Sæd, æg og forskelle

Jeg er med i en gruppe på fb for mennesker, der er donorer, donorbørn eller har/gerne vil have børn alene.

Med snart 8 års jubilæum som selvvalgt alenemor, er det efterhånden ikke mange dilemmaer om denne måde at få børn på, jeg ikke er stødt på, for længst har forholdt mig til, og gjort med mig selv, hvad jeg mener om. 

Men for et par dage siden var der en kvinde, der lagde dette spørgsmål op: 

“Jeg venter barn nr 2, og har befrugtede æg liggende, som jeg ikke kommer til at bruge. Har det skidt med blot at lade dem kassere, men har samtidig svært ved at forene mig ved tanken om at de bliver givet videre, da evt børn kommer til at være 100% søskende til mine. Hvad ville i gøre?”

Det blev jeg øjeblikkeligt fanget af, for det har jeg aldrig tænkt over, og jeg sprang lige i kommentarfeltet for at se, hvad andre, der måske havde stået i lignende situationer, havde valgt at gøre. 

Et par kommentarer nede lå den her :

“Interessant at man vil modtage sæd, men ikke selv vil give videre”

Først blev jeg sådan lidt ‘ok, når passivt-aggressive kommentarer bliver en OL-disciplin, glæder det mig da at se, at vi kan få Danmark repræsenteret’.

Men så kom jeg til at tænke over det, og for første gang i mange år ved jeg faktisk ikke, hvad jeg synes. 

Når vi ellers taler om donation af organer, er jeg ret klar på, hvad min holdning er: Hvis du vil have, må du være villig til at give. Eneste undtagelse er, hvis du har en religion, hvor du skal ankomme til næste station i ét stykke (omend jeg ville være lidt forbeholden ift. at lægge min evighedsskæbne i hænderne på en gud, der ikke støtter op om, at vi skal redde liv, når vi kan) eller hvis de efterladte ikke kan være i sig selv over, at nogen skal skære i den elskede, de har mistet. De skal leve videre med sorgen og tankerne, og derfor synes jeg, at man er nødt til at respektere deres ønsker, rationale eller ej.

Men jeg mærker slet ikke samme afklarethed ift. ovenstående dilemma. Nu er der godt nok, i den konkrete situation, tale om noget, der ligger lidt ud over at donere hhv. sæd eller æg, fordi der her er et samlet produkt, der skal tages stilling til, men hvis jeg tænker på det, sådan principielt, kan jeg mærke, at jeg helt instinktivt synes, at der er forskel på at donere sæd og æg. Men jeg kan ikke finde ud af, hvorfor jeg har det sådan. 

Umiddelbart har jeg lyst til at sige, at det handler om forskel på graden af .. tilknytning, tror jeg? Af antal? 1-2 æg kontra 60 millioner sædceller. Men det giver jo ikke ret meget mening, for hvis den holdning stod til troende, ville jeg vel også synes, at et barn var mere kvindens ‘produkt’ end mandens, og det synes jeg ikke. 

Så spekulerede jeg på, om det handler om tilvejebringelsen af hhv. sæd og æg. Uden at fornærme nogen eller synke ned på rendestensniveau, kan vi vist godt være enige om, at der er betydelig forskel på både indsats og fornøjelse hos hhv. mandlige og kvindelige donorer. Men da jeg ikke er katolik, tror jeg heller ikke, at det er forklaringen.

Nu har jeg tænkt over det er par dage, og jeg er ikke kommet det nærmere, så jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre, hvad I synes.

Hvad mener vi her?

Published by

71 Replies to “Sæd, æg og forskelle

  1. Jeg synes umiddelbart, at forskellen ligger i, at pakken er sat sammen (hvis jeg forstår det ret) – som hun skriver, bliver det 100% søskende.. Så’n lidt ala at bortadoptere det tredje søskende for at se hvordan et andet socialt miljø ville påvirke barnet.. Hvis det bare var æg eller sæd, var der tale om halvsøskende og potentielt et “helt andet” barn.. Deri ligger forskellen i hvert fald for mig; en veninde har selv doneret æg og mega thumbs-up for det – samme ift sæd.. Men samlet kan jeg godt forstå, at man ikke ønsker at give videre.. Personligt ville jeg nok lade dem kassere..

    1. Lige i den her situation forstår jeg også godt, at man ikke kan sende det videre. Selvom tanken er utrolig smuk, tror jeg, de fleste godt kan sætte sig ind i, at det simpelthen er for mærkeligt. Det var noget andet, hvis hun selv var modtager af både donoræg og sæd, så hun ikke biologisk var rodet ind i det. I de tilfælde er barnet jo helt oplagt barn af de mennesker, der gror, passer og elsker det.

      Men synes du, der er forskel på at donere æg og sæd? Og hvis ja: Hvorfor? For det er den vinkel, jeg ikke kan få has på.

      1. Ah, så forstår jeg lidt bedre dit tankemylder 😉

        Som en anden skriver er “arbejdet” forbundet med ægdonation større – men betalingen til donor (uden at vide det 100%) er også større.. Så i det store billede, nej; Jeg mener ikke der er forskel på æg og sæd.. Donorsæd er muligvis mere udbredt, men i takt med at flere kommer i behandling, bliver der nok større efterspørgsel på æg og dermed mere normalisering af dét at donere æg.

        Men for pokker det er spændende drøftelser, du bringer for dagen! Tak! 😊

  2. Jeg forstår 100% kvindens dilemma. Hvem ville ikke gerne give andre muligheden for at få ‘en færdig pakke’ og derefter et barn. Og så alligevel – det mærkelige i at vide, at der går en søskende rundt derude, som man ikke kender til. Ville det mon være bedre eller værre, hvis hun kendte modtager(ne)? Ønsker hun mon kontakt med modtager? Min kollega, som desværre lige er død helt tragisk, var medlem af en donorgruppe. Hun og sønnen mødtes med andre mødre og børn, der havde samme far (donor), som hendes dreng.
    Jeg ville gerne have doneret æg, men da jeg fandt ud af muligheden, var jeg desværre blevet for gammel. I dag lever jeg sammen med en mand, som helt sikkert ikke ville have været ok med at jeg gav æg væk.
    Så altså – jeg ved ikke, hvad vi mener. Som i virkelig ikke…
    Kh. Birgitte

  3. Det er supersvært! Ville du kunne leve med, at din mand fortsat var sæddonor? Én ting er, at være donor, når man er single, men på en eller anden måde skal man næsten være to til at beslutte det, når man er sammen? Og måske endda selv har børn sammen.

    Jeg så lige, at en anden derinde spurgte, om man egentlig fik besked, hvis man har valgt åben donor, og denne dør? Det gør man ikke, viser det sig. Det er sgu da også lidt problematisk? At barnet går og venter på svar til det bliver 18 – og så: Ingenting?

    Det er ikke nemt.

    1. Hvis man møder hinanden og den anden part allerede er donor, så tror jeg ikke, jeg ville have et problem med det. Hvis min mand kom i dag og sagde, at han ville begynde at være donor, så ville det nok give nogle snakke.
      Kan man få svar som 18-årig donorbarn, om ens far/mor? Det troede jeg faktisk ikke…

      1. Hvis jeg forstår reglerne rigtigt, så kan dem, der har valgt åben donor få at vide, hvem deres biologiske forældre er, når de fylder 18 (og dermed ikke længere kan være en forsørgelses-forpligtelse) men hvor meget info man får, ved jeg faktisk ikke.

