M2018, uge 30

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)
Besluttet, at vi, når vi har brugt de sugerør, vi har liggende, ikke køber nye i plastik, men investerer i en håndfuld af stål. Vi har ikke været de største syndere, fordi vi kun bruger sugerør i smoothies, og til formålet har vores smoothie-glas, som kommer med genanvendelige sugerør i hård plast, men når vi nu har afskaffet alt plastikservice, virker det logisk, at det her er næste skridt, uanset hvor få sugerør vi bruger.

2)
Tænkt over madspild, level 2. For én ting er, at jeg efterhånden er lidt af en fryser-ørn, når det kommer til at bruge mine rester, og finde kreative måder at sætte smulerne sammen på, men måske netop derfor, lægger jeg i dag nok mere mærke til det, når jeg oplever madspild på områder, hvor jeg ikke før har tænkt over det.

Det er f.eks. længe siden, jeg er gået væk fra “2 for 1’s pris!”-tankegangen, fordi vi virkelig, virkelig sjældent skal bruge 2 af hvad-end-der-er-på-tilbud, men jeg falder stadig somme tider i, når tilbuddet er storkøb i form af mere-i-pakken. Seneste eksempel er Smørbar fra Lurpak, som ind i mellem er på tilbud i en ekstra stor størrelse. Når jeg står i butikken, virker det næsten stupidt at betale det samme (eller mere ) for 250 gram, som for 400 gram, og specielt fordi det føles som om, mit fokus på madspild kommer til at modarbejde mit fokus på at spare penge. Men nu har jeg truffet en principbeslutning om, at med mindre der er tale om madvarer, som vi virkelig spiser meget af, så må det bare være sådan, for vi når ikke at spise de store pakker, før de fordærver eller bliver ulækre. Det betyder i sidste ende, at vi egentlig ikke at får glæde af den ekstra mængde, der er i pakken, og så er det jo spild af mad/ressoucer, ligemeget hvor billig eller gratis den pågældende mængde var.

En anden ting der har irriteret mig her i sommerferien, hvor vi trods alt har spist lidt mere ude, end vi plejer, er det madspild, vi skaber på cafeer. Igen er jeg splittet, for jeg synes faktisk ikke, at det er ok at være en af de nærigrøve, der sidder på et spisested og spytter i et glas gratis vand og en kop kaffe i to timer, men omvendt virker det, nu hvor vi virkelig sjældent smider mad ud derhjemme, også næsten grotesk at rejse os og gå fra 3 tallerkener, der stadig er halv-fyldte. Indtil nu har jeg prøvet at spørge på, om der er mulighed for at børnene deler en portion, og jeg har også bedt om at få mindre i glasset eller på tallerkenen, og stadig tilbudt at betale fuld pris, men ingen af delene er helt optimalt, synes jeg.

Gid flere caféer ville adoptere studiekantinernes systemer med, at man vejer sin tallerken, og betaler for den mængde, man øser op.

3)
Endelig fundet anvendelse for de mange papkasser, der følger med at leve i 2018, både som emballage til madvarer, og som ydre forsvarsværker på forsendelser: Jeg klipper dem i stykker og bruger dem til vandfarve, for: I fødselsdagsgave til Frida ønskede jeg mig vandfarve i ordentlig kvalitet, og jeg er målløs over, hvor stor forskel der er på hhv. det billige og det dyre produkt. Farvemætningen ca. 2000 gange bedre, og børnene, der før ikke havde den store interesse i at male med vandfarve, maler nu, så jeg næsten ikke kan følge med til at finde papir til dem. Derfor er pappet nu gået fra at være et irritationselement til at være noget, vi bruger til noget.

Fokus i denne serie er meget på at spare, men jo ikke for enhver pris; tingene kan også blive for billige. Jeg ville derfor elske, hvis vi kunne lave en tråd med produkter, hvor I har oplevet reel forskel på kvaliteten mellem den billige og den dyre version. Mine bud er (som nævnt) 1) vandfarve 2) farveblyanter, som Frida også fik i de luxe version; de knækker stort set aldrig og kan holde til flere timers tegnerier, før de skal spidses igen = meget længere levetid 3) øko-piskefløde, som, modsat almindelig piskefløde, holder sig stift i 3-4 dage uden at vande det mindste, når det er pisket til skum.

Jeg håber, I har lyst til at bidrage – og at I vil hjælpe med at holde anbefalingerne til produkter, hvor der er konkret, faktuel forskel, så ‘god kvalitet’ ikke bliver et spørgsmål om værdier og overbevisning.

