Pumpkin Spice (Kan vi egentlig stadig slippe afsted med Spice Girls referencer?)

Det føles som om, det er længe siden, jeg har skrevet et helt almindeligt indlæg om, hvad vi render og laver. Jeg kan godt mærke, at jeg kører mere bil, forstået på den måde, at det ofte er når jeg kører bil og tankerne vandrer, at jeg kommer til at tænke over de lidt mere generelle ting, jeg har skrevet om i de sidste par indlæg. Men livet løber jo – heldigvis – videre ved siden af, med alt hvad det indebærer af praktik og hverdag.

Jeg synes, vi er inde i en god periode. Vi har stadig susende travlt, men fornemmelsen af stress er ved at fortage sig. Temperaturen er faldet og vi kan ånde igen, og 3-års-puberteten er, om ikke forsvundet, så i hvert fald faldet fra rød til orange.

Jeg tænker meget over Antons skoleplacering for tiden. Han går stadig i tale-klassen på en skole i midtbyen, men i og med at det under alle omstændigheder rykker tættere på, at han skal tilbage til den lokale skole (taletilbuddet går til og med 2. klasse), går jeg og tygger lidt på, hvad jeg mener vil være bedst; om han skal have et år mere derinde, eller om han er ved at være klar til at komme herud, hvor vi bor. Taleklassen er fantastisk, med engagerede lærere, luksusnormering og en virkelig god (og lille) børnegruppe, og for Anton har det været en slags kuvøse, fordi det for ham er en kombination af tale- og præmaturudfordringer, der gør skolelivet lidt besværligt. Der er stadig noget modenhed og verdensforståelse, han ikke hverken har eller går op i, og hvor det i talehøreklassen ingen betydning har, frygter jeg, at det kommer til at have noget at sige i en almindelig klasse. At det der går for hurtigt med at fylde nyt på. Han går i SFO på den lokale skole, og derfor kan jeg se, at de fagligt i taleklassen er noget bagud ift. niveauet hernede, så lige nu forsøger jeg at spotte det punkt, hvor fordelene ved at få lov at vokse og blive stærkere i et lille drivhus, bliver ædt op af kløften, han skal hoppe over for at hente børnene herude. Skoleåret er lige startet, men det hele går så hurtigt, og jeg vil gerne have gjort mig nogle overvejelser, mens tiden ikke er en faktor.

Han er stadig helt sin egen, min Anton; lige så skæv og krøllet som han altid har været. Forleden var vi på biblioteket og sad og kiggede i en bog om dinosaurere. “Se mor! Det er en Ankylosaurus!” Og det var det.

Senere, da vi var kommet hjem, og han skulle være ninja, kom han med en bandana og bad mig binde en ‘snude’, hvilket jeg har besluttet, at vi fremover kalder den hybrid af en sløjfe og en knude, hvor der kun er stof nok til at lave sløjfebuen på den ene side.

Frida og jeg har siden sidst haft en kort flirt med fodbold, hvilket Onde Mor til barnets store og rasende fortrydelse dog valgte at afbryde efter to gange, fordi det ligger klokken 16.45, og jeg vurderer, at ingen af os vil tænke tilbage på den her adfærd

som starten på en lovende karriere i DBU.

Det begyndende mørke inviterer til, at vi lukker os lidt mere om os selv, og det passer mig udemærket. Det giver tid til at restituere, repositionere og til at begynde at glæde sig til alle de små, hyggelige begivenheder de kommende måneder bringer.

Hvis man i den forbindelse mangler underholdning, er serielisten og boglisten i øverste bjælke opdateret med følgende:

Castle Rock
Stikord: En dreng findes i et hemmeligt bur i et fængsel. Hvad laver han der, hvem er han, og hvorfor sker der så mange mord og ulykker i så lille en by?

Serien er baseret på Stephen Kings univers, og er karakteriseret som ‘horror’. Det synes jeg er synd, for det frasorterer mange, der som jeg værner om den sparsomme nattesøvn, vi får, og ikke behøver ydre stimuli for at forestille os øksemordere og japanske børn, der kravler ude af væggene.