  4. For mig ligger forskellen også i, at æggene er befrugtede. Dvs. det barn, der måtte komme ud af det, har helt samme genpulje, som hendes eget barn – og dermed også 100 % søskende. Jeg har selv æg i fryseren, og de er befrugtet med min mands sæd. Jeg ville til evig tid føle, at det barn skulle have været mit, hvis jeg donerede et af dem væk.
    Jeg har det anderledes med ubefrugtede æg. Jeg synes stadig, at kvinden “giver” mere af sig selv, fordi det er et ret invasivt indgreb, set i forhold til mandens indsats (ikke for at negligere det, men det ER bare mere besværligt at skulle stikke sig med hormonsprøjter to gange om dagen i en periode for at danne flere æg, som skal tages ud med en lang nål, der prikker hul i underlivet og suger æggene ud. Ikke spor rart) men som en anden skrev – så kan det blive et HELT andet barn, hvori man måske slet ikke ville kunne se ligheder med sig selv eller ens eget barn.

    Jeg kan på ingen måder se, at hun skulle være hyklerisk eller dobbeltmoralsk, fordi hun gerne vil modtage sæd, men ikke ville forære et “færdigt” barn væk.

    1. Bare lige for at være irriterende pernitten: De er jo altså ikke 100% beslægtede eller har nøjagtig samme genpulje. De deler 50% af alle deres gener, nøjagtig som alle søskende fraset enæggede tvillinger.

      1. Nu jeg tænker efter, bliver jeg i tvivl om, om der er større sandsynlighed for, at tveæggede tvillinger ligner hinanden end alle andre søskende? Min umiddelbare tanke faldt nemlig på sådan et par “tvillinger født forskudt”, som jeg kender, og som er nærmest identiske. Det ville være meget underligt at møde sine børns/sin egen tvilling på gaden, tænker jeg.

        1. Tveæggede tvillinger ligner ikke hinanden mere end andre søskende fraset enæggede. Tveæggede tvillinger kommer fra hver sin ægcelle og hver sin sædcelle. At være tvilling betyder, at man har været i livmoderen på samme tid, men de er altså ikke mere beslægtede end andre søskende. Så hvis man møder sin tvilling på gaden er der altså tale om, at man har været i samme livmoder på samme tid.

          1. @Tina, Astrid og Marie:

            Jeg forstår sagtens, hvad du mener, Tina. Og jeg synes heller ikke, at hun er dobbeltmoralsk, fordi det på en eller anden måde kommer to forskellige steder fra, behovet for at give og behovet for at få.

            Men når jeg tumler sådan med det, handler det også om, at jeg ikke selv føler det rigtigt at donere æg. For uanset hvor helt utrolig irrationelt det føles, så vil jeg stadig, som giver, tænke, at det var kimen til noget, der skulle have være mit barn.

            Jeg er utrolig glad for, at der er flere og flere, der ikke har det som mig, for de mennesker, som har brug for det, er jo 100% afhængige af andres hjælp. Men jeg er bare overrasket over, hvor mange følelser, der ligger i det hos mig, når jeg dykker ned i det, for det havde jeg faktisk ikke forventet.

  5. Se dét er et interessant dilemma, som du – og andre – reflekterer så fint over. Personligt oplever jeg ikke den særlige tilknytning til ægget, der gør at jeg føler, at det ville være anderledes for mig at donere æg fremfor hvis jeg kunne donere sæd (men nu er jeg jo nu engang kvinde, så altså…). Ansvaret, konsekvenserne og mulighederne er for mig de samme, omend tilvejebringelsen er noget mere besværligt og mindre fornøjeligt ved ægdonation end ved sæddonation.
    Et forældreskab defineres for mig ikke ved det biologiske materiale, men ved den rolle man spiller i barnets liv og mine æg der for mig derfor blot det. Æg. Derfor er jeg da også mere end villig til at donere mine æg, når praktikaliteterne tillader det.
    Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med dette skriv, men føler måske alligevel et behov for at stille spørgsmålstegn ved kvinders særlige tilknytning eller ejerskab over æg. De er vores, ja, men ikke mere eller mindre end sæden, som er mandens.

    Det virkelige dilemma for mig opstår ved muligheden for én eller flere ukendte hel- eller halvsøskende til mine egne børn. Og hvordan dét skal tackles, ved jeg simpelthen ikke endnu.

    1. Og gudskelov for kvinder som dig <3

      Jeg tror egentlig, at mit skriv udspringer af, at jeg heller ikke tidligere har tænkt, at jeg havde nogen som helst tilknytning til mine æg. Men opslaget på fb fik mig til at tænke over, at hvis det er rigtigt – så burde jeg jo bare igang med at donere. Og det har jeg simpelthen ikke lyst til. Det overrasker mig, og faktisk ikke på en positiv måde. Jeg ville gerne være et federe menneske end det.

  6. Det er dælme et spændende dilemma.
    Jeg er af den overbevisning, at det er miljø mere end arv der gør en familie til en familie – altså at timerne tilbragt sammen, plastre på knæene, skænderierne, krammene osv er vigtigere end det biologiske mix man kommer i. Men det kan jeg godt mærke er en lidt nem holdning at have når man aldrig har været tvunget ud i overvejelser á la ovenstående.
    Umiddelbart synes jeg ikke der er den store forskel sådan helt principielt i at donere æg og sæd – men når det er 100% søskende som i kvinden hers tilfælde bliver det måske for.. nært? tæt? intimt? tættere på et ‘rigtigt menneske’ end bare en samling celler? Men hvorfor egentlig..?
    Jeg tror jeg ville være okay med at min mand donerede sæd og i princippet ville jeg også være klar på selv at donere æg. Men det skulle være når vi 100% sikkert var helt færdige med at få børn selv. Og det er vi ikke endnu og jeg fylder 34 om lidt så vi ville være for gamle når det blev relevant (måske igen lidt ‘letkøbt’ så?). Men min tanke om det er at når vi selv har lavet de børn vi skulle og hviler i det er vi også mere følelsesmæssigt på afstand på en eller anden måde. Jeg tror min mand ville være mere ‘træk-på-skuldrene-det-er-bare-celler’ end mig dog..

    1. Jeg er 100% enig. Adaptivbørn og adoptivforældre er jo familier fuldt ud på linje med de biologisk beslægtede af slagsen. Og alligevel fravælger jeg jo – ved ikke at gøre noget – at donere æg, og opslaget her fik mig til at tænke mere grundigt over, hvorfor det er. Og jeg når frem til, at det er fordi jeg føler, at et æg er starten på et af mine børn.

      Det virkelig mærkelige er, at jeg ikke har det på samme måde ift det tænkte scenarie, at jeg skulle have haft et donoræg. I den situation er jeg ikke i tvivl om, at jeg på alle måder ville have betragtet barnet som mit eget biologiske barn.

      Og det er bare ret sjældent, at jeg er så inkonsekvent i mine holdninger, så det fylder i hovedet, synes jeg.

