Den digitale arv

Jeg tror, at vi før har snakket om det her på bloggen; det med, at man i perioder støder på det samme tema i forskellige sammenhænge. For tiden er det for mig noget med, hvordan vi kollektivt finder den gode tone på nettet, og mere specifikt på fb.

Jeg har for længst valgt, at jeg ikke gider være med i grupper, hvor det er dramaet, der er drivkraften. Uanset hvor spændende et emne måtte være, gider jeg ikke det raseri, jeg selv skal slæbe rundt på, når folk bliver perfide – som f.eks. den gruppe, hvor administratoren helt afslappet sammenlignede kødspisere med nazister, fordi same. Jeg har langt om længe forstået, at selvom det i første omgang er virkelig underholdende at iagttage, hvor vanvittige folk kan være, så ender det med at være mig, der spilder tid på at irriteres over noget, jeg ikke har aktier i. Dem, der laver hadefulde og fordømmende opslag, sover med stor sandsynlighed både godt og tungt. Derfor har jeg gjort det til en vane bare at trykke “Forlad gruppe”, når det er den slags, jeg åbner den virtuelle dør til.

Det betyder, at jeg i dag kun er med i grupper, hvor jeg klimamæssigt kan holde ud at være. Og af en eller anden grund betyder det også, at jeg føler et større ansvar for at være med til at bevare den gode tone.

Og det er netop det, jeg synes er svært at finde ud af, hvordan man gør. For når alle sølvpapirshattene er sorteret fra, og vi sidder i et forum, hvor tonen faktisk er ret civiliseret, hvordan når vi så til enighed om, hvad Den Gode Tone er?

Det bliver hurtigt meget flyvsk og teoretisk, hvis vi hele tiden skal tale i generelle vendinger, så nu kommer jeg med konkrete eksempler, som udelukkende er tænkt som illustration af, hvad jeg mener.

I nogle af minimalistgrupperne på nettet har der over de sidste par måneder været flere opslag om, at ikke-minimalistiske familiemedlemmer og venner er trælse ift. gaver. Der har også været flere opslag, der starter med “Nu skal jeg lige have luft!” og så et rant om tv-programmer, plastikposer eller børnefødselsdage. Om der reelt har været flere end der plejer at være, eller om jeg bare har fået en hammer, og derfor ser søm alle steder, ved jeg ikke, men jeg bemærker dem, og de trykker på mine knapper.

I en gruppe for donorer, donorbørn og forældre til donorbørn lagde administrator, som selv er donorbarn, et opslag op forleden, som i meget bestemte vendinger forklarede, hvorfor det var helt, helt forkert og egoistisk at vælge anonym donor til insemination. (Og bare så ingen tror, at det handler om ømme tæer: Jeg har, rent teknisk, intet i klemme her.)

Jeg synes, at det er problematisk, at man som administrator, der ud over at bestyre en side, også har nogle beføjelser ift. at sammenkoble donornumre med dem, der ønsker at finde donor-søskende, udtrykker sig så bombastisk i et forum, hvor der også sidder mange, som stadig er i overvejelsesfasen; mennesker, der er helt nye i den verden, og som derfor nemt kommer til at synes, at alt, hvad der skrives derinde er lov. Perspektivet er vigtigt, men helt personligt synes jeg, at man bør være ret opmærksom på, at man får tydeliggjort, at man taler på egne vegne, når man udtaler sig om noget vigtigt, og samtidig sidder med bestemmepinden.

Ift. minimalisterne synes jeg, at det er en kedelig tendens, at man bruger et forum som fb til at skælde ud – hvis man prøvede at overføre situationen til virkeligheden, ville det svare til at gå hen til tilfældige mennesker på gaden, og begynde at råbe dem ind i ansigtet. Det er jo ikke decideret forbudt, ytringsfrihed and all, men jeg tror da alligevel at de fleste ville foretrække, at man lod være.

