M2018, uge 23
(Se forklaring på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Re-introduceret lommepenge. Det er et begreb, jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal gribe an, fordi det ikke betyder noget særligt for Anton, og Frida er for lille til at forstå det. Jeg har prøvet det af et par omgange, men dels strander det altid på, at jeg aldrig har kontanter, og ikke har kunne finde en sparegris-app, jeg synes fungerer, og dels er jeg fanget mellem at synes, at de skal arbejde lidt for sagen, og nægte at skabe præcedens for, at man kun vil støvsuge, hvis man får penge for det.
Tanken genopstod, fordi mine øjne faldt på deres Motormille-briller, som jeg købte til dem for en måned siden. Jeg gav 220 kroner for dem, og de har ikke haft dem på, siden vi kom hjem fra koncerten. Det synes jeg sker lidt for ofte; at de forelsker sig hovedkuls i et eller andet, som jeg så køber til dem – og efter 20 minutter er det ikke interessant mere.
Så med sommerferien LIGE om hjørnet (…), har jeg i år besluttet at prøve at puffe en lille smule til forståelsen for, at man kun kan bruge pengene én gang, og at hvis man vælger at kaste bolde i en spand vand i Tivoli Friheden for at vinde en stof-doughnut med en diameter på 95 cm, så kan man ikke også købe en Minecraft økse. Og Minecraft øksen har immervæk en lidt længere levetid og brugsværdi, end et dumt stykke bagværk i velour.
2)
Lavet frugtsalat. Frida E-L-S-K-E-R blåbær og jordbær, og kan gnaske sig igennem en bakke af hver på et døgn. Det er for dyrt. Derfor har jeg købt lidt andet, billigere frugt, skåret det hele i tern og blandet det med bærrene. Med lidt god vilje kan jeg strække sådan et par bakker over 4 dage. Som ekstra bonus er det en god måde at få brugt den lidt triste fersken, der ligger bagerst i grøntsagsskuffen, og de 4 skiver melon, der ligger tilbage i skålen efter aftensmaden, og det er dejlig nemt at give hende en skålfuld om morgenen, uden at skulle stå og skylle, snitte og hakke først.
3)
Været på forkant med, hvilke ture, vi skal på i sommerferien. Ud fra devisen ‘det skader i hvert fald ikke at spørge’ sendte jeg en føler ud på fb, om nogen mon kendte til rabataftaler med Tivoli Friheden, og fordi jeg kun kender sygt gode mennesker, faldt der 5 fribilletter ned hatten på mig. Opmuntret af mit held tænkte jeg, at jeg lige kunne tjekke, hvornår vores årskort til Odense Zoo udløb – men jeg havde egentlig opgivet på forhånd, for jeg mente, at det var købt i juni. Men engang i mellem resulterer glemsomhed i, at man bliver virkelig glædeligt overrasket, for sørme om ikke det gjaldt helt til slut-juli. Dermed har jeg forlods sparet ca. 1500 kroner i entre, og kan købe Minecraft-øksen til Anton, når vi står tomhændede ved doughnut-boden med tårerne silende ned ad kinderne, og jeg knækker, fordi jeg ingen rygrad har (- og “vi er jo også på ferie”) #MoralErGodt #DobbeltMoralErDobbeltSåGodt
I øvrigt:
- bliver jeg nødt til at springe ud af varmeskabet og indrømme, at jeg er kuldemenneske. (Man fylder bare selv ind med Snedronning-jokes.) Jeg bliver S.Å indebrændt, når temperaturen kravler over 33 grader.
kan mit system slet ikke finde ud af, at vi ikke har sommerferie fra på mandag-ish. Vores køleskab giver nærmest ekko, når man åbner det, fordi “det kan ikke betale sig at købe ind til madpakker; vi går jo på ferie lige om lidt.” Haha. Ha. Der er 6 uger til, så du kan bare komme igang, Linda Abildgren.
