M2018, uge 38

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Vasket Fridas legesager fra sandkassen af, da de egentlig skulle pakkes væk, og konverteret dem til badelegesager. Den her er på, fordi den er et godt eksempel på noget, jeg øver mig at i blive bedre til, nemlig at bruge ting og sager på tværs af årstider og sæsoner. Selvfølgelig skal vi ikke have julebelysningen oppe hele året (…. stirrer eftertænksomt ud i luften), men f.eks. synes jeg, at det giver mening at bruge tøj, når man kan passe det, og have legetøj tilgængeligt, så længe det er sjovt. Måske elsker hun stadig sandkassen til næste år, men alt andet lige, får hun mere glæde af alle sine plastik-is og kaffestel, når hun kan lege med dem i vinterhalvåret også.

I samme boldgade har jeg undladt at pakke nogle af mine 3/4 leggings og toppe ned, som jeg har brugt denne sommer, og i stedet døbt stakken ‘træningstøj’. Havde jeg pakket det ned, ville jeg næste år have fundet det frem, og tænkt, at det måske var lige til den slidte side, og være endt med at købe nyt. Så hellere slide det helt i bund, nu hvor jeg har det og kan passe det, så det udtjener hele værnepligten og ikke ryger ud, mens der stadig er levetid tilbage i det.

2)
Gjort mig en dum erfaring ift. at sælge brugt tøj. Og lad mig starte med at slå fast, at det er mig, der er idioten i den her historie. Bare, så det er på plads.

Det sidste års tid er jeg blevet bedre og bedre til at sælge det tøj, vi ikke længere bruger, i diverse køb-og-salg-fora. Da jeg er den sidste i min nære omgangskreds, der har små børn, får vi ofte tilbud om at arve tøj, og jeg har et æreskodeks, som jeg altid holder ved: Bliver vi spurgt, om vi vil have noget specifikt, f.eks. en flyverdragt, takker jeg kun ja, hvis vi mangler. Jeg siger ikke ja og tager imod den, for at sælge den videre. Desuden spørger jeg altid, om folk vil have det retur, som vi af den ene eller anden grund ikke kan bruge. Min egen forståelse indtil nu har været, at så er der rene linjer. 

Men i sidste uge fik jeg to poser tøj til mig selv. Det var en uhyggelig fin gestus, og jeg sorterede tøjet, tog det fra, der passede, og sendte resten videre til venner og bekendte. I poserne var en håndfuld tørklæder, som jeg smed i min kasse i skabet; det famøse tøjskab, som jeg 4 dage senere ryddede op i. Da jeg nåede til tørklædeskuffen, talte jeg sammen, at jeg havde 40 af slagsen. Jeg har ikke engang noget at sige til mit forsvar. Men 2018-Linda har ikke 40 tørklæder, så jeg tog dem fra, jeg bruger, og satte resten til salg. Heriblandt den håndfuld, jeg havde fået ugen forinden. Jeg havde ikke gang tænkt over, at det kunne være problematisk – før giveren selv henvendte sig, og på en pæn og ordentlig måde fik sagt, at det syntes hun egentlig ikke var ok.

Jeg blev så flov, at jeg næsten bliver det igen, bare af at skrive om det.

Uanset jura og holdning, så havde et andet menneske gjort noget for at gøre mig glad, og jeg gengældte tjenesten ved at gøre hende ked af det.

Den ryger i bogen over lektier, jeg har lært, og jeg skal have taget stilling til, hvad jeg gør fremover, så det ikke sker igen. For den smag behøver jeg ikke sidde med i munden igen foreløbigt.

3)
Fået en mail med et gavekort på et juletræ fra en sød og betænksom læser. Jeg blev simpelthen så glad, for hvor jeg for 3 måneder siden fik ondt maven, når jeg tænkte på december, så er jeg nu så priviligeret, at der er styr på i hvert fald halvdelen af de ekstraomkostninger, december medfører.

Det betyder, at jeg kan gøre mig reelle forhåbninger om at lægge et par tusinde til side, når vi får børnepenge om en måned, så jeg igen har bare en smule opsparing til at stå. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg har skrevet om det, men grunden til, at de sidste 4-5 måneder har været ekstra stramme er, at jeg i starten af året fik en værkstedsregning på bilen på 12.000 kr. Dem havde jeg bare, helt lowkey, ikke, så jeg lånte dem af mine forældre, og svor, at jeg ville betale tilbage af børnepengene. Det har jeg gjort: 4.000 pr. gang. Sidste afdrag betaler jeg i oktober, og det er klart, at når økonomien ser ud som min gør, så kan det mærkes, når der mangler så solid en luns.

Sjovt nok har det været en gave i forklædning, for det har skærpet min opmærksomhed yderligere på, hvad vi egentlig har brug for. Ret skal være ret: Vi har også været heldige, at der ikke er kommet uforudsete udgifter af den lidt mere alvorlige slags, men jeg tror stadig, at det kommer til at betyde, at vores forbrug har ændret så meget karakter, at jeg kan spare bare lidt op fremadrettet.

Published by

48 Replies to “M2018, uge 38

  1. Man kan jo komme til at dumme sig. Jeg håber, at du bliver tilgivet af den, der gav dig tørklæderne.

    Ang. julebelysning, så skulle du måske overveje det? Anecdote time: Sammen med en veninde var jeg for mange år siden inviteret til fødselsdag hos en tredje veninde. Jeg mener, det var i marts måned. Fødselsdagsbarnet boede i et rækkehus i en meget laaaannng række, og vi kunne ikke huske nummeret, så vi luskede os til at kigge lidt ind ad vinduerne hen ad rækken. Da vi kom til et vindue, hvor der hang en ikke længere helt frisk adventskrans, kiggede vi på hinanden og sagde: Det er nok her. Og det var det. Excentricitet eller manglende evne til at rydde op kan altså, i meget sjældne tilfælde være praktisk.

    Vi pynter ikke op til jul, idet vi er mere eller mindre hedninge her i huset, og i hvert fald ikke sætter pris på hverken nisser, gran eller stearinlys, så det er ikke aktuelt her.

    1. Hahaha – jeg elsker, at du har en intro til dine anekdoter:-D

      Vi falder også i hedninge-kategorien her i huset; ingen af børnene er døbt. Men jeg æææææææælsker jul. Og lys. Og gløgg. Og lys. Og hygge. Og lys.