Men den er virkelig god. Det kræver selvfølgelig, at man køber ind på den paranormale præmis, men gør man det, er man godt underholdt. Den er lige tilpas uhyggelig, og har både en solid historie og overbevisende skuespillere.

Sharp objects
Stikord: Smuk, fordrukken journalist sendes tilbage til sin hjemby i sydstaterne for at dække et makabert mord på en ung pige.

Serien er baseret på Gilian Flynns uforlignelige bog, og på alle måder ligeså god. Soundtracket er on point, den er både creepy, trist, spændende og vanvittig, og et par af afsnittene slutter, så man lige er nødt til at nappe et par LOLcats på Youtube, inden man går i seng.

Inger Wolf – Brændte sjæle
Brændte sjæle er den første i en serie, der foreløbig tæller 3 bøger, om den unge psykiater Christian, der bistår politiet i opklaring af et mord.

Jeg blev meget begejstret, da jeg opdagede, at Inger Wolf havde kastet sig ud i at skrive en ny serie, for jeg har læst den første af slagsen, hun har skrevet, og jeg synes, at hun er mange andre krimiforfattere langt overlegen.

Hendes bøger foregår i Aarhus, hvilket jeg elsker, fordi det tilføjer lidt ekstra til historien, at man kan se stederne for sig, men hun er også en af de få krimiforfattere, der ikke efterlader dig på read i 4 kapitler for at trække tiden ud. Hvis kapitel 3 slutter med “Mon Sofie var blevet overfaldet i sin cykelkælder?”, så kommer der ikke 30 sider om Sofies barndom og hvordan man har tegnet og bygget cykelkældre fra 30’erne og frem til i dag, mens man sidder og tænker “MEN VAR HUN SÅ DET!!?” – så starter kapitel 4 med, at hovedpersonen tager ud og tjekker dét, så vi alle sammen kan koncentrere os om historien og komme videre.

Det bliver 5 blodige knive til alt, hvad hun har skrevet, herfra.

Se ikke væk – Karen Strandbygaard
Den her bog fandt jeg virkelig, virkelig foruroligende, og jeg ved egentlig ikke, om jeg synes, at den var rigtig god eller bare skrækkelig.

Hovedpersonen Anna kunne være mig og alle mine veninder; en kvinde med børn, der i et det overload af info, vi udsættes for, er endt med at blive bange for stort set alt; fra vuggedød over sygdom til trafikuheld. Jeg kender ingen med børn, der ikke befinder sig ét eller andet sted på den linje, og det grænser til det ubehagelige, at man faktisk ikke helt kan vurdere, hvor man selv ligger i forhold til Anna.

Plottet i bogen er, at Anna skal på ferie i Thailand med sin mand og deres to børn. Efter ret kort tid begynder Anna at få en grim fornemmelse af, at et ældre tysk ægtepar interesserer sig lige lovlig meget for børnene – men hvor meget af det foregår i hendes eget hoved? Hvem er de? Og hvorfor er de hele tiden der, hvor Anna og hendes familie er?

Paladan-profetien – Mark Frost
Mark Frost er forfatteren bag Twin Peaks, og bogen her falder i kategorien fantasy, og ligger på grænsen mellem ungdoms- og voksen-litteratur.

Hvis man kan lide Harry Potter, tv-serien The Magicians og Tearling-triologien, er den her bog lige på kornet. Hovedpersonen er en ung fyr, Will, som klarer sig unaturligt godt i en prøve i skolen, og derefter bliver headhuntet af en Hogward-ish kostskole. Men nogen er pludselig efter ham, hans forældre skifter karakter (jeg har kronisk flash back til scenen i Terminator 2, hvor Edward Norton ringer hjem og spørger til hunden), og det hele er meget mystisk og sammensværgelsesagtigt.

Jeg er stadig igang med 2’eren, og jeg kan ikke lægge den fra mig.

Published by

22 Replies to “Pumpkin Spice (Kan vi egentlig stadig slippe afsted med Spice Girls referencer?)

  1. Jeg er 100% enig i anbefalingen af Sharp Objects. Jeg vil lige smide en reminder til alle der kaster sig ud i den, at i allersidste afsnit er det vigtigt at se post-credit scenerne. selvfølgelig først til aller aller sidst, men det er så også centralt!

