Bloggen

For nogle uger siden blev jeg i kommentarfeltet spurgt af et par læsere om min holdning til at handle på Amazon; at det måske kan være svært at se logikken i, at jeg er meget pro fagforeninger, og samtidig vedstår mig at handle et sted, der – særligt i lidt mere forbrugerbevidste kredse – har et dårligt ry. 

Baggrunden for det dårlige ry er bl.a. en artikel fra 2015, som bygger på interviews af 100 nuværende og tidligere ansatte, som beskriver et mildest talt træls arbejdsmiljø.

Grænsen mellem forsvar og forklaring kan være hårfin, når man taler om noget, som nogle føler stærk for, og andre knap så meget, men jeg har, siden jeg fik kommentarerne, gået og tygget lidt på, hvorfor jeg ikke kan mærke den samme reaktion hos mig selv, når jeg handler på Amazon, som jeg til sidst havde, når jeg handlede på Wish. For det kan jeg ikke.

Jeg er nået frem til, at det skyldes flere ting. 

Først og fremmest tror jeg, at det handler om noget så simpelt, som at man ikke kan mene lige meget om alting, og der er simpelthen andre ting, jeg føler stærkere for. Vores virkelig gode debat, der blev affødt af dilemmaet om dåseferskener kontra mango i pose, gav et godt billede af, at der ikke findes én løsning, der tilgodeser alle områder af bæredygtighed, grønne fingeraftryk og trivsel for både mennesker og dyr, og jeg tror, at man oplever det største engagement dér, hvor man føler, man kan gøre en forskel.

Og den følelse mangler jeg nok lidt her, fordi jeg har svært at se det logiske i af afstå fra at købe produkter gennem Amazon pga. deres forretningsgang; jeg synes, at det ville svare til at styre uden om nethandel herhjemme, fordi man ikke vil støtte Post Nord. De virksomheder, der sælger deres varer gennem Amazon har truffet en beslutning om, at det er den platform, de vil bruge, og jeg synes, det bliver for uklart, at det ikke er en utilfredshed med varen, men et politisk motiv, der ligger bag et fravalg af handel.

I min optik ligger forbrugeren som led, så langt nede i kæden, at det bliver for svært at løfte ansvaret. Foran os står producenter, der vælger at sælge gennem Amazon, og foran producenterne står politkere og magthavere, der gennem lovgivning gør det muligt for en virksomhed at agere, som Amazon gør.

Og et sted i rækken står de ansatte. 

Ville jeg helst, at alle mennesker i hele verden havde gode arbejdsvilkår og mulighed for at organisere sig? Kæmpe ja. Men for mig gør det en forskel, at det er voksne mennesker, og ikke børn, der her er tale om. Jeg er med på, at man stadig kan være presset ud i at tage et job under sølle betingelser, men jeg kan alligevel mærke, at jeg synes, der ligger mere ansvar for egen situation hos voksne ansatte i USA, end hos meget små børn i Indien og Kina, som intet har at skulle have sagt, hvor magtbalancen er 100% skæv, og hvor der ikke er andre alternativer end prostitution og livet på gaden. 

Mit bud er, at det ikke bliver forbrugerne, der kommer til at gøre en forskel, hvis/når man skal stoppe virksomheder som Amazon, men politikere og handelsorganisationerne, der kommer til at reagere, når de får nok. Som det f.eks. skete i 2017, hvor Dansk Internethandel var med til at presse på for at stoppe den konkurrenceforvridning, den lave fragt på varer fra Kina, gav:

“Postaftalen er fra 1800-tallet. En tid, hvor Kina var et udviklingsland. Derfor kom det på listen over lande, som postvæsner i rige lande skulle give fragtrabatter til. Siden har Kina dog udviklet sig med stor vækst og indflydelse på verdensøkonomien. Men landet er fortsat på listen over u-lande i UPU, Universal Post Union.

