Say do you remember
I lørdags var Anton, som jeg kort fik nævnt i søndagens M2018-indlæg, til opvisning med Taekwondo-holdet på Torvet i Esbjerg. Jeg troede til det sidste, at han ville bakke ud, både fordi midtbyen var et inferno af mennesker og støj, og fordi jeg simpelthen ikke tror, at han var klar over, præcis hvad der skulle ske – og for bare 6 måneder siden, ville det have fået ham til at slå fuld bak. Men da de fik deres que, gik han, lidt forsigtigt, op på scenen sammen med de andre, og viste, hvad de havde lært, alt i mens jeg vrælede i vilden sky bag mine store solbriller. Han er nået så langt.
Bagefter sad vi og kiggede på de mange andre gymnaster og kor, der også lavede opvisning i midtbyen, og jeg kunne pludselig mærke følelsen af melankoli krybe ind i hele kroppen. Synet af de mange unge, der var sammen om noget, fik mig til at savne den tid, hvor det var mig, der løb rundt på torve og scener og festivalpladser, så jeg næsten kunne smage det.
Jeg skal ikke lade som om, jeg er blevet så gammel, at jeg har glemt, hvor svær den periode af mit liv også sommet tider var, men det slog mig virkelig, hvor alvorstungt jeg synes, det er at være Rigtig Voksen.
Alle udfordringer til trods, så var det en fantastisk lomme i tid, hvor man fik lov at være i fællesskaber med andre, der alle var, hvor de var, pga. aktive tilvalg, udsprunget af interesser. At forberede en opvisning, et event eller en uge på festival med mennesker, der alle brændte for det, vi lavede, gjorde den tid til noget særligt, og lige der på Torvet, kunne jeg mærke et svagt ekko af den stemning, der opstod, når vi var på eller afsted, og følelsen af fællesskab, når vi med tømmermænd eller iført gennemsvedt træningstøj betragtede strøget og cafeerne som vores retmæssige ejendom.
Da jeg sad og kiggede på alle de unge, der var igang, kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk ikke kan huske, hvordan man har det sjovt. Sådan rigtig, ægte haha-sjovt. Det er, som om, det ikke rigtig findes i voksenlivet? Eller er det mig, der leder de forkerte steder?
For selvom børnene bliver større, ville det aldrig give det samme at hoppe ind i sammenhænge, bestående af mennesker, der er helt andre steder i livet end mig, og som har tiden til at dedikere sig 100% til deres interesser. Selvom jeg kunne barnepige mig ud af logistikken, ville det f.eks. aldrig blive det samme for mig at søge fællesskaber i fitnesscentre igen, fordi jeg er et andet sted i livet. Træningen udgør kun 50% af det, der gør samværet fedt, og det er de resterende 50%, jeg er vokset fra, både praktisk og mentalt.
Som unge var vi hinandens netværk. Vi var hinandens sociale stimuli, hinandens historier og hinandens livsvidner, både pga. oplevelser, effektuerede timer og alle de op- og nedture, den fase af livet bestod af.
I dag har vi så mange af vores tentakler hæftet på andet og andre, at det intense samvær ikke kan genskabes – og det skal det i virkeligheden nok heller ikke. Det ligger bag os, fordi det forudsætter et bestemt ståsted i livet, med alle de muligheder og begrænser, der kommer med dét.
Normalt er jeg god til at huske, at hvis man fokuserer for meget på det, man har sluppet, så glemmer man at glædes over alt det, man dermed har givet sig selv mulighed for at samle op og holde om, på og ved i stedet, men lige der, på Torvet, en helt almindelig lørdag i september, ville jeg ønske, at det ikke altid behøvede at være enten-eller.
M2018, uge 35
(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Været meget tæt på at bestille et zombie-outfit på udsalg til Anton til Halloween, fordi vi alle ved, hvad der sker priserne om en måned. Heldigvis havde de ikke zombiedragten i hans størrelse, for da jeg stod og tømte opvaskemaskinen, kom jeg til at tænke over, om vi egentlig ikke købte noget sort og uhyggeligt sidste år? På hovedet i udklædningskassen, og Lord behold: Halloweenudklædning. I et sjældent anfald af klarsyn, viser det sig endda, at jeg har købt noget kjortel (eller hvad vi nu kalder det, Døden suser rundt i), som man derfor ikke lige vokser ud af. Så tippet her er ikke “Gro en bedre hukommelse” men derimod “Vælg udklædning, der i forvejen stumper/ikke skal passe til et bestemt benlængde”, så man kan genbruge det et par år eller 3.
2)
Vasket hår i ler. Ja. I know. Det lyder mere rabiat, end vi er vante til her på siden. Og ligesom dilemmaet omkring, hvorvidt vi hepper på virksomheder, der reklamerer med deres grønne profiler eller ej, (= tæller det, hvis de kun gør det for at kunne reklamere med det, og dermed skabe øget omsætning/produktion > < det er stadig bedre end dem, der slet intet gør) er her også et af de tiltag, som udspringer af et personligt behov, og ikke et ønske om at passe på naturen. Men hey – to fluer, ikke? Sagen er, at jeg har shampo-issues. Der er INTET system i, hvad mit hår og min hovedbund reagerer negativt på; den ene uge kan jeg KUN bruge Stuhr, ugen efter forvandler det mit hår til hø. Eneste undtagelse er John Masters, men det er ganske enkelt for dyrt til hverdagsbrug. Forsøg med tørshampo og med at skære ned på antallet af vaskedage har ikke fungeret, så indtil nu har løsningen været at køre med 3-4 forskellige shampo-mærker, som jeg så skifter i mellem for at narre mit hår.
