For nogle måneder siden bad jeg om at få lavet en sensorisk profil af Anton. Min fornemmelse er, at han bruger mange, mange kræfter på at være i skole og på at være sammen med andre mennesker, og reaktionerne kommer, når han kommer hjem. Det må han gerne – det skal han – for jeg er den pude han skal slå i, og jeg stiller hellere end gerne op.
Lige nu går han, som jeg tidligere har nævnt, i en særlig tale-høreklasse på en skole i byen, og i SFO på den lokale skole; ideen er, at det skaber en tilknytning til nærmiljøet og fordi behovet for at blive i tale-høreklassen vurderes fra år til år, og er et tilbud, der kun går til og med 2. klasse, ved vi, at han på et tidspunkt skal “hjem” og gå i skole.
Jeg har efterhånden lært, at den eneste brobygger-faktor i denne ligning er mig. Hvis ikke jeg tager hånd om de udfordringer, der trækker op i horisonten, er der ingen, der forholder sig til dem, og jeg ved allerede nu, at uanset om Anton kommer til at gå inde i byen de næste 3 år, eller om han starter her efter sommerferien, så kommer det til at koste kræfter for ham at omstille sig. Derfor vil jeg gerne begynde at øve, hvordan jeg kan hjælpe ham med at rumme verden, når den forandrer sig, så han får de bedste betingelser for at trives og vokse og lære.
Fysioterapeuten, der er tilknyttet Antons klasse, og som er hende, der har lavet den sensoriske profil, sendte mig i går papirerne med konklusionen på undersøgelsen, så jeg lige kunne læse dem, inden mødet i morgen.
Og som hver eneste gang, jeg får hans udfordringer beskrevet, sort på hvidt, fik jeg ondt i maven og tårer i øjnene. Også selvom det er mig selv, der har bedt om at få lavet udredningen. Det er simpelthen så svært at se min fine dreng, der rummer hele livet selv, reduceret til indsatsområder, og det gør umådeligt ondt at blive mindet om, at selvom han har rykket sig himmelstormende mil, så er der stadig både snubletråd og bjørnefælder i det landskab, han betræder.
Men i går var heldigvis også første gang, Anton skulle prøve Taekwondo – noget, han har snakket om længe, og som jeg derfor syntes, at han skulle have lov at prøve.
Kæmpesucces.
Hvordan nogle forældre kan deltage i den slags med værdigheden i behold, er beyond me, for jeg måtte rode i tasken efter “vand” og “læbepomader” flere gange undervejs. Han var et halvt hoved mindre end alle andre på holdet og fordi det var en prøvegang, var han selvfølgelig ikke iført dobok. Så billedet er 15 børn i store, hvide dragter, og så lille, spinkle, sortklædte Anton, der var så ivrig og genert og begejstret, at han blev nødt til at hoppe op og ned på stedet, mens han kiggede på træner Alex, som jeg forestiller mig, at israelitterne må have kigget på Moses, da han delte Det Røde Hav.
Det var simpelthen så godt, at vi var afsted, fordi det hjalp mig med at huske, at papiret ikke definerer ham eller fortæller det fjerneste om, hvem han er, og når først jeg husker det, kommer jeg også altid i tanke om, at vi er omgivet af mennesker, der gør alt, hvad de kan for at hjælpe ham med det, der driller.
Vi er heldige.
Mest mig. For jeg har ham her:
(Ps: Boglisten er opdateret med thrilleren “Søster”)
Dejlig ærlig beretning, som vækker så mange minder og følelser, fra Frederiks lignende forløb. Fedt du deler og kram til jer.
Tak, Line. Jeg kan stadig huske, da vi sad på et hemmeligt sted og snakkede om det. Det er faktisk rigtig rart at høre om andre forløb fra mennesker, man kender <3
Hey you.
