M2018, uge 15
(Se forklaring på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Købt vaskepulver til min opvaskemaskine i stedet for tabs. Jeg har et lynprogram på min maskine, som ofte er nok, fordi meget af det, der skal vaskes, ikke er specielt beskidt, men den korte tid betyder, at en tablet ikke når at blive opløst. I lang tid har jeg brugt Neophos gel (ikke spons), men dels er det dyrt, og dels er det kun nogle butikker, der har det. Da jeg skulle handle i fredags, havde Netto tilfældigvis den store beholder med pulver på bud, så det fik et skud. Det fungerer præcis ligeså godt som gel’en, og koster cirka det halve.
2)
Haft fokus på vores kød-forbrug. Ikke specielt oplagt, for vi spiser ikke ret meget kød (ikke pga. principper eller overbevisninger, men simpelthen fordi jeg synes, at kød bliver ulækkert i det sekund, jeg ikke er sulten-sulten længere) – men derfor synes jeg alligevel, at det kunne være sjovt at se, om vi kunne skrue yderligere ned ved at fokusere på det. Helt konkret har jeg prøvet at lave vegetar-bolognese, lavet gryderet med én kyllingefilet i stedet for en pakke, og formet 6 små bøffer af den samme mængde kød, som ifølge opskriften skulle give 3-4 af slagsen. Bolognesen blev udemærket, men var for omstændig at lave, og ungerne gad det ikke, men dét med at skære markant ned på mængden af kød var et hit.
3)
Eksperimenteret med tidsforholdet ‘tørre ude’ > < ‘tørretumbler’ ift. håndklæder, så vi tumbler kortest mulig tid, men stadig lige får dem bløde nok til, at det ikke føles som at tørre sig med papkasser. Konklusionen er, at hvis jeg tager dem ind, når de er næsten-tørre, og bare lige giver dem 5-10 minutter i tumbleren, så bliver de ligeså bløde, som hvis de havde kørt full throttle i maskinen.
Faktisk er tørring af tøj én af de voksen-ting, jeg aldrig helt har fundet en god løsning på: Tøj bliver virkelig træls, virkelig hurtigt, hvis det bliver tørretumblet, hver gang det er vasket, det er umuligt at tørre ude fra oktober til april, og indeklimaet har mildest talt ikke godt af, at man tørrer det på et stativ indedøre. What to do? Hvis nogen har fundet en genial løsning på dét problem, så hold jer endelig ikke tilbage.
“Hæng dit vasketøj ud” sagde de. “Det bliver så lækkert og friskt” sagde de.
Donorbørn og konsekvenser
For et års tid siden blev jeg kontaktet af en sød journalist, der gerne ville lave en artikel om at få børn alene, men med en lidt anden vinkel, end den sædvanlige “Pernille ventede forgæves på mand og børn – men så besluttede hun at tage sagen i egen hånd!” Journalistens fokus var bedsteforældrenes rolle, når kvinder som mig vælger at få børn alene.
Jeg takkede nej til deltagelse, men hendes henvendelse og vinkel gjorde mig alligevel glad, for den betyder, at der begynder at ske noget ift. den historiefortælling om emnet, som finder vej til blade og aviser – hvor der ellers indtil nu har været en ret væsentlig forskydningstid mellem den italesatte og den reelle virkelighed.
Det er ikke engang 10 år siden, jeg selv søgte nettet tyndt i håbet om at finde historier og erfaringer fra kvinder, der havde fået børn alene, men dengang var der nærmest intet at finde.
Siden jeg fik Anton, har masser af fortællinger fundet vej til det store, vide net, men 9 ud af 10 gange, er det fiktive Pernilles historie, der bliver fortalt.
Det betyder, at nogle overvejelser, som f.eks. økonomi og netværk, på nuværende tidspunkt er fint beskrevet; uden at man nødvendigvis kender til detaljerne, har antallet af historier gjort, at de fleste idag ved, at det er muligt at få børn alene og klare sig fint.
Silas Holst-vinklen er også formidlet så mange gange, at de fleste kommende alenemødre gør sig overvejelser omkring, om de gerne vil co-parente, enten med en enkelt mand, de ikke er kærester med, eller med et homoseksuelt par, der også har et ønske om børn, men som pga. en kombination af biologi og lovgivning ikke selv kan få.
Den del af historien er fortalt og fortalt og fortalt igen – men der er mange vinkler, der ikke berøres derude, og det er en skam, for det betyder, at det stadig er svært for dem, der overvejer at få børn alene at forholde sig til ting, vi *er* blevet klogere på, og til de etiske problemstillinger, der er opstået i kølevandet på, at vi bliver flere og flere selvvalgte alenemødre.
I public servicens hellige navn vil jeg derfor gerne bruge min platform her til at prøve at opliste et par af de udfordringer, jeg efter 9 år i denne verden har set/hørt om/oplevet, i håbet om, at de kan give debatten lidt flere nuancer.
Som f.eks:
* At det i en regnbuefamilie kan være virkelig svært at undvære sit barn halvdelen af tiden, selvom man selv er arkitekt på idéen, og den i sin tid virkede god.
* At man som forælder dagligt skal træffe beslutninger om sine børn og sin opdragelse, og at alle disse valg bygger på menneskesyn og værdier. Og det kan være næsten umuligt at forudsige, om man er enig med mennesker, man mødte for et halvt år siden på regnbuebarn.dk, uanset hvor meget kaffe man drikker inden. Man kan være heldig, at det bare fungerer – det er der heldigvis mange der er. Men når man idag har kunne etableret rådgivningsfirmaet Aftalt Forældreskab, som arbejder med de udfordringer der kan opstå i lige præcis den her konstellation, så fortæller det også en historie om, at gode intentioner ikke altid er nok.
