I spørger, jeg svarer: Hvad er målet, når dine lån er betalt ud?

Inden jeg tager hul på dagens tekst, bliver jeg bare nødt til at sige, at jeg simpelthen blev så rørt over jeres kommentarer og tilbud om gaver til det sidste indlæg. Først gik jeg, hvis jeg skal være ærlig, lidt i panik, fordi jeg blev bange for, at mine ord kom til at lyde som tiggeri. Men efter at have genlæst mit indlæg ca. 600 gange, nåede jeg frem til, at mennesker sgu bare somme tider er virkelig fantastiske, og tusind tak for det!!

 

Dagens indlæg er det andet-sidste i den her kategori, og er svar på en mail, der kom til mig for en måneds tid siden. Lise skrev:

Hvilke planer/drømme har du for de midler der til sin tid bliver frigjort når du er færdig med at afbetale din gæld?  Vi der følger dig og er glade for minimalisme-indlæggene er jo alle sammen enige om at det er godt at være gældfri, men hvad skal den frihed omsættes til? Eller skal den omsættes til noget? Jeg spørger vel på sæt og vis både meget konkret (glæder du dig til at kunne spare op til børnenes efterskole/den store rejse til Japan/købe den allerbedste pastamaskine) og meget abstrakt (hvad er frihed når vi er bundet af vores ansvar for både os selv og de skrubbelure-unger vi har sat i verden? Hvilken betydning har økonomisk frihed?)

Jeg elsker det spørgsmål, fordi det åbner hele verden, og fordi det løfter perspektivet ift. at det her (forhåbentlig!) ikke skal være den evige spareøvelse, men også en dag får et fokus, der giver energi og ikke bare sluger den.

Først og allerfremmest er målet ikke at være bange mere. Jeg er. så. træt. af at bekymre mig om penge – ikke mindst fordi, jeg har levet længe nok til at vide, at der er udfordringer af langt mere alvorlig karakter, som jeg er velsignet fri for. Pengeproblemer er irriterende på samme måde som overvægt og forhold til forkerte mænd: Man ved, at problemerne er selvskabte, og ikke behøvede at være der. Det giver sådan en slags stress-i-anden, fordi man både bøvler med de praktiske konsekvenser af sine dårlige valg, og samtidig også flittigt slår sig selv i hovedet med at stå, hvor man står. Al den gode energi, der løber ned i dét afløb, glæder jeg mig usigeligt til at få igen. 

Jeg glæder mig også til ikke hele tiden at være bange for, at min bil går i stykker, eller at dem i huset, der ikke er omfattet af skoletandplejen, knækker en tand.

Jeg glæder mig til igen at stå et sted, hvor jeg har valg, og ikke altid bare må gå med det-for-nuværende eneste alternativ.

Og så glæder jeg mig til ikke hele tiden at stresse over tolkemarkedet og den ud- eller afvikling, der foregår lige nu, fordi det helt udelukket at stå uden arbejde. Jeg elsker stadig at være tolk, og jeg kan stadig ikke forestille mig et andet job, jeg ville trives i, som jeg gør i dette, men det er et job med stor usikkerhed pga. udbudsrunder, priskrig og nedslidning, og bådene, jeg gennem tiden har siddet i, er flere gange kæntret. Indtil nu har jeg været heldig ift. hvem, der er kommet sejlende forbi, men det er desværre ikke utænkeligt, at vi en dag ender med, at de eneste tilbageværende arbejdsgivere tilbyder arbejde under vilkår, som jeg hverken kan eller vil leve med. Skete det nu, ville valget stå imellem at gå på kompromis med alt, hvad jeg er som menneske, eller tage et job ved kassen i Netto, fordi det tager tid at finde en stilling, der passer til én, der er uddannet så smalt, som jeg trods alt er.

Og hele det tankemylder glæder jeg mig til at slippe for at have i hovedet.

Men når jeg får mig selv tænkt allerlængst ned i et hul, så er det skønt med et spørgsmål som det her, fordi det minder mig om, at om 3 år er mine penge mine. Og dermed bliver alle valg også mine. Så kan jeg pludselig trække vejret igen. Det kræver fuld koncentration og det kræver held at nå i mål – men sammenholdt med de 12 år, jeg har betalt af, er det trods alt en overskuelig tidshorisont, og yes we can. 