er Anton på lørdag inviteret til fødselsdag fra kl. 11:30 til 16:00, og jeg kan ikke finde ud af, om de forældre er absurd overskudsramte eller i bekymrende grad har undervurderet situationen.
er jeg så småt begyndt at lave ide-katalog til vores sommerferie. Vi gentager succes’en fra sidste år, og laver én tur om ugen, mens vi resten af tiden skal hygge herhjemme. Jeg har fundet de FINESTE tusser, der kan tegne på sten, (som amazon.uk havde på bud) (jeg går min økonomiske død i møde, når Brexit træder i kraft), som selvfølgelig skal kombineres med ture på stranden, og så har jeg ønsket mig et telt i fødselsdagsgave til Frida, som vi skal have slået op i haven #ulvebuffet.
har jeg, apropos hygge, den sygeste børne-puttekrise i verden for tiden. Forståeligt nok er det for varmt til, at de kan lægges i seng til sædvanlig tid, men vi er nu oppe på, at det tager 2 timer at trække stikket, og at Anton sover så sent, at jeg ikke synes, det er i orden, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal løse det.
har jeg fundet de fineste, mest perfekte og ualmindeligt smukke heksekort på Etsy, som er lavet af en amerikansk kunstner, og jeg har nu sat himmel og jord i bevægelse for at få dem tilvejebragt, fordi fragten koster 180 kroner. Og det var altså: 180 kroner. Jeg kan leje en båd og sejle over og hente dem selv for de penge.
vil jeg gerne foreslå, at nogen opretter et kursus i brug af emojis til kommunikations-ansatte 50+, der har fået til opgave at skrive opslag på facebook. Smiley-der-græder-af-grin er ikke verdens mest oplagte emoji til et indlæg om antallet af tilskadekomne i trafikken, og nogen (- som ikke er mig) må forklare dem, at auberginen, abrikosen og de 3 dråber vand er reserveret til sexting.
har vi fået et fuglebad, og er nu det ornitologiske svar på Hilton.
har vi også fået myrer, og jeg har lyst til at flå min hud af i strimler. Hvordan – HVORDAN, spørger jeg!? – kan det ske alle de steder vi bor, når jeg er tæt-på-hysterisk med rengøring??
er Antons græsallergi ved at tage pusten fra os alle sammen. Hold kæft, han er ramt, det stakkels barn.
ser jeg The Handmaids Tale II, og fordi der kun kommer et nyt afsnit om ugen, bruger jeg 13 Reasons Why som fyld. Den er jeg vokset fra.
har jeg læst Heksen af Camilla Läckberg. 700 sider på 4 dage. Den er god. Skrækkelig, men god.
tror jeg, helt alvorligt, at kommentarfeltet her på bloggen kan bruges, hvis man på en uddannelse skal undervise i, hvad det modsatte af trolling er. Jeg er simpelthen så glad for, at I kommenterer, at I er så helt utrolig ordentlige og venlige, og at I er så gode at blive kloge på. TAK!
M2018, uge 22
(Se forklaring på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Fundet ud af, at de rester af balsam, jeg ikke får brugt (fordi jeg, som nævnt her, har opdaget, at Argan-olie er meget bedre i mit hår) kan bruges som shaving-gel. Det fungerer faktisk næsten bedre end the real deal, fordi det bliver siddende, når huden bliver våd.
2)
Kastet et blik i skabene og sat de småting til salg, jeg ikke bruger. Jeg har på en uge solgt for 700 kroner, nok primært fordi jeg sælger tingene så billigt, at det virker dumt at lade være med at købe dem. (Helt alvorligt tror jeg faktisk, at det er én af de to fejl, de fleste laver, når de er nye i Tradono/DBA. Enten skriver de “Byd” – hvilket jo på papiret sikrer, at man får det, en eventuel køber er villig til at betale, men ofte fører til, at man ingen henvendelser får, fordi der er 16 andre, der har samme produkt til salg, hvor køber ikke først skal til at bruge tid på forhandle prisleje 2) Eller også kan de ikke slippe varen, men kommer til at prissætte den ud fra, hvad de selv har betalt for den, eller hvad den har betydet for dem, fremfor hvad de selv ville være villige til at betale for en brugt håndcreme eller blazer.)