* At det ofte har konskvenser for mænd, der udenom systemet hjælper kvinder med at blive gravide. Det er stadig meget tabuiseret, at man som mand ikke optændes af en hellig far-ild, når man ser sit yngel, men fortsat trives med den aftale, man i sin tid lavede med den nu glade og tilfredse alenemor. Jeg kender til et par mænd, der har mistet kærester på denne konto, fordi disse ikke kunne leve med den karakterbrist, det i *deres* øjne var, at man kan leve fint uden at være far for sit barn.
* At der, i de tilfælde, hvor man får hjælp af en kammerat til at blive gravid, sidder et sæt bedsteforældre længere ude, som man også træffer et valg på vegne af. Selvom du og din kammerat er enige om, at han egentlig bare er at betragte som en slags kendt donor, kan det være virkelig svært at have et barnebarn, man ikke kan få lov at være bedsteforældre for.
* At man som bedsteforældre til et donorbarn ofte får en anden rolle, end traditionelle bedsteforældre har, fordi man er primært netværk. For det første prikker det til den naturlige autoritetsfordeling, for hvem må opdrage på barnet, når man er sammen med bedstemor og bedstefar? Hvis barnet er hos dem oftere, end børnebørn normalt ville være, må og skal bedsteforældrene jo også have en opdragende rolle, for ellers bliver der simpelthen for stor en del af tiden, hvor børnene tumler rundt uden grænsesætning – men hvad, hvis man som mor ikke er enig med sine forældre? En alenemor vil meget sjældent sætte hælene i – for hvem skal så hjælpe, når det brænder på?
* At de fleste bedsteforældre gerne vil forkæle deres børnebørn – men hvis de ser deres donor-barnebarn 2-3 gange om ugen, og deres andre børnebørn 2 gange om måneden – hvordan undgår man så som bedsteforældre at føle, at man gør forskel?
* At man, som Eske Willerslev i Mads og Monopolet tog op, ved meget lidt om, hvilke konsekvenser det på lang sigt har, når man laver en graviditet i et reagensglas, fordi der ikke er naturlig selektion på samme måde, som ved en naturlig graviditet, hvor det vil være den hurtigste/stærkeste sædcelle, der befrugter ægget
* At der i dag er der strammet op på, hvor mange børn, en donor må bruges til at sætte i verden; idag må han levere sæd til 12 familier (før 2012 var tallet 25) – men der er ikke begrænsning på, hvor mange børn, disse familier hver især må få. I Danmark sælger vi ret meget sæd til udlandet. Det betyder, at du som donorbarn ikke kun har de søskende og halvsøskende, du har i Danmark, men potentielt også en betragtelig flok i både nabolande og resten af verden. Og hvis vi prøver at kigge 15 år frem i tiden, og forestille os, at nogle af disse børn, *selv* bliver sæddonorer – hvilken betydning får dét så?
Hvis andre selvvalgte alenemødre derude har rettelser/erfaringer, de har lyst til at byde ind med, så skriv dem endelig i kommentarfeltet, så der er samlet lidt nyere stof til eftertanke her.
Man må gerne være anonym
M2018, uge 14
(Se forklaringen på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Repareret mit meget-tæt-på-at-være-opgivet sofabord i stedet for at købe et nyt. Og her skal ‘jeg’ forståes i løsest mulige forstand, idet mit bidrag til processen var at ringe til min far, som kan fikse *alt*, og spørge, om han ville give det et skud. Hans betydelige evner til trods, har lopperne hærget det så grundigt, at det nok aldrig kommet til at kunne tåle et vaterpas igen, men det kan understøtte en kop kaffe, og det må række.
2)
Været så heldig at arve den fineste, lille el-kedel, som ud over at være meget hurtigere end den gamle, også er næsten lydløs, hvilket man – konsekvent afkalkning til trods – ikke kunne sige om forgængeren. Det har givet den ekstra fordel, at jeg nu kan lave te om aftenen, når børnene sover, uden at vække dem; jeg ikke længere er nødt til at lave en helt kande te, inden jeg putter dem, som jeg ofte kun ender med at drikke en enkelt kop af. Det lyder måske ikke af meget, men helt lavpraktisk vil jeg tro, at jeg, lavt sat, i gennemsnit hælder 1/2 liter te ud hver morgen – hvilket på årsplan nærmer sig 200 liter vand, som der er brugt ressourcer på både at rense og varme op.
3)
Renset og ternet 6 pærer, som var for modne til madpakker og salat, blandet dem med blåbær og smidt dem i fryseren, så jeg har til en crumblecake, næste gang vi får gæster. Lidt i stil med dåseferskenerne er dette punkt med, fordi det har givet anledning til at tygge på, hvor meget ekstraforbrug, det giver mening at skabe for at redde noget, der ellers skulle have været smidt ud (til fuglene). For jeg måtte ud og købe de frosne blåbær, og selvom jeg er med på, at det her er i småtingsafdelingen, ville jeg ikke have købt dem, hvis jeg bare havde smidt pærerne ud. Jeg synes, det er svært. Nogle ting er no-brainere, som f.eks. at købe en lap til et par bukser med hul på knæet, men hvad med gamle møbler, som skal renses med kemikalier eller males og upcycles med nye greb osv? Hvornår giver det faktisk, fra et miljøperspektiv, mere mening at smide ud/købe nyt/brugt, end at forlænge levertiden på det, man har?
