Undskyld mig et øjeblik, mens jeg lige hidser mig op
Frida er syg i dag, og måske er det fordi, jeg brugte timerne mellem kl. 23 og kl. 3 på at være Dr. Mor, at min bullshit tolerance er lidt lav.
For jeg startede dagen med at se en lykønskningsvideo på FB fra O (Oprahs magasin) til ankerkvinden Kelly Ripa, som fyldte 48 i går. Det er 3 timer siden jeg så videoen, og jeg bliver mere og mere hidsig, jo mere jeg tænker over den.
Videoen er et par minutter lang, og er en billedecollage, der hylder hendes store præstation “to look 27 at the age of 48!” Herefter følger en detaljeret beskrivelse af hendes kostplan, og navnet på den kur, hun “loosely sticks to”.
“And a bit of white wine”.
Fordi jeg åbentbart har masochistiske træk, klikkede jeg ind på O’s side, og kunne se, at de seneste videoer handlede om kager og om, hvordan celebreties har mødt deres mænd.
What. The. Actual. Fuck, Oprah?
Du, som har kæmpet dig igennem overgreb, fordomme og forskelsbehandling? Det er, hvad du bruger din vigtige og vægtige stemme til? Kager? Kure? Er det, hvad du og redaktionen mener, kvinder kan magte at interessere sig for?
Jeg er snart 42 år, og bulls eye ift. deres målgruppe, og jeg har lyst til at rejse over og råbe ad dem alle sammen. Præcis hvor dårligt begavede tror de, vi er? Hvor dumt og fordummende indhold vil man være bekendt at lægge sider til? Det her er på niveau med at få at vide, at “det skal du ikke bryde dit kønne, lille hoved med” og det kan simpelthen ikke være rigtigt.
Når dameblade af den her størrelse laver artikler og indslag som disse, så er det jer – os, kvinder – der monotont og insisterende bliver ved med at holde os selv tilbage som køn, for hvis det billede, der her tegnes af os som gruppe, er det, vi selv accepterer at blive fremstillet som, så kan jeg fandme godt forstå, at vi ikke får lov at sidde med, når der skal træffes vigtige beslutninger – om noget som helst. For når platformen, som stereotyper formidles fra, bliver stor nok, så kan den enkelte kvinde kæmpe, til hun bliver gasblå i hovedet, uden at det gør en kæft til forskel.
Jeg er med på, at bladbranchen har forsøgt sig med blade, der producerer indhold som Euroman, bare til kvinder, men selv når de gør, skamrider de stadig fordommene, og vinkler artikler om kvindelige ledere med, hvordan hun får det til at “hænge sammen med familielivet”. Eller laver bilanmeldelser, hvor de med kikset koketteri giver læbestifter ud fra, hvor gode bilerne er at køre i med høje hæle.
Og hvor hyklerisk må man være før politiet griber ind? For jeg gider IKKE se flere artikler om Madonna fra bladbranchens hånd om age-shaming, når den største præstation, man i deres øjne åbentbart kan levere som kvinde er at “look 27 at 48”.
Stram op. Hele fucking banden. Der er tusindvis af emner at tage af, som ikke enten hører til i Clueless eller Børsens finanstillæg. Belys vaccinationsproblemerne, gør debatten om fagforeninger sexet, hiv organdonation op af hatten, slå jer løs i psykologi og spiritualitet og forskelsbehandlingen af kvinder og mænd i sportens verden osv. osv. osv. Vi kan faktisk godt håndtere det, vores små hjerner og skrøbelige sind til trods.
Eller tag ansvar for jeres bidrag til forbrugskulturen. Brug jeres platforme til at snakke om klima og minimalisme og hjemmeskoling og gør jer umage, så det bliver emner, vi får lyst til at engagere os i. Hiv forskere ind, der siger noget om, hvorfor vi har 6 måneder med 29 grader, i stedet for at trykke endnu et ligegyldig tillæg om lowcarb sommersalater. Vi sidder allesammen i sengen, med flammerne slikkende op af siderne, så det er NU, vi begynder at interessere os for det kollektive og det, vi giver videre, i stedet for blindt at fokusere på, hvor meget vi hver især kan tjene.
Og mens vi er igang, kan I også lige være søde at melde væsentligt klarere ud om reklamer og spons. For hvor bloggere skal opgive til Skat og Statsforvaltning og bank og kommune og den samlede regering, de nordiske repræsentanter inklusiv, hvis de modtager et anmeldereksemplar af en bog, er der tilsyneladende ingen, spekulerer over, hvilke beløb, der vandrer mellem hvilke hænder, når kure, fitnesscentre og restauranter nævnes ved navn.
Jeg bliver idiot.
Og inden nogen får den gode ide at skrive, at “der må jo være mennesker, der køber det” vil jeg bare lige sige, at der også findes mennesker, der køber snuffporn og æg fra burhøns, så dét argument, synes jeg roligt, vi kan parkere.
Skriv noget, der berettiger jeres eksistens. Så lover jeg at købe det.
Tung tirsdag
Klokken er 10, og jeg sidder et hemmeligt sted i Danmark med en kop kaffe og kigger ud på regnen.
Vi kom forkert ud ad døren i morges, og det hader jeg. Det sidder i mig resten af dagen, og jeg kan næsten ikke komme hjem hurtigt nok, fordi jeg sidder med fornemmelsen af, at verden ikke vender rigtigt, før jeg er genforenet med mine børn.
Der var en masse praktiske omstændigheder, der gjorde, at det hele blev hektisk. Forstå mig ret: Vi kunne stå op klokken 3 om natten, og stadig være pressede på tid til sidst, for begge mine børn fortaber sig, og begge er i faser lige nu, hvor min autoritet skal udfordres.
-hvilket jeg jo sådan set sætter stor pris på. Hvis nogen i hele verden hylder princippet om, at man ikke skal bøje sig for noget, bare fordi andre insisterer på det, eller fordi de i denne store ‘så sagde vi jo, at’-leg, der er livet, synes, at de har mest ret til at bestemme, så er det mig.
Men engang i mellem ville det bare passe mig udemærket, hvis de begge var typerne, der var modtagelige for logik og argumenter. Som f.eks. i morges.
Det var alle klassikerne. Dynerne var lune, regnen trommede på ruden, al tøjet var dumt og morgenmaden var for varm, for kold, forkert.
Antons skolebus kører kl. 7.30, og i den sidder 8 andre børn, som kommer for sent i skole, hvis vi kommer for sent til bussen.
Der er omkørsel hvor vi bor, min opgave blev lavet om, så jeg pludselig skulle tidligere afsted, og i en helt anden retning end oprindeligt planlagt, og følelsen af mandag var total. Det endte, meget forventeligt i, at jeg talte højt og meget bestemt, og Anton eskapist-sang, mens Frida græd.
Vi siger ikke farvel, når vi er sure, for jeg kan stadig meget tydeligt huske, da jeg sad og pakkede min skoletaske en morgen for mange år siden, og politiet ringede og min mor tabte, hvad hun stod med, og min far og hans kollega var kørt så galt, så galt. Det sker.
Vi fik krammet og sagt “Jeg elsker dig” – og jeg fik gentaget, hvad jeg altid siger, når vi har været sure på hinanden: “Ligemeget hvor vred, jeg bliver, så elsker jeg jer fuldstændig ligeså meget, som jeg plejer”.
Og i mit hoved er jeg egentlig ret afklaret med, at det, at vi skal ud ad døren, ikke skal gøre situationen til småbørns-ækvivalenten til scenerne på film, hvor børnene og far tager det store opgør, mens mor står og vrider hænder og spørger, om vi ikke bare kan hygge os. Vi er en familie, og vi er nødt til at hjælpe hinanden, hvis morgenerne skal glide, og der er nogle typer af adfærd, der ikke er i orden. Siger mit hoved.
Mit hjerte siger, at det altid er de voksne, der bestemmer, hvordan stemningen skal være; at børn ikke forstår at skynde sig, og at det at råbe er ligeså slemt som at slå.
Det her bliver en af de dage, jeg kun kommer igennem ved at gentage for mig selv, hvad jeg sagde til børnene, da jeg krammede dem farvel: Jeg lover at gøre det bedre i morgen.