  7. Min mand og jeg har 9 befrugtede æg liggende på frost efter sidste omgang ivf og efterfølgende succes. Måske kommer vi til at bruge et af dem, men resten er jo så bare “spild”. Jeg kunne dog aldrig forestille mig at give dem til nogen (jeg har prøvet at “føle” på tanken tidligere), men samtidig føler jeg lidt, at de skal bruges. Grunden til, jeg ikke kan give dem væk, er netop den faktor, at de er et direkte produkt af ham og mig og os – selv med en anden opvækst. Og tanken om, at jeg kan gå på gaden og pludselig se “mit” barn, skræmmer mig sgu lidt. Når vi har brugt færdig af æggene, havde jeg derimod forestillet mig, hvis det er muligt, at donere dem til videnskaben. Så går de i hvert fald ikke helt til spilde.

    1. Det er en virkelig fin tanke. Jeg tror også, at jeg ville føle det forkert, at de blev ‘destrueret’ – det har fandme en kedelig klang!

  8. Naturen bliver mit svar på urimeligheden i, at det føles forskelligt at donere æg og sæd. Mænd har på sin vis altid -siden tidernes morgen, hvornår dét så end er- doneret sæd, fordi de naturligt kan “donere”. Kvinder derimod har rigtig svært ved det af naturens vej uden moderne teknologis hjælp. Ovenstående skal ikke ses som en undskyldning for, at kvinder ikke er moralsk forpligtede til at donere æg, men måske et forsøg på en forklaring. Vi har jo den moderne teknologi, så moralsk er det rimeligt at holde alle mennesker lige. Men følelser er bestemt ikke altid egalitære, ej heller er følelser altid at finde indenfor et moralsk kompas, derfor dilemmaet. Tænker jeg.

    1. Nej, følelser bliver tit noget rod:)

      For mig er det bare slående, at jeg – i teorien – synes, at det må gælde det samme, om man donerer sæd eller æg. Men hvis jeg var i et forhold med en mand, og han var sæddonor, så tror jeg faktisk, at jeg ville være ok med det, men jeg ville ikke selv have lyst til at donere æg. Så når det er de andre, vi snakker om, så er jeg ikke i tvivl, men når jeg tager det ind, og mærker, hvordan det ville være for mig så er det bare langt mere irrationelt, end jeg troede, det ville være.

  9. Ja, hvad søren mener vi egentlig her. På trods af at mine egne fornemmelser omkring op og ned på dette område er blevet skubbet kraftigt til igennem de seneste år (belejligt nok i takt med at jeg selv blev mere og mere desperat for at få børn), så er jeg også uendeligt meget i tvivl om, hvor jeg står henne her.

    For den principielle hjernehalvdel siger: “Hvorfor skulle dobbelt-donation være så meget anderledes end enkeltdonation, hvorfor skulle æg være anderledes end sæd, osv.”. Men den følelsesmæssige hjernehalvdel tøver og siger: “Fint nok med dig og dine principper, men kunne de selv overtales til at diners C’s søskende væg, hvis nu der havde været flere i fryseren, end I kunne bruge selv?”.

    Og så bliver hjernen tavs, for jeg ville gerne kunne sige, at jeg vil gå meget langt for at hjælpe andre med at blive forældre. Og at jeg grundlæggende interesserer mig mere for “nurture” end “nature”. Og alt muligt andet. Men jeg ved det ikke – jeg ved ikke om jeg kunne, når det kom til stykket. Min mand ville med sikkerhed aldrig kunne – og vi har knapt nok hverken æg eller sæd nok til at stykke vores egne unger sammen – så det bliver ikke aktuelt… men alligevel.

    Jeg er overbevist om, at jeg godt ville kunne donere æg (hvis de ellers var noget værd, og jeg ikke var så pisse traumatiseret) – men at donere “hele pakken” mærkes anderledes i maven? Gud, hvor jeg håber, at dine altid geniale læsere kan afgøre min kamp mellem hjernehalvdelen henover de kommende dage… Kh Signe

    1. Det lader til, at vi alle er relativt enige om, at det er nemt nok, så længe vi bliver i hovedet, men anderledes, når vi trækker det ned i følelserne.

      Jeg undrer mig, hos mig selv, over, at jeg føler forskel på æggets betydning, hvis jeg forestiller mig som hhv. afgiver og modtager. Som modtager ville jeg på ingen måde føle, at barnet i maven var andres end mit, men som giver føler jeg, at det er. Det er simpelthen så ulogisk, at jeg får hovedpine af mig selv over det.

  10. Såvidt jeg har forstået loven, så skal den ene donor være åben ved dobbeltdonation, hvilket bestemt ikke gør dilemmaet nemmere.

    Jeg synes æg- og sæddonation er nøjagtig det samme, upåagtet at det kræver meget mere af kvinder faktisk at donere. Det er forbundet med fysiske risici, hvilket mandlig donation ikke kan siges at være. Derfor synes jeg ægdonorer burde kompenseres mere, men det er en anden snak. Jeg hørte en gang et mandligt medlem af Etisk Råd udtale at kvinder er mere knyttet til deres æg end mænd er til deres sæd, hvilket fik mig fuldstændig op i det røde felt. Jeg føler ingen særlig tilknytning til mine gameter og ville godt være donor hvis ikke jeg var for gammel. Jeg ville også have det fint med at min mand var sæddonor.

    Men jeg synes det er en hel anden snak med embryodonation. Jeg har tre børn, og de ligner mig og deres far virkelig meget og jeg ville have svært ved at forestille mig, at de skulle have en fjerde søskende et eller andet sted. Jeg har fået mine børn af naturlig vej i klassisk far-mor-børn konstellation, så jeg har hverken haft brug for hjælp eller stået i dilemmaet. Jeg tænker, at jeg nok ville have en anden indstilling hvis jeg havde haft behov for det ene eller det andet.

    Og jeg synes slet ikke sæd, æg eller embryodonation kan sammenlignes med at være blod- eller organdonor. Donation af æg eller sæd giver nye individer, doneret blod og organer bliver brugt som ‘reservedele’ til allerede eksisterende individer.

    1. Der er også den forskel, at man ved æg/sæd-donation, modsat organdonation, stadig er her, og kan “se” resultatet.

      Jeg ville simpelthen så gerne være ligeså cool som dig – men jeg føler faktisk en form for tilknytning til det, ægget er kimen til. Upåagtet at det på det stadie jo ikke er andet end en samling celler.

      Jeg elsker, at I alle kommer med så mange gode vinkler. Det er virkelig spændende, det her!

  11. Min mand og jeg har to æg på frys, og jeg er ret sikker på, at vi har skrevet under på, at æggene kasseres, hvis vi ikke ønsker at bruge dem. Så selv hvis vi ville give dem væk, tror jeg ikke, at vi måtte.

    Jeg ville ikke kunne give æggene fra mig, selv hvis jeg måtte. Selvom tanken om, at de skal destrueres også er svær. Det bliver for tæt på på en eller anden måde.