Den sidste overvejelse er opstået, fordi jeg synes, at der somme tider er så meget fokus på processen, at man glemmer formålet. Jeg ser f.eks. ofte mennesker, der i diverse minimalist-fora laver opslag, hvori de efterspørger ideer til områder at kaste sig over.
Det, der står, er: “Jeg har lige en time, nu hvor børnene sover. Er der nogen, der har forslag til, hvad jeg kan rydde ud i?”
Det, jeg ser, er:
Naturen og miljøet er jo formentlig ligeglade med, om man giver en hjælpende hånd, fordi man bekymrer sig om kloden, eller om det handler om, at man er blevet en dopaminafhængig oprydningsjunkie – men for mig kommer det til at virke som om, man bare har erstattet én slags overforbrug med et andet. Og det er ikke det, jeg gerne vil med hele denne proces. Helt langhåret er det nok mere noget med, at jeg gerne vil nå det punkt, hvor min tilfredshed med livet ikke hænger sammen med materialistiske ting, som dybest set ikke bidrager med noget af essentiel betydning, men hvor jeg samtidig heller ikke frygter, at bilen går i stykker eller at vi ikke har råd til at blive boende, hvor vi bor. For mig handler det om at finde balancen, og holde den, og det er svært, hvis man er bange. Både hvis angsten handler om at have for meget og om at have for lidt.
Når *jeg* bliver præsident…
Jeg ved ikke, om det er for tidligt, men jeg vil hermed gerne annoncere mit kandidatur som den næste leder af den frie verden.
Det bliver svært. Det bliver hårdt. Der vil være problemstillinger, der kommer til at stjæle min nattesøvn. Men det vil alt sammen være det værd, for det vil give mig mulighed for ved lov at forbyde argumenter, der udelukkende bygger på egenoplevelser, på internettet.
Som f.eks. når der diskuteres vacciner, og argumentet imod er: “Men min mormor havde mæslinger, og det døde hun altså ikke af.”
Som når der diskuteres farer ved rygning, og den evindelige bedstefar på 98, der har røget som en skorsten hele sit liv, og aldrig har haft en sygedag, støves af og trækkes frem.
Eller når en kvinde på 30 år skriver, at hun overvejer barn nummer to, og efterlyser erfaringer og overvejelser, og nogen nævner, at det måske kan være meget godt at have sin alder i baghovedet. Et ret aktuelt emne, nyhederne taget i betragtning, hvor vores uvidenhed om egen fertilitet af professor og klinikchef fra Rigshospitalets Fertilitetsklinik Søren Ziebe kaldes “grænseløs” og “overdreven optimistisk”.
En lille graf viser, at chancen for at blive gravid på én cyklus, når man er 30 år, er 17%.
Når Suzi så springer frem i kommentarfeltet med sit “Jeg var 40, da jeg blev gravid, og jeg blev altså gravid i første forsøg” er jeg efterhånden én scene fra at gå fuld Michael Douglas i Falling Down. Jeg. Kan. Ikke. Holde. Det. Ud.
Og jeg vil gerne have en enhjørning og to pokaler med champagne og en gratis ferie til et solbeskinnet sted, for ikke hver eneste gang at fare i struben på den slags mennesker med et: “Og hvad så, Suzy? HVAD FUCKING SÅ?!”
For det er super duper for dig. Det er det virkelig. Og vi kan sagtens holde kommentarfeltet åbent for alle de kvinder, der sammen med dig udgør de 5%, der som 40-årige bliver gravide i første forsøg. No problem.
Så må vi bare håbe, at Mette, som har lavet opslaget, er ligeså heldig.
Men hvis ikke; hvis hun tilhører én af de kvinder, der udgør de 95 uheldige procent, hvad skal hun så bruge din kommentar til? Den er nogenlunde ligeså brugbar, som hvis vi, som svar på filmoptagelser fra et børnehjem i Afrika, hvor de fortæller, at de sulter, filmer os selv til en påskefrokost, og sender dem optagelsen med titlen: “Det gør vi ikke”.
For tænk, hvis hun tog kommentarer som din som udtryk for sandheden og ventede i den overbevisning, at hun havde god tid. Hvor er du og dine så, når hun om 10 år må sande, at det er for sent for hende? For jeg er helt med på, at vi gerne må tænke selv, og at man på en enkelt googling kan finde tal og statistik på fertilitetskurven – men når du kommenterer, at statistikken ikke var et problem for dig, er det så ikke for at sige, at den skal man ikke lægge for meget i?
Men det SKAL man, Suzy. For den er udarbejdet på baggrund af fakta og undersøgelser og mange, mange mennesker og læger og fertilitetsklinikkers erfaringer. Modsat din historie, som er baseret på et evidensgrundlag bestående af dig.
Jeg kan godt leve med, at man er nødt til at melde ind, hvis der berøres emner, som rammer noget i én, hvor man ikke kan være i sin krop, hvis ikke man kommenterer på det. Hvis nogen f.eks. beder om erfaringer med adoption, muligheden for som single mand at tage til USA og finde en rugemor, så man kan få det barn, man så inderligt ønsker sig, eller hvordan det er at rejse med et 2 måneder gammelt spædbarn. Så er det bare fino, at man byder ind med egen, oplevet virkelighed, for det kan man ikke slå op i en statistik.
