Tillykke til mig. Igen.
I morgen har jeg fødselsdag, og det er dermed et år siden, jeg postede indlægget om, hvad mine første 40 år har lært mig.
Egentlig er det jo ikke fordi jeg kan prale af at have lært meget mere i året, der er gået, men alligevel føler jeg, at jeg er kommet lidt længere ned ad den vej, jeg for et års tid siden begav mig ud på.
Jeg har ikke haft et erklæret mål om at fokusere på noget bestemt, men hvis jeg skal gøre status, tror jeg, at det har været mine relationer, der har haft min opmærksomhed det forgangne år. Ikke iført blå kansasbukser og værktøjskasse; mere bare iagttagende og konstaterende.
Det startede med, at jeg var afsted til et arrangement, hvor jeg mødte en pige, jeg engang har arbejdet sammen med. Jeg bryder mig ikke om at være sammen med hende, og for første gang kom jeg til at tænke over hvorfor. Det handler ikke om, at jeg ikke kan lide hende, eller at hun besidder kvaliteter, jeg ville ønske, jeg havde. Det er mere noget instinktivt – noget med en oplevelse af, at dele af min personlighed bliver skruet af mig, og opfattet isoleret, og ikke som en del af pakken, hvor det er hele billedet, der udgør personen.
Det giver mig en følelse af at være kronisk i defensiven, og af at skulle vogte over hvert eneste ord, jeg siger, og alligevel føler jeg mig misforstået og karikeret, i det sekund jeg åbner munden.
Når jeg spørger, hvornår de sidste kommer, får jeg fornemmelsen af lyde som én, der kun kan leve, hvis alt er under kontrol. Når jeg svarer på et spørgsmål, får jeg en følelse af, at det fandme også bare er typisk mig at skulle sidde der og spille klog.
Måske trykker hun på nogle knapper, som mennesker, der har villet mig det dårligere end hun, også trykkede på. Måske har hun nogle karaktertræk til fælles med dem, og minder mig ubevidst om dem. Jeg ved det ikke.
Til gengæld ved jeg, at jeg har veninder, der inspirerer mig, og giver mig lyst til at være den bedste version af mig selv. Når jeg er sammen med dem, er mit fokus på verden omkring mig, og på at bidrage, udvikle mig og blive klogere. Vi brokker os også, vi er lige så forskellige som hende og jeg i eksemplet ovenfor, så hvorfor nogen får mig til at blomstre, mens andre får mig til at visne, ved jeg ikke. Men jeg konstaterer, at det sker.
Det næste, der fangede min opmærksomhed ift. relationer, udsprang af en video jeg så på fb med en mand, der holdt dimissionstale for sin klasse på et amerikansk universitet. En af de ting, han sagde var: “Define yourself by what you love – not what you dislike or hate”. Det ramte noget i mig, og jeg begyndte at bemærke, hvornår jeg selv eller mennesker, jeg var sammen med, gjorde hhv. det ene eller det andet.
F.eks. var jeg for en måneds tid siden til fest, og min bordherre fortalte, at han havde købt en ny telefon. “Og jeg har jo ikke behov for at massere egoet med mærker, eller for at kunne lægge den rigtige telefon frem, når jeg sidder og spiller smart på en cafe, så det Apple-lort kan de holde for sig selv; jeg valgte et-mærke-jeg-ikke-kan-huske, som kun koster det halve. Og den kan det samme!”
Det er ikke min opgave at være stemningspoliti, men når man fortæller en historie på den måde, er der ingen, der siger: “Gud, hvor fedt. Må jeg ikke se din telefon? Er du glad for den?” For det er ikke længere bare en historie om valg, det er et håb om provokation, som gør alt det modsatte af at invitere til samtale. Hvis han i stedet havde sagt: “Jeg har lige købt en xxx telefon, og hold kæft, hvor er jeg glad for den! Den kan alt muligt, og så var den skidebillig” havde det åbnet samtalen på en helt anden måde, og derfor øver jeg mig dagligt på ikke selv at falde i fælden. For det er. så. nemt. Brok skaber fællesskab, men i år har jeg tænkt meget over, om det reelt er et fællesskab, der gør mig glad at være i?
Så det må være det 25. og 26. punkt på min livet-har-lært-mig liste: At øve mig i at definere mig selv ud fra, hvad jeg kan lide i stedet for det modsatte, og at nogle mennesker formår at forløse dit potentiale langt bedre end andre. Og måske er det ikke nødvendigt at forstå, hvorfor det sker, men nok at bemærke at det gør, og træffe dine valg derefter.
18. januar 2018 @ 21:22
Amen! Det må være noget med alderen… Jeg fylder 42 en måneds tid, og har de seneste år bemærket hvordan samværet med nogle dræner mig, mens andre fylder mig med glæde og god energi. Gider virkelig ikke det første mere. Derudover er jeg blevet allergisk overfor tom snak a la “moren til hende der i Tuts klasse er bare vildt mærkelig/irriterende/bla bla” og “jeg fandt bare noget dejligt børnetøj på nettet fra det og det mærke”. Jeg tænker på det som skyllerumssnak og får lyst til at råbe “at Tuts mor er arbejdsløs og alene med sine børn og sikkert har det røvbesværligt” eller “at mine børn kun må gå i tøj fra Føtex”. Jeg orker det simpelthen ikke, og det er dejligt at nå der til!
