I spørger, jeg svarer: Hvornår er man færdig med at få børn?

Der kommer stadig med jævne mellemrum mails fra jer derude, med spørgsmål, som I gerne vil høre mit take på. 

Jeg elsker at skrive de her “I spørger”-indlæg, fordi det føles ret meningsfyldt at skrive på noget, der helt konkret kommer fra jer. Men fordi det er noget, der stadig er nyt, vil jeg gerne lige knytte et par kommentarer til det, så I ikke tror, at jeg er igang med at udnævne mig selv til selvbestaltet orakel, eller at jeg planlægger at konvertere bloggen til en ren brevkasse. 

Jeg er 100% på det rene med, at det her bare er mine erfaringer, som udelukkende bygger på mit liv og de betingelser og privilegier, jeg har på hånden. Jeg er ikke ekspert på noget som helst, ikke engang mit eget liv.

Nogle spørgsmål svarer jeg på med en mail, hvis emnet f.eks. er meget personligt, eller noget, der er så smalt, at det ikke giver mening at brede ud i plenum. Men jeg synes, I skal vide, at mange af de mails jeg får, efterlyser mine og “dine kloge læseres” input. That’s right. Jer. Der er fest, og I er inviterede. Så for nogle mennesker derude, er det ikke kun interessant at læse om jeres erfaringer og tanker; det er noget, de bruger til at træffe store beslutninger i livet på  baggrund af #NoPressure

Så. Efter således at have fastslået, at jeg er bange for at blive opfattet som prætentiøs, kan vi komme igang med dagens spørgsmål.

Det kom i sidste uge i en mail fra Merete: 

Hvornår er man færdig med at få børn? Eller hvornår ved man, man er færdig? (Hvis altså, man er så privilegeret, at det er noget, man selv bestemmer). 

Vi fik nummer 2 for et halvt år siden, og status er, at vi egentlig nok er enige om, at det var det. Omvendt så kan jeg ikke forlige mig med tanken om, at det kapitel er slut. Jeg har rumineret over det i nogle måneder nu, og kan ikke helt gennemskue, hvad der er på spil. Jeg har ikke lyst til flere små børn (2 x kolik er sgu nok), jeg har ikke lyst til at gå på kompromis med komfort og økonomisk råderum, karriere, personlig fritid og generelt overskud, som en 3’er ville betyde. Og alligevel er jeg nærmest i sorg over at skulle vinke farvel til flere graviditeter og fødsler (og tumlinger). Jeg tænker på, om det er biologien, der spiller mig et puds (biologisk set kunne vi formentlig nå mange endnu, jeg er knap 30 og vi har haft utroligt nemt ved at få dem), om det er et underliggende ønske om en stor familie (er enebarn og det samme er min mand), eller om det er fordi, det er et meget håndgribeligt tegn på, at livet går. 

Hvad tænker du, om det her med at beslutte, hvor mange børn der er nok? Ville du have ønsket et andet antal, hvis du ikke var alene med dem? Følte du dig færdig eller var det mere en praktisk beslutning?

Da jeg læste mailen, føltes det som at læse en mail, jeg havde skrevet i 2016 og sendt til mig selv. Fra jeg fik Frida (i 2015) og til hun var 1,5 år, var jeg så skruk, at jeg næsten ikke kunne være i min krop over det. Det kom enormt bag på mig, fordi jeg havde brugt så lang tid på at være i tvivl om, om jeg turde få barn nummer 2 – og her stod jeg så og overvejede, i ramme alvor, om jeg skulle prøve at få 3.

Det ville være en underdrivelse at sige, at det overraskede mig. 

Om alle har det sådan, eller om det bare er tilfældigt, at Merete og jeg har haft de samme overvejelser, ved jeg ikke, men jeg brugte LANG tid på at spekulere på, hvorfor pokker, jeg havde det sådan. 

Når jeg valgte at holde mig til de to, jeg havde, var det i første omgang en meget fornuftbaseret beslutning. Hvis vi havde været to, er jeg ret sikker på, at jeg havde fået 3 børn, og i den erkendelse ligger jo også implicit, at det for mig meget handlede om det praktiske, når jeg valgte at stoppe ved to. Selvom folk siger, at “det går jo – det gør det altid!” når man snakker om antallet af børn, så synes jeg bare desværre, at jeg også har set, at “at gå” ikke altid er det samme som “at gå godt”.

Når det er hormonerne, der står for overvejelserne, tror jeg, at man er meget tilbøjelig til at forholde sig til, om man synes, der er plads til mere natteroderi, om man kan overskue en omgang mere i ble-manegen og om børn faktisk ikke i virkeligheden har godt af at dele værelse. 

Men hvis man tager hjernen med på råd, er det jo ikke det ekstra barn, der kan gøre det svært at få enderne til at mødes. Det er alt det, livet også er. Møder på arbejde, sygdom i familien, forældremøder, tandlægebesøg, venindebrunch osv. osv. Og problemet, tror jeg, er, at det ofte er børnene, der ender med at tage fra, når vi bliver overbelastede, fordi det er den eneste relation, hvori vi kan give efter for vores stress. Ikke fordi det på nogen måde er i orden, men fordi det er den eneste relation, hvor magten 100% ligger hos os. Man kan ikke kan skrige ad sin chef, at hvis han sender én mail eller indkalder til ét eneste møde mere, så ryger han på værelset, eller melde sig ud, hvis mennesker i netværket har brug for os (her tænker jeg på de mere alvorlige situationer). Derfor tror jeg faktisk, at det er ret væsentligt at have praktikken om ikke i førersædet, så i hvert fald med i bilen. 

For mig endte det med at blive udslagsgivende, at jeg var bange for at gå glip af de børn, jeg har. Jo flere, jeg fylder på, jo mindre tid til hvert enkelt. Og jo færre muligheder for det enkelte barn, i hvert fald så længe de er små. For mig er det to kurver, der krydser, hvor det handler om at finde det optimale skæringspunkt mellem egne ønsker og børnenes behov; at selvom det ikke nødvendigvis er nemt for børn at få søskende, uanset antal, så må mit ønske om flere børn ikke blive på bekostning af det, mine eksisterende børn har brug for. Hverken tidsmæssigt, omsorgsmæssigt eller økonomisk. Og her var og er jeg bare meget bevidst om, at jeg er alene. 

Selvfølgelig er det mere kompliceret end som så, og sat på spidsen kan man sige, at det ikke giver en bedre barndom at have mulighed for at gå til jazzballet hver mandag, eller at kunne komme i legeland og på ferie – men jeg er heller ikke sikker på, at flere søskende automatisk er lig med en bedre barndom. Ikke alle søskende knytter tætte bånd, og jeg tror ikke, at det er givet, at det skaber gode forudsætninger for søskendekærlighed, hvis man som barn oplever, at flere søskende er lig med fraværende forældre. 

I dag hvor Frida er 3 år, kigger jeg tilbage og kan se, at min skrukhed, da hun var spæd, meget handlede om, at jeg følte sorg over at lukke dén fase af mit liv ned. Måske kombineret med en fornemmelse af tidspres; jeg var 39, da jeg fik Frida, så biologisk begyndte det at haste, hvis jeg gerne ville have et barn mere. I og med at manglende handling automatisk ville betyde, at der ikke kom flere børn, følte jeg det meget presserende at være sikker på, at jeg traf den rigtige beslutning, mens jeg stadig, i teorien, havde valget. 

Jeg har tænkt meget på, at fordi mange af os i dag får vores børn ret sent, forplantningsmæssigt set, så er det faktisk også en beslutning, vi træffer lidt i blinde, fordi vi ikke har prøvet at have store børn, før vi skal besluttet, om vi gerne vil have flere små. Min egen oplevelse er, at nu, hvor børnene er 3 og 7, så har jeg langt mere at se til, end jeg havde, da de var helt små, og selvom jeg er sikker på, at det ændrer sig igen, når de bliver større, ville jeg jo stadig skulle kunne overkomme det på en ordentlig og kærlig måde nu, hvis der havde været 3.

Til sidst vil jeg sige, at jeg tror, man ved det, sådan helt inderst inde. Om man kan øge flokken, og stadig holde fast på sig selv, og de værdier, man gerne vil leve efter; om man kan være den forælder man gerne vil være, for de børn man ender med at have.  Og hvis overskuddet er der, så tror jeg virkelig, at flere børn er en gave. Men alene det at have de praktiske overvejelser er måske en indikation af, at man godt selv ved, at balkortet er ved at være fyldt. 

