M2018, uge 39

(Læs forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Købt 2 kalenderlys for 85 kroner (virkelig kæmpe undskyld til dem, der hader jul). Det lyder ikke billigt, men det er det. For 4 år siden købte jeg den fineste kalenderlysestage fra Medusa, som jeg bliver glad i låget af at se på hvert eneste år, hele december igennem. Den er formet som en kæmpe julestjerne i guld, og vejer ca. det samme som Frida – og så er det kun kalenderlys fra Georg Jensen og Stelton, der passer til indsatsen i. De koster 120 kr. stk, og det er SYGT træls. Men i mandags tænkte jeg: “Der MÅ være nogen, der er ved at rydde lageret, så de er klar til den kommende sæson” og det var Salling. 30 kr. pr. stk og 25 kr. i fragt. Haps x 2.

2)
Opsagt mit medlemskab hos FDM, hvilket kun skete, fordi jeg i tidernes morgen var klog nok til at undlade at tilmelde det betalingsservice. Da jeg blev medlem, fik jeg et tilbud på både medlemskab og vejhjælp, og fordi jeg de sidste 5 år har været rodet ind i et utal af rabatordninger ift. vejhjælp, er jeg nødt til ca. en gang om året at tjekke op på, hvor det nu lige er, jeg har det pt. Det viste sig, at jeg siden sidst har fået det lagt ind under min bilforsikring, og dermed sparede jeg de 1200 kr., det ville koste at forblive medlem af FDM.

Jeg ville ønske, at jeg var tjekket nok til hele tiden at være up to speed med de her ting, men lige præcis vejhjælp og bilforsikringer får min hjerne til at smelte og sive langsomt ud af ørerne på mig, så hvis jeg havde haft FDM-betalingerne sat op til at køre over PBS, kunne der godt være gået et år eller to mere, inden jeg var blevet opmærksom på det.

3)
Solgt for 1745 kr. på Tradono og formået at spare de 600 af dem op.

Dette punkt får lov at fylde lidt ekstra i dag, fordi diskussionen i sidste uge om, hvorvidt det er go eller no-go at sælge noget, man har fået gratis, var så god.

Jeg elsker – ikke ‘holder af’ men virkelig E.L.S.K.E.R – at vi kan diskutere et emne, som der er så mange holdninger til, og stadig gøre det både ærligt og ordentligt. Debatten var en af dem, der gav mig noget at tænke over, og jeg har indtryk af, at det samme gælder for flere af jer.

Vi snakkede meget om det her med, at tøj skulle hen, hvor det gjorde gavn, og det har jeg i ugens løb tænkt en del over. For – og jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive det her, uden at komme til at lyde patetisk – men det gør det jo faktisk lige præcis her. Vi har haft en del måneder i år, hvor vi har levet for ca. halvdelen af, hvad man siger, en familie på størrelse med vores skal have til rådighed; måneder, hvor vi har levet for ca. 3000 kr., alt inklusiv. Jeg ER de kvinder, mange af jer gerne vil hjælpe, tror jeg? At de genbrugsbutikker, jeg handler i, ligger online i stedet for på strøget, og er private frem for humanitære, handler udelukkende om, at udvalget i provinsen er så småt, at det kan tage flere uger at finde det, man skal bruge, i en kvalitet, man kan holde ud at give børnene på. Vores “fattigdom” er (forhåbentlig) tidsbegrænset og værre nogle måneder end andre, men den er stadig meget konkret at leve i, så længe den står på, så når jeg tjener penge på at sælge tøj, både vores ‘eget’ og det, vi har arvet, får jeg glæde af alt det tøj, der kommer vores vej, både det, vi kan bruge og passe, og det, vi ikke kan. Og hvis det gælder for os, så gælder det måske også for andre i de omgangskredse vi hver især kommer i, så jeg kom bare til at tænke over, at det måske også er et perspektiv, der fortjener at komme med.