M2018, uge 39
(Læs forklaring på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Købt 2 kalenderlys for 85 kroner (virkelig kæmpe undskyld til dem, der hader jul). Det lyder ikke billigt, men det er det. For 4 år siden købte jeg den fineste kalenderlysestage fra Medusa, som jeg bliver glad i låget af at se på hvert eneste år, hele december igennem. Den er formet som en kæmpe julestjerne i guld, og vejer ca. det samme som Frida – og så er det kun kalenderlys fra Georg Jensen og Stelton, der passer til indsatsen i. De koster 120 kr. stk, og det er SYGT træls. Men i mandags tænkte jeg: “Der MÅ være nogen, der er ved at rydde lageret, så de er klar til den kommende sæson” og det var Salling. 30 kr. pr. stk og 25 kr. i fragt. Haps x 2.
2)
Opsagt mit medlemskab hos FDM, hvilket kun skete, fordi jeg i tidernes morgen var klog nok til at undlade at tilmelde det betalingsservice. Da jeg blev medlem, fik jeg et tilbud på både medlemskab og vejhjælp, og fordi jeg de sidste 5 år har været rodet ind i et utal af rabatordninger ift. vejhjælp, er jeg nødt til ca. en gang om året at tjekke op på, hvor det nu lige er, jeg har det pt. Det viste sig, at jeg siden sidst har fået det lagt ind under min bilforsikring, og dermed sparede jeg de 1200 kr., det ville koste at forblive medlem af FDM.
Jeg ville ønske, at jeg var tjekket nok til hele tiden at være up to speed med de her ting, men lige præcis vejhjælp og bilforsikringer får min hjerne til at smelte og sive langsomt ud af ørerne på mig, så hvis jeg havde haft FDM-betalingerne sat op til at køre over PBS, kunne der godt være gået et år eller to mere, inden jeg var blevet opmærksom på det.
3)
Solgt for 1745 kr. på Tradono og formået at spare de 600 af dem op.
Dette punkt får lov at fylde lidt ekstra i dag, fordi diskussionen i sidste uge om, hvorvidt det er go eller no-go at sælge noget, man har fået gratis, var så god.
Jeg elsker – ikke ‘holder af’ men virkelig E.L.S.K.E.R – at vi kan diskutere et emne, som der er så mange holdninger til, og stadig gøre det både ærligt og ordentligt. Debatten var en af dem, der gav mig noget at tænke over, og jeg har indtryk af, at det samme gælder for flere af jer.
Vi snakkede meget om det her med, at tøj skulle hen, hvor det gjorde gavn, og det har jeg i ugens løb tænkt en del over. For – og jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive det her, uden at komme til at lyde patetisk – men det gør det jo faktisk lige præcis her. Vi har haft en del måneder i år, hvor vi har levet for ca. halvdelen af, hvad man siger, en familie på størrelse med vores skal have til rådighed; måneder, hvor vi har levet for ca. 3000 kr., alt inklusiv. Jeg ER de kvinder, mange af jer gerne vil hjælpe, tror jeg? At de genbrugsbutikker, jeg handler i, ligger online i stedet for på strøget, og er private frem for humanitære, handler udelukkende om, at udvalget i provinsen er så småt, at det kan tage flere uger at finde det, man skal bruge, i en kvalitet, man kan holde ud at give børnene på. Vores “fattigdom” er (forhåbentlig) tidsbegrænset og værre nogle måneder end andre, men den er stadig meget konkret at leve i, så længe den står på, så når jeg tjener penge på at sælge tøj, både vores ‘eget’ og det, vi har arvet, får jeg glæde af alt det tøj, der kommer vores vej, både det, vi kan bruge og passe, og det, vi ikke kan. Og hvis det gælder for os, så gælder det måske også for andre i de omgangskredse vi hver især kommer i, så jeg kom bare til at tænke over, at det måske også er et perspektiv, der fortjener at komme med.
Skæbnen vil, at det i denne måned for 98% vedkommende er tøj, jeg selv har købt fra nyt, jeg har solgt, men havde jeg valgt at lave nedenstående liste i en hvilken som helst anden måned, kunne det tal sagtens have set anderledes ud. (Jamen, lad os bare være ærlige.) Når vi i denne måned har SÅ meget tøj at sælge ud af, skyldes det dels, at jeg har ryddet op i mit tøjskab, og dels at sommertøjet er lagt væk og vintertøjet er fundet frem. Det giver altid et par gode stakke, som børnene er vokset fra, eller aflagt tøj fra Anton, som jeg kan se, at Frida ikke kan passe på det tidspunkt, det skal bruges. (Altså, f.eks. en vinterjakke i str. 98, som var den størrelse Frida brugte i sommer).
Jeg oplever ofte, at folk ikke helt forstår, hvordan pokker man kan tjene så relativt meget på at sælge brugt tøj. Mit trick er, som jeg også tidligere har nævnt, at sælge det så billigt, at det virker dumt at lade være med at købe det. Hele september har jeg prøvet at skrive ned, hvad jeg har solgt, og hvad jeg har taget for det, og de ting, der er på listen nedenfor, er alle enten nye, nsn (næsten som nye) eller gmb (gode, men brugte) i den pæne ende. Der er altså ikke tale om tøj, der er slidt i bund, eller fodtøj, der er smadret til ukendelighed, og jeg ville selv, med stor glæde og fornøjelse, have købt og iført mine børn hvert eneste stykke.
Til de interesserede, er listen her:
Støvler, Hummel: 25 kr.
Fløjlsbukser: 20 kr.
Tangels, 2 stk: 50 kr.
Natlamper, 2 stk: 50 kr.
Bamse og Ælling: 40 kr.
Softshelldragt, Hummel: 80 kr.
Bluser (4 stk): 60 kr.
Gummistøvler (4 par): 125 kr.
Kogekedel (OBH): 70 kr.
Jakke (LEGO wear): 50 kr.
Hoptimister (stor og lille): 75 kr.
Uldtøj: 70 kr.
Bodyer (3 stk): 35 kr.
Svømmesko: 15 kr.
Basketstøvler, glimmer: 15 kr.
Hjemmesko, Avengers: 15 kr.
Babydyne + liggeunderlag: 60 kr.
T-shirts (15 stik): 110 kr.
Uldtøj (2 sæt): 75 kr.
Tøjpakke (15 stk tøj): 75 kr.
Tøjpakke (12 stk. tøj): 75 kr.
Overalls, Kansas: 70 kr.
Rasul-ler: 30 kr.
Frakke: 150 kr.
Tøjpakke (20 stk. tøj): 95 kr.
Termotøj: 75 kr.
Badedragt: 85 kr.
Tøjpakke (5 stk + natlampe): 50 kr.
I alt: 1745 kr.
I spørger, jeg svarer: Om at være mor til et barn, der er helt sit eget
For en uges tid siden fik jeg et spørgsmål i kommentarfeltet, der lød sådan her:
“Altså hvis man stadig kan foreslå indlæg, så ville jeg elske noget om forældreskab til de særlige, som jeg også har en af. Altså om det at være forældre til et barn, der er lidt mere særligt eller bare ikke helt følger alle de der normalkurver. Jeg synes, at det har givet mange tanker og lange bekymringer om, hvordan, hvormeget og til hvem vi taler om vores særlige børn og om hvordan man skal forholde sig til den evige tvivl om, hvornår det er opdragelse og hvornår det er det særlige.”
Med snart 8 år på bagen som Antons mor, kan jeg da i hvert fald byde ind med, hvordan min egen oplevelse har været, og hvad jeg har gjort mig af erfaringer.
Måske giver det mening lige at starte med at ridse op, hvor Anton adskiller sig lidt fra det brede flertal.
Han har alle dage haft et sanseapparat, der bare ikke ligner det, de fleste andre børn har. Han bliver voldsomt stresset af høje lyde, og bliver han forskrækket eller bange, er hans første reaktion at holde sig for ørerne. Derudover driller sproget, han har altid haft problemer med at falde i søvn/sove, og så svæver han lidt over vandene i forhold til verden omkring sig. Ikke, at han ikke er til stede eller opmærksom, men den nysgerrighed, de fleste andre børn udviser ift. at forstå, hvordan verden er skruet sammen, har han aldrig haft. Han trives i sit eget selskab; leger gerne med andre børn, og er faktisk ret populær, men det er typisk dem, der opsøger ham.
Når man stiller det op på den måde, kommer man hurtigt til at danne sig et billede af en lille, alvorlig rainman, hvilket næsten er så langt fra sandheden, man kan komme. Der er fuld fart på, han er helt utrolig livsglad og snakkesaglig, og han har ingen udfordringer ift. at begå sig. Han minder på mange måder om en hybrid mellem Sten (& Stoffer) og Peter Pedal.