Men jeg bliver SINDSSYG, hvis ikke snart folk holder op med at fremlægge egne oplevelser som fuldt ud gyldigt modspil til resultater, som forskere, læger og andre dedikerede sjæle har brugt år på at nå frem til.
Stop det. Nu. Tak.
M2018, uge 13
(Se forklaring på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Lavet de indledende manøvrer til at anskaffe mig en ekstra el-kedel. Jeg elsker den, jeg har, men den er stor, hvilket betyder, at der minimum skal 0,8 liter i, før den må startes. Jeg har derfor tænkt over, at det må være billigere i strøm med sådan en rejsestørrelse til en halv liter? Eller hvad? Er der noget med størrelsen på varmelegemet, der spiller ind? Hvis der er nogle fysik-/naturvidenskabelige typer på linjen, så meld endelig ind, for uanset hvad jeg skriver i søgefeltet af snorrige ordkombinationer, så kan jeg kun finde frem til, at det er billigere at koge vand i en elkedel end i en gryde, og så langt er jeg med.
Jeg har fundet én brugt, men den er rød, og selvom jeg er all for second hand og alt det jazz, kan jeg mærke, at jeg bliver nødt til at vente på at finde en, jeg kan holde ud at have stående i mit køkken, og som ikke giver mig farve-spat, hver gang jeg får øje på den.
2)
Parkeret min indre snob og købt pap-vin. Ikke, at det ikke er udemærket, men jeg synes, det får en kedelig undertone af blå tænder og sløret tale efter kl. 17, når man i ophøjet ensomhed køber vin i 3 liters emballage, der ikke klirrer, når man går med det i posen. Men jeg fandt min yndlingsvin på tilbud, og sammenholdt med flaskeprisen, sparede jeg 50%. ‘Tilføj kurv’, som vi siger.
3)
Været god ved fuglene. Alt, hvor vi bor, er så bundfrossent, at de stakkels kræ nærmest forsøger at æde hinanden, og fordi påsken = gæster og invitationer, og jeg efterhånden har erfaret, at der ikke er nær så mange ‘jeg varmer lige en skam-frossen, tør bolle fra fryseren’-situationer i mit liv, som antaget, har jeg været flittig til at tømme min brødboks og lægge ud på fuglebrættet. De små musvitter, der er igang med at flytte ind i vores fuglekasser, ligner nogen, der lige har givet os 5 stjerner på Trustpilot.
Done beats perfect
Det sidste års tid har jeg arbejdet meget med kort. Sært barn har mange navne, og de går under alle mulige betegnelser, som f.eks. orakelkort, angel cards, affirmationscards osv.
Uanset hvad tilgang og trosretning man lægger i arbejdet med kortene, elsker jeg det positive fokus, de giver, fordi de skærper opmærksomheden på at få øje på de steder i hverdagen, hvor der er mulighed for at arbejde med sig selv og/eller vokse som menneske.
Min yndlingsartist er det amerikanske medium Colette Baron-Reid, som laver de fineste sæt*:
Jeg plejer at trække et kort søndag aften for den kommende uge, og prøver at have temaet i baghovedet, både når jeg er udfordret, og når jeg er flyvende.
I søndags trak jeg “Balance”. Illustrationen på kortet er en kvinde, der holder en vægt, og det fik mig i går til at tænke over, at jeg ville ønske, jeg var bedre til at være i balancen, uden at den føles som et kompromis.
Jeg tror virkelig, at nøglen til at betragte sit liv og sig selv med glæde og tilfredshed ligger i at finde det sted, hvor yderpolerne er trukket langt nok mod midten til at kunne nå hinanden, og jeg øver mig. Jeg er blevet langt bedre til at acceptere det, når jeg ikke føler, jeg når i mål med tingene, men jeg er der ikke endnu.
Problemet for mig er, at jeg ofte drukner i praktik, når jeg får en ide; jeg ikke kan overskue det arbejde, der ligger i processen, hvis jeg skal udføre den “godt nok”. F.eks.har jeg flere gange tænkt, at begge børn ville elske det, hvis vi lavede picnic på stuegulvet med aftensmaden, men allerede inden jeg når længere end til den konstatering, er min hjerne igang med at remse op, hvad der kræver af madtyper (= spaghetti bolognese virker som en dårlig ide) service (glas med mælk/saft på et tæppe? Eller juicebrikker, der er sværere at vælte?) tidspunkt på dagen (= aftensmad, hvor alle er trætte eller frokost, hvor kun Frida er?) oprydning bagefter osv. osv. osv. Det er *sygt* belastende at være designet sådan inde i hovedet.
(Hvordan gør spontane mennesker? Er de, som jeg engang har hørt, kinestetiske typer, der forbliver på livets linje, og kun ser det, der ligger lige umiddelbart for, og ikke alt det, der følger med? Modsat auditive typer som mig, der konstant springer ind og ud af linjen, for at se, hvad der ligger længere fremme, så jeg kan være forberedt? Hvis det er tilfældet, vil jeg godt bytte noget af alt mit overblik for bare lidt af deres tilstedeværelse og situationsbestemte sorgløshed.)