    1. Jeg forstår det virkelig godt. Det er, som om, man næsten kun har svære løsninger at vælge imellem, ikke?

  12. Det er et interessant emne, og det er noget, som jeg selv har tænkt en del over på det sidste – bare fra en anden vinkel. Jeg er i gang med IVF behandling, som hverken statistisk eller med et blik på behandlingen indtil nu ser ud til at lykkes. Siden jeg var i behandling og fik et barn for nogle år siden er det jo netop blevet tilladt med dobbeltdonation.

    Hvor hverken min (kvindelige) kæreste eller jeg havde skrupler over at modtage sæd dengang, har vi det anderledes med dobbeltdonation, uagtet at min kæreste jo ikke er genetisk beslægtet med vores barn. Det er ulogisk, og vi har undret os over vores umiddelbare modstand – men den er der. Én grund er måske, at vores barn ligner mig utroligt meget, og at det derfor ville være underligt særligt for barnet at få et barn med en helt anden genpulje, men jeg er ikke engang sikker på, at det er det eneste. Muligheden er ikke udelukket, men jeg ved ikke, om vi når derhen.

    Det er selvfølgelig ikke det samme som det par på facebooksiden. Dem forstår jeg udmærket. Jeg synes, der er stor forskel på at donere den ene del af et barn og så donere en “færdig blanding”.

    Mht at donere æg og sæd synes jeg principielt, det er det samme. Altså lige indtil du spørger, om jeg så uden videre ville donere æg. Det ved jeg ikke. Og jeg ved ikke, om man kan være mere “følelsesmæssigt forbundet” med æg end sædceller, og hvad der i så fald er grunden til det, så jeg følger også interesseret med i de kommende svar.

    1. Haha – ej, men jeg har det som om jeg selv har skrevet den kommentar! <3

      Det er så dejlig nemt at mene det rigtige, lige indtil vi går i kødet på det, ikke? For hvis jeg virkelig mente, at man bør give, hvis man kan, så var det jo bare at få stængerne i bøjlerne, for jeg har æg nok. Men når jeg ikke gør det, så handler det netop om, at der for mig er en tilknytning. Uanset hvor tosset det er.

      1. Jeg kan ikke lade være med at svare på denne. Sikke et spændende dilemma!

        Det er vel ikke “bare” at få stængerne i bøjlen, for du skal jo gennem en ægmodningsproces, som vel potentielt kan gå ret meget ud over dit liv (alt efter hvor hormonfølsom man er) i den periode. Og selvom jeg er villig til (i princippet) at donere æg, så er jeg -under ingen omstændigheder- rede til at gennemgå den behandling, der skal til. For det vil få for stor indvirkning på mit liv i den periode. Og det ville jeg nok kun være villig til, hvis jeg selv skulle i behandling for barnløshed, og selv da ville jeg være i tvivl, fordi jeg er vanvittigt hormonfølsom. Så det er altså ikke kun følelser og natur (som jeg skrev ovenfor) men også et rationale omkring min dagligdag og mit liv, der skal være værd at leve.

        Men hvis det var lige så let for mig, som for mænd, så donerede jeg gerne.

        Hilsen Hormonella

        1. Jeg fik det måske gjort lige nemt nok med de bøjler der:) Det er rigtigt; det er ikke bare lige. Jeg har en eks-kollega, der har gjort det, og hvis jeg husker rigtigt, endte det faktisk også med at koste hende nogle sygedage, fordi hun blev overstimuleret, og fordi hun blev skidt af udtagningen. Der er mange hensyn at tage, men det er nok fordi jeg bliver fanget i at tænke i de helt store linjer, hvor et par måneders ubehag og gener (og det er SLET ikke for at negligere, hvor slemme de kan være) måske ikke vejer så tungt på livsvægten, som et inderligt ønsket barn gør for par, der ikke selv kan få.

  13. Jeg synes, det er et vanskeligt dilemma, fordi jeg ikke kan rationalisere mig frem til et svar. Det er 100% en mavefornemmelse jeg har omkring dette, og det kan være temmelig svært at retfærdiggøre eller forklare, synes jeg. Men hvis jeg var kvinden, ville jeg destruere æggene. (Ved faktisk heller ikke, om man bare må donere den “færdige pakke” så at sige?). Jeg ville syntes, det var for mærkeligt, hvis mit barn havde helsøskende gående rundt. Men vores barn er også biologisk vores begges, så enhver helsøskende ville jo høre til vores familie, synes jeg. Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad jeg ville synes, hvis vi havde fået barn vha. fx donorsæd. Ift. ægdonation og sæddonation synes jeg ikke, at der er forskel. Men i lighed med Astrid synes jeg at forskellen består i “indsatsen”. Mine fordomme siger mig, at en sæddonation er en relativ ligetil proces (i hvert fald fysisk! Skal ikke kunne sige noget om det psykiske i at donere) mens jeg selv har været igennem ægudtagning mange gange (grundet fertilitetsbehandling) og det er ærligt talt noget af en omgang, synes jeg. Men om man har doneret et æg eller en sædcelle synes jeg ikke, der er forskel på.

    1. Men hvis du har tiloversblevne æg fra fertilitetsbehandlingen – ville du så være ok med at donere dem? Eller hvis der var strå fra din mand? Ville du føle, at det var det samme? Jeg spørger oprigtigt og uden noget clue om, hvad der ville være “det rigtige” svar <3

      1. Nej, jeg ville ikke kunne donere mine. Men jeg ved ikke, om det er fordi, at det er mit og min mands biologiske barn – altså om jeg ville føle det anderledes, hvis vi havde brugt donorsæd. Nej, det er ikke let!

  14. Jeg har ikke læst alle andre kommentarer midt i morgenkaffen, så jeg beklager hvis jeg gentager noget her. Jeg kan sagtens sætte mig ind i følelsen af at der er forskel. For mig handler det nok om, at æggene er en knap ressource, mens sæden kan produceres i stort set uendeligt omfang. Overvejelserne i forhold til at donere æg hænger derfor for mig også sammen med, om man kan være sikker på, at der er nok til en selv. En ung mand kan roligt donere sæd i sikker forvisning om at der er rigeligt – også selv om han vil have børn om 10, 15 eller 20 år. En kvinde har en hvis mængde æg og man slipper dem jo ikke “frivilligt”, der skal en del mere udefra kommende manipulation til, hvis kandancen skal være anderledes end den naturligt forekommende.

    1. Jamen det er altså bare ikke rigtigt. Det er ikke sådan at fordi man donerer æg, så har man ikke nok til sig selv. Man kan heller ikke spare æg op ved at tage p-piller (som hæmmer ægløsning). Meget kort og meget forsimplet så går æggene stille og roligt til spilde i æggestokkene, uanset hvad. Ved stimulering får man flere end ét æg til at modnes og dem kan man så tage ud og bruge til ivf, men det er altså ikke sådan at ægdonorer går tidligere i overgangsalderen. Så det er ikke et argument for at lade være. Og jeg mener i øvrigt ikke, man behøver at argumentere for hvorfor man ikke vil være æg eller sæddonor. Det er et meget personligt valg og der er ikke noget rigtigt eller forker valg. Det skal bare helst tages på det rigtige grundlag imo. 😊

      1. Det er HELT perfekt, at vi har fagkundskaben repræsenteret i det her kommentarfelt. Kæmpe hurra for dig, Astrid <3

        Jeg håber bestemt ikke, at nogen sidder tilbage med fornemmelsen af, at mit indlæg er tænkt som et spark over skinnebenet ift. at skulle forsvare/forklare, hvorfor man vælger det ene frem for det andet. Jeg er bare selv overrasket over, hvor stærkt, jeg føler for noget, jeg egentlig aldrig har tænkt dybere over. Det er sjældent, man støder på sådan en uopdaget side af sig selv i min fremskredne alder, så det er egentlig bare det, der er min bevæggrund for indlægget her:)

        1. Jeg læser bestemt ikke dit indlæg sådan – jeg skrev det kun for at understrege, at jeg heller ikke synes, man skal forsvare sit valg i fht dette. Og jeg ELSKER de her indlæg, ikke mindst pga kommentarfeltet. Jeg læser ingen andre blogs hvor debatten er så god og saglig og med intelligent indhold. Kæmpe kudos for
          det! Udråbstegn, ja.