Men ovre ved Karoline læste jeg i kommentarsporet om Rasul-ler som jeg først afskrev som for alternativt, men nød lærer som bekendt nøgne katte at spinde, så jeg skimmede lige teksten alligevel. To ting gav mig lyst til at prøve: 1) Prisen og 2) Neohippies forsikringer om, at man efter et par uger kan vaske håret knap så ofte, fordi leret ikke affedter det.
Jeg bestilte med det samme, og har prøvet det i morges, og det var ret nemt at bruge. Jeg prøver det den kommende uge, og giver en tilbagemelding i næste M2018-indlæg.
3)
Haft held til at lokke mine børn til pølsevognen i stedet for på MacD. Det er ikke så tit, vi frekventerer den slags steder – mere pga. holdning end økonomi – men engang imellem giver jeg mig, fordi børnene så utrolig gerne vil. Det er jo ikke fordi, det ernæringsmæssigt er voldsomt meget bedre at spise ved pølsevognen end på MacD, men prisniveauet – i hvert fald her i byen – er et andet, primært fordi der er mulighed for at vælge, hvad/hvor meget man kan spise, i stedet for færdige pakkeløsninger. På MacD vælger de altid et happy meal, som koster 40-45 kr., og særlig Frida kan ikke spise 1/3 af det, der er i. Ved pølsevognen i dag kom jeg af med 50 kr. for mad til dem begge.
4)
spurgt på Janes fb-side efter erfaringer med tøj, der lugter, som man ikke kan vaske/lufte/rodalon’e lugten ud af.
Vi er så heldige at arve en del tøj, og engang i mellem er der noget, der lugter så meget af loft, at jeg ikke kan vaske lugten ud. Jeg vil ikke give mine egne børn tøjet på, og antager derfor, at andre mødre vil have det på nogenlunde samme måde, og derfor sender jeg det ikke videre til genbrug. Men det føles også forkert at stå og smide en stort set ubrugt flyverdragt i skraldespanden. Der blev budt ind med alt fra tykmælk og citron til eddike og brintoverilte, og flere skrev, at man kan aflevere det til de forskellige genbrugsbutikker, som laver tvist og andre fiber-ting af det. Sagen er bare, at der på flere containere her i Esbjerg står, at man frabeder sig tøj, der er “beskidt” eller hullet, så jeg synes, det er svært at blive klog på, hvem der rent faktisk kan anvende det, og hvem der bare skal bruge tid og kræfter på at stå og sortere og smide ud. For slet ikke at snakke om, at lugten også kan smitte af på andet tøj i posen.
Jeg har ikke kunne finde info om lige præcis det her på de respektive organisationers hjemmesider, så lang historie kort: Jeg har skrevet en mail til H&M, Kirkens Korshær, Frelsens Hær og Røde Kors og spurgt.
Jeg giver en tilbagemelding, når jeg hører fra dem.
I spørger, jeg svarer: Hvordan føles det at være alene-mor, når du er sammen med par med børn?
Dette indlæg er det sidste i rækken af svar på jeres spørgsmål. Jeg kan egentlig godt lide den her måde at skrive på, så jeg lader postkassen forblive åben, og I er altid velkomne til at sende spørgsmål denne vej.
Dagens emne har jeg tænkt meget over, siden jeg fik det, og jeg er ikke sikker på, at jeg er blevet klogere. På en eller anden måde tror jeg, at det er lidt som at spørge enebørn, om de savner søskende. Svaret vil ofte være ‘Ja’ – men det vil være en smule tænkt, fordi de ikke aner, hvad de svarer ja til.
Jeg har efterhånden lært, at når vi taler om forskelle på at være forældre selv og sammen, så ender dem, jeg taler med, ofte med at sige ting som “Det er nok bare en anden slags udfordringer, vi har”, “Der er jo også nogle ting, du slipper for, fordi du bestemmer det hele selv” eller “Jeg synes faktisk tit, at det er nemmere, når Kurt er ude at rejse, for så er det bare mig og børnene, og så glider det hele meget nemmere”.
Eller “Men der er jo også mange glæder ved at have børn – det er jo ikke kun hårdt det hele, haha”
Den slags kommentarer skal jeg være ærlig at sige irriterer mig. Og ikke pga. indholdet, men fordi det altid – uden undtagelse – er de andre, der starter debatten. Jeg tror, hånden på hjertet, aldrig, at jeg har startet en sammenligningsdialog af forældreopgaven op, ganske enkelt fordi (og det her får lige sin egen linje):
Det. Er. Ikke. Synd. For. Mig.
Det er det virkelig ikke. Jeg tænker mange gange dagligt på, at jeg er så sygt taknemmelig over at leve i en del af verden i en tid, hvor det faktisk er muligt at få og have børn, selvom man er alene.
Men hvis præmissen for dialogen er, at vi taler om de dele af forældreskabet, som kan trække tænder ud, og som man kan blive frygtelig ked af og frustreret over, så vil det jo af gode grunde også være der, fokus er.