Published by

76 Replies to “I spørger, jeg svarer: Hvornår er man færdig med at få børn?

  1. Det, tror jeg, er så rigtigt, Linda. Hvor lidt man end ønsker at lade det få bestemmende indflydelse, så spiller praktikken bare en rolle. Min ældste veninde fik for nogle måneder siden en lille dreng, og hvor ville jeg bare ønske, at vi kunne gå på barsel sammen, kunne berige mine to (allerede eksisterende) børn med en lillesøster eller -bror og se den hjertevarmende kærlighed og beskyttertrang, som en storesøskende kan vise over for en mindre. Men… – og er det ikke altid det “men”, man er nødt til at lytte efter? – der er også fuld fart på herhjemme i forvejen. Tingene kører bestemt ikke altid optimalt, men det fungerer og ofte endda godt. Hvad så med en (trendy) treer? Det tør jeg simpelthen ikke satse på. Især ikke fordi min mand er officer, og vi dermed lever med “truslen” om en udsending. 6 måneder alene med et skole- og et børnehavebarn samt en baby? Helst ikke…

    1. Det forstår jeg virkelig godt. Jeg tænker samtidig, at det måske også er lidt, som når man dater? At man kan mærke ret hurtigt, om kemien er der, og hvis ikke, er man ofte tilbøjelig til at hænge sin mangel på interesse op på noget konkret; at han ser mærkelig ud, når han tygger, eller har en underlig smag i sko. Hvis man var helt blæst væk, ville det ingen betydning have, og ligeså tror jeg, at man – hvis man virkelig ønsker sig en baby mere – på en eller anden måde ser hen over de “praktikaliteter” som f.eks. en udsendelse gør.

      (Men jeg får også helt svedige håndflader ved tanken om det scenarie…!)

  2. Tager presset på mig :-), men vil egentlig bare sige, at jeg er så enig i dine overvejelser om, hvor mange børn man kan “overskue”. Sætningen om at være bange for at gå glip af sine børn, kan jeg så godt relatere til! Jeg har også tænkt meget over, hvad jeg egentlig gerne ville kunne tilbyde mit barn og hvor meget jeg gerne vil være sammen med hende, og hvordan vi fik det jongleret med resten af livet. (min mand har tænkt mindre over det, ha ha – men han er også mere en happy-go-lucky type, hvor jeg går mere analytisk til værks :-))

    Men det jeg så også oplever er, at den forløbige beslutning om at lukke ned for flere børn vakler lidt nu. Fordi tingene ændrer sig, små børn bliver store og jeg oplever, at vores datter på 7 har mindre og mindre brug for os. Jo, til emotionelle ting, men praktisk er hun helt selvkørende og hjælper også til med en del. Så jeg er ved at kunne se for mig, at der kunne komme en til, og at vi også ville kunne rumme det på den lange bane. For os tror jeg, at biologien bliver afgørende for beslutningen om flere børn – for hvis det lykkes med en til, er der sgu ikke rigtig tid til flere 🙂 Og åbenbart skal de hjemme hos os være store, før vi kan se muligheden for at lukke flere ind. Jeg tror i øvrigt du har helt ret i det med, at hvis man ser for mange praktiske begrænsninger er det en indikation af, at man har de børn, man kan rumme. En veninde sagde næsten ordret det samme til mig en gang, vi talte om flere børn og jeg havde svært ved at se andet end udfordringer, selvom jeg måske godt kunne tænke mig en skøn, lille baby!

    1. Mon ikke det er hele det grundlag, efternølere bliver til på? At man når til et punkt, hvor man løfter blikket og har både tid, rum og overskud til et barn mere? Har man alderen til det, forstår jeg det virkelig, virkelig godt. Sådan en lille dessert-baby ville være svær at sige nej til <3

  3. Rigtig godt indlæg. Jeg tror du har ret – man ved det sådan rigtigt inden i. På trods af at min yngste søn er knap 3 måneder, så er jeg allerede i tvivl om han er mit sidste barn. Også selvom baby-dele virkelig er hård. Jeg kan langt bedre overskue min 3 årige faktisk. Men baby-delen er jo hurtig overstået. Jeg tænker derfor at jeg vil vente men at træffe beslutningen om et par år. Se om jeg/vi til den tid stadig har mod på det 🙂

    1. Jeg tror virkelig også, at det er en god ide at gøre, hvis man har alderen til det. Fordi man så, sådan helt konkret, kan vurdere det samlede billede af, hvad man planter et babyfrø i. Der sker så usandsynlig meget fra måned til måned med børn, at det er fuldstændig umuligt at forestille sig, hvad forældrerollen indebærer om et år. Hvis jeg havde haft en mand, og vi var startet med at få børn, da jeg var i slut-tyverne, er det helt sikkert også sådan, jeg ville have grebet det an.

  4. Jeg fornemmer lidt, at det er lidt usagt fy at lade praktikken stå for beslutningen? Sådan ser vi det ikke. Det er 100p praktisk, at vi stopper ved to børn.

    Jeg har altid haft en forestilling om tre eller flere børn, helst tvillinger imellem!, men nu er virkeligheden ramt. Og vi eller vores livs rammer er ikke gearet til tre og slet ikke endnu flere – og med selv min bedste forestillingsevne kan jeg ikke se, at de rammer for økonomi, bolig og hverdag ændrer sig i løbet af vores sidste, frugtbare år.

    Det er spændende at være drevet mod to forskellige ting: Det overskuelige liv her og nu på den ene side og drømmen om en alderdom med fem børn og 10 børnebørn og 30 oldebørn og alt det der på den anden side … men jeg kan helt tydeligt mærke indeni, hvad det rigtige er. At sørge for at holde alle eksisterende oven vande uden at kæntre. Det være romantisk, hvis vi kunne flyde med endnu flere om bord, men jeg tror faktisk ikke, at det ville gå godt.

    Praktik er godt for os. Is all I’m saying 🙂

    Kh Karoline

    1. Mener du i din omgangskreds eller hvordan? Jeg spørger af oprigtig interesse, fordi jeg nærmest aldrig er blevet mødt med den holdning. Mere forståelse og en anerkendelse af, at vi har kunnet se, hvad vi kan rumme med jobs, øvrig familie, netværk etc. En enkelt gang har jeg hørt den med at “man fortryder kun de børn, man ikke fik”, hvilket jeg altid syntes har været en sær kommentar, for selvfølgelig fortryder man ikke børn, hvis de er der, men man kan jo godt synes, at tingene er, som de skal være i ens familie og realistisk se, at det ikke går tidsmæssigt/økonomisk/etc. med flere.

      Så praktik er klart også godt for os!

      1. @Karoline/B:

        Jeg tror ikke, at jeg er stødt på, at det skulle være tabu-belagt eller skamfuldt at lade praktik afgøre valget, men jeg tror, at mange – inkl. mig selv – er lidt bange for, at lade opvask, arbejde og størrelse på bilen afgøre, om man skal have 2 eller 3 børn. Måske fordi hukommelse forskubber sig, og man er bange for at fravælge noget, man momentvis ikke har overskud til, men som man fortryder at have forpasset chancen for, når overskuddet vender tilbage?

        For mig er det i hvert fald det, der har fyldt og været svært: Angsten for fortrydelse over et fravalg truffet på forkert grundlag.

  5. Tak for indlægget – du rammer simpelt hen hovedet på sømmet! Og hvor er det befriende at høre andre snakke om praktikken i det også i kommentarfeltet. Det føles nemlig som om, der er en tendens til, at man helst ikke må træffe beslutninger om børn på det grundlag – men det er jo det, der fylder i hverdagen.
    Tak fordi, du tager det op. Jeg sætter mig tilrette og nyder kommentarerne også!

  6. Mine forældre overvejede også en fjerde gang på gang, men blev på de tre – og gudskelov for, de så valgte at få de to bedste søstre til mig 😍
    Min kæreste mener, vi skal have fire, haha – sagde enebarnet(!) Mon ikke to er nok 😂.

    A

    1. Koncentrationen af Det Bedste er simpelthen højere, fordi det ikke er fordelt på så mange? Haha:-D

      Hvis han holder fast i at lave et fodboldhold, når først I kommer i gang, så er det virkelig bare to høje femmere herfra <3

  7. Min mand har altid sagt “to styk punktum.” Og jeg har altid drømt om tre, så jeg var i mange år lidt presset af hans ultimative stop.
    Lige nu er vi på to – halvandet og fire. Og vi har rigeligt pt, af mange årsager.
    Men da vi havde fået vores anden, skønne søn, kunne jeg ikke slippe tanken om, at jeg aldrig skulle have en nyfødt i armene igen. Og kan fuldstændig følge bemærkningerne om, at det er en sorg.
    Endte med at finde frem til følgende melding til min mand:
    “Lige nu ønsker jeg ikke flere børn. Men så længe det er en biologisk mulighed for mig at få flere, så kan jeg heller ikke sige aldrig igen. Men selvfølgelig skal vi være enige.”
    Den sætning gav mig faktisk rigtig meget ro. Det sjove er så, at jeg faktisk fik følgende svar tilbage: “jeg kan heller ikke udelukke en ekstra”. Og så blev jeg faktisk en lille smule bange… Så lige nu er to vist helt rigtigt. Og det er da også meget rart.

    1. Det er faktisk også, der vi har parkeret den. Jeg havde brug for lige at få sagt “Jeg er egentlig ret sikker på, vi ikke skal have flere, men kan vi ikke aftale, at vi først lukker den helt ned om en 4-5 år?”. Den var manden heldigvis med på. Det gav ro i maven – og så satser jeg på, at fremtids-Merete er ligeså afklaret følelsesmæssigt, som fornuftsmæssigt 😅

      1. Det synes jeg giver virkelig god mening. Beslutter man sig for at prøve, ved man præcis, hvor man helt konkret er i livet. Beslutter man sig for at slippe, er man måske så meget længere, at man kan se, hvad livet uden spædbørn har at byde på, og dermed er det måske lettere at slippe følelsen af vemod over ikke at skulle bære og nære flere små knirkebabyer <3

  8. Hos os har vi været enige om at to er passende til os. En hånd til hver. Og mulighed for at være gode forældre for de to. Derfor var det også virkelig underligt pludselig at blive skruk. Og helt seriøst overveje en baby mere, et barn til. Da jeg overgav mig til tankerne om det, kom jeg frem til at det mere var en sorg over at vores børn er store nu. 8 og 11. At baby-tiden er slut. At min krop ikke igen skal gro en baby. At jeg aldrig finder ud af, hvilke små personligheder, de næste børn ville have været. Da først det faldt på plads indeni mig, forsvandt skruk-heden igen.