Derfor har bl.a. Foreningen for Dansk Internethandel presset på for at få postsystemet lukket. Det er nu besluttet, og udfasningen påbegynder næste år og foregår tre år frem.”

Jeg kan ikke helt finde ud af, om problemerne med arbejdsforholdene hos Amazon er større, end det er så mange andre steder, hvor lovgivningen heller ikke er positivt stemt overfor fagforeninger og ordnede arbejdsforhold. Eller om de bare er nemmere at få øje på, fordi Amazon har den størrelse, de har. F.eks. døde en spansk håndværker af hedeslag i sidste uge, da han var i gang med at asfaltere en vej, og sidste år arbejdede en tomatplukker sig ihjel i Italien.

Jeg kan heller ikke finde ud af, om vi som forbrugere hjælper de ansatte ved at boycotte Amazon. Er det en hjælp at blive fyret fra et lortejob, man selv har søgt? Vel kun, hvis der er et alternativ? Jeg spørger med helt åbent krops- og girafsprog, for jeg er i tvivl.

Min pointe er, at arbejdsforholdene er dårlige mange, mange steder, og jeg tror desværre, at det er noget, der skal ændres inde- og nedefra, og ligesom med nødhjælp, ikke kan serveres som en færdig løsning udefra. I hvert fald så længe vi taler om lande, der ikke – i det åbentlyse – opererer med diktatur.

Og endelig tænker jeg, at der er mange produkter, vi som forbrugere skal give afkald på, hvis vi kun vil acceptere varer, der fra første møtrik til sidste tråd er produceret/fragtet under ordentlige fohold. Apple, Nike, det meste af tekstil-branchen, ja, selv LEGO producerer steder, hvor alle nok ved, at man er lidt mere … liberal med arbejdsforholdene, end man er herhjemme. Hvis det endelig skulle være, ville det måske give mere mening at undlade at købe disse produkter, fordi man her kommunikerer direkte tilbage til dem, der har ansvar for produktionen, og som tjener pengene på den.

Så for at samle op: Jeg er ikke fan af den måde, Amazon indtil nu har valgt at drive forretning på, men det er ikke noget, jeg føler så stærkt for, at det får mig til at fravælge dem til de produkter, jeg ikke kan købe andre steder. 

Dog vil jeg sige, at takket være de tanker, jeg har gjort mig i forbindelse med tilblivelsen af dette indlæg, og kommentarerne, der inspirerede til det, så vil jeg fremover komme til at forholde mig endnu mere, end jeg allerede gør, til, om jeg nu også virkelig har brug for de her tarotkort, eller den her bog, og jeg vil også gøre en ekstra indsats for at tjekke, om der er alternative måder at skaffe tingene på, f.eks. gennem Etsy. Alle vinder. 

Som altid er kommentarfeltet piv-åbent, og jeg vil meget gerne høre, hvad I mener og synes. Også selvom det er det modsatte af mig

Inden jeg kaster mig over dagens indlæg, vil jeg bare lige (så ingen tror, de er blevet glemt) sige, at jeg har 3 spørgsmål mere liggende i indbakken, som jeg nok skal nå omkring:

1) Hvad er din holdning til at handle på Amazon (ihukommende indlægget om fagforeninger)?

2) Apropos M2018 – hvad er det helt overordnede mål? Hvad skal friheden bruges til, når du er gældfri?

3) Hvordan er det at være alene, når du er sammen med andre forældre, som er to?

Disse indlæg kommer op i løbet af den næste lille måned; jeg skal lige have tiden til at skrive dem, for de her “I spørger, jeg svarer”-indlæg er noget længere, end dem, jeg normalt skriver. Jeg kan selv bedst lide, hvis et blogindlæg ikke vandrer planløst ud af lange sidespor (som det her f.eks. er i gang med at gøre lige nu) – men fordi I stiller så gode spørgsmål (#SmoothOperator) kræver de lidt flere ord, end jeg normalt belemrer jer med.