Når det er sagt, er det som at sammenligne æbler og pærer. Vi har alle livsbetingelser, som gør det umuligt at sammenligne (oplevelsen af) forældreopgaven. Er det hårdere at være alene, end at være sammen med en mand, der tæsker dig, eller sidder i fængsel? Er en syg bedsteforældre på den ene siden af ligningen sværere, end en bedstemor, der bor i Sverige på den anden? Er det nemmere at være den eneste, der bestemmer, hvor skabet skal stå, end at gå på kompromis med sine værdier som menneske?
Netværk, helbred, hvad for et barn du får, hvilke forcer og udfordringer, det har, hvordan søskendekonstellationen er, din jobsituation, din økonomi, din fortid, din trivsel på din arbejdsplads, osv. osv; alt sammen er faktorer i, hvordan livet og dermed forældreskabet opleves som helhed, og derfor bliver disse for mig usammenlignelige.
Og min fornemmelse er, at din egen mentale stamina og indstilling har umådelig meget at sige.
Men tror jeg, at jeg har mere arbejde, sådan helt lavpraktisk, ud af at være alene med mine børn, frem for, hvis vi havde været to? Ja. Uden tvivl. Også selvom det føles som om, at Peter aldrig hjælper til derhjemme, for hvis man som familie f.eks. har valgt at prioritere Peters karriere, så er der tale om en arbejdsfordeling eller nogle værdier, man som par og familie har valgt at sætte øverst – og som man kan vælge at ændre på, hvis én af parterne ikke trives. Med to indkomster vil der være nogle ting, man kan betale sig fra, og gået på klingen viser det sig også ofte, at bemeldte Peter står for bilen og haven eller er den, der har sat sig tilbundsgående ind i Minecraft og Fortnite.
Det er lidt som at sammenligne to lagkager, hvor det er flødeskummet man sammenligner, men hvor forskellen ligger i størrelsen på bunden.
Så når jeg er sammen med par, der har børn, tænker jeg ikke, at alting for dem er en sejltur på en solbeskinnet sø uden en krusning på vandet. Så heldige er der ingen, der er. Og jeg sidder ikke og himler mentalt med øjnene over det, hvis den ene af dem synes, at noget er svært eller hårdt, netop fordi jeg er så bevidst om, at forældreskabets glæder og udfordringer er usammenlignelige, fra én familie til en anden.
(Når det er sagt, må jeg dog lige tage en tår af min kaffe, hvis der opstår ophedede diskutioner om, hvis tur det er til at skifte en lorteble. Bedre menneske er jeg trods alt ikke.)
Når jeg er sammen med familier, som er dobbelt så mange voksne som mig, så tror jeg egentlig, at det, jeg bliver misundelig på, er tiden de har. At være to om alt det praktiske giver – i hvert fald i teorien – en mulighed for at få frigivet tid, hvor man kan være sammen med sine børn, uden at skulle andet. Det giver mulighed for at lade dem blive hjemme fra ting, som de givetvis ikke finder særlig inspirerende at være med til, og det giver mulighed for at gøre noget med dem hver for sig. Det kan jeg godt savne.
Også selvom jeg i hjertet føler, at vores måde at være familie på, på den lange bane komme til at give mine børn noget andet, som er lige så godt.
M2018, uge 34
(Se forklaring på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
På min venindes opfordring prøvet at fryse de bager-rundstykker, vi havde i overskud fra en fællesmorgenmad. Nogle af dem var skåret over, andre var ikke. Jeg tog dem op i morges, lod dem ligge på køkkenbordet en halv times tid, og gav dem små 10 minutter i ovnen; de var længder bedre end de frosne bake off’s, vi ellers har kørt med til fødselsdage. Der er hermed belæg for fremover at holde øje med, om der er 10-for-et-eller-andet, når vi en sjælden gang køber hos bageren, fordi de overskydende pludselig kan bruges til noget. (Hvis nogen har tænkt sig at kopiere ideen, var det faktisk de præ-overskårne, der blev bedst; de var gennemvarme, men stadig uden at blive hidsige i krummen udenpå.)
2)
Foretaget et lille skifte, som afgjort hører til i småtingsafdelingen, men som jeg alligevel godt kan lide tanken om: Jeg har gravet mine små, almindelige teskeer frem fra bagerst i skuffen, og har konsekvent brugt dem, når jeg har sat marmelade, rosiner, kaffe osv. på bordet.
Jeg har i årevis kørt med sådan en et-sted-mellem-teske-og-spiseske-model fra Ikea, fordi jeg synes, de er rare at spise yoghurt osv. med, og så er det bare endt med, at det kun er dem, jeg har brugt.
Den er i familie med tricket med at spise af mindre tallerkener, og selvom det måske kun er et glas marmelade, en pakke rosiner og et enkelt glas Nescafe, der kan spares på et år, så giver det stadig mening for mig, at vi, som livsfilosofi, bliver bedre til at tage, hvad vi skal bruge, og ikke bare hvad vi kan.
3)
Glædet mig over, at jeg her – 6 dage før d. 31.- kan se, at det lykkes mig at få os igennem denne måned med flyvende faner på et rådighedsbeløb på 2800 kroner til ALT.