Det, jeg efterhånden har lært er, at han bedst kan være i situationer, hvor det er ham selv, der sætter rammerne, hvilket jeg formoder er årsagen til, at han gerne lukker andre ind i sin leg, men sjældent opsøger deres. Hvis folk vil kramme ham, kan han blive 16 meter lang, så der kun er en lillefingernegl tilbage på det sted i luften, de krammer, mens han med største selvfølgelighed tager mine veninder i hånden, når de kommer herhjem, og han skal fortælle dem noget, han synes er vigtigt.
Jeg har altid selv opfattet Antons anderledeshed som et udtryk for, at nogle af de udfordinger, han er blevet tildelt, både de præmature og dem, der bare bliver uddelt tilfældigt, bliver forstærkede, fordi de falder sammen med træk i hans personlighed. Hvis jeg må bruge et meget uelegant billede på, hvad jeg mener, så forestil dig, at personligheden er en rulle småkagedej, hvori der er udstukket stjerner og måner i et vilkårligt mønster. De udfordinger, du får med fra fødslen, er en anden rulle dej, der også er udstukket kager i. Når du lægger de to lag ovenpå hinanden vil du få dybere huller der, hvor der tilfældigvis er udstukket kager i både det øverste og det nederste lag dej, end der, hvor det ene af lagene stadig er intakt.
Han har altid skilt sig ud, men aldrig gjort sig bemærket. I børnehaven var han utrolig god til selv at finde strategier til at undgå de situationer, der stressede ham, og han har aldrig været frustreret over sit manglende sprog. Det, jeg alle dage har hørt fra de mennesker, der har været omkring ham i fagligt regi er, at han er dreng, der er utrolig nem at holde af, og der er ingen tvivl om, at det har været med til at lette hans vej igennem verden. Han er simpelthen et barn, man får lyst hjælpe, og det er jeg inderligt taknemmelig for, for det betyder, at der er nogle bump på vejen, han har fået så meget hjælp til at komme over, at han knap har bemærket, at de har været der.
Igennem tiden har vi mødt mange diagnosesultne fagpersoner, som har været utrolig ivrige efter at putte ham ned i kasser. Problemet med Anton er bare, at så snart du tror, du ved, hvor du har ham, river han tæppet væk under dig. Et godt eksempel var, da han som 4-årig havde været til talepædagog, og var blevet testet i, om han kendte navnene på farverne.
“Og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal gøre, for han svarede sådan set rigtig nok. Han svarede bare på engelsk.”
Jeg er ret bevidst om, at kærlighed gør blind, og at virkeligheden ikke er stationær. Fordi noget ikke er nu, betyder det ikke, at det ikke kan blive. Med diagnoser kommer penge og tilbud, som kan gøre livet lettere for dit barn, og hvilke forældre ønsker ikke det for det bedste de har? Men når det er sagt, så er jeg Antons first and last line of defense, og det er min inderlige overbevisning, at en personlighed ikke skal sygeliggøres, udelukkende fordi den er anderledes end flertallets. Derfor er jeg altid åben for at høre, hvad diverse pædagoger og lærere har at sige, men jeg går dem på klingen, og jeg er grundig. Jeg har nemlig også læst alle bøgerne, og hvor de er eksperter på ‘børn’ er jeg ekspert på Anton. Jeg kan have nætter, hvor jeg pludselig bliver bange og i tvivl om alt, hvad jeg ved, men når solen står op, er jeg landet igen, og ved, at jeg kan stole på mine instinkter. Hele hans børnehavetid stod jeg fast på, at han ikke skulle testes for alt muligt og umuligt, fordi jeg simpelthen syntes, at grundlaget de præsenterede mig for var for tyndt. Til sidst hev de en ressourcepædagog ind – som viste sig at være fuldstændig enig med mig, og det er en af de største gaver, jeg har fået i mit liv. At have et menneske, der stod i den faglige verden, som så Anton præcis som jeg gjorde, som jeg kunne sparre med, og som 100% bakkede op om, hvad jeg sagde, når jeg sad overfor både 3, 5, 7 og 9 fagfolk, der alle sammen havde tal, der skulle passe, og kommunale retningslinjer, der skulle følges. Det var en KÆMPE hjælp. Hun var så vigtig, og vi holder forfærdelig meget af hende.
Selvom det grænser til at være udansk, så vil jeg gerne supplere med, at en af pædagogerne i børnehaven faktisk ringede til mig, da han nærmede sig sin afslutning dernede og sagde, at de havde evalueret på børnene, og derfor havde snakket om Anton.
“Egentlig har jeg bare lyst til at sige til dig, at du skal vide, at vi snakkede om, at det, du så, og det, du stod fast på, faktisk viste sig at være det rigtige.”
Udredningen hos børnepsyk, der er obligatorisk, hvis man skal tages i betragtning til en plads i tale-høre klassen, viste en klog lille fyr, som ikke fejlede noget.
Og selvom det tog 7 måneder og 10 millioner møder og en mailkorrespondance med en advokat at få ham skoleudsat, så er han i dag fagligt lige præcis, hvor han skal være, hvilket for mig bekræfter, at min vurdering holdt stik.
Moralen i ovenstående er, at jeg tror, at man med den her type af børn skal turde stole på sine instinkter, og sparre med mennesker, hvis faglighed man har respekt for, fordi disse børn falder uden for alle kasser og systemer, og derfor kan være utrolig svære for fagfolk at hjælpe kvalificeret.
(Og så skal man samle på de sejre, der viser, at man havde ret, så man har lidt at klamre sig til, når troen på egne evner vakler.)
Hvis jeg skal prøve at sige lidt om, hvornår det er svært at have et barn, der er helt sit eget, så er det faktisk ofte i mødet med andre. For hvor det ikke fylder noget, når vi bare er herhjemme, eller er sammen med familien, så bliver anderledesheden jo af gode grunde mest tydelig, når den placeres ved siden af det mere almindelige. Her synes jeg, det kan være svært at give Anton det, han har brug for, uden samtidig at komme til at gøre ham så anderledes, at det næsten kommer til at modarbejde ham, og jeg forstår 100% hvad der menes i spørgsmålet med “hvordan, hvor meget og til hvem vi taler om vores særlige børn”. Skole osv. er en no-brainer, men når jeg f.eks. skal til vagtlæge, og ved, at Anton 50% af gangene går i blind panik over, at skulle undersøges – skal jeg så starte med en tale, der gør ham til et glasbarn, eller satse på, at det er en af de gode gange? For hvis det er, ligner jeg jo Fru Munchausen By Proxy, der gerne vil tale skrøbelighed frem, hvor ingen er. Eller når han starter til taekwondo. Starter man så lige med at prikke alle trænere på ryggen, så man sender ham ind i et nyt forløb, hvor det slet ikke er sikkert, at hans udfordringer kommer til udtryk, med the scarlet letter om halsen, eller lader jeg dem tro, at han ikke gider høre efter, fordi han ikke gør, som de beder ham om (fordi han ikke forstår det)? Hvornår er det en hjælp og hvornår bliver det et åg, jeg lægger på ham og giver ham med, ved at italesætte det? Det har jeg stadig ikke fundet balancen i.
Jeg synes også, at det kan være rigtig svært ift. andre forældre; primært når vi er i sammenhænge, hvor der er flere bekendte end venner. Og her må jeg med skam melde, at det også handler om, at jeg synes, det er svært at være i, at folk går hjem og tror, at det er fordi jeg ikke ved bedre, at han får længere iPad-snor, end børn bør gives, eller at det handler om, at jeg er eftergivende og ikke vil tage kampen, at der er så mange madvarer, han ikke spiser. Jeg gider simpelthen ikke være hende, der lige highjacker en fødselsdag og tvangsindlægger sagesløse mennesker til en forelæsning om, at nogle børn med lidt hidsige sanseapparater finder ro og tryghed i at se de samme små film igen og igen, særligt når der er mange (nye) mennesker, og at de faktisk ikke er kræsne, men bare bliver stressede af for mange nye teksturer i munden, fordi det for dem er en overbelastning af sanseapparatet. Men jeg har lyst. Og jeg har meget lyst, når forældre til 12-på-dusinet-børn gengælder tjenesten ved at fortælle om, hvordan de med deres mageløse forældreevner har sørget for, at deres børn sover/spiser/kan sidde stille på stolen ved bordet til aaaaaahle er færdige med at spise, og “du kan bare sende ham hjem til mig, haha”. Jeg får lyst til at spørge, om ikke de bare kan glæde sig over, at de genetisk set ikke fik Æselkort med til Uno-bordet, i stedet for at være røvhuller overfor dem, der gjorde. De gange, hvor jeg helt kort har prøvet at forklare, hvorfor han somme tider reagerer meget stærk på noget, eller at han bliver hyper, når han bliver træt osv. oplever jeg ofte at blive fejet af med “det gør alle børn jo” – og det er jo ikke forkert. Men efter jeg har fået Frida, kan jeg se, hvad jeg altid har fornemmet, nemlig at det bare ikke er lige så ofte, lige så intenst, eller på lige så mange områder.