Når den tid kommer, har jeg svært ved at forestille mig, at de frigivne midler kommer til at gå til pastamaskiner og guldbelagte armaturer. Efter dette år, hvor der er sket virkelig meget inde i hovedet på mig ift. forbrug, miljø og besparelser, kan jeg simpelthen ikke se mig selv gå tilbage til det sted, hvor jeg køber ting, jeg ikke har brug for, og skal finde plads til dem i et hjem, jeg har brugt mange timer på at gøre u-fyldt og overskueligt.

Jeg tænker meget over, at jeg, når det nu skal være, faktisk har været ufortjent heldig, at det falder sådan ud, at jeg er færdig med at betale af på min gæld, inden Frida starter i skole. Lige nu opdager børnene intet; deres fokus er helt andre steder. Ingen af dem opdager, at kalendergaverne er second hand, eller at mor sjældent køber andet end en kop kaffe, når vi ‘spiser’ ude – men det gør de om 3 år. Lige nu ville de ikke opdage det, hvis ‘Adidas’-skoene havde 4 striber, eller Capri Sun juicen hedder Cupri San – men om 3 år begynder de at have en holdning til, hvad de gerne vil have på, hvad de kan lide, og hvad vi skal gøre sammen, og tanken om, at det til den tid forhåbentlig er mulig at imødekomme dem, er meget, meget rar. 

Min store drøm er at tage dem begge to med til USA 3-4 måneder, og køre Guds Eget Land i stykker. Lige nu ville jeg hellere brække armen 3 steder end at tage på ferie i et fremmedsproget land med mig selv som eneste voksne indslag, men på den helt lange bane er dét drømmen. Mit håb er at jeg, når bilen er betalt ud, kan holde den sammen med hæfteplaster og papirclips 1 år mere, og spare en stor bid af de frigivne midler op, for jeg trænger sådan til at vide, at jeg har en buffer. Når dén er etableret, hedder det opsparing, og lige nu vil det være til en rejse til USA.

Drømme skifter og udvikler sig, og ingen ved, hvor livet tager os hen, men hvis jeg ikke begynder at spare op til det, kommer det i hvert fald ikke til at ske, og selvom vi ender med at konvertere drømmen til én med et andet indhold, vil pengene stadig give os muligheden for at gøre noget sammen, som vi kan tage med os mange år ind i fremtiden, og langt forbi det sted, hvor pastamaskiner og armaturer for længst ville have givet op.

Published by

24 Replies to “I spørger, jeg svarer: Hvad er målet, når dine lån er betalt ud?

  1. Jeg tror, at mange mennesker der først har været lidt ude at svømme økonomisk, har svært ved ‘bare’ at brænde penge af, når de er oppe igen. Det sagt, så er der jo (heldigvis) mange forskellige holdninger til, hvad ‘brænde penge af’ betyder. Personligt har jeg det bedst med en opsparing/buffer, så jeg ikke går i minus, selv om bilen bryder sammen.
    Ulempen er for mig, at jeg faktisk stadig holder på pengene, selv om behovet ikke er der. Og nogle vil nok sige, at det ikke er en ulempe. Men når ens børn (på 17 og 13 år) også begynder at italesætte, at man ikke skal lave visse aktiviteter, fordi det koster for meget, så ved jeg, at jeg har overskredet grænsen lidt for meget mht. sparsommelighed. For jeg HAR jo sparet op til sommerferien og derfor burde jeg ikke tøve med at give dem en tur i vandland (og vi kom også afsted). Det er hele tiden en balancegang, for jeg ønsker også, at mine børn skal være økonomisk bevidste.
    Det sagt, så er det jo dejligt at være gældfri og jeg håber, at din plan holder hele vejen 🙂
    kh. Birgitte

    1. Det er en god reminder, at der også kommer et punkt, hvor man måske skal skrue lidt ned for retorikken, når man har fundet fodfæste igen. Min veninde er vokset op med frasen ‘Det har vi desværre ikke råd til’, og hun siger, at det hos hende har skabt en nærmest kronisk angst for at mangle. Derfor er jeg ret forsigtig med, hvordan jeg italesætter det her ift. Anton og Frida. Så jeg er meget enig – det er en balancegang.

