Don’t hate the player, hate the game

Jeg tænker ikke, at nogen af os rigtig magter at træde mere rundt i Krifa-gate. Emnet er selvfølgelig evigt aktuelt og vigtigt, men blogvinklen tror jeg, at alle er ved at være trætte af.

Hele debatten rejste imidlertid i flere kommentarfelter rundt omkring en bi-tråd ift. reklamer på blogs, (Nomdemie har også flere gange taget emnet op) og det synes jeg egentlig godt, at vi kan snakke lidt om, nu hvor vi alligevel er i det mere seriøse hjørne.

To ting, inden vi starter:

For det første vil jeg meget gerne appellere til, at vi lader den blogger, der endte med at stå på mål for hele Krifa-debatten få fred. Nok er nok, og de knaster ved blogmediet, som hendes indlæg ufrivilligt endte med at belyse, kan sagtens diskuteres uden at inddrage hende yderligere.

For det andet vil jeg gerne runde mine motiver til at tage det her emne op, for det kommer hurtigt til at lugte af gloriepudsning og rose-fiskeri, fordi jeg ikke selv kører med spons og reklamer. Faktisk sidder jeg lige og beslutter, at det er forbudt at rose i kommentarfeltet.

Når jeg tager det op, er det fordi, der i forhold til reklamer kommer flere og flere etiske grå-zoner, som jeg synes, at vi, som både bloggere og bloglæsere, er nødt til at snakke om, fordi det påvirker os alle sammen. For 5 år siden var det ikke nødvendigt at skrive “Ikke spons” hver eneste gang, man nævnte noget ved navn; det er det i dag. Mit håb er, at vi selv kan være med til at bevare blogmediets troværdighed ved at snakke åbent om, hvor der køres med nedsat sigtbarhed.

Det er mit indtryk, at det er et emne, der er forbundet med en vis berøringsangst i blogland, fordi vi alle sammen kender nogen – og godt kan lide nogen – der kører med reklamer, og det betyder, at der er masser af ømme tæer at træde på. Alligevel tænker jeg, at vi tager den. De sponsorerede damer jeg kender (for jeg kender vist ikke rigtigt nogen mænd, der blogger med spons?) forsøger at være enormt transparante ift. hvornår de er skriver betalte indlæg, og på den måde tager de jo, sådan lidt af bagvejen, alligevel et standpunkt.

Pop-up- og bannerreklamer samt affiliate-links tror jeg godt, vi kan starte med at parkere. De er rimelig ligetil, og alle kan se, at der her er tale om reklame.

Så er der de steder, hvor det bliver lidt mere mudret.

Som f.eks. hvis Sildemoes giver mig en cykel for at skrive et indlæg. Her ville jeg klart skulle angive, at der var tale om sponsoreret indhold. Men ingen ved, hvad aftale jeg har lavet med Sildemoes, for kontrakten er en aftale mellem mig og producenten, så der er intet til hinder for, at jeg “tilfældigvis” står med selvsamme cykel, når jeg lægger min næste kampagne op, hvor jeg med en to-go i hånden reklamerer for min venindes nye kaffested Starfucks. Er det nok, at jeg bare første gang angiver, at der er tale om reklame? For som læsere gider vi jo ikke (lad os være ærlige) at skulle grave os igennem 2 hele sider inden hvert indlæg med oplysninger om, at mine øjenvipper for 2 måneder siden blev påsat som betaling for at skrive et indlæg, at jeg selv har betalt min klipning, men fået striberne betalt som tak for omtale og blablabla. Hvor længe og hvor meget skal man informere?

Eller de situationer, hvor store bloggere lader sig hverve som ambassadører for f.eks. restaurationer. Alle kan jo, ud fra et overordnet perspektiv, blive enige om, at det er spons – men hvad, hvis jeg er en kendt reality-stjerne, der lever af at blogge, og min storesøster åbner restauranten TRASH, hvor jeg spiser gratis – det manglede sgu da bare, med alt det tøj, hun har lånt – og jeg hver gang jeg spiser der, sørger for at poste et billede på IG, hvor restaurantens logo et med? At hverve ambassadører bliver mere og mere almindeligt, og i USA er flere alkoholproducenter begyndt at placere sælgere, forklædt som helt almindelige gæster, i barerne rundt omkring i nattelivet, som “tilfældigvis” kommer i snak med dig, og “tilfældigvis” sørger for at fortælle om deres nye yndlingsdrink. Det er godt tænkt – men det er stadig reklame.

Ovenstående gælder i forhold til produkter – men der findes også organisationer og sager, som er langt mere politiske, og på samme måde som fake news og plantede historier kan få store konsekvenser for hele det politiske landskab.

Lad os sige, at jeg laver en kampagne for den til-lejligheden-frit-opfundne organisation “Forbyd Abort”. Jeg er selv pro-valg, men Forbyd Abort har tilbudt mig en god pris og ovenikøbet lavet en kampagne, hvor de donerer 50% af alle indmeldelsesgebyrer til Unicef. Alle elsker Unicef, så jeg tager kampagnen. Jeg poster mit indlæg – og mine læsere går amok.

Nu bliver det pludselig træls, for nu bliver jeg tvunget til at vælge mellem min egen integritet og min arbejdsgivers. Hvis jeg ikke fortæller, hvor jeg står, slår det skår i mine læseres billede af mig, og dermed falder min værdi som reklamesøjle, for den er bygget op om min troværdighed. Jeg er produktet. Og hvis jeg gerne vil leve af min blog, er det essentielt, at jeg bevarer den.