Jeg har i langt tid tænkt, at det ikke er mit cirkus, og dermed heller ikke mine aber; som Hella Joof sagde i Mads&Monopolet for et par uger siden: You are not here to police the world – men over de sidste måneder er jeg alligevel kommet til at tænke over, at det sgu er lidt for nemt bare at synes, at internettet er de andres. At det ikke er min opgave at være med til at forsøge at gøre det til et bedre sted. For hvis ingen nogensinde prøver at trække kontra, så bliver det jo tosserne, de selvretfærdige og Nationen, der får lov at fylde, og dermed bliver præsidenter toneangivende.

Og selvfølglig skal det ikke være mine grænser, der dikterer, hvilke opslag man må lave – og slet ikke i en gruppe, jeg ikke er administrator på. Men hvis skal det så være? For jeg tænker, at det vil skære antallet af grupper på fb voldsomt ned, hvis man som administrator skal fungere som diktator i forhold til både tone og indlæg.

Men min egen oplevelse er, at det langsomt skaber en forråelse af tonen, hvis man åbner nogle bestemte døre. For hvis det er ok, at man i en gruppe for veganere, laver et opslag, hvor man har brug for luft over alle ignorante, klimahadende kødspisere, så synes jeg bare hurtigt, at det også bliver ok at tage den tone med ned i kommentarfelterne, når man kommunikerer internt i gruppen. (Som når man f.eks. surt skriver til en kvinde, er planlægger barn nummer 6, og som er i tvivl om, hvilken donorløsning, der er bedst, at det ikke er klimavenligt at få så mange børn. Eller til et opslag, hvor der efterlyses ideer til alternativer til skærmtid, lægger spidse kommentarer om, at det er trist, hvis man som familie ikke kan være sammen uden iPads.) Og derfra er der deprimerende kort til regulær tilsvining og bevidste misforståelser.

Skriftsprog og anonyme skærme giver nogle lidt for gunstige vækstbetingelser for distance og modbydeligheder – men problemet/fordelen her er jo, at vi aldrig kommer til at møde de her mennesker i virkeligheden. Så hvis man skal snakke om tonen, så vil det komme til at foregå på skrift, med alle de fælder og risici for misforståelser, der ligger i dét.

Men som én i en af grupperne meget rigtigt skrev, da jeg forleden lavede et opslag, hvori jeg appellerede til, at vi internt i gruppen prøvede at holde os for øje, hvad målet med vores opslag var, så det ikke bare blev ‘andre mennesker er irriterende’ og ‘her er mit affald -værsgo at skøjte rundt i det’ – så gør jeg mig jo skyldig i den samme forbrydelse med mit opslag.

Forsøg på nudging og adfærdskorrigering med pegefingerløftende opslag er måske for mærkeligt et paradoks til at være den rigtige løsning.

Så denne gang er det mig, der spørger jer. Hvad synes vi? Hovedet i busken eller pegepinden frem? Tror vi, at det kommer til at regulere sig selv? Handler det om, at vi som samfund skal udvikle et filter, så vi tager, hvad vi skal bruge og lader resten ligge, og satser på, at vores manglende indgriben ikke betyder, at noget, der ikke er hensigtsmæssigt får lov at vokse i skyggerne? Hvordan sikrer vi, at det internet, vi giver videre til vores børn, ikke er fuld af had, trolde og mean girls?

Kh

Forvirret stenbuk

Published by

18 Replies to “Den digitale arv

  1. Jeg synes, med endnu en Mads & Monopolet reference, at ‘man skal blande sig i verden’. Med det sagt, vil jeg også sige, at jeg har slettet Facebook. Og det er en daglig gave. For det var for svær en balance, ikke at tage ilterheden jeg følte ved at overvære dårlig online opførsel, med mig tilbage i livet. Og det er sgu et spild. Jeg kan slet ikke lade være med at italesætte når jeg synes folk opfører sig usselt og uforskammet, så det gør jeg når det er emner jeg dyrker og interesserer mig for, men jeg er blevet langt bedre til at være selektiv i hvilke talerør jeg beskæftigerer mig med, for steder som Nationen, Facebook og nogle bloggeres kommentarspor, det er for mig at se en tabt sag på forhånd. Der findes perfide og ubehagelige mennesker de fleste steder, men steder hvor de er i hobetal – her er det bare ‘smile and wave’ og videre i teksten for mit vedkommende. Men når jeg f.eks i elskværdige Sneglcilles kommentarspor læser onde, nedsættende kommentarer eller på Instagrams interresegrupper oplever det samme, så går jeg automatisk i opposition og modsætter mig udsagnet. Fordi uretfærdighed skal kaldes, tror jeg. Men jeg er så også typen som irettesætter andres børn hvis jeg finder det nødvendigt og konfronterer folk som snyder foran i netto-køen:) Mine børn synes jeg er pinlig, men jeg håber det lærer dem at man ikke stiltiende skal acceptere tåbelig adfærd, men behandle folk med respekt – også fremmede på internettet. Og så holder vi fast i alderbegrænsningerne på SoMe, fordi en 8 årigs dømmekraft ift. onlineadfærd ikke er lige i skabet.