Dagens emne er ingen undtagelse, og det er en slags svar på den håndfuld spørgsmål, jeg har fået, der kan koges ned til: “Savner du aldrig en mand at dele dit liv med?”

Det korte svar er: Jo. Det gør jeg virkelig.

Jeg har, helt fra jeg startede med at blogge, haft en regel om, at jeg kun skriver om de mænd, jeg ser, hvis jeg ser dem så meget, at man kan møde mig med dem i det offentlige rum. Ikke for at være mørk og mystisk, men fordi jeg, bortset fra mine børn, meget sjældent skriver en ét enkelt individ. Alle, jeg blogger om, forsøger jeg at camouflere, så ingen skal føle sig udstillet, og det bliver svært, hvis jeg skal skrive om en mand, jeg dater, fordi der jo af gode grunde ikke vil være farlig mange af tage af. Derfor er det et af de få emner, jeg meget sjældent skriver konkret om herinde.

Jeg ved, at jeg har nye læsere med ombord, og derfor vil jeg gerne gentage noget, jeg har sagt flere gange før, nemlig at der ikke for mit vedkommende er tale om et statement, når jeg har valgt at få mine børn alene. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne ville have haft dem med en mand i en helt traditionel familiekonstellation. Det var drømmen.

Når jeg alligevel valgte at flyve solo, var det fordi jeg som 32-årig, da min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden, syntes, at dét løb var kørt. Ideelt set havde jeg mødt Ham Det Skulle Være i løbet af mine 20’ere, så vi kunne have rejst sammen, festet sammen og lært hinandens venner og familier og forcer og svagheder at kende. Det var dét fundament, jeg gerne ville have haft, hvis jeg skulle have haft mine børn med en mand. At møde én som 33-årig, date et år eller to, for så at trykprøve forholdet med et barn, uden at vide, hvor de utætte svejsninger kunne tænkes at være, var jeg simpelthen ikke interesseret i, fordi jeg ikke ønskede at risikere at blive bundet, hverken geografisk eller til et andet menneske, hvis tingene faldt fra hinanden.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg alle dage har været mere pragmatisk end romantisk.

Ovenstående er grunden til, at jeg valgte ikke at vente på en mand at få mine børn med. Men det betyder selvfølgelig ikke, at målet er at leve resten af mit liv med sporadiske dates og overfladiske bekendtskaber som co-drivers. Dog må jeg sige, at jeg aldrig haft et ønske om at blive gift, ligesom jeg heller ikke umiddelbart ser mig selv som en, der skal bo med en kæreste. I og med at jeg har fået mine børn selv, synes jeg, at det væsentligste argument for at bo sammen er faldet væk, og jeg tænker – lige nu i hvert fald – at jeg er sådan en, der bedst kan være sammen, hvis jeg også kan være selv.

Jeg dater ikke sådan rigtig aktivt for tiden. Jeg har en regel om, at jeg ikke siger nej til en kop kaffe, og jeg har også et par gange haft Tinder installeret, men det kommer til at føles som en skal-ting. “Madpakker, støvsuge, vasketøj, Tinder” Det er nok ikke helt det rigtige udgangspunkt, tænker jeg. Jeg tror, jeg ville have datet mere og mere konsekvent, hvis jeg havde haft barn/børn med en ekskæreste, og jeg vidste, at børnene var hos ham i en eller anden deleordning, så der var lidt system at arbejde med, når man planlagde sine dates, men helt lavpraktisk drukner jeg i logistikken med arbejde og barnepiger osv, hvis jeg skal date regelmæssigt.

Og det med at invitere fremmede mænd herhjem kl 21, når børnene sover, bliver også et nej tak, så det kræver lidt teknisk snilde, hvis det skal kunne lade sig gøre at lære en ny mand at kende.

Endelig er der også en grund til, at mange er udfordrede i deres forhold, mens børnene er små; der er så lidt tid, der er din alene, at det for de flestes vedkommende er svært nok at vedligeholde noget solidt funderet, man har bygget op over en årrække. At skulle skabe noget helt nyt fra bunden i den periode, er – for mig i hvert fald – tæt på umuligt.