Omvendt er det superproblematisk at undsige de mennesker, der har betalt mig penge for at køre deres kampagne, fordi det både vil give betænkeligheder hos potentielle, kommende annoncører, samt skabe et troværdighedsproblem ift. allerede kørte kampagner. Hvis jeg ikke står inde for det synspunkt, jeg gør mig til fortaler for her, var det kosttilskud, jeg lovpriste i sidste uge så virkelig så godt, som jeg påstod?

Det primære problem er, set med mine øjne, at der ift. bloggere og spons ikke er samme kontrakt mellem formidler og slutbruger, som der f.eks. er ved livsstilsmagasiner. Hvis Euroman laver en artikel, sponsoreret af Hugo Boss, hvori de forsøger at fremhæve SS-officierne (som HB syede uniformer til) som stil-ikoner, kan jeg som læser lade være med at købe bladet, og på den måde udtrykke min utilfredshed. Der er mulighed for en form for kontant afregning, som bloglæsere ikke kan praktisere overfor bloggere og producenter, de kører reklamer for.

Men har de ret til det? Det har jo hele tiden været det argument, vi i blogland bruger, når vi skal forventningsafstemme med læserne. At så længe de ikke betaler for “varen”, så kan de heller ikke diktere indhold, form og farve af denne. Jeg kan ikke beslutte mig for, hvad jeg mener, for det er en slags hønen og ægget. Bloggere og læsere eksisterer jo kun i kraft af hinanden, så hvem skal sætte dagsordenen?

Ud over at producenter og marketingsfolk bliver mere og mere kreative, hvilket kan gøre det sygt svært at opdage, når man bliver udsat for reklame, er problemet også, at næste generation af bloglæsere er på vej. Og de var ikke med, da vi for 5-6 år siden diskuterede det rimelige i, at bloggere skulle angive, når der var tale om betalt indhold.

Så hvordan sikrer vi, at alle, nye såvel som garvede læsere, kender spillereglerne? Og at bloggeres skrivelyst ikke bliver segner under vægten af dem?

(Og er der overhovedet nogen, der har orket at læse dette indlæg til ende?)

Published by

47 Replies to “Don’t hate the player, hate the game

  1. Jeg læste det hele! 😊 Men jeg fangede måske ikke de store diskussions-punkter.. Det giver jo generelt ret god mening, og jeg tror at majoriteten af alle bloggere (af mandeblogs må sponsored, må gastromand ligge helt i top – men de er måske ikke helt definitionen på bloggere?) ønsker at bevare deres integritet og troværdighed (og minoriteten kan man så bare more sig lidt over #guiltypleasure).. Fx så jeg en enkel blogger holde stramt på, at hendes vinkel på Krifa-kampagnen var emnet og så var det reelt lige meget om afsenderen var McDonald’s eller Shell.. Derved forsøger hun vel også at bevare sin troværdighed ved at nægte at tage stilling til Krifa-kampagnen.. (jeg har ikke fanget om det er hende vi har fredet nu her, men der er sikkert flere der har bedyret det samme, så jeg håber, at jeg stadig holder etiketten 🙂)..

    Det mest interessante i dit indlæg synes jeg reelt er det med hvor længe man skal råbe spons (dit eksempel med cyklen).. Fx synes jeg at enkelte bloggere er røget i den lidt modsatte grøft, hvor de bare råber spons hver gang, for så har de ikke gjort noget forkert.. Og så giver det jo ikke mening længere..

    Min egen private kæphest er alt det tøj som modebloggere låner.. De er blevet bedre til at gøre det synligt, men der er stadig en del som glemmer, at fortælle at den der 1600 kroners lædernederdel fra Munthe Simonsen er lånt og faktisk ikke én bloggeren selv ville bruge pengene på og aldrig kommer til at vise igen.. Dér har jeg følt mig ført bag lyset..

    Det blev langt – beklager! Godnat 😊

    1. Det er en fin og relevant kommentar, så den må gerne være lang:)

      Måske jeg ikke helt har været tydelig nok i, at jeg egentlig ikke synes, at det er et enig/uenig-diskusionspunkt, for jeg tror at alle, både bloggere og læsere, faktisk synes, at det er fint, at der skal markeres, når man ikke bare anbefaler noget af lyst.

      Mine tanker begyndte at løbe, fordi jeg snakkede med en kammerat, som ved afsindig meget om social interaktion på nettet – og som alligevel fuldstændig havde overset, at når en bestemt blogger altid spiser et bestemt sted, så handler det måske ikke *kun* om, at hun synes, maden er god. Jeg tror, der er SÅ mange elementer i det her, som gennemsnits-bloglæseren ikke tænker over, så mit indlæg er egentlig bare et forsøg på at holde liv i samtalen om, så vi ikke kommer til at tage for givet, at alle ved, at der er mange købte holdninger derude.

      Kh

      Linda

      1. Jeg synes faktisk netop det her med restaurationerne virker som det mest uigennemskuelige. Bloggere, som egentlig på alle mulige måder er “ordentlige,” frekventerer igen og igen (men sjovt nok kun i en periode) samme cafe/restaurant/takeoutsted og angiver intet om reklame. Siden jeg også fik den aha-oplevelse, at der sgu nok var tale om spons, har jeg været harmdirrende, hver gang jeg ser det – og jeg er ellers ret god til at se hen over reklamerne, jeg køber alligevel ikke noget af det shit, de pusher. Men det er altså nok, at man angiver samarbejdet første gang? Det er den slags som får mig helt op i det røde felt…

        1. Nej, egentlig skal du angive det hver gang, som en anden i kommentarfeltet også skriver, men i og med, at der er *så* lidt opsyn med blog-mediet, er det jo reelt op til hver enkelt blogger, hvad samvittighed og nerver rækker til.