          1. Og så bliver man endda klogere undervejs. @Astrid – betyder det så, at dem der går i overgangsalder når de er 36 bare var uheldige at få langt færre æg end os andre, og så slap de bare op 10-20 år tidligere end hos naboen – uanset om de havde fået udtaget 3×6 af dem som 32-årige?
            Jeg spørger fordi jeg virkelig gerne vil vide det😊

  15. Spændende dilemma! Helt principielt synes jeg ikke, at der er forskel på at donere æg og sæd. Og jeg må (med skam) indrømme at jeg hverken selv har lyst til at donere æg eller har lyst til at min mand skulle donere sæd. Det har intet at gøre med, at jeg ikke går totalt ind for muligheden for at donere/modtage æg/sæd, for det gør jeg – så det er jo ret dobbeltmoralsk, det her… Det, der gør det umuligt for mig, er den enorme omsorgstrang jeg får, bare jeg tænker tanken – tænk, hvis der gik et barn rundt i verden, som var kommet af mig! Eller min mand. Jeg får lyst til at finde et barn! Og få det under mine vinger med det samme. Det er jo ikke fordi, jeg ikke ved, at andre mennesker også kunne være fantastiske forældre for det barn – men alligevel gør tanken helt vold på mit indre. Det er jo mit job her i livet at passe på det barn. Jeg er glad for at min mand ikke har været sæddonor tidligere, for jeg tror, at tanken om de børn, der gik rundt derude og biologisk stammede fra ham, ville hjemsøge mig. Har de det godt? Bliver de elsket? Ved de, at de er gode nok, præcis som de er?

    Jeg håber ikke, at min kommentar støder nogen, for jeg under alle mennesker at få de børn, de ønsker, på lige den måde der giver mening i deres liv.

    1. Jeg tror, at alle her på siden forstår intentionerne bag de ting, der bliver skrevet, så jeg tror bestemt ikke, at nogen bliver stødt af din kommentar.

      Jeg elsker faktisk, at vi åbner den her debat, fordi jeg selv kan mærke, at jeg ikke vil kunne donere æg, mens jeg tror, at jeg ville være ok med, at en kommende mand var sæddonor. Hvor irrationelt det end må forekomme.

      Men forhåbentlig er der nogle af dem, der kan mærke, at det for dem ikke føles som at slippe noget, man selv burde tage vare på, der måske når frem til, at de gerne vil donere æg. For der mangler jo æg-donorer, helt vildt. Og helt objektivt er det jo pissetarveligt at sidde her og holde på dem, når man nu bare i det biologiske lotteri har været så heldige at få de gode.

      Det er svært, det her!

    1. Hej Villads.

      Det er ret forskelligt, men hvis jeg sådan skal taget et gennemsnit, så vil jeg tro, at jeg bruger et par timer på at skrive mine indlæg, og det samme på at svare på kommentarer. Så 4 timer om ugen, plus/minus.

      Mvh

      Linda

  16. Jeg læste dit indlæg i går, genlæste det og har følgende tænkt en del over æg vs. sædcelle donation. Det er altså et interessant dilemma at tænke til ende ud fra ens personlige præferencer og holdninger. Vi vil jo, netop fordi vi er så dejligt forskellige, nå frem til vidt forskellige standpunkter.

    Personligt er jeg meget gavmild med alt på/i/ved min krop, som kan gives væk (blod, blodplader, knoglemarv, organer, etc.: take it all!). Og jeg undersøgte faktisk også mulighederne for ægdonation, da jeg var yngre. For hvorfor ikke? Jeg skulle ikke bruge dem til noget, de har en udløbsdato, kunne hjælpe andre og i nurture vs. nature debatten, er jeg på nutures side. Det var i hvert fald min holdning som ung studerende. Jeg endte med ikke at gøre det, simpelthen fordi logistikken var HÅBLØS! Du kunne ikke ‘bare’ donere til en bank på det tidspunkt (som sæddonorer kan): du skulle donere på vegne af en barnløs veninde, som så ‘byttede’ ægcelle med en anden barnløs og hendes donor. Så du ikke endte som donor for din egen venindes barn, hvilket jo var fint nok. Jeg havde ingen problemer med anonymiteten. Men jeg blev ret frustreret over, at det ikke var muligt ‘bare’ at aflevere sit æg til en fryser og så gå igen. Det var det, jeg var indstillet på og villig til – og som man kan som sæddonor – men ægdonation var derimod betinget af, at du personligt kendte en ufrivilligt barnløs, du donerede til og efterfølgende skulle lave logistik-bingo med for at få planlagt donationsprocessen.

    Det interessante er, at jeg nu som 32 årig (uden mand eller børn), faktisk stadig har det på samme måde. Også selvom jeg er i den MEGET tidlige overvejelsesfase vedr. egne donorbørn. Reglerne for ægdonation har heldigvis ændret sig, men nu har jeg og mine ægceller overskredet sidste salgs dato – i hvert fald i donations øjemed. Forhåbentligt kan stadig bruges af producenten, når/hvis jeg kommer dertil.

    1. Jeg er simpelthen så vild med alle de forskellige perspektiver herinde, for det er virkelig et emne, der har mange nuancer.

      Jeg kan sagtens se, hvad du mener; at det ville være noget, flere ville tilbyde at gøre, hvis det var mere ligetil at få lov til. Det giver rigtig god mening.

      1. Orv, efter jeg skrev min meget lange kommentar gik jeg ind og dobbeltcheckede reglerne for ægdonation og man kan faktisk være donor op til 35 år, såfremt man er sund og rask. Hurra for det – og afsted med mig 😀
        Og her kommer mit næste, helt alvorligt og reelle spørgsmål: hvor skal jeg, bogstaveligt talt, lægge mine æg? Vederlaget for privatdonation er mig ligegyldigt, så jeg vil gerne høre hvad, der anbefales af dem, der har siddet i modtagerenden? Her tænker jeg offentligt vs. privat.