  2. Jeg tænker lidt på, og det er muligt jeg tænker helt skævt (i så tilfælde: om forladelse), men du må betale en horribel rentesats på dine banklån (den antagelse bygger jeg på at de fattigste betaler de højeste renter (fordi størst risiko for banken+lavest forhandlingsstyrke hos kunden) og fordi du har sagt at hver tredje måned betaler du mere rente end afdrag). Er der nogen mulighed for at du kan låne det beløb du skylder banken et-andet-sted/andre-steder (altså privat) til en meget lavere rente og så betale banken ud? Alt andet lige ville det gå hurtigere at tilbagebetale 100.000 til en rente på 1-3% end til 7-10% (eller 5% ift til 12% på 200.000 eller 300.000 eller hvad det nu er). Eller give mulighed for at lægge 500-1000 til side til buffer/opsparing hver måned.
    Jeg ved jo slet ikke om det er en mulighed (hverken følelsesmæssigt eller praktisk) og jeg har ikke undersøgt noget om det på www (der må være grobund for noget shady business i den kategori) men du udviser jo en overmenneskelig tilbagebetalingsvilje og jeg er så ærgelig på dine vegne over at skulle betale så meget i rente (det er dyrt at være fattig som min mor altid har sagt).
    Men altså, jeg ved ikke om det giver mening andre steder end i teorien…

    1. Din kommentar kommer sådan et fint sted fra, og jeg kan godt forstå, at du tænker den <3

      Problemet er, at jeg ikke ejer noget. Hvis min gæld havde været et resultat af, at jeg havde købt mig et hus, og stadig skyldte på det, ville de formentlig slås om mig, men fordi jeg ikke har noget som helst, man kan sælge og dække tabet med, hvis jeg ikke kan passe mine afdrag, ender alle de steder, jeg har prøvet, på nogenlunde samme rentesats, som den jeg har nu. Jeg kan måske spare 0,5%, men når div. gebyrer for at flytte lånet er betalt, ender det med at blive dyrere for mig i sidste ende.

      Derudover vil jeg gerne have den sikkerhed, der trods alt ligger i, at min bank kender mig og min historik. Min bankmand sagde det meget præcist for et par år siden: “På papiret ligner du verdens værste kunde, men når man kigger på din historik er du så pligtopfyldende, at det næsten gør ondt.” Jeg tænker, at ingen ved, hvordan verden ser ud i morgen, og sker der et eller andet, der gør, at det bliver nødvendigt at stampe penge op ad jorden (Gud forbyde), så bliver det nemmere at få lov til hos dem, der kender mig og ved, at jeg har passet mine afbetalinger og selv bedt om at få dem sat op 2 gange, end hos nogen, hvor jeg bare er et rødt tal på en side.

      Jeg har endda prøvet at taste mine info på en side, hvor man sender tallene ud, og alle banker kan gå ind og se, om de kan tilbyde dig noget, der er bedre, end det du har, og jeg har sjældent hørt et menneske være så pinligt berørt, som den unge mand, der ringede for at fortælle, at der sgu ikke rigtig er nogen, der vil have mig.

      Så. Det er tænderne sammen, hovedet ned og øjnene på sporet. Om 2 år og 4 måneder er det slut <3

  3. Jeg bor i lejlighed med en fin altan og har haft min lyskæde op 365 dage om året siden jeg flyttede ind i 2014. I starten var det et resultat af dovenhed, da den er åndsvagt besværlig at hænge op/tage ned, og jeg ikke rigtig vidste, hvor jeg skulle gøre af den uden for sæsonen. MEN: jeg er faktisk blevet ret glad for den, især nu, hvor dagene er begyndt at blive kortere og det bliver mørkt tidligere. Vinduerne ud mod min altan er ret store, og jeg syntes det er topmålet af hygge at kunne sidde inden for i min stue og se lysene uden for.
    Da jeg havde ‘glemt’ lyskæden det første år, fandt jeg ud af hvor hyggeligt, jeg egentligt syntes det var i de mørke måneder og hvor meget det hjalp på min efterårs ‘ennui’ – og har så bevidst beholdt den oppe siden.
    Dog skal det siges at lyskæden er af den hvide, neutrale slags. Vi er ikke ude i de der LED-rør, der blinker i røde/grønne/blå farver. Dét ville jeg dog ikke kunne holde ud at udsætte mig selv for året rundt!

    1. Det ville også være offensivt:-D

      Jeg er med dig hele vejen. Jeg har haft det fineste “tæppe”, som jeg havde draperet over min bænk ude foran. Det satte jeg tidligt op, og pillede først ned igen i marts, hvor det begyndte at blive vejr til at bruge bænken til at sidde på. Men din kommentar minder mig faktisk om, at jeg havde tænkt, at jeg i år ville prøve at se, om ikke jeg kan finde noget at binde ind i lys i baghaven. For det ER hyggeligt <3

  4. Kære Linda
    Jeg arver en del tøj til min datter (det er i rigtig god stand og kunne sagtens sælges videre) og jeg bliver simpelthen så glad fordi det sparer mig for en del penge (enlig mor til to). Jeg har besluttet at når det gør mig så glad for at arve tøj, så skal det efterfølgende også gøre andre lige så glade. Derfor giver jeg det gladeligt videre, enten til folk jeg kender eller til genbrug.
    Mange hilsener Louise

    1. Jeg forstår 100%, hvad du siger, og havde vi nogen i omgangskredsen, der havde børn, som kunne arve, ville jeg med glæde have givet det videre. Problemet er, at det har vi ikke. Jeg har flere gange givet til mennesker, som er lidt længere ude i periferien, men kan se, at de kører en helt anden tøjstil til deres børn, end den jeg bruger til mine. (Der er også begge steder væsentlig flere penge at gøre med, og jeg kan sagtens forstå, at man, når det er første barn, og man har råd, har lyst til at forkæle frøen med nye, lækre sager).

      Jeg har flere gange prøvet at lægge tingene op i lokale grupper på fb til gratis afhentning (og vi taler altså om fine, brugbare ting) – det har ikke givet andet end bøvl med mennesker, der kun vil have noget af det, gerne vil have det, for så aldrig at vende tilbage eller efter 5 sms’er frem og tilbage pludselig synes, at vi bor for langt væk.

      Derfor er jeg endt med en model, der hedder, at jeg forsøger at sælge det, jeg kan, og det, jeg ikke har solgt efter en måned, ryger til genbrug.