Når jeg vælger at lade være med at forklare yderligere, handler det om, at jeg ikke kan være i min krop, hvis jeg skal sidde og tale hans udfordringer så meget op, at det ikke bliver ham, men dem, man ser.
For gør man det, går man glip af virkelig, virkelig meget
M2018, uge 38
(Se forklaringen på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Vasket Fridas legesager fra sandkassen af, da de egentlig skulle pakkes væk, og konverteret dem til badelegesager. Den her er på, fordi den er et godt eksempel på noget, jeg øver mig at i blive bedre til, nemlig at bruge ting og sager på tværs af årstider og sæsoner. Selvfølgelig skal vi ikke have julebelysningen oppe hele året (…. stirrer eftertænksomt ud i luften), men f.eks. synes jeg, at det giver mening at bruge tøj, når man kan passe det, og have legetøj tilgængeligt, så længe det er sjovt. Måske elsker hun stadig sandkassen til næste år, men alt andet lige, får hun mere glæde af alle sine plastik-is og kaffestel, når hun kan lege med dem i vinterhalvåret også.
I samme boldgade har jeg undladt at pakke nogle af mine 3/4 leggings og toppe ned, som jeg har brugt denne sommer, og i stedet døbt stakken ‘træningstøj’. Havde jeg pakket det ned, ville jeg næste år have fundet det frem, og tænkt, at det måske var lige til den slidte side, og være endt med at købe nyt. Så hellere slide det helt i bund, nu hvor jeg har det og kan passe det, så det udtjener hele værnepligten og ikke ryger ud, mens der stadig er levetid tilbage i det.
2)
Gjort mig en dum erfaring ift. at sælge brugt tøj. Og lad mig starte med at slå fast, at det er mig, der er idioten i den her historie. Bare, så det er på plads.
Det sidste års tid er jeg blevet bedre og bedre til at sælge det tøj, vi ikke længere bruger, i diverse køb-og-salg-fora. Da jeg er den sidste i min nære omgangskreds, der har små børn, får vi ofte tilbud om at arve tøj, og jeg har et æreskodeks, som jeg altid holder ved: Bliver vi spurgt, om vi vil have noget specifikt, f.eks. en flyverdragt, takker jeg kun ja, hvis vi mangler. Jeg siger ikke ja og tager imod den, for at sælge den videre. Desuden spørger jeg altid, om folk vil have det retur, som vi af den ene eller anden grund ikke kan bruge. Min egen forståelse indtil nu har været, at så er der rene linjer.
Men i sidste uge fik jeg to poser tøj til mig selv. Det var en uhyggelig fin gestus, og jeg sorterede tøjet, tog det fra, der passede, og sendte resten videre til venner og bekendte. I poserne var en håndfuld tørklæder, som jeg smed i min kasse i skabet; det famøse tøjskab, som jeg 4 dage senere ryddede op i. Da jeg nåede til tørklædeskuffen, talte jeg sammen, at jeg havde 40 af slagsen. Jeg har ikke engang noget at sige til mit forsvar. Men 2018-Linda har ikke 40 tørklæder, så jeg tog dem fra, jeg bruger, og satte resten til salg. Heriblandt den håndfuld, jeg havde fået ugen forinden. Jeg havde ikke gang tænkt over, at det kunne være problematisk – før giveren selv henvendte sig, og på en pæn og ordentlig måde fik sagt, at det syntes hun egentlig ikke var ok.
Jeg blev så flov, at jeg næsten bliver det igen, bare af at skrive om det.
Uanset jura og holdning, så havde et andet menneske gjort noget for at gøre mig glad, og jeg gengældte tjenesten ved at gøre hende ked af det.
Den ryger i bogen over lektier, jeg har lært, og jeg skal have taget stilling til, hvad jeg gør fremover, så det ikke sker igen. For den smag behøver jeg ikke sidde med i munden igen foreløbigt.
3)
Fået en mail med et gavekort på et juletræ fra en sød og betænksom læser. Jeg blev simpelthen så glad, for hvor jeg for 3 måneder siden fik ondt maven, når jeg tænkte på december, så er jeg nu så priviligeret, at der er styr på i hvert fald halvdelen af de ekstraomkostninger, december medfører.
Det betyder, at jeg kan gøre mig reelle forhåbninger om at lægge et par tusinde til side, når vi får børnepenge om en måned, så jeg igen har bare en smule opsparing til at stå. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg har skrevet om det, men grunden til, at de sidste 4-5 måneder har været ekstra stramme er, at jeg i starten af året fik en værkstedsregning på bilen på 12.000 kr. Dem havde jeg bare, helt lowkey, ikke, så jeg lånte dem af mine forældre, og svor, at jeg ville betale tilbage af børnepengene. Det har jeg gjort: 4.000 pr. gang. Sidste afdrag betaler jeg i oktober, og det er klart, at når økonomien ser ud som min gør, så kan det mærkes, når der mangler så solid en luns.
Sjovt nok har det været en gave i forklædning, for det har skærpet min opmærksomhed yderligere på, hvad vi egentlig har brug for. Ret skal være ret: Vi har også været heldige, at der ikke er kommet uforudsete udgifter af den lidt mere alvorlige slags, men jeg tror stadig, at det kommer til at betyde, at vores forbrug har ændret så meget karakter, at jeg kan spare bare lidt op fremadrettet.
Pumpkin Spice (Kan vi egentlig stadig slippe afsted med Spice Girls referencer?)
Det føles som om, det er længe siden, jeg har skrevet et helt almindeligt indlæg om, hvad vi render og laver. Jeg kan godt mærke, at jeg kører mere bil, forstået på den måde, at det ofte er når jeg kører bil og tankerne vandrer, at jeg kommer til at tænke over de lidt mere generelle ting, jeg har skrevet om i de sidste par indlæg. Men livet løber jo – heldigvis – videre ved siden af, med alt hvad det indebærer af praktik og hverdag.
Jeg synes, vi er inde i en god periode. Vi har stadig susende travlt, men fornemmelsen af stress er ved at fortage sig. Temperaturen er faldet og vi kan ånde igen, og 3-års-puberteten er, om ikke forsvundet, så i hvert fald faldet fra rød til orange.
Jeg tænker meget over Antons skoleplacering for tiden. Han går stadig i tale-klassen på en skole i midtbyen, men i og med at det under alle omstændigheder rykker tættere på, at han skal tilbage til den lokale skole (taletilbuddet går til og med 2. klasse), går jeg og tygger lidt på, hvad jeg mener vil være bedst; om han skal have et år mere derinde, eller om han er ved at være klar til at komme herud, hvor vi bor. Taleklassen er fantastisk, med engagerede lærere, luksusnormering og en virkelig god (og lille) børnegruppe, og for Anton har det været en slags kuvøse, fordi det for ham er en kombination af tale- og præmaturudfordringer, der gør skolelivet lidt besværligt. Der er stadig noget modenhed og verdensforståelse, han ikke hverken har eller går op i, og hvor det i talehøreklassen ingen betydning har, frygter jeg, at det kommer til at have noget at sige i en almindelig klasse. At det der går for hurtigt med at fylde nyt på. Han går i SFO på den lokale skole, og derfor kan jeg se, at de fagligt i taleklassen er noget bagud ift. niveauet hernede, så lige nu forsøger jeg at spotte det punkt, hvor fordelene ved at få lov at vokse og blive stærkere i et lille drivhus, bliver ædt op af kløften, han skal hoppe over for at hente børnene herude. Skoleåret er lige startet, men det hele går så hurtigt, og jeg vil gerne have gjort mig nogle overvejelser, mens tiden ikke er en faktor.
Han er stadig helt sin egen, min Anton; lige så skæv og krøllet som han altid har været. Forleden var vi på biblioteket og sad og kiggede i en bog om dinosaurere. “Se mor! Det er en Ankylosaurus!” Og det var det.