    1. Det tror jeg nemlig er en rigtig god tilgang til det (og til mange andre store overvejelser i virkeligheden): At prøve dem på. At gå 100% ind i forestillingen om, hvordan det ville være at gøre dette eller hint. Fordi man så ofte kan mærke, om det er selve ønsket eller om det er tanken om ønsket, man længes efter.

  9. Jeg tror også der er sorg forbundet med at ville have flere. Sorg forstået på den måde, at det er sidste gang, at man har en baby, sidste gang, at man ammer, sidste gang ….
    Jeg ville gerne have haft et kuld mere, vi valgte at få to stk med 16 måneders mellemrum. Og da de var 5 og 6 var jeg klar til to mere. det var min mand ikke, så sådan blev det 🙂 Nu er jeg 61, mine to børn er 31 og 32, ingen børnebørn og om der kommer det, vil tiden vise. Det lader jeg dem om at beslutte, jeg har det godt som tingene er, men vil garanteret blive lige så skør som alle andre bedstemødre bliver 😉

    1. Det er enhver bedstemors ret! <3

      Jeg forstår godt, hvad du mener. At der både kan være sorg forbundet med at lukke døren, når man er afklaret, men i ligeså høj grad (måske endda højere?) hvis man ikke er, eller hvis man ikke er enige om det.

      Jeg håber, at der er babyer i kortene til dig, så du kan få lov at forkæle dem, og lade dem gøre alt det, man ikke lader dem gøre som forældre:)

  10. Jeg er ude på den anden side, med to teenagebørn, en dreng og en pige, eller “et komplet sæt”, som vi jokede med tidligere. Jeg er selv enebarn og har mistet begge mine forældre og synes det var urimeligt hårdt at stå med alene. Derfor vil jeg sige at jeg har fortrudt at jeg ikke fik et eller to mere, når man står I det lyder det uoverskueligt, men når jeg kigger tilbage kunne vi godt have klaret det, også økonomisk vil jeg mene, ved at prioritere anderledes. Ville gerne have givet mine børn mere end en søskende…..

    1. Det er i høj grad en del af grunden til, at jeg har valgt at få to. At jeg gerne vil, at mine børn har en at følges med; et livsvidne, om man vil. Jeg håber, at de vil have nok i hinanden <3

  11. Jeg tænkte over netop dette spørgsmål for ikke så længe siden. Jeg er nu i tredserne, så alle salgsdatoer er overskredet. Da jeg var sidst i tyverne, flyttede jeg sammen med en mand, som jeg var 100% sikker på, var mit livs kærlighed. Jeg troede på den slags den gang. Ak ja. Han havde i forvejen 3 børn, og ville absolut ikke have flere, mens jeg selv aldrig havde forestillet mig et liv, hvor jeg ikke fik børn. Jeg er den ældste af 5 søskende, så jeg må have troet, at de absolut skulle være sådan. Det var selvfølgelig et udpræget konfliktpunkt mellem os. Hans argument var, at han i forvejen havde tilstrækkeligt med problemer med at klare sine forpligtelser som far, og at det ville være helt ude i hampen at sætte flere børn i verden. Det havde han ret i, men jeg var overbevist om, at det nok skulle gå. Det gjorde det ikke. Vi fik ikke nogen børn. Dette var dog ikke det største problem, da forholdet var slut 7-8 år senere. Modsat dig, manglede jeg fantasi til at forestille mig, at jeg kunne vælge at være alenemor. Dels var jeg nok ikke så modig, og dels var der ikke mange, der gjorde det den gang. Jeg er jo af en generation, hvor det hed sig, at man “kom galt afsted”, hvis man blev gravid uden at være gift, eller i det mindste have en mand, der ville påtage sig faderskabet.

    Nå, tiden gik, og som 44-årig blev jeg gift. Det foregik aldeles uden for nogens bevågenhed, og da jeg senere fortalte mine kolleger om det, sagde en af dem: “Fedt, og du kan stadig nå at få et barn”. Og jeg udbrød helt spontant: “Det kommer ikke på tale”. Så et sted mellem 34-års alderen og 44-års-alderen var jeg altså færdig med at “få børn”. Hvem ved, hvordan det ville være gået, hvis jeg havde fået et barn? Der står jo ingen steder skrevet, at alle kvinder automatisk duer til at være mor. Jeg er sikker på, at jeg ville have sat alle sejl til for at få det til at fungere, hvis jeg havde fået et barn, men hvem ved, om det ville have været nok.

    Som det er, føler jeg, at mit liv egentlig har været fyldt med ting, der var værd at have med at gøre. Selv om jeg ikke har så meget med dem at gøre mere, har jeg da blandt andet hele 5 seje bonusbørn, når vi tæller det hele sammen. 🙂

    1. Jeg finder det utrolig inspirerende at læse om, hvordan man kan vælge at tilgå livet, selvom det ikke altid udvikler sig, som man har forventet. På mange måder er det jo også det, der er tilfældet for mig. Jeg havde bestemt ikke, da jeg var ung, forestillet mig, at jeg ikke ville ende med hele pakken, men sådan gik det, og selvom jeg gerne ville have haft børn med en mand, overskygger taknemmeligheden over at have fået dem langt sorgen over ikke at have en mand at dele oplevelsen med.

  12. Jeg kan fuldstændigt relatere til alt det du skriver og til mange af kommentarerne, for det fyldte meget for mig i de første to år efter vi fik vores yngste af to drenge. Vi har altid ønsket os tre, men min kæreste syntes det var nok efter to, men det var jeg ikke klar til at træffe beslutning om. Så jeg tænkte og talte og tænkte og talte, især med en veninde i samme situation, om praktik, hænder nok, energi og overskud, søskenderelationer, parforhold, graviditet, fødsel, barsel, småbørnsperiodrn af ens liv, osv. Der er virkelig mange aspekter!
    Under forløbet blev jeg langvarigt syg med bl.a. Træthed til følge, og det flyttede fokus for mig, så jeg pludselig umærkeligt ændrede fokus fra noget mere følelsesmæssigt til mere praktisk. Så nu er jeg afklaret med at vi kun skal have to, for det er rigtigt for os, med de livsomstændigheder vi har. Og jeg glædes over det overskud og engagement vi har i de to. Men jeg vil alligevel altid have en sorg over ikke at have fået tre, selvom det er rigtigt for os. Lidt svært at forklare den meget blandede beslutning, håber det er til St forstå 🙂

  13. Jeg har to skønne piger på 9 og 11. De har begge egne venner og eget liv, men har samtidig et helt fantastisk søskendeforhold. De er der altid for hinanden, og jeg elsker den tanke at de (måske bortset fra nogle teenage-år) kommer til at vokse op som hinandens bedste venner. De er begge sensitive børn, og det giver mig en ro at vide at hvis det værste skulle ske, at der ville ske noget ved mig eller min mand (7-9-13) så vil de altid have hinanden. Der vil altid være en i deres liv som er familie, som kender dem på godt og ondt, som ved hvordan man trøster og alt det der. Og når de bliver gamle og grå, så vil de stadig have hinanden.

    Og hvorfor fortæller jeg så det. Det gør jeg fordi jeg har været skruk on / off siden pigerne var omkring 2 og 4, men jeg synes de har det så godt mine to piger, at jeg tænker at det vil være svært at være efternøler. Jeg har selv været den evige lillesøster som sldrig måtte være med, og derfor har jeg det sådan at hvis vi skulle have flere børn, så skulle det være to til, og gerne med mindre end to år imellem, i håb om at de også vil få det der særlige bånd. Og springet fra 2 til 4 børn er alligevel en noget større beslutning. Det kræver ny bolig, ny bil, en del ting vi ikke ville have råd til, og nok også et farvel til alenetid. Det er formentlig ikke så let at skaffe pasning til 4 unger.

    Min mand har hele tiden været glad for de to børn vi har, og synes 4 børn er uoverskueligt, og nu er jeg snart så gammel at det er for sent. Og det er egentlig ok. Vi har fået de bedste børn man kan få, og vores liv ville være meget mere kaotisk hvis vi havde fået to til. Det kan godt være man ikke fortryder de børn man får, men man fortryder nødvendigvis heller ikke de børn man valgte ikke at få…

    1. Det synes jeg er en vigtig pointe: At man godt kan have haft et ønske om, at noget så anderledes ud, og så slippe det, og have fred med det. På mange måder er du jo lidt fremtidsversionen af det scenarie, Merete og et par andre beskriver længere oppe – at man ikke lukker noget definitivt, men ser på, hvordan verden og virkelighed ser ud, når man står et sted, hvor det kunne give mening at få flere.