3) Planlagt Fridas fødselsdag for børnehaven.
“Enten kanbørnehavenkommeher, eller OGSÅ (stemme op i begejstrings-high-pitch) kan mor komme ned i børnehaven, og så er vi der SAMMEN, og du kan komme tidligt, tidligt med hjem?”
De kommer – naturligvis – her.
Men jeg har ikke service til 20 børn og 3 voksne, og hvor jeg for et år siden, uden at blinke, ville have købt engangsservice til hele selskabet, valgte jeg i år at spørge i børnehaven, om vi kunne låne af dem. Jeg fik ja, men kunne på pædagogens mimik se, at Esbjerg ikke er helt er der endnu, miljø-wise, men fordi modstand er mit brændstof har jeg nu sendt en mail til forælderbestyrelsen og fremsat forslag om, at vi indkøber 3 sæt låne-service i melamin eller plastik, som kan stå i børnehaven. For ca. 10 kroner pr. barn, kan vi købe tallerkener og glas til 60 børn, så der er et sæt man kan låne, selvom flere børn holder fødselsdag samtidig, og jeg har foregrebet begivenhedernes gang ved at skrive, at hvis forslaget har udsigt til at strande på økonomi, så kan vi spørge ud, om nogen har noget stående i skabene, de ikke længere bruger. Det har jeg f.eks. selv.
Prøv lige at overveje, hvor meget engangsservice, vi kommer til at spare, hvis bare de her låne-sæt kan leve 5 år. Jeg håber virkelig, virkelig, at de andre forældre kan se idéen i det, for nu hvor forslaget er sendt, kan jeg næsten ikke holde ud, hvis det ikke bliver til noget.
Iskaffe (Klassikeren og den nye med lakrids)
I anledningen af at de melder 700 grader de næste 4 uger, kommer her en reprise af verdens bedste iskaffe.
Fordi jeg er mig, har jeg også eksperimenteret mig frem til en ny variant med lakrids. Den er til lakrids-elskere – men er man det, er den til gengæld så god, at man næsten må knibe en tåre.
Here goes:
Is-kaffe, klassisk:
1 dl. instant-kaffe
6 dl. kogende vand
1 dåse kondenseret mælk
Rør kaffen ud i det kogende vand. Tilsæt kondenseret mælk, mens blandingen stadig er brandvarm, og rør, til mælken er opløst.
Hæld massen i forme (ca. 1 dl. i hver) – tænk over at vælge en form, der giver is-terninger, som passer i dine caféglas, så du ikke er nødt til at blande is-kaffen i din opvaskebalje, når du skal servere den. (Og styr dig, når du hælder op – det er FEDTET!)
Når du vil have iskaffe, smider du en terning i et stort glas, hælder mælk(/Bailey/Kahlua) over, ét voila. Hvis du vil lave den som ice-blend, skal du fryse kaffe-massen i mindre tern, så du ikke slår din blender ihjel, men igen: Det fedter, så lad være med at lave klassikeren med is-terningebakken, hvor halvdelen ender i bunden af fryseren.
Is-kaffe, lakridsvariant:
1/2 dl. instant-kaffe
3 dl. kogende vand
3 spsk rålakridspulver (Jeg bruger den fra Urtekram, men har hørt rygter om en billigere variant hos Flying Tiger)
Evt. vanilje- eller lakrids-is
Jeg valgte at blande ingredienserne i en gryde, og give dem et kort opkog, for at være sikker på, at lakridspulveret blev ordentligt opløst. Jeg gætter på, at man kan bruge lakridssirup i stedet, og så er det formentlig nok bare at røre de tre ting sammen, når vandet har kogt i en el-kedel.