Jeg ved ikke, om jeg har en decideret type, men fælles for de mænd, jeg har knyttet de stærkeste bånd med har været, at de alle har været akademikere, begavet et godt stykke over gennemsnittet, og alle har haft en kreativ åre, typisk musik – og dem er der ikke rasende mange af i Esbjerg. Jeg har haft humoren til fælles med dem alle, og de har hvilet nok i det, de selv har vidst og kunne, til ikke at forsøge at kompensere med bestemmer-adfærd på ‘Sådan én som dig trænger vist bare lige til at blive sat på plads!’-måden. Hahaha. Prøv.

Jeg får somme tider skudt i skoene, at min singlestatus handler om, at jeg er kræsen; at det må være derfor, jeg ikke har fundet en mand. Det er ikke sådan, jeg selv oplever det. Man bestemmer ikke selv, hvad man tiltrækkes af, og jeg tror bare, hånden på hjertet, at det er en meget lille gruppe af mænd, jeg er kompatibel med, fordi man skal være ret meget i touch med sin mandighed for ikke at blive intimideret af mig. Det siger jeg, blottet for stolthed, for det er et faktum, som gør mit liv mere ensomt, og som jeg helst var foruden, men som ikke desto mindre er sandt.

Så opsummeringen må være, at jeg ville elske at have en mand i mit hjørne. En at læne mig op ad, som samtidig forstår, at jeg sagtens kan stå selv, og til enhver tid vil foretrække dét alternativ frem for at forsøge at holde balancen det forkerte sted.

En sidste lille ting: Når jeg skriver om mænd og kærlighed, oplever jeg somme tider, at nogle af jer derude tænker: “Du ville sgu da være perfekt med min fætter Jens!” Som sagt: Jeg er game. Indboksen er åben.

Det er søndag, og dermed stadig den ugedag, hvor jeg som oftest poster mine M2018-indlæg.

Derfor tænkte jeg, at ville være ok at konvertere et svar på en kommentar til ugens indlæg, til et lille ekstraindlæg om baggrunden for hele projektet.

Lise skrev til mig:

Jeg synes ligesom Dorte at 6000 kr om måneden er vildt ambitiøst! Og undrer mig lidt – har du selv valgt det? For hvis du nu kun betalte 5000 af om måneden kunne du spare de sidste 1000 op. At sætte afbetalingen ned med 1000 kr om måneden ville kun (med lidt ueksakt hovedregning) forlænge din afbetalingstid m 9-12 måneder. Og en opsparing på 12000 om året kunne gøre hverdagen mindre sårbar overfor uforudsete begivenheder/sammenfald af store udskrivninger.

Men altså, hvis du ikke selv kan vælge din afbetalingsplan så er det totalt åndssvagt af mig påpege opsparingens velsignelser – på forhånd om forladelse hvis det er tilfældet!

Men hvis du vælger ikke at genforhandle din gældsafvikling eller selv sætter din månedlige afdrag vil jeg meget gerne høre om ræsonnementet for det, hvis du ellers har lyst til at dele det.

Jeg synes, at det er en meget relevant undren, og jeg vil rigtig gerne uddybe.

Min gæld er et resultat af mange bække små. Lidt restgæld fra salg af en andelslejlighed, rigeligt med kiropraktorregninger, fra da jeg begyndte at læse til tegnsprogstolk, og mine skuldre og arme i starten stod fuldstændig af, fordi de var helt uvante med de bevægelser, de pludselig blev bedt om at udføre, indskud til de mange forskellige steder, jeg boede – og almindeligt forbrug. Stille og roligt akkumulerede det sig, og blev til et ganske anseeligt beløb.

I mine start-tyvere var jeg ikke spor bekymret. Jeg var fuldstændig overbevist om, at min gæld ikke ville blive et problem, for om lidt ville jeg jo være færdiguddannet, få Et Rigtig Job, og møde en mand.