      Så det er ikke fordi jeg ikke gerne vil sende karma og kærlighed videre – der er bare ingen oplagte aftagere.

  5. Vi har en enkelt lyskæde oppe hele året. Den hænger på karmen til en meget bred glasdør, vi har, og det er simpelthen så hyggeligt i de mørke måneder. Men den er heller ikke spor julet, bare en varm hvid. Vi bruger den ikke om sommeren, men den hænger der stadig helt, helt diskret med sin gennemsigtige ledning.
    Jeg er begyndt at tænde den om eftermiddagen, når ungerne og jeg sidder og laver lektier og drikker te. Elsker det!

    Mht det andet, det med tørklæderne. Det var jo en smutter, som jeg læser det. For selvfølgelig sælger man ikke ting, man har fået af andre. I hvert fald ikke hvis der er risiko for, de ser det på Facebook 😉

    1. Men med al respekt, så er det ikke bare selvfølgeligt – for jeg ville være fuldstændig ligeglad. Lige da jeg havde fået Frida, blev en af mine bedste veninder gravid med sit første barn, og jeg sendte alt, hvad jeg havde af bodyer, nattøj, huer osv videre til hende. Noget af det i neutrale farver, noget af det med blomster og feer og engle og stjerner. Da hun fik at vide, at hun ventede en dreng, skilte hun sig naturligt nok af med det, der var lige en tand for lyserødt til ham, og jeg har mærket og mærket og mærket efter igen, og hver gang når jeg frem til, at hvis hun forinden havde clearet med mig, at jeg ikke ville have det igen, så ville jeg være 100% ok med, at hun solgte det. I min hjerne er tøjet hendes, når jeg har foræret hende det, og dermed har jeg ikke længere hverken hånd- eller råderet over det.

      Men jeg lægger mig fladt ned og tager ved lære. Sådan ser det jo tydeligvis ikke ud for alle, og det ved jeg så nu. Efter den her hændelse har jeg snakket med flere af mine veninder om det, og det har givet nogle ret fine snakke om, hvor vi hver især står. Og alle – som i ALLE – har en historie om ting, de har fået, som de har solgt videre på loppemarked osv., så det meste af sandheden gemmer sig nok i den sidste sætning i din kommentar:)

  6. Sejt, at din veninde var i stand til at sige fra. Jeg havde en veninde, der fik en datter seks uger efter mig, som arvede en del tøj fra min datter. En del af det lå pludselig til salg på Reshopper. Markeret som helt nyt, selvom jeg vidste, at min datter havde haft det på en enkelt gang. Jeg tror, at jeg lignede en Kaj-kage i hovedet. Men jeg fik ikke sagt fra. Jeg havde aldrig opstillet regler for det. Og hun havde jo fået det, så hun kunne bestemme over det. Når jeg så blev virkelig stødt over, at hun forsøgte at tjene penge på det, så skyldtes nok grundlæggende, at vi havde forskellige værdisæt. Jeg ser hende ikke længere privat.

    Siden har jeg sagt til folk, jeg forærer ting til, at det er fint, hvis de kasserer eller giver videre (genbrug eller venner).

    Jeg tror, at din veninde faktisk er en veninde. Ellers ville hun ikke have sagt fra. Den flove smag i munden er træls. Men et tabt venskab er værre.

    1. Jeg er VILDT glad for, at hun sagde det! Ellers havde jeg jo ikke haft en chance for hverken at sige undskyld, eller for at forsøge at gøre skaden god igen.

      Som jeg skriver lidt længere oppe, så har jeg gransket min sjæl og min hjerne, og jeg mener helt oprigtigt, at hvis jeg har foræret folk noget, og vi har snakket om, at jeg ikke skal have det igen, så må de gøre med det, hvad de vil. For mig er logikken, at jeg jo bare kunne have forsøgt at sælge det selv, hvis det var pengene, det handlede om – men at jeg også i de perioder, hvor vi har haft nogen at sende videre til, faktisk har været glad for at kunne rydde op og glæde andre i ét hug.

      Eneste to undtagelser, jeg kan komme i tanke om, er 1) de situationer, hvor man spørger folk, om de mangler noget specifikt (f.eks. vinterstøvler). Hvis de svarer ja til det, for så umiddelbart efter at sælge det videre, ville jeg også forvandle mig til Kaj, og 2) de relationer, hvor tøjet altid flyder én vej. Som i dit tilfælde. Fordi det altid er den ene part, der giver, og den anden, der tager imod, synes jeg også her, at der er noget, der føles anderledes, uden at jeg helt kan forklare hvorfor.

      Men situationen her har givet anledning til mange gode debatter i omgangskredsen, og jeg er blevet vildt overrasket over, hvad folk har oplevet. F.eks. har jeg en veninde, som er fast aftager af børnetøj fra en familie, som hun ikke kender privat. Hun betaler for tøjet, f.eks. 1500 for 4 store poser. Hun havde oplevet, at faderen i familien var blevet stødt over, at hun solgte noget af tøjet videre, og jeg var nær faldet af stolen. Det giver S.L.E.T ikke mening for mig. Dels har hun betalt for det, og dels sparer hun dem for mange, mange timers arbejde ved bare at aftage revl og krat.

      Jeg er blevet klogere, og selvom det var en lektie af de lidt mere trælse, er jeg glad for, at det har givet anledning til, at vi i omgangskredsen pludselig har fået klappet forventninger af med hinanden.

  7. Vi har 5 børn der gror som ukrudt, hvilket betyder meget fint og brugbart tøj hver sæson, som ikke er brugbart for os længere. Jeg giver det videre til venner, familie eller Mødrehjælper – altså et sted hvor det passer ind i behovet hos modtageren. Jeg ville ikke føle mig den mindste smule stødt, hvis folk solgte det videre. Jeg giver det videre fordi vi ikke har behov for det længere, det kan glæde andre (hvadenten de bruger det eller tjener penge på det) og vi får plads i skabene. Hvis modtageren bruger tid på at sætte det til salg og kan tjene på det, ville jeg synes det var helt ok. Hvis deres direkte formål med at modtage vores tøj var at tjene på det, ville jeg dog måske vælge at give det til nogen som havde behov for tøjet. Men altså, giver man en gave, så synes jeg ikke den skal gives med forbehold.
    Men Linda, jeg kan godt forstå du blev ked af situationen, det er uhyre ubehageligt at skuffe som gengæld på en fin gestus. Selvom jeg nu ikke synes du har handlet galt.

