Bloggen

Jeg tænker ikke, at nogen af os rigtig magter at træde mere rundt i Krifa-gate. Emnet er selvfølgelig evigt aktuelt og vigtigt, men blogvinklen tror jeg, at alle er ved at være trætte af.

Hele debatten rejste imidlertid i flere kommentarfelter rundt omkring en bi-tråd ift. reklamer på blogs, (Nomdemie har også flere gange taget emnet op) og det synes jeg egentlig godt, at vi kan snakke lidt om, nu hvor vi alligevel er i det mere seriøse hjørne.

To ting, inden vi starter:

For det første vil jeg meget gerne appellere til, at vi lader den blogger, der endte med at stå på mål for hele Krifa-debatten få fred. Nok er nok, og de knaster ved blogmediet, som hendes indlæg ufrivilligt endte med at belyse, kan sagtens diskuteres uden at inddrage hende yderligere.

For det andet vil jeg gerne runde mine motiver til at tage det her emne op, for det kommer hurtigt til at lugte af gloriepudsning og rose-fiskeri, fordi jeg ikke selv kører med spons og reklamer. Faktisk sidder jeg lige og beslutter, at det er forbudt at rose i kommentarfeltet.

Når jeg tager det op, er det fordi, der i forhold til reklamer kommer flere og flere etiske grå-zoner, som jeg synes, at vi, som både bloggere og bloglæsere, er nødt til at snakke om, fordi det påvirker os alle sammen. For 5 år siden var det ikke nødvendigt at skrive “Ikke spons” hver eneste gang, man nævnte noget ved navn; det er det i dag. Mit håb er, at vi selv kan være med til at bevare blogmediets troværdighed ved at snakke åbent om, hvor der køres med nedsat sigtbarhed.

Det er mit indtryk, at det er et emne, der er forbundet med en vis berøringsangst i blogland, fordi vi alle sammen kender nogen – og godt kan lide nogen – der kører med reklamer, og det betyder, at der er masser af ømme tæer at træde på. Alligevel tænker jeg, at vi tager den. De sponsorerede damer jeg kender (for jeg kender vist ikke rigtigt nogen mænd, der blogger med spons?) forsøger at være enormt transparante ift. hvornår de er skriver betalte indlæg, og på den måde tager de jo, sådan lidt af bagvejen, alligevel et standpunkt.

Pop-up- og bannerreklamer samt affiliate-links tror jeg godt, vi kan starte med at parkere. De er rimelig ligetil, og alle kan se, at der her er tale om reklame.

Så er der de steder, hvor det bliver lidt mere mudret.

Som f.eks. hvis Sildemoes giver mig en cykel for at skrive et indlæg. Her ville jeg klart skulle angive, at der var tale om sponsoreret indhold. Men ingen ved, hvad aftale jeg har lavet med Sildemoes, for kontrakten er en aftale mellem mig og producenten, så der er intet til hinder for, at jeg “tilfældigvis” står med selvsamme cykel, når jeg lægger min næste kampagne op, hvor jeg med en to-go i hånden reklamerer for min venindes nye kaffested Starfucks. Er det nok, at jeg bare første gang angiver, at der er tale om reklame? For som læsere gider vi jo ikke (lad os være ærlige) at skulle grave os igennem 2 hele sider inden hvert indlæg med oplysninger om, at mine øjenvipper for 2 måneder siden blev påsat som betaling for at skrive et indlæg, at jeg selv har betalt min klipning, men fået striberne betalt som tak for omtale og blablabla. Hvor længe og hvor meget skal man informere?

Eller de situationer, hvor store bloggere lader sig hverve som ambassadører for f.eks. restaurationer. Alle kan jo, ud fra et overordnet perspektiv, blive enige om, at det er spons – men hvad, hvis jeg er en kendt reality-stjerne, der lever af at blogge, og min storesøster åbner restauranten TRASH, hvor jeg spiser gratis – det manglede sgu da bare, med alt det tøj, hun har lånt – og jeg hver gang jeg spiser der, sørger for at poste et billede på IG, hvor restaurantens logo et med? At hverve ambassadører bliver mere og mere almindeligt, og i USA er flere alkoholproducenter begyndt at placere sælgere, forklædt som helt almindelige gæster, i barerne rundt omkring i nattelivet, som “tilfældigvis” kommer i snak med dig, og “tilfældigvis” sørger for at fortælle om deres nye yndlingsdrink. Det er godt tænkt – men det er stadig reklame.