21. januar 2018 @ 08:44
Jeg er meget enig. Min oplevelse er, at man efterhånden er så klar over, hvem man er, og hvad man står for, at man ret skarpt kan tage stilling til, hvem der bidrager med noget godt, og hvem der dræner. Jeg synes, det kan være udfordrende med gamle relationer, fordi der er noget historie blandet ind i også, men med nye mennesker, er der ingen slinger i valsen.
18. januar 2018 @ 21:30
OMG! (Der må godt bruges udråbstegn der.) Jeg tror lige, du har beskrevet hvad jeg troede var en alt for sen, jeg er i 30’erne, teenagekonflikt med min far. Det med at få skruet dele af ens personlighed af som opfattet isoleret. Yikes! Det giver så meget mening. Han kunne i øvrigt også have ytret det med “det Apple-lort.” Suk. Åbner du snart en brevkasse, så vil jeg godt liiiige høre lidt mere fra samme skuffe, som den du her har åbnet.
21. januar 2018 @ 08:45
Haha – betragt brevkassen som åben:) Man må altid gerne sende en mail, hvis der er noget, man godt kunne tænke sig at læse mere om:)
18. januar 2018 @ 22:06
Jeg er helt paf… du har lige sat ord på den konflikt jeg har med min mor og bror. Begge punkter er definitionen af vores konfliktfyldte forhold. Jeg sidder med den vildeste “nåh, det er DET der sker”-følelse lige nu. Så tak for at sætte ord på.
21. januar 2018 @ 08:46
Jeg bliver altid så glad, når nogen genkender sig selv i det, jeg skriver, så tusind tak for din kommentar <3
19. januar 2018 @ 06:01
Jeg er helt vild med sådan nogle velreflekterede indlæg. “De bedste gaver, du kan få er opgaver” – altså noget at tænke over, noget at undersøge, noget at rive i. Jeg er fan.
21. januar 2018 @ 08:46
Det er jeg rigtig glad for at høre – tak for dén kommentar <3
19. januar 2018 @ 14:21
Selv om jeg er en del mere end 40, har jeg desværre ikke knækket koden til at afvæbne mennesker, som sætter mig i defensiven med deres udtalelser, fx “Nej, hvor ser du træt ud”. På dage hvor jeg overhovedet ikke føler mig træt …
21. januar 2018 @ 08:49
Altså, i de situationer forfalder jeg til sarkasme. “Ej, for en dejlig kompliment – tak for det!” ville finde vej over mine læber, inden jeg fik stoppet mig selv. Men når det er sagt, kan man selvfølgelig ikke opdrage alle omkring sig – så ville man ikke have tid til at leve. Tricket er måske bare – lidt overforsimplet – at søge de mennesker, der giver noget, og skrue ned for tiden, man bruger med dem, der tager?
19. januar 2018 @ 23:21
Okay, jeg nåede det, 41 minutter til midnat.
Har intet klogt at skrive, men: TILLYKKE.
21. januar 2018 @ 08:49
Det er også længe nok – tak!:)
20. januar 2018 @ 08:29
Stort tillykke! Et virkelig tankevækkende indlæg for det er PRÆCIS sådan jeg har det med en bestemt person. Jeg har ofte tænkt over, grunden men jeg kan ikke finde frem til den. Personen bliver gang på gang ved med at irritere mig afsindigt meget og jeg føler mig ofte misforstået. Det er svært at gøre noget ved det, men hvad gør man så? Det synes jeg er virkelig svært.
21. januar 2018 @ 08:51
Mange tak:)
Altså, jeg ved jo ikke, hvad der virker for dig, men for mig har det faktisk hjulpet at kigge på hende, jeg skriver om her, og konstatere, at hun er et af de mennesker, der trykker på de knapper hos mig, og at jeg derfor ikke skal bruge tid og energi på at forstå/forklare/forsøge at fikse. Det er blevet nemmere for mig at lade hende … passere, i mangel af et bedre ord, fordi jeg har klassificeret hende. Giver det mening?
24. januar 2018 @ 09:48
Tillykke med de 40. Der sker altså et eller andet med én, når man rammer fyrrerne. På den gode måde! Jeg er 43, og det er vitterligt først inden for de sidste par år, jeg for alvor har taget den til mig, den med at brok avler brok, og at det gør mig meget gladere, hvis jeg, som du så smukt beskriver det, definerer mig selv ud fra de ting, jeg elsker, i stedet for dem, jeg ikke kan fordrage. Det har også kostet et par bekendtskaber, for når man først bliver opmærksom på det, bliver man uendeligt drænet af at være i stue med mennesker, der kører rundt i ‘brok-hjulet’, som jeg kalder det, og søger automatisk mod fællesskaber, der ikke har den agenda. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig brokker mig. Jeg kan bare mærke, at det dybest set ikke gør noget godt for mig, så det er bedre at prøve at lade være.