Hverken situationerne eller de skønne drenge er ens (overhovedet) men hvis jeg prøver at forholde mig til “Fordi det hjalp mig med at huske, at papiret ikke definerer ham eller fortæller det fjerneste om, hvem han er”-delen, vil jeg alligevel tillade mig at nævne min kære lillebror. Han har Aspergers, ADHD, og så var han i flere år svært depressiv, hvilket betød, at han ikke kunne følge en normal skolegang (og i lang tid bare var derhjemme i sin seng…) det var så iffing hårdt, og jeg græd, og jeg græd, og jeg havde svært ved at abstrahere fra de diagnoser og “vanskeligheder”, og jeg tænkte bare ‘fåck, min bror er autist, hvad skal det nogensinde blive til?”, men så en dag fandt han ud af, at han var herre god til sådan noget med biler. Spol 8 år frem: Han er 22, snart færdiguddannet mekaniker, den bedste på sin årgang, og så er han både bilejer og husejer.
Men igen… hans og Antons historier er ikke sammenlignelige, så det, jeg ganske kluntet gerne vil frem til, er, at ALT blev meget bedre, da vi stoppede med at sammenligne, fokusere på bogstaver og indsatsområder og i stedet kiggede på drengen, og hjalp ham til at finde ud af, hvad han var god til, og hvad han kunne blive lykkelig for.
Og det er vel også, hvad du selv konkluderer. Så egentlig vil jeg nok bare sige: hold fast i det. Seriøst.
Det er simpelthen sådan en fin kommentar, Karoline, og selvom historierne er forskellige, er det SÅ. VIGTIGT at der bliver fortalt historier om børn, der kæmper, som ender godt. For det kan man godt blive i tvivl om, når man står lige midt i det, og hvis virkeligheden kun udgøres af katastrofe-beretninger, bliver det svært ikke at drukne i modløshed og afmagt. Så tak for din ærlige kommentar. Den er værdsat <3
Din store, fine og skønne dreng er så heldig, at han har dig også. Jeg fik lige en lille smule ondt i maven, for man vil bare så gerne, at ens barn skal have det godt. Altid. Og tanken om, at de kæmper, er hård. Men jeg er sikker på, at han har den allerbedste støtte i dig, og jeg er glad for, at du fik sådan en god påmindelse om alt det fantastiske, han er og kan.
Som fast læser har jeg været med herude på sidelinjen, siden før han blev født, og fra det lille vindue ind virker han i hvert fald som den dejligste dreng ❤️
Det er så vildt, Trine. Godt hængt på og tak fordi du læser med <3
Og tak for kærlig hep - det varmer med et klap på skulderen, når man er lidt i knæ.
Kh
Linda
Hvor er I heldige at I har hinanden, du og Anton ❤
Det synes jeg virkelig også <3
Dejligt at høre, at taekwondoen er et hit!
Meget! Jeg håber, at det ikke bare var nyhedens interesse, for jeg tror virkelig, at det kunne være noget, han på sigt kunne få meget glæde af <3
Tak tak tak fordi du delte det. Stort og ærligt🙏🏾
Kender en del i den taekwondo Klub og de er nogle gode mennesker. Sig til hvis jeg skal trække i nogle tråde eller dele erfaringer mht sporten.
Kun god karma herfra
🙏🏾💋
Du er så sød, Peter. Du får et ekstra kram i morgen <3
Jeg kan stensikkert ikke sige noget som kloge og søde læsere ikke allerede har skrevet, men min første tanke var også, at han er noget så umådelig heldig at han har dig. Og at I har hinanden. Og så tænker jeg, at det var meningen, at lige præcis denne guldklump havnede netop hos dig. Verdens heldigste kartofler, som stensikkert på et tidspunkt klarer både bjørnefælder og snubletråde. ❤️❤️❤️
Det tænker jeg faktisk også somme tider; at det er en del af en større tegning, som jeg ikke kan se, derfra hvor jeg står. For det føles somme tider lidt skæbnebestemt. Under alle omstændigheder ligger der i hvert fald masser af muligheder for at udvikle sig som menneske og for at forholde sig til, hvad man mener er Det Vigtige i livet, når man ikke følger helt den samme sti som flertallet <3
Stærke mor-ord og umådelig kærlighed.
Og hvis du kan lide “Søster”, så prøv også “Efter branden”
Den er øjeblikkeligt sat på listen – tak for heads up.