  14. Det er så rigtigt Linda, det med at ‘det nok skal gå’, ikke er det samme som at det går godt. Jeg har 5 børn, på måden: min mand medbragte to, jeg medbragte samme antal, og sammen fik vi en til. Alle vores børn bor hos os permanent, så det er ikke en uges børn – en uges børnefri. Bare for at skitsere rammen, inden jeg skriver, at vi fik et barn for meget. Vi elsker allesammen nr 5, men den forskel det gør i hverdagen er vanvittig. Vores andre børn er alle i indskolingsalderen, hvilket i forvejen gør en manisk på praktikfronten: fritidsaktiviteter, skole/hjem samtaler, legegrupper, børnefødselsdage, forældremøder, tandlægebesøg osv. gange fire skaber en hektisk hverdag selvom jeg efterhånden er en eminent planlægger, men den store (og hjerteskærende) forskel ligger i nærværet. Jeg har ikke længere mulighed for uforstyrret at høre anekdoter om hverdagen. Til at læse helhjertede godnathistorier og tegne på ryggen. Til at spille Uno og se gymnastikopvisningen med fuld fokus. Det forsvandt med ankomsten af lillesøster, og det er en massiv pris at betale for alle og det havde jeg ikke til fulde forstået. En baby (og så en med kolik der ikke sover om natten) i vores familie, var én for meget. Heeeldigvis synes alle vores børn at hun er en gave fra oven, og har ikke gennemskuet cost/benefit analysen, og min mand er klar på én til, men for mig bragte hun, udover enorm kærlighed, også et kæmpe savn og en fastboende sorg over, ikke at kunne være det jeg ønsker at være, for vores andre børn. Kunne jeg gøre det om, ville jeg have gennemtænkt det praktiske aspekt langt grundigere, for selvom ens andre børn er store og selvhjulpne, har de (og vi) stadig behov for nærvær i det store og små.

    1. Jeg blev simpelthen så berørt af din kommentar, Mathilde. Hvor synes jeg, det er stærk at kunne være så reflekteret over noget, der er så svært. Og så helt utrolig vigtigt at få sagt i en debat som denne. Du skal have helt utrolig stor tak for din ærlighed og for at vise, at kærlighed og et vished om, at man havde gjort tingene anderledes, hvis man dengang vidste, hvad man ved nu, sagtens kan gå hånd i hånd <3

  15. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have to børn. Min mand troede vist nærmest ikke han skulle have nogen, før han mødte mig. Da vi havde fået nummer to, følte jeg mig slet ikke færdig med at få børn og vi blev enige om, at vi da også kunne få en treer. Så skete det ikke lige, jeg fik nyt job og så kunne vi da lige vente lidt. Tiden gik og det blev dejlig nemt at have to børn og trangen til en tredje svandt. Og så startede den lille i skole, og pludselig blev jeg ramt af noget, der fik mig til at tænke, at vi måske alligevel skulle få en mere. Her blev det helt klart praktikken og en overvejelse over hvor tyndt jeg kan risikere at smøre mig selv ud der vandt. For min mand var det mest noget med, at han ikke rigtigt gider have hjemmeboende børn til han er 65 – så langt tænkte jeg overhovedet ikke.
    Her godt et år senere, hvor forældremøder, svømning, fodbold, legegrupper, hytteture, chefjobs, 2×20 minutters læsning med børn hverdag, hjælp dem med at tale om matematikken og leg den ind ved at spille svære spil, hjemmebag, madpakker og mit personlige behov for at være alene bare 10 minutter engang imellem, er jeg helt ærligt ret glad for kun at have 2 børn. Selv om jeg havde elsket en treer også og alt det praktiske sikkert også havde ordnet sig.

    1. Selvfølgelig havde det ordnet sig – men jeg elsker den sidste del af din kommentar, fordi den netop underbygger, at der er no such thing as a free lunch. Havde I fået flere, så ville det have betydet mere kærlighed, men jo også mere arbejde i det samme antal timer, som I har til rådighed nu. Så jeg tror ikke nødvendigvis, at det handler om, at man efterrationaliserer og tilpasser sit verdenssyn de omstændigheder, man har her og nu. Jeg tror også, at det helt konkret kan handle om, at noget kan virke overskueligt og nemt, når børnene har én alder, mens det åbenbarer sig som noget, der tager for meget tid fra noget andet, når de bliver ældre.

  16. Jeg fødte mit 4. Barn som næsten 40 årig. Jeg ville så gerne have nr. 5. Men erkendte at jeg var for gammel. Havde ikke det overskud og den energi, som det krævede. Men i dag som 60+, savner jeg den 5′. Og ærger mig over, at jeg ikke bare gjorde det. Har heldigvis de lækreste og skønneste unger. Vi er så tæt knyttet til hinanden. Og børnebørnene opvejer fuldt ud savnet af en 5′

    1. Hvis man har overskuddet og har højt til både loft og himmel inde i hovedet, så er det jo også bare at slå sig løs:) Du lyder som et heldigt menneske, med masser af nærhed og kærlighed omkring dig <3

  17. Her har vi to og jeg ville gerne have en mere men mind mand vil ikke. Og mit “vil gerne” er meget følelsesmæssigt og instinktivt tror jeg. For praktisk synes jeg ind i mellem (f.eks. nu med ny start – børnehave og skole) at jeg næsten ikke slår til i forhold til det nærvær og omsorg de har brug for når det hele er nyt. Jeg er med på at vi ville kunne rumme en mere men jeg er bange for den pris mine nuværende ville betale for det selvom de uden tvivl ville elske en ekstra søskende. Jeg ser ind i mellem familier hvor man ønsker en mere og får det selvom den ene er syg f.eks. og jeg forstår dem godt men jeg synes også ind i mellem det er tydeligt at det manglende overskud ikke giver familien noget godt. Derudover var vi i højrisiko gruppe i forhold til Downs (og andre alvorligere genetiske fejl) med vores den første.hun fejler intet men tanken om at en evt.ny baby ikke var rask og den påvirkning det ville have i familien synes jeg også er svær. Sådan en følelse at jeg er så glad for det jeg har at jeg ikke rigtig tør risikere det. Jeg tænker ikke at et barn med Downs nødvendigvis er et problem jeg tænker mere på at en del børn med Downs f.eks. også har store hjerteproblemer og hvad det ekstra omsorg osv. Ville betyde for dynamikken i familien

    1. Jeg hører dig højt og tydeligt. Det fyldte HELT vildt for mig, det med risiko for sygdom. Jeg har i min omgangskreds en kvinde, der havde et barn i forvejen, og som valgte at lade sig inseminere, for at få søskende til det eksisterende barn. Hun blev gravid med tvillinger, hvoraf den ene kom ud som mulithandikappet. Hun tacklede det beundringsværdigt, men jeg har så ofte tænkt på, at de valg, vi træffer, når vi allerede har børn, dem træffer vi også på vegne af dem. Som enlig mor tænker jeg, at det må være svært at tage hånd om to raske børn, når man har et 3. barn, der er behandlingskrævende 24 timer i døgnet, og jeg var panisk ræd for, at det samme skulle ske for mig. Af samme grund betalte jeg mig fra en tidlig scanning, da jeg ventede Frida; simpelthen fordi jeg følte, at jeg havde brug for tid til at tænke tingene ordentligt igennem, hvis der skulle vise sig at være to, at der var forhøjet risiko for Downs osv.

  18. Tak for et, som altid, velreflekteret og tankevækkende indlæg.
    Vi har to børn på 2 og 4 – og vi skal ikke have flere. For mit vedkommende spillede frygt en rigeligt stor rolle i den beslutning: Hvad hvis vi med en treer, fik et handikappet barn? Eller tvillinger? Eller hvis der skete noget med den ene af os voksne?
    Jeg synes vi var pressede nok i forvejen og ønsket om barn nr to var allerede mest min mands. Jeg kunne slet ikke overskue de konsekvenser det ville få for vores to børn, hvis læsset med et tredje barn væltede.
    Naturligvis er det også med en vis sorg, jeg tænker på, at jeg aldrig mere skal have en lille bitte baby at gå og nusse om. Men kan man virkelig være så priviligeret at man kan få hele 3 sunde og raske børn? Selvfølgelig kan man det, men vi nøjes og er lykkelige for de to vi allerede har.

    1. Som jeg har skrevet til SKN ovenfor, så fyldte det også meget for mig, så jeg ved præcis, hvad du mener. Jeg var SÅ bange for, at der var to, fordi jeg blev KÆMPE stor på rekordtid, da jeg ventede Frida. Og jeg var så utrolig bange for at blive sat i en situation, hvor jeg skulle forholde mig til, hvad vil stille op, hvis der virkelig var to. Det scenarie var også udslagsgivende for mig ift. at stoppe, mens legen var god.