    1. Altså, der sidder jo mennesker derude, som formentlig ville kunne lære meget af en bare nogenlunde velopdragen 8-årig…

      Jeg forstår dig sagtens. Jeg kender flere, som har slettet FB og elsket det, men sjovt nok har jeg aldrig haft lyst til at gøre det – jeg spekulerer somme tider på, om det mon handler om, at jeg i denne fase af mit liv henter det meste af mit (ikke-nærrelations)voksen-input online?

      For mig har det hjulpet at forlade 80% af de grupper jeg var i, og samtidig er jeg iskold, når det kommer til at skjule dem, der irriterer mig. Engang synes jeg, at det ville give mest mening at slette dem, fordi det på en eller anden måde føles mere .. rent? Men efter mange overvejelser er jeg nået frem til, at det for mig handler om, at jeg ikke gider dramaet; at jeg gerne vil hente min energi hjem, hvis man kan sige det sådan. Og hvis jeg sletter folk på facebook, risikerer jeg, at det bare bliver en anden slags drama, de afstedkommer.

      Din kommentar giver meget mening, og jeg er 100% enig i, at det også handler om at vise vores børn, at det ikke er nok at talk the talk.

  2. Jeg er meget enig med Mathilde ovenfor: Vi skal blande os – men kun der, hvor det giver mening. Ellers brænder jeg i hvert fald op indefra.

    For at bringe et eksempel fra min egen virkelige verden: På mine ungers friskole må man meget gerne blande sig i hinandens børns adfærd. Det betyder, at jeg jævnligt beder andres børn tale pænt, lade være med at løbe i garderoben, lyne jakken, rydde op efter sig osv. På positivsiden betyder det til gengæld også, at jeg hilser på børnene og kender deres navne. Og at de smiler og hilser på mig. Fordi vi allesammen ønsker at have verdens bedste skole, hvor alle kan se alle i øjnene, og alle er noget værd.

    Når ungerne kommer i 4. klasse, bliver de inviteret i juniorklub på den nærliggende folkeskole. Klubben er for 4.-6. klasse, og ungerne glæder sig til, de er store nok til at komme derop.
    Dog tog det hele en ærgerlig drejning på et tidspunkt, da der pludselig opstod så meget ballade, mobning og generel grim opførsel deroppe, at ‘vores unger’ ikke ville derop mere. De var utrygge, og de voksne deroppe greb ikke ind, når der var ballade.
    Børnenes eget løsningsforslag var at etablere en juniorklub på friskolen, drevet af frivillige forældre og under ‘ordnede’ forhold. Og sådan blev det. Vi/jeg kunne selvfølgelig have kastet os ind i kampen og forsøgt at få 70 fremmede børn til at opføre sig pænt – men den føltes lidt som tabt på forhånd …

    Jeg har det ligesådan med SoMe og har derfor valgt at forlade grupper, hvor det (som du siger) går op i drama. Jeg gider ikke få mavesår over det. Men jeg løfter gerne pegefingeren i grupper og real-life-sammenhænge, som betyder noget for mig og mine nære omgivelser. Og så håber jeg altid, at det stille vand bærer ringene videre. Bølgerne magter jeg sjældent at kaste mig rundt i ret længe.

    Kh Anne F.

