graven-mig-ned i det her emne, kan gøre den mest forhærdede optimist deprimeret.

  15. Godt at få spredt penicillin-indsigt. Så vigtigt.

    Ikke helt enig i bliv-hjemme-ideen. Det er jo forskelligt, hvornår en sygdom smitter og nogle gange er det altså før, man selv opdager det og så har man muligvis nedlagt sine kollegaer inden man holder en for-en-sikkerheds-skyld-dag, hvor de tilbageværende skal løbe hurtigere.

    1. Jeg tror, der er stor forskel på, hvilket fag, man arbejder i.

      Hvis jeg får en co-tolk, der dårligt kan høre, fordi hun er så snottet, så er det reelt ingen hjælp at være to på den opgave; og der er jo en grund til, at den er kategoriseret som en to-tolkeopgave. Derfor vil jeg til enhver tid synes, at det bedre, at mine kolleger bliver hjemme til de er raske. Men jeg kender naturligvis ikke betingelserne i alle jobs, og der kan være arbejdspladser, hvor det, du skriver, giver bedre mening:)

  16. Lige præcis den der med syge kolleger er seriøst en af mine kæpheste. Jeg sender gerne kolleger hjem & giver ikke meget for den der med at de ikke selv mener at de smitter (mere).
    Jeg er heller ikke vild med halvsløje børn der slæbes med på arbejde, fordi mor eller far simpelthen ikke kan undværes. Små mennesker smitter faktisk også. Og hvis de er for syge til børnehave eller skole, så er de også for syge til job.

    1. Jeg er så enig, at jeg nærmest bliver helt rørt. Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal arrangere mit ansigt, når folk slæber syge børn med på arbejde/i skole, men jeg kan mærke, at det falder i aggressive folder, hvis jeg ikke passer på. Stop det!

  17. Da jeg startede på uni for 12 år siden, handlede det første projekt om antibiotika resistens. Så forskere og læger har nok kendt til det meeeget længe. Godt at lægmand endelig også får denne viden.
    Som en anden skriver, er det vigtigt at tanke op på de gode bakterier (probiotika/mælkesyrebakterier), som også støtter immunforsvaret.
    Håndsprit hjælper mindre end en god håndvask (har min læge-far læst i et studie), men ja, hygiejne er rigtig vigtigt. Jeg har også snakket med pædagogerne i vuggestuen. De der blebørn vasker jo meget sjældent hænder da de ikke går på toilettet.
    Tak for endnu et godt og tankevækkende indlæg! (Fordi du fortjener et !)

    1. Måske er det lidt som med emner som f.eks. madspild og klimaforandringer, at det skal over et bestemt punkt, for at gennemsnitsdanskeren (= mig) føler det presserende nok til, at man skal forholde sig til det?

      Og hvis bare folk gad gøre én af delene, så tror jeg vi var nået langt:-/

      (Og tak, for pokker. Både for ros og udråbstegn:))

      1. Ja, måske det kræver x antal artikler på TV2.dk og lignende før det står klart. Nu bevæger jeg mig mest i et miljø af naturvidenskabeligt uddannede, så tror min omgangskreds har styr på det. Men måtte også skælde en veninde ud for nogle år siden da hun fortalte at hun stoppede en kur før tid. “For så havde hun til en anden gang.”
        Og dejligt at læse en anden kommentar om at DK er et foregangsland mht. at minimere udbredelsen af antibiotika resistens. Vi er jo nogle dukse 😊

    1. Jeg har ikke adgang til hele artiklen, men fulgte med, da sagen var fremme.

      Jeg tror bestemt, at hun har fat i noget af det rigtige. Samtidig vil jeg dog også sige, at jeg er glad for, at mine børn ikke deler institution med hendes, for jeg ville godt nok være træt af at mine børn havde kronisk børneorm, fordi hun træffer det valg for sine børn:-/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.