          Sat på spidsen kan man sige, at vi jo også bliver udsat for reklame så mange andre steder uden at vide det. Når vi ser skuespiller, iført et bestemt mærke fra top til tå, så er det jo også reklame. Jeg tror bare, at det, jeg reagerer på, er forsøget på at forvandle det til en form for “fra den ene veninde til den anden”. Jeg ved godt, at nogen stritter på venindeanalogien, men man kunne spørge sig selv om, hvordan man ville reagere, hvis en kollega på arbejdspladsen i hver eneste frokostpause fortalte begejstret om en ny proteinbar eller et nyt take-awaysted – og man så efter et par uger fandt ud af, at hun fik penge/produkter for at gøre det. Ville man ikke også føle sig snydt i den situation? Det er for mig noget med, at man befinder sig i et krydsfelt, og at man derfor er påvirkelig på en helt anden måde, end når man f.eks. ser Sofie Gråbøll i den seneste Nögen-kreation.

          1. Jeg tror, du har ret mht. venindeanalogien, og i hvert fald er det jo sådan, at man reagerer på, at den givne person agerer anderledes, end hun har gjort tidligere. Engang var et blogindlæg om en hverdagssituation til for sin egen skyld – nu er selv DET blevet en handelsvare, således at man skal omkring bloggen for at se den nye frisure – og ja, vi ved jo godt hvorfor. Jeg har aldrig købt et reklameblad (dvs. et dameblad) netop fordi jeg ikke gider betale for reklamer (og fordi indholdet simpelthen er for tyndt og kedeligt). Men personlige blogindlæg var i hvert fald engang gennemsigtige. Jeg synes virkelig, velskrivende og relativt velreflekterede bloggere var læseværdige (ikke på dit niveau eller som rigtig litteratur, men underholdende i det mindste) mens der nu er kommet en nærmest kvalmende konkurrence om opmærksomheden, som har udvandet indholdet på ofte helt pinlig og virkelig kedsommelig vis. De sælger ikke bare tøj og produkter (og det er jo helt forbløffende at høre dem tale med på bæredygtighed, sundhed, omtanke osv. mens både tøj- og flyforbrug ukommenteret når nye højder), men nu også deres egne liv, og indimellem ér der bare ikke kød nok på benet – på trods af at flere bloggere er blevet ikoner og idoler hos de unge piger. På hvor mange måder kan man posere med en barnevogn eller en croissant? Ja, jeg spør’ bare…

  2. Jeg orkede fint at læse det til ende og jeg er som (næsten) altid meget, meget enig. Jeg er selv meget i tvivl om hvad jeg egentlig mener, så det er fedt at du sætter så mange gode ord på.

    Tre ting:
    – Shit jeg synes det er svært, jeg tror der er så meget mere skjult spons i blogverdenen end man lige går og tænker over. Men det er jo også for dumt hvis *alt* skal markeres som reklame, for så ryger pointen jo.
    – Jeg er ikke enig i præmissen om at bloglæseren af kommercielle blogs ikke betaler for varen. Det er bare en anden pris end penge vi betaler med, det er kliks, opmærksomhed og en opfattelse af bloggere som en troværdig ‘mellemmand(kvinde)’ for kommercielle interesser. Og det er sindssygt værdifuldt.
    – Jeg tror grunden til det kogte helt over ovre hos den stakkels unævnte blogger med Krifa var fordi hun generelt skriver om meget personlige ting så man som læser nemt glemmer at man også selv er et produkt. Og det virkede utroværdigt. Og så blev ‘online veninde-kontrakten’ på en eller anden måde brudt og det var egentlig lidt trist. Men måske også lidt et wake-up call?
    Selvom det bliver gjort elegant og meningsfuldt og fint er kommercielle blogs et produkt man som læser køber. Og der er så mange gråzoner og det er mega vigtigt at tage meta-diskussionen ind imellem.

    1. Det er jeg glad for, at du synes:)

      Jeg er ganske enig med dig i, at man som læser på en eller anden måde “betaler” med sine kliks. Min pointe er bare, at det er så utrolig svært at give udtryk for noget, for man kan klikke sig ind af mange grunde. F.eks. (nu bryder jeg så min egen regel her #flot) gætter jeg på, at Krifa-reklame-indlæggene rundt omkring har givet sindssygt mange klik. Men måske ikke af de grunde, som man som annoncør håber. Så der er noget med kliks og penge, der ikke helt kan sidestilles, og dermed også nogle forbrugerroller og -rettigheder, der heller ikke er ens.

      Jeg er glad for, at du gider være med til at snakke om det – tak:)

      Kh

      Linda

  3. Nu kunne jeg ikke finde ud af at sakse det, jeg har skrevet andetsteds, men for mig gav hele debatten i hvert fald stof til eftertanke i forhold til netop nogle af de ting, du nævner her.

    Nemlig forskellen på at modtage et produkt eller deltage i et arrangement, som man efterfølgende kan skrive om (eller lade være) og så det mere omfattende samarbejde, hvor bloggeren har en kunde, der køber sig til reklame på bloggen, og der foreligger en aftale, om hvordan reklamen skal være. I det første tilfælde kan bloggeren godt være kritisk overfor produktet, og det synes jeg også, jeg ser eksempler på (f.eks. hos Pudderdåserne). Men i det andet tilfælde aner vi læsere, som du skriver, ikke hvad aftalen mellem blogger og virksomhed går ud på. Eller hvordan bloggeren er “bundet” i samarbejdet. Jeg synes, at Krifa-sagen (også) var bemærkelsesværdig, fordi det blev så tydeligt, hvad der sker, når en blogger netop må vælge imellem at ofre egen troværdighed eller kundens. Jeg tænker, at man som blogger må være vildt påpasselig med, hvad man reklamerer for, og at man egentlig bør holde sig til det, man kan stå helt inde for.

