Inden jeg kaster mig over dagens indlæg, vil jeg bare lige (så ingen tror, de er blevet glemt) sige, at jeg har 3 spørgsmål mere liggende i indbakken, som jeg nok skal nå omkring:
1) Hvad er din holdning til at handle på Amazon (ihukommende indlægget om fagforeninger)?
2) Apropos M2018 – hvad er det helt overordnede mål? Hvad skal friheden bruges til, når du er gældfri?
3) Hvordan er det at være alene, når du er sammen med andre forældre, som er to?
Disse indlæg kommer op i løbet af den næste lille måned; jeg skal lige have tiden til at skrive dem, for de her “I spørger, jeg svarer”-indlæg er noget længere, end dem, jeg normalt skriver. Jeg kan selv bedst lide, hvis et blogindlæg ikke vandrer planløst ud af lange sidespor (som det her f.eks. er i gang med at gøre lige nu) – men fordi I stiller så gode spørgsmål (#SmoothOperator) kræver de lidt flere ord, end jeg normalt belemrer jer med.
Dagens emne er ingen undtagelse, og det er en slags svar på den håndfuld spørgsmål, jeg har fået, der kan koges ned til: “Savner du aldrig en mand at dele dit liv med?”
Det korte svar er: Jo. Det gør jeg virkelig.
Jeg har, helt fra jeg startede med at blogge, haft en regel om, at jeg kun skriver om de mænd, jeg ser, hvis jeg ser dem så meget, at man kan møde mig med dem i det offentlige rum. Ikke for at være mørk og mystisk, men fordi jeg, bortset fra mine børn, meget sjældent skriver en ét enkelt individ. Alle, jeg blogger om, forsøger jeg at camouflere, så ingen skal føle sig udstillet, og det bliver svært, hvis jeg skal skrive om en mand, jeg dater, fordi der jo af gode grunde ikke vil være farlig mange af tage af. Derfor er det et af de få emner, jeg meget sjældent skriver konkret om herinde.
Jeg ved, at jeg har nye læsere med ombord, og derfor vil jeg gerne gentage noget, jeg har sagt flere gange før, nemlig at der ikke for mit vedkommende er tale om et statement, når jeg har valgt at få mine børn alene. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne ville have haft dem med en mand i en helt traditionel familiekonstellation. Det var drømmen.
Når jeg alligevel valgte at flyve solo, var det fordi jeg som 32-årig, da min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden, syntes, at dét løb var kørt. Ideelt set havde jeg mødt Ham Det Skulle Være i løbet af mine 20’ere, så vi kunne have rejst sammen, festet sammen og lært hinandens venner og familier og forcer og svagheder at kende. Det var dét fundament, jeg gerne ville have haft, hvis jeg skulle have haft mine børn med en mand. At møde én som 33-årig, date et år eller to, for så at trykprøve forholdet med et barn, uden at vide, hvor de utætte svejsninger kunne tænkes at være, var jeg simpelthen ikke interesseret i, fordi jeg ikke ønskede at risikere at blive bundet, hverken geografisk eller til et andet menneske, hvis tingene faldt fra hinanden.
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg alle dage har været mere pragmatisk end romantisk.
Ovenstående er grunden til, at jeg valgte ikke at vente på en mand at få mine børn med. Men det betyder selvfølgelig ikke, at målet er at leve resten af mit liv med sporadiske dates og overfladiske bekendtskaber som co-drivers. Dog må jeg sige, at jeg aldrig haft et ønske om at blive gift, ligesom jeg heller ikke umiddelbart ser mig selv som en, der skal bo med en kæreste. I og med at jeg har fået mine børn selv, synes jeg, at det væsentligste argument for at bo sammen er faldet væk, og jeg tænker – lige nu i hvert fald – at jeg er sådan en, der bedst kan være sammen, hvis jeg også kan være selv.
