Sammen *er* du stærkere

Lige nu kører Krifa en kampagne gennem forskellige bloggere, hvor temaet er “Brok” og indlæggene rundt omkring er sponsorerede; altså købt og betalt reklame. Fordi det er tilfældet, starter vi lige med en disclaimer:

Jeg får ingenting for at skrive dette indlæg, og ingen har prikket mig på skulderen.

Når jeg skriver det, handler det om, at jeg simpelthen ikke kan holde ud, at ingen nævner ulemperne og de vanvittig store konsekvenser, der kan få for os alle sammen, hvis det lykkes de gule fagforeninger at udradere fagforeningerne.

Nogen vil have legitime grunde til at ønske, at de gule får mere vind i sejlene, og det er ikke dem, jeg forsøger at ramme med dette indlæg. Nedenstående er mit forsøg på at nå dem, der træffer deres valg af fagforening ud af uvidenhed, og som dermed ikke ved, hvad de er ved at sætte over styr.

Fagforeninger er, som navnet siger, en “forening af fag”. Og allerede her støder vi på den første forskel på de gule (Krifa, Det Faglige Hus osv.) og de røde (HK, 3F, SL osv.) For der er en grund til, at de røde fagforeninger er delt op. Hvis jeg som tegnsprogstolk ringer til Dansk Metal for at melde mig ind, vil jeg venligt, men bestemt blive taget i hånden og fulgt over til nogle mennesker, der ved mere om, hvad jeg foretager mig, end dem, der repræsenterer rørlæggere, mekanikere osv. De gule fagforeninger forener ikke fag. Tværtimod. De reklamerer selv med, at de repræsenterer alle faggrupper – hvordan det kan være et argument at fortælle, hvor tyndt et lag, man skal smøre sin ekspertise ud over for at dække hele kagen, kommer jeg aldrig til at forstå. De gule fagforeninger er virksomheder, hverken mere eller mindre, og det er bare virkelig vigtigt at gøre sig 100% klart.

Til dette aspekt hører også, at der i vores alle sammens fag er opgaver, som måske ikke kræver specifik viden/uddannelse at varetage. Her er det kun fordi du har en fagforening, der helt målrettet kæmper for DIT fag, at andre faggrupper ikke får den gode ide at overtage pågældende funktion, og dermed, en funktion af gangen, at gøre dig og din profession mere og mere undværlig. De gule fagforeninger ønsker individuelle forhandlinger, og ikke overenskomster, men da postbuddenes fagforening fik den gode ide, at buddene kunne opkvalificeres til at tage blodprøver på ældre mennesker, når de nu alligevel kom ud på hjemadresserne, var det kun fordi bioanalytikernes fagforening forhindrede det, at den ide ikke blev ført ud i livet. Havde bioanalytikerne sikret sig individuelt, er det svært at se, hvem der skulle have stillet sig i vejen på den samlede gruppes vegne.

I Danmark har vi Den Danske Model, som meget forenklet går ud på, at repræsentanter for hhv. arbejdstagere og arbejdsgivere (og i nogle tilfælde staten) sætter sig sammen, og forsøger at skrue arbejdsmarkedet sammen på en måde, så alle får mest af det, de gerne vil have. Det fungerer, fordi alle parter repræsenterer en gruppe, og dermed har magt til at give og tage på hele gruppens vegne.

Fordi de gule fagforeninger ikke forhandler overenskomst med hovedorganisationerne, lukrerer de udelukkende på de resultater, som de røde fagforeninger bruger mange, mange penge og ressourcer på at forhandle hjem. Skåret ind til benet betyder det, at de gule fagforeninger aldrig kommer til at forbedre dit fags rettigheder, for de sidder ikke med ved bordet, og kommer ikke til det, så længe de ikke repræsenterer en gruppe, som de kan forhandle på vegne af.

Mange tænker: “Nå ja – men hvis rettighederne er de samme, og jeg kan spare penge, så er det vel mig der vinder?” Forkert. For jo flere, der flytter fra de røde fagforeninger til de gule, desto mindre bliver den gruppe, de røde repræsenterer, og det påvirker deres indflydelse. Strength in numbers og mangel på samme. Og det betyder, at næste gang, der skal forhandles overenskomst, så står fagforeningerne – og dermed arbejdstagerne – dårligere, og det vil kunne ses på de resultater, de kan forhandle hjem. Hvilket *også* rammer dem, der er gult organiserede, fordi de som nævnt bare sætter sig ind på bagsædet af bilen, uden spytte i kassen til brændstof, forsikring og slitage. Problemet bliver for alvor stort, hvis tilpas mange melder sig ind i de gule, da fagforeningerne så mister retten til at forhandle, fordi de ikke længere repræsenterer størstedelen af arbejderne – og dermed kan arbejdsgiver selv bestemme løn og arbejdsforhold efter forgodtbefindende. Mon ikke det får betydning for barsel, helligdagsbetaling, 6. ferie-uge, omsorgsdage, beskyttelse v. sygdom, efteruddannelse osv.?

Og når arbejdsmarkedets parter sætter sig til forhandlingsbordet, er det jo ikke sådan, at arbejdsgiversiden starter med at smække den gamle overenskomst i bordet og sige: “Nå venner. Hvor må vi tilbyde at giver jer flere goder, end I allerede har?” Når parterne sætter sig, bliver alt, hvad man tidligere har indgået aftaler om bragt tilbage i spil, så de rettigheder du har gennem din overenskomst i dag, er ikke sikret længere, end til næste overenskomstforhandling.

Ovenstående handler om dine grundvilkår; dvs. alt det, du bygger dit liv og din hverdag op omkring. Det ser skidekedeligt ud, når man læser om det i avisen, men det er simpelthen så vigtigt at forstå, at det handler om helt lavpraktiske forhold i dit liv – f.eks. hvor længe, du har råd til at gå hjemme med din lille, nye baby.

Men fagforeninger er også vigtige, når tingene ikke går, som de skal, som hvis du f.eks. bliver fyret, fordi du er kommet til at sige til din chef, at du synes, Nickelback er et latterligt dårligt band, eller har fået små børn og derfor ikke er så fleksibel længere, når det kommer til “interessetimer” som Malthe og Malou fra marketing på hhv. 21 og 23 år. Eller hvis du finder ud af, at du ikke har fået den løn, du egentlig har ret til. For de gule fagforeninger ikke adgang til det fagretlige system. “Men hvad betyder dét, Linda?” Jeg er glad for, at du spørger. Det betyder, at de gule kører de få sager, de tager gennem de civile domstole, hvilket i yderste konsekvens betyder, at du selv risikerer at skulle køre betale sagsomkostningerne, hvis du taber din sag. Og selvom de gule i hvert eneste (fucking) radioindslag insisterer på, at der er samme faglige tryghed hos dem, som ved de røde fagforeninger, er det simpelthen ikke rigtigt. I en undersøgelse, lavet af en advokat for 3F, kunne man se, at der i 2011/12 “ved landsretterne og Højesteret blev ført 45 skadesager, hvor en lønmodtager krævede erstatning af sin arbejdsgiver på grund af eksempelvis dårligt arbejdsmiljø. 9 ud af de 45 sager er rejst uden medvirken af en fagforening. Af de resterende sager tegner traditionelle forbund under hovedorganisationerne LO og FTF sig for de 35. Fagforeningen Danmark, der er en del af Det Faglige Hus, har ført én sag.”

Hvis nogen har kommentarer, gode eksempler osv. er man mere end velkommen i kommentarfeltet. Man må – som altid – gerne være uenig; nuanceret debat har aldrig skadet nogen, men vær søde at huske at tale ordentligt til hinanden.

Og en sidste ting: Jeg vil forfærdelig gerne, at dette indlæg og kommentarfeltet hertil reelt kan bruges som information til dem, der har opgivet at interessere sig for emnet. Derfor: Hvis noget af det, jeg har skrevet, kan misforstås eller formuleres bedre, skal man skrive det, og jeg vil meget gerne appellere til, at man bruger sin sunde fornuft, inden man fremsætter påstande i kommentarfeltet. Både når man er enig og uenig. Det er simpelthen for nemt at diskvalificere hele debatten, hvis den bygger på for meget hear-say og enkeltmandshistorier om engang i 1978, hvor man ringede til sin fagforening, og ingen tog telefonen.