Senere, da vi var kommet hjem, og han skulle være ninja, kom han med en bandana og bad mig binde en ‘snude’, hvilket jeg har besluttet, at vi fremover kalder den hybrid af en sløjfe og en knude, hvor der kun er stof nok til at lave sløjfebuen på den ene side.
Frida og jeg har siden sidst haft en kort flirt med fodbold, hvilket Onde Mor til barnets store og rasende fortrydelse dog valgte at afbryde efter to gange, fordi det ligger klokken 16.45, og jeg vurderer, at ingen af os vil tænke tilbage på den her adfærd
som starten på en lovende karriere i DBU.
Det begyndende mørke inviterer til, at vi lukker os lidt mere om os selv, og det passer mig udemærket. Det giver tid til at restituere, repositionere og til at begynde at glæde sig til alle de små, hyggelige begivenheder de kommende måneder bringer.
Hvis man i den forbindelse mangler underholdning, er serielisten og boglisten i øverste bjælke opdateret med følgende:
Castle Rock
Stikord: En dreng findes i et hemmeligt bur i et fængsel. Hvad laver han der, hvem er han, og hvorfor sker der så mange mord og ulykker i så lille en by?
Serien er baseret på Stephen Kings univers, og er karakteriseret som ‘horror’. Det synes jeg er synd, for det frasorterer mange, der som jeg værner om den sparsomme nattesøvn, vi får, og ikke behøver ydre stimuli for at forestille os øksemordere og japanske børn, der kravler ude af væggene.
Men den er virkelig god. Det kræver selvfølgelig, at man køber ind på den paranormale præmis, men gør man det, er man godt underholdt. Den er lige tilpas uhyggelig, og har både en solid historie og overbevisende skuespillere.
Sharp objects
Stikord: Smuk, fordrukken journalist sendes tilbage til sin hjemby i sydstaterne for at dække et makabert mord på en ung pige.
Serien er baseret på Gilian Flynns uforlignelige bog, og på alle måder ligeså god. Soundtracket er on point, den er både creepy, trist, spændende og vanvittig, og et par af afsnittene slutter, så man lige er nødt til at nappe et par LOLcats på Youtube, inden man går i seng.
Inger Wolf – Brændte sjæle
Brændte sjæle er den første i en serie, der foreløbig tæller 3 bøger, om den unge psykiater Christian, der bistår politiet i opklaring af et mord.
Jeg blev meget begejstret, da jeg opdagede, at Inger Wolf havde kastet sig ud i at skrive en ny serie, for jeg har læst den første af slagsen, hun har skrevet, og jeg synes, at hun er mange andre krimiforfattere langt overlegen.
Hendes bøger foregår i Aarhus, hvilket jeg elsker, fordi det tilføjer lidt ekstra til historien, at man kan se stederne for sig, men hun er også en af de få krimiforfattere, der ikke efterlader dig på read i 4 kapitler for at trække tiden ud. Hvis kapitel 3 slutter med “Mon Sofie var blevet overfaldet i sin cykelkælder?”, så kommer der ikke 30 sider om Sofies barndom og hvordan man har tegnet og bygget cykelkældre fra 30’erne og frem til i dag, mens man sidder og tænker “MEN VAR HUN SÅ DET!!?” – så starter kapitel 4 med, at hovedpersonen tager ud og tjekker dét, så vi alle sammen kan koncentrere os om historien og komme videre.
Det bliver 5 blodige knive til alt, hvad hun har skrevet, herfra.
Se ikke væk – Karen Strandbygaard
Den her bog fandt jeg virkelig, virkelig foruroligende, og jeg ved egentlig ikke, om jeg synes, at den var rigtig god eller bare skrækkelig.
Hovedpersonen Anna kunne være mig og alle mine veninder; en kvinde med børn, der i et det overload af info, vi udsættes for, er endt med at blive bange for stort set alt; fra vuggedød over sygdom til trafikuheld. Jeg kender ingen med børn, der ikke befinder sig ét eller andet sted på den linje, og det grænser til det ubehagelige, at man faktisk ikke helt kan vurdere, hvor man selv ligger i forhold til Anna.
Plottet i bogen er, at Anna skal på ferie i Thailand med sin mand og deres to børn. Efter ret kort tid begynder Anna at få en grim fornemmelse af, at et ældre tysk ægtepar interesserer sig lige lovlig meget for børnene – men hvor meget af det foregår i hendes eget hoved? Hvem er de? Og hvorfor er de hele tiden der, hvor Anna og hendes familie er?
Paladan-profetien – Mark Frost
Mark Frost er forfatteren bag Twin Peaks, og bogen her falder i kategorien fantasy, og ligger på grænsen mellem ungdoms- og voksen-litteratur.
Hvis man kan lide Harry Potter, tv-serien The Magicians og Tearling-triologien, er den her bog lige på kornet. Hovedpersonen er en ung fyr, Will, som klarer sig unaturligt godt i en prøve i skolen, og derefter bliver headhuntet af en Hogward-ish kostskole. Men nogen er pludselig efter ham, hans forældre skifter karakter (jeg har kronisk flash back til scenen i Terminator 2, hvor Edward Norton ringer hjem og spørger til hunden), og det hele er meget mystisk og sammensværgelsesagtigt.
Jeg er stadig igang med 2’eren, og jeg kan ikke lægge den fra mig.
Den digitale arv
Jeg tror, at vi før har snakket om det her på bloggen; det med, at man i perioder støder på det samme tema i forskellige sammenhænge. For tiden er det for mig noget med, hvordan vi kollektivt finder den gode tone på nettet, og mere specifikt på fb.
Jeg har for længst valgt, at jeg ikke gider være med i grupper, hvor det er dramaet, der er drivkraften. Uanset hvor spændende et emne måtte være, gider jeg ikke det raseri, jeg selv skal slæbe rundt på, når folk bliver perfide – som f.eks. den gruppe, hvor administratoren helt afslappet sammenlignede kødspisere med nazister, fordi same. Jeg har langt om længe forstået, at selvom det i første omgang er virkelig underholdende at iagttage, hvor vanvittige folk kan være, så ender det med at være mig, der spilder tid på at irriteres over noget, jeg ikke har aktier i. Dem, der laver hadefulde og fordømmende opslag, sover med stor sandsynlighed både godt og tungt. Derfor har jeg gjort det til en vane bare at trykke “Forlad gruppe”, når det er den slags, jeg åbner den virtuelle dør til.
Det betyder, at jeg i dag kun er med i grupper, hvor jeg klimamæssigt kan holde ud at være. Og af en eller anden grund betyder det også, at jeg føler et større ansvar for at være med til at bevare den gode tone.
Og det er netop det, jeg synes er svært at finde ud af, hvordan man gør. For når alle sølvpapirshattene er sorteret fra, og vi sidder i et forum, hvor tonen faktisk er ret civiliseret, hvordan når vi så til enighed om, hvad Den Gode Tone er?
Det bliver hurtigt meget flyvsk og teoretisk, hvis vi hele tiden skal tale i generelle vendinger, så nu kommer jeg med konkrete eksempler, som udelukkende er tænkt som illustration af, hvad jeg mener.
I nogle af minimalistgrupperne på nettet har der over de sidste par måneder været flere opslag om, at ikke-minimalistiske familiemedlemmer og venner er trælse ift. gaver. Der har også været flere opslag, der starter med “Nu skal jeg lige have luft!” og så et rant om tv-programmer, plastikposer eller børnefødselsdage. Om der reelt har været flere end der plejer at være, eller om jeg bare har fået en hammer, og derfor ser søm alle steder, ved jeg ikke, men jeg bemærker dem, og de trykker på mine knapper.
I en gruppe for donorer, donorbørn og forældre til donorbørn lagde administrator, som selv er donorbarn, et opslag op forleden, som i meget bestemte vendinger forklarede, hvorfor det var helt, helt forkert og egoistisk at vælge anonym donor til insemination. (Og bare så ingen tror, at det handler om ømme tæer: Jeg har, rent teknisk, intet i klemme her.)
Jeg synes, at det er problematisk, at man som administrator, der ud over at bestyre en side, også har nogle beføjelser ift. at sammenkoble donornumre med dem, der ønsker at finde donor-søskende, udtrykker sig så bombastisk i et forum, hvor der også sidder mange, som stadig er i overvejelsesfasen; mennesker, der er helt nye i den verden, og som derfor nemt kommer til at synes, at alt, hvad der skrives derinde er lov. Perspektivet er vigtigt, men helt personligt synes jeg, at man bør være ret opmærksom på, at man får tydeliggjort, at man taler på egne vegne, når man udtaler sig om noget vigtigt, og samtidig sidder med bestemmepinden.