Jeg dater ikke sådan rigtig aktivt for tiden. Jeg har en regel om, at jeg ikke siger nej til en kop kaffe, og jeg har også et par gange haft Tinder installeret, men det kommer til at føles som en skal-ting. “Madpakker, støvsuge, vasketøj, Tinder” Det er nok ikke helt det rigtige udgangspunkt, tænker jeg. Jeg tror, jeg ville have datet mere og mere konsekvent, hvis jeg havde haft barn/børn med en ekskæreste, og jeg vidste, at børnene var hos ham i en eller anden deleordning, så der var lidt system at arbejde med, når man planlagde sine dates, men helt lavpraktisk drukner jeg i logistikken med arbejde og barnepiger osv, hvis jeg skal date regelmæssigt.
Og det med at invitere fremmede mænd herhjem kl 21, når børnene sover, bliver også et nej tak, så det kræver lidt teknisk snilde, hvis det skal kunne lade sig gøre at lære en ny mand at kende.
Endelig er der også en grund til, at mange er udfordrede i deres forhold, mens børnene er små; der er så lidt tid, der er din alene, at det for de flestes vedkommende er svært nok at vedligeholde noget solidt funderet, man har bygget op over en årrække. At skulle skabe noget helt nyt fra bunden i den periode, er – for mig i hvert fald – tæt på umuligt.
Jeg ved ikke, om jeg har en decideret type, men fælles for de mænd, jeg har knyttet de stærkeste bånd med har været, at de alle har været akademikere, begavet et godt stykke over gennemsnittet, og alle har haft en kreativ åre, typisk musik – og dem er der ikke rasende mange af i Esbjerg. Jeg har haft humoren til fælles med dem alle, og de har hvilet nok i det, de selv har vidst og kunne, til ikke at forsøge at kompensere med bestemmer-adfærd på ‘Sådan én som dig trænger vist bare lige til at blive sat på plads!’-måden. Hahaha. Prøv.
Jeg får somme tider skudt i skoene, at min singlestatus handler om, at jeg er kræsen; at det må være derfor, jeg ikke har fundet en mand. Det er ikke sådan, jeg selv oplever det. Man bestemmer ikke selv, hvad man tiltrækkes af, og jeg tror bare, hånden på hjertet, at det er en meget lille gruppe af mænd, jeg er kompatibel med, fordi man skal være ret meget i touch med sin mandighed for ikke at blive intimideret af mig. Det siger jeg, blottet for stolthed, for det er et faktum, som gør mit liv mere ensomt, og som jeg helst var foruden, men som ikke desto mindre er sandt.
Så opsummeringen må være, at jeg ville elske at have en mand i mit hjørne. En at læne mig op ad, som samtidig forstår, at jeg sagtens kan stå selv, og til enhver tid vil foretrække dét alternativ frem for at forsøge at holde balancen det forkerte sted.
En sidste lille ting: Når jeg skriver om mænd og kærlighed, oplever jeg somme tider, at nogle af jer derude tænker: “Du ville sgu da være perfekt med min fætter Jens!” Som sagt: Jeg er game. Indboksen er åben.
Wauw. Det var et godt og ærligt indlæg. Endnu et!
Tak for det, Anne<3
Jeg håber din inbox eksploderer i Fætter Jens’er og bare en har ramt rigtig! Kh fra Ditte, der sidder og ammer lille solo-barn og nærmest føler dit indlæg handler om mig… vildt!
Og hvilket lille solo-barn! <3
Jeg er glad for, at du føler genkendelse, når du læser det, Ditte; af en eller anden grund er det rart at vide, at flere har det sådan.
Kram til jer begge to
Kære Linda,
Alt hvad der kommer fra din pen gør mig klogere.