Ovenstående gælder i forhold til produkter – men der findes også organisationer og sager, som er langt mere politiske, og på samme måde som fake news og plantede historier kan få store konsekvenser for hele det politiske landskab.

Lad os sige, at jeg laver en kampagne for den til-lejligheden-frit-opfundne organisation “Forbyd Abort”. Jeg er selv pro-valg, men Forbyd Abort har tilbudt mig en god pris og ovenikøbet lavet en kampagne, hvor de donerer 50% af alle indmeldelsesgebyrer til Unicef. Alle elsker Unicef, så jeg tager kampagnen. Jeg poster mit indlæg – og mine læsere går amok.

Nu bliver det pludselig træls, for nu bliver jeg tvunget til at vælge mellem min egen integritet og min arbejdsgivers. Hvis jeg ikke fortæller, hvor jeg står, slår det skår i mine læseres billede af mig, og dermed falder min værdi som reklamesøjle, for den er bygget op om min troværdighed. Jeg er produktet. Og hvis jeg gerne vil leve af min blog, er det essentielt, at jeg bevarer den.

Omvendt er det superproblematisk at undsige de mennesker, der har betalt mig penge for at køre deres kampagne, fordi det både vil give betænkeligheder hos potentielle, kommende annoncører, samt skabe et troværdighedsproblem ift. allerede kørte kampagner. Hvis jeg ikke står inde for det synspunkt, jeg gør mig til fortaler for her, var det kosttilskud, jeg lovpriste i sidste uge så virkelig så godt, som jeg påstod?

Det primære problem er, set med mine øjne, at der ift. bloggere og spons ikke er samme kontrakt mellem formidler og slutbruger, som der f.eks. er ved livsstilsmagasiner. Hvis Euroman laver en artikel, sponsoreret af Hugo Boss, hvori de forsøger at fremhæve SS-officierne (som HB syede uniformer til) som stil-ikoner, kan jeg som læser lade være med at købe bladet, og på den måde udtrykke min utilfredshed. Der er mulighed for en form for kontant afregning, som bloglæsere ikke kan praktisere overfor bloggere og producenter, de kører reklamer for.

Men har de ret til det? Det har jo hele tiden været det argument, vi i blogland bruger, når vi skal forventningsafstemme med læserne. At så længe de ikke betaler for “varen”, så kan de heller ikke diktere indhold, form og farve af denne. Jeg kan ikke beslutte mig for, hvad jeg mener, for det er en slags hønen og ægget. Bloggere og læsere eksisterer jo kun i kraft af hinanden, så hvem skal sætte dagsordenen?

Ud over at producenter og marketingsfolk bliver mere og mere kreative, hvilket kan gøre det sygt svært at opdage, når man bliver udsat for reklame, er problemet også, at næste generation af bloglæsere er på vej. Og de var ikke med, da vi for 5-6 år siden diskuterede det rimelige i, at bloggere skulle angive, når der var tale om betalt indhold.

Så hvordan sikrer vi, at alle, nye såvel som garvede læsere, kender spillereglerne? Og at bloggeres skrivelyst ikke bliver segner under vægten af dem?

(Og er der overhovedet nogen, der har orket at læse dette indlæg til ende?)

Lige nu kører Krifa en kampagne gennem forskellige bloggere, hvor temaet er “Brok” og indlæggene rundt omkring er sponsorerede; altså købt og betalt reklame. Fordi det er tilfældet, starter vi lige med en disclaimer:

Jeg får ingenting for at skrive dette indlæg, og ingen har prikket mig på skulderen.