    1. Jeg har det 200% som dig. Det tøj, jeg selv har givet videre, må folk gøre med, præcis hvad de vil. Og ligesom dig tænker jeg også, at hvis det er pengene, det handler om, så kunne jeg jo bare selv have solgt det.

      Jeg forsøger at finde nogen, der kan have glæde af det, vi ikke længere selv bruger, men fordi jeg er sidste perle på snoren, er der bare ikke rigtig flere, der er oplagte. Hvis jeg sælger noget i en bestemt størrelse, og har andet liggende, kan jeg godt finde på at lægge det i posen til dem, fordi jeg så tænker, at nogle mennesker derude får en lidt bedre dag, uden at have forventet det.

      Men jeg er blevet klogere, og det skal man jo hellere ikke kimse af. (Men kæmpe kram til dig for moralsk opbakning<3)

  8. Et andet perspektiv: Kan man give (aflagte) ting til andre og så forvente at kunne bestemme over, hvad modtageren gør med dem? En skriver endda at et venskab gled ud herefter pga værdiforskelle. Det er fandme vildt i et overskudssamfund som i DK.

    For hey, det er jo bøvlet at sælge brugt tøj til en 20’er hist og pist. Som du skriver, så vil folk have én af de fem i bunken og så ikke alligevel, og så vender de aldrig tilbage.
    Så jeg synes simpelthen ikke du har gjort noget galt, tværtimod er din veninde nærmest på afveje hvis hun blander sig I hvad du gør med hendes aflagte kluns. No?

    Så jeg sidder også lidt en bismag i munden – men nærmere af altså “taknemmelighedstvang”. Ja ja, du er flad og så kan andre være den barmhjertige samaritaner og lade dig arve, men hvornår må du så bestemme over det, du får? Aldrig? Tænker det da er helt fair hvis nogen gider påtage sig bøvlet med at sælge, at de laver en lille mønt på det. Ellers kunne man jo bare have solgt det selv?

    Det er lidt ala dem på overførselsindkomst skal være åh så taknemmelige for det de får, og konstant undskylde for deres situation til os der “betaler for dem” over skatten. Gu skal de ej.

    Det er selvfølgelig lidt firkantet skåret ud her, men jeg er oprigtigt nysgerrig, og kommentarfeltet her plejer at være godt og oplysende. Så hvem kan svare på hvorfor det lyder som om, at du må undskylde og skamme dig på niveau med hvis du havde solgt hendes førstefødte? Hvorfor går det hende så meget på, at du solgte det? Det var jo dit nu? Har du spurgt hende om det?

    1. Mette, nu synes jeg, at du skyder mig motiver i skoene, som jeg ikke har. Men jeg vil gerne fortælle, hvad jeg havde i klemme:
      Først og fremmest så synes jeg, at det var virkelig usympatisk, at min bekendte gjorde tingene i bedre stand end de var. Der var her tale om noget specielt børnetøj, som teoretisk set kunne henføres til mig. Det synes jeg var virkelig dårlig stil. Bondesnu på går den så går den-måden.

      Om du synes, det er vildt, at et venskab går fløjten pga det må stå for din regning. Som jeg skrev, så afslørede episoden, at vi havde forskellige værdisæt. Hun vil gerne lave penge på alt. Jeg foretrækker en kreds, hvor vi deler og genbruger. Dvs jeg sender ting, tøj og bøger videre. I sidste ende til mødrehjælpen. Hvis jeg får noget, jeg vurderer er penge værd, så spørger jeg giver, om jeg skal sælge det for dem og aftaler en pris. Det gjorde jeg fx med en lånt autostol. Udlåneren fik pengene fra salget.

      Der findes sikkert mange holdninger til emnet, men det væsentligste må være forventningsafstemningen. Det du finder er overdrevent, er altså det gængse i mine cirkler, og jeg bliver altså flad, hvis jeg ser, at vennerne tager ting de har fået forærer og sætter til salg. Vi plejer at spørge, om giver vil have det tilbage eller om vi selv skal sende videre i cirkulation. Og sådan er mennesker så komplekse…

      1. @Anne og Mette:

        Jeg starter lige bagfra ift. dig, Anne. For jeg tænker, at det her er et af de steder, hvor nuancerne går tabt, når man diskuterer noget på skrift. Som jeg forstår dig, Anne, så bliver din venindes handling symbol på noget, der stikker dybere end tøj og penge. Jeg har prøvet at tænke, hvor vi i min omgangskreds har “regler”, og vi har det f.eks. ift at spise ude/take away kaffe og mad. Her har der alle dage hersket et ‘hvis jeg giver idag, giver du nok den næste’ eller (i de situationer, hvor regningen er af de lidt større) at vi bare splitter 50/50. Uanset hvor mange børn og voksne, der er med, og hvad hver enkelt har bestilt. Jeg forestiller mig, at din veninde har forbrudt sig mod det usagte kodeks, og at det for dig har føltes, som det ville gøre for mig, hvis en veninde pludselig sad og spaltede en regning i atomer, fordi hun var bange for at komme til at betale en 20’er mere end os andre. Det er jo ikke 20’eren, men hele holdningen bag, der gør forskellen, og den forskel kommer jo også til udtryk andre steder i venskabet, når først man har fået øje på den. For ellers tænker jeg, at der jo også i venskaber skal være plads til at træde ved siden af, uden at det skal koste venskabet. (Altså, inden for rimelighedens grænser, ikke?)

        Din kommentar, Mette, er jeg ret vild med. Jeg kan godt lide, at man bare somme tider kalder den, når man ser den, og jeg synes, at ordet taknemmelighedstvang giver virkelig god mening. Fordi jeg har brugt virkelig meget tid på at tænke over den her situation, har jeg nemlig også tænkt lidt over, at man – generelt, ikke møntet på denne situation – som modtager kan blive sat i en lidt prækær situation, fordi man godt kan få en fornemmelse af, at givere somme tider vælger at sende tingene videre, fordi det nemmere end at selv at forholde sig til, hvad man vil gøre med dem. Om de skal smides ud eller kan bruges af andre, hvilket jo hænger sammen med, at man ofte har følelser bundet i tøj. Det er ikke bare en hue. Det er huen, Dicte havde på hjem fra hospitalet, og det er det, jeg ser, når jeg kigger på den, og ikke at den er stiv og forvasket. Og jeg er 100% skyldig i det her selv. Jeg er klar over, at jeg ikke “ser klart” og i de perioder, vi har nogen at sende videre til, får modtagen hele stakken, og må selv sortere i, hvad de føler, de kan bruge.