  2. Kære Linda

    Altså hvis man stadig kan foreslå indlæg, så ville jeg elske noget fra din fantastiske pen og hjerne om forældreskab til de særlige, som jeg også har en af. Altså om det at være forældre til et barn, der er lidt mere særligt eller bare ikke helt følger alle de der normalkurver. Jeg synes selv – med et taleudfordret og lidt sent modent barn – at det har givet mange tanker og lange bekymringer om, hvordan, hvormeget og til hvem vi taler om vores særlige børn og om hvordan man (læs:jeg) skal forholde sig til den (læs: min) evige tvivl om, hvornår det er opdragelse og hvornår det er det særlige. Og en nagende tvivl om, hvornår jeg og vi gør det godt nok: Er det fordi vi ikke sprogstimulerer nok? Eller der det ‘bare’ ham der er sådan? Med nummer to, der kun er særlig fordi hun er hende, er det lettere ikke at tvivle på om vi gør det rigtige og godt nok. Nå, alt dette for at foreslå et indlæg om forældreskab til de særlige. Håber det giver mening 🙂

    1. Jeg forstår 100% hvad du mener, og det vil jeg rigtig gerne skrive om. Jeg skal lige have tygget på, hvordan jeg får det skrevet, så det bliver relevant for så mange som muligt, men jeg finder på noget <3

  3. En bog der måske kan være en hjælp når man har et barn med udfordringer: Ann Elisabeth Knudsens, Diagnose eller opdragelse. Brug også personalet i taleklassen, deres erfaring er sikkert vidtrækkende og de har mødt mange forskellige “Anton’er”.

    1. Tak for input til bog. Den ser interessant ud, og jeg vil kaste mig over den, så snart jeg kan få fingrene i den.

      Ift. at bruge personalet i taleklassen, er jeg helt med på, hvad du mener. Og inden jeg skriver det næste, vil jeg gerne understrege, at vi har været helt utrolig glade og taknemmelige for dette tilbud, som har gjort Antons skolestart væsentligt nemmere, end den kunne være blevet, og formentlig har været med til at sikre, at der har været så meget ro og tryghed omkring ham, at han har kunne fokusere på at tilegne sig viden, og derfor er fuldt aldersvarende fagligt.

      Men i det her system er man bare alene. ALLE problemstillinger, der involverer flere parter, strander på det praktiske. Et helt lavpraktisk eksempel, som bare meget fint illustrerer, hvor svært det er at få det her til at flyde, er busturen. Anton startede i taletilbuddet, mens han stadig gik i børnehave, og blev kørt i skolebus fra skolen, tilbage til børnehaven, hver dag kl. 12. Jeg har ikke tal på, hvor mange samtaler, jeg har været inddraget i, fordi: 1) Buschaufføren ikke må forlade bussen 2) Pædagogerne ikke kan stå og vente på p-pladsen, fordi turen nogle dage tog 20 minutter og andre dage 25, afhængigt af trafik 3) Anton ikke var høj nok til at nå håndtaget, og dermed selv gå ind.

      Der er ingen i den ligning, jeg ikke forstår. Det er der virkelig ikke. Men det er lige til at blive hysterisk over, at man som forælder er modtager af alle disse beskeder, fordi jeg er tæt på at være den eneste, der ikke kan løse det.

      Det punkt er vi forbi nu, men hele vejen igennem, har det mønster gentaget sig; at alle kun kan/vil/må forholde sig til lige præcis det, der vedrører deres del af opgaven, mens ingen forholder sig til broerne imellem. Så selvom personalet i taleklassen kan hjælpe med vigtig viden om, hvor Anton er, når han er hos dem, er der ingen hjælp at hente ift. en vurdering af, om vi reelt risikerer at smide alle fremskridt overbord, hvis vi flytter ham så sent, at han ikke kan nå at løbe de andre ind. Jeg har på forældremøde i tirsdags taget fat i præcis dette problem, og meldingen var, venligt men også en (oplever jeg) smule uengageret: “Vi følger pensum”. Ok, så.