Jeg ville sådan ønske, at jeg som dig, havde fået mit barn alene. Jeg var sådan set prototypen på din beskrivelse af hvordan optimale betingelser udi familiestiftelse ser ud – min mand valgte bare at gå da vores datter var et halvt år. Og jeg er derfor tvunget til at undvære hende. Fordi min mand tog en beslutning. Mange taler opstemt om friheden ved delebørn, og jeg dør indeni af savn og sorg over at halvdelen af min datters opvækst sker uden mig. Jeg er blevet frataget retten til deltagelse i 50 % af hendes barndom, og det var på ingen måde det jeg “skrev under på”. Det er vitterligt en utålelig situation, at den man elsker mest i verden, ikke kan krammes hver dag. At man skiftevis lever i symbiose og helt adskilt. Efter et uendeligt skema. Hvor ville jeg ønske, at jeg som dig, havde fået hende alene. Dine børn er ualmindeligt heldige at have en mor som dig. Og det bliver en ualmindelig heldig “fætter Jens” der finder dig – jeg kender desværre ikke en eneste jyde, ellers havde jeg sent alle gode mænd jeg kender din vej!
Jeg kan næsten ikke bære tanken på dine vegne. Jeg er fuld af beundring over de forældre, der trods alt formår at få det bedste ud af det, når de ikke har børn, men mit hjerte ville knække 17 gange i minuttet over at undvære mine halvdelen af tiden, og du har min inderligste medfølelse og sympati <3
Av for fanden! Den sorg er uendelig. Den stående aftale herhjemme er at INGEN skrider i vores forhold. Så får man en skovl i nakken og bliver begravet i baghaven. Det er kun lidt en joke…For det er pissehårdt med små børn og parforhold og hele hverdagen, men vi kan hverken undvære hinanden eller børnene så no quitting allowed. Er det for sent at begrave eksen under æbletræet?
Spændende læsning – tak for det. Jeg tænkte også engang i mine tyvere, hvor kærligheden lod vente på sig, at det der med børn ville blive svært, for først skulle jeg møde en mand, og så skulle vi være kærester, flytte sammen og bo sammen i flere år og lære hinanden at kende helt i bund, og SÅ kunne vi begynde at tale om børn …. Men altså, så mødte jeg denne her mand i byen, flyttede ind hos ham efter tre uger og blev gravid – planlagt- efter fire måneder og i dag har vi været sammen i 22 år og har tre børn. Det føltes bare rigtigt meget hurtigt dengang og det gør det stadig. Ved ikke helt hvad jeg vil sige med dette, andet end at jeg synes du er skide sej – altså at du er solomor og tog den beslutning. Og det er tydeligvis et dybt reflekteret valg. Jeg er dog nysgerrig på, om du mon, hvis nu kærligheden i sin tid havde overrumplet dig, ville have kastet dig ud i at få et barn med en mand efter kort tids bekendtskab, eller om du af princip og almindelig sund fornuft aldrig ville gøre det? Altså om det er sådan en helt rodfæstet overbevisning i dig, at man bør kende hinanden i bund – styrker, svagheder, ‘utætte svejsninger’ – før man får et barn sammen? Ville du kunne lade dig rive med af en mavefornemmelse, som jeg fx gjorde, eller ville det aldrig kunne ske – af sådan helt principielle årsager? Det bliver lidt hypotetisk, jeg ved det, og du behøver selvfølgelig ikke svare, jeg blev bare nysgerrig
Jeg har prøvet at være kærester med en mand, hvor vi allerede de første 3 måneder snakkede om børn, og om at skete det, så skete det, så jeg er fuldstændig ligeså meget i mine følelsers vold som alle andre:)
Min beslutning endelig truffet, da jeg var alene, og fra jeg besluttede at gøre det, til jeg gjorde det, gik der 7 måneder. Jeg brugte de måneder på at blive klar oppe i hovedet ved at tage omkring lægen, banken, snakke med mit bagland osv. Faktisk var jeg i den periode nærmest nervøs ved tanken om at komme til at snuble over kærligheden, fordi jeg i givet fald ikke anede, hvad jeg skulle have gjort. Går man efter kærligheden, og sætter projektet på pause? Eller omvendt? For mig ville det ikke have fungeret at køre parallelløb, fordi jeg synes, at begge “projekter” kræver fokus, og ikke kan gøres halvt. Men jeg kender andre, som har datet sideløbende og også et par stykker, hvor de endte med at droppe at få børn alene, fordi de i stedet fik dem med én, de mødte undervejs.