Den her sag er for vigtigt til at smide på gulvet på grund af retorik og misforståelser og sponsorerede indlæg.

Published by

100 Replies to “Sammen *er* du stærkere

  1. Yes, we can! Og tak til dig. Især i disse tider, hvor mange bliver presset ud i usikre freelance-ansættelser, og forskellige faggrupper oplever decideret undergravende virksomhed fra politisk hold, gør få ting mig mere træt, end når folk hævder, at ‘gammeldags’ fagforeninger er overflødige. Som om lønmodtageres rettigheder blev blev skænket fra oven på stentavler!

    1. Jeg er i hvert fald nået frem til, at en del af opgaven, om vi vil det eller ej, hviler på os, ift. at få udbredt kendskabet til, hvad det egentlig er, fagforeninger gør og kan. Så du kommentarfeltet hos .. ja, hende, du linkede til? SHIT, det var alarmerende, hvor mange der ligeud skrev, at de ikke lige havde sat sig ind i det her med fagforeninger, (der var endda et par stykker, der ikke “lige havde brug for en”) og slet ikke var klar over, hvordan det hang sammen. Der ligger sgu en opgave der for vores generation. En ret stor en.

      Kh

      Linda

      1. TAK Linda! For fanden hvor er det vigtigt det her indlæg. Jeg ville ønske jeg kunne læse kommentarerne i indlægget hos, ja nu siger jeg det bare, Rock Paper Dresses, men jeg kan ikke finde indlægget. Jeg tror måske det er blevet fjernet.

        1. Det er blevet fjernet, ja. Det er både godt og skidt. Indlægget syntes jeg var problematisk, fordi et menneske med så meget indflydelse, skrev det og insisterede på, at fokus udelukkende skulle være på brok-delen og ikke Krifa og hvad de ellers står for. Men kommentarsporet var virkelig en hyldest til bloglæseres integritet. Både ift at være uenig i en ordentlig tone, men også fordi det udviklede sig til ikke kun at handle om fagforeninger, men også om etikken i, at en blogger reklamerer for noget, som hun viser sig ikke selv at være medlem af. Det kommentarspor ville jeg gerne have brugt mere tid på at begrave mig i. Der var mange muligheder for at blive klogere.

          1. Jeg brugte en time på det i går! Der var nogle virkelig vidende og velformulerede indvendinger mod indlægget, og de var efter min mening skrevet med fokus på bolden. Desværre blev stemningen til sidst lidt presset og tonen alligevel lidt skinger. Men det var ikke de læseres skyld, der brugte tid på at oplyse. Jo mere jeg læste RPDs svar, jo mere blev jeg overbevist om, at hun ikke har haft et clue om, hvilken hvepserede hun slog ind i, og ja, simpelthen måske ikke har haft viden nok om emnet. Længe blev der argumenteret med folks frie valg og ret til selv at vurdere, hvad der passer til dem – et sted endda at Krifas timing er heeelt tilfældig.

          2. Jeg ved ikke, hvor meget af det, jeg nåede at få med, men jeg var imponeret over, hvor ordentlige folk var, når man læste *hvor* uenige de også var.

            Jeg kan se, at flere på sociale medier spørger til, hvorfor indlægget er taget af, og bloggeren selv har svaret, at “Det er blevet besluttet at pille det ned”. Jeg må være ærlig og sige, at jeg synes, det er tyndt at lave noget, der skaber så meget røre, være meget uimodtagelig overfor indvendinger og så ellers bare lave snigeren ved at pillet det af, og forsøge at lægge afstand til det larmende hul ved at poste masser af nye indlæg. Det synes jeg faktisk er lidt respektløst overfor de dedikerede læsere, der har engageret sig.

          3. Jeg var også for en gangs skyld imponeret over et kommentarfelt – og ret rystet over graden af uvidenhed andre steder. Men det var opløftende at se noget sober, massiv modstand ift. sidst Krifa holdt bloggerfest (tror, det var tilbage i ‘16) med tilbud om stresstest, og de få kritiske røster døde i noget halvkvædet ‘tihi, det ved jeg jo ikke noget om, stress er bare noget værre skidt, ikke?’. De kan kalde sig apolitiske så meget, de lyster – deres blogs bliver brugt som platforme i en politisk kampagne, og jeg bryder mig IKKE om det. Så, nu blev jeg søreme helt ophidset igen.

          4. Det er faktisk også det, jeg bliver mest vred over; at de ved at vælge et emne, som de véd, at alle kan relatere til, som f.eks. stress og brok, får voldsomt meget taletid, uden egentlig at sige noget om, hvad de står for. For jeg er ikke mere frelst, end at jeg gerne vil høre andre gode ideer og argumenter. Selvfølgelig er der rasende meget ideologi i det her, og mange er født og opvokset med en bestemt “religion”, så ingen ændrer standpunkt fra det ene øjeblik til det næste. Men jeg bed mærke i, at der, de mange kommentarer til trods, var en forbløffende mangel på fortalere for de gule. Selv når vi diskuterer vacciner, er der nogen af dem, der er anti, som faktisk står op for det, de mener. Det manglede fuldstændigt her. Og det giver mig faktisk lidt håb.

        2. Linda og Ida – og over 100 læsere i kommentarfeltet hos RPD (ja, jeg nåede at læse og tælle), I er simpelthen de sejeste kvinder i blogverdenen, der roligt og sagligt står bomstærkt på vigtigheden af at være organiseret. Bevidsthed forpligter, og det viser I. Og Linda du viser igen igen hvordan komplekst stof kan formidles forenklet, uden at blive forsimplet. Tusind tak fordi du giver dig tid.

  2. Den eneste fejl, jeg kan se, er, at jeg ikke selv har skrevet det. Jeg har altid selv været medlem af en fagforening, det har jeg faktisk lært hjemmefra, min mors gamle fagforeningskort har jeg stadig liggende. Og jeg er stadig selv medlem af min, selv om jeg er pensioneret, man får reduceret pris.
    Det er bare et must at være medlem.

  3. Så enig – tak for et supergodt skriv 👍🏻 Så TR i en lille fagforening kunne jeg ikke være mere enig. Det er vigtigt at vi står sammen og ALLE hjælper hinanden for at få skabt de bedste forhold for både arbejdstager og arbejdsgiver.

    1. Jeg synes nemlig også, at det er en ret underbelyst faktor, at der faktisk er rigtig mange arbejdsgivere, som *også* sætter reguleringen af arbejdsmarkedet gennem den danske model og trepartsforhandlinger højt, fordi det er en vægtskål, hvor der hele tiden er værktøjer på begge sider af bordet, der modsvarer hinanden, så man kan bevare balancen.

  4. Jeg er 100 % enig med dig og er selv medlem af en rød fagforening. Der er dog et kæmpe problem med den danske model som vi meget sjældent hører om.

    Jeg arbejder i det private i en virksomhed, der ikke har overenskomst. Vi arbejder med vidt forskellige ting (IT, finans, kontor, support, marketing) og jeg kan ikke se at én fagforening vil kunne kæmpe for vores retttgheder, for vi hører hjemme i forskellige fagforeninger. Det betyder at jeg er beskyttet af funktionærloven og intet mere. Barsel er på et absolut minimum, pensionen så lav at den er ikke-eksisterende og vi har kun børns første sygedag. Der er masser af gode ting ved min arbejdsplads og jeg er glad for at være der, så jeg bliver af andre grunde.

    Men, jeg bliver simpelthen så træt når vi fx sammenligner barselsvilkår i Danmark med de norske og svenske, hvor barsel er lovbestemt og ikke en del af overenskomsten. Man får ikke automatisk en overenskomst ved at melde sig ind i en fagforening – rød eller gul. Det kommer fagbevægelsen desværre til at fremstille det som nogle gange.

    1. Hej Astrid.

      Tak for din kommentar, som afspejler en del af virkeligheden, som også findes.

      Min umiddelbare tanke er, at det stadig ikke ændrer på, at det er en rigtig god ide, at der er nogen, der står vagt om din profession på den lange bane. Ikke mindst fordi, at det jo ikke er givet, at du vælger at forblive ansat, hvor du er nu, resten af dit liv.