  2. Super indlæg og i det hele taget skøn debat om værdier og minimalisme du har startet med bl.a. M2018. Tak 🙂
    Jeg har selv været på smalkost de år, hvor børnene var små. Både jeg og deres far var på SU. Når man er to, får man ikke forhøjet SU (som man gør hvis man er enlig, og absolut fair nok for det). Samtidig kan man ikke rigtig tjene penge ved siden af, fordi al indtægt modregnes fripladsen i vuggestuen (igen: fair nok). Derfor var årene frem til endt studie og arbejde en økonomisk spændetrøje så stram, at jeg i dag næsten ikke fatter, at vi faktisk lykkedes med at trække vejret gennem 5 år.
    Det jeg vil frem til er, at det netop var årene inden skolestart, hvor børnene ikke lagde mærke til, at det meste blev købt brugt, at jeg klippede både deres og mit eget hår derhjemme (jeg har krøller, man ser jo ikke om det er lidt skævt…), og at når de fik Nyt Tøj var det altid sidste års model med gule priser på. De manglede intet, for hvad mindre børn har brug for er nærvær, ture på legepladsen, i skoven, at hjælpe med at røre en bolledej eller at få lov at forvandle en papkasse til et bamsehus. De husker ikke de dyre sko de havde, den vinter de var fire år. De husker den dag, de hoppede i vandpytter til skoene var drivvåde uden mor blev stram over det. De tænkte ikke, at vi manglede en bil, de tog det jo som en spændende oplevelse hver gang vi skulle med toget hjem til farmor.
    Mine datter er 15 nu. Hun synes hun har haft en skøn barndom, og i dag, hvor det godt kan være vigtigt at få et par dyre sko, så får hun det, sommetider, og er selvfølgelig glad for det. Men hun plager aldrig, for hun ved godt at værdien af livet, og af hende selv som menneske, ikke ligger der.
    Det er en sidegevinst, der kommer ud af de her skrabe-år mens børnene er små: En bevidsthed der indlejrer sig i dem om værdi og frihed på et lidt højere plan end penge og bling bling. Jeg tror, med helt uvidenskabelig dokumentation fra mit eget liv, at det, der måske føles som at give dem for få og for beskedne gaver nu og her, er en fantastisk og meget større gave for dine børn på længere sigt. Du gør det supergodt 🙂

    1. Det var et meget fint perspektiv at få på. Jeg øver mig i at tale med dem om det på en måde, så det stille og roligt lagrer sig som en bevidsthed ift. at penge kun kan bruges én gang, men også så det ikke fylder eller skaber angst. For et eller andet sted er det jo stadig gælden, der styrer dine valg og dit liv, når den er betalt ud, hvis man tager angsten med videre. Mit håb er, at de – som dine, lyder det til – vil vokse op med en sund respekt for penge og hvad man vælger at bruge dem til.

      Tak for dine pæne ord om bloggen og temaet – det er så dejligt, at I har taget så godt imod det.

      Kh

      Linda

  3. Du er så fint et menneske – og dine refleksioner så fantastisk.

    …og ja – en bog mere!

    1. Jeg bliver lidt perpleks over alle de gode, fine og kærlige ord. Jeg skriver jo bare. Men hvor er jeg glad og taknemmelig over, at det har udviklet sig til en spiral af god energi, der giver lige meget på begge sider af tastaturet. Tak Louise! <3

  4. Så fine tanker, og jeg kan virkelig genkende spørgsmålet – jeg har fået det mange gange siden jeg begyndte at blogge om privatøkonomi. Jeg har ikke samme økonomiske “tandpine” at flygte fra, men det ligger så indbygget i mig, at jeg skal kunne klare mig selv økonomisk, også hvis min kæreste finder på at flytte væk. Da vi kom så langt med afbetaling af huset, at jeg kan sidde i huset alene (jeg tjener mest), så kan jeg mærke at jeg slappede lidt ekstra af. Det er måske min indre rødstrømpe, der stikker hovedet frem, men det er skønt ikke at være afhængig af en mand, sådan rent økonomisk. #girlpower

    1. Money Spice ftw!:)

      Det giver virkelig god mening – og det må også give en følelse af frihed, at man ved, at man kan følge sit hjerte, hvad retning det end trækker i, og ikke er tvunget til at blive sammen, fordi de økonomiske konsekvenser af en skilsmisse er for uoverskuelige. (Ikke, at det bliver relevant for jer, jo!)