    En anden ting, jeg synes, er interessant, er du også inde på: kontrakten mellem blogger og læser. Hvad kan vi forvente af hinanden? Kan jeg som læser forvente, at en blogger anmelder/omtaler et produkt fuldstændig oprigtigt, når jeg samtidig ved, at bloggen er personens levebrød? Kan jeg forvente, at bloggeren kun reklamerer for ting, hun i forvejen bruger og derfor kan stå helt inde for? Og hvilket ansvar har bloggeren efter kampagnen/samarbejdet?
    Eksempelvis var der for nogle måneder siden en del bloggere, der reklamerede for et gps-ur, som alternativ til barnets første mobiltelefon. Så smart! Men uret blev snart efter forbudt i bl.a. Tyskland, fordi sikkerheden er så ringe, at det er utrolig nemt at hacke. Har bloggerne et ansvar for at gøre opmærksom på den udvikling, når de nu har blåstemplet produktet?

    Det blev vist et lidt rodet omgang, men jeg synes helt klart, at det er mange perspektiver at tage op, og hvis ros ikke var forbudt, ville jeg have disket op med noget, men jeg holder mig i skindet 🙂

    1. En stor del af problemet er nok, at holdningen hos en kommerciel blogger er kontamineret, alene fordi spørgsmålet om, om der er tale om en ærlig holdning til produktet, kan stilles.

      Og så synes jeg nemlig også, at der er noget efterspil, der kommer til at hænge, fordi det er et relativt ureguleret område, og der derfor, så vidt jeg ved, ikke rigtig er nogen mulighed for at stille bloggere til regnskab for det, de har reklameret for. Om man mener, det skal være muligt, er der nok mange forskellige holdninger til, men for mig er det bare vigtigt, at snakken tages, for de her ting foregår, og selvom det måske ikke føles ret interessant for Karen på 47, der bare læser blogs med en kop kaffe i hånden, når hun kommer hjem fra arbejde, så ER det sgu da vigtigt, at vi har en holdning til, hvordan vi accepterer at blive påvirket.

      Synes jeg:)

      Kh

      Linda

  4. Uh, sidste del påmindede mig om den gang MM fra twinpeaks.dk anbefalede en epilator og jeg hoppede i med begge ben – for så efterfølgende at læse i et indlæg at hun barberede ben med skraber.. Antiklimaks! Men i det mindste var hun fair og besvarede mit kommentar-spørgsmål; at epilatoren reelt ikke havde virket for hende (samme oplevelse som min), men egentlig ville jeg jo gerne have haft den update som en del af hendes anmeldelse.. Men det ville Bosch som havde betalt for anmeldelsen nok ikke være tosset med.. 😊

    1. Det ville de nok ikke – men så er anmeldelsen jo også lige til at smide i skraldespanden?… Eller burde bare kaldes det, den er: reklame.
      Giver efterhånden lige præcis ingenting for professionelle bloggeres højhellige løfter om ‘ærlig’ omtale af produkter.

      1. Mie/Cecilie: Måske er det også fordi, produkter der anmeldes på en blog, lander et mærkelig sted mellem reklame og artikler? For hvis jeg ser en helsides annonce for en shampoo i Alt for Damerne, vil jeg aldrig forvente, at de står til regnskab for kvaliteten. Men måske netop derfor kunne det være brugbart med en form for retningslinjer, der specifik er målrettet blogmediet, i stedet for at forsøge at tilpasse den lovgivning, der findes på det traditionelle markedsføringsområde.

  5. Kommentar til kommentaren fra Maja: Jeg tror grunden til det kogte helt over ovre hos den stakkels unævnte blogger med Krifa var fordi hun generelt skriver om meget personlige ting så man som læser nemt glemmer at man også selv er et produkt. Og det virkede utroværdigt. Og så blev ‘online veninde-kontrakten’ på en eller anden måde brudt og det var egentlig lidt trist. Men måske også lidt et wake-up call?

    – Her kan jeg svare, at for mit vedkommende var det overhovedet der, den var gal. Jeg betragter på ingen måder en blogger for en veninde. Dertil er afstanden for stor, da jeg jo kun følger med via SOME. Men det er virkelig misforstået. For det jeg især blev lidt forarget over var, at man ikke tog den på egen kappe. Svaret var nemlig, at det handlede om noget helt andet end selve Krifa – det handlede i dette tilfælde om brok og derfor var vedkommende “ligeglad” med, hvem der stod bag – sådan fremstod det en smule. Og det var der, at jeg stod lidt af. Og kommunikationsmæssigt finder jeg det lidt skørt/no-go, at man ikke udreder på anden måde, forklarer eller andet, men i stedet helt fjerner indlægget. Så mister man da først al troværdighed – for så var der måske nogle ting, der ikke var helt gennemtænkt. Well, sådan havde og har jeg det.

    1. Tak for indspark, Lika.

      Jeg har simpelthen sådan tænkt over det med at lægge en debat ned ved at fjerne et indlæg. Det, jeg ender med, er, at det måske er det, der i en lortesituation giver *mindst* dårlig presse? At man tager mundkurv på og fjerner indlægget er vel næsten den eneste måde, man ikke belaster kunden eller sig selv yderligere? Eller hvad tænker du?

      1. Jeg har også tænkt over det, og jeg tror, det har været det eneste mulige i situationen. Alternativet havde måske været at slette alle de negative kommentarer, og så går det endnu mere galt. Men det gjorde det også tydeligt for mig, at havde bloggeren selv “ejet” indlægget kunne det hele have været tacklet langt bedre.

