(Se forklaringen på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Fået svar fra Frelsens Hær om lugtende tøj:
“Selvom jeg klart forstår din tanke om upcycling så må vi desværre erkende at tøj der lugter, som du beskriver det, ikke kan anvendes.”
Jeg siger ikke, at vi skal kigge misbilligende i H&M’s retning. Jeg konstaterer bare, at den eneste af de 4 organisationer, jeg har henvendt mig til, som har rene, kommercielle interesser, også er den eneste, der ikke har prioriteret at svare mig.
2)
Holdt hestene ift. at få taget billeder af børnene. Da Anton var lille, var det en ret dygtig fotograf i Esbjerg, der tog de obligatoriske billeder i vuggestue og børnehave, og da han opsagde sin aftale med institutionerne, holdt jeg fast i at få børnene fotograferet hos ham. Men, som man kan forvente, er prisen også en anden hos en etableret fotograf, end hos Dansk Skolefoto. De sidste par år har jeg alligevel ikke været helt tilfreds, og så synes jeg faktisk, at det er for mange penge at smide efter en håndfuld billeder. Omvendt er der også noget over at have billeder i samme stil, taget på samme tidspunkt hvert år, og jeg har ikke helt kunne finde ud af, om jeg skal sætte fornuft og økonomi over minder på sigt. Men nu har jeg nærlæst teksten på skolefotopapiret, og kan se, at jeg faktisk kan se billederne, og først derefter beslutte mig for, om jeg vil have dem. Det prøver jeg at gøre i første omgang. Hvis der er et pletskud i mellem, kommer jeg til at spare ca. 500 kr. hvert år på dén konto.
3)
Haft børnene med til Fantasy Festival, som blev afholdt af Esbjerg Hovedbibliotek, og også her tøjlet mit ‘hit med alting nu!’-temperament. Festivalen foregik på selve biblioteket, og kostede et mindre beløb i entre, men uden for biblioteket var opstillet en masse boder, og der var både sværdkæmpende orker, og prinsesser i store kjoler. Jeg besluttede at forholde mig afventende, i stedet for bare at storme ind med et barn i hver hånd, og efter en times betaget gang rundt på pladsen udenfor, meddelte børnene nærmest i kor, at nu ville de gerne hjem. Dermed var der råd til på tilbagevejen at købe det træsværd, som Anton samtlige 60 minutter havde kigget længselsfuldt efter.
4)
Ryddet op i mit tøjskab, og det gjorde ondt. Jamen, jeg kan ligeså godt være ærlig. Jeg har skubbet det i flere år, fordi jeg godt vidste, at den ville rive – og det gjorde den. Dels erkendelsen af, at jeg aldrig kommer til at se ud, som jeg gjorde præ-børn, da jeg boede i et fitnesscenter og levede af kylling og grøntsager, men også afskeden med.. jamen, den unge kvinde, jeg var, tror jeg? Jeg er i gang med at finde ud af, hvem jeg er i den modne version, også tøjmæssigt, men det var vemodigt og svært at fylde de sorte sække. Ikke mindst fordi lige præcis mit forhold til min vægt og min krop nok er et af de eneste steder, hvor jeg stadig ligger i åben krig med mig selv. Det føltes som at have tabt slaget at køre sneploven over hylderne.
Lige nu er det så tomt, at det giver ekko, når jeg åbner skabet, hvilket i sig selv er rygende angstprovokerende. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det føltes mere trygt at have mere tøj, når det nu var noget, jeg aldrig ville tage på eller komme i – men det gjorde det. Til gengæld føles det også mere rigtigt nu. Som en ny start. Og langt mere i sync med, hvem jeg er nu: At jeg har det, jeg bruger, og ikke mere end det.