      Jeg er meget enig med dig i, at fagbevægelsen med stor fordel kunne sende en håndfuld medarbejdere på kursus i retorik og formidling. Jeg er f.eks. utrolig træt af, at de ofte debaterer ved at miskreditere de gule, i stedet for at fortælle, hvad de selv kan i stedet. Da jeg skrev dette indlæg, brugte jeg lang tid på at lede efter artikler, der kunne bruges som kilder, netop for at underbygge mine pointer, og et sted faldt jeg over en avis-artikel, hvor 3F i et sjældent anfald af klarsyn, blot havde sendt en opstilling af, hvordan en gruppe medarbejdere på en konfliktramt arbejdsplads var stillet, ift. mindsteløn, weekendbetaling osv. afhængigt af om de var organiseret hos de gule eller de røde. De tal talte jo med alt tydelighed for sig selv, og pointen var knivskarp og uimodsigelig, fordi den udelukkende bestod af tjek-bare tal. Jeg er SÅ træt af, at fagbevægelsen spiller bolden lige over i fødderne på de gule ved at være den store, der forsøger at tryne den lille, fordi det automatisk udløser noget sympati for underhunden. Det er unødvendigt, og det er dumt.

      Tak fordi du springer ind i debatten.

      Kh

      Linda

  5. TAK! Kan slet ikke holde ud, at så mange bloggere er hoppet på KRIFA bølgen. Og så midt i en tid, hvor der er sammenbrud i overenskomstforhandlingerne. Så tak for dette rigtig gode indlæg.

    1. Jeg kan se, at flere af dem har fjernet det igen. Jeg håber, at de følger det op med en forklaring, for de har simpelthen så stor indflydelse på de helt unge, så det ville være en fin gestus at bruge et indlæg på at videreformidle det, hvis de selv oplever at have flyttet sig pga. debatten, det første indlæg udløste.

      1. Jeg liket din kommentar SÅ meget. Jeg var selv en af dem der deltog i debatten i et kommentarfelt hos en af bloggerne, og var rigtig ærgerlig over at indlægget pludselig blev slettet uden nogen forklaring, så jeg håber virkelig også der kommer en opfølgning!

  6. Tusind tak. – hvor er det er godt indlæg! Jeg læste en Krifa-prisning forleden hos en anden blogger, som ellers er supergod og reflekteret, og jeg tabte kæben! At sælge de gule på at vi må adressere brok på arbejdspladsen er da at fremstille sagen med et helt forkert perspektiv. Jeg er selv i en ‘rød’ – jeg kan ikke holde ud ikke at være solidarisk med andre i mit fag og jeg er så taknemmelig for alle de goder min og andre fagforeninger har kæmper sig til gennem årene. Så selvom jeg tror jeg aldrig får brug for min fagforening (tror de fleste af os ikke det???), så kan jeg ikke være andet bekendt!!

    1. Er det ikke lidt forsikringssnakken om igen? Jeg troede, det var løgn, da jeg for 10 år siden begyndte at høre om unge, der ikke tegnede forsikringer, fordi “de ikke havde brug for det”. Der er noget helt grundlæggende formidling om solidaritet og det at sikre sig i fremtiden, selvom man ikke mener, man har brug for det i nutiden, der er gået fuldstændig tabt.

  7. Jeg er ansat på et større offentligt sted og har således en tillidsrepræsentant som også har kunne hjælpe med nogle af de spørgsmål jeg har haft i forhold til barsel og nedsat tid osv.

    Tidligere har jeg været privat ansat og i den forbindelse er der ikke, som en anden skriver, overenskomst der gælder. Her fulgte man dog en. Tilgengæld kunne jeg via min faglige organisation få sparring i forhold til min kontrakt så jeg ikke, som ikke jurist, indgik i noget der ikke var gennemtænkt.
    Desuden giver min faglige organisation også mulighed for kurser,virksomhedsbesøg osv.som er relevant for netop mine kompetencer.

    1. Der er masser af relevant hjælp at få – også hvis man forhandler en lokalaftale, hvilken jo netop forudsætter et ret indgående kendskab til det fagområde, man arbejder på.

      En lille ekstra ting er, at man jo også med en TR, som har en fagforening at læne sig op af, også får en medarbejder på arbejdspladsen, der får et mere og mere indgående kendskab til regler og love, der gælder på området, og man får på den måde en slags superbruger på arbejdspladsen, hvilket er en kæmpefordel. På en af mine tidligere arbejdspladser, endte HK og jeg med i fællesskab at rejse en sag om manglende løntillæg, der endte med at give hver eneste medarbejder mellem 5.000 og 15.000 kroner. Det kunne jeg aldrig have gjort selv, og fordi det omhandlede noget ret fagspecifikt, har jeg svært ved at se, hvordan en jurist uden fagkendskab, skulle have hjulpet mig her.

  8. Virkelig godt skrevet. Jeg ville ønske at dette her var noget man lærte i skolen (sammen med de 100 vis af andre ting der handler om almen dannelse).

  9. Som HR-menneske er jeg virkelig glad for at du belyser og informerer om hvad den danske model er, for den er lidt kringlet. Og mange har vist ikke meget viden om det.
    Der var lige en enkelt ting i din tekst som jeg studsede over. Og det er at du skriver, at de gule ikke kan tegne overenskomst. Det kan de godt. Bare ikke med hovedorganisationerne. En privat virksomhed kan således godt tegne overenskomst med KRIFA/KA for eksempel. De gule er ikke medlem af hovedorganisationerne og det er dermed en helt anden liga (og på helt andre vilkår og ikke nær så sikkert). Men de har overenskomster med private arbejdsgivere.

    Så vidt jeg husker er det ikke første gang at KRIFA har en kampagne gennem bloggere og hver gang jeg læser noget, hvor en blogger lovpriser KRIFA, bliver jeg virkelig bekymret. Alle der læser med ukritisk, får jo et helt forskruet billede af, hvordan det danske arbejdsmarked fungerer.

    Jeg har flere gode venner, som har haft stor hjælp af deres fagforening i forhold til alt fra lønforhandling (hvor arbejdsgiver ikke ville give et overenskomstpligtigt tillæg) til opsigelselsesforhold, hvor arbejdsgiver forsøgte at løbe fra sit ansvar. Så derfor prædiker jeg altid. Den danske model er vigtig! Også selvom det måske kan være lidt forvirrende, hvad der er overenskomst, hvad der er lov og hvilke rettigheder man rent faktisk har.

    1. Præcis Heidi – det kan godt give mening at være medlem af en dyrere ‘rød’ fagforening af økonomiske grunde. Ved de indledende lønforhandling i min forrige stilling sørgede min TR for at jeg fik et kvalifikationstillæg, jeg ikke vidste at jeg kunne kræve på baggrund af mine kvalifikationer. Det gav mig netto knap 1000 kr mere om måneden og det er en del mere end min fagforenings kontingent koster 😉 Der var så vidt jeg ved ikke nogen gule repræsentanter lokalt på den arbejdsplads og jeg tvivler på at ledelsen ville have inddraget dem. Nå, men det her er jo faktisk bare en enkeltmandshistorie i stil med at man ringede i 1978. Men mere generelt kan man måske tilføje at der kan findes tillæg for nogle specifikke typer af arbejdserfaring, og hvorfor skulle man ikke ønske at få løn for det, man faktisk kan og kan bedre end andre nyansatte i samme stilling? Teoretisk set kan gule fagforeninger vel også give rådgivning om tillæg, men hvad ved de om dit fag og dit arbejdsmarked? Og nytter det noget hvis ikke der står en ledelseskendt TR lokalt og kan bakke op om at man har kvalifikationerne og desuden evt. kan argumentere på baggrund af hvem der ellers har fået samme tillæg i afdelingen/virksomheden? Kald det hvad du vil, men menneskelige relationer er vigtige på en arbejdsplads og det gør TR’ere uundværlige i en lønforhandlingssituation.

      1. Jeg er så enig, at jeg næsten har tårer i øjnene.

        Jeg synes faktisk også (det bliver måske lidt langhåret nu), at det er en ret væsentlig pointe, at man med tillidsvalgte og bare som almindelig medlem i en fagforening har mulighed for at arbejde for at ændre på det, man ikke mener bliver håndteret rigtigt, fordi det hele bygger på demokratiske valg og flertal. Den mulighed har du altså ikke, når “organisationen” er en virksomhed.