Årene gik, og gælden gik med, og uden at forholde mig særligt til det, valgte jeg bare at afbetale det mindste afdrag, jeg kunne slippe afsted med.

Jeg bærer selv langt den største del af skylden for, at det hele endte, hvor det gjorde, men jeg er også nødt til at sige, at jeg godt kunne være blevet bedre rådgivet i de banker, jeg gennem tiden har haft. Det tog mig alt for lang tid at lære, at banker er forretninger, der lever af at sælge ydelser, og at bankrådgivere ofte har en adfærd, der i mistænkelig grad minder om den, pushere har på film. Der er ingen smalle steder i Bredgade og alt kan lade sig gøre – lige indtil det ikke kan længere. Du må låne A.L.T det, du kan slæbe ud af døren – lige indtil den dag, den smækker, og det pludselig er et problem, at du skylder så meget.

Som f.eks. når du skal bruge penge til en bil for at kunne passe dit arbejde, eller når du, 15 år før boligforeningen har stillet dig det i udsigt, får tilbudt det eneste hus i hele Esbjerg, du gerne vil have, som koster 1000 kr. mere i måneden, end det du bor i nu, og kræver 40.000 kroner i indskud – og du kommer lige fra et halvt år på barselsdagpenge.

Mit held var, at jeg allerede da jeg fik Anton, havde været i banken hos min nye, esbjergensiske bankrådgiver, med et udtrykkeligt ønske om at få betalt min gæld af så hurtigt som muligt, fordi det på dét tidspunkt var gået op for mig, at jeg kunne have betalt den ud 5-6 gange, hvis nogen havde formået at få mig til at forstå, hvad jeg sidenhen selv måtte lære: Du får aldrig flere penge, end du har nu.

Det har været dyre lærepenge.

Lige nu er hver 3. måneds afdrag renter, hvilket er grunden til, at jeg ikke sparer op, men sætter ALT ind på at få banket mit lån af så hurtigt, jeg overhovedet kan. Ikke at jeg har et valg, for det var bankens krav, at jeg afviklede 3000 pr. måned på hhv. forbrugslån og billån hver måned, hvis jeg skulle have lov at låne til en ny bil, så sådan blev det. Men det er også den største hjælp, de kan give en person i min situation, for hvis jeg forlængede løbetiden på mine lån med bare ét år, ville det i runde tal koste mig ca. 22.000 kroner i renter.

Dette er også forklaringen på, hvorfor jeg ikke bare sælger min bil, tager tabet og låner til en ny. Ikke at jeg tror, jeg kunne få lov, men jeg ville stadig skulle betale så meget ekstra i renter ved at forhøje mit lån, at det langt overstiger hvad jeg har i mekanikerregninger.

Det er ikke ret sexet at tale om hverken gæld eller lån, men jeg håber, at dét, at jeg gør det her, måske kan være med til at få bare et enkelt ungt menneske eller to derude til at tænke over, at livet sjældent arter sig, som man forventer, når man er 21. De valg, man træffer, kan kaste skygger langt ind i fremtiden, og få konsekvenser, man ikke har fantasi til at forestille sig, når man står på tærsklen af det hele.

I mit forrige indlæg skrev jeg, at I derude endelig måtte skrive, hvis der var et eller andet, I gerne ville læse (mere) om her på bloggen.

Det var der et par stykker der gjorde, og dagens indlæg er svar på to af spørgsmålene, som jeg har valgt at slå sammen, fordi svaret på både det første og det andet faktisk er det samme.

Lone skrev: “Jeg vil gerne høre, om du nogensinde er træt? Og hvordan du håndterer det med børnene?” og Henriette skrev: “Jeg vil gerne høre om logistikken i dit liv; hvordan får du det hele tid at gå op?”