(PS: Listerne med anbefalinger af bøger/serier, som man finder i overbjælken på forsiden, er opdateret med hhv. “Kadaverdoktoren” og “Manhunt – Unabomber”)

Published by

95 Replies to “M2018, uge 30

  1. Umiddelbart vil jeg mene, at man bliver et lykkeligere menneske ved ikke at købe de billigste strømper …. Min kæreste er dig uenig, han har det fint i sit helvede af fnuller og ål. En anden ting: ved du hvordan man pin’er dine indlæg? Det ER blevet gjort, jeg har set det, men jeg kan ikke! Har nemlig en tavle på pinterest med artikler om sparsommelighed og bæredygtighed og den slags, og der passer dine M2018 indlæg så smukt!

    1. Du kopiere bare Web adressen- åbner pinterest og den spørger selv om det kopierede link skal laves til en pin.

    2. @Kirstine:

      Åh, nye strømper! Den fornemmelse er der få ting, der slår. Det er som at gå på skyer <3

      Tusind tak for indspark om Pinterest; jeg har installeret et plug, der gør det muligt at pinne fremadrettet, og har lige skudt en mail afsted til IT-Claus og spurgt, om man kan gøre det med tilbagevirkende kraft. Indtil jeg hører fra ham, kan du måske bruge (søde) Mettes fif?

      Kh

      Linda

  2. Toiletpapir! Jeg siger ikke, at man absolut skal købe det aller dyreste – men det helt billige er så utroligt ringe, at der i sidste ende ikke er noget sparet ved at købe det. Man bruger simpelthen 2-3 gange så meget, fordi det er enkelt lags.
    (Som min gamle far sagde til mig, den dag jeg flyttede hjemmefra: “Husk at livet er for kort til dårlig rødvin og billigt toiletpapir” – og som med så meget andet, havde han jo ret).

    1. Helt sikkert, toiletpapir😀 Da vi skulle i sommerhus hos mine forældre havde vi toiletpapir med, tyndt sandpapir fungere bare ikke for mig😀

      1. Så utrolig enig. Som en lille ekstrabemærkning kan jeg tilføje, at 4-lags ikke er en specielt god ide, hvis man har små børn, fordi det stopper toilettet hele. fucking. tiden.

    2. @Sara:

      Han havde ret! (Og øl, faktisk også).

      Men (som jeg har skrevet til et par af de andre også) – styr udenom 4-lags; det stopper.

  3. Jeg er splittet mht farveblyanter: min ældste, som er verdens mest utålmodige og mest distræte barn har hele året ikke magtet at komme farveblyanterne tilbage i de små elastikker i penalhuset. Jeg har således bekostet omkring 500 farveblyanter til 0.Y i år. Vi gik fra mærkevarer til søstrene grene… Og inden han starter i 1. får han et nyt penalhus af pølsetypen.

    Mht kvalitet: kaffe, parfume og vin. Livet er simpelthen for kort til at gå på kompromis dér.

    1. Jeg kan faktisk godt se, hvad du mener. Frida har jo ikke sine med i skole, så vi har dem i fred. Men måske jeg bliver nødt til at arbejde med et “økonomi”-sæt i skolen og et ordentligt herhjemme? Alternativt at gå lidt aggressivt til værks og sætte navnelapper på.

    2. Vi købte med succes farveblyanter med børnenes navne indgraveret. De har dobbeltnavne og med bindestreg, så det var ikke muligt at købe de færdiglavede. Vi købte dem her og dengang ( nu er den yngste 19 år) var de en god kvalitet :-).

      Og til dig Linda; det er en umanerlig god blog du har dig :-).

        1. @Astrid:

          Ok, så er det sgu ikke nemt. Måske lige offensivt nok at sætte alarmer på dem…

          1. Svends bliver også væk, trods navn. Han er også for distræt til at putte dem i elastikkerne.
            Mit bud er, at en lille dame som Frida har bedre styr på det, når det bliver hendes tur til skolestart. Så måske de dyre farver kan bruges både hjemme og i skolen 🙂

  4. Nu bliver det måske lidt urtet/hippie-agtigt, men …
    Jeg er gået over til stofbind. Jeg købte 12 styk for et par år siden. Jeg formoder at der stadig er en del år tilbage i dem (og det er ikke fordi de bliver brugt sjældent). De har deres egen boks på badeværelset, når de er brugte. Når min menstruation er slut ryger de med i en kogevask med håndklæder, klude osv.
    De bliver altid fine og rene igen.
    I denne uge har jeg så haft den tvivlsomme ære at være tilbage i plastikbind fordi: vi er i udlandet, og jeg kunne simpelthen ikke overskue logistiken i at have en stak brugte bind i kufferten. Derfor kan jeg nu også konstatere, at stofbind er 27 gange behageligere at have på end engangs. Og ja, man slipper for den tvivlsomme fornøjelse at få sine kønshår fanget i klisteret 😩

    Jeg er ikke hverken økohippie eller kropsforskrækket, og jeg skulle helt klart lige vænne mig til tanken først, men nu er jeg solgt. (Og svarer gerne på spørgsmål om konceptet)