      Så jeg forstår, hvorfor du skriver, som du gør. Desværre er virkeligheden, i hvert fald her i byen, ikke indrettet til at gribe det sådan an <3

      Kh

      Linda

  4. Årh, en snude. Han er da den skønneste sprogekvibrilist ham Anton.
    Dejlige refleksioner. Jeg morede mig virkelig over fodboldbetragtningen. Måske fordi jeg kunne identificere mig så klart med det.

    Jeg synes, det er skønt med dine anbefalinger til serier osv. Min udfordring er barn nr to på 2,6 år som aldrig har haft et stort søvnbehov. Hun er vel noget særlig på sin måde. Det er i hvert fald udfordrende, at der ikke er tid til at lave voksenting om aftenen, når barnet ikke er til at drive i søvn før kl 21-22. Og så var det, at jeg godt kunne tænke mig at høre, hvordan du egentlig har tacklet det, hvis du har oplevet udfordringer med søvn? (Jeg kan simpelthen ikke huske, om du har skrevet om det). Og evt. også de mere eller mindre velmenende råd og kommentarer, der følger i halen på sådan noget udfordringer… (Mit første barn har altid været ret eksemplarisk hvad angår søvn…)

    1. Åh, jeg hører dig så højt, at jeg næsten bliver døv.

      Mine børn har aldrig sovet i nærheden af, hvad andre børn gør. Det var helt åndssvagt med Anton, og jeg ved derfor PRÆCIS, hvad du mener, når du skriver om de gode råd. Jeg havde lyst til at slå nogen ihjel til sidst, for selvom jeg godt (i mit hoved) forstod, at de forsøgte at hjælpe, så føltes det nærmest patroniserende, når de spurgte, om jeg havde prøvet at hænge en stofble for barnevognen. Præcis hvor ubegavet tror du, jeg er? Min shp i Aarhus tog næsten prisen, fordi hun blev ved med at sige, at det var vigtigt, at Anton “kan mærke, at du mener det, når du putter ham”. Efter at have tildelt mig selv et ridderkors for ikke at brøle i ansigtet på hende, at ingen på hele jorden mente det mere end mig, bad jeg hende en dag om at vise mig, hvordan det skulle gøres. Efter to timer måtte hun række det stadig lysvågne barn tilbage til mig, og mumle, at det måske ikke var helt så nemt alligevel.

      Mit liv blev nemmere, da jeg bare erkendte, at jeg har fået børn, der ikke sover så meget som andre børn; altså, da jeg holdt op med at betragte det som et problem, jeg skulle finde en løsning på. Hvad vi har haft igennem dette hus af kugledyner, hvid støj, wrapping, vikler, vugger, musik osv osv osv osv kan der skrives tykke bøger om, så til sidst var der nærmest kun tilbage at slutte fred med, at det bare er den model, jeg har fået.

      I dag er jeg endt med en model, der hedder, at Frida bliver puttet kl. 18.30 og Anton kl. 19. Han må ligge og læse lidt, men skal lægge sig til at sove senest kl. 19.30. Det gør han ikke – sover, altså – men han er 7 år, og vågner konsekvent mellem kl 5 og 6, så selvom han ikke sover, skal han hvile sig. Står han op, følger jeg ham tilbage i seng med ordene om, at han ikke behøver at sove, men han skal blive i sin seng, og lige der er jeg ubøjelig. Somme tider roder han rundt til kl. 21.15, men så må det være sådan. Problemet er nemlig, at hvis jeg lader ham blive længere oppe, så tager det stadig lang tid for ham at falde i søvn, når han bliver lagt, så jeg tror måske, at man skal skelne mellem børn, der bare tager lang tid om at falde ned og i søvn, og så børn, som decideret ikke sover. I hvert fald når de er så gamle, som Anton (og din datter).

      Jeg ved ikke, om mine ord overhovedet giver mening for dig, men du er velkommen til at sende mig en mail, hvis der er noget, jeg skal uddybe eller andre vinkler, du gerne vil høre om.

