Klokken er 10, og jeg sidder et hemmeligt sted i Danmark med en kop kaffe og kigger ud på regnen.
Vi kom forkert ud ad døren i morges, og det hader jeg. Det sidder i mig resten af dagen, og jeg kan næsten ikke komme hjem hurtigt nok, fordi jeg sidder med fornemmelsen af, at verden ikke vender rigtigt, før jeg er genforenet med mine børn.
Der var en masse praktiske omstændigheder, der gjorde, at det hele blev hektisk. Forstå mig ret: Vi kunne stå op klokken 3 om natten, og stadig være pressede på tid til sidst, for begge mine børn fortaber sig, og begge er i faser lige nu, hvor min autoritet skal udfordres.
-hvilket jeg jo sådan set sætter stor pris på. Hvis nogen i hele verden hylder princippet om, at man ikke skal bøje sig for noget, bare fordi andre insisterer på det, eller fordi de i denne store ‘så sagde vi jo, at’-leg, der er livet, synes, at de har mest ret til at bestemme, så er det mig.
Men engang i mellem ville det bare passe mig udemærket, hvis de begge var typerne, der var modtagelige for logik og argumenter. Som f.eks. i morges.
Det var alle klassikerne. Dynerne var lune, regnen trommede på ruden, al tøjet var dumt og morgenmaden var for varm, for kold, forkert.
Antons skolebus kører kl. 7.30, og i den sidder 8 andre børn, som kommer for sent i skole, hvis vi kommer for sent til bussen.
Der er omkørsel hvor vi bor, min opgave blev lavet om, så jeg pludselig skulle tidligere afsted, og i en helt anden retning end oprindeligt planlagt, og følelsen af mandag var total. Det endte, meget forventeligt i, at jeg talte højt og meget bestemt, og Anton eskapist-sang, mens Frida græd.
Vi siger ikke farvel, når vi er sure, for jeg kan stadig meget tydeligt huske, da jeg sad og pakkede min skoletaske en morgen for mange år siden, og politiet ringede og min mor tabte, hvad hun stod med, og min far og hans kollega var kørt så galt, så galt. Det sker.
Vi fik krammet og sagt “Jeg elsker dig” – og jeg fik gentaget, hvad jeg altid siger, når vi har været sure på hinanden: “Ligemeget hvor vred, jeg bliver, så elsker jeg jer fuldstændig ligeså meget, som jeg plejer”.
Og i mit hoved er jeg egentlig ret afklaret med, at det, at vi skal ud ad døren, ikke skal gøre situationen til småbørns-ækvivalenten til scenerne på film, hvor børnene og far tager det store opgør, mens mor står og vrider hænder og spørger, om vi ikke bare kan hygge os. Vi er en familie, og vi er nødt til at hjælpe hinanden, hvis morgenerne skal glide, og der er nogle typer af adfærd, der ikke er i orden. Siger mit hoved.
Mit hjerte siger, at det altid er de voksne, der bestemmer, hvordan stemningen skal være; at børn ikke forstår at skynde sig, og at det at råbe er ligeså slemt som at slå.
Det her bliver en af de dage, jeg kun kommer igennem ved at gentage for mig selv, hvad jeg sagde til børnene, da jeg krammede dem farvel: Jeg lover at gøre det bedre i morgen.
Kære Linda.
Husk at du også er et menneske og lige så meget som du rummer du er børns udfordringer skal du prøve at rumme dine. Livet er ikke altid hverken let eller som vi ønsker. Jeg øver mig virkelig i at gøre tingene bedre men også i strimmel når det går i kuks.. fordi jeg gerne vil lære mine unger at det også er ok tingene går skævt..
Knus til jer..håber det er gået bedre i dag.
Det er sådan en fin reminder, den om, at vi også når vi fejler, har mulighed for at lære vores børn noget. Tak for den <3
Det der kender jeg. Alt for godt. Jeg arbejder hjemme – jeg skriver børnebøger – og hvor har jeg fået ødelagt mange arbejdsdage med knugende dårlig samvittighed over dårlig stemning, jeg selv har skabt. Men stort set hver gang er jeg om eftermiddagen, hvor jeg endelige, endelig kunne gøre det godt igen – blev mødt af glade børn, som nærmest ikke kunne huske, at der skulle være noget at snakke om … måske er det meget godt for dig at tænke på?
Gode tanker herfra
Jeg tror, Frida har læst din kommentar, for da jeg hentede hende, tog hun mig i hånden og sagde: “Jeg har haft en god dag, mor”. (Nej, DU hyler.) (HVEM SKÆRER LØG!?)
Åh jeg kender det også! Og jeg har det på helt samme måde, verden vender først rigtigt igen når jeg har krammet min datter. De er så trælse, de dage, hvor det sker. (er det årstiden eller hvad?! For den der udfordring af forældres autoritet kører også på fuld styrke hjemme hos os!) Jeg synes, vi efterhånden har fundet en måde at tackle det på langt de fleste dage, men de dage, hvor det hele ramler, er bare ikke sjove.
Selvom jeg ikke er så meget til Lola Jensen, så har jeg adopteret hendes princip med at sætte 15 minutter af til hver “søjle” om morgenen. (Vågne, morgenmad, tøj, klargøring). Det fungerer egentlig de fleste morgener fint; jeg er tidsoptimist, så det har taget mig tid at lære, at man ikke bare kan redde alt med en spurt, når man har børn. Men efter jeg har fattet det, går det sådan set fint de fleste dage – og det er jo nok det, jeg skal prøve at huske på dage som i dag. At der er langt flest af de gode(-ish) morgener. Men hvor er det svært, når man kører på job, og føler sig som en mor-fiasko.