Jeg har suppleret med salg af børnetøj osv. og jeg har i denne måned gjort en ekstra stor indsats for at komme af med ting, jeg normalt ville have sendt videre i rotation, og takket være de ekstra penge, står der stadig 500 kroner på lønkontoen, og vi har købt ind til den kommende uge.
De 2800 (plus salg) har jeg fået til at dække: Mad, husholdningsartikler, 3 x kalendergaver, 1 vinterjakke (LEGO Wear) til Frida, et par sko (Ecco) til Frida samt benzin til bilen, og hvis ikke der står en barbershop-kvartet klar, når jeg slår øjnene op fredag d. 31. som med sang og lovprisning hylder min indsats, mens de hænger medaljer om halsen på mig, og strøer rosenblade for mine fødder, bliver jeg sur.
Modsat tidligere i dette forløb, hvor jeg i måneder som denne, bare pelsede ALLE skabe for ALT, har jeg nu lært, at det ikke hjælper ret meget at lave en Glistrup, for det betyder bare, at næste måned bliver ligeså styg. Derfor har jeg været ret opmærksom på at at restock’e, når jeg har taget den sidste af et eller andet, så der er stadig tandpasta, hakkede tomater og vådservietter i skabene, og masser af mad i fryseren.
Som et slags PS synes jeg faktisk sjældent, at det er maden, der er udfordringen, når man er presset økonomisk. Jeg kan lave 500 retter, som smager fint og koster tæt-på-ingenting; for mig er det alt det uden om, som er svært. Sygdom, der kræver penicillin, gaver, sko, der pludselig er for små osv; udgifter, som kommer så løbende, at de er tæt på at være faste, men som alligevel ikke er der så ofte, at de er en del af det almindelige husholdningsbudget. Med et rådighedsbeløb på ca. 750 kroner pr. uge, inkl. benzin, som det har været tilfældet i denne måned, kan antihistamin til 70 kroner og en gave til 100 kr. godt mærkes.
Så med fare for at jinxe det hele, her 2 meter før målstregen, har jeg det lidt, som om jeg har vundet over august.
Sæd, æg og forskelle
Jeg er med i en gruppe på fb for mennesker, der er donorer, donorbørn eller har/gerne vil have børn alene.
Med snart 8 års jubilæum som selvvalgt alenemor, er det efterhånden ikke mange dilemmaer om denne måde at få børn på, jeg ikke er stødt på, for længst har forholdt mig til, og gjort med mig selv, hvad jeg mener om.
Men for et par dage siden var der en kvinde, der lagde dette spørgsmål op:
“Jeg venter barn nr 2, og har befrugtede æg liggende, som jeg ikke kommer til at bruge. Har det skidt med blot at lade dem kassere, men har samtidig svært ved at forene mig ved tanken om at de bliver givet videre, da evt børn kommer til at være 100% søskende til mine. Hvad ville i gøre?”
Det blev jeg øjeblikkeligt fanget af, for det har jeg aldrig tænkt over, og jeg sprang lige i kommentarfeltet for at se, hvad andre, der måske havde stået i lignende situationer, havde valgt at gøre.
Et par kommentarer nede lå den her :
“Interessant at man vil modtage sæd, men ikke selv vil give videre”
Først blev jeg sådan lidt ‘ok, når passivt-aggressive kommentarer bliver en OL-disciplin, glæder det mig da at se, at vi kan få Danmark repræsenteret’.
Men så kom jeg til at tænke over det, og for første gang i mange år ved jeg faktisk ikke, hvad jeg synes.
Når vi ellers taler om donation af organer, er jeg ret klar på, hvad min holdning er: Hvis du vil have, må du være villig til at give. Eneste undtagelse er, hvis du har en religion, hvor du skal ankomme til næste station i ét stykke (omend jeg ville være lidt forbeholden ift. at lægge min evighedsskæbne i hænderne på en gud, der ikke støtter op om, at vi skal redde liv, når vi kan) eller hvis de efterladte ikke kan være i sig selv over, at nogen skal skære i den elskede, de har mistet. De skal leve videre med sorgen og tankerne, og derfor synes jeg, at man er nødt til at respektere deres ønsker, rationale eller ej.
Men jeg mærker slet ikke samme afklarethed ift. ovenstående dilemma. Nu er der godt nok, i den konkrete situation, tale om noget, der ligger lidt ud over at donere hhv. sæd eller æg, fordi der her er et samlet produkt, der skal tages stilling til, men hvis jeg tænker på det, sådan principielt, kan jeg mærke, at jeg helt instinktivt synes, at der er forskel på at donere sæd og æg. Men jeg kan ikke finde ud af, hvorfor jeg har det sådan.
Umiddelbart har jeg lyst til at sige, at det handler om forskel på graden af .. tilknytning, tror jeg? Af antal? 1-2 æg kontra 60 millioner sædceller. Men det giver jo ikke ret meget mening, for hvis den holdning stod til troende, ville jeg vel også synes, at et barn var mere kvindens ‘produkt’ end mandens, og det synes jeg ikke.
Så spekulerede jeg på, om det handler om tilvejebringelsen af hhv. sæd og æg. Uden at fornærme nogen eller synke ned på rendestensniveau, kan vi vist godt være enige om, at der er betydelig forskel på både indsats og fornøjelse hos hhv. mandlige og kvindelige donorer. Men da jeg ikke er katolik, tror jeg heller ikke, at det er forklaringen.