    1. Det er virkelig en fin fortælling, Anne. Og jeg tror egentlig, at vores tilgang til verden ligner hinanden meget. Jeg synes ofte, at det er nemmere at gå ind i de svære situationer ude i livet, fordi det – de steder, hvor det er vigtigt – ofte er i sammenhænge, hvor vi er omgivet af mennesker, der kender os, og som derfor godt ved, at selvom jeg lige nu lyder som en dybfryser, så forlanger jeg ikke noget af andre, som jeg ikke selv prøver at leve op til.

      Stille ringe ftw <3

  3. Jeg gør det omvendt. Når jeg ser folk der med ordentlige kommentarer, opfører sig voksent i diskussioner ol. så skriver jeg en kommentar, hvor jeg roser personen for den gode tone. Det kommer self til at tage lang tid inden det får vendt alle de dårlige kommentarer på facebook, men jeg prøver 🙂

    1. Jeg er enig med J’s tilgang om at rose god opførsel fremfor at påtale dårlig, både i virkeligheden og online.

      Måske er jeg konfliktsky, men jeg foretrækker altid den positive vinkel og siger hellere højlydt ‘vil du ikke over til den nyåbnede kasse?’ til personen foran mig i køen, når andre snyder foran, fremfor at irettesætte den dårlige opførsel direkte.
      Dem, der godt fornemmer, de gør et eller andet uhensigtsmæssigt, ændrer ofte opførsel, når andres gode eksempel fremvises og de, der i samme situation ikke kan se noget problem med deres opførsel, er i mine øjne lost causes.

      1. J/Henriette:

        Det er en super god strategi – og egentlig også den, jeg har forsøgt mig med on-line. Jeg gør mig ret umage med at være assertiv, giraf-agtig og med at holde bolden på egen banehalvdel. Mit håb er nemlig også, at det kan skabe lidt opmærksomhed hos dem, som endnu ikke er faldet i den negative grøft, for ligesom dig, Henriette, så tror jeg, hånden på hjertet, nok ikke engang selv på, at man kan ændre verdenssynet hos De Rasende.

  4. Åh ja, det evige paradoks: At det er dårlige manerer at påtale andres dårlige manerer.
    Men jeg tror man er nødt til at sige noget. Man er nødt til at blande sig. Løsningen kan godt være at man melder sig ud og trækker sig fra grupper og fællesskaber men jeg tænker at man inden man trykker unfollow godt kan forklare hvorfor og søge dialogen. Altså på den rolige, fornuftige facon, i en privat besked til admin. Ikke smække m døren i plenum.
    Og så må man selv vise sine børn hvordan man opfører sig ordentligt – det dur jo ikke at råbe “fucking røvhul” til den skiderik der snupper parkeringspladsen for næsen af en, med ungerne på bagsædet og samtidig insistere på at vi skal tale pænt til hinanden.

    1. Så sandt, som det er skrevet.

      De grupper, jeg forlader, er dem, hvor emnet/indholdet simpelthen ikke er vigtigt nok for mig til at blive hængende og få mavesår af irritation. Men nogle grupper består bare af 50% gode, velreflekterede mennesker, 10% som har en virkelig kedelig cyberadfærd, og 40% som ikke har gjort sig specielt mange tanker om deres adfærd og tone. Og min frygt er nok, at alt det brugbare går op i røg, hvis de 10% får lov at sætte tonen, og de 40% bare falder i geled uden at tænke nærmere over det.

      Så jeg tror også, man er nødt til at sige noget. Så ved man i hvert fald også, at man har gjort, hvad man kunne, hvis lugten i bageriet alligevel ender med at blive så stram, at man må lukke sig selv ud.

  5. Det, jeg mener om tonen på de sociale medier, kommer nemt til at lyde helligt, og derfor er jeg nødt til på forhånd at sige, at jeg ikke altid har efterlevet det, og at svipsere også vil kunne opstå i fremtiden, men altså, here goes:

    Man kan ikke lave om på andre, kun på sig selv. Og det kan være hulens svært.
    Man skal ikke skrive noget på SoMe, som man ikke ville sige til et menneske, man sidder over for.