Ift. minimalisterne synes jeg, at det er en kedelig tendens, at man bruger et forum som fb til at skælde ud – hvis man prøvede at overføre situationen til virkeligheden, ville det svare til at gå hen til tilfældige mennesker på gaden, og begynde at råbe dem ind i ansigtet. Det er jo ikke decideret forbudt, ytringsfrihed and all, men jeg tror da alligevel at de fleste ville foretrække, at man lod være.
Jeg har i langt tid tænkt, at det ikke er mit cirkus, og dermed heller ikke mine aber; som Hella Joof sagde i Mads&Monopolet for et par uger siden: You are not here to police the world – men over de sidste måneder er jeg alligevel kommet til at tænke over, at det sgu er lidt for nemt bare at synes, at internettet er de andres. At det ikke er min opgave at være med til at forsøge at gøre det til et bedre sted. For hvis ingen nogensinde prøver at trække kontra, så bliver det jo tosserne, de selvretfærdige og Nationen, der får lov at fylde, og dermed bliver præsidenter toneangivende.
Og selvfølglig skal det ikke være mine grænser, der dikterer, hvilke opslag man må lave – og slet ikke i en gruppe, jeg ikke er administrator på. Men hvis skal det så være? For jeg tænker, at det vil skære antallet af grupper på fb voldsomt ned, hvis man som administrator skal fungere som diktator i forhold til både tone og indlæg.
Men min egen oplevelse er, at det langsomt skaber en forråelse af tonen, hvis man åbner nogle bestemte døre. For hvis det er ok, at man i en gruppe for veganere, laver et opslag, hvor man har brug for luft over alle ignorante, klimahadende kødspisere, så synes jeg bare hurtigt, at det også bliver ok at tage den tone med ned i kommentarfelterne, når man kommunikerer internt i gruppen. (Som når man f.eks. surt skriver til en kvinde, er planlægger barn nummer 6, og som er i tvivl om, hvilken donorløsning, der er bedst, at det ikke er klimavenligt at få så mange børn. Eller til et opslag, hvor der efterlyses ideer til alternativer til skærmtid, lægger spidse kommentarer om, at det er trist, hvis man som familie ikke kan være sammen uden iPads.) Og derfra er der deprimerende kort til regulær tilsvining og bevidste misforståelser.
Skriftsprog og anonyme skærme giver nogle lidt for gunstige vækstbetingelser for distance og modbydeligheder – men problemet/fordelen her er jo, at vi aldrig kommer til at møde de her mennesker i virkeligheden. Så hvis man skal snakke om tonen, så vil det komme til at foregå på skrift, med alle de fælder og risici for misforståelser, der ligger i dét.
Men som én i en af grupperne meget rigtigt skrev, da jeg forleden lavede et opslag, hvori jeg appellerede til, at vi internt i gruppen prøvede at holde os for øje, hvad målet med vores opslag var, så det ikke bare blev ‘andre mennesker er irriterende’ og ‘her er mit affald -værsgo at skøjte rundt i det’ – så gør jeg mig jo skyldig i den samme forbrydelse med mit opslag.
Forsøg på nudging og adfærdskorrigering med pegefingerløftende opslag er måske for mærkeligt et paradoks til at være den rigtige løsning.
Så denne gang er det mig, der spørger jer. Hvad synes vi? Hovedet i busken eller pegepinden frem? Tror vi, at det kommer til at regulere sig selv? Handler det om, at vi som samfund skal udvikle et filter, så vi tager, hvad vi skal bruge og lader resten ligge, og satser på, at vores manglende indgriben ikke betyder, at noget, der ikke er hensigtsmæssigt får lov at vokse i skyggerne? Hvordan sikrer vi, at det internet, vi giver videre til vores børn, ikke er fuld af had, trolde og mean girls?
Kh
Forvirret stenbuk
M2018, uge 37
(Se forklaringen på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Fået svar fra Frelsens Hær om lugtende tøj:
“Selvom jeg klart forstår din tanke om upcycling så må vi desværre erkende at tøj der lugter, som du beskriver det, ikke kan anvendes.”
Jeg siger ikke, at vi skal kigge misbilligende i H&M’s retning. Jeg konstaterer bare, at den eneste af de 4 organisationer, jeg har henvendt mig til, som har rene, kommercielle interesser, også er den eneste, der ikke har prioriteret at svare mig.
2)
Holdt hestene ift. at få taget billeder af børnene. Da Anton var lille, var det en ret dygtig fotograf i Esbjerg, der tog de obligatoriske billeder i vuggestue og børnehave, og da han opsagde sin aftale med institutionerne, holdt jeg fast i at få børnene fotograferet hos ham. Men, som man kan forvente, er prisen også en anden hos en etableret fotograf, end hos Dansk Skolefoto. De sidste par år har jeg alligevel ikke været helt tilfreds, og så synes jeg faktisk, at det er for mange penge at smide efter en håndfuld billeder. Omvendt er der også noget over at have billeder i samme stil, taget på samme tidspunkt hvert år, og jeg har ikke helt kunne finde ud af, om jeg skal sætte fornuft og økonomi over minder på sigt. Men nu har jeg nærlæst teksten på skolefotopapiret, og kan se, at jeg faktisk kan se billederne, og først derefter beslutte mig for, om jeg vil have dem. Det prøver jeg at gøre i første omgang. Hvis der er et pletskud i mellem, kommer jeg til at spare ca. 500 kr. hvert år på dén konto.
3)
Haft børnene med til Fantasy Festival, som blev afholdt af Esbjerg Hovedbibliotek, og også her tøjlet mit ‘hit med alting nu!’-temperament. Festivalen foregik på selve biblioteket, og kostede et mindre beløb i entre, men uden for biblioteket var opstillet en masse boder, og der var både sværdkæmpende orker, og prinsesser i store kjoler. Jeg besluttede at forholde mig afventende, i stedet for bare at storme ind med et barn i hver hånd, og efter en times betaget gang rundt på pladsen udenfor, meddelte børnene nærmest i kor, at nu ville de gerne hjem. Dermed var der råd til på tilbagevejen at købe det træsværd, som Anton samtlige 60 minutter havde kigget længselsfuldt efter.
4)
Ryddet op i mit tøjskab, og det gjorde ondt. Jamen, jeg kan ligeså godt være ærlig. Jeg har skubbet det i flere år, fordi jeg godt vidste, at den ville rive – og det gjorde den. Dels erkendelsen af, at jeg aldrig kommer til at se ud, som jeg gjorde præ-børn, da jeg boede i et fitnesscenter og levede af kylling og grøntsager, men også afskeden med.. jamen, den unge kvinde, jeg var, tror jeg? Jeg er i gang med at finde ud af, hvem jeg er i den modne version, også tøjmæssigt, men det var vemodigt og svært at fylde de sorte sække. Ikke mindst fordi lige præcis mit forhold til min vægt og min krop nok er et af de eneste steder, hvor jeg stadig ligger i åben krig med mig selv. Det føltes som at have tabt slaget at køre sneploven over hylderne.
Lige nu er det så tomt, at det giver ekko, når jeg åbner skabet, hvilket i sig selv er rygende angstprovokerende. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det føltes mere trygt at have mere tøj, når det nu var noget, jeg aldrig ville tage på eller komme i – men det gjorde det. Til gengæld føles det også mere rigtigt nu. Som en ny start. Og langt mere i sync med, hvem jeg er nu: At jeg har det, jeg bruger, og ikke mere end det.
I spørger, jeg svarer: Hvornår er man færdig med at få børn?
Der kommer stadig med jævne mellemrum mails fra jer derude, med spørgsmål, som I gerne vil høre mit take på.
Jeg elsker at skrive de her “I spørger”-indlæg, fordi det føles ret meningsfyldt at skrive på noget, der helt konkret kommer fra jer. Men fordi det er noget, der stadig er nyt, vil jeg gerne lige knytte et par kommentarer til det, så I ikke tror, at jeg er igang med at udnævne mig selv til selvbestaltet orakel, eller at jeg planlægger at konvertere bloggen til en ren brevkasse.