  5. Hvis der stadig er åben for spørgerunden er jeg mere nysgerrig på dit job. Jeg støder engang imellem på hørehæmmede i mit arbejde som underviser og har svært ved at vide hvordan jeg kan understøtte situationen med tolken.
    Jeg er også nysgerrig på almindelige anekdoter fra dit arbejde, du må jo opleve mange forskellige steder. Hvordan er kulturforskellene(kultur forstået bredt fx gymnasium vs kontor) ?

    1. Spørgerunden er sådan set aldrig lukket, så man må hjertens gerne byde ind:)

      Jeg synes, du skal tage fat i den tolk, der kommer ud til dig næste gang. Jeg kender de fleste af de tolke, der huserer, og det er fine, gode mennesker, som virkelig gerne vil hjælpe med at gøre hele situationen så optimalt for alle som muligt <3

      Vi er sådan en faggruppe, der er lidt ekstra hysteriske med vores tavshedspligt. Den er jo vigtig i alle fag, hvor man arbejder med mennesker, men den er nok ekstra vigtig, når man færdes i så lille en verden, som døveverdenen er. Der ville være mange ting, jeg sagtens kunne fortælle fordi de ikke er hemmelige-hemmelige, og for ikke så længe siden var det et hot topic i tolkeverdenen, om man på firmaers lukkede hjemmesider kunne lægge billeder op fra tolkeopgaver, hvis brugerne udtrykkeligt havde givet lov. Det endte vi med at enes om ikke at gøre, fordi det ikke er givet, at alle ved, at det kun er med samtykke, og for de mennesker, der skal bruge os i både helt almindelige og meget intime situationer, er det bare så vigtigt, at der aldrig kan være tvivl om, at alt – også alt det kedelige og ligegyldige – ikke kommer videre. Derfor taler jeg kun om mit job i meget svævende vendinger, og alt, hvad jeg beskriver er omskrevet.

      Men når det er sagt oplever jeg faktisk ikke, at forskellene knytter sig så meget til institutioner som til mennesker. Jeg oplever nogle klasser, som er rasende inkluderende mens andre, på uddannelser, hvor det netop var det, man ville forvente, er det modsatte. Nogle arbejdspladser tager imod os med åbne arme. Andre tåler os kun lige.

      Hvis jeg en dag skal lave noget andet, ville jeg være eminent til at tage ud og hjælpe med, hvordan man, sådan helt all round, forbedrer sin præstation, når man taler med mennesker, uanset om man er lærer, direktør eller foredragsholder. Når man sidder som en flue på en glasvæg, er det nemt at få øje på, hvad det er, der somme tider gør, at kommunikationen og intentionerne somme tider kører helt af sporet og ender med at vælte. Det gad jeg virkelig godt.

      Jeg forstår 100% intentionen bag din kommentar, og jeg opfatter den udelukkende som et ønske om at kunne komme nogle mennesker, du støder på i din hverdag mere i møde. Bare, så du lige ved det <3

      Kh

      Linda

      1. Tak for svar. Har som regel også spurgt og fået lidt instruktioner. Flere svagt hørende siger det går godt med mig fordi jeg åbenbart taler meget højt og skingert (yay).