    2. Hej Heidi.

      Tusind tak for dit indspark med gode, relevante nuancer.

      Jeg har måske stirret mig blind på min egen tekst, men skriver jeg nogen steder, at de ikke kan? (Jeg spørger virkelig oprigtigt her, for jeg vil meget gerne rette, hvis jeg siger noget, der er faktuelt forkert.) Jeg har prøvet at holde teksten i store linjer, fordi jeg har en ide om, at en del af grunden til, at så mange mennesker ikke sætter sig bare lidt ind i det her er, at der er så få absolutter. Når de røde fagforeninger sætter noget på skrift, er der ofte så mange disclaimere (fordi virkeligheden ikke kan skæres ned til 10 punkter, der enten er sande eller falske), at jeg sommet tider tror, at budskabet går fuldstændig tabt.

      Skriv ENDELIG, hvis noget skal rettes for at være rigtigt, ok?

      Kh

      Linda

  10. Hold nu op, hvor er jeg MEGA glad for, at du har skrevet det her indlæg. Jeg kender godt forskellen på rød og gul, og har brugt mange timer på at diskutere (og forklare) med venner og veninder. Og jeg må indrømme, at mit hjerte er sunket lidt over Krifas kampagne via bloggere (omend det er en god PR idé med blogger reklamer).
    Tak tak tak for det her indlæg!

  11. Super godt du tag det op

    Tror det krifa (den er ihvertfald gul) brok reklame jeg er ved at brække mig over, den med nyt it systemkonsulent forsvundet dokumenter…. og så siger de indirekte at det skal du ikke brokke dig over det kun fordi du er utryg…. helt ærligt! Arbejdsredskaber der ikke virker er da klart brok berettiget. .. og gul fagforening ikke = tryghed … som jeg ser det.

    Er selv i en rød, og har tilsluttet mig pensions mm det var jeg super glad for da jeg blev syg, så syg at jeg ikke kunne overskue at søge deres syge pension efter jeg blev cyret, de mindede mig om det og jeg fik den nemt og hurtigt, bagud betalt fra jeg skulle have haft den tilmed 😄 det giver tryghed, selv deres revurdering af førtidspension tog under en måned, kommunen har nu brugt over 6 måneder……

    Selvfølgelig tager de ikke tlf 24/7 men de tager den da når der er tid… og ellers er der email.
    bonus er at min forening har mange små kontorer (1 i hver komune) til mindre ting og vejledning…. jeg kan gå hen til dem på 5 minutter.

    Det eneste tidspunkt jeg syntes den danske model nogle gange svigter er når arbejdsgiver bare venter på staten løser konflikten, og staten så gør det 100% til arbejdsgivers fordel… det burde være ulovligt. Jeg er meget spændt på de nye forhandlinger.

    1. Jeg tror, vi er mange, der følger med i spænding.

      Og det er en fin pointe, at der også er dele af den danske model/de traditionelle fagforeninger, der kunne forbedres. Det bliver tit et korstog, når fronterne er trukket så skarpt op, og jeg synes faktisk kun, at det bidrager til troværdigheden, når man ikke forsøger at forherlige alle dele af modellen, man som udgangspunkt tror på.

      Kh

      Linda

  12. Tak for et vigtigt indlæg. Jeg undrede mig også, da jeg så flere bloggere arbejde for KRIFA. Jeg er vild med min fagforening og har brugt den mange gange, både når jeg har været i arbejde, på barsel og arbejdsløs. De yder altid en kvalificeret hjælp, fordi de er specialister i at rådgive andre som mig. Betaler med glæde mit kontingent – selvom det er en af de dyreste fagforeninger.

    1. Og det er SÅ VIGTIGT, at man som menig medlem husker at fortælle sin historie, for det er jo deri, de fleste kan spejle sig. Det bliver altid meget fjernt og abstrakt, når man skal tage stilling ud fra de helt overordnede linjer i dagspressen, hvis man ikke har en klangbund af lavpraktiske, personlige oplevelser at basere sin holdning på.

  13. Jeg må indrømme, at jeg ikke ved hvilken farve min fagforening har, men jeg syntes dit er interessant. Og det fik mig til at sætte ord på nogle tanker omkring min egen fagforening, der er fagspecifik til det ekstreme, Tandlægeforeningen.
    Jeg er selvstændig tandlæge og – som alle erhvervsaktive tandlæger – medlem af vores fagforening, idet medlemskab er en forudsætning for at kunne arbejde under Sygesikringsoverenskomsten om tilskud til tandpleje. En overenskomst, der hvert 4. år forhandles mellem Regionerne og Tandlægeforeningen. (Og i øvrigt handler om, hvor meget tilskud fra det offentligt vores patienter får, ikke os som tandlæger, hvilket vi desværre ret tit får skudt i skoene af medierne. Især i øjeblikket, da vi pt ligger i overenskomstforhandlinger. Surt opstød er nu ovre. Undskyld.)

    Aaaanyway: Fordi alle tandlæger skal være medlem af den samme fagforening (både klinikejere, altså arbejdsgivere, og ansatte), giver det nogle situationer, hvor jeg har svært ved at se, hvordan begge sider af en konflikt kan blive repræsenteret lige godt. Som eksempel, når der opstår en konflikt mellem en virksomhedsejende tandlæge og en ansat tandlæge på barsel. Eller en ansat tandlæge, der har fået en usaglig opsigelse. Begge skal ringe til samme telefonnummer, men blot trykke hhv. ‘1’ for selvstændige og ‘2’ for ansatte.
    Det forekommer mig dybt godnat og problematisk, for begge parter. Men som nævnt gør Sygesikringsoverenskomsten at hverken ejere eller ansatte har et reelt valg i fagforening, så længe vi er erhvervsaktive.
    Der er ikke en egentlig konklusion på mit debatindlæg. Dette er blot en observation af, at den rene, faglig organisation i nogle tilfælde, måske ikke er den bedste til at repræsentere alle fagpersoner i pågældende fag ligeligt.

    1. Jeg har læst dit indlæg 6 gange nu, for jeg ville simpelthen så gerne have noget klogt at byde ind med, for det er da sindssygt relevant – og mærkeligt!? Men jeg må lægge mig fladt ned og sige, at det der kan jeg ikke gennemskue.

      Gid, der er en klog læser, der byder ind med noget, der kan få det til at give mere mening, for jeg kan slet ikke se logikken i det system.

      Uanset hvad: Tak fordi du skriver. Som skrevet i indlægget, vil jeg forfærdelig gerne, hvis vi alle sammen gik klogere ud af det her kommentarfelt, og her er der i hvert fald et område, hvor der hos mig er rigeligt plads til forbedring.

      1. Jeg må også indrømme, at jeg prøver ikke at tænke alt for dybt over det. Ellers får jeg grå hår.

        Min dybt subjektive konklusion er, at fagforeninger som Tandlægeforeningen og Lægeforeningen, som jeg går ude fra også skal dække en meget bred vifte af ansættelsesforhold under samme faggruppe – læger ansat i hospitalsregi, privatpraktiserende, speciallæger, læger på privathospitaler osv.) er nød til repræsentere hele deres faggruppe for at stå så stærkt som muligt overfor Regionen i deres respektive Sygesikringsoverenskomstforhandlinger.

        Tandlæger er som faggruppe en rigtig fin skurk, fordi vi arbejder i en del af sundhedssektoren med stor brugerbetaling, og hvor det offentlige tilskud er skruet sammen på en umanerlig kompleks måde, der er næsten umulig at forstå for folk uden branchekendskab.
        Især når overenskomsten forhandles, bliver der desværre virkelig kastet med mudder, gerne med pressens hjælp. Så jeg ser nok først og fremmest min fagforening som et ekstremt effektivt PR-bureau – og sætter dybt pris på deres arbejde.

        Brancheforeninger som Lægeforeningen og Tandlægeforeningen er selvfølgelig fagforeninger, der skal varetage deres medlemmers interesser. Men i mine øjne er deres primære funktion at repræsentere faggrupperne samlet overfor hhv. Regionerne og offentligheden. Dernæst kommer de ‘almindelige’ fagforeningsfunktioner som juridisk rådgivning. Og det bærer rådgivningen på disse områder så desværre præg af.