        En vendinde fortalte forleden, at hun havde fået en sæk med legetøj, med en kommentar om, at giveren ikke lige vidste, om det hele duede, fordi noget af det havde stået i garagen i noget tid.

        Så min pointe er bare, at man også somme tider får noget, der er i så dårlig stand, at det ret beset ikke kan bruges – og hvis det så kommer med et prisskilt, der hedder ‘Udvis Evig Taknemmelighed’, så tror jeg faktisk, at man ville takke pænt nej, hvis man vidste, at det var betalingen.

      2. Hej Anne, havde du forventningsafstemt med veninden?

        For hvis du havde bedt hende hælde resterne til mødrehjælpen og hun så alligevel solgte det, smed det ud, eller rev det i småstykker og plantede champignoner i det, så havde i måske en sag. Eller havde I? For hvorfor må du bestemme hvad hun skal gøre med det, du har givet hende?

        Jeg kan godt føle din ømme tå, og jeg har selv en mor der notorisk bytter de gaver jeg giver hende. Det er pisse irriterende. Men hvorfor?

        Svaret har for mig været at jeg ofte glemmer gavegivningens præmis: at vi givere ser gaven/tøjposen som en gestus til modtageren, men glemmer at modtagerens også gør os givere en gestus ved at tage imod.

        I min vennekreds fx, der roterer vi til hinanden for fuld knald. Og åh hvor har jeg været (selv)tilfreds, når jeg har fået prakket mine veninder mit gamle børnetøj på. Det føles godt og øko inde i mig, ift at skulle glo på sækkene, smide det ud eller bøvle med at sælge selv.

        Pointen er nok her, at jeg glemmer at modtageren også gør mig en tjeneste ved at tage imod. Jeg få selvtilfredsheden i at give i bytte. Og hvis hun så sælger det, så føler jeg måske at min gestus blegner? Er det noget med at hun ikke respekterede mig fordi gaven er en materialisering af relationen mellem os, som hun gør med som hun vil, frem for som jeg havde tænkt? Hvad tænker du?

        Gavegivningens prækære kunst er iøvrigt ret fedt beskrevet her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/kunsten-give-en-gave

        Og til Linda, som altid: tak for nuanceret feedback. Du er beundringsværdig!

        1. Tjah, jeg spurgte om hun ville arve tøj fra min datter, og om hun selv kunne ekspedere det videre til mødrehjælpen/genbrug, som hun ikke kunne bruge. Det kunne hun så omsætte til kontanter, fandt jeg ud af.
          Jeg havde nok haft mere lyst til selv at give tøjet til velgørenhed i første omgang.
          Men som Linda fangede, så var det en episode, der føjede sig til en række begivenheder.
          Jeg arbejder bestemt ikke med påtvungen taknemmelighed, men det her var bare for småligt.

        2. Det er en fed artikel. Men hvis jeg skal være ærlig, synes jeg faktisk, at du har mange flere nuancer med i din kommentar, Mette. Min hjerne har tygget drøv på den, siden du lagde den, så tak for nye vinkler og for at give mulighed for at tænke i nye retninger.

  9. Mht. lyset, så boede jeg nogle år i Finland. Der er det helt normalt med lys og lyskæder i hele vinterhalvåret, og det blev jeg egentlig lidt vild med. Det behøver ikke været julet.
    Mht. tørklæderne, så ups. Altså, ideelt set tror jeg, vi burde blive bedre til at give slip på de ting, vi giver væk. Rationelt har du jo ret: når vi først har foræret noget væk, så kan vi ikke blande os i, hvad der så sker med det. Men måske ligger problemet i, at hvis a forærer x til b, så var grundtanken, at x skulle gøre (gratis) glæde. Hvis b så sælger x videre, så er der ingen, der har fået gratis glæde af det, og så ville a måske hellere have haft, at c fik det. Hvis det giver mening? Eller det kunne handle om, at a stadig er knyttet følelsesmæssigt til x, selvom hen ikke længere selv skal bruge det, og derfor havde tænkt sig at x skulle ende et sted, hvor a stadig kunne se det i brug (og ikke bare hos tilfældige fremmede).
    Jeg ved ikke, hvordan jeg selv ville have det. Vi har generelt lånt ting ud i stedet (og husket at bruge ordet “lånt”), for så regner vi med at få det igen, når folk er færdige med det, og så kan vi til den tid tage stilling til, om vi selv skal bruge det igen, selv vil sælge det, har en bestemt velgørende organisation, vi synes skal have det, eller bare er helt ligeglade.
    Men det svarer lidt til den problematik, som nogle har omkring at bytte gaver. Personligt er jeg bedøvende ligeglad, men vi kender nok alle nogen, som tager det ilde op, hvis man bytter. Det må jo handle om, at der så er en anden grundtanke bag gaven – at selve værdien ligger i, at man har udvalgt en bestemt ting, fremfor i handlingen som bare er at glæde nogen.

    1. Det er en rigtig fin parallel, den med om gaver må byttes. For det er faktisk fuldstændig det samme.

      Ikke mindst fordi begge situationer også kan blive virkelig dumme, hvor alle bliver trætte af det og kede af, fordi forventninger og kommunikation kører frontalt sammen og efterlader alle ømme og forslåede.

      For det, man ikke må sige, er jo, at det også somme tider handler lidt om noget manglende selvindsigt hos giveren. At man måske selv synes, at man rammer den lige på kornet, når man køber en bluse til sin søster, men at hun slet, slet ikke bryder sig om den. Og så er det sgu svært, for den er købt og givet af en rent hjerte og for at glæde, og er jo på en eller anden måde en voksenpendant til de tegninger, børnene laver til os i børnehaven. Men man kan jo heller ikke lade andre bestlutte, hvad man skal gå i, fordi man ikke vil såre deres følelser, hvilket man jo kommer til uanset, fordi de både opdager det, hvis du bytter gaven og hvis du ikke går med den.