  17. I bund og grund, så handler det – for mig – om, om man kan give andre muligheden for at få et barn. I teorien kan jeg ikke finde argumenterne for, at man giver mere af sig selv med et æg end med sæd. Jo, der er ikke nær så mange æg som sædceller, og det er klart en voldsommere proces at donere æg, men i sidste ende er resultatet det samme: man giver sine gener væk.
    Jeg synes, der er noget rigtigt i kommentaren (selvom den bestemt kunne være udformet pænere). Hvis man selv har fået sine børn ved et tilskud af andres arvemateriale, så burde det jo ikke være anderledes selv at give et tilsvarende tilskud. At det ville være helsøskende er jo på en måde bare tilfældigt, kvinden har stadig “kun” foræret sine egne gener væk (den anden halvdel tilhørte jo en donor).
    Det er et interessant spørgsmål. Men måske er det mere fordi, kvinder sjældnere donerer æg end mænd donerer sæd? Der er jo formentlig også mange mænd, som slet ikke kunne forestille sig at donere sæd.

    1. SUPER god pointe! Jeg gad virkelig godt at høre, hvad mænd tænker om det her!? For jeg tror da, du har 100% ret – der må være en del mænd, der også fravælger det pga. etik og holdninger, men dem hører man ikke rigtig noget til, vel?

      Når jeg dykker langt nok ned i det her, kan jeg godt blive helt svimmel. Forleden så jeg en, der skrev noget om, at det ikke var så slemt, at voksne donorbørn fandt sammen med nogen, de var biologisk beslægtet med, fordi det i fremtiden vil blive mere normalt “fordi donorbørn vokser op, og måske selv vælger at blive sæddonorer”. Lige der eksploderede min hjerne nærmest.

      1. Nu kommenterer jeg altså lige igen. I DK må en sæddonors sæd kun give ophav til et mindre antal børn (jeg tror, det er 25). Ægdonorer bliver i praksis færre. Loven er sådan fordi der gør at sandsynligheden for at to donorbørn med samme genetiske ophav finder sammen og får børn er mikroskopisk. For det er overhovedet ikke lige meget. Det er indavl og giver en meget større risiko for graviditetstab, misdannelser, mental retardering oma. Der er faktisk også en større risiko ved fætter-kusineægteskaber, men dog mindre, hvorfor dette i dk er lovligt.

        1. @Astrid:

          Er du da svimmel, jeg synes også, det er problematisk! Loven blev lavet om i 2017, og i dag må en donor donere børn til 12 familier, og før det, var det 25. Så dels er der alle de børn, der er undfanget før 2017 at tage i betragtning, men det har altså også betydning, er det er antallet af familier, der tages udgangspunkt i. Fair nok ift. at man måske gerne vil have helsøskende, men det betyder, at det reelle antal børn kan komme op på 24+ børn, bare i Danmark. Derudover eksporterer man i stor stil, både til de nordiske lande, og til dem syd for Danmark – og stor er verden bare ikke længere.

          Jeg fatter ikke, at etisk råd ikke er gået ind i dilemmaet med, om man bør forbyde børn med sæddonor-ophav selv at blive sæddonorer. Det betyder selvfølgelig, at det ikke længere er forældrenes valg, om børnene skal have at vide, at de er lavet med hjælp udefra (altså, i de tilfælde, hvor det er mandens dårlige sædkvalitet, der betyder, at man vælger donor), men jeg synes godt nok, at der bliver talt alt for lidt om konsekvenserne ift hvor alvorlige, de kan være.

          I Finland er der et område, hvor forekomsten af døvblinde er stærkt forøget, og man ved at det handler om indavl; at området simpelthen er så tyndt befolket, at den genfejl, der bl.a. kan resultere i døvblindhed bliver overrepræsenteret i reproduktionen.

          Så jeg er hører dig HØJT og tydeligt, og tænker, at de kvinder/familier, der har valgt sæddonorer har en stor opgave ift. at tale med deres sønner om et eventuelt valg af selv at blive donorer.

          1. Men netop fordi verden bliver mindre er der også større influx af nye gener og mindre risiko for indavl.

            Jeg ser ingen årsag til at børn af donorer ikke selv kan bliver donorer – så stort et antal børn fødes altså heller ikke efter donation og jeg fastholder at risikoen for at man lige netop støder ind i én af de potentielle 12 hvor der er samme donorfar er minimal. Men hvis der er en genetiker på linjen må de da meget gerne melde sig nu.

            Rent principielt synes jeg alle donorbørn har ret til at vide at de ér donorbørn, og det viser forskningen også er bedst, men ultimativt mener jeg ikke, af det er noget staten eller andre skal blande sig i.

          2. @Astrid (jeg aner ikke, hvor denne kommentar poster ift. den oprindelige tråd, men håber, den kommer under din seneste):

            Jeg er enig i, at staten ikke skal have den slags rettigheder ift. de enkelte familiers valg om, hvad de vælger at fortælle deres børn. Selvom jeg egentlig synes, at man træffer et ret afgørende valg på et andet menneskes vegne, er det stadig for voldsomt et indgreb for mig.

            Men jeg synes, at det ville give mening at en instans bestående af mennesker, der ikke har aktier i foretagendet, hverken emotionelt eller økonomisk, bruger mere tid, end tilfældet er nu, på at tale om konsekvenserne der følger af at være/bruge sæddonor.

            Både fordi der er sket en stigning på 50% i antallet af kvinder, der vælger at blive insemineret over de sidste 5 år*, men også fordi de “nye” donorbørn begynder at blive store. I gruppen på fb er der med jævne mellemrum kvinder, hvis donorbørn har fået stillet en diagnose, der er i tvivl om, hvilke sygdomme/diagnoser, der skal indberettes til sædbankerne. Selvom man selvfølgelig screener sæddonorer, inden de får lov at donere, er der en kæmpe gråzone af kromoson/genfejl, som du dels kan være bærer af uden selv at vide det, og som dels kan give udfordringer hos ét menneske, men ikke hos et andet. (Det ved du jo qua din baggrund alt om, men jeg synes stadig vinklen er vigtig at få med). Lige nu kan jeg i gruppen se, at det f.eks. er ret forskelligt, om kvinder får besked på at indberette autisme eller ej.

            Man kan argumentere for, at børn af sæddonorer ikke skal indskrænkes mere i deres valg end alle mulige andre, men i og med, at det trods alt er de færreste mænd, der bliver fædre til et tocifret antal børn, synes jeg stadig, at der er konsekvenser, man i hvert fald bør give familier/enlige, der vælger denne løsning, muligheden for (sammen med deres børn) at forholde sig til.

            (og der er formentlig også sket en stigning i antallet af brug af sæddonorer i ægteskaber, både homo og almindelige, fordi det er noget, man taler mere om, men det har jeg ikke en kilde på. Den anden udvikling er der skrevet lidt om her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/flere-vaelger-saeddonor-kernefamilien-er-ikke-saa-almindelig-som-den-var-engang)

  18. Jeg var ret dårligt af hormonerne, da jeg skulle stimuleres til ægudtagning. Og lå o sengen en uge bagefter med store smerter. Og klinikken havde også lige glemt at nævne risikoen for skade på de indre organer hvis man ligesom jeg blev overstimuleret og ophobede væske alle de forkerte steder. Det gik heldigvis fint, men ægdonation er altså ikke ‘bare lige’ – der er risici med i forløbet. Jeg gjorde det helt klart for nogle jeg kendte som havde behovet, men ‘bare’ til blind donation? Desværre nej tak. Jeg endte så med en bunke befrugtede æg i fryseren som vi ikke skulle bruge og overvejede selvfølgelig om de mon kunne doneres. Men embryoer er bare noget andet end æg. Så de blev destrueret. Havde det derimod været ubefrugtede æg, så ville jeg helt klart have doneret dem – efter al det mas med at få dem ud, burde de jo blive til noget. Æg er bare æg. Men embryoer er bare lidt tættere på at være et barn, og de er mine! Sjovt nok havde jeg intet i klemme med at få dem destrueret, så var de bare væv igen. Logik, gå hjem og vug.