Blandingen sættes på køl, og når du vil have is-kaffe, hælder du 1/2 dl. i et glas, og fylder op med mælk. Hvis du bruger den som dessert, blender du den med en kugle is inden servering.
Skål og held og lykke med nogensinde at sove igen.
(Ps: Boganbefalingslisten er opdateret med Majbritte Ulrikkeholms “Rejsen til kærlighed”)
Beach Boys (and girls)
Da jeg forleden sad og rettede i mine gamle blogindlæg, faldt jeg over et, der handler om Anton i trodsalderen. Jeg blev faktisk helt glad over at læse det, for jeg havde lykkeligt glemt alt om, at han også var igennem den.
Frida er der nu. For FULD udblæsning. Alt er oplæg til forhandling (hvorfor må jeg ikke have udklædningstøj på altid/jeg vil kun have yoghurt/jeg hader yoghurt/hvorfor må jeg ikke bruge Antons tandbørste/må jeg skrubbe håndvasken med min tandbørste/må jeg skrubbe den med din/jeg vil spise under sengen/hvorfor må jeg ikke drikke kaffe/jeg vil have flyverdragt og hat på/Og. Så. Videre) og hendes lille verden vælter 16 gange i timen, fordi ting ikke lige arter sig, som hun havde håbet. Forleden fik hun et 10 minutter langt, grådkvalt raserianfald over, at vi ikke kunne tage ud at handle, og var helt uimodtagelig overfor forklaringen om, at butikkerne ikke er åbne klokken 5.20.
Nogle gange er det sjovt, nogle gange er det næsten imponerende, og nogle gange trækker det tænder ud. Det er en udfordring af de større at få lov at lave mad, når jeg skal se noget i haven, fjerne alle fluer i hele verden, finde saft, hælde saft ud, fordi det er ulækkert, finde vand, forklare, hvorfor man ikke må skubbe sin stol hen til komfuret og røre i gryden, inddrage æblet, som hun har fået lusket ud af køleskabet, da jeg fjernede 17 stykker legetøj lagt ud på køkkengulvet, fordi “så er der spærret, mor”, mægle 4323823 gange mellem hende og Anton, fordi… ja, søskende, og trøste og sige nej en én uendelighed til alle mulige og umulige ønsker og indfald.
Jeg prøver at hjælpe os alle 3 ved at skrue ned for, hvad vi skal, ud over at være hjemme, fordi jeg ikke synes, der er grund til at hælde yderligere stimuli på hende, og fordi jeg må lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg også er ved at mør, når ulvetimen nærmer sig.
I sidste uge spurgte min veninde, om vi ville med på stranden, og pga. ovenstående var min første tanke:
Forberedelser til turen (ekstra tøj/tæpper/håndklæder/legetøj/badetøj/pose til vådt tøj/osv.), trodsalder på udebane, forhandlinger om solcreme og mængde af tøj, hjemkomst med bil, fyldt med vådt tøj og sand, to beskidte børn og udsigt til madpakker, aftensmad, badetid og forsinket putning med nu-ekstra-træt barn om fødderne, virkede helt uoverskueligt.
Men så fik jeg det også sådan lidt: Nej. Sgu. Vi skal ikke sidde indenfor i ophøjet ensomhed og glo ud på livet, og det kræver også en del dybe indåndinger at være herhjemme. På stranden er vi sammen med gode mennesker, og vi får – om ikke andet – en anden slags konflikter end the usual suspects.
Så jeg pakkede aftenen før, hev mad ud af fryseren, så dén del af praktikken var nem, og stillede de ellevilde børn udflugten i udsigt, og da jeg den efterfølgende aften landede i sofaen, tænkte jeg meget over, at en indsats kan føles meget forskellig, afhængigt af, hvad man synes, den giver.