  19. Det her bliver en meget lang kommentar, for emnet fylder også en del hos mig.
    Jeg kan nikke genkendende til så meget i indlægget og kommentarerne og synes jeg bliver klogere, der hvor nogle af kommentarerne beskriver livsomstændigheder helt anderledes end mine egne.
    Og jeg mener bestemt, at praktikken er en meget væsentlig parameter i overvejelserne.
    Men jeg sidder alligevel og undrer mig over, hvad det er i tiden, som har ændret sig så meget, at vi er en generation, som lever i et samfund, hvor vi er materialt velstillede, har pasningsmuligheder til rådighed og reelt har en arbejdsuge på færre timer end tidligere generationer (mig bekendt) og så alligevel vurderer, at der ikke er luft til ret meget mere end to børn i vores liv.
    Jeg er selv vokset op på landet og mine forældres generation var søskendeflokkene på 5-6 børn og i generationen før dem tager vi om 7-10 børn!
    Jeg ville ønske, at jeg kunne give min datter søskende (i flertal), men vi skal være heldige, hvis hun får én. For mig er det ikke savnet efter baby eller en egentlig skrukhed, som fylder. Men mere det, at man – uanset om man er meget tætte som børn – får nogle livsvidner og en familie, som er der i voksenlivet, når man selv får børn og når vi forældre falder bort.
    Det betyder så meget, når forældregenerationen forsvinder, at der er nogen tilbage både i forhold til praktikken ved dødsfald og følelserne af sorg, men også det at nogen kender én og er familie og livsvidner – især skilsmissestatistikker m.m. taget i betragtning.
    Er så taknemmelig for at være en ud af tre – hvor vi er tæt knyttet selvom der er en relativ stor aldersforskel.
    Men når man kigger tilbage, så er vilkårene i dag anderledes end tidligere. Mange os får vores børn MEGET senere sammenlignet med mine forældre og bedsteforældre.
    Forældrerollen gribes anderledes an – før i tiden handlede det mere om at sikre brød på bordet og tøj på kroppen og så en portion kærlighed oveni – og så var man bare mere sammen om det daglige arbejde ude på landet. ‘
    Og børn havde mere frihed fra voksne, der var en eller voksne i nærheden, men ikke nødvendigvis sammen med børnene. I dag arbejde de fleste forældre “ude” og der ikke nogen hjemme / i nærheden, så børnene skal være et andet sted.
    Mange af os har ikke det samme lokale netværk, hvor man kigger lige så meget efter naboen børn, som sine egne. Vi bor ikke nødvendigvis tæt på vores egne søskende og får måske heller ikke børn “samtidig” med dem.
    Mine bedsteforældre havde i praksis heller aldrig 5-6 hjemmeboende børn, da de ældste var sendt ud og tjene i konformationsalderen, da de yngste børn kom til.
    Måske ville de med (bedre) præventation tilgængelig også have valgt at få lidt færre børn dengang… Så det er ikke fordi det pr. default var bedre dengang.
    Det undrer mig alligevel bare lidt, at synet på søskende og en “flok” på mere end to har ændret sig så meget for så mange af os på en-to generationer. Også selvom jeg faktisk kan nikke til mange af overvejelserne beskrevet her og kender dem fra min omgangskreds.

    1. Jeg kan selvfølgelig kun svare for mig selv, men i vores familie arbejder vi bestemt ikke mindre end tidligere generationer. Vi arbejder væsentligt mere end vores forældre (begge vores mødre var på deltid), for slet ikke at tale om bedsteforældre, hvor alle kvinderne i vores tilfælde var hjemmegående eller medhjælpende. Og vores lange arbejdsdage er en væsentlig parameter for, hvor mange børn vi kan rumme, når vi også gerne vil være noget for vores barn og også skal kunne rumme os selv og de andre forpligtelser, som livet byder på. Konkret fungerer det sådan, at både min mand og jeg skiftes til at flekse for at grave noget tid ud til vores barn om eftermiddagen, og så arbejder vi om aftenen. Og ja, der er pasningsmuligheder til rådighed, men jeg har det også sådan, at jeg ikke har fået barn for at hun skal maxe institutionens åbningstider ud, hvis det kan undgås. Jeg vil også rigtig gerne bruge tid med hende (og min mand ligeså). Og deri ligger måske netop det afgørende for mig: Som en så fint skriver, vil jeg gerne have tid til at høre anekdoter, læse lektier, tale om det, der er svært, have tid til en ordentlig putning, spise sammen etc. Og når det så kommer ind i ligningen med et tidskrævende arbejde for både mor og far, så er der to løsninger: en af os eller begge begynder at arbejde væsentligt mindre (finder en anden type job) eller vi får ikke flere børn. Og der er det så sidstnævnte, der har været løsningen for os. Indtil nu 🙂
      Jeg synes så også, at du selv svarer på noget af din undring med anekdoten fra landet, hvor forældrene ikke arbejder ude, men er hjemme på gården og børnene kan være der. Hvor en af forældrene (nok typisk moderen) sikkert også havde en opgave med at passe børnene. Og hvor det samme var tilfælde hos naboerne. Det er de færreste familier, der fungerer på den måde i dag (i hvert fald, hvor jeg bor!). Plus hvis vi går tilbage i bedsteforældregenerationen, er der også flere aspekter; nemlig at børn også var en reel arbejdskraft/ressource, at prævention ikke var udbredt som i dag (hvis det fandtes), samt at meget få kvinder var på arbejdsmarkedet.

      1. Du har helt ret i at vilkårene set bagud har været meget forskellige. Og du rammer nok mere direkte et af de perspektiver jeg kredser om, nemlig at vores ønsker, drømme og ambitionsniveau for forældrerollen er markant anderledes idag. En gang mellem er jeg bare i tvivl om hvorvidt det giver vores børn en mere lykkelig barndom og os et bedre liv, fordi der på en måde også følger mere stress eller uindfriede krav til os selv med det faktum. Som måske også medvirker til at vi synes mere end to børn er (for) mange. Jeg siger ikke det var bedre før, men har bare fine eksempler i min egen familie på at der trods flere børn, flere manuelle og tidskrævende opgaver stadig var kærlighed og en god barndom. Tror også at rigtig mange børn var forsømte i forhold til at blive set og hørt, så det er ikke fordi min personlige erfaring kan generaliseres. Jeg deler nok bare tankerne, fordi jeg indimellem tænker at det at være en familie kan tangere at være en opgave vi skal løse til topkarakterer og det tror jeg er anderledes end tidligere.

        1. Ah, så forstår jeg, hvad du mener.

          Jeg ved det simpelthen ikke. Hvad der er bedst, forståes. For egentlig ville jeg ønske, at jeg kunne give mine børn den barndom, som Maj My (majmy.dk) giver sine. Men jeg tror, at det, som er udslagsgivende for, om det er en god eller dårlig løsning er, hvordan man selv er skruet sammen – og det samme har måske gjort sig gældende “i gamle dage” (i mangel af bedre ord)? For jeg har en formodning om, at jeg ikke ville have egnet mig til at gå hjemme med 6 børn, heller ikke selvom jeg ikke havde noget valg, så min fortidsversion af morrollen, ville nok ikke have givet 6 lykkelige børn.

          Men jeg tror, at du har voldsomt meget ret i, at vores forventninger og krav til os selv (og hinanden) somme tider kan være med til at gøre, at forældrerollen bliver hårdere, end den behøves at være.

          1. Jeg forstår også nu 🙂 og jeg kan godt til dels følge dig. Men jeg tror altså ikke, at det kun er drømme og ambitionsniveau for forældrerollen, der får folk (inkl. mig) til at få færre børn. Der er også bare flere muligheder for kvinder i dag end for en generation eller to siden, og hvis man nu (som jeg) har et job man er rigtig glad for, god til og trives i, så hedder ligningen nok bare færre børn. For ellers risikerer man at knække halsen, ikke føle, at man har tid nok til de mange børn, eller vælge et job fra, som man fandt masser af glæde i og dermed risikere at blive bitter.

            Jeg tror, at det er helt subjektivt, hvad der er bedst for den enkelte familie, og jeg tror, at det vigtige er, at man trives med sine valg og ikke knækker halsen på at please andre. I den forbindelse synes jeg også, at man er nødt til at vælge de områder, hvor man vil shine. Det er ikke lige meget, hvad min datter mener om mit nærvær og om jeg er der for hende, men det er ret lige meget, hvad andre forældre i klassen fx tænker om min kagekunst, så det er ikke mig, der vinder kagekonkurrencer i fritten. Jeg løber en tur ind i mellem med nogle andre mødre, men jeg kunne da objektivt set snildt være mere veltrænet. Men der vælger jeg så heller ikke at shine 🙂 Til gengæld gider jeg godt være god til mit arbejde og præstere godt der.

            Helt rødstrømpeagtigt og uden at negligere andres valg spiller det også ind i mit/vores valg, at jeg synes jeg giver min datter en gave ved at vise hende, at far og mor deles om opgaverne herhjemme, både dem, der handler om det huslige, og dem, der handler om smør på brødet, og jeg håber, at det udmønter sig i en tro på at hun kan blive, hvad hun vil og har evner til. Andre lægger naturligvis vægt på noget andet, og så længe, det passer med behovene i den familie, er det jo så det rigtige.

    2. @Joan:

      Jeg kan godt se din pointe, men samtidig tænker jeg, at vi heller ikke kan skille samfundets og familiens udvikling fra hinanden. For en meget stor del af grunden til, at familien ikke længere ser ud, som du skitserer den et par generationer tilbage, er jo kvindefrigørelsen og vores muligheder for at komme på arbejdsmarkedet. Det var så grundlæggende et skifte i, hvordan samfundet var bygget op, at jeg måske ikke helt tænker, at det giver mening at pille et enkelt fragment ud og vurdere, hvordan det, isoleret set, har ændret sig fra dengang til nu?