Nu har jeg tænkt over det er par dage, og jeg er ikke kommet det nærmere, så jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre, hvad I synes.
Hvad mener vi her?
I spørger, jeg svarer: Hvad er målet, når dine lån er betalt ud?
Inden jeg tager hul på dagens tekst, bliver jeg bare nødt til at sige, at jeg simpelthen blev så rørt over jeres kommentarer og tilbud om gaver til det sidste indlæg. Først gik jeg, hvis jeg skal være ærlig, lidt i panik, fordi jeg blev bange for, at mine ord kom til at lyde som tiggeri. Men efter at have genlæst mit indlæg ca. 600 gange, nåede jeg frem til, at mennesker sgu bare somme tider er virkelig fantastiske, og tusind tak for det!!
Dagens indlæg er det andet-sidste i den her kategori, og er svar på en mail, der kom til mig for en måneds tid siden. Lise skrev:
Hvilke planer/drømme har du for de midler der til sin tid bliver frigjort når du er færdig med at afbetale din gæld? Vi der følger dig og er glade for minimalisme-indlæggene er jo alle sammen enige om at det er godt at være gældfri, men hvad skal den frihed omsættes til? Eller skal den omsættes til noget? Jeg spørger vel på sæt og vis både meget konkret (glæder du dig til at kunne spare op til børnenes efterskole/den store rejse til Japan/købe den allerbedste pastamaskine) og meget abstrakt (hvad er frihed når vi er bundet af vores ansvar for både os selv og de skrubbelure-unger vi har sat i verden? Hvilken betydning har økonomisk frihed?)
Jeg elsker det spørgsmål, fordi det åbner hele verden, og fordi det løfter perspektivet ift. at det her (forhåbentlig!) ikke skal være den evige spareøvelse, men også en dag får et fokus, der giver energi og ikke bare sluger den.
Først og allerfremmest er målet ikke at være bange mere. Jeg er. så. træt. af at bekymre mig om penge – ikke mindst fordi, jeg har levet længe nok til at vide, at der er udfordringer af langt mere alvorlig karakter, som jeg er velsignet fri for. Pengeproblemer er irriterende på samme måde som overvægt og forhold til forkerte mænd: Man ved, at problemerne er selvskabte, og ikke behøvede at være der. Det giver sådan en slags stress-i-anden, fordi man både bøvler med de praktiske konsekvenser af sine dårlige valg, og samtidig også flittigt slår sig selv i hovedet med at stå, hvor man står. Al den gode energi, der løber ned i dét afløb, glæder jeg mig usigeligt til at få igen.
Jeg glæder mig også til ikke hele tiden at være bange for, at min bil går i stykker, eller at dem i huset, der ikke er omfattet af skoletandplejen, knækker en tand.
Jeg glæder mig til igen at stå et sted, hvor jeg har valg, og ikke altid bare må gå med det-for-nuværende eneste alternativ.
Og så glæder jeg mig til ikke hele tiden at stresse over tolkemarkedet og den ud- eller afvikling, der foregår lige nu, fordi det helt udelukket at stå uden arbejde. Jeg elsker stadig at være tolk, og jeg kan stadig ikke forestille mig et andet job, jeg ville trives i, som jeg gør i dette, men det er et job med stor usikkerhed pga. udbudsrunder, priskrig og nedslidning, og bådene, jeg gennem tiden har siddet i, er flere gange kæntret. Indtil nu har jeg været heldig ift. hvem, der er kommet sejlende forbi, men det er desværre ikke utænkeligt, at vi en dag ender med, at de eneste tilbageværende arbejdsgivere tilbyder arbejde under vilkår, som jeg hverken kan eller vil leve med. Skete det nu, ville valget stå imellem at gå på kompromis med alt, hvad jeg er som menneske, eller tage et job ved kassen i Netto, fordi det tager tid at finde en stilling, der passer til én, der er uddannet så smalt, som jeg trods alt er.
Og hele det tankemylder glæder jeg mig til at slippe for at have i hovedet.
Men når jeg får mig selv tænkt allerlængst ned i et hul, så er det skønt med et spørgsmål som det her, fordi det minder mig om, at om 3 år er mine penge mine. Og dermed bliver alle valg også mine. Så kan jeg pludselig trække vejret igen. Det kræver fuld koncentration og det kræver held at nå i mål – men sammenholdt med de 12 år, jeg har betalt af, er det trods alt en overskuelig tidshorisont, og yes we can.
Når den tid kommer, har jeg svært ved at forestille mig, at de frigivne midler kommer til at gå til pastamaskiner og guldbelagte armaturer. Efter dette år, hvor der er sket virkelig meget inde i hovedet på mig ift. forbrug, miljø og besparelser, kan jeg simpelthen ikke se mig selv gå tilbage til det sted, hvor jeg køber ting, jeg ikke har brug for, og skal finde plads til dem i et hjem, jeg har brugt mange timer på at gøre u-fyldt og overskueligt.