Når jeg skriver det, handler det om, at jeg simpelthen ikke kan holde ud, at ingen nævner ulemperne og de vanvittig store konsekvenser, der kan få for os alle sammen, hvis det lykkes de gule fagforeninger at udradere fagforeningerne.

Nogen vil have legitime grunde til at ønske, at de gule får mere vind i sejlene, og det er ikke dem, jeg forsøger at ramme med dette indlæg. Nedenstående er mit forsøg på at nå dem, der træffer deres valg af fagforening ud af uvidenhed, og som dermed ikke ved, hvad de er ved at sætte over styr.

Fagforeninger er, som navnet siger, en “forening af fag”. Og allerede her støder vi på den første forskel på de gule (Krifa, Det Faglige Hus osv.) og de røde (HK, 3F, SL osv.) For der er en grund til, at de røde fagforeninger er delt op. Hvis jeg som tegnsprogstolk ringer til Dansk Metal for at melde mig ind, vil jeg venligt, men bestemt blive taget i hånden og fulgt over til nogle mennesker, der ved mere om, hvad jeg foretager mig, end dem, der repræsenterer rørlæggere, mekanikere osv. De gule fagforeninger forener ikke fag. Tværtimod. De reklamerer selv med, at de repræsenterer alle faggrupper – hvordan det kan være et argument at fortælle, hvor tyndt et lag, man skal smøre sin ekspertise ud over for at dække hele kagen, kommer jeg aldrig til at forstå. De gule fagforeninger er virksomheder, hverken mere eller mindre, og det er bare virkelig vigtigt at gøre sig 100% klart.

Til dette aspekt hører også, at der i vores alle sammens fag er opgaver, som måske ikke kræver specifik viden/uddannelse at varetage. Her er det kun fordi du har en fagforening, der helt målrettet kæmper for DIT fag, at andre faggrupper ikke får den gode ide at overtage pågældende funktion, og dermed, en funktion af gangen, at gøre dig og din profession mere og mere undværlig. De gule fagforeninger ønsker individuelle forhandlinger, og ikke overenskomster, men da postbuddenes fagforening fik den gode ide, at buddene kunne opkvalificeres til at tage blodprøver på ældre mennesker, når de nu alligevel kom ud på hjemadresserne, var det kun fordi bioanalytikernes fagforening forhindrede det, at den ide ikke blev ført ud i livet. Havde bioanalytikerne sikret sig individuelt, er det svært at se, hvem der skulle have stillet sig i vejen på den samlede gruppes vegne.

I Danmark har vi Den Danske Model, som meget forenklet går ud på, at repræsentanter for hhv. arbejdstagere og arbejdsgivere (og i nogle tilfælde staten) sætter sig sammen, og forsøger at skrue arbejdsmarkedet sammen på en måde, så alle får mest af det, de gerne vil have. Det fungerer, fordi alle parter repræsenterer en gruppe, og dermed har magt til at give og tage på hele gruppens vegne.

Fordi de gule fagforeninger ikke forhandler overenskomst med hovedorganisationerne, lukrerer de udelukkende på de resultater, som de røde fagforeninger bruger mange, mange penge og ressourcer på at forhandle hjem. Skåret ind til benet betyder det, at de gule fagforeninger aldrig kommer til at forbedre dit fags rettigheder, for de sidder ikke med ved bordet, og kommer ikke til det, så længe de ikke repræsenterer en gruppe, som de kan forhandle på vegne af.

Mange tænker: “Nå ja – men hvis rettighederne er de samme, og jeg kan spare penge, så er det vel mig der vinder?” Forkert. For jo flere, der flytter fra de røde fagforeninger til de gule, desto mindre bliver den gruppe, de røde repræsenterer, og det påvirker deres indflydelse. Strength in numbers og mangel på samme. Og det betyder, at næste gang, der skal forhandles overenskomst, så står fagforeningerne – og dermed arbejdstagerne – dårligere, og det vil kunne ses på de resultater, de kan forhandle hjem. Hvilket *også* rammer dem, der er gult organiserede, fordi de som nævnt bare sætter sig ind på bagsædet af bilen, uden spytte i kassen til brændstof, forsikring og slitage. Problemet bliver for alvor stort, hvis tilpas mange melder sig ind i de gule, da fagforeningerne så mister retten til at forhandle, fordi de ikke længere repræsenterer størstedelen af arbejderne – og dermed kan arbejdsgiver selv bestemme løn og arbejdsforhold efter forgodtbefindende. Mon ikke det får betydning for barsel, helligdagsbetaling, 6. ferie-uge, omsorgsdage, beskyttelse v. sygdom, efteruddannelse osv.?