        Jeg vil sige, at jeg ser ikke bloggere som mine veninder, men jeg synes alligevel, at der er en langt tættere kontakt mellem blogger og læser end for eksempel kontakten mellem skribenter i et magasin og læserne, og derfor hører jeg nok til dem, der bliver ekstra ærgerlig, når en (af “mine”) blogger(e) falder igennem. Fordi jeg synes, der er en form for personlig forbindelse og derfor tillid.

        Og så er der forskel på bloggere, for hos nogle professionelle bloggere synes jeg, at det skinner meget tydeligt igennem, at deres anmeldelser er købt og betalt, og at de aldrig ville have opsøgt produktet/servicen selv. Andre er virkelig dygtige til spons, og der er jeg sikkert nemmere at narre, end jeg tror.

        1. Når man har blogget længe – som de fleste kommercielle bloggere også typisk har – får man skrevet sig selv ind i en rolle, fordi man jo, qua sine interesser og de emner, man er mest optaget af (og derfor ofte skriver bedst om), får tegnet et bestemt billede af sig selv.

          Jeg har oplevet både at blive lidt skuffet over en person, jeg troede ville have valgt anderledes, og at skuffe egne læsere, der havde forventet noget andet af mig. Det er jo en bivirkning ved engagement, kan man sige, men i hvert fald noget, som ikke i samme grad opstår mellem trykte medier og læsere.

  6. Åh vildt godt indlæg her. Jeg læste det hele med stor interesse. For det er sgu svært at navigere i det med reklamerne og blogs. Af samme grund har jeg stort set afskaffet reklame på egen blog. For som du er inde på, skal jeg så skrive reklame hver gang jeg poster noget, hvor jeg har de sponsorerede strømpebukser på. Og en anden ting som alt det her også gør – jeg køber ofte ting som jeg vil anbefale andre. Men jeg bruger sjældent bloggen til det, fordi jeg altid kommer ud i at skulle skrive, at det IKKE er spons. Det er virkelig ærgerligt for blogland og læsere. For jeg forstår godt læsernes mistro overfor anbefalinger. Nå det blev langt, men håber det er til at forstå. Kh Birgitte

    1. Jeg forstår det 100%. Og det er nemlig en af de bivirkninger, der er en del af min bevæggrund for at tage emnet op, fordi vi pludselig er et sted, hvor reklamer på blogs også påvirker dem/os, der har fravalgt at køre med det.

      Jeg synes, det er noget roderi, som det er nu – men jeg ved simpelthen ikke, hvordan man skal lave en løsning, der gør, at man stadig har lyst til at læse indlægget, men samtidig ved, at man ved at gøre det, bliver eksponeret for reklame.

      Kh

      Linda

  7. Jeg tror, at mange ender der, hvor de slet ikke gider at læse sponsorerede indlæg – jeg er selv dødtræt af dem. Flere og flere bloggere virker til at ville gøre hvad som helst for at få noget betalt: tøj, mad, ferier etc og jeg ved ikke om jeg kan stole på deres “meningerne er helt mine egne, men det her produkt/ferie/tøj/dims er helt fantastisk”, så jeg springer helst over de indlæg.
    Jeg synes, at det er dejligt, når en blogger skriver af lyst (jeg må jo ikke rose nogen….) og fordi vedkommende rent faktisk har noget, hun gerne vil dele, og som hun ikke skal have betaling for. Så tak til hende, der gør det. Det er en fornøjelse altid at læse hendes blog.

    1. Haha – der er skiltet for omkørsel her:)

      Altså, principielt synes jeg faktisk, at det burde være muligt at tjene penge på at blogge, for hvis flere kunne leve af det, ville det give os mange flere velskrevne og velplejede blogs at vælge imellem. Men jeg synes bare ikke, at der lige nu er redskaber i kassen, der gør dette muligt. Man kan selvfølgelig køre med donationsknapper o.l., men det er mit indtryk, at det virkelig er er småpenge, bloggerne hiver hjem her, og slet ikke i en størrelsesorden, der gør det muligt at leve af at skrive. Og så er reklamerne vel eneste tilbageværende mulighed?

      Tak fordi du giver dit besyv med:)

      Kh

      Linda

  8. Ork ja, jeg er med! Lige præcis den debat er noget af det, der gør, at jeg selv har enormt svært ved at vende tilbage til min blog efter en arbejdskrævet pause. Jeg bruger/brugte affiliatelinks og andet kommercielt i min blogging, men har aldrig tjent nok til at kommer over momsgrænsen, så jeg er på alle punkter en lille fisk 🙂 Alligevel har jeg modtaget mange af de samme tilbud (nok med tilbud om en lidt anden modydelse) som flere større og mere kommercielle bloggere, og så bliver jeg så hamrende skuffet, når jeg kan se, at reklameidentifikationen ikke er til stede.

    Alt i alt… jeg er fan af blogmediet og det skrevne ord (primært det frem for billeder), men jeg er led og ked af, hvordan det har gjort mange af os læsere enormt skeptiske over for de bloggere/instagrammere, vi følger med hos.

    1. Hørt. Og jeg har sgu helt ærligt også set mig sur på dem, der måske ikke fylder så meget på landkortet, men som stadig er med til at pisse på den samlede troværdighed ved at lade som om, de ikke lige vidste, at de skulle markere, at der var tale om spons. Det er ikke ok.