        1. Tusind tak for uddybning. Det giver fuldt ud mening, hvad du skriver, og faktisk sidder jeg og tænker, at tegnsprogstolke måske havde været i en lignende situation, hvis der var flere af os, fordi der også er noget med at meget af det, vi laver, selvom vi er privatansatte, er betalt af opgaver i offentligt regi.

          SÅ fedt med ny viden og ting at gruble over – tak!!

  14. Tusind tak for dette indlæg. Jeg er så glad for det. Det er skrevet helt enkelt, så alle kan forstå, hvorfor det er vigtigt, at vi står sammen. Jeg vil nok sende det rundt til mine kollegaer. Dem som ofte kommer og siger, at de overvejer at skifte for at spare penge. Kh HK’eren 😊

    1. Selv tak, Birgitte – det vil glæde mig voldsomt, hvis det kan få noget til at give bare lidt mere mening hos nogle af dem, der ellers har opgivet at forstå.

      Kh

      Linda

  15. Det her er interessant: Som privatansat cand.mag. får jeg lidt røde ører og bliver også lidt provokeret af dette indlæg. Men jeg vil gerne blive klogere…

    Jeg ‘kun’ arbejdet steder, hvor der ikke var overenskomst eller tillidsmænd på mit område.

    Som ny-uddannet og de første mange år efter var jeg medlem af en fagforening. Efter nogle år hvor jeg synes fagforeningen prøvede at putte mig ned i en af deres foruddefnierede kasser og aldrig rigtig kunne hjælpe mig, meldte jeg mig ud i trods og irritation.

    For et par år siden blev jeg medlem af Lederne. Men igen føles det mere som en ret dyr forsikring eller et solidarisk bidrag, når jeg nu arbejder et sted, hvor der ikke er overenskomster og alt er baseret på individuelle forhandlinger/aftaler.

    Så hvordan skal sådan én som jeg bruge min fagforening? Ser frem til at blive klogere.

    1. Jeg har et eksempel – arbejder selv i en mindre virksomhed i det private uden overenskomst, hvor man under barsel kun har ret til halv løn 4 uger før fødsel + 3 mdr efter (funktionærloven). Da jeg skulle på barsel, var min virksomhed ikke sikker på alle regler, og hvordan det præcis foregik med refusion osv, så jeg spurgte min fagforening til råds – de rådgav min arbejdsgiver – også om, at de faktisk kunne få refusion for en del mere end min halve løn, så de ville ikke tabe noget på at give mig næsten fuld løn de 4 uger + 3 mdr. Selvfølgelig kunne fagforeningen kun rådgive, ikke kræve noget, men da det var kæmpe win for mig og ikke en ekstra udgift for virksomheden, valgte de at følge rådgivningen. Så der var jeg glad for min fagforening 😀

    2. Hej Lene.

      Som Tina skriver (tusind tak for input, Tina), så er der stadig masser af hjælp at hente, både ift. rådgivning, men også hvis det kommer til, at nogen skal kæmpe din sag for dig. For mit eget vedkommende har jeg prøvet at være ansat i en virksomhed, der gik konkurs – det var min fagforening, der brugte de 8 måneder, det tog at rydde op i vores krav og tilgodehavender. Der vil også være mulighed for at du kan sparre med din fagforening, hvis du f.eks. skal ind og forhandle løn, tillæg osv. Fordi de har kendskab til din branche, vil de kunne give dig langt bedre kort på hånden ift. din konkrete forhandling, end hvis du bliver vejledt ud fra en generel praksis, der gælder alle faggrupper.

      Og endelig tænker jeg, at det er værd at huske, at du ved, hvor du arbejder i dag – men ikke, hvor du er om 10 år. Det er da værd at sikre sig, at nogen står vagt om din profession, og de generelle vilkår for dit fag, både for de kolleger, du har, der arbejder steder, hvor der er overenskomst, men også ift. at du måske selv engang bliver ansat et sted, hvor det kommer dig til gode.

      Tak for en fin og ærlig kommentar.

      Kh

      Linda

    3. Min mand blev sygemeldt med strsss, depression mm sidste år og kom “i kommunens kløer”. Deres primære opgave var at “hjælpe ham bedst tilbage i arbejde” naturligvis og kørte ham gennem et hav af regler. Her var det guld værd at kunne ringe til en i fagforeningen, der havde overskud, kendte reglerne og kun skulle hjælpe OS. Især når man ikke selv har overskud midt i sygdom og små børn til selv at læse hele beskæftigelsesloven.

      1. Dejligt med et konkret eksempel, som jeg er helt sikker på, at mange kan relatere til. Tak for input, Dorte.

        Kh

        Linda

      1. Og du er en fornøjelse i blogland, Linda. Har lige læst indlægget plus alle kommentarerne igen. Jeg bor – og arbejder – i udlandet, i et land hvor fagforeninger ikke er udbredte, så ved ikke vildt meget om modellen, men det er så spændende at læse om! Her er det meget sådan “hver mand/kvinde fir sig selv”.

  16. Nøj, for et godt indlæg! Jeg har selv kun guldrandede rosende ord tilovers for min røde fagforening, som har hjulpet mig rigtig meget, specielt da jeg blev syg. De reddede mig endda på et tidspunkt fra at blive hjemløs, da jeg havde det værst.

    Jeg har et enkelt informationsbidrag: Fagforening og a-kasse er ikke det samme. Man er ikke nødvendigvis i fagforening, selv om man er i a-kasse – og omvendt. Jeg har mødt chokerende mange mennesker, som ikke var klar over det.

    1. Hvor er det godt at høre! <3

      Og så fint at få den sidste del af din kommentar med. Det er somme tider svært at huske, hvad det er, man ikke ved, når man er "ny".

      Kh

      Linda

  17. Tak for fagligt rigtig fint indlæg og for at invitere til indholdsmæssig debat og åbenhed, hvis man mener, at det er behov for korrektioner. Det er det ikke, tænker jeg, men i disse dage, hvor fakta møder modvind, er det befriende, at du inviterer.

  18. Jeg er enig med Sanne, at det er rigtig fint at du ønsker en debat om fagforeninger på et sagligt grundlag.
    Jeg har dog en tilføjelse til det, som du skriver om overenskomster.
    En overenskomst er en privatretlige aftale mellem en fagforening og en arbejdsgiver/arbejdsgiverforening. En arbejdsgiver er ikke tvunget til at udlevere en kopi af overenskomsten til de lønmodtager, som der er ansat og omfattet af overenskomsten, og en fagforening vil kun udlevere ovenenskomsten til deres medlemmer. Man kan derfor som lønmodtager have en ansættelseskontrakt, hvor der er henvist til overenskomst, som man ikke kan få fat i, hvis man ikke er medlem af den fagforening, der har indgået overenskomsten.
    På baggrund af ovenstående, så har Krifa forhandlet sig frem til deres egne overenkomster.
    Forskellen på det almindelige domstolssystem, som de gule bruger, og Arbejdsretten, som de traditionelle bruger, er, at man ikke kan anke en afgørelse fra Arbejdsretten, mens en domstolsafgørelse fra byretten altid kan ankes til landsretten og i principielle tilfælde også til Højesteret. Krifa betaler iøvrigt sagskomstningerne, hvis sagen bliver tabt.

    Min største bekymring er, at der er en stigende gruppe lønmodtagere, som slet ikke er medlem af en fagforening og derfor er meget ringe stillet juridisk over for en arbejdsgiver.

    1. Hej Lene.

      Tak for din kommentar med tilføjelser – som jeg har lidt tilføjelser til:)

      Ift. det med at få udleveret en overenskomst hos en fagforening, man ikke er medlem af, vil jeg sige, at min oplevelse ude i real life er, at det er meget forskelligt fra medarbejder til medarbejder hos de respektive fagforeninger, om de vil sende den. På min sidste arbejdsplads, var folk organiserede 3 forskellige steder, og derfor var flere interesserede i at se overenskomster hos de andre – der var flere, der ringede til de samme fagforeninger, og nogen fik tilsendt, mens andre fik nej.

      Derudover er der også flere af fagforeningerne, der har flere af deres OK’er liggende online, hvor alle kan gå ind og læse dem. At/om det er derfor, Krifa laver OK’er forskellige steder, ændrer stadig ikke på de grundlæggende forskelle på de gule og de røde fagforeninger, som jeg har forsøgt at beskrive i indlægget, synes jeg, men derfor er det stadig en fin tilføjelse at få med, så tak for det.