      1. @Linda. Du har ret i at det ikke kan ses isoleret, og jeg har virkelig skudt ved siden af, hvis det er det man læser ud af min kommentar, for en del af det der triggede min ordstrøm er nærmest det modsatte, at langt for de fleste af os er vores overvejelser om flere børn bundet tæt op på den samfundsudvikling og det medfølgende skifte i synet på forældreskab jf. min respons til B.

        1. Det kan også sagtens være mig, der ikke fanger nuancerne – jeg tolker 6000 timer i døgnet i de her uger, så min hjerne er havregrød:-D

          1. @Linda: Skal vi ikke dele den i porten, for jeg tror også jeg forsøgte at kondenserer for mange tanker ind i een kommentar og dermed også bredte mig langt ud over det oprindelige spørgsmål 😉
            Indlægget og kommentarerne ramte bare i den grad ned i emner som fylder en del i mit hoved… 🙂

  20. Vi fik nr 3 for 8 mdr siden og det var ren følelse. Vi har to drenge, som bliver hhv 5 og 7 i denne måned, og min mand var færdig efter det. Jeg er selv mellembarn med to søstre, og har altid været helt enormt glad for at have to søskende og har derfor også altid forestillet mig, at jeg skulle have tre børn.

    Men vi lever på en anden måde end mine forældre gjorde, fx er vi ældre, vi arbejder meget mere, og vi har nok også flere interesser og ønsker udenfor husholdningen. Og så var det pissehårdt for os og vores forhold at få to drenge med 24 mdr mellemrum. Men da jeg begyndte at pakke babytøj ned og forære det væk, fandt min mand mig siddende nede i vores kælder hvor jeg tudbrølede med en body i str 50 i hænderne. Et halvt år senere sagde han, helt ud af det blå, at han synes, vi skulle få en mere. Jeg bestilte ægløsningstest samme eftermiddag, haha!

    Vi var så heldige at få en lille fin pige 11 måneder senere og det var den helt rigtige beslutning. For os. Og jeg er helt klar over, at vi stadig har det nemt med én forælder på barsel og at det seje træk bliver til februar når der skal afleveres tre børn tre forskellige steder.

    I vores familie er nr tre helt klart luksusbarnet og jeg føler mig heldig og priviligeret over at få lov til at have en lille baby igen og jeg nyder det 200% mere end jeg gjorde med de store. Nok fordi det er sidste gang, fordi jeg er ældre og fordi jeg hviler mere i at være mor. Altså jeg er stadig utålmodig og egoistisk, men jeg er ikke hele tiden bange for at fucke et eller andet op.

    Så hvordan ved man at man er færdig? Jeg ved det ikke. For mig og nok også min mand er det en balance mellem at være til stede i – alle – mine børns liv på en fornuftig måde og stadig have tid til bare lidt andet. Og hvis vi bare nogenlunde skal have den balance, er vi vist færdige nu.

    Derudover er jeg fuldstændig rædselsslagen ved tanken om at få et sygt barn. Dels kromosomanomalierne, som man til en vis grad kan vælge sig ud af, men dels også alt det, man ikke kan teste sig ud af når man er gravid. Jeg kender efterhånden en del, som har alvorligt syge børn (og har mødt mange flere qua mit arbejde), og jeg kan ikke være i mig selv ved tanken om hvad det ville gøre ved vores familie. Selvfølgelig klarer man det, men nu er det (tilsyneladende) gået godt tre gange, og så skal vi vist bare være taknemmelige for det.

    Men jeg får stadig tårer i øjnene ved tanken om at skulle sælge barnevognen…

    1. Jeg har lidt lyst til at skrive “Spejl”. For jeg havde fuldstændig samme oplevelse, da jeg fik Frida, som du beskriver med jeres nummer 3. At hun var dessert-babyen, som man kunne være mor for, fordi man denne gang fra starten vidste, hvad det ville sige.

      Jeg blødte gennem hele min graviditet med Frida, og jeg var rædselsslagen. Både for at miste hende og for om det betød, at der var noget galt. Den frygt tror jeg simpelthen heller ikke, at jeg ville kunne gå i 40 uger mere, uden at miste forstanden.

  21. Åh, det er så svært, synes jeg. Jeg er ud af en søskendeflok på fire, og som barn ville jeg gerne have fire børn. Da jeg blev ældre, skar jeg det ned til tre. To var ligesom lidt for… Ja, jeg kan ikke rigtig sætte ord på det. Jeg har bare altid gerne villet have flere. Nu har vi så lige fået nummer to for tre måneder siden, og min kæreste vil ikke have flere, men jeg kan simpelthen ikke blive klog på, hvad jeg selv synes og føler. Jeg har haft gode graviditeter, men svære fødsler, og jeg har intet behov for endnu en fødsel. Jeg har ikke svært ved at give babytøjet væk. Vi er nu en familie på fire: en mor, en far, en storebror og en lillesøster – og noget i mig siger, at det er en relativt harmonisk enhed. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg stadig gerne vil have tre og bare prøver at rationalisere det væk, fordi min kæreste ikke vil have flere, eller om jeg simpelthen bare ikke har fået opdateret min gamle drøm til den, jeg er nu og det liv, jeg trives med. Jeg vil gerne have en hverdag, hvor der er overskud og luft til at alle kan få vejret, og det synes jeg, jeg har nu. Måske jeg først for alvor kender svaret, når lillesøster er blevet lidt ældre.

    1. Kan virkelig relatere her, Trine. Jeg har også tre søstre og den store børneflok har altid været mit ideal. I en sådan grad, at jeg i to år dagligt brugt voldsomt meget energi på at gruble over det.Min mand har hele tiden været positiv over for tanken, men jeg vsr dybt splittet mellem ideal og netop nok praktik.

      Da pigerne var 6 og 3 var vi for første gang var på ski igen og jeg var lykkelig over at vi kunne dele vores passion med vores børn. Samtidig var jeg nærmest sorgramt over at der ville gå flere år før vi igen kunne stå på ski, når vi nu skulle have den 3’er. Indtil det pludselig slog mig, at vi jo også bare kunne nyde, hvad vi har og så stå på ski igen næste år. Det virke så banalt, men lige der på den pist faldt det på plads og jeg har ikke kigget tilbage siden (min mand er med på den).

      Ifht. de mange af vores venner, der har fået en nuttet efternøler 3’er betyder det også, en vis ‘splittelse’ ifht. samvær og aktiviteter, da der er stor forskel på hvad en 10-årige kan og har lyst til modsat en 2-årig.

      Mit ideal er stadig en flok, men jeg begynder også at få øjnene op for, at mine piger er tættere knyttet fordi de netop er to, fremfor mange, hvor nærheden i relationerne, hvor kærlige de end måtte være, godt kan blive smurt tyndere ud.

      1. @Trine og NH:

        Jeg tror måske også, at en del af problemet helt lavpraktisk er, at de vokser så hurtigt de første måneder, at man nærmest 20 minutter efter, at man har presset dem ud, skal tage stilling til, om man vil gemme tøjet (= vi skal have en mere) eller give det videre (=vi er done). Det kan man sgu da ikke bede kvinder med hormonstorm om!?

        Ift. det med hvad de kan i forskellige aldre, har jeg oplevet lidt af det samme, bare fra en anden vinkel, fordi jeg var en af de sidste i min omgangskreds, der fik en baby. Da jeg fik Anton havde mange af mine venner også små børn, men hvor Anton var min første, var deres babyer deres den sidste. Det betød, at da jeg fik Frida, så var deres de mindste omkring 5 år – og det gav altså faktisk lidt ensomhed. Da vi alle havde små børn, var der et rend ved mikrobølgeovnen og ind og ud af døren til barnevognen udenfor, hver eneste gang, vi var sammen. Da jeg havde fået Frida, sad de andre voksne og snakkede over maden, mens jeg stod og vippede Odderen udenfor, og samtidig forsøgte at være noget for Anton. Det var sværere, end jeg havde forventet.

  22. Spændende læsning. Nu kribler det i mig for at spørge: Hvornår er man klar til at få børn? (Frygter dog at ødelægge blogindlægget, men jeg kan simpelthen ikke dy mig for at stille spørgsmål… Bær over med mig!).
    Kommer der et gyldent øjeblik, hvor man tænker, at NU, nu er det NU?
    Hilsen den 30-årige, i fast parforhold, med bolig, job osv. Alle rammerne er der, men får man en åbenbaring eller vil man altid have en lille tvivl i sig? Jeg gad godt at fra både par i den klassiske mand-kvinde konstellation, forældre, der vælger at få børn alene mv.

    1. For mit vedkommende skulle der en forskrækkelse til, før jeg vidste det. Jeg var i fast parforhold med ham, jeg gerne ville have børn med, vi var sidst i tyverne og ville begge gerne have børn, men kunne bare ikke lige træffe beslutningen. Men så var jeg til GU hos min læge, der synes, at min livmoder måske var lidt fast i det. Hun nåede at fortryde, men “nu har jeg jo gjort dig forskrækket, så nu får nu en henvisning til en gynækolog”. Jeg ræsede lige hjem til kæresten og sagde, at nu er det nu! Der var dog intet galt, men lige der vidste jeg det. Et halvt år senere var jeg gravid, og vi fik vores søn et par måneder, før jeg blev 29. Men havde det ikke været for min læge og den pludselige frygt for, at der var noget galt, ved jeg ikke, hvornår vi ville have taget springet.