Skæbnen vil, at det i denne måned for 98% vedkommende er tøj, jeg selv har købt fra nyt, jeg har solgt, men havde jeg valgt at lave nedenstående liste i en hvilken som helst anden måned, kunne det tal sagtens have set anderledes ud. (Jamen, lad os bare være ærlige.) Når vi i denne måned har SÅ meget tøj at sælge ud af, skyldes det dels, at jeg har ryddet op i mit tøjskab, og dels at sommertøjet er lagt væk og vintertøjet er fundet frem. Det giver altid et par gode stakke, som børnene er vokset fra, eller aflagt tøj fra Anton, som jeg kan se, at Frida ikke kan passe på det tidspunkt, det skal bruges. (Altså, f.eks. en vinterjakke i str. 98, som var den størrelse Frida brugte i sommer).

Jeg oplever ofte, at folk ikke helt forstår, hvordan pokker man kan tjene så relativt meget på at sælge brugt tøj. Mit trick er, som jeg også tidligere har nævnt, at sælge det så billigt, at det virker dumt at lade være med at købe det. Hele september har jeg prøvet at skrive ned, hvad jeg har solgt, og hvad jeg har taget for det, og de ting, der er på listen nedenfor, er alle enten nye, nsn (næsten som nye) eller gmb (gode, men brugte) i den pæne ende. Der er altså ikke tale om tøj, der er slidt i bund, eller fodtøj, der er smadret til ukendelighed, og jeg ville selv, med stor glæde og fornøjelse, have købt og iført mine børn hvert eneste stykke.

Til de interesserede, er listen her:

Støvler, Hummel: 25 kr.

Fløjlsbukser: 20 kr.

Tangels, 2 stk: 50 kr.

Natlamper, 2 stk: 50 kr.

Bamse og Ælling: 40 kr.

Softshelldragt, Hummel: 80 kr.

Bluser (4 stk): 60 kr.

Gummistøvler (4 par): 125 kr.

Kogekedel (OBH): 70 kr.

Jakke (LEGO wear): 50 kr.

Hoptimister (stor og lille): 75 kr.

Uldtøj: 70 kr.

Bodyer (3 stk): 35 kr.

Svømmesko: 15 kr.

Basketstøvler, glimmer: 15 kr.

Hjemmesko, Avengers: 15 kr.

Babydyne + liggeunderlag: 60 kr.

T-shirts (15 stik): 110 kr.

Uldtøj (2 sæt): 75 kr.

Tøjpakke (15 stk tøj): 75 kr.

Tøjpakke (12 stk. tøj): 75 kr.

Overalls, Kansas: 70 kr.

Rasul-ler: 30 kr.

Frakke: 150 kr.

Tøjpakke (20 stk. tøj): 95 kr.

Termotøj: 75 kr.

Badedragt: 85 kr.

Tøjpakke (5 stk + natlampe): 50 kr.

I alt: 1745 kr.

Published by

23 Replies to “M2018, uge 39

  1. Hej Linda.
    Jeg synes også diskussionen om det var så fin og selvom jeg på papiret virkede uenige tror jeg i virkeligheden vi var enige. Det handler om forventningsafstemningen. Og jeg tror jeg reagerede fordi der var en der skrev at hvis de gav det væk havde de taget stilling til at de ikke gad at sælge det. Og sådan har jeg det ikke. En del af det jeg giver væk kunne jeg godt sælge men jeg giver det væk fordi jeg har spurgt og andre har sagt de gerne vil have det. Hvis folk tager imod med den intention at de ønsker at bruge tøjet men det så viser sig at ungen vokser 3 nr. På ingen tid eller sommeren var så varm at ingen har sommerjakker på så ville jeg synes det var ok at de solgte det videre hvis de penge ville gøre en forskel for dem. For så vidt også bare hvis der var noget af det de ikke kunne bruge. Men altså helt ærligt så må jeg også indrømme det gør en forskel hvem det er. Dem jeg har givet til har været i samme økonomiske situation som mig og jeg tror måske det for mig er der hele humlen er. For jeg vil gerne at det jeg sender videre gør så meget gavn som muligt..og dem der har været modtagere her har ikke mere brug for pengene end jeg har. Så hvis de ikke vil have det, vil jeg hellere, det kommer et sted hen hvor det enten bliver brugt eller solgt så pengene gør en forskel. Ellers kan jeg jo lige så godt selv sælge det. Selvom vores økonomi er fornuftig så rykker det da i budgettet når der skal købes støvler, sko og flyverdragter her til efteråret/vinter. Og når jeg ser det på skrift føles det temmelig dobbeltmoralsk .det vil jeg lige tygge lidt på