  19. Jeg er splittet. Ligestillings-mig vil have, at æg og sæd er lige vigtige. Og begge dele er jo unægteligt nødvendige for at lave et barn.

    Men så er der jo lige den detalje, at de fleste mænd producerer sæd i massevis og kan donere den “med glæde”, mens kvinder, der donerer æg, faktisk skal gennem en operation.

    Jeg kan godt forstå kvinden, der ikke bare ville donere sine befrugtede æg.

    1. Jeg tror, det lige præcis er sådan, rigtig mange har det. Og ja:: Fuld forståelse for, at kvinden har svært ved at donere potentielle helsøskende til andre. Der er mange vinkler på det, og det er svært.

  20. Tror faktisk godt at jeg kunne donere mine æg – sådan i princippet.
    Er dog temmelig hormon-sensitiv, så er sikker på at det ville være en forfærdelig proces for min krop. Og jeg ville ikke udsætte mig selv og min krop for det, for fremmede mennesker. Hvis jeg havde en tæt veninde som havde brug for det, kunne jeg dog godt overveje at være med i noget bytte-bytte-købmand show

    Jeg har ikke børn eller noget ønske om at få det selv, så mon ikke også det gør en forskel sådan rent følelsesmæssigt?
    Jeg har ikke nogen lyst til at have de æg, og har aldrig mærket fysisk indeni min krop hvordan de æg udvikler sig til et menneske som jeg elsker højere end noget andet.
    Jeg forestiller mig at de fleste mødre – eller dem som drømmer om at blive det – har et helt andet følelsesmæssigt forhold til sine æg end jeg har.

    1. Men tror du ikke, at det netop kunne blive svært i en tæt relation? Både at være tæt på et barn, du selv er genetisk ophav til, men også at sidde i modtagerenden? Der kan man da virkelig tale om, at man kan komme til at føle taknemmelighedsgæld. Jeg er ikke i tvivl om, at nogen kan få det til at blive smukt og fint og rigtigt – men jeg spekulerer på, om parterne på forhånd kan vide, hvordan det vil føles, når først barnet er der? At man måske som giver føler tilknytning, mens man som modtager for længst har gjort barnet til 100% sit eget? (Jeg er ikke sikker på, at jeg får det her rigtig formuleret, men jeg håber, du forstår, hvad jeg mener)

      1. Jo, det ville det.
        Det jeg mener med bytte-bytte-købmand er at jeg (måske) ville donere til nogle fremmede, og nogle andre fremmede ville så donere til min fiktive veninde. Jeg skulle helt sikkert aldrig se det barn det evt. blev til. Jeg ville nok foretrække aldrig at få af vide OM det blev til et barn

  21. Jeg har doneret æg for 10+ år siden hvor donoræg var en kæmpe mangelvare.
    Mit udgangspunkt i mine overvejelser var om jeg ville have ønsket at modtage, såfremt det havde været nødvendigt.
    Der var ingen tvivl for mig om at jeg ville have gjort hvad som helst for at bære og føde et barn, uanset om der havde været et genetisk slægtskab eller ej, og i det lys var valget meget let at træffe.
    Dengang var der ikke noget vederlag, men jeg fik en krammer af Peter Humeidan for min ulejlighed.
    Jeg havde et enkelt befrugtet fryseæg, der blev destrueret da min ældste var 4 måneder. Som lovgivningen var, kunne man ikke donere befrugtede æg.
    Hvis man ikke kan bære at give ægget til andre, så kan det måske bruges i forskningsøjemed. Så er det da ikke gået til spilde.

    1. SÅ fuld af respekt for, at du har truffet det valg! Ikke mindst fordi jeg, helt logisk, synes, at det er sådan, det bør hænge sammen: At hvis man kan se sig selv som modtager, så bør man også kunne se sig selv som giver. Havde jeg ikke haft æg, ville jeg ikke have blinket to gange med øjnene – jeg ville have taget taknemmeligt imod, og der ville gå 10 minutter fra jeg stod med to streger på pinden, til jeg følte at alt ved det kommende barn var 100% mit. Alligevel kan jeg mærke, at jeg ikke har lyst til at donere, og det har minimalt med “omkostningerne” ved processen at gøre.

      Godt, godt, GODT at der findes mennesker som dig! <3

  22. @Linda: Jeg kunne ikke svare på din kommentar (måske bloggen er ved at være træt af at høre på mig, haha?), så jeg håber, du kan finde ud af det efterhånden.

    Jeg er helt enig i, at der er nogle meget specifikke udfordringer i at få børn på andre måder end far og mor hjemme i soveværelset og at det er en problematik i stigning.

    Jeg kan ikke tage stilling til om rådgivningen før behandling med donorsæd/æg er tilstrækkelig; det har jeg ikke indsigt i, men mit gæt vil også være, at folk er mere eller mindre ligeglade: de ønsker sig et barn, og det fylder nok mere end potentielle problemer down the line, og hvad er deres alternativ? Men det kan godt være, at der mangler noget generel folkeoplysning.

    Jeg er fuldstændig enig i, at det er ønskeligt at der var et panel/advisory board, som ikke havde økonomiske interesser i det, som tog stilling til fx opdagede sygdomme (og efter min mening bør ALT registreres). Jeg synes sådan set, at det er problematisk i sig selv, at sædbankerne er private virksomheder og ikke statslige uden økonomiske interesser.

    Og ja, donorer screenes for visse sygdomme, men i dag har man teknologien til at screene for meget mere end man gør nu. Er det ønskeligt? Man får jo heller ikke lavet en fuldgenom screening på sin mand før man beslutter at lave børn med ham, hvilket også giver problemer i nogle familier med fx sjældne, arvelige sygdomme, hvor det viser sig at mor og far begge er bærere af et sjældent sygdomsgen, som så fører til svær sygdom hos barnet. Det handler altså ikke kun om hvad donoren har af gener, men også modtageren og så til sidst tilfældighed, og så er ens hoved ved at eksplodere over at det nogensinde kan lade sig gøre at få et rask barn. Hvad de fleste af os jo heldigvis har.

    Efter min personlige, private mening bør man som ansvarlig og kærlig forælder oplyse sine børn om at de er donorbørn, og helst så tidligt, at det bare er en naturlig del af deres historie, som ikke fylder noget.