      At de gule har adgang til de almindelige domstole og kan anke hele vejen op, hjælper ikke ret meget, når de ikke gør det, synes jeg. Følgende citat er hentet fra den artikel, jeg linker til sidst i indlægget:

      »Det må handle om økonomi, simpelthen. De gule vil ikke ofre tid og penge på at lægge sag an mod staten. Jeg har svært ved at se andre begrundelser,« siger advokat Søren Kjær Jensen fra advokatfirmaet Elmer & Partners til Avisen.dk.
      Kristelig Fagbevægelse anker alene sager om arbejdsgiverens ansvar i arbejdsskadesager ud fra en strengt juridisk vurdering, lyder det i et skriftligt svar fra formanden for Kristelig Fagbevægelse, Søren Fibiger Olesen:
      »Kristelig Fagbevægelse afslutter langt de fleste arbejdsskadesager ved forlig, eller vi anlægger sag ved byretten, og vi anker tabte sager, som vi ud fra en juridisk vurdering finder, der er belæg for at anke«.

      Hvis man primært indgår forlig, kommer der jo aldrig til at ligge domme på de principielle områder, som ellers kunne hjælpe andre, der ender i lignende situationer.

      Jeg er, helt ærligt, lidt i tvivl om, om jeg finder det mest problematisk at folk slet ikke organiserer sig, eller om de vælger de gule. Hvis de vælger de gule, udhuler de et system, hvor jeg stadig synes, jeg har til gode at se et reelt bud på, hvad de vil sætte i stedet. Hvis de kommende generationer vender ryggen til både de gule og røde, falder bunden ud af det hele, og så tænker jeg, at situationen er så uholdbar for samfundet generelt, at der skal gribes ind helt oppefra. Om man synes det er en god eller en dårlig løsning, afhænger nok lidt af ideologisk ståsted.

      Tak fordi du havde lyst til at engagere dig, og skriv endelig igen, hvis jeg har misforstået noget af det, du skriver.

      Kh

      Linda

  19. Tak! Du er sgu god! Som en anden læser ovenfor skrev, så findes der en række mindre og meget specialiserede fagforeninger, som hverken ser sig selv som rød eller gul. Min hedder Pharmadanmark, og varetager akademikere indenfor lægemiddelområdet. Jeg er meget bedre stillet hos dem end hos en af de traditionelle røde, da de virkelig kan arbejde og rådgive specialiseret, og jeg har aldrig så meget som overvejet at bekende mig til andre. Jeg støtter den danske model fuldt ud, selv om jeg ikke er traditionel arbejder. Men er det hyklerisk, når jeg samtidig er medlem af Pharmadanmark? Jeg kan se min fagforening er meget aktiv i lønforhandlinger og i forbindelse med masseafskedigelser, og en mindre del af foreningens medlemmer er offentligt ansatte, og derfor har de deltaget i OK den seneste tid. Jeg spørger fordi jeg simpelthen ikke VED det….

    1. Som jeg skrev til Henriette længere oppe, må jeg lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg ikke kender til de mindre, helt fagspecifikke områder. Men træder jeg et skridt tilbage fra hele farvesnakken, så er kernen i de røde fagforeninger jo netop en beskyttelse af fagene og af gruppen fremfor individet. Og ud fra det, du skriver, lyder det til, at det er de værdier Pharmadansmark arbejder ud fra.

      Hvis vi har nogle læsere med i feltet her, der ved mere om dette område, ville det være superfedt, hvis I vil bruge 10 minutter på at gøre os andre klogere.

      Kh

      Linda

    2. Hej Hanne,

      Det ved jeg!
      Pharmadanmark er udmærket og god – og arbejder sammen med fx Dansk Magisterforening (der er jeg) og IDA indenfor lægemiddelområdet. Min TR er fx fra PHarmaDK mens jeg er i DM. Jeg arbejder også med lægemiddelproduktion men har valgt DM – dels fordi jeg ikke gider pharmadanmarks meget høje kontingent ift DM og IDA og ikke gider den tvungne lønsikring, men istedet er glad for min fleksible.

      Fælles for de tre jeg nævner er at de alle tre er der vi som Ac’ere i lægemiddelindustrien (også den offentlige lægemiddelproduktion) hører hjemme, og alle 3 er meget aktive i nuværende OK forhandlinger.

      1. 1000 tak! Jeg havde godt på fornemmelsen at den var fin nok, men NU kan jeg sove godt i nat 😁
        Ja, Pharmadanmark er dyr, men vi tjener sgu også mere end gennemsnittet, haha. Nej, pjat, jeg synes den er pengene værd, og jeg betaler gerne til lønsikring, for det er mig, der hiver den gode sikre løn ind og min mand der freelancer.

        1. Jeg betaler også til lønsikring, men vil gerne selv bestemme mit behov ift ønske om hvad jeg vil have udbetalt, pris og reel risiko for anvendelse 😉 og når DM kan det samme som pharmdK og repræsrnteres af den samme person på min arbejdsplads, så sparer jeg lidt 😉
          Som offentlig ansat farmaceut/kemiker er lønnen ikke som i det private kan jeg love 😉

  20. Hold nu op en interessant debat. Fedt, at du tager den op. Jeg er godt nok blevet klogere siden fredag og jeg glæder mig over min røde fagforening- særligt nu, vi står overfor en mulig storkonflikt.
    Kh Sabrina

  21. Har været Djøf tillidsrepræsentant for ca. 50 medarbejdere på en arbejdsplads, hvor mange fagforeninger var repræsenterede (inkl DKpharma). Og må være helt ærlig, opfattede DKpharma helt på samme linje som IDA, HK, Djøf m.fl. – Altså “rød” selvom det er et lidt svært begreb. Og mener bestemt også, at de omfattes af en evt. OK18 konflikt. Læser med her og bliver overrasket (men oplyst), hvis andre ved bedre :-).

    1. Haha – dejlig lavpraktisk tilgang til det; jeg elsker det. Og det giver fin mening, hvad du siger.

      Jeg sætter mig ved siden af dig på sidelinien og afventer, om andre oplyste sjæle betræder arenaen:)

      1. Jeg ved ikke om det er til nogen hjælp men Akademikerne (tidligere AC) er en paraplyorganisation der består af 25 medlemsorganisationer. Nogle store arbejdspladser har TR fra relevante organisationer f.eks DM, Djøf, tandlæger, psykologer eller bibliotekarer og mindre arbejdspladser kan vælge af have en fælles TR der repræsentere alle ansatte ACer. Alle offentlige ansatte ACer i henholdvis staten, kommunerne eller regionerne har den samme overenskomst, og de er røde allesammen 😉
        http://www.ac.dk/om-akademikerne/medlemsorganisationer.aspx

        1. Stor hjælp – tak! Jeg sad faktisk, efter at have læst din kommentar, og tænkte, at grunden til, at det her emne aldrig bliver sexet (som en skrev længere oppe), er, at der ikke lige umiddelbart er et sted, hvor man kan læse op på det grunlæggende. Eller – det er der nok, men jeg har ikke kunne finde det. Det bliver uoverskueligt at sætte sig ind i, fordi det består af 100.000 fragmenter, man selv skal stykke sammen (og vurdere sagligheden/objektiviteten af).

          Tak for endnu en let-forståelig brik til det store puslespil.

          Kh

          Linda

  22. Hvis jeg ikke allerede var vild med din blog, blev jeg det lige dér! Jeg drøfter løbende fagforeningernes rolle og fagbevægelsens udvikling med mine studerende på en videregående uddannelse, og det er skræmmende hvordan “de gule” har vundet indpas de unges bevidsthed, uden kritisk refleksion over konsekvenserne. Rigtig mange af dem skal ud i offentlige ansættelser med svære vilkår… men de føler ikke at faglig organisering er relevant for dem (???) – eller kan gennemskue forskellen på de røde, de gule (og til tider forskellen mellem fagforening og A-kasse)… tak for dit indspark.