For at starte fra begyndelsen, så kom jeg faktisk til at grine, da jeg læste den første kommentar (undskyld, Lone!) – for jo. Jeg er træt. Jeg er sgu somme tider så træt, at jeg kunne optræde med det. For et par uger siden tolkede jeg for en svagtseende bruger, der hilste på mig med ordene “Er du træt? Du er kulsort under øjnene”. En svagtseende bruger. Shit, ikke?

Når jeg blogger, lyder det måske som om, jeg valser igennem de seje dage iført kaffe og ironisk distance, men sandheden er jo, at jeg, ligesom så mange andre mødre (og fædre), somme tider er så træt, at jeg tuder over det.

Jeg taler kun på egne vegne, men for mig har det at få børn alene, medført en husholdning, der ligner den, mange familier med to voksne har, med græsplæner, der skal slåes, biler, der skal købes, vaskes og have vinterdæk på, vinduer, der skal pudses og flere m2, der skal gøres rent. Der er kun mig til at tage alt, hvad vi har af forældremøder, arbejdsdage i børnehaven og tandlægebesøg, og til at se teaterstykker og dukketeater, som børnene møjesommeligt og omhyggeligt har øvet og glædet sig til at vise, og der er også kun mig til at holde for, når de bliver syge, eller skal på skadestuen med huller i hovedet.

Oveni det kommer de forældrerelaterede opgaver med opdragelse, der gerne skulle gøre små, fine børn, til store, hele voksne. Som hverken bruger sut eller ble.

Det, der bærer igennem, sådan helt overordnet, er kærligheden. Det lyder som en kliché, men klichéer er vel ofte blevet netop det, fordi de er blevet gentaget i én uendelighed – fordi de er sande.

Jeg tror, at det er kombinationen af kærlighed og kaos, der er med til gøre båndet mellem forældre og børn så ubrydeligt stærkt; at det er vævet af tråde af natteroderi, fedtede kys, opkast, bekymringer og øjeblikke, hvor man mærker kærligheden til dem så stærkt at man ikke kan få vejret. Det er den mest kompromisløse relation, du nogensinde kommer til at indgå i, og det skræller huden af alle dine følelser, så du mærker dem i deres reneste form.

Men selvom kærligheden er både vild og øredøvende, er det jo også somme tider mandag i en uge, man ikke engang ville kunne overskue, hvis man kun skulle tage vare på sig selv. Arbejde, sygdom og udefrakommende, uforudsete begivenheder – livet – rammer, og i de perioder gør hverken kærligheden eller den stærkeste kaffe dagene nemmere at komme igennem.

Jeg har 3 stykker værktøj i kassen, der hjælper mig til at bevare fodfæste og overblik.

Det første er min evne til at organisere. Jeg laver hver eneste uge en seddel, der ser sådan her ud (kæmpeundskyld for håndskriften):

Den hjælper mig til at bevare overblikket, og frigiver noget mental lagerplads, fordi jeg ikke skal gå og huske på de ting, der står på den.

Det andet er, at jeg har lært, at det er de ufærdige opgaver, der stresser, og at done beats perfect. Det betyder, helt konkret, at jeg f.eks. ikke går igang med at smøre madpakker, mens jeg er ved at lave mad, når jeg er lav på overskud. Jeg gør én ting færdig af gangen, så jeg hele tiden giver mig selv muligheden for at vælge plan B (købe mad i kantinen i morgen, vente med at vaske tøj/gøre rent/slå græs osv), hvis det hele kokser, i stedet for at stå klokken 23.30 og stirre modløst ud over Sarajevo ’92. Og selvom salaten uden tvivl er mest lækker, hvis den er frisksnittet, så er den ikke så meget mere lækker, at det opvejer, at skulle vaske og snitte sig igennem 2,5 kg. frugt og grønt mens alle, inklusive mig selv, stortuder, fordi vi løb tør for overskud efter det første forårsløg; hvis jeg har en time i overskud om morgenen – eller dagen før – så er det der, salaten bliver lavet, og jeg har endnu til gode at fortryde, når ulvene hyler og hverdagen bider.