    1. Det lyder altså interessant, hvor køber man sådan nogen henne? Og er der noget bestemt, man skal være opmærksom på?

    2. Interessant! Jeg vil også gerne høre, hvor du har købt dem.. I samme boldgade må jeg råbe menstruationskop; masse penge og affald sparet 👍 (tror vi har været omkring det i et kommentarspor før, men det kan vist godt tale en gentagelse)

        1. Jeg har mine fra imsevimse – jeg havde ikke noget erfaring, så jeg skød i blinde på google, og ramte noget, der virker super fint for mig. De fås i flere størrelser. Jeg har tre af de store, som jeg bruger de første nætter og så resten i alm størrelse.
          De skaber slet ikke det der lukkede indeklima i trusserne som plastikbind gør, og man er ikke afhængig af vask på toilettet (hvilket er upratisk ved menskop, hvis man ofte er steder med toiletbåse og fælles håndvask)
          Jeg har prøvet menskoppen, men blev aldrig venner med den selvom den fik maaange forsøg. Hive-ud-tappen var for kort/glat og jeg blev ved med at få svamp (som jeg ellers ALDRIG døjer med TMI?)
          Men altså, kan man få koppen til at virke er det da lækkert at slippe for at vaske bind i vaskemaskinen.
          Jeg har et ekstra stofbind i en frysepose med poseklemme i håndtasken. Bliver der behov for at skifte, er pose og poseklemme klar til at lukke for det brugte bind, der kan ryge tilbage i tasken.
          Plastikbind skiftede jeg hver 4.-6. time, men stofbindene suger godt og bevarer en behagelig overflade, så jeg bruger nu kun 2-3/døgn.

          1. Tænk, jeg har ikke skænket det med toiletbåse en tanke. Men det er sgu da SUPER god info til sådan en som mig, der tolker 20 forskellige steder om måneden, og ofte steder, hvor det netop er vilkårene. Tak for virkelig brugbar info <3

        1. Her i huset er det CUP for life! Hold nu fast en frihed. Jeg elsker den 🙂
          Men følger lige med i stofbindsdebatten – min datter nærmer sig den alder, og trods cup’ens fortræffeligheder, dur den vist ikke til en “nybegynder”.

    3. Jeg er også kæmpe fan a mens kop. Ikke kun a miljømæssigt grunde, men også (mest) fordi der simpelthen gør menstruatons ugen næsten umærkelig ifht før. Nøj hvor er det dog meget mere behageligt, nemmere og hygiejnisk. Man kan oven i købet sove med den!

      1. Nu spørger jeg bare lige ud, for der findes ikke en måde at pakke det her spørgsmål ind på: Er det ikke noget smat at stå med? Bliver den ikke glat? Jeg ser for mig, hvordan man taber den og må entrere sit arbejde som et omvandrende slagtehus:-/

        1. 😂 nej, altså man skal luge vænne sig til at håndtere den. Fx gælder der om at tage den ind og ud mens man alligevel sidder på wc efter man har tisset, så evt smat ryger i kummen. Dog hjælper det at håndvasken er nogenlunde tæt på wc’et så man hurtig kan skylle den under varmt vand uden at spilde alt for meget på vejen 😳. Det gode er ar man har en meget længere tidsramme at skifte/tømme den i, modsat bind som man har lyst til at skifte konstant. I starten af mens perioden tømmer jeg den måske hver 4 time og efter er par dage, er der måske hver 5-7 time. Ig nej den bliver ikke glat, da Den jo går helt til siderne og At Alt flydende/smat, kun er inden i koppen. Plus der er en lille rillet tut for neden som man bruger tilat få fat og håndtere selve koppen. Og man kan ikke tabe den sådan pludseligt. Når den bliver meget fyldt kan man mærke det og så tømmer man den. Nogle få gange har jeg blødt en smukke igenbem fordi jeg var for doven til at tømme den. Men altså, det er meget nemt at forhindre…

          1. Jeg vil også gerne anbefale koppen! For mig er det oftest nok at tømme den hver 12. time som anbefalet. Det er kun blevet grisset at arbejde med et enkelt par gange på de år, hvor jeg har brugt den. Gruer altid for at skulle tilbage til bind og tamponer, når jeg er i situationer, hvor hygiene ellers bliver et problem (fx feltture uden rindende vand).

          2. Åh, hvor jeg savner min menstruationskop! Havde fire snaskfrie år, inden en fødsel åbenbart udvidede mig til ukendelighed … Og ja, er gået en størrelse op 🙄

          3. Endnu en thumbs op til menskop. Jeg er SÅ glad for at være færdig med bind, der laver grønlændervendinger konstant og i øvrigt gav dårligt “indeklima” i trusserne. Derudover er det langt mere privat at kunne nøjes med at “skifte” hver 8.-12. time. (og så har vi slet ikke talt om økonomi og/eller bæredygtighed!). Jeg har aldrig haft vælte-uheld. Men har også lært, at det er lettest, hvis toilet og håndvask er tæt på hinanden, så man bare kan blive siddende, mens man skyller/vasker koppen.
            Forbrugerrådet har i øvrigt lige haft en test og mærkerne klarede sig ret ens og godt, så der er ikke de store farer for fejlkøb, med mindre man vælger at købe kinesisk med ekstra ptalater.