      1. @Karen. Heller ingen åbenbaring hos mig. Men min kæreste og jeg mødte hinanden sidst i tyverne og sygdom udskød det i flere år hos os, så da vi var nogenlunde ude på den anden side, da blev det til et spørgsmål om ikke at udskyde det mere.
        Men forudsætningen for mig var til dels at jeg var helt sikker på, at min kæreste skulle være far til mine eventuelle børn og i mindre grad også at jeg ikke følte det ville være et afsavn at slippe voksenlivet uden børn. Og fordi jeg var 37 også en bevidsthed om, at det måske slet ikke ville lykkes (heldigvis for os var vi heldige og jeg blev hurtigt gravid).

    2. Som jeg husker det, var der ingen åbenbaring. Bare erkendelsen af, at nu havde vi egentlig styr nok på rammerne til, at det var forsvarligt (Vi havde været sammen 7 år, jeg var knap 26, havde lige fået fast job). I vores tilfælde gik der kun 4 uger fra beslutningen var truffet, til jeg testede positivt. Så jeg brugte nogle dage på at panikke over, at det ikke længere var hypotetisk. Men jeg tror ikke den der åbenbaring nogensinde ville være kommet, og hvis den var, ville den alligevel ikke have været brugbar. Man aner jo ikke, hvad man går ind til.
      Jeg tror til gengæld, det er vigtigt at være nogenlunde enige om beslutningen – så man ikke kan skændes om, hvis skyld det er, når det er hårdt. Og så vil jeg klart sige, at man skal få sine børn så tidligt, som muligt. Det er et pissetræls statement, men hvis man har fundet den, man vil have børn med, ved at man vil have børn før eller siden, og har en økonomi og en hverdag, der kan bære det, så er det bare nemmere jo yngre man er, tror jeg. Og så ved man jo heller ikke, hvor lang tid, det kommer til at tage.

    3. For mit vedkommende blev det også skudt i gang af en forskrækkelse – en gynækolog, der fik sagt, at jeg muligvis skulle have fjernet livmoderen, hvis en muskelknude ikke kunne fjernes. Det kunne det heldigvis godt, og vi gik i gang med behandlinger, så hurtigt som muligt efter operation (er kæreste med en kvinde – derfor behandling).
      Jeg var 40, da jeg fødte, men i midt 20’erne var jeg sådan set også skruk. Jeg var bare i et forhold, hvor jeg nok allerinderst vidste, der ikke skulle være børn. Da jeg ret sent mødte min nuværende kæreste, talte vi ret hurtigt om børn. Men hvornår vi havde rykket på det, hvis det ikke var for gynækologen, ved jeg ikke. Jeg er ham meget taknemmelig for forskrækkelsen.
      Jeg ville dog ønske, vi havde mødt hinanden tidligere, så det ikke havde været alderen, der måske nok kommer til at afgøre, at vi kun får et barn. Vi var ikke klar hurtigt efter nr 1, og nu hvor vi pludselig gerne vil have en ekstra, skal vi være usandsynligt heldige, hvis det skal lykkes. Jeg kan på mange måder rigtig godt lide vores liv, som det er nu, men jeg ønsker samtidig, at vores barn ikke bliver enebarn. Så selv om jeg virkelig var opmærksom på at nyde alt med nr 1, er det alligevel svært at give afkald på drømmen om en toer. Og selv om alderen taler imod, og vi godt kan læse statistikker, prøver vi alligevel.

    4. Her var både barn og nu nummer 2 100 % en fornuftsbeslutning. Jeg har aldrig været skruk. Indtil jeg fik en provokeret abort som 23-årig troede jeg egentlig også at jeg slet ikke ville have børn. Jeg har aldrig fortrudt aborten, men den satte alligevel nogle tanker i gang omkring at jeg gerne ville have børn, en eller anden dag.

      Jeg mødte først ham jeg har børn med som 29-årig og jeg ville også lige have nogle år som kærester inden børn, og da vi gik i gang var det ikke fordi jeg eller kæresten var skruk, men fordi det praktiske var på plads og fordi alderen begyndte at være deropad. Nummer 2 har også været 100% fornuft. Den store begyndte at sove bedre og være mere selvstendig og så gav det mening at det skulle være nu. Men jeg var ikke skruk eller havde en eller anden indre stemme der sagde at det skulle være nu. Jeg elsker min familie, men med mindre jeg ved uheld bliver gravid igen, så kommer der ikke en 3-er.

      Ved godt at andre har helt andre følelser omkring det at få børn. Jeg vil egentlig bare fortælle at man ikke altid er klar inden eller har en indre stemme, der fortæller en at man er klar til at gå i gang med børneprojektet. For mig har det alligevel været helt rigtigt at få børnene. Med den første forstod jeg først at jeg skulle være mor efter at hun var kommet ud. Men så var jeg også klar 🙂

    5. @Karen: For mig blev tanken konkret, da jeg brød med min kæreste. Jeg var i starten af 30’erne, og vidste, sådan lidt diffust, at jeg gerne et eller andet sted ude i fremtiden, ville have børn. Men fordi jeg blev single som 31-årig, blev det ret konkret ift. dating osv. at hvis jeg skulle nå at stifte familie, så havde jeg faktisk ikke så meget tid at løbe på. Det billede, der fik beslutningen til at falde på plads for mig, var at kigge på det sted, jeg så mig selv om 10 år – for derefter at kigge på, om stien jeg gik på, førte mig derhen. Og da jeg kunne se, at det gjorde den ikke umiddelbart, var næste logiske skridt at se på, hvor jeg skulle gå hen for at komme på rette vej.

      Så jeg vågnede ikke en morgen og vidste, at nu var det nu. Men jeg holdt op med at flygte fra overvejelsen (fordi den er så voldsom at forholde sig til), og prøvede i stedet at gå lige mod den, så jeg var sikker på, at jeg ikke med passivitet endte med at vælge ved ikke at vælge.

  23. Jeg er nr 3 af fire – mine 3 år ældre storesøskende er tvillinger og min lillebror kun 2 år yngre. Og hånden på hjertet – mine forældre burde ikke have fået så mange børn. Jeg er knap på talefod med mine søskende og har et elendigt forhold til mine forældre primært fordi der ikke er plads til at sige, og få anerkendt, at jeg i den grad har følt mig forfordelt ift omsorg, nærvær og opmærksomhed – klassisk klemt midterbarnsproblematik. Så hatten af for alle erkendelser af ikke at have plads nok – fysisk/psykisk/mentalt/praktisk/økonomisk – til flere end den/m man allerede har.

    1. Det river i hjertet at læse, Lise. Men jeg synes, at det er et af de vigtigste input i hele denne tråd, så tak fordi du giver os muligheden for at se det fra barnets synsvinkel.

      Kh

      Linda

  24. Kommer totalt forsinket til festen herinde, men here goes:

    Aldrig har jeg været så skruk som efter at have fået 3 børn og de mindste kom i børnehavealderen… Hvilket kom temmelig meget bag på mig.

    Men jeg fik de 2 sidste, da jeg var 29, og det føltes helt naturstridigt at stoppe så længe før min biologiske lukketid. Samtidig saaaavnede jeg mine børns babytid (selvom den var fucking hård for alles vedkommende) og ønskede mig at prøve det igen, måske med lidt mere ro og nærvær på.

    Men udover det åbentlyst økonomisk og praktisk uoverstigelige ved en 4’er(!), så endte jeg lige præcis på det, der bliver nævnt flere gange her: Det vigtigste er at kunne være noget for de børn, jeg har. Og et halvvejs ønske om at gøre de første år om, er cirka verdens dårligste argument for at få et barn til. Det er derimod et argument for at få det meste ud af de år, jeg har med dem nu.
    Mathildes kommentar længere oppe, ramte virkelig noget i mig: Jeg skal kende mine begrænsninger, og jeg er sgu udfordret nok med 3 halvstore børn.

    (Og så rystede det mig faktisk ret meget, dengang mine tvillinger blev 4, og det pludselig gik op for mig, at jeg ikke rigtig kunne huske min ældste som 4-årig. Simpelthen fordi der var 2 babyer, der også krævede min opmærksomhed, og alt gik op i overlevelse… Av.)

    Tak for en altid god erfaringsudveksling!

    1. Cue-Kesha-voice “Now the party don’t start ’till I walk in”

      Jeg ELSKER, at du kommer trækkende med en af mine kæpheste, nemlig den med at få det bedste ud af det, man har nu, i stedet for altid at længes mod noget, der enten ligger bag én eller som kunne ligge derude under horisonten et sted. Når jeg får kommentarer om, at jeg skal “huske at nyde dem” får jeg altid sådan lyst til at spørge, om ikke det samme gælder, når man har store børn?