Og når arbejdsmarkedets parter sætter sig til forhandlingsbordet, er det jo ikke sådan, at arbejdsgiversiden starter med at smække den gamle overenskomst i bordet og sige: “Nå venner. Hvor må vi tilbyde at giver jer flere goder, end I allerede har?” Når parterne sætter sig, bliver alt, hvad man tidligere har indgået aftaler om bragt tilbage i spil, så de rettigheder du har gennem din overenskomst i dag, er ikke sikret længere, end til næste overenskomstforhandling.

Ovenstående handler om dine grundvilkår; dvs. alt det, du bygger dit liv og din hverdag op omkring. Det ser skidekedeligt ud, når man læser om det i avisen, men det er simpelthen så vigtigt at forstå, at det handler om helt lavpraktiske forhold i dit liv – f.eks. hvor længe, du har råd til at gå hjemme med din lille, nye baby.

Men fagforeninger er også vigtige, når tingene ikke går, som de skal, som hvis du f.eks. bliver fyret, fordi du er kommet til at sige til din chef, at du synes, Nickelback er et latterligt dårligt band, eller har fået små børn og derfor ikke er så fleksibel længere, når det kommer til “interessetimer” som Malthe og Malou fra marketing på hhv. 21 og 23 år. Eller hvis du finder ud af, at du ikke har fået den løn, du egentlig har ret til. For de gule fagforeninger ikke adgang til det fagretlige system. “Men hvad betyder dét, Linda?” Jeg er glad for, at du spørger. Det betyder, at de gule kører de få sager, de tager gennem de civile domstole, hvilket i yderste konsekvens betyder, at du selv risikerer at skulle køre betale sagsomkostningerne, hvis du taber din sag. Og selvom de gule i hvert eneste (fucking) radioindslag insisterer på, at der er samme faglige tryghed hos dem, som ved de røde fagforeninger, er det simpelthen ikke rigtigt. I en undersøgelse, lavet af en advokat for 3F, kunne man se, at der i 2011/12 “ved landsretterne og Højesteret blev ført 45 skadesager, hvor en lønmodtager krævede erstatning af sin arbejdsgiver på grund af eksempelvis dårligt arbejdsmiljø. 9 ud af de 45 sager er rejst uden medvirken af en fagforening. Af de resterende sager tegner traditionelle forbund under hovedorganisationerne LO og FTF sig for de 35. Fagforeningen Danmark, der er en del af Det Faglige Hus, har ført én sag.”

Hvis nogen har kommentarer, gode eksempler osv. er man mere end velkommen i kommentarfeltet. Man må – som altid – gerne være uenig; nuanceret debat har aldrig skadet nogen, men vær søde at huske at tale ordentligt til hinanden.

Og en sidste ting: Jeg vil forfærdelig gerne, at dette indlæg og kommentarfeltet hertil reelt kan bruges som information til dem, der har opgivet at interessere sig for emnet. Derfor: Hvis noget af det, jeg har skrevet, kan misforstås eller formuleres bedre, skal man skrive det, og jeg vil meget gerne appellere til, at man bruger sin sunde fornuft, inden man fremsætter påstande i kommentarfeltet. Både når man er enig og uenig. Det er simpelthen for nemt at diskvalificere hele debatten, hvis den bygger på for meget hear-say og enkeltmandshistorier om engang i 1978, hvor man ringede til sin fagforening, og ingen tog telefonen.