        1. Haha – én af dem, hvor man ikke kan finde ud af, om man skal blive smigret eller fornærmet:-D

  6. Kære Linda.
    Tak for dit indlæg; for din ærlighed og for at dele dine drømme og tanker.
    At fortælle offentligt, hvor stressende det er at være i en så presset økonomisk situation, hvor det hele kan vælte med en mekanikerregning. Og at man skjuler for sine børn at man kun køber en kop kaffe fordi det er for ikke-eksisterende / dumme penge at bruge på mad. Det kræver nosser. Af hjertet tak.
    At høre dine drømme for familien for fremtiden. Både friheden for stressen og rejserne. Oplevelserne sammen, der er så meget mere værd og langtidsholdbare end alle tænkelige materielle goder.
    Begge dele får mig til at tænke min egen situtation og drømme igennem. Tidligere, når jeg var ude med veninderne (ja, veninderne!) har det været pinefuldt at gå efter de billige retter. I dag er jeg heldigvis blevet bedre til bare at blive hjemme! Og drømmene; hvor vil jeg bare gerne vise mine unger verden. Jeg forsøger at lægge penge til side nu, hvor den (håber der kommer flere til!) er så lille at det er underordnet om vi er hos mormor og morfar eller Mallorca. Men jeg ved jo ikke hvad livet byder på af uforudsete mekanikerregninger..
    Tak fordi du deler. Du skriver fabelagtigt og du er til evig inspiration.
    Kh. Susanne

    1. Tusind, tusind tak Susanne. Det er simpelthen så rart at vide, at alle mine ord kan bruges, sådan helt lavpraktisk og konkret. Det gør det utrolig givende at skrive.

      Tak for dine ord og fordi du bruger tiden på at skrive dem til mig.

      Kh

      Linda

  7. Kære Linda,
    Tak for at du så gavmild deler tanker, oplevelser og overvejelser. Jeg får mere ud af at læse med på din blog end hvad rimeligt er; konkret er jeg blevet en mere reflekteret mor, veninde, forbruger og menneske. Det er sgu (med g!) da vildt. Bare tak!
    Kh Mathilde

    1. Shit Mathilde – jeg kommer sgu (..) da til at tude over sådan en kommentar der!

      Tak. Tak tak tak tak tak.

      Og hvis jeg møder dig ude i virkeligheden, er du selv ude om, at du får et kram <3

  8. Tak for dine indlæg, Linda. Jeg er selv en spade til at spare op, men har alligevel altid klaret mig, fordi jeg har været “heldig” og arvet, og fået et godt betalt arbejde, og fundet en mand som har meget mere økonomisk sans end mig. Vi har begge gode lønninger, og god økonomi, og behøver egentlig ikke spare. Men alligevel har dine M2018-indlæg fået mig til at tænke meget over hvad vi bruger pengene på, og om det virkelig er nødvendigt at købe alle de ting? Det har ført til at jeg næsten ikke shopper til mig selv længere -bortset fra når jeg virkelig ikke har andet end 3 hullede BH-er tilbage. Og det har også ført til meget bedre planlægning af indkøb og aftensmad, sådan at vi ikke længere har et overfyldt køleskab og smider en masse mad ud. Og ved du hvad? Hverken mand eller børn har opdaget/kommenteret på at de mangler noget! Javel, så har vi lidt lidt brød en dag, men så spiser de bare knækbrød. Og ja, så får vi rester en gang i ugen, men det betyder bare at man kan være heldig at få sin favorit to gange på samme uge 😉

    En anden ting er, at jeg har sat mig selv et mål om noget jeg gerne vil spare op til, til mig selv, og er igang med at lave et 4-års budget for at realisere det. For første gang i mit straks 40-årige liv… Så tak igen for inspirationen, Linda

    1. Jeg får nærmest euforisk optur over din kommentar, Britt. Hold op, hvor er det bare fedt at høre, at du – altså, et rigtigt, ægte menneske ude i verden – bruger mine ord til noget. Det er overvældende, vanvittigt og fuldstændig fantastisk. Det gør mig så glad!

  9. Linda jeg kan kun gentage de andre og sige at jeg elsker dine indlæg. Jeg tænker også meget over mit forbrug og er blevet klogere af at følge din blog. Du skriver så klogt.

    1. Jeg bliver ikke mindre glad for din kommentar, fordi andre har sagt det før dig <3 Jeg elsker, at du får noget ud af at læse med; det betyder meget for mig.

      Tak for din kommentar, Jannie <3

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.