Da det gik forbi med ham, jeg så, var min lettelse enorm over, at vi ikke stod med et barn; ikke mindst fordi han havde børn fra et tidligere forhold. I dét scenarie, er det jo ikke kun ham, man skal tage hensyn til og som får betydning for, hvor man kan slå sig ned, men også de børn, der var der først, og som jo har ligeså meget krav på en far, som det barn, vi i givet fald ville have haft.
Jeg slap for mange hovedbrud der, tror jeg:)
Hvor kan jeg godt følge dig, jeg er også alene mor til 2 (dog med en far der har børnene jævnligt), men jeg orker bare ikke tinder og dating apps, vil så gerne bare møde en i Netto eller noget.
Hilsen Rikke
Haha – JA! Eller en ledig far i børnehaven eller noget, ikke?
Elsker at din inbox er åben!
Mht det med at være kræsen, så forstår jeg ikke hvorfor ‘samfundet’ bruger det argument – der er da intet galt med at være kræsen?! Det med at få børn er et ret vigtigt valg og de fleste tænker meget over det (muligvis først efter at de er blevet gravide, men selv der overvejer man vel om man ville kunne finde ud af at være forældre sammen?)
SÅ enig! Jeg kan heller ikke forstå hvorfor det er et argument? Hvis man ikke skal være kræsen når det handler om kærlighed, hvornår skal man så? Det giver ingen mening!
I min familie er der en lang og sørgelig tradition for at man mødes, får børn og bliver skilt. Simpelthen fordi man har så travlt med at krydse bryllup, villa og børn af på “familien Danmark”-listen at man glemmer at finde ud af om man rent faktisk kan og vil hinanden. Med et bagland af delebørn og skilsmisser satser jeg stærkt på at være den første mønsterbryder i 4 (!) generationer.
Og hvor ville jeg dog gerne have en fætter i baghånden (kan KUN forestille mig en jysk fætter a la Charlottes storebror i “Charlot og Charlotte”!) Kommentarfeltet bringer som altid alle følelser i spil…
@Kristina og Birgitte:
Jeg forstår det heller ikke. Jeg tror, det er fordi folk mener, at med så mange fisk, så må det være fordi man har for høje krav, hvis det er lykkedes én stadig at være alene? Hvis det argument skulle være rigtigt, ville det jo kun være en bestemt type mand, man altid faldt for, og når jeg kigger på de mænd, jeg har holdt af, så består de af en pærevælling af gener, interesser, måder at spise på og hvad man ellers kunne have en holdning til var vigtigt. Jeg tror simpelthen bare, at det handler om manglende kemi, når man går hjem fra en date, og ikke synes, at det var noget, men fordi det er lidt vagt – måske også for én selv? – så kommer man til at tillægge små ubetydeligheder den manglende interesse.
Vi er ikke gift, og folk spørger altid hvorfor, men helt ærligt det er da langt mere forpligtende at få børn sammen, af de grunde du nævner. Når bølgerne går højt herhjemme tænker jeg også at det ville have været nemmere og bedre at have fået dem selv. Specielt fordi det altid var min plan at få børn uanset om jeg mødte den rette mand eller ej. Dagen efter når alt er godt igen elsker jeg til gengæld at vi er to, der har lige stor kærlighed og interesse i vores børn, uanset hvad der sker.
Der er ikke to livssituationer eller parforhold der er ens, og med fordele og ulemper ved begge dele. Når det så er sagt, så kan jeg dælme godt forstå der ikke er hverken overskud eller logistik til at date, det er nok noget af det, der er gældende for de fleste! Jeg har en fætter i Esbjerg, men han er desværre godt afsat 😉
Jeg tror, at der er lige præcis lige så mange fordele og ulemper ved livsvalg, som der er liv. Og at det et langt stykke hen ad vejen handler om, hvilke briller, man vælger at se sit liv igennem. Min helt overordnede følelse af mit liv er, at jeg har været ualmindelig heldig, for jeg har fået børn, som jeg ville give mit liv for uden at blinke med øjnene, selvom det ikke umiddelbart var det, der var i kortene til mig.