    Ellers er jeg enig med dig, i at der findes bagerier, hvor luften aldrig bliver tilpas, og så er det langt bedre at finde døren. Aldrig så meget, som jeg gerne ville, så kommer jeg aldrig til at omvende en eneste racist, homofob, DF’er, you name it. Men nogle gange kunne jeg godt tænke mig at skrive #dæk! – når jeg mener, der er for meget gang i andres ydre og indre svinehunde, og så er det, at jeg skal huske mig selv på punkt 1.

    1. Jeg kan mærke, at jeg fra nu af vil tænke #dæk hver eneste gang, jeg ser en trold springe op i et kommentarfelt:-D

  6. Min tilgang er meget passiv, sammenlignet med din. Jeg deltager der, hvor jeg syntes tonen er god og diskussionerne er nuancerede. Kan jeg ikke lide duften i bageriet, går jeg min vej. Stille og roligt. Jeg syntes ikke det er mit job at være online Emma Gad, og jeg vil bestemt ikke være med til at ‘feed the trolls’.

    Det er så få steder, jeg oplever et positivt miljø online (bloggen her er en af de få), hvilket også er grunden til at jeg meget sjældent deltager aktivt i online debatter. Min personlige mening er hård, men jeg syntes desværre at de fleste online fora (forummer?) og facebookgrupper er ekko-kamre, hvor de samme meninger og holdninger gentages gang på gang. Enten som uendeligt ryg-klapperi på repeat eller i en gradvist mere aggressiv tone. Og ingen af delene er noget, jeg syntes er min tid værd.

    1. Jeg forstår 100% hvad du mener. Faktisk kører der lige nu i kommentarsporet hos Nom de Mie en ret god debat om det her med, at det kan være virkelig svært at få lov at diskutere i visse fora, fordi alene dét, at én stiller spørgsmålstegn ved noget, får rygklapperne til at gå bananas. Jeg kan godt lide ordet ekko-kamre. Det er et perfekt billede på det.

  7. Jeg synes der er forskellige tilgange til det fordi jeg tror det er noget forskelligt der sker. Der er nogen der decideret taler grimt til hinanden og kalder hinanden alt muligt. Der synes jeg i virkeligheden ikke engang jeg gider tage diskussionen. Det er også de der ” nu skal jeg altså lige have luft”-indlæg. Dem er jeg også stødt på i fora som handler om noget bestemt. Der er det som om man bliver rørende enige om at det “vi gør” er det rigtige og “de andre” er enten idioter, ufølsomme eller har bare ikke set lyset endnu. Det synes jeg er lidt svært..fordi det jo kan være fint at kunne mødes om en bestemt holdning/livsstil/tilgang og jeg tror det der sker sommetider er at man møde modstand eller undren ude i virkeligheden og derfor har brug for at blive bekræftet. At man blev såret/vred og har brug for lidt back Up. Lidt som hvis man fortæller sin veninde at end mand bare er en idiot fordi han lige gjorde et eller andet. Problemet er jo bare at i et halvoffenligt forum er det ikke din veninde som godt ved at du i virkeligheden elsker ham højt og generelt ikke går rundt og synes han er dum. ProvlemtP her er også at gruppen så let kan. Lukke sig om sig selv og være enige i at de gør det rigtigt og der bliver én rigtig måde at gøre tingene på,men hvis man ikke tør lukke op og diskutere på et åbent grundlag så bliver man heller aldrig klogere end man er. For man vil kun omgivelser sig med folk der mener det samme.
    Et helt 3. Oplevelse af det er i internationale grupper hvor der pludselig kan opstå diskussioner om race og kulturel expropriation (som jeg slet ikke kendte til) og hvor det nogen gange kan være så svært at sige noget rigtigt fordi det føles som om folk vil misforstå. Jeg tænker ikke kun det handler om at jeg er hvid og derfor ikke forstår for jeg oplever det jo også i forhold til kvinde/mand. Hvis vi som udgangspunkt antager at mænd altid er dumme svin der kun vil magt osv. Så r det fandme ikke let for mændene at deltage fornuftigt i en diskussion. Hvis man ikke prøver at se på hvad intentionen med det sagte var men kun hænger sig i ord valg eller lign bliver det op ad bakke. Specielt i en international verden hvor mange ikke har engelsk som 1. Sprog og derfor ikke nødvendigvis har den fornødne mulighed for at nuancere.