  23. Det her er blot tillægskommentarer til resten. Men nu om dage er vi meget bevidste om, at donorer ikke er fædre (og mødre) til donorbørn. Derfor er der altså noget i mig, der rykker lidt, når man taler om ‘søskende’ i dette tilfælde. Og er de eventuelle børn mere ‘søskende,’ fordi deler 100% ophav end 50%? Her er det vigtigt for mig at understrege, at jeg sikkert også ville have det svært med det, men når jeg læser tråden, er det dét jeg studser over:-)
    Mht organdonation synes jeg heller ikke man kan sammenligne. Og nu kommenterer jeg jo bare på indlægget, men jeg bliver dårlig af at tænke på et samfund hvor man skal give, hvis man vil modtage – og det gælder sådan set alle mulige forhold. At blive uhelbredeligt syg er en gamechanger af dimensioner. Selvom man har ‘haft svært ved at forestille sig at ens hjerte skulle slå i et andet menneske’ før man blev syg, er jeg sikker på, at perspektivet er helt anderledes når man har brug for det. Sådan for alvor. Og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle ‘betale’ for min manglende indmelding i organregistret med et ‘bare ærgerligt’ hvis ulykken skulle ske. Hvis det nu er sådan vi forestiller os, det skulle foregå. Her handler det for mig om at vi ikke altid giver og tager lige meget. I alle mulige forhold. Og for mig er den give-og-tage-ligning især relevant med noget så etisk som organer og liv. Håber, det giver mening. Som du også skriver, Linda, kan man ikke altid forklare hvorfor man mener hvad man mener med den her slags meget svære spørgsmål.

    1. Jeg tror faktisk helt generelt, at vi mangler et sprog at benævne rigtig mange aspekter af de her nye familieformer med. Derfor bliver det somme tider noget rod, fordi vi låner ord, som traditionelt dækker over noget andet. Jeg gætter på, at den her snak om 10 år vil være en helt anden, fordi man på det tidspunkt er så meget længere, og fordi et selvstændigt lingo omkring det vil anskueliggøre tingene på en helt anden måde.

      Ift. til den del af din kommentar, der handler om organdonation, skal jeg måske præcisere, at jeg ikke er af den holdning, at man skal forbydes at modtage organer, hvis man ikke selv er på listen over givere. Men jeg står fast ved, at jeg synes, det er en holdning, der er svær at have sympati for. Uden at sige, at det er generel holdning jeg har til alt, kan jeg komme i tanke om flere områder, hvor jeg nok er lidt hård, hvis nogen gerne vil have del i de goder, bidrag til fællesskabet giver – men uden selv at være yder. F.eks når vi taler om fagforeninger, og også noget så banalt som forsikringer. Jeg får ondt i hovedet, når nogen, der ikke har været tvunget til at vælge mellem mad og forsikringer, fravælger en indbo-forsikring, for så at stå på TV2 i bedste sendetid med offermimik og store armbevægelser, når lejligheden er brændt ud.

      Men det er et emne, der spænder helt utrolig vidt, og som kan være svært at snakke nuanceret om på skrift – måske vi snart skulle gøre alvor af den Café Hack/Blogsbjerg?:)

      Kh

      Linda

      1. Jeg er fuldstændig og totalt enig i fagforeningerne og forsikringerne, men mener helt sikkert, det er noget andet end organdonation. Og jeg bliver også selv duperet, når folk siger åbent, at de ikke vil være organdonor. De færreste har jo den alvorlige side af den sag i deres liv. Min egen mand har haft det svært med at melde sig som organdonor, og jeg havde det svært med, at han havde det svært med det. (Jeg har selv fået meget i hospitalsvæsnet, og ved at min taknemmelighed for det ikke kan gøres op i penge.) Nu har han alligevel gjort det. Så snakkene har virket. Men altså: det er mere sådan på det overordnede plan. Det er sådan en næstekærlighedsting for mig, tror jeg. Der bør være en dør åben, selv når man ikke har haft overskuddet til at åbne den selv. På det hypotetiske plan kan jeg dog godt følge dig. Det er en holdning, som er svær at følge.
        På den måde er det jo tydeligt, at det er noget andet end spørgsmålet om fertilitet og reproduktion. Det kompliceres virkelig af, at der er så mange følelser i det. Måske fordi det (heldigvis) er sådan at kroppen er suveræn. Den bestemmer vi sgu selv over!
        Ja, til cafe Hack for faen!!! Kh!

  24. Jeg er helt enig i, at hvis man er villig til at tage imod donorsæd, må man også være villig til at donere sine æg. Ud fra den logik, burde hun være villig til at donere de befrugtede æg.
    Jeg kan heller ikke forstå, hvorfor det er en afgørende faktor for hende, at børnene bliver 100% søskende med hendes. De vil stadig være unikke, og ikke kloner af hendes.
    I mine øjne afgør DNA ikke, hvem dine forældre eller søskende er. Det afgørende er, hvem der har passet dig og elsket dig og været din familie. Jeg har selv doneret æg flere gange, og jeg ser på ingen måde mig selv som mor til dem. Det 100% hende, der har båret dem, der er mor.
    Man kan sagtens være uenig i den holdning, men i så fald burde man vel ikke være villig til selv at tage imod donorsæd? Hun har jo allerede afgjort at hendes børns biologiske far, ikke er deres far, derfor kan deres biologiske søskende vel heller ikke være 100% deres søskende.

    MEN så vidt jeg ved, må der i Danmark ikke laves donorbørn af kombineret donor æg og donor sæd, fordi donorbørn skal have én biologisk forælder. På det grundlag synes jeg sagtens hun kan afvise at give dem videre.

    Den anden del af spørgsmålet:
    Jeg synes ikke der er forskel på at donere æg og sæd. Det er ganske vist mere bøvlet og smertefuldt, men det ændrer ikke på grundholdningen til det, og der er også større økonomisk kompensation for det.

    Jeg ved det ikke, men jeg tror personligt det er en holdning, der bunder i ur-instinkter. Det er sikkert også derfor, mange har den holdning, men ikke helt kan forklare hvorfor. Fordi den ikke bunder i logik eller etik.
    Mænd har altid instinktivt spredt deres gener så meget som muligt til højre og venstre, også uden efterfølgende at have noget med barnet at gøre. Kvinder skulle derimod bære dem, føde dem, amme dem og opdrage dem, og fik et helt særligt bånd til dem. Børnene var på alle måder deres og der var aldrig tvivl om, hvem der genetisk var moderen. Alle kvindens instinkter skriger imod at skilles fra deres børn, måske også i form af æg.

    1. Fra 01. januar i år er det blevet tilladt at få børn ved dobbeltdonation; eneste krav er, at den ene donor skal være åben, så barnet senere kan få flere oplysninger om sit biologiske ophav.

      Jeg tror, at du har meget ret i, at det her handler om noget primalt, hvilket nok også er grunden til, at man ikke kan flyttes med logiske argumenter. Og modsat organdonation, hvor vi i de fleste tilfælde taler om at redde liv, taler vi her om at skabe liv, og jeg tror, at det måske er derfor, der på dette område er større accept af de forskellige holdninger, man kan have.

      Jeg har flere gange tænkt over, hvad kvinden, der skrev opslaget mon endte med at gøre.

  25. Jeg har selv doneret æg til tre kvinder, og det var en rigtig god oplevelse. Jeg er gift og min mand bakkede 100% op om det – ellers havde jeg ikke gjort det. Jeg gjorde det fordi jeg opdagede hvor få donoræg der var, og hvis vi havde haft brug for et donoræg for at få børn, ville jeg have taget imod med kyshånd.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.