Nå, men inspireret af min solo-brandtale og ugens kort, smed jeg i går al personlighed over bord, og lavede bare-sådan-uden-videre den famøse picnic på gulvet, da vi skulle spise aftensmad, og det var – selvfølgelig – bare at gøre det. Da vi sad på tæppet, kunne jeg allerede se, at det bliver noget, vi kommer til at gøre til sommer, både i haven og ude omkring i verden. Det var både nemt og hyggeligt (tager du noter, Linda?), og vi fik snakket på en helt anden måde, end vi plejer. Og jeg tror helt ærligt ikke, at jeg ville være kommet over mig selv længe nok til at få det lille projekt ført ud i livet, hvis ikke mine tanker, afledt af unges kort, havde sparket mig bagi.
* Hvis du har lyst til at se hende bruge dem, laver hun hver uge en “vejrudsigt” på You Tube, hvor hun bruger sine forskellige sæt. Det er en god måde at tjekke, om man overhovedet er til den slags udfoldelser, og at se de mange fine kort, hun har lavet. Hvis du har lyst, er videoen for denne uge her
M2018, uge 12
M2018, uge 11:
(Se forklaring på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Inspiceret og genbrugt mine plastikposer med en omhu og en nidkærhed der ville gøre sig godt i en efterretningstjeneste. Jeg bruger for mange plastikposer, og selvom jeg forsøger at inkorporere plastikbøtter de steder, jeg kan, så er der stadig steder, hvor convenience-hensynet vejer tungere, end mit grønne fokus. F.eks. slæber jeg altid rundt på min madpakke i min lædertaske, og jeg nærer absolut intet ønske om at dekorere indersiden med punkteret tomat, pikant-ost eller lignende. Da min taske ligner alle andre kvinder og mødres, med håndcreme, høretelefoner, opladere, sutter, kommoder, lommetørklæder, vådservietter, notesbøger og gamle p-billetter, vinder så-lille-som-muligt over så-grønt-som-muligt = madpakke i plastikposer. Sådan har vi en håndfuld steder, hvor jeg ikke umiddelbart ser mig selv sige farvel til poserne – men efter en uge med fokus på det, kan jeg se, at jeg kan skære ca. 3/4 (!!) af forbruget fra, fordi de fleste stadig er helt rene og dermed kan genbruges. Problemet er vane. For i frokostpausen, når alle sidder og spiser, er det nemt lige at forvandle sådan en pose til kollektiv affaldspose. Det slutter nu.
2)
Gjort det, jeg inde i hovedet meget pompøst kalder “taget ansvar for mit køleskab”. De sidste par uger har været pressede; børnehaveopstart med dertilhørende nye bakterier, så alle hoster sig gennem nætterne, usædvanlig meget arbejde og mange (dejlige!) gæster, har betydet, at al gang er foregået i løb. Det er typisk i sådanne perioder, jeg ender med at smide mad ud, ganske enkelt fordi det går så stærkt, at jeg ikke kan overskue, hvad vi skal spise (og dermed bruge) 2 dage frem. Når jeg får fodfæste igen, og kommer tilbage til rutinen med at bladre køleskabet igennem næsten dagligt, er maden blevet for gammel, og må kasseres. Det irriterer mig ENORMT, når det sker, og derfor er jeg, sådan på mikroplanet, stolt over, at jeg har brugt de 4 x 3 minutter, det reelt tog at tjekke, hvad vi havde og beslutte, hvad det skulle forvandles til, og at turbo-ugernes eneste ofre var 2 æg, der havde gemt sig i grøntsagsskuffen.
3)
Taget mig sammen og endelig læst op på, om det er billigst at tænde og slukke LED-pærer, hver gang man kommer og går, eller om det på den lange bane er billigere at lade dem brænde. Vi render ind og ud 87 gange om dagen, og da jeg i mange år har haft sparepærer, hvor jeg i sin tid fik anbefalet at lade dem brænde, hvis jeg bare skulle ned med skraldet (fordi de bruger mere energi, når de skal “starte op” igen, end på bare at forblive tændt) har jeg kørt sådan en ubeslutsomhedsløsning, hvor jeg somme tider slukker noget, andre gange alt, og endnu andre gange lader det hele brænde. Hvis der sidder andre med samme mangel på viden: De skal slukkes. Altid og hver gang.
4) (Påske-special)
Været lidt på påskeægsforkant. Lopperne er så heldige, at de får chokoladeæg af flere forskellige i omgangskredsen, og som de fleste andre børn, bliver de fuldstændig elektriske over det. Men for dem begge to, er det den knitrende cellofan og det, at få overrakt et æg, der proportionsmæssigt er SÅ meget større, end dem, de somme tider får, der drager. Når først ægget er brækket i stykker, forsvinder magien og dermed interessen, og 80 procent af ægget ender i skraldespanden. (‘Skraldespanden’ er kode for ‘i min mund’, obviously) I år har de fået lov at give den gas, som de plejer, når de får ægget overrakt – men jeg har umiddelbart efter smidt de stykker, de ikke har spist, i en bøtte i fryseren, så jeg kan smelte dem med, næste gang jeg bager en chokoladekage.
Tanker fra en bil-kø
* Uh! Katastrofeblink på. Har han set mig bagved? Det har han. Godt.
* Heldigt, jeg tog afsted i god tid. Det kan jo faktisk sagtens være en mulighed for et pusterum, det her. Jeg har kaffe. Jeg skal bare være. Dyyyyhbe indåndinger.
* Folk, der stresser over bilkøer må simpelthen lære at køre tidligere hjemmefra, og at slippe ideen om, at vi kan styre alting med viljens kraft.
* Jeg har ondt af dig, Audi-forretningsmand. Hvor er det trist, at du lever et liv, hvor du bliver så presset over en bilkø.
