#431

Egentlig havde jeg planlagt at lave mit M2018-indlæg i dag, og har også punkterne parat. Projektet føles ikke mindre vigtigt efter at jeg onsdag fik 9 – altså ikke 6, 7 eller 8 men: 9 – stenslag i min forrude, da en lastbil på motorvejen smed to sten af læsset og jeg greb dem med forruden.

Torsdag var vi på vej hjem, da lampen i instrumentbrættet, som man ikke gider at se lyse op, trak i sine bedste og klareste lumen, og displayet hjælpsomt informerede mig om, at der var “Engine fail – repair needed”.

Jeg tilbragte torsdag aften med at padle rundt i en uskøn sø af frustrationstårer og rødvin, og et underskudsudløst raseri over følelsen af, at jo mere, jeg gør for at løse mine problemer, jo flere forhindringer opstår der.

Men natten til fredag lå jeg alligevel og tænkte. Længe. For det er ikke mere end fire måneder siden, jeg sad på sygehuset og var knugende angst. Både for, hvad det var, jeg havde fundet i brystet, og for hvad det var, der fik Frida til at blive så svimmel, at hun ikke kunne stå på benene.

Noget af det, der fyldte meget for mig i den periode, var afmagten over intet at kunne stille op; at være prisgivet en skæbne og en situation, jeg ikke kunne gøre det fjerneste for at påvirke eller ændre udfaldet af.

Dengang tænkte jeg, at bekymringer for resten af mit liv ville være delt ind i kategori A, B og C.

A er dem, jeg sad med på daværende tidspunkt: Bulldozere, der truer med langsomt og kompromisløst at køre hen over alt, hvad du havde forestillet dig, din fremtid skulle indeholde, og hvor det eneste, du kan gøre, er at vente i afmagt.

B er dem, der stresser og bekymrer, men hvor der ikke er liv og førlighed involveret.

Og C er dem, der i et store perspektiv, reelt ikke betyder noget.

At være presset på økonomi er en B’er, indså jeg torsdag nat. For uanset hvad der sker; uanset hvor galt det går, og om vi om 2 år sidder i en et-værelses lejlighed i fugtbefængt ghetto i forstaden, med buskort og frisurer, vi har fremmanet med en neglesaks, så ved jeg, at det bliver noget, jeg rejser mig fra og får det bedste ud af. Jeg ved, at bekymringer af den slags fylder det, man lader dem fylde, og at der, når vi lige har nivelleret, vil være kaffe og irritation over regnvejr og situationer, hvor vi griner, så vi får ondt i maven, og at vi, når vi gør, vil være forskånet for det ubarmhjertige ryk tilbage til virkeligheden, der følger med sorg.

Derfor blev fredag faktisk en fin dag, selvom værkstedet kunne fortælle mig, at det er katalysatoren, der er gået i stykker, og jeg ved, at det ikke bliver billigt. Det er ydre omstændigheder. Det skal nok gå.

Fredag aften fik jeg besked om, at min tidligere kollega Anders Tesgaard endelig fik lov at give slip. Han skal ikke tales ind i venskaber i døden, som han ikke havde i livet, og Anders og jeg har aldrig været andet end gode kolleger, men måske fordi jeg havde brugt et døgn på at tænke på livet og på, hvor vigtigt det er at sortere larmen fra, ramte hans død et sted i mig, der var rent og hvidt og blottet. Jeg har aldrig mødt et menneske, der fik to så modsatrettede poler til at gå op i en højere enhed, for han er på én og samme tid den mest frie sjæl og det mest (selv)disciplinerede menneske, jeg nogensinde har mødt. Var. Mine tårer er for hans familie og venner, som har måtte tage afsked med ham over så lang en periode, men for dig, Anders, vil jeg ikke græde. Jeg vil i stedet sende dig en tanke, når jeg kigger på himlen i aften, og ønske dig god tur videre. Må den næste del af rejsen være langt mere i din ånd, end de sidste par år har været.