Det tredje er min vished om, at der (de fleste dage) er ro hos Frida senest klokken 20, og så kan jeg gå i seng samtidig med Anton. Det var noget af det, der stressede mig allermest, da de var spæde; at jeg aldrig vidste, hvornår jeg kunne få lov at sove. Fordi ingen af dem nogensinde har sovet ret meget, er jeg meget bevidst om, at jeg nu rent faktisk ved, hvor bagkanten er. Det hjælper mig rigtig meget. 

(Så kunne man indvende, at man, når man ligner en panda, godt kunne være bedre til at springe i skrinet, når der var ro – men jeg er nået frem til den erkendelse, at jeg har brug for alenetid, hvis jeg skal kunne fungere som menneske. Sat op på en vippe, vejer behovet for et par timer i selskab med mine egne tanker, simpelthen tungere end behovet for at være udsovet. Det hjælper mig ikke at være udsovet, hvis jeg har en oplevelse af at være på, fra jeg står op, til jeg går i seng – og så igen når jeg står op. Jeg kommer til at mangle en pause.)

Det bringer mig videre til Henriettes spørgsmål, om hvordan jeg får logistikken til at hænge sammen. (Undskyld. Det bliver skidelangt, det her). Men svaret her er nemlig også min ugeplan.

Mit arbejde er specielt på den måde, at min arbejdsplads må disponere over mig kl. 6-16.30 ugens 5 dage. Jeg får mit skema for den kommende uge om fredagen, og det betyder, at det først er weekenden op til den kommende uge, jeg ved, hvordan jeg kan planlægge ugen.

Her er min ugeplan guld værd, for når jeg sidder søndag aften og kan se alting samlet, er det meget, meget nemmere for mig at bevare overblikket. Jeg kan se, hvis jeg f.eks. er nødt til at handle tirsdag til de gæster jeg får fredag, jeg kan se, hvornår jeg har brug for hjælp til at hente børn, og jeg kan se, hvilke dage, jeg er nødt til at lave mad, så der er til dagen efter.

Det kræver et meget struktureret sindelag, men det har jeg alle dage haft, så det føles ikke besværligt eller som noget, der strammer for mig. Tværtimod oplever jeg, at det muliggør at jeg kan fylde lidt ekstra i mit liv, fordi systematikken frigiver tid til sjov og spas. Kaffeaftaler eller at blogge, f.eks.

Endelig spørger både Lone og Henriette (inddirekte) til, hvad jeg gør ift. børnene, når jeg er træt eller syg.

I de situationer trykker jeg mentalt på ‘release’. Jeg slipper alt, og lader det falde, og jeg er superfokuseret på, at vi bare skal bedst muligt igennem den eller de dage, hvor vi er ramt. Hvis det betyder film eller mere iPad, eller noget andet mad, end jeg havde tænkt/taget op/forberedt, så er det bare sådan det er, og alt, hvad der ikke er absolut akut, bliver sparket til hjørne. Jeg fortæller børnene, at jeg har det skidt, eller at jeg har brug for, at de hjælper mig, og jeg snyder alle de steder, jeg kan. Hvis jeg er så dårlig, at jeg ikke mener, jeg kan passe ordentlig på dem, eller jeg føler, at det bliver for voldsomt for dem at se på (f.eks. hvis jeg har migræne, som altid medfører, at jeg kaster op) hiver jeg hjælp ind, og heldigvis bor vi så tæt på mine forældre, at jeg bare kan ringe; så kommer de med det samme. Vi er priviligerede ift. at vi sjældent er syge – det gælder os alle 3 – så når jeg er så skidt, at jeg ringer efter hjælp, så smider mine forældre, hvad de har i hænderne, og står der som to fantastiske, værdsatte søm.

Jeg har næsten lyst til at stå her på målstregen med medaljer til at hænge om halsen på jer, der nåede så langt.

Under alle omstændigheder håber jeg, at ovenstående var svar på det, I spurgte om, Lone og Henriette.

Tak for oplæg og rigtig god aften.