      God pointe:-*

  10. Ej jeg må indrømme, at jeg har skiftet mening! Primært pga sidste kommentar her og sætningen ‘Hvornår må man så bestemme over det, man får? Aldrig?’. Jeg har aldrig selv oplevet at se noget blive solgt videre, som jeg selv har foræret væk. Og principielt synes jeg heller ikke, man skal give gaver med elastik i. Alligevel tjekker jeg altid med folk, om de vil have det tilbage, hvis jeg ikke kan bruge det.
    Jeg fik en ethjulet cykel af en god veninde. Havde længe ønsket mig en, og hun havde en stående. Efter nogle måneder opgav jeg at lære at køre på den og spurgte, om hun ville have den tilbage, eller om jeg måtte give den til genbrug. Jeg måtte godt give den til genbrug, sagde hun. Jeg kunne ikke få mig selv til at sælge den, men jeg må være ærlig og indrømme, at det nok primært var fordi, jeg vidste, hun ville opdage det, da vi er på de samme lokale salgssider.
    Så når jeg gransker mit inderste, synes jeg egentlig nok, at jeg ville have ret til det – men jeg orkede ikke, hvis det skulle blive akavet mellem os.

    1. Jeg elsker, at kommentarfeltet er et sted, hvor man føler sig tilpas ved at lave en erase-and-rewind. Men din sidste sætning peger nok noget ret vigtigt ud, nemlig at ens holdning kan være meget farvet af, om man oftest er den, der giver eller modtager. Det har jeg nemlig også tænkt over de sidste par dage.

      Jeg er ikke en del af en fast gruppe ift. at sende børnetøj i rotation; folk flytter, ungerne gror i meget varierende tempo osv. Derfor er det meget få, jeg har sendt mere end 2-3 sække tøj af sted til, og ligeledes er det meget forskelligt, hvem jeg får fra. Måske er det derfor, jeg ikke har fanget, at der er et kodeks? For hvis det altid var mig, der gav det aflagte tøj til den samme anden person, så ved jeg simpelthen ikke, om jeg ville være ligeglad, som jeg oprigtig mener, at jeg er nu?

      Det er svært. Men det er VILDT fedt at du og I derude gider melde ind, for det her er en af dem, jeg føler, jeg bliver klogere af <3

  11. Jeg pakker aldrig tøj væk, bruger det jeg har hele året, om det så er en fin sommerkjole over et par jeans. På den måde får jeg brugt det.
    Mht til julelys, kan jeg godt gå med til at julekæder hænger, men min nabo har de der sneguirlander hængende hele året uden lys, og det ser altså bare grimt ud.

    1. Jeg må medgive, at de lyskæder, der består af nisser og rensdyr også giver mig tics. Jeg boede på et tidspunkt et sted, hvor genboen bare, helt afslappet, havde alle sine julesager fremme, hele året. Da vi ramte maj, havde jeg nærmest lyst til at købe en ny dør hende, så vi kunne komme af med den, der stadig var plastret til med gingerbread-men og juletræer.

  12. Jeg synes det er skønt at få øjnene op for, at man kan have så delte meninger om et emne som arvetøj – og det er jo tydeligt, at grunden til, at der kan opstå trælse situationer er, at man end ikke havde skænket en tanke, at der kunne være nogen med en modsatrettet holdning.
    Jeg kan i hvert fald læse mig frem til, at her er det en god idé at forventningsafstemme – og her vil jeg også sige, at når man har spurgt giveren, om vedkommende vil have dét man ikke kan bruge retur, så HAR man forventningsafstemt. Det er dit – gør med det hvad du vil.
    Hvis jeg giver en sæk tøj væk, så er det fordi jeg a) vil glæde modtageren og b) ikke selv gider sortere det salgsværdige tøj fra og bruge tid på at sælge det.
    Jeg har selv været heldig at få en sæk babytøj, og den blev givet videre efter sortering/brug – ikke til en veninde, men til en modtager på en næstehjælper-facebookside. Jeg håber, at hun har haft held med at tjene lidt penge på tingene.
    Jeg har også solgt tøjpakker i forskellige størrelser til meget billige penge – og jeg skal ikke kunne sige mig fri for, at noget af det arvede tøj er endt i disse poser. Men igen – jeg havde ikke skænket en tanke, at det kunne være et problem, for jeg ville aldrig selv sige noget til det.
    Så at påstå at det var “en smutter” eller at man “har dummet sig” det synes jeg ikke hører hjemme, for det indebærer at man ikke har tænkt sig om, og det er på ingen måde tilfældet her. Tværtimod.

    1. Jeg er virkelig glad for, at du også opfatter ‘vil du have det tilbage, jeg ikke kan bruge’ som forventningsafklaring, for det er også 100% sådan jeg selv opfatter det. Selvom denne tråd har givet meget stof til eftertanke, og det her emne for mig har fået mange flere nuancer, så er det, sådan helt menneskeligt, rart at høre, at andre har samme forståelsesprogram installeret som mig <3

  13. Helt ude af kontekst: Jeg kommenterer aldrig, da jeg simpelthen aldrig når det, før kommentarfeltet er fyldt op med kloge, velmenende og brugbare kommentarer. Jeg vil bare sige, at jeg elsker (og det er ikke en overdrivelse) din blog såvel som kommentarfeltet, og jeg har netop henvist min veninde, som overvejer at få barn solo til din blog og din bog. Din blog er en af de bedste overspringshandlinger jeg ved, og den ene jeg gider at læse udover Nom de Mie og Icarriedawatermelon. Jeg blev virkelig rørt over at læse dine beskrivelser af Anton i dit seneste blogindlæg, hvor er han heldig, at han har dig, der ser ham. Det virker som om, at du bakker ham op, udfordrer og løfter ham, uden du forsøger at lave ham om – det er så efterstræbelsesværdigt, og derfor jeg straks anbefalede min veninde at læse med. Synes du lader til at have virkelig vilde livsfærdigheder (hvis det er et ord på dansk), jeg lærer meget af dig også i forhold til at være mor til mine to. God mandag til dig

    1. Hvor blev jeg bare inderligt og oprigtig glad og rørt over din kommentar, Marie. Det er godt nok fine ord at få med på vejen <3 Og faktisk elsker jeg, at den er ude af kontekst, fordi den minder om, at der er ting, der er uendeligt meget større, end at nå til enighed om de uskrevne regler om arvet tøj.

      Jeg vil blive så glad, hvis det viser sig, at du har ret. Hvis Anton ser tilbage på sin barndom og sidder med oplevelsen af at have fået bare noget af det, du tilskriver mig med, vil jeg være evigt stolt over, hvordan jeg forvaltede det privilegie at være hans mor.