        2. Har aldrig haft “uheld” med min. Aldrig blødt igennem. Glemmer helt min menstruation og tømmer kun morgen og aften (undtagen på 1. dag, hvor et ekstra pitstop er nødvendigt).

  5. Egentlig et spændende emne, det med hvad der er værd at betale for. Jeg plejede at købe basis t-shirts og toppe i H&M men de bliver så hurtigt grimme og forvaskede. Jeg bruger en sort top eller t-shirt hver dag, så det giver bedre mening at købe få, lækre og dyrere som kan holde til at blive vasket igen og igen (Rosemunde, Samsøe Samsøe og Petit Bateau er gode). Min nye strategi er kun at købe et stykke tøj, hvis jeg kan se, at jeg får det brugt 30+ gange (festkjoler undtaget). Er så træt af brug-og-smid-væk tøj, vil hellere have lidt men godt.

    Og så er jeg enig med en af de andre: rødvin og kaffe! Der orker jeg ikke at spare – så er det næsten ligegyldigt.

    1. Åh, det vil jeg også SÅ gerne over i. Jeg bliver somme tider lidt presset på tid (og en lidt besværlig kropsfacon..) og så ender jeg med at købe det billige tøj, fordi det er hurtigst at finde.

      (Og all hail til kvalitetskaffe og -vin!)

  6. Altid 3 lags toiletpapir. Det fra føtex er favorit. Aldrig mindre end 3-lags. Vil iøvrigt også gerne vide hvilke mærker det er mht vandfarve og farveblyanter?

  7. Jeg synes tit det er en balancegang med dyr Vs. Billig for tit synes jeg der er en fornuftig middelvej hvor jeg går lidt mere for pengene men ikke betaler alt for meget for et bestemt navn. En af de steder vi ikke køber det helt billige er flyverdragter. Her har vi været mega glade for Didriksons (de laver forskellige modeller) men dem vi har købt har et system hvor man kan sprætte en søm op i ben og arme og så er de lige lidt længere og kan dermed holde resten af sæsonen (eller starten på næste),men det bedste er at ungerne ikke bliver våde og ikke koger over af sved (jeg har aktive børn). Og dragten holder.Her oplever jeg at vi ved billigere mærker bliver de hurtigere “utætte” eller går i stykker ved slid.
    I denne uge har jeg inspireret af dig konstateret at det friske persille vi fik i grøntsagskassen ikke ville blive spist denne uge da vi har frisk persille i haven. Derfor har jeg hakket det og smidt det i fryseren. Så har vi det til efteråret og det står ikke som en stakkels Vissenbjerg buket sidst på ugen.

    1. Det er jeg glad for at høre! Det gør mig i utrolig godt humør at få at vide, at nogle af mine fif kan bruges, sådan helt konkret:)

      Og så er jeg enig i det med flyverdragter. Overtøj generelt, egentlig. Jeg vil så gerne fremme bevægglæden hos mine børn, og det er altså nemmest, hvis tøjet inviterer til det. Jeg har virkelig gode erfaringer med Lego Wear, som altid kan findes på bud, hvis man kan leve med, at farverne er sidste års model.

  8. Menstruations-cuppen (Mooncup, hedder den, jeg bruger) er det bedste tip, jeg nogen sinde har modtaget og taget i anvendelse. Jeg købte min første for mere end 10 år siden (skifter hver 2.-3.år) og kan ikke begribe, at jeg har kunnet leve uden? Jeg sparer MANGE penge ved kun at have minimalt brug for bind, og cuppen er langt mere praktisk, hygiejnisk og nem at have med at gøre.

    Eksempler på ting, hvor jeg oplever at den billige udgave er væsenlig ringere end den dyrere:
    -toiletpapir
    – pålæg (jo billigere, jo federe/æklere)
    – T-shirts mv. (billigt tøj er jo nærmest ødelagt efter 2-3 vaske)

    Omvendt kunne man også lave en liste over produkter, hvor den billige udgave er fuldt ud ligeså god/smagfuld som den dyre. I det daglige sparer vi ved at gå uden om Nescafé, Coca Cola, Kellogs og i stedet kigge NEDAD på hylderne. De billige alternativer står altid nederst på varehylden, de dyre lige i øjenhøjde, så vil man spare, er det om at kigge NED. At drikke billig pulverkaffe fremfor Nescafé og kopicola fremfor Coca Cola er simpelthen en vanesag 🙂

      1. Helle/Hope:

        Det er faktisk med vilje, at jeg er gået den modsatte vej, og ser på de steder, det kan betale sig at købe dyrt: Min erfaring (efter 7 måneders fokus) er nemlig, at oplevelsen af, hvornår en kopi-vare er ligeså god som originalen, er utrolig forskellig. Måske handler det om udgangspunktet? Hvis man er på SU, er man måske mere “tilgivende” og åben, end hvis man faktisk har råd til Heinz og Coca Cola? Jeg oplever også, at man er nødt til at være ret specifik, når man snakker om ‘gode kopivarer’, for nogen mener “God til prisen” mens andre mener “Ligeså god som originalen”.