Den her sag er for vigtigt til at smide på gulvet på grund af retorik og misforståelser og sponsorerede indlæg.

Egentlig havde jeg planlagt at lave mit M2018-indlæg i dag, og har også punkterne parat. Projektet føles ikke mindre vigtigt efter at jeg onsdag fik 9 – altså ikke 6, 7 eller 8 men: 9 – stenslag i min forrude, da en lastbil på motorvejen smed to sten af læsset og jeg greb dem med forruden.

Torsdag var vi på vej hjem, da lampen i instrumentbrættet, som man ikke gider at se lyse op, trak i sine bedste og klareste lumen, og displayet hjælpsomt informerede mig om, at der var “Engine fail – repair needed”.

Jeg tilbragte torsdag aften med at padle rundt i en uskøn sø af frustrationstårer og rødvin, og et underskudsudløst raseri over følelsen af, at jo mere, jeg gør for at løse mine problemer, jo flere forhindringer opstår der.

Men natten til fredag lå jeg alligevel og tænkte. Længe. For det er ikke mere end fire måneder siden, jeg sad på sygehuset og var knugende angst. Både for, hvad det var, jeg havde fundet i brystet, og for hvad det var, der fik Frida til at blive så svimmel, at hun ikke kunne stå på benene.

Noget af det, der fyldte meget for mig i den periode, var afmagten over intet at kunne stille op; at være prisgivet en skæbne og en situation, jeg ikke kunne gøre det fjerneste for at påvirke eller ændre udfaldet af.

Dengang tænkte jeg, at bekymringer for resten af mit liv ville være delt ind i kategori A, B og C.

A er dem, jeg sad med på daværende tidspunkt: Bulldozere, der truer med langsomt og kompromisløst at køre hen over alt, hvad du havde forestillet dig, din fremtid skulle indeholde, og hvor det eneste, du kan gøre, er at vente i afmagt.

B er dem, der stresser og bekymrer, men hvor der ikke er liv og førlighed involveret.

Og C er dem, der i et store perspektiv, reelt ikke betyder noget.

At være presset på økonomi er en B’er, indså jeg torsdag nat. For uanset hvad der sker; uanset hvor galt det går, og om vi om 2 år sidder i en et-værelses lejlighed i fugtbefængt ghetto i forstaden, med buskort og frisurer, vi har fremmanet med en neglesaks, så ved jeg, at det bliver noget, jeg rejser mig fra og får det bedste ud af. Jeg ved, at bekymringer af den slags fylder det, man lader dem fylde, og at der, når vi lige har nivelleret, vil være kaffe og irritation over regnvejr og situationer, hvor vi griner, så vi får ondt i maven, og at vi, når vi gør, vil være forskånet for det ubarmhjertige ryk tilbage til virkeligheden, der følger med sorg.

Derfor blev fredag faktisk en fin dag, selvom værkstedet kunne fortælle mig, at det er katalysatoren, der er gået i stykker, og jeg ved, at det ikke bliver billigt. Det er ydre omstændigheder. Det skal nok gå.

Fredag aften fik jeg besked om, at min tidligere kollega Anders Tesgaard endelig fik lov at give slip. Han skal ikke tales ind i venskaber i døden, som han ikke havde i livet, og Anders og jeg har aldrig været andet end gode kolleger, men måske fordi jeg havde brugt et døgn på at tænke på livet og på, hvor vigtigt det er at sortere larmen fra, ramte hans død et sted i mig, der var rent og hvidt og blottet. Jeg har aldrig mødt et menneske, der fik to så modsatrettede poler til at gå op i en højere enhed, for han er på én og samme tid den mest frie sjæl og det mest (selv)disciplinerede menneske, jeg nogensinde har mødt. Var. Mine tårer er for hans familie og venner, som har måtte tage afsked med ham over så lang en periode, men for dig, Anders, vil jeg ikke græde. Jeg vil i stedet sende dig en tanke, når jeg kigger på himlen i aften, og ønske dig god tur videre. Må den næste del af rejsen være langt mere i din ånd, end de sidste par år har været.