Jeg tænker meget over, at jeg, når det nu skal være, faktisk har været ufortjent heldig, at det falder sådan ud, at jeg er færdig med at betale af på min gæld, inden Frida starter i skole. Lige nu opdager børnene intet; deres fokus er helt andre steder. Ingen af dem opdager, at kalendergaverne er second hand, eller at mor sjældent køber andet end en kop kaffe, når vi ‘spiser’ ude – men det gør de om 3 år. Lige nu ville de ikke opdage det, hvis ‘Adidas’-skoene havde 4 striber, eller Capri Sun juicen hedder Cupri San – men om 3 år begynder de at have en holdning til, hvad de gerne vil have på, hvad de kan lide, og hvad vi skal gøre sammen, og tanken om, at det til den tid forhåbentlig er mulig at imødekomme dem, er meget, meget rar.
Min store drøm er at tage dem begge to med til USA 3-4 måneder, og køre Guds Eget Land i stykker. Lige nu ville jeg hellere brække armen 3 steder end at tage på ferie i et fremmedsproget land med mig selv som eneste voksne indslag, men på den helt lange bane er dét drømmen. Mit håb er at jeg, når bilen er betalt ud, kan holde den sammen med hæfteplaster og papirclips 1 år mere, og spare en stor bid af de frigivne midler op, for jeg trænger sådan til at vide, at jeg har en buffer. Når dén er etableret, hedder det opsparing, og lige nu vil det være til en rejse til USA.
Drømme skifter og udvikler sig, og ingen ved, hvor livet tager os hen, men hvis jeg ikke begynder at spare op til det, kommer det i hvert fald ikke til at ske, og selvom vi ender med at konvertere drømmen til én med et andet indhold, vil pengene stadig give os muligheden for at gøre noget sammen, som vi kan tage med os mange år ind i fremtiden, og langt forbi det sted, hvor pastamaskiner og armaturer for længst ville have givet op.
M2018, uge 33
(Se forklaring på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1.
Brugt 3 aftener på at finde en brugt vinterjakke og et par brugte sko til Frida.
I den bedste af alle verdener købte jeg nye sko til hende (jakker er jeg mere loose med), men – med fare for at gentage mig selv – vi er pressede pt. Jeg diskuterede lidt frem og tilbage med mig selv og nåede frem til, at jeg hellere vil have sko i en ordentlig kvalitet og leve med, at de er let brugte, end at købe billige, syntetiske sko – som stadig vil være dyrere. Jeg kiggede på kurven med ting, jeg selv har sat til salg, som også indeholder sko i varierende grad af brugt, men nogle par er brugt max. 10 gange, og andre er mærket ikke engang klippet af. Fejlkøb, gaver og perioder, hvor børnene vokser gennem 2 størrelser på 2 måneder. Jeg konkluderede, at det samme måtte ske i andre børnefamilier, og gik i gang fra en ende af. (Her må jeg så lige indskyde, at jeg igen forbløffes over, hvad nogle mennesker mener, de kan få for noget, der ret beset er affald) MEN: Efter mange timers intensiv jagt, fandt jeg et par næsten nye Ecco til 100 kroner, og en meget-lidt-brugt LEGO jakke til 100 kroner. Nu er vi fri for at skulle bruge penge på dét, når vi får børnepenge næste gang, hvilket betyder, at der kan flyttes penge over i julepuljen.
2.
Speaking of jul: Begyndt at spekulere på, hvad jeg skal finde på til kalendergaver. Der er bare ret mange penge at spare, hvis man køber på bud, eller har tid til at finde noget ordentligt brugt. Sidste år købte jeg 4 Flunkerne-bøger brugt, som Frida fik hver søndag, sammen med en anden lille ting (vi kører adventsgaver), og de er læst ca. 1 million gange siden. Hvis nogen har gode ideer (ud over klassikerne med at give noget, de alligevel mangler) så hold jer endelig ikke tilbage i kommentarfeltet.
3.
Solgt brugte ting og tøj for 300 kr, hvilket betyder, at jeg – når portoen kommer oveni sko og jakke – faktisk har et nulsumsregnskab kørende.
4.
Færdigbrugt et par flasker med forskellige rengøringsmidler, hvilket bringer mig tættere på mit mål om at reducere kassen med diverse rengøringsremedier væsentligt. Jeg har læst lidt på det, og flere steder nævnes det, at man faktisk kan nøjes med 3-4 stykker. Jeg kommer måske ikke helt så langt ned, men ligesom med bodylotion/ansigtscreme-eksperimentet, kan jeg godt lide tanken om, at det samme produkt kan bruges til flere formål, så man både har et bedre flow i sine ting, og et bedre overblik over, hvad man har/mangler.
5.
Taget hul på noget, jeg har danset rundt om et par måneder, nemlig at træne herhjemme. Jeg har altid HADET hjemmetræning, fordi jeg synes, man får tingene blandet sammen. Det hører med til historien, at jeg meget hurtigt synes, at jeg ikke træner nok, så jeg har måske også været lidt afmålt ift. at forvandle mit hjem til et mini-fitnesscenter: Hvis jeg hele tiden har muligheden, synes jeg også hele tiden, at jeg burde. Det er svært at forklare, men jeg føler aldrig helt, at jeg har fri. Og hvis mit mentale helbred skal bevares, bare nogenlunde, så er jeg nødt til at have mine aftener fri. Ellers bliver jeg sur og tosset, og ikke nødvendigvis i den rækkefølge.