* Bumbumbum…
* Hvorfor kan jeg egentlig ikke lære teksten til “Total eclipse of the heart”?
* Gad vide, hvad man kalder det, når man fremstiller æbler? Æble…avl? Dyrkning?
* Ok, vi holder godt nok *meget* stille. Nå, pyt. Jeg har stadig god tid. Træk vejret iiiind. Puust ud. Godt, jeg huskede at tisse hjemmefra.
* Ej, nu må der faktisk godt snart ske noget.
* Hvem holder vi med i X-Faktor i år?
* Det burde simpelthen være fyringsgrundlag, når uddannede journalister udtaler det ‘lanciere’.
* Tænk hvis alle mennesker i hele verden er én og samme person, bare på forskellige niveauer af inkarnering. Eller hvis tiden ikke er lineær, men sideordnet, og vi, hvis vi blev i stand til at kigge sidevers gennem skiverne, kunne se os selv i både 1840 og 2059.
* Tager sgu lige et par panodil.
* For helvede. Nu skal jeg tisse. Forbandede kaffe.
* Oooog jeg kommer officielt for sent.
* Skidegod ide, Oakley-spade. SKYND dig forbi. Der er helt sikkert fri bane 10 meter fremme.
* Hvem fanden er det, der ikke kan finde ud af at bygge motorveje i det her land!? Det burde da være indlysende for enHVER, at 3 spor ikke er nok!?
* Kom nu. Komnukomnukomnu.
* FUCK!FUCK!FUCKFUCKFUCK!!! KOOOOOOOOOM!!! NUUUUUUUU!!!!
* Om 200 år, når de finder den her bil-kø med alle vores mumificerede kroppe, vil de undre sig over, hvilket sært millenialt ritual, vi var igang med.
* Jeg håber, Lasse finder min testamente-bog med mine nedskrevne direktiver om, hvem der skal have hvad. (Og at han husker at destruere det, vi har aftalt…)
* Bevægede vi os lige!?
* Ja! Ja! Ja! JA! JA!!! MOOOOOOOVE M*THERFUCKERS!
(* Note til selv: Tjek prisen på énmandsfly. Og blodtryksdæmpende medicin. Og bøger om zen og om at have ro med at være til stede i nuet.)
M2018, uge 11
(Se forklaring på m2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Ryddet op i ungernes tøjskabe. Vi har været så heldige, at der de sidste par uger er landet 4 store poser tøj hos os, hvilket altid er fedt. Normalt sorterer jeg bare størrelserne og lægger det på plads og i “vente-kasserne”, men denne gang valgte jeg at sortere i bund. Frida er nu ved at have fuld-installeret sin personlighed, og det betyder, at meget af det tøj, som jeg har gemt fra Anton, kan sendes videre, for hun kan ikke lide at have det på. F.eks. har jeg 5 par jeans, som har været Antons, som jeg med Mary Poppins-stemme har forsøgt at tale hende i, men hun hader at have dem på, og får jeg dem endelig lusket på, er det eneste, der sker, at hun tager dem af, ligeså snart, jeg vender ryggen til. Ved samme lejlighed frasorterede jeg alt det tøj, som vi styrer udenom, når vi vælger OOTD (#modeblogger), selvom det er både brugbart og i god stand. Selvom jeg måtte klappe Marie Kondo-bogen i lige omkring det sted, hvor man bliver anbefalet at folde sine strømper på en bestemt måde, fordi de har brug for at slappe af (for opholdet i skuffen angiveligt er den eneste pause de får..), kan jeg alligevel godt lide tanken om, at der kun er tøj, man har lyst til at tage på, når man åbner skabet. Så 4 poser modtaget og 6 sendt videre til nye hjem.
2)
Ledt efter baggy bukser til Frida i hør, hvor man har tænkt bæredygtighed ind i fremstillingen. En million googlinger til trods, kan jeg ikke finde nogen – anyone?
3)
Erstattet den frosne mango i vores weekendsmoothies med dåseferskener, som er væsentlig billigere. Vi har fast tradition for smoothies lørdag og søndag, og det er en glimrende mulighed for at få brugt yoghurt-, grød- og frugtrester, men da bananer, som jeg tidligere har sødet med, er i bad standing her i huset, har vi indtil nu brugt mango som “bund”. Det er bare sygt dyrt, og derfor har jeg nu skiftet den ud med dåseferskner. Når jeg tager dette punkt med, gør jeg det, fordi jeg ikke udelukkende synes, at det er en god ide. For fersknerne er billigere og tilgodeser dermed mit mål om at skrue ned for mit (økonomiske) forbrug. Men mango kommer i poser, som jeg har en ide om belaster miljøet væsentlig mindre, end de dåser, fersknerne sælges i.
Man kunne løse problemet ved selv at henkoge, og man kunne også flytte ud i skoven og leve af det, man kan skyde og plukke – men det rører ved noget, som jeg ikke synes, der snakkes så meget om i forhold til nedbringelse af overforbrug: At man somme tider i sin iver efter at gøre noget rigtigt på ét område, gør noget ret forkert på et andet. Måske er det fordi, jeg slår begreber som sparsommelighed/downsizing/minimalisme/bæredygtighed/upcycling osv. sammen, selvom de egentlig ikke er forenelige?