    PS: Vi burde i blogland i det hele taget bruge noget mere tid på at diskutere, hvad grænserne er for, hvad vi vil “sælge” os selv til. Jeg blev for nylig tilbudt at reklamere for et alternativt “fertilitetsfremmende produkt”… som i virkeligheden blot viste sig at være rosenvand og vitaminer i dråbeform… grrr…

    1. Jeg er meget, meget enig. Vi burde bruge mere tid på at diskutere reklamer og blogs. Nom de Mie har et par gange sparket lidt til det, men problemet er nok, at blogland er grupperet på en måde, hvor alle ligger i med nogen, der kører reklamer, og så bliver vi for bange for at træde over tæer. Uden at det er møntet på én særlig blogger (for det her er jo bare en af mange sager af denne type) så synes jeg, det kunne være enormt relevant at diskutere problemet i, hvordan man ruller en kampagne tilbage, når man har fået penge for den. Og når man som fuldtids blogger f.eks. bliver tvunget til at vælge, om man vil redde sin personlige integritet, fordi man kan se, at man har fået sagt god for noget, som ikke er populært, og som man faktisk ikke personligt støtter, eller om man vil redde sit levebrød. For hvis man bliver kendt som hende, der ikke bruger de produkter, man lovpriser, mister man måske nok lidt sin troværdighed, både overfor sine læsere og overfor sine annoncører? Blade og magasiner, som vi i blogland ofte sammenligner os med, når vi diskuterer, at vi skal tydeliggøre, når der er tale om reklame, kan ikke helt på samme måde få lov til at rulle sig sammen og spille døde, hvis de får lavet en uheldig kampagne. Er det så rimeligt, at det fungerer sådan på blogs? Et etisk kodeks af en eller anden slags kunne bestemt være relevant.

      Kh

      Linda

  23. Spørgsmålet er dog, med fare for, at jeg allerede har misset et svar på det i kommentarsporet.
    Hvad gør de mennesker uden et fag og et udefinerbart job? De findes jo derude.

    1. Hej Sabrina.

      Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvad du tænker på? Kan jeg mon få dig til at uddybe lidt?

      Kh

      Linda

    2. Interessant spørgsmål. Jeg vil også meget gerne høre et eksempel? Min erfaring er at mange fagforeninger gerne vil strække sig lidt for at lukke dig ind i stalden, hvis du har en smule erhvervserfaring eller en uddannelsesmæssige baggrund der kan matche. Jeg har fx. fået utrolig meget hjælp af Dansk Artist Forbund med henblik på at give fotomodeller mulighed for organisere sig i en fagforening. Modellerne fik lov til at melde sig ind i deres a-kasse, men ikke i fagforeningen. Som jeg har forstået det kræves der for at man kan melde sig ind i en fagforening, først og fremmest at der er fuldstændig klarhed om ens ansættelsesretslige forhold (at man er enten lønmodtager eller selvstændig og IKKE tilhører gruppen af de hvileløse, altid svævende og uhåndgribelige “honorarmodtager”), og ingen på arbejdsgiverens side vil indrømme at modeller er lønmodtagere, fordi det vil gøre dem til arbejdsgivere, med al det trælse benarbejde der lægger i dét. Derfor gør bureauerne en stor indsats for at nålen konstant svinger til deres fordel på lønmodtager-honorarmodtager-vægtskålen.

      Så hvis fx modeller vil have en fagforening (disclaimer: det ville de ikke), så skal de skabe den selv. Og DET er hundesvært.

      Kh Ida

      PS. Linda, er i næsegrus beundring over din orkestrering af dette kommentarfelt! Du er simpelthen så god og jeg er vildt imponeret over hvor omhyggeligt du giver dig tid til at svare alle, følger op og binder sløjfer. Sådan her skulle alle kommentarspor være❤️

  24. Tak for dette indlæg! Jeg synes, det er problematisk at sponsorerede indlæg bliver fjernet, fordi læserne stiller sig kritisk i kommentarfeltet (på en faktisk ret konstruktiv måde). Især efter fordi den pågældende blogger hele vejen igennem holdt fast i, at indlægget havde en vigtig vinkel og relevans.

    Derudover synes jeg, det er så problematisk, når bloggere sidestiller sig selv med at være online magasiner, for det er de i min optik ikke. Der er simpelthen nogle genrekoder og ikke mindst en kontrakt mellem afsender og modtager, der gør, at det aldrig kan sidestilles.

    1. Det viser jo bare, at et sponsoreret indlæg er til for virksomhedens skyld, og virksomheden bestemmer (hvis det følger af kontrakten), om det skal fjernes eller ej. Så kan det godt være, at bloggeren holder fast i, at indlægget har en vigtig vinkel og relevans – det er ude af vedkommendes hænder, når alt kommer til alt. En blog bygger på økonomi, som alle andre virksomheder, og derudover bestemmer bloggeren, hvad vedkommende kan stå inde og ønsker at reklamere for. Så mystisk, at man for 15 år siden stort set kun havde aviser mv., som var underlagt presseetisk nævn osv., og nu kan alle kommunikere vidt og bredt om nærmest alt, stort set kun underlagt egen censur og etisk ansvarsfølelse (og alm. regler om injurier og den slags). Og er man velformuleret, kan meget virke overbevisende, selv når man reelt ikke kender meget til det, man skriver om. Lille suk.

      1. Hej Sanne.

        Forstår sagtens, hvad du mener, og er enig med dig et langt stykke hen ad vejen. Der, hvor jeg alligevel synes, at en blog adskiller sig markant fra andre medier er, at slutbrugeren ikke betaler for produktet. (I hvert fald ikke i dk). Dermed opstår en underlig gråzone, fordi kontrakten kun eksisterer mellem blogger og virksomheden, der køber taletid. Hvis Krifa havde lavet den her kampagne i et livsstilsmagasin, hvor en af de ansatte havde lovprist deres ydelser, ville bladet være helt anderledes forpligtet overfor deres læsere til at forholde sig til kritikken, fordi bladets eksistensgrundlag er betinget af, at folk køber det. En for lang periode med dårlige salgstal, vil være fatal. En blog er selvfølgelig kun interessant at købe annoncer på, så længe, der er læsere, men der er alligevel langt fra samme type kontante afregning ved kasse et, som i de medier, vi bloggere ellers sammenligner os med.

        Det er skideinteressant, og jeg håber, at det er et emne, der vil blive kradset i fremadrettet.

        Tak for din kommentar, og rigtig god aften til dig.

        Kh

        Linda

  25. Hej igen Linda.
    Jeg mente. at der jo findes jobs derude som er så udefinerbare i deres fag, at der ikke findes en specifik fagforening, som kan varetage disse. Men ved nærmere eftertanke, er jeg kommet frem til at det nok ikke er tilfældet, eftersom diverse fagforeninger også fungerer som paraplyer, for netop disse typer. Det mest problematiske i hele denne debat er selvfølgelig, at Krifa i min optik i sidste ende underminerer vores velfærdssystem og at det er problematisk at reklamere for produkter, man ikke selv kan stå inde for i længden.
    Fedt indlæg, Linda. Hatten af for dig

    1. Ah, nu forstår jeg.

      Ja, det sker f.eks. med mig og mine kolleger. Der findes ikke en fagforening specifikt til os; vi er blevet puttet ind, der hvor vi adskiller os mindst, og så prøver man at løse udfordringen med potentielt manglende fagkundskab ved at sikre, at det er den/de samme person(er) på fagforeningen, der “passer” vores gruppe.

        1. Det er faktisk den eneste ulempe, jeg har fundet ved WP so far; at når jeg svarer på en kommentar til en kommentar, så bliver den postet til sidst i tråden. Det er skideirriterende, fordi de færreste af os læser hele tråden, før vi kommenterer.

          Når det er sagt, er jeg lige i dette tilfælde glad for det, fordi det betød, at jeg fik *din* slice of life med. Der er kommet SÅ mange gode, informative kommentarer på den her post, og jeg har helt absurd optur over, hvor meget folk gider engagere sig. Jeg kan på kommentarerne se, at mange har læst hele kommentarfeltet, rub og stub. Det er da dedikation ❤️

          Tak for din ros, Ida – den gør mig gladere, end du ved.