En lille og måske ikke så vigtig kommentar: Vi er i uge 37 nu og ikke 36 (tror måske der har været to uge 35’er) 😀
Rettet😊👍🏼
Åh lige den med tøjet har jeg også haft fat i. Det er så svært at acceptere, uden at jeg ved hvorfor. Farvel til ungdom, erkendelsen af at jeg nok ikke taber 10 kilo og så den der ‘modenhed’, som jeg oplever overfor modens bevægelser. Men som du også skriver, hellere gå i det som er i skabet end at blive frustreret over det, som man ikke går i (af forskellige grunde). Kh. Birgitte
Jeg er – trods alt – glad for at høre, at andre kender følelsen.
Kh
Linda
Ved du om sneakers med hul i kan afleveres til noget fornuftigt?
Tak for inspirerende indlæg om vores forbrug 🙂
Efter mine forespørgsler til de forskellige organisationer, er jeg selv endt med følgende “system”: De ting, som jeg selv ville være bekendt at sælge, altså stå ansigt til ansigt med køberen med, giver jeg til Frelsens Hær. Resten ryger til Røde Kors, fordi jeg tænker, at de har flere kasser at sortere i, så at sige. De har overblik over, om de får så få flyverdragter eller sko ind, at nogen et sted i verden kan have gavn af noget, der er plettet eller hullet, men stadig bedre end ingenting. Hvis ikke, kan de bruge det til andre formål.
I Esbjerg står der containere fra hhv Frelsens Hær og Røde Kors side om side på genbrugsstationen, så det er dejlig nemt at sortere hjemmefra, og stadig komme af med det hele i ét ryk😊
Den med skabet er jeg ikke klar til endnu. Tøjet er jeg kommet af med (der ér grænser for hvor mange lårkorte h&m nederdele, jeg har brug for pt), men jeg har en samling dyre designersko med meget høje hæle, som jeg aldrig kommer til at gå med igen. Fordi børn. Og fordi graviditeterne har ødelagt både mine fødder og mit bækken. Så mine smukke sko står inde i skabet mens mine fødder er iført uendeligt meget mere komfortable, praktiske og kedelige sneakers. 😥
Ej, men det er næsten ikke til at bære, vel? Og hvor jeg ville have forventet, at jeg i samme sekund, jeg lukkede den sidste sorte sæk ville føle, at nu faldt det hele på plads, accept af .. alders- og livsstilsmæssigt ståsted, tror jeg? – så kan jeg stadig næsten få tårer i øjnene over alle de fede ting, der nu ligger på bunden af en tøjcontainer:-/
Åh ja, skabet. Det har stået på min to-do liste i et år nu. Jeg samler mig ligeså stille mod til det, men det er godt at høre, at andre har det på samme måde.
Har du tjekket den podcast ud, som Karoline (icarriedawatermelon) anbefalde om oprydning? A slob comes clean, hedder den. Den er meget amerikansk med alt hvad det indebærer, men den er også meget hverdagslig realistisk, og det er helt klart grunden til, at jeg er blevet hængende (efter anbefaling af Karoline startede jeg fra en ende af og er nu ved podcast 40).
Hun snakker bla. om “decluttering momentum” – altså at når man rydder ud, så opbygger man et momentum, der gør, at man når til et punkt, hvor man bedre kan tackle de svære beslutninger uden alle følelserne. Det er det momentum, jeg ligeså stille er ved at opbygge, så jeg på et eller andet tidspunkt når til at kunne gå ombord i skabet.
Mon ikke du efterhånden kører på et minimalisme-momentum?
Ej, det er helt perfekt, at du bringer den op, for jeg havde glemt den! Den vil jeg straks gå ind og hente, for den lød god <3
Og jeg tror faktisk, at du har ret. Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at det først er nu, jeg har kunne tage hul på skabet. Det har krævet 8 måneders tilløb…
Et lille tip i forhold til Fantasy Festivalen hvis i skulle være interesserede næste år også – det er gratis at komme ind til messesalen, mens foredragene og oplæg kræver aktivitetsarmbånd. Standene og boderne udenfor er nok det som de finder mest interessant uanset, men så ved du det i hvert fald 🙂
Ej, godt tip!! For vi skal helt sikkert afsted til næste år også. Ungerne snakker om det endnu, og til næste år, hvor de begge forstår endnu mere, vil det bare være et større hit. Så tak for heads up <3