For der er masser af penge at spare ved handle i discountbutikkerne, og der udveksles ofte rundt omkring i cyber ideer til, hvad der er billigt, men lige så godt som en given originalvare – men hvis alle vælger at gå dén vej, risikerer vi så ikke, at de små lokale butikker, der ikke CO2-belaster med transport, emballage osv. må lukke?
Ligeledes kan der være masser af penge at spare ved at få gennemgået sine forsikringer og flytte dem til det billigste sted – men skal man det, hvis man har oplevet god service hos dem, man har, de gange, man har haft brug for dem?
Isoleret set er det ret nemt at svare på, at jeg selvfølglige ikke ønsker at skamspare mig til et samfund, hvor pris er den eneste faktor, der tages i betragtning, når jeg skal vælge noget frem for andet. Men i hverdagen og livet, sådan helt generelt, synes jeg, at der er mange gråzoner. Måske er jeg bare ved at have beskæftiget mig så meget med hele downsizing-ideen, at jeg er blevet opmærksom på noget, som alle andre ved og har forholdt sig til i årevis – men for mig er det nyt at føle, at mine idealer clasher, og at én løsning ikke længere kun føles god, fordi jeg pludselig er blevet meget bevidst om de konsekvenser mit valg *også* har.
Tilbage til hverdagen (og et par nye anmeldelser)
Jeg synes, det er længe siden, jeg bare har skrevet et helt almindeligt indlæg. Der var pludselig så meget, jeg mente en masse om, og så blev det de indlæg, der faldt ud af fingrene, når jeg satte mig med mac’en.
Men bagved alle holdningerne om fagforeninger, blogreklamer og billeder af uheld på motorveje, trillede hverdagen selvfølgelig stille og roligt videre.
Frida er startet i børnehave et par måneder før tid, og det er virkelig godt til hende, for hun er klar. Hun reagerer selvfølgelig, men på forventelig vis. Fordi Anton altid har været helt sin egen, som ikke har ladet følelser og reaktioner diktere af lærebøger og kurver, har jeg efterhånden lært at min rolle i forandringer er at dække op, indtil jeg finder ud af, hvad der kommer. På sportsmåden, that is. Ikke med knive og gafler. Det kommer mig til gode med Frida, fordi jeg bare pr. refleks rydder kalenderen, så vi har tid og ro til at tage tingene, som de kommer. Så når Frida først falder helt fra hinanden over, at hun skal i bad, for så – efter at have raset sig op af karret på rekordtid – at græde en time, fordi hun gerne vil i bad, så kan jeg sætte mig med hende, uden at stresse over aftaler og bagkanter.
Når jeg lige skriver det, lyder det mere zen, end det er, for non-stop raseri og gråd kan vist slå bunden ud af de fleste, men jeg tackler det med langt mere ro, end jeg tidligere ville have gjort, fordi jeg har taget mine forholdsregler.
I det hele taget er ‘ro’ et tema for mig for tiden. For en uges tid siden, hørte jeg Anton sige til Frida: “Kom nu, Frida. Vi skal skynde os!” da vi skulle ud af døren, og det satte sig hos mig. M2018-indlæggene er jo ret konkrete ift. spareideer osv. men de udspringer af et dybtfølt ønske om at leve et liv med mere ro, og fokus på de rigtige ting. Derfor har jeg nu finttunet mit øre, så det opfanger ‘skynde os’ hver eneste gang, ordene hopper ud af min mund. For det gider jeg egentlig ikke, at vi skal.
Men for lige at illustrere, at gode intentioner ikke altid bærer en ide ind i virkeligheden, kan jeg fortælle, at antallet af morgener, vi siden har haft, hvor vi ikke har skulle skynde os, er: 0. Jeg må bare sande, at om vi så stod op kl. 3, ville vi stadig ende i let løb, når vi skal ud af døren. Mine børn er åbenbart bare små, (søde) svampe, der absorberer al den tid, man giver dem.
Min eneste morgen-landevinding er derfor, at jeg ikke længere råber: KOM SÅ!! men bare moser det ud gennem meget sammenpressede læber, så anti-skynde kurset er ikke helt åbent for tilmelding endnu.
Ud over det, er der nothing going on but the rent. Anton elsker stadig taekwondo (Frida er umådelig fortørnet over, at hun ikke må gå til ‘wondo’) og jeg har netop fået besked på, at vi har fået tildelt en plads i tale-høreklasen efter sommerferien, hvilket er en enorm lettelse. Og så bliver det i denne uge, at jeg endelig, endelige, ENDELIG kan finde tid til at komme til frisøren, hvilket betyder, at man på søndag kan forvente M2018-punktet: “Shampooforbrug halveret.”
Må resten af ugen være god ved jer.
Ps: Bøg- og serielisterne er opdateret med følgende anbefalinger:
Waking up in winter – Cheryl Richardson
Denne bog var en af dem, Amazon anbefalede mig på baggrund af mine seneste køb, og selvom Amazon ofte har ret, var det her alligevel et ualmindelig rent pletskud.
Kort fortalt er det en dagbog skrevet af den 54-årig coach og forfatter Cheryl Richardson, som er tilknyttet Hay House. Hun lever af at holde foredrag og afholde workshops, men kan mærke, at hun ikke længere trives i det liv, hun har skabt for sig selv. Bogen er et forsøg på at skrive sig frem til, hvem hun er ved at blive, hvad der er vigtigt i livet, og hvorfor.