Kh
Linda
Jeg kan ikke engang komme igennem læsningen af din tekst med værdigheden i behold. Din beskrivelse af din lille glade hoppende dreng trak lige en tåre 🙂
Han lyder som en super skøn dreng. Og hvor er du en kærlig og omsorgsfuld og ansvarlig mor, der virkelig kan se sin dreng for alt han er. Det er efter min mening en kæmpe gave til et barn, at ens forældre virkelig kan se en, som den man er.
Hvor er du sød, Vibeke. Tusind tak.
Og jeg håber sådan, du har ret; at det kommer til at gøre en forskel på den lange bane, for ham, at jeg har lukket ørerne for velmenende råd og hurtige diagnose-typer, og i stedet har insisteret på at tvinge alle til at se HELE ham. Han er sin egen, men det fineste lille menneske, og det bedste selskab, hvis man lader ham folde sig ud <3
Hej.
Tak. Her er det faktisk børnehaven der har ønsket en sensorisk profil og jeg har det lidt blandet. På den ene side tænker jeg godt hun kan have nogle udfordringer. På den anden side er de heller ikke altid så gode til at fange hvad der foregår i hende. Hjalp det jer?giver det mening? Her har vi ventet næsten et år..der er ventetid. Mvh. Stinne
Jeg synes, at det giver virkelig god mening at få. Dels fordi man giver sig selv bedre muligheder for at hjælpe dem der, hvor de reelt har behov, men faktisk også fordi det giver dig en vej ind til fagfolkene. Min Anton er ikke udadreagerende – han tuner bare ud. Det betyder, at hans udfordringer ikke rigtig “fylder” når han er sammen med børn, der har en mere udadreagerende adfærd, og derfor er det nemt at glemme, at han også har brug for ekstra støtte til nogle ting. Faktisk var en af de første kommentarer fra hende, jeg var til møde med i dag, at lærerne på skolen selv havde givet udtryk for, at de pludselig kunne se nogle områder, hvor han kunne hjælpes bedre nu, fordi de gennem min forespørgsel var blevet opmærksom på nogle udfordringer, som de ikke før havde bemærket. Så jeg synes klart, at du skal gøre det. Hvis det er fordi du frygter, at hun bliver stemplet som “problem”-barn, hvis du siger ja, vil jeg sige, at det på ingen måde er min oplevelse. Og nu ved jeg ikke, om hun er jeres første barn, men efter jeg har fået Frida, kan jeg tydeligt se, at noget af det, jeg synes, pædagogerne overreagerede på ift. Anton, faktisk var reelt nok. De ser så mange børn, at det godt kan betale sig at lytte, når de påpeger, at der er noget, der ikke helt følger standard-kurven.
Hvis du har brug for uddybning eller flere detaljer, skriver du bare, enten her eller på mail, ikke?
Kh
Linda
Du er den sejeste mor. Og Anton er den sejeste Anton. I er et godt team, og der er så meget ud over handleplaner og indsatsområder. Skriver jeg, med tårer i øjnene. Puha, jeg er blevet grådlabil af at få børn 🙂
Åh din smukke fortælling om din dejlige dreng får mig til at rode efter “vand” og “læbepomader” i tasken i S-toget. Kærligheden lyser ud af teksten. Du er heldig med ham – og han med dig.
Kære Linda
Som læser af din blog igennem mange år har jeg læst dine indlæg omkring din skønne søn Anton i alle årene. Jeg har ofte tænkt, at hans udfordringer har mange ligheder med min søn. Forskellen er blot, at min søn er 10 år ældre end din skønne knægt. Da jeg i sin tid søgte information, råd og hjælp var der ikke meget at finde på nettet. Vi var heller ikke omringet af dygtige fagfolk, der kunne se og gennemskue min søns udfordringer. I dag er han en super skøn knægt på 16 år, der går på efterskole.
I min frustration startede jeg en blog, som jeg har tilladt mig at lægge et link til her. Her har jeg skrevet mere end 200 personlige og faglige indlæg i en periode på 4 år. I dag er det en af Danmarks mest læste blogge i forhold til sanseintegration, sensoriske udfordringer og om sensitive børn. Måske har du lyst til at læse med?