Når jeg skriver et indlæg som dette, oplever jeg somme tider, at læsere føler, at jeg ved at forklare, hvilke valg, jeg har truffet, underforstået siger, at jeg ikke forstår dem, de traf. Sådan er det ikke. Det er bare virkelig svært at forklare, hvorfor jeg har gjort, som jeg har, uden at fortælle om beslutningsprocessen derhen, og den indebærer overvejelser om den traditionelle måde at gøre tingene på – men jo kun set fra mit perspektiv og med udgangspunkt i det menneske, jeg er. Så jeg håber, at det skinner igennem, at mine valg på ingen som helst måde er en næserynken af, hvordan andre har valgt at gribe tilværelsen an.
Og din fætter har mange artsfæller her i Esbjerg; det er virkelig en by, hvor mange er godt afsat – og hurra for det 🙂 <3
Jeg opfatter ikke dine forklaringer som kritik af andres valg. Overhovedet. Ved nærmere eftertanke tror jeg, det er en af grundene til, at jeg aldrig bliver træt af og holder pause fra din blog, som jeg ellers gør med alle andre. På de andre blogs kan jeg nogle gange blive inspireret, men også føle mit eget liv kritiseret, gennem livsstil, idealer og glansbilleder. Du skriver ærligt, reflekteret, nuanceret og morsomt, og jeg føler mig altid enten inkluderet eller i det mindste velkommen. Tak for det!
Du er umådelig velkommen – og tak for opfølgning. Somme tider bliver jeg lidt i tvivl om, om det er så tydeligt for mig selv, hvad jeg mener, at jeg kommer til at springe nogle mellemregninger over, så dejligt at høre, at det, jeg tror jeg siger (i hvert fald i dette tilfælde…) også er det, der når ud til dig og jer <3
Kære Linda, du har min fulde respekt på så mange planer. Når jeg læser dine indlæg er de altid fyldt med så mange tanker, eftertænksomheder og grundige overvejelser, at jeg tænker at det er et under at din hjerne ikke rammer kogepunktet en gang imellem.
Du beriger blogverdenen, har jeg bare lyst til at sige til dig. (Og dermed også mig, for jeg læser hvert et ord fra din “pen”).
Stort kram fra Lene
Søde Lene. Det var da en helt utrolig fin og hjertevarm kommentar. Tusind tak fordi du satte dig til tasterne og skrev det til mig – det betyder meget! <3
Rigtig mange gange tak for din ærlighed. Jeg kan ikke (endnu) spejle mig i solo-mor tilværelsen, men din blog har tilføjet dimensioner til mine egne overvejelser, som jeg aldrig på egen hånd var kommet omkring.
Jeg er, ligesom dig, praktiker frem for romantiker og jeg lever og ånder for excell-ark og lister.
Jeg er i den fødedygtige alder, men har ikke en altopslugende drøm om at blive mor. Jeg har derimod en erkendelse af, at mit liv er fedt som det er nu – og sikkert også vil være det om 10-15 år, hvis jeg ikke har børn. Men jeg er ikke i tvivl om, at mit liv også ville være fedt, hvis jeg om 10-15 år havde store børn at dele det med.
I mine overvejelser er en mand helt klart ‘nice to have’ fremfor ‘need to have’ (altså, udover det åbenlyse bidrag) og dette er uden tvivl ved på helt op til flere bål om stærke kvinder, der skræmmer mændende væk. Jeg må også bare, som du, erkende at de mænd jeg møder sjældent er mænd nok til at håndtere mit personlige ‘brand’ af selvstændig kvinde og at de ofte har rigtig svært ved at håndtere, når uligheden i et parforhold gør manden til den ‘svage’.