      Kh

      Linda

      1. Det giver virkelig fin mening. De seneste tre aftener har jeg siddet i soveværelset og gået frem og tilbage til hende, så hun kunne falde i søvn. I egen seng. Og ja, der bliver rodet rundt. Og læst lidt. Leget med en hest. Nu tror jeg, at hun er ved at knække koden til, at jeg bare ønsker, at hun skal lukke ned for dagen på sit værelse. Det skal være rart og trygt. Og jeg forventer ikke, at jeg kan slukke på en knap.

        Jeg er så glad for at høre dine kloge betragtninger. Jeg har også affundet mig med tanken om, at nogen børn nødvendigvis må være i yderpolerne af et gennemsnit. Men det stak lidt da en mor mente, at min datter led under den manglende søvn! Så tak for dit perspektiv. Jeg kunne godt have ønsket for os, at vi havde børn, der sover mere. Men lidelsesfæller virker som er helt forkert ord. For vores unger er dejlige som de er 😊

  5. Åh hvor lyder det besværligt og noget op ad bakke mht. logistikken. Jeg arbejder på en skole for børn med særlige behov hvor vi selvfølgelig også bøvler med logistikken, men slet ikke i det omfang du beskriver fra Esbjerg. Jeg kan godt forstå hvis du evt. overvejer en privatskole med egen buskørsel. Børn som Anton kommer let i klemme når alle de mange systemer skal arbejde sammen og der mangler nogle små “tandhjul” i det store maskineri til at få enderne til at nå sammen. Det er helt utroligt som praktik kan være en forhindring for at modtage et ellers godt veltilrettelagt skoletilbud. Jeg tænker at jeres redning bliver at der altid sker vildt meget med børns udvikling netop i Antons alder og ting der i august nærmest var uoverstigelige blot i tanken, er noget han bare gennemfører uden at blinke når påskeferien er forbi.

  6. Uden at kende Anton, men til gengæld kende skoleverdenen, så ville jeg lade ham blive i den mindre enhed i al den tid det er muligt, hvis han fortsat udvikler sig.

    Måske er han ikke 100% på 3. klasses niveau, når han skal tilbage til almen klasse, men hvis han til gengæld er blevet mere sikker, moden osv., så er det også ret vigtig. Den del er der nemlig skræmmende lidt tid til at arbejde med, når man står med 26-28 børn.
    Hvis han ellers er almindelig kvik, så er der gode chancer for, at han indhenter det, men hvis han for tidligt får nederlag, kan det være meget svært at ændre på.

    1. Tak for dit input, som ligger tæt op af, hvad jeg selv går og tænker. Det var faktisk en af de ting, jeg lå i åben krig med systemet om, da jeg ville have ham skoleudsat, for jeg forstår nemlig ikke, at man ikke er mere opmærksom på, at det for nogle børn kan være et nederlag at gå en klasse om. Så længe de går i børnehave, er det min opfattelse, at de ikke selv er ret bevidste om, hvem der har fødselsdag på hvilken side af nytårsaften, men så snart de starter i skole, er der pludselige målbare definitioner at sammenligne med. Og selvom barnet, der går om, ikke selv synes, det er et nederlag, tror jeg bare stadig, at man kan være så uheldig, at andre børn omkring det, gør det til et nederlag.

  7. En bog anbefaling: Kvinde Ved tidens Rand af Marge Piercy. Den er ved at have nogen år på bagen – jeg fandt den i en Røde Kors forretning, men den kan virkelig anbefales.

    1. Den ser virkelig god ud! Desværre har mit bibliotek den ikke, men jeg har lagt den på mit ‘hold-øje-med’ liste, så jeg husker at tjekke Saxo med jævne mellemrum. Det kunne jo være, man var så heldig, at nogen satte den billigt til salg:)

      1. Et tip er at bestille den hos en bibliotekar eller på bibliotek.dk, så får de den hjem fra et andet bibliotek.

    1. Uh, altså, Stephen King opererer jo helst med 16 løse ender pr. afsnit, men min umiddelbare fortolkning er, at det ikke er det enkelte menneske, men de omstændigheder, de placeres i, og de mennesker, der er omgivet af, der bestemmer, om de er “onde eller gode”.