  9. Jeg blev lidt træt for et par år siden af at læse hos flere bloggere at de på den ene side skrev mange indlæg om at de slet slet ikke kunne leve uden at blogge – det var livsnødvendigt med et kreativt ordoutlet for dem. På den anden side kom der også mange indlæg om hvordan de dog kunne få nogle penge (gerne fra læserne) for alt det hårde arbejde og alle de timer de lagde i bloggen… hvor er det fedt at kunne tjene penge på sin passion (det ville jeg da ønske for alle), men det blev en underlig situation. Jo, det var en god blog med gode indlæg, men der var også meget slatne indlæg fordi life. Hvis du vil kræve penge, skal du præstere HVER gang, og så døde lidt af passionen for nogle, vil jeg tro. Jeg synes de fleste af de bloggere jeg læser med hos kommer elegant ud af detmed spons og ikke spons (så vidt jeg ved – og der er jo problemet). Men al den skjulte reklame, den giver en dårlig smag i munden og følelsen af at blive ført bag lyset. Who can you trust? Og kom jeg overhovedet frem til en pointe?

    1. Det synes jeg fint, du gjorde.

      Jeg har faktisk brugt eftermiddagen på at tygge på, om jeg kunne forestille mig en blog, drevet af en fuldtidsblogger, som ikke var bygget op om reklame. Og det tror jeg faktisk ikke, jeg kan? Hvem lever så interessant et liv, eller gør sig så mange spændende tanker, at de flere gange om ugen, år ud og år ind, kan hælde indlæg ud af ærmet, der er *så* inspirerende, at læsere vil betale så meget for det, at man kunne leve af det?

      Så jeg endte på, at det nok aldrig bliver anderledes, end at dem, der gør det på fuld tid, er nødt til at lave reklamer, både for at få penge og for at skabe indhold. Men netop derfor ville det også være en hjælp for alle, hvis der blev fastsat klarere regler, som alle kunne forstå, og som også indebar en form for klageinstans, man kunne gøre brug af. For jeg tror ikke, vi skal holde vejret, mens vi venter på, at forbrugerombudsmanden skal begynde at ringe rundt til dem, der helt systematisk omgår reglerne.

  10. Tak for åbne debatten om det her emne. Hele krifa-sagen gjorde mig alt for sur/skuffet ift, hvad jeg i princippet synes, sundt/fornuftigt er.
    Så jeg begyndte at overveje, hvorfor jeg tog sådan på vej over en reklame (udover det åbenlyse, at jeg som tidligere TR har et temmelig stramt forhold til Krifa). For i princippet kan jeg jo være ligeglad og bare lade være med at klikke osv osv.
    Jeg er derfor landet på/kommet frem til en erkendelse af at i min optik, er alt, hvad bloggere skriver: reklame. Hvis der ikke er decideret reklame i et indlæg, så er det et indlæg, som skal holde folk til ilden, øge bloggerens troværdighed/legitimitet og derved fastholde interessen for et salgsoutlet så bloggerens indtjeningsmuligheder bevares. Så kan man nok så meget skrive om alvorlige emner, lave top 10 lister over weekendens aktiviteter eller nedfælde tanker om børneopdragelse – formålet vil jo altid være cash i sidste ende. Det havde jeg vist brug for at blive bekræftet i – og det var netop det hele den her Krifa-sag gjorde. Og det har sgu nok været en ret sund erkendelse/reality check.
    Nu er det ikke, fordi jeg så stopper med at læse blogs, men jeg (prøver) at tage det for, hvad det er – en reklameplatform og that’s it. Og det er der ved Gud ikke noget galt i – det er jo et job som alle andre.
    Det, der så får mig til at komme tilbage, er kvaliteten – skriftsproget, grammatik, vinkling, humor, kreativitet osv.
    PS. Hvornår får du (og Nom de Mie) samme format som POV og The Guardian, så man kan støtte/betale for godt indhold, når man nu gerne vil.

    1. Der kan komme rigtig meget godt ud af at grave to lag dybere ned i sine reaktioner, end blot at konstatere, at de er der, for det dækker jo altid over noget helt andet, når de bliver så stærke, som tilfældet var her.

      Jeg kan huske, da jeg fandt ud af, at alle de produkter, som damebladene anbefalede på de der “Skønhedschefen anbefaler” og “Madskribenten anbefaler” bare var produkter, de havde fået tilsendt. Jeg. Var. Rasende. Jeg syntes, det var SÅ snyd og løgnagtigt. I dag er det jo bare sådan det er. Alle ved det, og man læser det mere som en serviceinformation om nye produkter, end som reelle anbefalinger. Det er nok lidt den samme proces, vi skal igennem her. Men det kan jo sagtens fungere. Når madbladene f.eks. laver kampagner, og klart skriver, at “følgende kampagne er lavet i samarbejde med Arla” så har jeg ingen problemer med det overhovedet. Tværtimod synes jeg, at det er rigtig rart at få nye ideer til, hvordan jeg kan bruge allerede kendte produkter. Så det er ikke reklamerne, vi har et problem med, tror jeg. Det er mere måden, de bliver forsøgt sneget ind på.

      Tak for den ros, der ligger i din sidste kommentar. For at svare oprigtigt har jeg truffet en beslutning om, at jeg ikke vil have min blog og penge rodet sammen. Det giver lidt rod i maskinrummet, synes jeg <3

    2. Jeg kan så fint følge dig her, Rhea. At tage udgangspunkt i at fuldtidsblogging er blevet en business, hvor alt content på den ene eller anden måde handler om at generere indkomst, er en fin disclamer at have i baghovedet, før man sluger indhold råt.
      Noget der udover skjult reklame også tidligere har pisset mig helt af er når bloggere ikke “magter” at diskutere kommercialiseringen af blogmediet. De vil gerne tjene penge på deres læsere, men vil ikke forholde sig til læsernes skepsis. Læserne bliver jo strengt taget brugt som “vare” af bloggeren over for dennes kunder, og hvis det ikke giver ret til en diskussion, så hænger det slet ikke sammen. Og jeg kan da sagtens forstå, det er skod at skulle forholde sig til den nuværende forretningsmodel, for det ér svært at være straight i det nuværende terræn, men jeg har mistet respekten og lysten til at læse med hos flere, når de har affejet diskussionen pga. “metaltræthed” osv. Come on! Og faktisk ser jeg også lidt afvisninger som en bekræftelse af at det måske ikke er studenterhuen, der trykker. Er man reflekteret og transparent, så fremstår man i mine øjne mere respektindgydende og intelligent end det modsatte.