Man har selvfølgelig en tendens til at tage det ind, der bekræfter hvad man allerede mener, men Sandras kommentar længere oppe om at skulle undvære 50 % af sit barns barndom, har virkelig skubbet til mine overvejelser på det her punkt.
På nuværende tidspunkt hælder jeg nok mest til at gøre det selv-selv fremfor at finde en at gøre det med. Men jeg er endnu ikke klar til springet.
All in all, så er jeg tydeligvis ved at hoppe i bilen og tage til Esbjerg for at få dig til at give mig råd live! Keep up the good work på bloggen, tak.
Kære Linda og alle jer andre
Det er simpelthen sådan en god blog, du har. Som du selv og andre har nævnt flere gange, så afføder dine fantastiske emnevalg og ikke mindst din måde at formidle, at kommentarfeltet på magisk vis ofte er lige så interessant som dit indlæg. Tak for det og også tak til alle medlæsene herinde ❤️
Det er sådan et fint sted, vi efterhånden ved fælles hjælp har fået skabt, og jeg bliver så glad over, at internettet, sit dårlige ry til trods, kan facilitere så meget kvalificeret udveksling, sparring og kindness of strangers <3
@Henriette:
Det fyldte også meget for mig, sammen med overvejelserne omkring, at man faktisk ikke har en pind indflydelse på, hvordan den anden forælder vælger at opdrage barnet, når det er hos ham/dem. Derudover er der en hel række af mennesker i leddet lige bagved, f.eks. bedsteforældre osv,, som jo et eller andet sted også både har ret til og bør spille en rolle i barnets liv, men som det jo ikke nødvendigvis er sikkert, at man synes, det er fedt at sende børnene på ferie hos.
Der ER mange overvejelser at tage ind; jeg var heller ikke superskruk, da jeg gik igang med projektet, men jeg var ret afklaret med, at hvis jeg løftede blikket og så 10 år frem, så ville ikke at vælge også være at vælge, og umiddelbart førte vejen, jeg gik på, ikke hen til det sted, jeg forestillede mig at være. Og så må man jo skifte rute. Hvis det giver mening.
Skulle du på noget tidspunkt have brug for at vende tanker osv. omkring projektet, er du mere end velkommen i Esbjerg. Der er altid kaffe på kanden:)
Kh
Linda
Jeg kan virkelig følge dine betragtninger om, at det kan være svært at finde en mand, der kan hvile i sig selv nok til at rumme en stærk kvinde. Jeg hader bare kvinder, der proklamerer, at de skal have en mand, der kan sætte dem på plads. Niks, de skal have en mand, der indgyder så tilpas meget respekt, at de holder op med at lege “bestemmer” og opfører sig anstændigt og ligeværdigt.
Jeg fandt “den eneste ene”, da jeg var 33, og vi var gift, ejede fast ejendom og havde barn sammen under 3 år senere. Det gik hurtigt. Og her 9 år efter, er det stadig mit livs bedste beslutning. Og han kan rumme hele mig og gør mig til et bedre menneske ( ja, hør lige violinerne!)
Hvis jeg ikke havde mødt ham, havde jeg nok ikke haft barn i dag, for modsat dig, havde jeg slet Ikke lysten eller modet til at have fløjet solo. Al respekt til dig!
For mig har oplevelsen også været, at det lige præcis skaber ligeværd og respekt, hvis der er plads til, at begge parter har stærke og svage sider, og det ikke altid, pr. default, er manden der f.eks. ved mest. Omvendt skal jeg også være ærlig og sige, at de mænd, jeg er sammen med, skal være mig overlegen på nogle områder; ellers mister jeg også respekten for dem. Men det er, som om det for mange er vedtaget, at manden er klogest på ALLE områder. Og det forstår jeg ikke.
De mænd, jeg har fungeret med, også i længere tid, har alle mestret dette, og det føles som at komme hjem. Så jeg kan sagtens forstå, at det kan gå stærkt, når man møder en, hvor de skæve flader bare viser sig at passe sammen.
Hvis jeg havde en fætter Jens, fik du ham lige på stedet!
Du er sød, Kirstine! <3