Men jeg savner at træne, og der er bare ikke penge til et medlemskab i et fitnesscenter lige nu, så jeg har sat mig ned, og prøvet at skrive alle de punkter ned, som står i vejen for at træne hjemme; helt ned til “jeg synes, det er irriterede at tage stilling til, om jeg skal have træningssko på indenfor”. Da jeg havde skrevet listen, gennemgik jeg punkterne og besluttede, hvordan de kunne løses.
I sidste måned fandt jeg lidt flere håndvægte til samlingen på Tradono, jeg har lavet et program, der er kort men hårdt, og nu tester jeg frem til jul. Hvis jeg stadig hader det, når jeg står og sveder ved siden af juletræet, men har fundet tiden til det, må jeg prøve at kigge på, om jeg ikke på en eller anden måde kan stampe penge op ad jorden til et medlemskab i et fitnesscenter. Har jeg ikke fundet tiden til det, ville jeg heller ikke have haft den i et center, og så er det under alle omstændigheder spild af penge, og skulle det utrolige være sket – at jeg er kommet til at holde af det – kan pengene bruges på noget andet.
I øvrigt:
- Vil jeg gerne vide, hvordan nogle mennesker kan klippe deres hæk så sociopat-agtigt jævnt? Jeg er ved at have et par års rutine, og min ligner, post-klipning, stadig pandehår, jeg har trimmet med en neglesaks.
- Har Frida for alvor opdaget Frozen, og jeg kan mærke, at jeg – igen – bliver helt uproportionalt irriteret over, at ingen kommenterer på, hvad Elsa laver på det skide slot, hun bygger af sne. Holder kæft og er pæn, eller hvad, Disney?
- Ville jeg virkelig, virkelig ønske, at der snart kom en funktion på køb/salgs-siderne, hvor man som sælger fik lov at rate købere. Ja. Jeg snakker til jer, der stiller 600 spørgsmål, for så bare at leave me on read.
- Har jeg for nyligt overværet en mand skrive på en tavle, og hver gang han skrev X, 9 og O startede han nedefra. Jeg håber, vi alle kan være enige om, at det er forkert?
- Sidder jeg lige nu og spekulerer på, om jeg starter en ny toiletpapirs-gate #AltidUdad
- Tømte jeg forleden min vaskepulver og min skyllemiddel på samme tid, og det var nærmest dagens højdepunkt. Så. Utrolig. Tilfredsstillende.
- Er temperaturen endelig, endelig, endelig faldet. Praised be.
- Har jeg taget hul på gløgg-sæsonen. Ja. Den bliver lang, og det er BARE skønt!
- Har jeg, i et forsøg på at gøre det muligt at træne med børnene, købt et sæt håndvægte til dem hver. De følger ikke takterne i musikken, og jeg kan ligeså godt sige allerede nu: Det bliver et problem.
- Har Anton i dag haft første skoledag, og her er et billede af ham og af Frida, som har besluttet, at alt, hvad Anton gør – det gør vi (#ThereIsNoIInWe).
- Tænkte jeg, da jeg stod og bandt buket nummer to, at hendes temperament, vedholdenhed og usvigelige sikkerhed ift. hvad hun vil, muligvis somme tider giver mig grå hår. Men det bliver også det, der kommer til at betyde, at hun aldrig nogensinde bliver nogens dørmåtte, og den tanke gør mig så glad.
M2018, uge 32
(Serviceinfo: Serielisten under ‘Anbefalinger’ er opdateret med ‘Ozark’ og ‘Marcella’)
(Se forklaring på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Evalueret på et eksperiment, jeg har kørt de sidste 4 uger, hvor jeg har brugt min helt almindelige nivea bodylotion som ansigtscreme. Jeg har ikke kunne mærke forskel overhovedet. Eftersom literprisen på ansigtscreme er 10-15 gange højere end den gennemsnitlige på bodylotion, kommer jeg vist bare til at køre den model fremover.
2)
Smidt et decilitermål i mine morgenmadsprodukter som op-øser-ske. Jeg er træt af, at mit mangel på øjemål betyder, at jeg stort set hver morgen smider et par skefulde morgenmad ud fra os hver. Appetit varierer selvfølgelig, men jeg syntes, det var forsøget værd, og det fungerer perfekt. (Jeg ved godt, at nogle af jer derude gemmer morgenmadsrester, og ikke et ondt ord om det. Jeg er bare lidt ekstra hys med bakterier, for det eneste, der er mere træls end at være syg og skulle tage sig af andre, er at være syg og skulle tage sig af andre, der også er syge)
3)
Oplevet noget, jeg sætter på her, som kommer til at grænse til reklame. Jeg skriver det alligevel, fordi de mennesker, der stod for det, ikke har den fjerneste idé om, hvad ‘blogsbjerg’ er, og derfor med 400% garanti ikke har gjort det i håb om omtale.
Jeg har en bil, hvor der fra fabrikken er konstateret en fejl på motoren, så den bruger langt mere olie, end den bør. Det gælder en stribe af biler fra lige præcis dén produktion, og de har alle været kaldt ind gennem Det Centrale Motorregister og fået skiftet en hætte, som skulle afhjælpe problemet. Det gør det bare ikke sådan rigtigt. I hvert fald fylder jeg langt, LANGT mere olie på min bil, end alle, jeg nogensinde har mødt, og de gange, jeg har skiftet mekaniker, har de være decideret vantro. Det giver ikke megen mening at tjekke oliepinden for mig, for min bil mangler stort set altid olie, men når det er ved at være kritisk, får jeg en advarsel i instrumentbrættet, som jeg har mekanikerens ord for, at jeg kan køre ca. 100 km med, uden at ødelægge noget.