Jeg har sjældent følt så meget genkendelse i en bog. CR lever markant anderledes end mig (ingen børn og masser af penge), men hendes beskrivelser af fornemmelsen af at forandre sig; at mærke, at man ikke længere er den samme, uden at have nogen som helst ide om, hvem man så er, er 1:1 med den oplevelse jeg har af livet lige nu.
Jeg identificerede mig 100% med hendes forsøg på at skille det væsentlige fra det uvæsentlige, og efterfølgende slippe det, der ikke længere føles sandt, ægte og nødvendigt.
Til forskel fra mange andre bøger om coaching, der ofte har et meget specifikt mål for øje (lær at sige nej/forstå din sult/tiltræk den kæreste du virkelig fortjener), handler den her om noget langt mere grundlæggende og gennemgribende: At sidde med fornemmelsen af at ændre sig grundlæggende som person, og hvilke tanker, glæder og bekymringer, der sætter gang i. Og hvor de klassiske selvhjælpsbøger ofte indeholder løsninger og mål at arbejde hen imod, er det her egentlig bare et vindue til en proces, hvor den største “hjælp” for mig bestod i alle de tanker, den satte i gang hos mig selv.
Jeg er ikke ret meget i tvivl om, at man skal være midt i en form for søgen, for at den her bog giver mening. For sjov prøvede jeg at kigge på de ratings, den har fået på diverse amerikanske bogsider, og 95% af anmeldelserne var enten 1 eller 5 stjerner. Så enten mærker man den, eller også gør man overhovedet ikke, men jeg elskede den.
Jordens Kvinder – Vibeke Amdisen
Jeg fandt denne bog, fordi jeg var på jagt efter noget om månens cyklus og meditation. Helt klassisk får jeg ikke mediteret så meget, som jeg gerne ville, men over de sidste måneder, er jeg faldet over flere artikler, der nævner begrebet ‘månemeditation’ og alene navnet appellerer for vildt til mig.
Bogen er meget, meget smuk – og meget, meget urtet. Jeg har været nødt til at tage den i bidder, fordi jeg nok ikke helt er der, hvor jeg er klar til at markere mit territorium med menstruationsblod, lave et alter med det i stuen og omtale det som mit måneblod. Det snakker hun en del om.
Men bogen har alligevel gjort indtryk på mig, fordi den beskæftiger sig med livets cyklus, kvinderollen i religion, historie og samfund og det feminine, sådan helt generelt. Jeg vil være ærlig og sige, at jeg nogle steder synes, man får fremsat udsagn/holdninger som fakta, men læst som et indspark til the future is female og ud fra betragtningen om, at man ofte flytter sig mest, når man bliver en smule provokeret, synes jeg alligevel, at bogen er meningsfuld.
Dark
Stikord: Døde børn, orme-huller i tiden og uhygge. På tysk.
Forestil dig, at du er urmager, og om 10 år vil opfinde en maskine, der gør det muligt at rejse i tid. En mand opsøger dig og hævder at være fra fremtiden. Han beder dig om at reparere din egen (kommende) tidsmaskine, fordi den er gået i stykker. Spørgsmålet er nu: Er du i stand til at opfinde tidsmaskinen, fordi du har set den, eller ville du være nået frem til at opfinde den af dig selv under alle omstændigheder?
Hvis ovenstående semi-paradoks irriterer dig, kan du trygt styre udenom Dark. Hvis ikke, er det bare at trykke ‘Play’. Det er en serie, der kræver opmærksomhed, og som man godt kan blive lidt svimmel af, fordi den beskæftiger sig med det klassiske tidsrejsedilemma: Hvordan vil det påvirke nutiden og fremtiden, hvis du rejser tilbage og ændrer på et hændelsesforløb – og hvor vidtrækkende konsekvenser vil det få?
Serien kører simultant med et thriller-plot, et science-plot og et persongalleri i 3 forskellige årtier, og jeg var godt underholdt. Og til tider virkelig forvirret. Min eneste anke er egentlig, at nogen har kigget lidt for dybt i Blair Witch-flasken med lyd-effekter, for den sindssygt klamme hule i skoven, det meget suspekte atom-kraftværk og de forsvundne børn er længe uhyggelige nok i sig selv. Det bliver grænsende-til-latterligt, når der er ‘der-en-øksemorder-bag-dig-i-spejlet’-lydeffekter på fuldstændig almindelige samtaler.
Hvis man kunne lide Stranger Things, er der gode chancer for, at man også vil kunne lide Dark.
Here and Now
Stikord: Den yngste (adoptiv)søn i en hippiefamilie med et virkelig afslappet forhold til stoffer, begynder at se uforklarlige ting. Er det psykisk sygdom, for meget pot eller er der andet og mere på spil?
Der er indtil videre lagt 5 afsnit op af denne serie, og jeg er vild med den. Umiddelbart lyder det jo ikke som verdens stærkeste plot, men med et væld af bi-historier og en undertone af mystik og creepyness, kan jeg ikke få puttet ungerne hurtigt nok om mandagen, hvor de nye afsnit releases. Jeg aner ikke, om den holder kadencen, da der kun er 5 afsnit at vurdere ud fra, men kvaliteten af både historie og skuespil er høj, og den er absolut se-værdig, synes jeg.
(Serien er en af HBO’s nye satsninger, og er lavet af manden bag Six Feet Under. Den har fået ret dårlige anmeldelser de steder, jeg har set den omtalt, hvilket jeg ikke helt forstår. Retfærdigvis skal det siges, at jeg stadig har Six Feet Under til gode, og det er muligt, at HAN falder igennem, hvis man sammenligner de to.)