      1. Tænker også, at det kan have noget at gøre med, at man måske som blogger er bange for at blive fanget i noget, fordi man måske selv oplever reglerne som lidt uklare?

        Jeg bliver nok mest irriteret over, at man vil have fordelene, uden at acceptere det ekstra arbejde, der så følger med. Hvis man gør sin blog kommerciel, for at tjene penge på sin hobby, så er det bare 10-4 – men så synes jeg sgu også, at man må prioritere at svare på kommentarer osv, så længe disse er holdt i en sober tone, naturligvis.

  11. Jeg droppede læsning af en blog da det både anbefalede frilandsgrisekød og et par indlæg senere Roundup. Så det er ligesom med blade, som jeg betaler med penge, ligesådan vil jeg ikke “betale” med min tid og klik for at øge ratings på blogs med dårlig etik, selv om de frister ligesom seoghør i venteværelser

  12. Man kan jo bedst lige Bloggere som er troværdige og skifter ikke som vinden / pengene blæser fra indlæg til indlæg.

    1. Det er i hvert fald fint at gøre sig nogle overvejelser om, at man reelt støtter en side/et produkt, hvis man klikker ind forbi.

  13. Forestil dig en blog som en burgerrestaurant. Så hvis Linda drev McBlogsbjerg som en restaurant for at tjene penge, hvad er læserne så? Og hvad er sponsorerne? Tja….. sponsorerne er jo kunderne, for det er dem, der har pengene oppe af lommerne. Så læserne er jo….. burgere! Vi er varerne. Vi er klik og køb og mersalg. Jeg ville ønske, at jeg selv havde fundet på ovenstående, men det kan jeg ikke påstå. Min mand har vist hørt det et vildt klogt sted, P1 måske? Jeg kommer ikke så fine steder. Men det har vendt op og ned på min forståelse af blogs og sociale medier. Vi er bare en flok McLæsere med ekstra pickles….

    1. Hvis du ikke betaler for varen, så er du ikke kunden – du er produktet. Burgerne er et suverænt billede på det. Ellers er billedet med to grise, der står i en stald og er benovede over, at deres foder er gratis også helt spot-on. De er ikke kunden, de er produktet, der skal sælges.

      1. Jeg er fuldstændig pjattet med den fødevareanalogi, der vokser frem i det her kommentarfelt! <3

  14. Linda – Jeg tænker, at det ville være smartest at tage den op og advokere sin mening højt. At man ikke havde tænkt over det, eller at man skal respektere folks valg af fagforening og at hun ikke nødvendigvis støtter de gule – eller noget helt 3. Ikke noget med at fjerne noget og feje det ind under gulvtæppet. For som man kan se på det efterfølgende kommentarfelt, så går der bare endnu mere debat i den. Og for mig at se, så er det bare nogle unødvendige ridser i lakken og lav troværdighed efterfølgende. Andre har det måske anderledes, men det er sådan noget, der sætter sig i mig, som læser og gør jeg hopper over flere indlæg i fremtiden uden at klikke mig ind.

  15. Jeg tror faktisk at svaret på dit spørgsmål om Den sponsorerede cykel og kaffebaren (hvilket klart også er titlen på min næste krimi!) er, at ja, du skal i al evighed deklarere det som reklame. Jf Forbrugerombudsmanden, som jeg ikke orker at linke til lige nu … Og ja, det er toptræls nårspons ikke er deklareret. Toptræls!

  16. I virkeligheden mangler bloggere egentlig en fagforening. En fælles rygpude eller i det mindste overenskomst, med helt faste og klare regler om spons, reklamer og diverse.
    Eller er det for rødt?

    1. Nej, det er den fuldstændig perfekte full circle på de sidste to indlæg.

      Og jeg er helt enig <3

  17. Jeg læste det hele – som jeg gør med alt, hvad du skriver.

    Jeg er rigtig god til at se ting fra flere synsvinkler og derfor har jeg nogle gange svært ved at beslutte mig for, hvad jeg mener om en given ting.
    Dette er en af de gange.
    På den ene side giver det rigtig god mening, at bloggere skal betales for det store arbejde, det er at skrive – ofte daglige – indlæg. Og så længe vi læsere ikke vil betale, må pengene komme et andet sted fra.
    Derudover må det forventes at mennesker kan tænke selv. Hermed mener jeg, at blot fordi der reklameres for et produkt, er det ikke ensbetydende med at jeg som læser skal hoppe på produktet med samlede ben og bind for øjnene. Læsere er faktisk også en slags mennesker og kan dermed godt tænke selv og hvis andet antydes, vil jeg føle mig personligt fornærmet.
    Ud fra det synspunkt vil det fungere fint som det er nu, med markering øverst i et indlæg, når der er tale om direkte spons.

    På den anden side giver det også rigtig god mening at der er mere spons på en blog, end hvad man umiddelbart forventer og måske tænker over.
    Men den direkte advarsel om spons er alligevel en bedre service end man finder i f.eks. film, hvor skjult reklame nærmest altid har udgjort en vis del af en films budget. Det lærer man om i skolen og mon ikke blogs, med tiden i hvert fald, vil komme på skoleskemaet som et led i elevernes dannelse og evne til selvstændig tænkning….