          Kram

  26. Spændende emne!
    Jeg er HR-chef i det offentlige. Jeg sidder altså på arbejdsgiversiden, når vi har personalesager, fx afskedigelser, advarsler, sygefraværssamtaler og tjenstlige samtaler. Mit bud er, at jeg har været med til 5-600 af den slags sager. Min erfaring på området er altså ret bred.
    Jeg er opdraget i den solidariske ånd, som flere af jer også nævner at I er. Og meldte mig derfor allerede som studerende ind i den fagforening, der som hovedregel indgår overenskomster på min uddannelsesområde.
    Men nu har jeg meldt mig ud.
    Jeg har i alle sager mOd “min egen” faglige organisation (hvor jeg jo har været på arbejdsgiverside) – altså ALLE sager, oplevet en virkelig uprofessionel adfærd. Sådan noget med, at man ikke lige har fået sat sig ind i sagen, at man ikke lige har mulighed for at tage helt til Jylland (åh ja, det kan jeg citere dem for at sige), at man ikke kan afse tid til konkrete sager, når man har knap 100.000 medlemmer (sagt på “det må du jo nok kunne forstå”-måden).
    Men nej. Det kan jeg ikke forstå. Jeg anså mit medlemskab af min fagforening som en slags forsikring, som jeg forhåbentlig aldrig fik brug for. Men jeg havde så også en forventning om, at den dag, jeg fik brug for hjælp, så ville de være der for mig. Ud fra de erfaringer jeg har gjort har jeg konkluderet, at det ikke var en forventning, der havde holde hold i virkeligheden.
    Jeg har endnu aldrig haft brug for min fagforening. Men sidste år tog jeg konsekvensen af mine erfaringer og meldte mig ud. Nu er jeg i stedet medlem af den fagforening jeg ud fra mit arbejde ved gør mest for at hjælpe sine medlemmer. De har dygtige folk ansat der er skarpe forhandlere.

    Så – de “rigtige” fagforeninger har kun sin berettigelse så længe de kæmper for medlemmerne, har jeg erfaret.

    Men – i den gode tones ånd skal også nævnes, at mange af de andre fagforeninger jeg møder (som er “røde”) i mit arbejde, er dygtige 🙂

    1. En kæde er ikke stærkere, end sit svageste led, og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg også i min TR-tid har mødt nogle fagforeningsrepræsentanter, der imponerede mig mere end andre. Men når jeg bliver allermest rasende og får lyst til at sætte ild til hele fagbevægelsen minder jeg altid mig selv om, at det jo ville virke dumt at være imod sygehuset som institution, fordi man har mødt en dårlig læge (- eller to😬)

      Tak for sobert input og god aften:)
      Kh

      Linda

  27. Tak for dit indlæg, rigtig spændende læsning, men en lille tilføjelse kunne være at i de snart 25 år jeg har repræsenteret 3F i diverse Lokale uddannelses udvalg og siddet i brancheudvalg for lager og terminal ved Transporterhvervets uddannelser, hvor vi udvikler og vedligeholder uddannelser for Amu og Eud, ja der har jeg ALDRIG mødt en repræsentant for de “gule” eller at de på anden måde har bidraget til noget uddannelse…
    Mvh Brian

    1. Hej Brian.

      Det er en rigtig god pointe; at der i de røde også bruges penge på områder, der ikke er et umiddelbart økonomisk afkast på.

      Tak for indspark, og god dag:)

      Mvh

      Linda

  28. TAK fordi du bruger tid og energi på denne vigtige belysning. Så vigtigt – især fordi der jo altså ER folk, som hopper på, at de gule er lige så gode som de røde og ikke bare en billig forsikring. Og tak iøvrigt for fin blog …
    kh og kip med den røde fane

    1. We are the people, og det her SKAL vi snakke om. Ideologi kan og skal man ikke anfægte, men uvidenhed er farligt, når vi snakker om noget så grundlæggende her, synes jeg.

      Tak for din kommentar – mit indlæg havde ikke fået samme tyngde, hvis ikke, I var så mange, der bakkede det op.

      Kh

      Linda

  29. Jeg er fuldstændig på r*ven over din evne til at gøre det her så klart, som du gør. Ville ønske at du blev sendt afsted ud til en masse handelsskoler, så de søde (naive) unge mennesker kunne lære det. Man ved jo desværre ikke rigtig hvad ens fagforening er værd førend man har brug for dem – og den sitaution forestiller mange af os ikke at vi kommer i. Men mange af os gør det desværre alligevel, og med stress i stigning vil jeg virkelig tænke mig om. Jeg skal i hvert fald aldrig ud af djøf, og betaler med glæde til dem. De har min ryg hvis det bliver nødvendigt en dag. Jeg har i hvert fald også fået fin input til jobkontrakter, som altid lige bliver læst igennem hos dem.
    Og så vil jeg bare lige tippe om at man bla kan se Krifa blogger video over hos Pernille Aalund, som også mener at det jo er et frit land vi lever i og med et frit valg. Så kan man selv vurdere om det er popsmart reklame Krifa laver…
    https://pernilleaalund.com/7-brokraad-rykker/

    1. Jeg var ovre hos hende og lægge en kommentar i går. Kom så i tanke om, at jeg da også lige skulle linke hertil, men min første kommentar er endnu ikke blevet godkendt.

      1. Vi må håbe, at hun bare har meget at se til, for ellers er det godt nok ikke mange, det engagerer sig i debatten derovre.

    2. Det var en meget, meget fin komplement – tak for den!

      Der er simpelthen et eller anden formidlingsmæssigt, som vores generation (og generationen før det) ikke har formået at løfte, for ellers forstår jeg ikke, hvorfor så mange fravælger fagforeninger, forsikringer osv. Hele tankegangen med, at det kræver en “opsparing” at kunne trække på hjælpen, når man får brug for den, virker til at være gået hen over hovedet på deprimerende mange.

      Men det ér sgu også et svært emne, fordi mange af os ved mest om det hjørne af stoffet, vi har haft hænderne i. Så jeg tror, det er supervigtigt at skabe en dialog i et klima, der giver plads til, at man gerne må byde ind, selvom man ikke ved/forstår det hele.

      Kh

      Linda

      1. Ja – men fagforeninger, a-kasser, pension, selvangivelser, realkreditlån, etc. bliver bare aldrig rigtig sexet. Eller – det gør det når man har haft fingrene i det og “set lyset”. Men det er bare så pokkers vigtigt at få formidlet at det er vigtigt. Uden at jeg ved hvordan den nød skal knækkes.

  30. Denne her debat er så sindssygt vigtig og undervurderet. Jeg skrev selv bachelorprojekt om unges faglige organisering (eller mangel på samme!), og blev seriøst overrasket over de resultater vi nåede frem til.
    Thumps up til dig for at tage fat i en lidt tung, men sindssygt vigtig debat! 🙌🏻
    Jeg synes personligt at det er mildest talt uheldigt, at RPD blot vælger at slette hendes indlæg uden at italesætte hvorfor. Normalt kan jeg sgu meget godt lide RPD, men den manglende nuancerede viden om hvordan tingene hænger sammen og hvorfor det er problematisk at der bare reklameres for noget uden at sætte sig ind i det større billede, det har sgu ødelagt mit ellers gode indtryk af RPD, må jeg indrømme.

    1. Uden at forholde mig til RPD, bliver jeg egentlig bare glad for, at der er så meget vid og bid i læserne; at de/vi/I reagerer, når et emne bliver vigtigt nok. Ligesom Mie har skrevet længere oppe, blev jeg sgu også helt trist over det, da den sidste kampagne kørte, og ingen reagerede.

      Og så finder jeg det meget opløftende for blogmediet generelt, at folk ikke lader sig aflede eller lukke ned, men fastholder ønsket om en forklaring.

      Kh

      Linda

    1. Hej Lone.

      Det kan du tro, jeg gør. Det er udelukkende derfor, jeg har kommentarmoderation på; ellers er risikoen for, at jeg ikke opdager nye kommentarer for stor.

      Det er en virkelig god artikel, omend jeg sådan ville ønske, at det var “en udefra” der havde skrevet den. Alt, hvad han skriver er rigtigt, og så er det bare så ærgerligt, at han ikke er neutral. Jeg synes næsten, at det er det største problem med debatten om fagforeninger; at området er så komplekst, at det faktisk kun er mennesker, der sidder med det til dagligt, der til fulde forstår, hvad problemet reelt er. Derfor er det næsten kun disse mennesker, der forsøger at tage debatten – og derfor bliver den altid vingeskudt, fordi alt kan skydes ned med “for egen vindings skyld”. Det er SÅ ærgerligt!

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.