        Jeg er nærmest bare startet fra en ende af med mine dagligvarer, og glæder mig over, når jeg finder nogen, jeg synes fungerer ligeså godt som de dyrere alternativer, jeg plejer at købe, men erkender også mit nederlag, når noget simpelthen bliver for ringe. Købte f.eks. salatdressing i Lidl, som jeg jo ellers er ret begejstret for, og det smagte af flydende viskelæder:-/

        1. Får næsten lyst til at prøve Lidls salatdressing, for at finde ud af hvordan flydende viskelæder smager 😀😀😀

  9. Vi gør det, når vi er på feks burgerrestaurant, at vi bestiller en pommefrite til sønnen og så får han os noget af min portion, jeg alligevel ikke kan spise.

    1. Det er en god måde at gøre det på. Jeg er begyndt at bestille børnemenuer til mig selv, og så “hjælpe” børnene lidt med det, de ikke kan spise. Det fungerer, men det virker sgu stadig lige .. ynkeligt, på en eller anden måde. Jeg savner et alternativ, hvor man både udviser respekt for, at det koster penge at drive en cafe, men samtidig ikke tvinges til at købe mere, end man skal bruge.

  10. Værktøj! Godt håndværktøj koster kassen, men det holder så også flere generationer. Billige svensknøgler er ubrugelige, fordi de ikke holder indstillingen, og billige skruetrækkere bliver hurtigt ødelagt i kærven – hvis ikke ligefrem håndtaget falder af. Man kan tit være heldig at finde noget på tilbud, og det er også lykkedes mig at finde mange gode ting på loppe- og kræmmermarkeder.

    Det gælder også køkkenværktøj som fx. knive. Victorinox laver nogle ret overkommelige kvalitetsknive, og investerer man i deres knivsliber oveni, har man aldrig mere problemer med at skære selv bløde tomater.

    1. Supergod pointe!! Ikke mindst fordi, man kun har fat i værktøj, når man skal bruge det, og det derfor er ekstra irriterende, hvis kvaliteten er så ringe, at det går i stykker 10 minutter efter, man er gået igang, og man står med et 1/4 skab.

  11. Smør kan jo heldigvis fryses. Så skær halvdelen fra inden du tager den i brug og smid i fryseren. Fejler absolut intet når det kommer op igen, heller ikke hvis man bager med det, så du kan snildt købe den store bakke.

    Og så er doggybags heldigvis blevet helt acceptabelt, når man går ud. De fleste cafeer / restauranter kan snildt se pointen i, at man spiser resten af pizzaen hjemme i stedet for, at de bare smider den ud.

    Jeg tror mere det er ens egen blufærdighedsgrænse, man skal over her, for ingen gider jo føle sig som en nærigfrans 🙂

    1. Fryser du blandingsprodukterne også? For alm. smør fryser jeg, men ville umiddelbart vurdere, at blandingsprodukterne var for bløde?

      Jeg synes, at Doggie bag’en er skøn – men når vi spiser ude, er det ofte, når vi er på tur, og sådan et par slizes er ikke så lækre, hvis de skal ligge og lumre et par timer i en bil, inden de kommer på køl:-/

      1. Måske er det at tage den for langt, men en kølekasse og et par frostelementer i bilen ville løse problemet?

        1. Jeg tror nok, at vi her krydser grænsen for, hvor meget arbejde, det kan betale sig at lægge i at redde 1/4 sandwich og en pandekage:)

      2. Blandingsprodukterne kan sagtens fryses. Jeg bruger dem ikke selv – jeg vil have rigtigt smør – men en af mine venner køber stort ind, når de er på tilbud. De ryger i fryseren med det samme og bliver taget op efter behov. Jeg forstår dog ikke det med, at de skulle være for bløde til at fryse?