    1. Idag skal du skrive, når der forekommer produkt placement i film, og det synes jeg egentlig er fint.

      Jeg tror ikke, at debatten udspringer af, at nogen tror, at læserne ikke kan tænke. Langtfra. Men der, hvor jeg i hvert fald selv har mine betænkeligheder, er i de situationer, hvor jeg ikke ved, at jeg bliver “udsat” for reklame. For mig er det lidt som at opdage, at min kollega, som jeg kender, men ikke er fortrolig med, “tilfældigvis” har talt godt om et kosttilskud/et fitnesscenter/en ny proteinbar – fordi hun får betaling for det. Det er jo helt fair, at hun vil dele sin begejstring med mig, hvis hun reelt synes det er godt. Det er også helt ok, hvis hun bare fungerer som reklamesøjle. Vi har alle sammen regninger, vi skal betale. Men jeg ville sgu føle mig ført bag lyset, hvis hun ikke fortalte mig, at hun fik penge for sin lovprisning. Derfor ville jeg stadig tillægge hendes ord værdi, fordi hun er en, jeg kender. Men finder jeg ud af, at hun har holdt penge-delen hemmelig, eller lovprist det, mens hun selv bruger et andet mærke, så ville jeg fremadrettet ikke tro på ét positivt ord om noget, der kom ud af hendes mund.

      Men det er så fint, at der er forskellige holdninger. For mig er det vigtigste, at vi som MacLæsere eller MacForbrugere forholder os konkret og kritisk til emnet😊

      Kh

      Linda

  18. Og så handler god blogging i min optik om at skabe værdi for læserne. Man skaber værdi for sine læsere ved at være oprigtig og ved at ville dem. Når man reklamerer “under false pretences” er/gør man ingen af delene.

    1. Jeg er delvist enig med dig; helt enig, hvis vi kun taler om kommercielle blogs. For det er en forretning, og ligeså vel, som hvis du åbner forretningen “Sabrinas hjørne” hvor du sælger brugskunst, så kan du sagtens vælge brugskunst, som du også selv kan lide, men det giver ikke mening at have forretningen, hvis dine kunder ikke vil have, hvad du sælger.

      I forhold til ikke-kommercielle blogs er det min oplevelse (når jeg ser på dem, jeg selv følger) at bloggeren finder krydsfeltet, hvor det emne, de brænder for at skriv for og formidlingen af dette mødes. For selvfølglig skal der være læsere, hvis det skal give mening at have en blog fremfor en dagbog, men hvis jeg skulle vælge mellem at skrive det, der kom fra hjertet til 100 læsere, og det, som jeg troede folk ville have til 1000 læsere, ville jeg vælge det første. Det andet kan man ikke blive ved med, tror jeg?

  19. Hurra for at debatten ruller – så tiltrængt. Jeg har vinket farvel til flere yndlingsbloggere, til hvem jeg ikke vil “betale” med mine kliks, hvis jer synes at deres troværdighed drukner i sponsorerede indlæg.
    Men … så kom der i øvrigt lidt et catch-22… på egen hjemmebane har jeg (af samme grund som ovenfor) nul-reklame-tolerance. Jeg finder det ikke relevant for bloggens tema, og jeg er alligevel for “lille” til nogensinde at skulle leve af det. Men hvad går op for mig i disse dage, midt i ovennævnte debat? At WordPress jo, fordi jeg har det billigste domæne og derved har solgt min sjæl til kapitalismen), har solgt reklameplads på min blog, som de sælger til virksomheder via såkaldt RTB. Jeg ser ikke selv annoncerne – men igår fra kærestens telefon var der lige pludselig “vupti”: en stor fed reklame fra en fertilitetsklinik. Tilfældigvis én jeg har personlig erfaring med og godt kan leve med, men jeg er for pokker ikke blevet spurgt!! Så nu skal jeg a) begynde at betale for at blogge, eller b) finde mig i at mine læsere mødes med reklamer, jeg ikke nødvendigvis kan stå inde for. Måske er jeg bare vanvittigt naiv og langsom i optrækket, siden jeg først nu ser problemer … men Åh, mega flad fornemmelse!!! And what to do about it …??

    1. RTB er ikke min allerstærkeste side, så hvis nogen, der læser med her i kommentarfeltet har rettelser eller opklarende kommentarer, så skriv endelig, men:

      Hvis jeg forstår det rigtigt, så bliver RTB solgt i batches – WP f.eks. sælger ikke trafik-info fra dig, men fra alle dem, der blogger under den tekniske konstruktion, du har valgt. Men så vidt jeg kan læse, er reklamerne, vi hver især får vist, et resultat af vores samlede adfærd på nettet, så når din kæreste får vist en fertilitetsklinik-reklame, så er det måske fordi jeres digitale fodspor ofte er at finde i dét bed? Jeg har f.eks. aldrig fået en reklame for netop dette.

      Så min pointe er nok, at jeg synes, man som privatblogger, uanset om man er kommerciel eller ej, kun kan være ansvarlig for den direkte reklame, man enten vælger at have på sin blog eller ikke. Hvis det her område bliver mere reguleret, og gråzonerne bliver nemmere at forstå og forvalte, både for bloggere og læsere, så bliver næste emne, et sted ude i fremtiden, måske RTB-annoncering og det individuelle ansvar for dette, men lige nu tror jeg, at det er for mange led ude i kæden til at interessere gennemsnitslæseren/-bloggeren?

      Kh

      Linda

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.