      Kh

      Linda

  14. Det her er en anden historie end din med tørklæderne – men alligevel. Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres syn på sagen:

    I vores by har vi en gang om året byttemarked. Dvs. at alle kommer med det, de ikke bruger, og tager dét med, de kan bruge – ganske gratis. Når dagen er omme, bliver de tiloversblevne ting/tøj givet videre til de lokale genbrugsbutikker. Konceptet er en del af en klimakampagne og handler om at nedbringe forbruget af nye ting ved at bringe ting i cirkulation, som allerede er produceret men ikke bliver brugt. Jeg synes, det er sådan et sympatisk projekt, og derfor har jeg også nogle gange medbragt ting, som jeg egentlig godt kunne have forsøgt at sælge selv, men hvor jeg har tænkt, at andre burde have glæde af det gratis.

    En dag så jeg en ret karakteristisk køkkenting, som jeg nogle uger før havde taget med på byttemarked, til salg på en lokal facebook-side. Det blev jeg ærlig talt lidt muggen over – for tanken bag byttemarkedet er jo en helt anden. Hvis der skulle laves penge på min køkkenting, og jeg ikke selv gad sælge den, ville jeg faktisk hellere have givet den til Kirkens Korshær. Nu blev det i stedet en dame, jeg ikke kender personligt, men som tilsyneladende gør rigtig meget i salg af brugte ting. Og jeg tænker, at hun ved at tage tingen gratis på byttemarkedet, har afskåret en anden, der rent faktisk ville have brugt den, fra at tage den. Nu har de så kunnet købe den af hende for 90 kr.

    Jeg finder det uredeligt at kapitalisere noget, som var tænkt som et non-profit projekt. Men også her gælder det vel, at man, når man har givet noget væk, samtidig har afstået fra retten til at bestemme over det. Jeg kunne af samme grund ikke drømme om at konfrontere nogen – men inderst inde kan jeg mærke, at mine donationer til næste byttemarked nok kun bliver ting, jeg ikke selv kan eller gider forsøge at sælge. Og det synes jeg egentlig er ærgerligt.

    Hvad tænker I andre?

    1. Hvis jeg prøver at træde et skridt tilbage fra situationen, du beskriver, så har jeg efterhånden fundet ud af, at når jeg bliver sur over noget andre gør, så er det fordi, jeg har givet mere, end jeg egentlig kan/vil undvære. Sådan helt overordnet. Følelsen af, at andre mennesker har taget for meget, uanset om det er min tid, min hjælp eller noget konkret, kan jeg næsten altid føre tilbage til, at jeg havde tænkt, at jeg ville give 3, og de tog 6 og jeg fik ikke reageret. Så bliver jeg underskudssur.

      Når jeg alligevel synes, at din situation er lidt anderledes, end tøj-rotationseksemplerne, så er det fordi, jeg opfatter det som om, at præmissen er en anden. Man er selv aktivt opsøgende ift. at tage imod ting, og i den situation vil jeg synes, at det var rimeligt at antage, at man kun tager, hvad man mangler. Og fordi hele baggrunden for projektet er at pille pengene ud af det, kan jeg godt forstå, at man bliver ærgerlig, og synes, at de få ødelægger det for de mange, når de gør det til en form for skattejagt.

    2. Det synes jeg også er at presse den – netop fordi der ikke er tale om, at du har overdraget en kasse med brugt udstyr til personen med en “tag hvad du kan bruge”-etiket på. Havde det været tilfældet, synes jeg det havde været helt fint at sælge enkelte ting videre – men her vælger man at “donere” en ting til et marked, hvis erklærede formål er rotation af ting og sager.
      Jeg ved dog også, at der sidder mange og følger med på “gives bort”-siderne, som er hurtige til at byde ind – blot for at sælge videre efter eventuel istandsættelse. Det ville jeg ikke have noget i mod, selvom princippet her faktisk er det samme som rotationsmarkedet, og jeg ved egentlig ikke hvorfor -måske fordi jeg antager, at dem, der sælger videre, gør det for at få pengene til at slå til.

  15. Jeg tror altså også det der går galt er at der er forskel på kontanter og ting i nogle sammenhænge. Ikke at det er rationelt men f.eks. vil jeg gerne give en buket blomster i værtinde gave..men jeg kunne ikke drømme om at stikke en person pengene i kontanter. Det ville koste mig det samme…men følelsen er bare ikke ens. Heller ikke for modtageren. Jeg tror også sommetider det er det der sker hvis man giver noget videre i den tro at dem der får den kan få glæde af det. For mig (som altså gerne giver ting væk) handler det IKKE om at jeg ikke har gidet at bruge tiden på at sælge men mere at jeg tænker det kan bringe glæde der hvor det kommer hen. I nogle tilfælde giver man jo f.eks. tøj til nogen fordi de har en der kan passe det. Hvis det i stedet var penge ville jeg ind i mellem hellere give dem et andet sted fordi modtager måske sagtens selv kunne købe tøj. Så kunne røde kors i stedet tjene pengene. Det skal lige siges at jeg gerne giver ting væk og aldrig mener folk skal beholde en gave de fik af mig hvis de hellere vil have noget andet. Jeg ville heller ikke brokke mig hvis folk solgte tingnene men her kan jeg faktisk godt følge at der kan være en følelse af at tjene penge på andres godhed på en eller anden måde og at man hellere så det bliver doneret videre (f.eks. Til genbrug).

    1. Jeg har gået og tygget lidt på det, og jeg spekulerer på, om vores forskellige syn på sagen mon skyldes, at vi sidder på hver sin side af bordet? Om du/I mest er dem, der giver videre, mens jeg mest er den, der tager imod?

      I virker som mennesker med hjerte på rette sted, og som du, SKN, beskriver dine tanker, er det jo umuligt ikke at synes, at gerningen og tankerne bag er yderst sympatiske.

      Men – og jeg mener det her med den største respekt – måske glemmer man lidt at tænke modtagerens behov ind i det? For min oplevelse er nemlig, at jeg som oftest får overrakt en pose tøj, og ikke først er blevet spurgt, om vi mangler. Og i den situation synes jeg, at det ville være meget grænseoverskridende at sige: “Tak, men nej tak” – fordi jeg synes, at det bliver mere end tøjet, jeg siger nej til. Det bliver en afvisning af den kærlige gestus, der ligger bag. Hvor man i dit eksempel med værtinden har en situation, der lægger op til, at man overrækker en lille betænksomhed, som tak for hendes indsats ift. arrangementet, så kommer tøjposer osv. ofte ud af det blå. Og uden mulighed for at svare ærligt, inden vi står i en situation, der bliver akavet for os alle (oplever jeg), hvis man beder giveren om at tage gaven med igen, når hun går.