    1. Jeg nåede egentlig også frem til, at vi faktisk var enige <3

      Jeg tror bare, at det var fordi jeg kom til at snakke med en veninde om, at man somme tider kan tale så meget om noget, at man lidt glemmer, hvad udgangspunktet var. Lidt som når man arbejder sammen med en 2. generationsindvandrer, og har delt skrivebord med dem så længe, at man diskuterer indvandrerpolitik med dem, og glemmer, at deres ståsted jo af gode grunde er et ganske andet, end ens eget. Vi har talt så meget om, at jeg ingen penge har, at jeg faktisk somme tider selv glemmer, at det jo er sådan, det er fat. Og derfor kom jeg til at tænke over, at mange herinde har kommenteret på, at de synes, det er så rart, at nogen bryder tabuet om at være supposed-to-be voksen, og stadig have en økonomi som en gymnasieelev. Så min pointe var bare, at måske er der andre derude, som virkelig kæmper for at få enderne til at mødes, men ikke er åbne omkring det?

      Men for god ordens skyld: For mig står og falder det altså også med, hvordan man har snakket om tøjet inden overdragelsen. Hvis jeg har spurgt dig, om du mangler en flyverdragt, og du siger ja, så bliver jeg også stram, hvis den ligger på Tradono dagen efter. Fordi jeg forstod noget andet på den samtale, vi havde omkring det.

  2. Der er en facebookgruppe, Gratis ting i København. Nogle har opdaget, at de ting, de har givet væk, bagefter er blevet solgt på Den blå Avis. Det har jeg det lid blandet med, måske mest når/hvis det har været organiseret.
    I forbindelse med en fĺytning, solgte jeg ting på DBA, og en del til 0 kr.q

    1. I forbindelse med, at jeg har ryddet op, har jeg også lagt flere ting op med “Gives væk”. Og det er ikke for at være på tværs, men jeg ville hånden på hjertet være ligeglad med, om dem, der hentede det, solgte det videre.

      Jeg synes, det ville være noget helt andet, hvis gruppen lagde op til rotation; at gruppens mål var klart defineret som et forsøg på at sænke det generelle forbrug, og at man derfor betragtede gruppen som et stort slags fælles klædeskab. I dén situation synes jeg, at præmissen er en anden.

      Men vi behøver heldigvis ikke være enige – jeg er stadig rigtig glad for den gode debat, det gav, fordi jeg er blevet MEGET klogere på, hvor specifikt, man skal snakke sammen, når varer skifter hænder, hvis man vil være sikker på, at alle er enige om betingelserne.

  3. Linda, jeg elsker din ærlighed, og hverken den, ordene eller jeres situation er patetisk. Jeg bliver ret inspireret af din liste, da jeg har gang i en oprydningsproces og giver en del ting og tøj til genbrug, som jeg måske kunne have solgt billigt, og det ville alligevel kunne løbe op i en del, kan jeg se. Men det er selvfølgelig også meget tidskrævende. Som fast læser gennem mange år får jeg virkelig lyst til at spørge, om der er noget, jeg kan gøre/hjælpe med? (Åh, jeg håber, du opfatter det som tiltænkt, det er bestemt ikke, fordi du er en charity case) Mangler du f.eks. stadig kalendergaver eller er der noget andet konkret?