      Tak fordi du melder ind, Mie:-*

  25. Vi har et barn, helt og aldeles planlagt. Da jeg mødte min mand, meldte han klart ud, at han kun ville have et barn. Jeg havde egentlig tænkt mig to, fordi…. det gør man jo. Men da min datter først var her, føltes det bare helt rigtigt at være en lille familie, bare os tre. Nu er hun 6 år, og jeg har aldrig haft lyst til at få flere. Jovist, jeg har da haft bekymringer om alt der der med, at OMG! hun vokser op som enebarn og bliver et frygteligt opmærksomhedskrævende og egoistisk menneske, og ender bitter og alene med ansvaret for sine gamle forældre (og mange katte). For sådan er alle enebørn jo, det ved alle! Men…. frygten for noget latterligt og irrationelt skal jo ikke motivere til at få flere, når man dybest set ikke har lyst, og trives i det, man har. Og tænk sig, hun er et skønt og empatisk lille menneske (siger hendes mor, ha!), som aldrig har prøvet andet, og som har en god og tryg barndom med masser af kærlighed, og hvis det ikke er nok, så ved jeg sgu ikke hvad…..

    Så. Man kan også være afklaret efter et barn.

    1. God pointe. Jeg har en veninde, som har det på samme måde, som ofte fortæller, at hun er ved at få spat af, at alle omkring hende har en holdning til, at “man” bør få flere børn, og at alle børn skal have søskende. Jeg har kæmpe respekt for, at man helt tydeligt kan mærke, hvad der er det rigtige for ens egen familie, og holder fast i det.

  26. Jeg kommer også lige susende ind her på falderebet. Mest fordi det ikke er selve indlægget, men en del af kommentarerne som har trigget noget hos mig. Det der med at have tid og plads til at give sine børn den opvækst og det nærvær, man ønsker.
    Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have en helt traditionel familie med to børn. Da jeg var omkring 28 begyndte jeg dog at indstille mig på, at jeg måske skulle have barn/børn alene. Jeg nåede faktisk så langt i de overvejelser, at jeg et par måneder efter min 30 års fødselsdag fik en henvisning til en fertilitetsklinik. Men jeg nåede ikke at bestille en tid, før jeg mødte min nuværende kæreste. Her 9 måneder senere bor vi sammen og hveranden uge bor hans tre børn (15, 12 og 6) også hos os. Jeg vil stadig gerne have mit eget barn, men jeg synes allerede vi løber temmelig stærkt hveranden uge for at følge med, så jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være, hvis der også var en baby med i den ligning. Og jeg har det dårligt med at babyen ville tage tid og opmærksomhed fra de store. Samtidig vil jeg ikke gå glip af at få mit eget barn, fordi det hele føles lidt uoverskueligt nu. (Det er selvfølgelig heller ikke en beslutning, vi er nødt til at træffe lige nu, men det fylder bare enormt meget i mit hoved – især efter at have læst hele kommentarfeltet.)

    1. Jeg tænker også i “sammenbragt familie baner” ift. dette indlæg og kommentarerne hertil.
      Jeg har altid tænkt, jeg ville have to børn.
      Så kom den perfekte mand med to perfekte børn på 5 og 8 (nu 9 og 11) forbi. Vi havde hurtigt snakken om, hvorvidt han kunne forestille sig flere børn, for jeg vidste, jeg gerne ville have nogle. Men så gik vores liv sammen i gang, og lige så dejligt det er og var at have vores skønne drenge hveranden uge med al den logistik, der hører til, næsten lige så dejligt var og er det at have “fri”uger, hvor vi ikke skal planlægge mad, kan tage på weekendtur osv. Og det gjorde det virkelig svært for os at beslutte os for, om/hvornår vores fælles baby skulle laves. Det, der afgjorde det for mig, var følelsen af, at jeg ville fortryde det, hvis vi ikke fik mindst en. Erkendelsen af at uanset hvor meget jeg elsker mine bonusdrenge, så har de en dejlig mor, som altid vil være deres førstevalg. Så vi gik i gang med at prøve, og nu skal jeg føde til december. Og jeg gør mig masser af bekymringer om nærvær med bonusserne, om de bliver kede af kun at være her hveranden uge, når han altid er her osv., men jeg er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning. Min kæreste vil ikke have nummer fire, men jeg er meget i tvivl, bl.a. pga. søskende/livsvidne-tingen for den lille ny, som jeg i al rationalitet er overbevist om ikke får det samme forhold til sine to storebrødre, som de har til hinanden. Kun tiden kan vise, hvad der er det rigtige, tænker jeg.

      1. Min egen oplevelse var, at alle de overvejelser, man stresser helt vildt over, når man er gravid, ikke fyldte ret meget, da først jeg havde født. Det er noget med, at man på forhånd forsøger at forholde sig til noget i hovedet, som sidder i følelserne, og løser sig selv, når først babyen er her. Jeg tror ikke, man kan lade være; det må være organismens forsøg på at ruste sig til det ukendte, men når først babyen er der, så er det jo bare livet, som man kender det, med de mennesker, man elsker i det – og så er det hele meget nemmere at løse, fordi det bliver konkret.

        Men jeg kan sagtens følge, hvad du skriver ift. at der kommer nogle andre typer af faktorer med i ligningen, når vi snakker sammenbragte familier, ift. hvis man taler om familier, der startes fra scratch. Tak for det input <3

    2. Det forstår jeg virkelig godt. Og det MÅ være svært, fordi man både har børn, men disse børn også har to andre forældre. Jeg synes, du er heldig, at du stadig er ung nok til at kunne bruge tiden på at mærke efter, og tale med din kæreste om, hvad der er rigtigt for jer. Det havde været ekstra svært, hvis der også havde været en bagkant, der nærmede sig med hastige skridt, fordi man bare godt kan risikere, at det er den, der får lov at veje tungest, fordi der ikke er ordentligt tid til at tænke sin beslutning rigtigt igennem. <3

  27. Og hvad hvis man bliver presset på biologisk tid og på bilogien i det hele taget? Må man så få dem lidt for hurtigt for at nå det? Hvis nu man – rent hypotetisk selvfølgelig – har en på seks og en nyfødt og gerne ville have haft en på tre også, men bilologien gjorde det anderledes. Må man så lige snige en hurtig treer ind (hvis man kan), fordi tre år uden en toer slog bunden helt ud på livsgnist og overskud? Hvad nu hvis det, ikke at kunne få en treer, skaber mere underskud end byrden ved et ekstra menneske?

    Måske blev jeg udfordret af, at det i kommentarsporet bliver en selvfølge at kunne få de børn, man gerne vil have… udfordret af forestillingerne om, at vi ved en hel masse om fremtiden.

    1. Hvis det kommer til at lyde som om, flere tager for givet, at børn bare er noget, man kan bestille, når det lige passer, er jeg helt sikker på, at det er utilsigtet. Jeg tror, at de fleste i vores alder i omgangskredsen har mennesker, der har kæmpet så hårdt og længe for at få børn, at ingen længere tager det for givet, at man bare kan få dem, man vil have, når man vil.

      Men hele spørgsmålet bag dette indlæg lægger jo op til overvejelserne, der ligger forud for selve forsøget på at få dem: Om man skal prøve at få flere børn, eller om man har fået dem, man gerne vil have. Og derfor er det nok dette spørgsmål, der kommer til at fylde i besvarelserne, mere end retorikken omkring virkeligheden, når/hvis man beslutter sig for at forsøge.

      For der er jo heldigvis ingen, der skal bestemme, hvad man ‘må’ – og flere herover fortæller også om, at have haft ønsket, som af den ene eller den anden grund ikke er gået i opfyldelse, så min oplevelse er, at flere kender til det, du beskriver med, at “det manglende barn” kan fylde mere, end arbejdet ved at få det <3

      1. Hej Bodil. Jeg er enig med Linda her i hvert tilfælde i forhold til mit svar. Det gik på hvorvidt man skal forsøge at få flere børn eller ej. Ikke om man evt. Kan det i praksis. det var på ingen måde intentionen at negligere det faktum at mange kæmper med det.
        Og der ligger helt sikkert et dilemma i at der kan være perioder der er lettere og sværere end andre hvis man har flere børn.

  28. Mange skriver at de gerne vil have 3-4 børn for at børnene har livsvidner og fællesskab.
    Der vil jeg gerne tilføje, at jeg i mange år har ønsket mig færre søskende, (har tre), så det var muligt at have tid til at se den enkelte oftere. Min oplevelse er, at min familie simpelthen er for stor til at være tæt.
    Ligeså ville jeg ønske jeg ikke havde 8 nevøer og niecer, men måske 4 – så var der en chance for at jeg ville være en bedre og mere nærværende moster/faster, komme til alle deres fødselsdage, at have dem på ferie osv.
    Min mands familie er meget mindre end min – og jeg misunder ham det tættere forhold til de 5 kusiner/fætre, der står lidt i modsætning til mine 27….
    På den baggrund synes jeg at to, maks tre børn er rigeligt i vores familie.

    1. Sådan har jeg ikke tænkt på det før; jeg har kun tænkt, at man som forældre ikke må tage for givet, at søskende bliver tætte, fordi de er biologisk beslægtede, men jeg har ikke skænket en tanke, at antallet selvfølgelig også horisontalt kan have noget at sige, ift. hvor meget, man knytter sig til hinanden.

      Det er et skideinteressant perspektiv – tak for det!

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.