Jeg er 100% på det rene med, at det her bare er mine erfaringer, som udelukkende bygger på mit liv og de betingelser og privilegier, jeg har på hånden. Jeg er ikke ekspert på noget som helst, ikke engang mit eget liv.
Nogle spørgsmål svarer jeg på med en mail, hvis emnet f.eks. er meget personligt, eller noget, der er så smalt, at det ikke giver mening at brede ud i plenum. Men jeg synes, I skal vide, at mange af de mails jeg får, efterlyser mine og “dine kloge læseres” input. That’s right. Jer. Der er fest, og I er inviterede. Så for nogle mennesker derude, er det ikke kun interessant at læse om jeres erfaringer og tanker; det er noget, de bruger til at træffe store beslutninger i livet på baggrund af #NoPressure
Så. Efter således at have fastslået, at jeg er bange for at blive opfattet som prætentiøs, kan vi komme igang med dagens spørgsmål.
Det kom i sidste uge i en mail fra Merete:
Hvornår er man færdig med at få børn? Eller hvornår ved man, man er færdig? (Hvis altså, man er så privilegeret, at det er noget, man selv bestemmer).
Vi fik nummer 2 for et halvt år siden, og status er, at vi egentlig nok er enige om, at det var det. Omvendt så kan jeg ikke forlige mig med tanken om, at det kapitel er slut. Jeg har rumineret over det i nogle måneder nu, og kan ikke helt gennemskue, hvad der er på spil. Jeg har ikke lyst til flere små børn (2 x kolik er sgu nok), jeg har ikke lyst til at gå på kompromis med komfort og økonomisk råderum, karriere, personlig fritid og generelt overskud, som en 3’er ville betyde. Og alligevel er jeg nærmest i sorg over at skulle vinke farvel til flere graviditeter og fødsler (og tumlinger). Jeg tænker på, om det er biologien, der spiller mig et puds (biologisk set kunne vi formentlig nå mange endnu, jeg er knap 30 og vi har haft utroligt nemt ved at få dem), om det er et underliggende ønske om en stor familie (er enebarn og det samme er min mand), eller om det er fordi, det er et meget håndgribeligt tegn på, at livet går.
Hvad tænker du, om det her med at beslutte, hvor mange børn der er nok? Ville du have ønsket et andet antal, hvis du ikke var alene med dem? Følte du dig færdig eller var det mere en praktisk beslutning?
Da jeg læste mailen, føltes det som at læse en mail, jeg havde skrevet i 2016 og sendt til mig selv. Fra jeg fik Frida (i 2015) og til hun var 1,5 år, var jeg så skruk, at jeg næsten ikke kunne være i min krop over det. Det kom enormt bag på mig, fordi jeg havde brugt så lang tid på at være i tvivl om, om jeg turde få barn nummer 2 – og her stod jeg så og overvejede, i ramme alvor, om jeg skulle prøve at få 3.
Det ville være en underdrivelse at sige, at det overraskede mig.
Om alle har det sådan, eller om det bare er tilfældigt, at Merete og jeg har haft de samme overvejelser, ved jeg ikke, men jeg brugte LANG tid på at spekulere på, hvorfor pokker, jeg havde det sådan.
Når jeg valgte at holde mig til de to, jeg havde, var det i første omgang en meget fornuftbaseret beslutning. Hvis vi havde været to, er jeg ret sikker på, at jeg havde fået 3 børn, og i den erkendelse ligger jo også implicit, at det for mig meget handlede om det praktiske, når jeg valgte at stoppe ved to. Selvom folk siger, at “det går jo – det gør det altid!” når man snakker om antallet af børn, så synes jeg bare desværre, at jeg også har set, at “at gå” ikke altid er det samme som “at gå godt”.
Når det er hormonerne, der står for overvejelserne, tror jeg, at man er meget tilbøjelig til at forholde sig til, om man synes, der er plads til mere natteroderi, om man kan overskue en omgang mere i ble-manegen og om børn faktisk ikke i virkeligheden har godt af at dele værelse.
Men hvis man tager hjernen med på råd, er det jo ikke det ekstra barn, der kan gøre det svært at få enderne til at mødes. Det er alt det, livet også er. Møder på arbejde, sygdom i familien, forældremøder, tandlægebesøg, venindebrunch osv. osv. Og problemet, tror jeg, er, at det ofte er børnene, der ender med at tage fra, når vi bliver overbelastede, fordi det er den eneste relation, hvori vi kan give efter for vores stress. Ikke fordi det på nogen måde er i orden, men fordi det er den eneste relation, hvor magten 100% ligger hos os. Man kan ikke kan skrige ad sin chef, at hvis han sender én mail eller indkalder til ét eneste møde mere, så ryger han på værelset, eller melde sig ud, hvis mennesker i netværket har brug for os (her tænker jeg på de mere alvorlige situationer). Derfor tror jeg faktisk, at det er ret væsentligt at have praktikken om ikke i førersædet, så i hvert fald med i bilen.
For mig endte det med at blive udslagsgivende, at jeg var bange for at gå glip af de børn, jeg har. Jo flere, jeg fylder på, jo mindre tid til hvert enkelt. Og jo færre muligheder for det enkelte barn, i hvert fald så længe de er små. For mig er det to kurver, der krydser, hvor det handler om at finde det optimale skæringspunkt mellem egne ønsker og børnenes behov; at selvom det ikke nødvendigvis er nemt for børn at få søskende, uanset antal, så må mit ønske om flere børn ikke blive på bekostning af det, mine eksisterende børn har brug for. Hverken tidsmæssigt, omsorgsmæssigt eller økonomisk. Og her var og er jeg bare meget bevidst om, at jeg er alene.
Selvfølgelig er det mere kompliceret end som så, og sat på spidsen kan man sige, at det ikke giver en bedre barndom at have mulighed for at gå til jazzballet hver mandag, eller at kunne komme i legeland og på ferie – men jeg er heller ikke sikker på, at flere søskende automatisk er lig med en bedre barndom. Ikke alle søskende knytter tætte bånd, og jeg tror ikke, at det er givet, at det skaber gode forudsætninger for søskendekærlighed, hvis man som barn oplever, at flere søskende er lig med fraværende forældre.
I dag hvor Frida er 3 år, kigger jeg tilbage og kan se, at min skrukhed, da hun var spæd, meget handlede om, at jeg følte sorg over at lukke dén fase af mit liv ned. Måske kombineret med en fornemmelse af tidspres; jeg var 39, da jeg fik Frida, så biologisk begyndte det at haste, hvis jeg gerne ville have et barn mere. I og med at manglende handling automatisk ville betyde, at der ikke kom flere børn, følte jeg det meget presserende at være sikker på, at jeg traf den rigtige beslutning, mens jeg stadig, i teorien, havde valget.
Jeg har tænkt meget på, at fordi mange af os i dag får vores børn ret sent, forplantningsmæssigt set, så er det faktisk også en beslutning, vi træffer lidt i blinde, fordi vi ikke har prøvet at have store børn, før vi skal besluttet, om vi gerne vil have flere små. Min egen oplevelse er, at nu, hvor børnene er 3 og 7, så har jeg langt mere at se til, end jeg havde, da de var helt små, og selvom jeg er sikker på, at det ændrer sig igen, når de bliver større, ville jeg jo stadig skulle kunne overkomme det på en ordentlig og kærlig måde nu, hvis der havde været 3.
Til sidst vil jeg sige, at jeg tror, man ved det, sådan helt inderst inde. Om man kan øge flokken, og stadig holde fast på sig selv, og de værdier, man gerne vil leve efter; om man kan være den forælder man gerne vil være, for de børn man ender med at have. Og hvis overskuddet er der, så tror jeg virkelig, at flere børn er en gave. Men alene det at have de praktiske overvejelser er måske en indikation af, at man godt selv ved, at balkortet er ved at være fyldt.
M2018, uge 36
(Se forklaringen på M2018-konceptet her)
Inden jeg går i gang med ugens liste, har jeg lige lyst til at runde en kommentar, jeg fik af en sød kollega i sidste uge. Hun læser med herinde, og spurgte, om jeg egentlig havde oplevet negativ respons på at tale så åbent om at sidde i en træls, økonomisk situation.
Fordi det lader til at være lidt af et tabu, har jeg lyst til at gentage mit svar i plenum, fordi det måske kan gøre det nemmere for andre i lignende situationer at vippe skammens kåbe af skuldrene.