    Kh. Trine

    1. Min veninde sagde det ret fint: “Jeg er så priviligeret, at jeg har penge nok til ikke at være nødt til at bruge tid på at sælge vores aflagte ting.” For det tænker jeg er humlen i det. At det for mig ikke føles som arbejde, selvom det tager mange timer, fordi den eventuelle indtjening betyder noget, når den så kommer. Og derfor er tiden værd. Men hånden på hjertet tror jeg måske heller ikke, at jeg vil bruge 10-15 timer om måneden på det, når vi engang har betalt gælden ud. Tid repræsenterer en værdi, og på mine gamle dage er det også en af de ting, jeg er blevet ret opmærksom på; at det, jeg bruger min tid på, også skal føles vigtigt nok til at blive prioriteret over noget andet.

      Den sidste del af din kommentar blev jeg simpelthen så rørt over. Det er så helt utrolig pænt af dig. Og jeg læser det som en gestus, der kommer lige fra hjertet, og sådan en bliver jeg aldrig nogensinde hverken flov eller stødt over at stå i modtagerenden af. Men jeg tror faktisk, at jeg har været så god til at bruge de penge, jeg har tjent på at sælge, på f.eks. kalenderlys og adventsgaver, og på tøj til børnene, så vi kan flytte en luns af børnepengene over til juleudgifterne, så tusind, tusind tak for dit generøse tilbud, men jeg tror, vi er dækket ind <3<3<3

      Kærlig hilsen (og tak!!)

      Linda

      1. Hvor er jeg glad for, at du netop læser det, som det var tænkt, for følelsen er helt den samme, som når man har lyst til at gøre noget godt for en god veninde <3

        Din veninde har helt ret, og det er egentlig også min vanlige tilgang til det, fordi tiden også er noget værd. Men min situation er for tiden anderledes, end den plejer, da jeg er på barsel(-sdagpenge), så nu vil jeg i hvert fald give salg et forsøg, og se hvordan det går.

  4. Giv jeg har faktisk gjort en ting i dag der hører til temaet. Jeg har været i haven og høste de sidste gulerødder (og en del persille – til fryseren og pesto). Gulerødderne havde jeg opgivet fordi vi var nået over det punkt hvor de er lækre at hive op og enten var giga-store eller bitte små fordi de stod for tæt. Der var lige under to kg. Og jeg har lavet gulerodssuppe med sprøde kikærter og persille til aften. dvs. Næsten gratis aftensmad fordi jeg tror mig sammen til at hente dem ind og gøre dem rene.

    1. Score! Og det er simpelthen så tilfredsstillende, når man får brugt noget, som man godt ved, at man normalt ville have kasseret.

  5. I tråd m Trines kommentar, jeg læser med, og har gjort længe – jeg kan svagt huske at du har skrevet om det, men kan man komme til at ‘donere’=honorere dig for det store arbejde du lægger i bloggen her? Det er altid interessant, tankevækkende og virkelig velskrevet.

    1. I er virkelig de fineste, mest betænksomme læsere, man som blogger kunne ønske sig at have <3

      Jeg er altid så bange for at komme til at virke som et af de mennekser, der trives med at klage sig, og som man derfor ikke kan få lov at hjælpe, når jeg prøver at forklare, hvorfor jeg har fravalgt donationsknapper osv.

      Men for mig føles det som at lægge en del af min selvbestemmelse fra mig. Jeg ved simpelthen ikke, om det giver mening for andre end mig, men ved at blande penge ind i noget, der for mig er et kreativt frirum, kommer det til at føles som om, jeg går på kompromis med noget, der kun kan eksistere i kraft af sin kompromisløshed.

      (Hvis du tænker, at det er noget vrøvl, så skal det til mit forsvar siges, at jeg har været til voksenfødselsdag til kl. 1 i nat, og slet ikke er vant til at færdes ude på de tider af døgnet.)