        1. Haha – det kan godt være, at det er en af dem, hvor man lige skulle have været i mit hoved, da jeg fik tanken:)

          Det er fordi, jeg – når jeg fryser smør – bare skærer det over, og fryser det i halve. (Som passer bedre end en hel pakke til 1 voksen og 2 børn). Blandingsprodukter er, pga. olien, blødere, og vil derfor ikke så let kunne deles. Ikke et uoverstigeligt problem, men alligevel:)

  12. Jeg slår gerne et slag for Faber Castell farveblyanter. Generelt er tegneting meget billigere i Tyskland, så er man på ferie eller indkøbstur, så giver det virkelig god mening at købe. Sønnen er på tredje pakke farveblyanter på et år, og så giver det pludselig god mening, når man kan spare 30-50%.
    I øvrigt skriver jeg navn på med sprittusch. Det begyndte, da han en dag kom hjem med tre grå og ingen rød/gul farveblyanter 😊

    1. Tak for tippet. Jeg har shoppet tusser på Amazon (UK), fordi de også er MEGET billigere, end de er herhjemme, men det var da nemmere at tage med, når vi alligevel er i Tyskland.

  13. Forresten – hvad tænker du om hygiejnen i stål sugerør? Kan de blive ordentligt rene?
    Jeg synes, det er sympatisk at gå væk fra engangsmaterialer, men jeg tror ikke, at jeg personligt ville vælge denne kamp. Der findes også sugerør af papmaterialer på markedet – måske kunne de være et (lidt mere festligt) alternativ?

    1. Vi har stålsugerør med en lille ske i bunden (irish coffe slags) og de bliver fint rene selvom de bliver vasket i opvaskemaskinen liggende (har en skuffe til bestik, ikke en kurv).

      1. Anne/Teresa:

        Vi har i et par år haft de hårde plastiksugerør, der følger med til de der smoothiebægere, så dem har vi også haft i opvaskemaskinen. Jeg har lært, at det vigtigste er at skylle dem, så snart man er færdig med at bruge dem. Hvis jeg gør det, har jeg ingen problemer med at få dem rene, når de står i bestikkurven.

    2. Vi har købt en lillebitte opvaskebørste til sugerør (tror nok på Amazon), så man er sikker på at få dem rene. Ligner lidt en piberenser og er supersmart 🙂

  14. Jeg fryser mine blandingsprodukter og det er lige så lækkert efter frys som før.
    Køber gerne (læs: kun) økologisk smør og smørbar, og har for kort tid siden fundet ud af at Bakkedal smørbar (som jeg har brugt meget indtil nu og som ofte kunne fås på tilbud) indeholder palmeolie, hvilket jeg ikke er glad for. Tja, havde ikke læst deklarationen før, men regnede med at det var en blanding af smør og rapsolie, som de andre, jeg kendte.
    Derfor er det blevet endnu vigtigere for mig at kunne købe smør og smørbar “in bulk” og smide det i fryseren.
    Man skal bare sørge for ikke at købe mere end man kan nå at spise inden holdbarheden-i-fryseren bliver overskredet.

    Vi har flere gange haft held med at bestille til os to voksne “og en ekstra tallerken” til vores snart toårige. Vi blev ikke set skævt til endnu og det regner jeg med at gøre en del også fremover. Får hun sit eget mad, ender hun simpelthen med ikke at få spist nok, og efter en voksenportion hver kan vi ikke færdiggøre det for hende, så kan sagtens følge dig i madspildsproblematikken.
    Synes at din idé med at børnene deler en børneportion og får en del af din portion er fremragende.

    1. Perfekt – så er der jo i hvert fald ingen grund til ikke at købe, når der er mulighed for at spare.

      Og med 2 voksne/1 barn synes jeg, at den løsning, du beskriver, er helt optimal; så kommer man også omkring problemet med, at de ofte alligevel gerne vil have det samme, som du får (som ikke kan fåes i børne-størrelse).

  15. Jeg bruger noget, der hedder ‘Soft Picks’ mellem tænderne. Det er sådan nogle små tandstikker med gummihår, som børster imellem tænderne. Der når tandbørsten IKKE ind. God mundhygiejne er btw også en glimrende måde at spare penge på tandlægeregningen!
    Anyways, jeg har ihærdigt prøvet bøde Netto, Tigers og Normals kopiversioner og de holder bare ikke. Køb originalen fra Gum. Der er ikke sparet penge, når der bare bruges dobbelt så mange…

    1. Godt fif! Jeg har købt dem på apoteket eller hos tandlægen selv; jeg mener, de er fra Tandex. Dem har jeg også været tilfreds med. Har du evt tjekket, om der er penge at spare på Amazon, enten Tyskland eller UK?

      1. Jeg tror sagtens der er penge at spare på f.eks. Amazon. Inspireret af dig har jeg dog fokus på kun at købe, hvad jeg får bruge. Og da jeg sjældent køber bare mere end en, max to, pakker af gangen, går besparelsen ved Amazon hurtigt op i porto og ekspeditionsgebyr.

  16. Aller bedste spare/ minimalisme tip er at få sig nogle høns. Madrester (også dem man slæber med hjem fra restauranten) bliver på magisk vis omdannet til æg, med solgule blommer.