Jeg er heller ikke den store Lola-fan, men det er faktisk også lidt i den stil, vi gør. Vi sætter ekstra tid af til især at få tøj på (hvilket altid er der, det skrider!) og så er der tid til at dimse, lave akrobatik eller hvilke uopsættelige ting der nu skal laves om morgenen. Den lille medbestemmelse får som regel resten af morgenen til at glide. Hvis det så alligevel smutter, handler det som regel om, at jeg synes det lige er så hyggeligt fx til morgenmaden og tænker, at vi så bare lige skynder os lidt bagefter. Så glemmer jeg bare, at vores datter ikke aner, om vi har spist morgenmad i 15 eller 20 min og stadig ikke gider at blive hundset med 🙈
Kender det også alt for godt! Svinger mellem at tænke børnenes opførsel er virkelig urationel og i voksenversion ville fremstå nærmest psykopatisk! Og så som du skriver, at det kun er mig der kan skabe rammer og rummelighed og stemning der gør morgenerne gode. Tror ikke der findes en opskrift. Som du skrev engang er kærligheden vævet af snot og skænderier også som en del af dagligdagen også. Kram til dig fra en der havde en god morgen i morges, på trods af regnvejr og hovedpine
Jeg kom helt til at fnyse kaffe op i næsen, da jeg læste din kommentar, for JA!! Det ville være helt vanvittigt, hvis voksne opførte sig sådan!
Og dagen gik, og børnene havde glemt alt om den dårlige start på dagen, da jeg hentede. (Men det havde jeg ikke, så jeg har stadig lovet mig selv at gøre det bedre i morgen <3)
Åh, det er de værste morgner 🙁 Lige meget hvor rationelt et menneske, man er, så kan man godt komme til at tabe sutten engang imellem i forhold til sine børn. Når det sker, så trøster jeg mig med at børnene lærer at selv om man er voksen, så kan man godt tage fejl og reagere for voldsomt, når man bliver presset helt i bund – og når man så selv indrømmer det, så tror jeg at de lærer endnu mere af det. Det er bare en ringe trøst, når det eneste, man har lyst til, det er at hente sine unger ekstra tidligt og kramme dem i lang, lang tid. Og altså, hvis du var min mor, så måtte du godt skælde ud en gang imellem, for jeg er ret sikker på at du på alle de andre tidspunkter er en ret fantastisk mor.
Jeg blev glad over din kommentar – for man får sgu tunnelsyn over sådan nogle morgener, og kan pludselig kun huske alle de gange, hvor man synes, man har grebet forældreopgaven forkert an.
Tak for et lille klap på skulderen på en dag, hvor det faldt på et tørt sted <3
Jeg tror vi alle kender det. Og hader os selv lidt for at have ødelagt morgenen og det meste af vores egen dag. Jeg læste med stort udbytte “Rabalder i Børnefamilien” i efteråret, og den vendte nogle ting op og ned for mig. Jeg kan stadig skælde ud og komme til at eskalere situationen fremfor at deeskalere (hedder det virkelig det på dansk??), men jeg fik faktisk meget ud af den.
Mine børn glemmer den dårlige stemning inden jeg henter dem, men det er stadig utåleligt og jeg kan ikke fordrage de dage. Så jeg forstår dig virkelig godt og håber, I får en hyggelig eftermiddag.
Hvad handler den bog om, Astrid? Er det opskriften på gode morgener? Den vil jeg lige se nærmere på…
Den handler om hvordan man takler børn med store følelser, hvilket jeg egentlig tror alle børn har i større eller mindre grad. Så det er ikke specifikt en opskrift på gode morgener, men jeg blev bedre til at forstå hvorfor mine børn reagerer som de gør og især hvordan jeg kunne undgå en del af konflikterne. Bogen taget udgangspunkt i, at “børn der kan opføre sig godt, gør det.” Dvs når de ikke opfører sig som vi gerne vil have det, er det fordi de ikke kan og det er op til os at skabe rammerne for at de ikke kommer i de situationer. Både meget konkret: hvis de slås i bilen, så sæt en af dem på forsædet, men også mere abstrakt.
Jeg er ikke stor fan af den slags bøger ellers, men den der gav mig altså noget.
Hedder det måske ‘nedtrappe’? (Altså, personligt elsker jeg jo ‘deeskalere’. Og ‘taskforce’. De ord ville jeg ønske, jeg kunne bruge 3-4 gange om dagen uden at virke mærkelig).
Jeg tjekkede lige bib, og de havde bogen, så nu har jeg bestilt den. Tak for dejlig konkret fif.
Kh
Linda
Nedtrappe. Selvfølgelig. Uanset hvad det heddder er det noget jeg ikke er god til fordi jeg selv har en god portion temperament og kan have meget svært ved at trække vejret helt ned i maven og bevare et jævnt toneleje når især min 7-årige er urimelig og ja, opfører sig som et barn. Men jeg øver mig. Og det er blevet bedre.
… Og i øvrigt ville jeg også ønske, at jeg kunne sige ‘taskforce’ uden at det virkede mærkeligt. Men sådan er mit liv desværre ikke! 😆
Sådan en morgen havde jeg i dag. Tænkte lige jeg skulle trøste mig med at slå over på din kanal, og her var så et stort spejl. Tak for det. Det var lige det jeg havde brug for i dag, specielt også for kommentarerne her i kommentarfeltet, som jeg tillader mig at tage lidt af også 😉
Åh, det var godt <3 Du rydder bare hylden – alle kneb gælder, når man har fået sådan en start:)