      Ift. vagten i fængslet, har jeg en kammerat, der er 100% sikker på, at det er fordi han fistbumper med drengen, at han går loco, mens jeg hælder mere til, at vi alle, når vi er en del af noget, vi ikke trives i, og konstant bliver udfordret på vores værdier, kan ende med at ryge ud over kanten over en enkeltsituation, hvis vi oplever den som uretfærdig nok.

      The voice of god ved jeg ikke helt, hvor jeg står ift. til. Uden at spoile for meget, er der jo en af hovedpersonerne, der først hører den, efter at have begået gerningen, der ligger lige umiddelbart efter, at han går retur i sine egne fodspor i sneen, så om det er gud eller djævlen, ved jeg ikke.

      Og endelig tænker jeg, at moderen måske kan være et Stephen Kings’k take på, at ‘tænk, hvis demente ikke er demente, men derimod mennesker, der kan rejse parallelt i tid’.

      Hvad tænker du?

  8. Kære Linda
    Jeg har fulgt med i din blog siden jeg fandt den for et par år siden, da jeg selv besluttede at få børn alene. Jeg er sådan en type, der trofast følger med, men som aldrig rigtig får kommenteret. Nu vil jeg forsøge at ændre det, selvom jeg endda lige nu har højre arm i slynge efter en skulderoperation, og dermed staver mig langsomt igennem ordene med 2-finger systemet 🙂
    Jeg er børnepsykolog i PPR. Det er netop sådan nogle beslutninger, hvor jeg plejer at sidde med rundt om bordet til netværksmøder om de børn, jeg følger. På de møder taler vi fx om for og imod i forhold til at rykke børn, lade børn gå en klasse om, lade børn få et par år i specialklasse med bedre normering osv. Det lyder ikke som om I har sådan nogle netværksmøder i forhold til Anton. Min erfaring siger mig, at det faglige altid kan indhentes, hvorimod det sociale og følelsesmæssige er sværere. Så hvis han udvikler sig modenhedsmæssigt, følelsesmæssigt osv. i klassen med tættere voksenkontakt, så er det måske en ide, at lade ham blive der så længe som muligt. Dette er jo på ingen måde en fyldestgørende faglig vurdering, da jeg ikke kender Anton og de vanskeligheder han måtte have… Men fx hvis et barn er langt bagud fagligt i forhold til klassen, men trives socialt, så ville jeg aldrig anbefale at det skulle gå en klasse om eller rykke i specialklasse. Det faglige kan indhentes på mange måder. Jeg håber det giver mening, det jeg prøver at sige. Ellers uddyber jeg gerne 🙂

    Tak fordi jeg må følge dig.

    Kh. Maja

    1. Så lang en kommentar, nedfældet med to fingre og en øm skulder fortjener et ridderkors og en stor kop kaffe!

      Tak for fagligt input. Det giver rigtig fin mening, hvad du skriver. Vi havde netværksmøder inden skolestart, men har ikke haft det siden. Jeg har selv været i gang med at backtracke nogle papirer, fordi jeg for et års tid siden bad om at få udarbejdet en sensorisk profil af Anton, og mit detektivarbejde dengang viste, at alle – som i: ALLE – der har været involveret i hans proces, i mellemtiden er blevet udskiftet. Nogle endda flere gange. Derfor er der ikke rigtig nogen tilbage, der har mødt ham, da vi startede, og som dermed kan se, hvor han er nu ift. dengang. De noter, jeg kan få oplyst, der ligger, er mildest talt ufyldestgørende, og derfor er jeg endt med, at det sikreste nok i virkeligheden er, at jeg taler meget og længe med lærerne på skolen, og så træffer min beslutning ud fra det. Jeg hælder til at lade ham blive, simpelthen fordi jeg oplever, at han bliver mere og mere robust for hver måned der går. Det tror jeg, han får brug for, når han skal ud i en almindelig klasse, og hvor jeg kan skaffe lektiehjælp, hvis dansk eller matematik driller, så er det svært at hive noget op ad hatten, der kan hjælpe ift dét.

      Tak fordi du læser med <3

      Kh

      Linda

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.