I torsdags var jeg kun lige kørt på motorvejen, da advarslen poppede op. Den var ualmindelig vedholdende, og eftersom jeg skulle tolke i Fredericia, turde jeg ikke køre hjem uden at fylde olie på. Heldigvis lå der et værksted lige bagved det sted, jeg tolkede. De fyldte over 2 liter olie på, og jeg gik ind for at afregne.
“Får du normalt lavet service hos os?”
“Nej. Jeg er ikke her fra byen, men jeg tør ikke køre hjem, uden at fylde olie på.”
“Nej selvfølgelig. Nå, men ved du hvad, vi siger sgu bare, at det er på huset.”
“Øhm.. hvad?”
“Ja, altså, det havde været gratis for dig, hvis du fik lavet service her, så jeg synes bare, vi lader som om, du er kunde hos os.”
Han så til sidst helt beklemt ud over min overstrømmende tak, så til min egen ros, vil jeg bare sige, at jeg undlod at kramme ham. Men det er altså olie for ca. 300 kroner, og jeg sætter derfor dette punkt på ugens liste, fordi jeg tænker, at det er ret brugbar info, hvis der er andre derude, der har biler, der sluger meget olie.
Hos Skorstensgaard er det åbentbart gratis at få fyldt på mellem sine servicetjek.
Kram & kommentarer
Det går bedre. Søvn, et velsignet ophold i ting-der-opstår-og-kræver-action-NU! og et par dages (relativ) ro viste sig at være det, der skulle til for at genvinde fodfæstet. Jeg må indrømme, at jeg havde et par dage, hvor jeg for første gang i flere år blev rigtig bekymret, fordi jeg kunne mærke stemningstråde, der trak tilbage til det, jeg husker, fra de 3 gange, jeg har haft behandlingskrævende depressioner.
Der ønsker jeg aldrig at nå ud igen, og selvom man desværre ikke kan holde den slags stangen med viljens kraft alene, så tror jeg, at man somme tider kan få taget farten af bilen, og måske endda få den bragt til standsning, inden den kører ud over rampen, hvis man trækker håndbremsen i tide. Måske havde jeg forhjulene på den, måske havde jeg ikke – det finder jeg heldigvis ikke ud af i denne omgang.
Jeg fik de fineste kommentarer til mit sidste indlæg, og det er egentlig dem, der er årsagen til dette indlæg.
Normalt gør jeg en dyd ud af at svare individuelt på hver enkelt kommentar, og jeg gør mig umage for ikke bare at lave variationer over samme tema, hvor jeg ligeså godt kunne skrive “Se ovenfor”.
Sådan har det ikke altid været; det er noget, der er kommet. For 3-4 år siden svarede jeg på måske 40% af de kommentarer, jeg fik, så der er grænser for, hvor højt op på korset, jeg kan tillade mig at kravle, men i bedste eks-ryger stil, bliver jeg i dag selv relativt træt af bloggere, der stiller spørgsmål til læserne, svarer på de første 3 der kommer – for derefter at lade resten hænge i vinden og blafre. Jeg ved ikke, hvordan det føles for andre, men jeg mister lysten til at engagere mig, hvilket er første skridt på vejen til at slippe bloggen og bloggeren.
Når det er sagt, kræver det tid at svare på hver enkelt kommentar, man får, og det er det selvfølgelig bare ikke alle, der har.
Men det, jeg efterhånden har opdaget er, at man får noget, der minder om en sub-blog i kommentarfeltet, og at kvaliteten af kommentarer bliver uendelig meget bedre, når man som blogger svarer ordentligt, fordi vi på en eller anden måde spejler hinandens indsats. Hvis jeg gør mig umage, gør I også. Og dermed bliver jeres input og vinkler langt mere nuancerede, ganske enkelt fordi I bruger mere tid på at formulere jeres svar. Det giver en dybde, og en fornemmelse af 2-vejskommunikation, som jeg i dag ville være meget ked af at undvære.
Og derfor var min forundring stor over, at jeg for første gang i lang tid, simpelthen ikke vidste, hvad jeg skulle svare til kommentarerne fra sidste indlæg. Jeg har siddet og stirret på min skærm flere gange, uden at nå længere end det. For det kom til at føles som om, jeg bare gentog mig selv, hvis jeg skrev “Tusind tak for dine fine ord – de gør en forskel” under hver enkelt kommentar. Også selvom det er sådan, det forholder sig. Og alle-kaldet: “Tak for jeres kommentarer” føltes også lidt som en fuckfinger til mennesker, der har brugt tid til at sende gode ønsker og tanker afsted mod et menneske, de aldrig har mødt.
Efter at have tænkt over det et par dage, er jeg nået frem til, at det må skyldes, at hvor vi normalt hylder debatten og humoren herinde, og langt det meste af tiden spiller ord-pong – og elsker det – så var de seneste kommentarer faktisk mere en slag ord-kram, end svar-svar.
– som mit svar derfor bliver underligt usammenhængende med, hvis det bygger på ord, emojies og humor.
Så derfor vil jeg egentlig bare gerne sende jer den her, og ønske jer god lørdag:
Tak fordi I er jer.