    1. Det er nemlig en super vigtigt pointe, at vi ikke kender hinanden on-line, og derfor ikke ved, at vi i virkeligheden er ok-fede typer. Lidt samme problem i trafikken, ikke? At ham foran, der kører pissedårligt, udelukkende er ham foran, der kører pissedårligt. Og det er nemt at hidse sig op over. Men det kunne godt ske, at man ville fatte mere sympati for ham, hvis man vidste, at han f.eks. var kørt galt for år tilbage og derfor var bange for at overhale, og at det var derfor han blev ved med at tage tilløb, og alligevel ikke gennemføre overhalingen af lastbilen foran.

      Internettet er en gave og en forbandelse i én og samme pakke, fordi det både rummer så mange mennesker, at vi får nye perspektiver og input – men samtid er så stort, at 98% af dem, vi møder, aldrig vil blive andet end fremmede, 1- dimensionelle navne på en skærm .

  8. Jeg synes, at man skal blande sig. Men jeg tror også, at det er super vigtigt, at man bliver på sin egen banehalvdel.
    Nu er jeg ikke med i nogle af minimalistgrupperne på FB, men hvis jeg var, og oplevede et rant over fx familiemedlemmer, der giver for mange gaver, kunne jeg godt finde på at skrive noget med, at “i vores familie giver nogle familiemedllemmer også mange gaver. Vi prøver at tale med dem om, at X gaver egentlig er nok, men vi ved også, at det er et udtryk for kærlighed og omsorg over for vores barn, og det varmer os også at se den kærlighed, de gerne vil vise vores barn. Og vi er jo alle forskellige” For det er jo sandsynligvis det, der er tale om. Og måske trænger, de, der skal “have luft” også til at få hovedet lidt op og anerkende, at fordi de har set lyset, er der faktisk mange måder at holde af et barn på. Jeg ville aldrig modangribe ved at fortælle dem, hvad jeg måtte mene om deres rant. Men for at få noget ud af et “modskriv” kræver det jo, at modtageren har åbne øjne. Og det er måske netop det, der er problemet ved disse FB-grupper, som Skn også skriver; at man føler sig blandt ligesindede og holder af at blive bekræftet i, at “alle andre” er idioter. Men jeg tænker også, som du selv er inde på, at man er nødt til at prøve. Ellers bliver det jo ekstremerne, der er dagsordensættende.

    1. Og PS, jeg tror ikke, at det retter sig af sig selv. Jeg er med på, at enhver bevægelse giver en modbevægelse på et tidspunkt, men jeg er bange for, at der går alt for lang tid. Vi er simpelthen ikke skolede i at tale ordentligt sammen, når det bare er en skærm og det skrevne ord, vi har overfor os. Så sideløbende med, at jeg synes at vi selv aktivt skal prøve at dæmme op for de hårde ord (i det omfang, vi orker og ikke brænder ud!) så tænker jeg faktisk, at virksomheder, der har debatsider, burde tænke meget mere over, hvilken debat, de gerne vil facilitere. For der mangler virkelig nogle guidelines. Der er ikke meget hjælp i at debatten skal holde en god tone (hvad pokker er det?). Eller at kommentarer bliver slettet (for hvorfor blev de slettet?). Det kan også være, at debat på nettet burde være et fag i folkeskolen?

      1. Åh, hørt, hørt, HØRT!!! Jeg synes nemlig også, at det her burde belyses langt, LANGT mere, end vi som samfund har gjort indtil nu. Problemet er bare, tror jeg, at “de voksne” (lærere, redaktører osv) skal formidle etik og retningslinjer til en gruppe, der er født ind i en tidsalder, hvor de som 7-årige er os langt overlegne, rent teknisk, men stadig ikke, rent fysisk, er modne nok til at kunne forudsige konsekvenser. Det er et KÆMPE problem, hvis du spørger mig.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.