      Men tak for tanken og al den venlighed, der ligger bag <3

      1. Og jeg ville lige til at skrive, om vi ikke kunne betale for at læse dine virkelig gode og uden spons indlæg. Point of View et etableret netmedie med virkelige gode artikler gør det, så kan du sgu da også 😉

    1. Kan vi ikke aftale, at når jeg engang skriver en bog mere, så køber I den, og støtter mig på den måde? <3

      (TAK, for pokker. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige <3)

  6. Kære Linda, jeg følger også stadig glad med i alt fra interessante emner til brugbare råd til et mere ressourceøkonomisk liv. Livet med et lille barn (min pige er halvandet) er hands down det mest forbrugstunge, jeg nogensinde har levet. Vores økonomi er rigtig god, men jeg får det stadig mere svært med det forbrug, sådan omvæltning med et barn tilskynder. For at gøre det kort: Jeg er også en af dem, der føler mig heldig og taknemmelig over at slippe for at bruge tid på at sælge vores ting videre, mens jeg i stedet kan give dem, hvor jeg ser et behov eller potentiel glæde, og jeg har lige opdaget (pga dine velformulerede skriverier om det) at det også handler om, at jeg kan flytte en ressource til et sted, hvor den gør mere gavn end hos os, uanset om det er i form af genbrug eller videresalg for rede penge. Jeg Reshopper selv så meget som muligt. Når jeg fravælger at købe brugt, handler det som regel om, at jeg er presset på tid: Det er nemmere at hente en pakke i kiosken end at aftale tid med en sælger til at hente noget privat.
    MEN: Jeg vil egentlig bare fortælle dig, hvor stor integritet, jeg synes du har. Du står i en reelt presset situation, og det lader til at endog rigtig mange er mere end villige til at betale for dine skriverier (mig selv inklusiv), og alligevel fastholder du, at det her handler om noget andet end penge. Jeg forstår dig virkelig, og alligevel er jeg imponeret. Jeg vil ikke engang tilbyde dig hverken ting til videresalg eller penge for bloggen, for jeg har forstået, at du vil takke nej. Men vid at jeg virkelig har oprigtig lyst! Jeg vil selvfølgelig også understrege, at det handler om ønsket om at sige tak og ikke om noget som helst andet – det burde sige sig selv!

    1. Jeg har simpelthen sådan optur over din kommentar, Susanne. Selvom det her 100% er min beslutning, og den har rødder i noget, der ikke er til forhandling, er det overraskende rart at føle sig set for det valg, man træffer <3

  7. Jeg har fulgt opmærksomt med i de her tråde om videresalg af arvetøj osv, og tænkt lidt mere over det end jeg ellers har gjort. Min unger går virkelig meget i arvetøj, men det er ikke fordi vi er presset på økonomi. Grunden er at jeg: 1) Synes det er fjollet at bruge mange penge på tøj som ungerne alligevel sviner til/ødelægger (de går begge i børnehave, og sætter tydeligvis en ære i at være de mest beskidte unger når dagen er ovre), 2) ikke går op i mode på mine børns vegne, 3) ønsker at bidrage til et mere bæredygtigt samfund og 4) har meget let tilgang til arvetøj. Vi modtager primært tøj fra to familier, og jeg har den klare opfatning at de er glade for at give til os fordi vi da hjælper dem med at slippe af med tøj, uden at de behøver bruge tid på det. Aftalen med begge familier er, at vi tager det vi kan bruge, og gør hvad vi vil med resten. Det meste ryger videre til genbrug, siden det har været igennem 2-3 unger når vi er færdige med det, men det som er fint, det sælger jeg altså videre, sammen med det vi selv har købt som stadig er fint. Jeg sælger altså også selvom jeg ikke “har brug” for pengene. Jeg bruger tid og energi på det, og fritager jo altså vores venner fra den opgave. Samtidig sælger jeg det billigt, så der er andre der får mulighed for at gøre en god handel. Måske hjælper jeg derved nogen der ikke har så godt råd, så midlerne alligevel lander der hvor der er brug for dem. Måske er det bare krejlere der køber tingene -det ved jeg jo ikke.