For det har jeg virkelig ikke. Tværtimod. Jeg har udelukkende oplevet hep og kampråb og konkrete forsøg på hjælp fra sider og mennesker, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig ville byde ind. Mine skriverier har givet anledning til gode samtaler om værdier, voksenbeslutninger og om, hvad der er vigtigt i livet, og jeg er kommet til at kende mange omkring mig bedre, end jeg har tidligere har gjort. Det sætter jeg utrolig stor pris på.
Den eneste lille bitte ting, der kan gøre mig en smule stiv om kæben er, når nogen forsøger at forklare mig, hvad jeg skal gøre for at få styr på min økonomi. Vi er way past that, og det føles som om, de taler til den tidligere version af mig (the former artist known as Linda); hende, der tog den på beløbet uden at se sig tilbage, og som ikke engang satte spørgsmålstegn ved sin egen overbevisning om, at der jo senere i voksenlivet ville komme masser af penge. Det er nok det eneste tidspunkt, hvor jeg føler mig lidt talt ned til. Selvom jeg er fuldstændig klar over, at de gør det med rene hjerter og hensigter, så føles det stadig med et godt, dansk ord lidt belittling.
Måske har det noget at sige, at jeg ikke opfatter mig selv som fattig? Hvis ellers det giver mening at definere fattigdom som en følelse. Selvom vi ret beset lever for et beløb, der er væsentlig mindre end de fleste omkring os, opfatter jeg det helt klart som en midlertidig situation, som mest af alt er irriterende. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke i perioder kan blive voldsomt stresset over det, for det kan jeg, og i nattens mørkeste timer kan jeg sagtens miste pusten over katastrofetanker galore – men langt det meste af tiden har jeg egentlig bare blikket rettet mod sidste afbetalingsrate med en koncentration, der får de fleste laserstråler til at virke lidt slaskede.
Så det korte svar er: Nej. Ingen negativ respons. Kun kærlighed, opmuntring og mere substans i mine relationer. Det kan virkelig varmt anbefales.
Men tilbage til det, det plejer at handle om.
I den forgangne uge har jeg:
1)
Haft fornøjelsen af at genopdage vennetjenester. Korrekturlæsning af et par stillingsopslag, samt rollen som wing(wo)man på en bryllupstale, udløste gratis klipning af os alle 3, og pasning af børnene en aften, hvor jeg skulle i biografen.
2)
Testet og opgivet Rasul-ler til håret. Jeg gav det 6 dage, men måtte kapitulere. Porerne i min hovedbund lukker sig, mit hår bliver nærmest lidt stift, og jeg får så fedtet hår, at Johnny Madsen sidder et sted på Fanø og jamrer af misundelse. Jeg prøvede at bruge det i ansigtet, som en slags kombineret vask/maske, og resultet her var også tilstoppede porer og en underlig overfladeglans. I bedste M2018-stil har jeg solgt det videre, så en anden har chancen for at teste, om det fungerer bedre for hende.
3)
Lavet virkelig mange kødboller, og husket at bruge en tallerken som låg, når jeg har stillet farsen i køleskabet for at trække, i stedet for at bruge film. Her er det måske på sin plads med en opfølgning på det Bee’s wrap, jeg i tidernes morgen købte: Jeg kan ikke få det til at fungere. Det må ikke bruges over råt kød, så dermed er 50% af mit behov udelukket, fordi jeg primært filmer, når jeg laver frikadeller/kødbolle, og de skåle med andet indhold, jeg har prøvet det på, slutter det simpelthen ikke tæt nok omkring. Jeg mangler stadig at teste det ift. brød, fordi jeg bliver ved med at glemme det, men jeg skal nok få det vinget af listen, og meldt tilbage.
4)
Brugt en rest brombær/æble-kompot som luksusingrediens i kold havregrød. Konceptet er simpelt, og kan varieres i det uendelige: Man smider gryn og evt. chiafrø og/eller frugtgrød i et glas, fylder op med mælk/mandelmælk/kokosmælk, og lader det stå natten over. Næste morgen kan man smide lidt müsli eller frisk frugt i, hvis man gerne vil have noget, der knaser, og ellers er det bare at kaste sig over det. Det er som skabt til at udrydde frugtrester.
5)
Fået svar fra Kirkens Korshær og Røde Kors på min forespørgsel om tøj, der luger.
Røde Kors:
“Du kan sagtens lægge det i vores containere, da det kan genanvendes.”
Kirkens Korshær:
“Det er rigtigt, at vi fra flere steder sender usalgbare partier afsted til salg andetsteds, herunder til udenlandske genbrugsbutikker og derfra videresalg til upcycling. Her få vi en fast kilopris, der afhænger af kvaliteten. Problemet ved at sende lugtende tøj afsted i sådan et parti er, at det også kan påvirke tøjet omkring det under transporten og dermed gøre mere skade end gavn. Derfor er jeg glad for at du spørger, for modtagelsen af en sådan donation kan i sidste ende koste os penge frem for at hjælpe med at støtte vores formål. Derfor siger jeg også pænt nej tak, men endnu engang stor tak for omtanken!”
Jeg har stadig ikke hørt fra Frelsens Hær eller H&M.
6)
Vendt og drejet, hvordan jeg kan byde ind med noget konkret ift. mad, opskrifter og brug af rester. Sagen er den, at jeg tror, de fleste af os har helt utrolig svært ved at have glæde af andres nemme retter, ganske enkelt fordi det, der gør en ret nem, er at den udspringer af, hvordan man normalt laver mad – og det er forskelligt fra person til person. Det, jeg tænkte, jeg kunne gøre i stedet, var at skrive, hvad jeg helt konkret gør for at udnytte alle rester, og give lidt inspiration til, hvad jeg bruger dem til.
De to gyldne regler er 1) Frys og 2) Frys i små portioner. Og når jeg skriver ‘små’, så mener jeg virkelig små. Jeg fryser typisk i 1-1,5 dl. bægre. (Og hvis det f.eks. er en gryde kødsauce, jeg skal fryse, så laver jeg et eller to bægre, der passer til mad til én dag, og fylder resten i små bægre) Det giver muligheden for at lege fryser-tetris og sætte mad sammen på kryds og tværs, så det både er nemt og varieret.
Hermed lidt eksempler på, hvad man kan bruge resterne til:
Kødsauce:
*Pizzasnegle (bland med tomatpure/ketchup og revet ost)
*Fyldte grønsager, som f.eks. peberfrugt/squash (bland evt. med en rest ris, som suger væsken, og gratiner med en rest ost)
*Madpandekager (bland f.eks. med bønner, en rest ris og lidt revet ost eller feta)
*Som “pizza”-topping på brød, der har brug for lidt førstehjælp for at kunne spises
Creme Fraiche/smøreost/ost/feta/revet ost:
*I tærte
*I suppe
*I boller
*I frikadeller
*I et fad pasta, blandet med en rest kødsauce
Sauce:
*I kartoffelmos, der gerne må smage af noget (f.eks. som låg på noget-med-sauce-i-ovnen)
*Som dressing i en pastasalat (jeg smed en kold rest chilibearnaise i en pastasalat, og det er jeg stadig ikke ovre)
*Blandet i fyldet til fyldte, bagte kartofler
Kød/pålægsrester:
*Ristet på panden med bønner, peberfrugt og lidt løg, og serveret som fyld til mexicansk mad
*Fyld i en frokostsalat
*Fyld i tærte
*Blendet med lidt pesto og derefter tilsat dej til sandwichboller
Ris/pasta/bulgur osv (NB: Jeg har læst et sted, at man ikke må genopvarmet ris. Vi gør det, men jeg disclaimer lige for en sikkerheds skyld)
*Blandet med kødsauce i ting, hvor kødsaucen helst ikke må vande.
*Fyld i salater
*Blandet med den sidste lille rest af aftensmaden, som så kan bruges til madpakke den efterfølgende dag.
*Som suppefyld/topping
Frugtgrød/kompot:
*Som topping på en god chokoladekage (her er det f.eks. smart, hvis man har en måned med mange gæster, at man bager en kæmpekage, og fryser den i stykker, der passer til det antal mennesker, der kommer de respektive dage. En liter is eller to, lidt bærkompot ved siden af, og så har man en virkelig nem dessert, som er lige lækker hver gang)
*Blandet med neutrale surmælksprodukter som mellemmåltid
*Blandet med gryn og mælk til kold havregrød.
Det blev langt! Men jeg håber, det kan bruges, og sidder I derude med flere tips og tricks, så smid dem endelig i kommentarfeltet.