      For havde du spurgt mig, om vi mangler tøj, inden du overrakte det, ville jeg have haft en chance for at lade dig sende det hen, hvor du synes, det gør mest gavn. Ikke mindst fordi der også er noget tøj, der simpelthen ikke klæder mig/mine børn. En bekendt kom med sin søsters børns aflagte bondeskjorter, og hvor nogle børn ligner noget fra en drøm om en svensk skærgård, ligner Anton mest af alt en rasende kustode.

      Og tøj er den vildeste sladderhank, for hun kan jo godt se, at han aldrig har de skjorter på, når vi er sammen.

      Min oplevelse er, at det måske somme tider handler om, at vi ikke helt ved, hvad vi skal gøre med vores aflagte børneting, fordi de stadig repræsenterer en værdi for os, som ikke er monetær. Derfor bliver det en løsning, der føles rar for os selv at give det videre til nogen, vi holder af, fordi vi dermed giver noget, der har været vigtigt for os, et nyt og kærligt hjem.

      (Og så måske også at vi gerne vil af med det hele, når vi nu er igang med at rydde op.)

      Jeg gør virkelig meget ud af at være ærlig ift. de her ting, og hvis jeg fik spørgsmålet: “Jeg har en pose tøj, som jeg gerne vil sende et sted hen, hvor den gør gavn. Mangler du til børnene?” kunne jeg aldrig drømme om at tage imod for at sælge videre.

      Så egentlig tror jeg, at vi er enige? Vi står måske bare på hver sin side af det?

      Kh

      Linda

      1. Hmm..altså jeg har ikke oplevet at det jeg har givet videre er solgt videre så jeg har ikke stået direkte i problematikken. Jeg tænker bare hvordan jeg ville opfatte det men med det sagt har jeg heller aldrig sat en pose tøj hos nogen uden først at høre dem år. Sms eller lign om de la. Brug en stak pige tøj i str. Xx f.eks. og det er måske her det går galt for nogen. For her forventer jeg jo de siger nej tak hvis ikke de kan bruge tøjet. Det bliver også afleveret med en “hvis i ikke kan bruge det eller der er noget der ikke er jer så vær sød ikke bare at smide det ud men giv det til genbrug” og så er det jo tilbage ved forventningsafstemningen. Jeg forventer heller ikke taknemmelighedsgæld for tit er det jo sådan at f.eks. tøj går til nogen der har mindre børn og med mindre man kan bytte fordi søskende sammensætningen er sådan vil den type af arv jo altid gå den ene vej. Men hvis man bare losser en pose aflagt tøj af hos nogen og så forventer de er i evig taknemmelighedsgæld så har man .vist lige brug for at hoppe ned fra pidestalen

      2. Det er faktisk første gang, at vi har haft et emne oppe, hvor vi så forskelligt på et emne. Og jeg har altså læst med siden du havde graviditetskvalme præ Anton og spiste æggesalat. Og jo, jeg tror faktisk, at vi er helt enige.
        Og tak for dig. Du giver og giver og giver. Det er skønt med en velskreven blog og respektfuld dialog med kloge mennesker i debattråden.
        Hav en skøn aften til alle jer på linjen.

      3. Jeg tror du har så evigt ret i din betragtning. At når noget repræsenterer værdi for en selv, fx i form af søde minder om da børnene var små, så er det meget svært at erkende at den samme dims måske kommer lidt ubelejligt for andre. Jeg har ofte været i modtagerenden af de der poser og sække (et legendarisk eksempel er den ‘trailer med ting’ min svigerfar insisterede på at køre over, mens jeg var gravid, og ikke rigtigt ville sætte ord på indholdet af. Jeg bliver stadig lidt hys ved tanken). Pt er jeg ved at vikle mig ud af min afdøde farmors enorme arsenal af halvfærdigt håndarbejde og remedier til samme. Resten af familien er sikre på hun ville have ønsket jeg færdiggjorde det og brugte det og elskede det. Og er ret uforstående over at jeg overvejer at sælge eller donere hendes symaskine (min femte …). Men. Min pointe er, at jeg er sikker på at jeg også har været på giver-siden af de her transaktioner. Hvor jeg selv ikke har kunnet se ud over min egen glæde ved at have fundet den perfekte modtager til dette eller hint.

        1. Præcis det samme skete for min far/mine forældre, da mine bedsteforældre flyttede fra bungalow i seniorbolig. Jeg tror, helt oprigtigt, at min bedstefar ringede til min far 3 gange om ugen for at spørge, om han ikke manglede 600 møtrikker, 2 musefælder, 6 spisestuestole (“de fejler ingenting”) osv. osv.

          På en måde synes jeg faktisk, at det er ret sympatisk; at vi ikke bare betragter ting som forbrugsgoder, men faktisk lægger kærlighed og betydning i dem, og det, de repræsenterer i vores liv <3

  16. Og i øvrigt har vi lige pillet vores lyskæde i syrenyræet ned for at klippe det. Vores har hængt der siden jul. Den kan lades via solceller (og via usb) og er bare små hyggelige “fe-lys” her i sommer..hvor den så først lyder når der bliver mørkt.

  17. Ikke noget sparefif, men de 40 tørklæder gav mig lige et flashback til min barndom. Min mor havde en kæmpe kiste fyldt med tørklæder i alle mulige afskygninger som min veninde og jeg har brugt som udklædning en million gange. Vi har haft SÅ mange timers fornøjelse af dem da vi var 6-8 år, eller sådan noget. De store kunne bindes om livet til kjoler, nogen kom i håret eller blev brugt som slør og ja.. fantasien er det eneste der sætter grænser. Jeg mindes det som værende nogen af de bedste lege vi havde.
    Bare lige hvis de kan nå at redes endnu eller hvis andet aflagt tøj kan bruges i en klæd-ud-kiste 😉

    1. Jeg satte alle dem, jeg ellers havde lagt til salg, ned til giveren, sammen med dem af hendes, i en stor pose næste morgen, i ren og skær befippelse. Men der er stadig omkring 20 tilbage, og lur mig om ikke (alle mine intentioner til trods) det ender med, at der luske nogle nye i skuffen:)

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.