    Men efter at have læst indlæggene her og kommentarerne, så kan man godt lidt få den fornemmelse, at jeg ikke har ret til at tjene penge på dette tøj som jeg har arvet, fordi jeg ikke har brug for det. Og det er jeg ikke enig i. Med mit forbrugsmønster er jeg trods alt med til at nedbringe forbruget og øge genbrugen af ting, og det er jeg meget tilfreds med 🙂

    1. Hej Britt.
      Som jeg skrev ovenfor (fordi jeg måske er en af dem der kommer til at lyde modsat) så synes jeg ikke det er et problem at det bliver solgt videre fordi du jo netop modtaget for at bruge det du nu kan. Jeg synes bare præmissen med at “så slipper vennerne for at sælge” er en sjov antagelse med mindre man har snakket om det. Ja jeg har det også sådan med nogen ting at hvis bare nogen gider komme og hente det for så får vi plads osv.men det er ikke nødvendigvis sådan. Jeg sælger andre ting så jeg kunne fint sælge en stor del af det tøj der herfra ryger videre. Eller (helt kynisk) bare sælge det der giver mest..men det gør jeg jo ikke. Jeg giver det videre fordi andre har udtrykt at de vil få glæde af det. Så viser det sig at en del af det ikke falder i smag, eller ikke passer til sæsonen osv. Og så er det fint nok med mig det bliver solgt. Der hvor jeg synes kæden hopper af er hvis man modtager noget man alligevel ikke skal bruge for at sælge det videre under antagelse af at den der gav det bare ikke selv gad. Giver kan jo på sin side huske at spørge folk (på en måde så det ikke bliver dumt at sige nej). Og helt grundlæggende handler det også om et ønske om at de ender hvor de gør mest gavn..og det kan fint være det giver mest mening du selv sælger det til en pris der gør det kommer videre i systemet. Jeg er på ingen måde ude i at noget er rigtigt eller forkert men blot at man på begge sider er ærlig og ikke antager motiver hos modparten. Og det tænker jeg ikke er tilfældet hos jer.

      1. @SKN: En fin pointe, det med at man skal passe på med at antage motiver hos modparten. For det er nok egentlig det, der er gået galt i de fleste af de her situationer. At begge parter står med følelsen af, at de hjælper den anden.

    2. Det lyder, som om, vi griber tingene meget ens an, du og jeg. Men jeg bider alligevel mærke i, at vi begge to står på modtagersiden, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det har noget at sige?

      Jeg kan i hvert fald for mit eget vedkommende mærke, at det har gjort mig opmærksom på, at i de relationer, hvor det altid er mig, der er aftageren, er det ekstra vigtigt at være sikker på, at forventningerne er klappet af. Bare, så jeg undgår ømme tæer fremover; både dem, jeg uforvarende træder på, og dem jeg krummer over mig selv, når jeg føler, at jeg har overset noget vigtigt hos andre.

      Måske er det også noget med, at man fra tid til anden giver en kop kaffe i byen, og direkte adresserer, at det er som tak for det tøj, man har fået og fået lov at tjene på?

      Nå, jeg kan blive ved, kan jeg mærke. For jeg er virkelig blevet oprigtigt overrasket over, hvor forskellige syn, vi har på det her.

      Tak for din kommentar, og rigtig god aften:)

    1. Jeg har haft mest held med market-place og ‘køb og salg i Esbjerg’ på FB og Tradono. Marketplace bruger jeg mest til de ting, som ikke giver mening at købe, hvis man som køber skal betale porto oveni. F.eks. vil jeg ikke selv købe en Cirkelinebog til 20 kr., hvis jeg skal smide 36 kroner oveni til porto, når den fra ny kan erhverves for 60 kr.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.