  17. Til nyfødte synes jeg discountbleerne bliver for stive og jeg sværgede til libero, mens min datter passede størrelse 1 og 2. Alle andre mærker synes jeg bare sad dårligt eller hun tissede igennem. Men fra størrelse 3 har aldis bleer været en kæmpesucces og jeg synes de er bedre end de dyre mærkebleer.

    Jeg vil også høre mere om de der stofbleer. Har aldrig prøvet menstruationskoppen og er også overbevist om at jeg ville kampsvede over dem og til sidst forbande den langt væk, hvis jeg købte en. Stofbleer virker langt mere overskueligt for mig.

    1. Stofbind skulle der have stået. Min hjerne er allerede på barsel igen, selv om der er 2,5 mnd til termin. #skylderPåVarmen

    2. Godt fif. Jeg gjorde nogenlunde det samme, bare med den variation, at jeg kørte discountbleer i dagtimerne, og mærkevare-bleer om natten, hvor de meget gerne måtte holde tæt lidt længere.

  18. Puslespil! Helst Ravensburger og Trefl. Brikkerne er tykkere og pænere og det kan virkelig betale sig at give lidt ekstra. Flere af vores brugte puslespil er (trods ihærdig brug) pæne nok til at give/sælge videre når motivet eller antallet af brikker bliver for kedeligt for ungerne.

    Og så tilslutter jeg mig ellers ovenstående halleluja-kor for menstruationskoppen!

    1. Jeg er blevet meget opmærksom på, at det legetøj, vi køber, meget gerne må have en levetid, der er længere, end bare hos mine børn, så godt tip!

  19. Et spørgsmål Linda, som er lidt i forlængelse af dit fremragende indlæg om fagforeninger. Jeg forsøger så vidt muligt at handle i fysiske butikker, fremfor netbutikker, og så vidt muligt i danske netbutikker, når jeg handler på nettet. Ud fra et princip om at støtte forretningerne, fordi jeg sætter pris på at kunne se og føle på varerne, og med danske netbutikker at bevare danske arbejdspladser, moms og skat til fælleskassen, osv.
    Jeg må dog indrømme, at det af og til halter gevaldigt med at overholde mine principper, fordi det enten er svært at finde life den vare jeg gerne vil have, fordi det er så dejligt nemt med netshopping og levering i en travl børnefamilie, og som du nævner flere gange, så kan det også være billigere. Det er en lang snak at gå ind i, sådan noget med at Amazon snart har monopol på al handel (og dermed kan sætte prisen op og servicen ned, og så er der ikke andre butikker tilbage at gå til i stedet for). Men kunne være spændende at høre hvad du gør dig af tanker om det i et fremtidigt indlæg, og også se hvad det afføder i kommentarsporet..,

    1. @Tine og Lone:

      Spændende emne, som jeg gerne vil skrive et indlæg om. Jeg laver lige hurtig intro til det næste indlæg, jeg laver, så I derude får et overblik over, hvad der er på trapperne.

  20. Vi er (desværre!) begyndt at købe opvasketabs som hverken er billige eller miljøvenlige – de andre (fx änglamark og rema1000) vasker alt for sjældent rent, og så skal halvdelen af opvasken vaskes igen. Men ville elske hvis der fandtes et godt alternativ!

    1. Jeg har købt pulver fra Neophos, som koster en brøkdel af, hvad tabs’ne koster, og som man selv kan dosere, så mængden passer til vasketid, hvor fyldt maskinen er, og hvor beskidt, det man skal vaske, er. Det fungerer perfekt. Måske det kunne være en løsning?

    1. @Tine og Lone:

      Spændende emne, som jeg gerne vil skrive et indlæg om. Jeg laver lige hurtig intro til det næste indlæg, jeg laver, så I derude får et overblik over, hvad der er på trapperne.

  21. Vi har lige været på ferie hvor turen blandt andet bød på konceptet “Røver-tallerken” på en af restauranterne o Tyskland. Røver-tallerkenen kostede 0 euro og betød bare at et barn fik en tom tallerken og kniv og gaffel og så kunne spise mad fra sine forældres tallerken. Intet mindre end genialt synes vi og vores børn, der har meget varierende appetit. Vi genbrugte konceptet flere gange på turen til stor glæde for os alle. Det bliver helt klart noget, som vi kommer til at bruge i fremtiden.

    1. Det er godt nok også smart! Og helt utrolig serviceminded og forholder-sig-til-virkeligheden-som-den-ser-ud-agtig af spisestederne.

      Det kræver nok to voksne at få systemet til at fungere, men vi er jo også somme tider afsted med venner og familie, så man kunne sagtens prøve at implementere systemet i dé situationer.

      1. Jeg var også meget imponeret 🙂 Jeg forestiller mig også at man kan bruge det, når man er en voksen og to børn ved at bestille en voksen-ret og en børne-ret. Vi har allerede brugt det, når min mand spiser sin egen mad og vi andre deler, for portioner kan være virkelig store og af og til er det mig, der ikke er så sulten 🙂

  22. Tænk at man kan blive så hooked på en blog! Jeg lapper det hele i mig 😀
    Tak for spændende indlæg, som i den grad giver anledning til at tænke og diskutere. Min kæreste og jeg er i slut 20’erne, nyuddannede, ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Vores venner køber hus og bil. Vi bor i en lille 50 kvm lejlighed. Su-lån, der snart skal betales af. Dine indlæg har skabt anledning til at snakke en masse om vores ønsker for fremtiden. Børn, hus, bil? Vil vi arbejde fuldtid? Hvad vil vi prioritere? Det er de bedste snakke, vi har haft længe. For det er virkelig spændende at sætte ord på sine værdier og mål med livet.

    1. EJ, Karen! Jeg har lyst til at opsøge dig og give dit et knus! SIKKE dog en fantastisk kommentar at få! Kæmpe tak fordi du både tænker det og skriver det <3 <3 <3

  23. Sengetøj, synes at det billige fra Føtex og jysk holder ikke mere end et år. Så sengetøj skal være helst den dyre version.
    Til gengæld har jeg været glad for ansigtscreme for 20kr fra Lidl.

    1. Det er virkelig rigtigt! Jeg stod så sent som i morges og lagde det dårlige dynebetræk på, som ligger bagerst i skabet, fordi det er stift og øv-agtigt, men jeg kan ikke følge med til at vaske dynebetræk i den her varme. Godt, vi lige fik den med <3

    2. Men hvor køber man så sengetøj? Jeg flotte de mig og købte hos Georg Jensen Damask og var VILDT skuffet over, at man til prisen ikke end gang fik knapper eller lynlås i dynebetrækket, men måtte vinde sløjfer.. Der er muligvis noget design/æstetik eller en mærkelig udluftning-grund, men det ændrer jo ikke på følelsen 🙂

      1. Jeg har haft gode erfaringer med at gå i “dyneforetninger” – hedder de måske Botex ude i verden? (Tænker ikke, du kan bruge det lokale, esbjergensiske navn til noget..). I Aarhus hed den i lang tid “Det hvide hus” og lå på hjørnet af Bruunsgade og Jægergårdsgade. De har dyner og sengetøj og ikke andet. I hvert fald har jeg flere gange købt hos dem; jeg er lidt ligeglad med mønster, så jeg har bare rodet i tilbudskassen og fundet noget. Der er kvaliteten virkelig god.

  24. Genanvendeligt emballage! Selv har jeg erfaring med
    – Smoothieposer til min baby, som man således selv kan fylde. Det er genialt til grød, grøntsags- eller frugtmos eller andet flydende mad. Det er hurtigt tjent ind, og jeg kan godt blive lidt træt af udvalget blant Supermarkedets engangsposer som ofte er mere eller mindre ren frugt og derfor ikke så mættende.
    – Stof med bivoks, man kan lægge over skåle eller tallerkener istedet for fx. sølvpapir. Det slutter ikke lige så tæt, men fungere fint som overdækning i køleskabet.
    – Snack-poser/madposer både i stof og plastic. Dem i plastic er lavet lidt tykkere og med sip-lås i toppen, og de kan tåle opvaskemaskine. Dem af stof kan bare skylles under hanen, men dem bruger jeg så kun til tørre madvarer. Jeg har reduceret brugen af fryseposer gevaldigt, når jeg er på farten. Og der er tit jeg har kiks, frugt eller andre snacks med i tasken til mine børn.
    – Og endelig tætsluttende plasticbøtter som man også kommer langt med til madpakken eller i fryseren i stedet for fryseposer.

    Jeg har købt mine ting i butikken “Gå grøn” på Jægersborggade i København, som har virkelig mange løsninger. De har vist også en webshop, for de der ikke lige kommer forbi København.og ellers kan man vist finde mange andre lignende produkter ved at søge lidt. Jeg vil fx. også gerne finde noget genanvendeligt bagepapir.Det er lidt dyrt, men jeg tror på det hurtigt tjener sig ind, både økonomisk og for miljøet. Og ekstra bonus er, at man ikke hele tiden skal huske at købe nyt.

    1. Tak for rigtig gode fif!

      Jeg er efterhånden blevet god til at bruge tætsluttende plastikbøtter og genbruge de plastposer, jeg trods alt bruger, men jeg er ikke blevet gode venner med Bee Wrap endnu. Jeg synes ikke, det slutter tæt? Er det også din erfaring?

      Jeg har på flere fb-sider set folk anbefale at bage på solsikkekerner i stedet for bagepapir. Altså, hvor man bare har et glas med dem, som man kan bruge igen og igen, som man fordeler i et jævnt lag på bagepladen, og så placerer boller osv. ovenpå. Jeg har ikke prøvet det endnu, men det er da en nem løsning at teste, hvis man har lyst:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.