For ungerne havde en fest. Der var bar røv, fedtede børn og sand overALT, og stranden var mere forurenet end godt var – men min forudseende vendinde havde taget snacks med til børnene, og en kold dele-øl til De Unge Mødre. Mens vi sad der, gjorde det mig helt utrolig glad, at jeg havde prioriteret at gøre det, fordi det er oplevelser af den slags, jeg forbinder med ægte barndomsminder, som jeg så gerne vil give mine børn.
Det blev hektisk, da vi kom hjem, og det er en livslektie for mig at lære, at gode barndomsminder, som er fyldte med solskin, latter og nærvær, faktisk på forældersiden er forbundet med en ret stor indsats, både før og efter – men det, der fyldte mest for mig, da jeg lagde mig på puden var, at jeg den dag følte, at der var 100 procent overensstemmelse mellem det, jeg gerne vil give mine børn, og det, jeg gav dem.
M2018, uge 21
(Se forklaringen på M2018-konceptet her)
I den forgangne uge har jeg:
1)
Klaret mig igennem pinsen uden at handle først. Jeg kan ikke prale af, at det var en bevidst handling, ( – jeg er ikke mere minimalist, end at jeg altid op til ferier handler lidt som om Tyskens invasion er nært forestående) for det var egentlig bare et resultat af, at jeg var syg, og derfor ikke var på forkant med noget som helst. Men det viste sig at fungere fuldstændig fantastisk, for det betød, at jeg kom helt ind i hjørnerne af, hvad vi havde liggende, både ift. mad, snacks og det, der på supermarkedsprog hedder ‘non-food’. De 5 halvkrøllede juleservietter, den ensomme pose mikro-popcorn, bundslatten af den shampo, der gør mit hår en lille smule mærkeligt, instantkaffen, der burde smage af hasselnød, men som ikke rammer den helt.
Jeg ved ikke, om jeg har mod på gøre det igen en anden gang, for når mit hoved ikke er most af feber, er jeg nok, præ-ferie, lidt for slem til shoppe op, men jeg håber det, for det var yderst tilfredsstillende.
2)
Købt to brugte parfumer af min veninde; min egen var tom, og da parfume er en af de laster, jeg elsker at dyrke, spurgte jeg ud, om nogen havde fejlkøb stående, som de var interesserede i at sælge. Det havde hun, og jeg fik 2 nye parfumer, som begge er 3/4 fyldte, for 200 kr.
3)
Inspireret af ovenstående fik jeg ideen til at lave en gruppe på fb, bestående af mennesker fra min venneliste, som jeg har kaldt “Fejlkøb2018”.
Gruppebeskrivelsen, jeg lagde op, lød sådan her:
Kongstanken med denne gruppe er, at ting skal leve og bruges. Gruppen er derfor tænkt som et sted, hvor man kan sælge sine fejlkøb eller ting, man ikke længere bruger.
Det, der adskiller denne gruppe fra alle mulige andre køb/salg-grupper er, at den er lukket. Den kommer kun til at bestå af mennesker fra min venneliste på FB, og din kusine kommer ikke med i hulen, uanset hvor mange snegle, hun æder. Dette fordi kendskab forpligter, og jeg vil gerne skabe et sted, hvor man godt tør købe Gittes brugte parfume, fordi man ved, at den ikke er harsk, købe 1/2 bøtte proteinpulver, fordi man ved, at det er rigtigt, når Pernille skriver, at hun får ondt i maven af det, eller købe Lenes aflagte Burberry-taske, som hun ikke har bonen på, men som man godt tør stole på er original.
Så. En eksklusiv gruppe til køb og salg af smykker, solbriller, make up, parfume, tøj, brugskunst, køkkengear, kosttilskud osv. osv. osv. blandt mennesker, man i en snæver vending godt ville lade tage en tår af sin kaffekop.
Reglerne er, at man ikke sælger noget, man ikke selv ville købe, at varen potentielt skal kunne bruges af alle (dvs. ingen børnetøj og -udstyr), og at man sælger til vennepris.
I skrivende stund har ca. 1/5 af mine venner meldt sig ind i gruppen, og jeg håber, at den kommer til at fungere efter hensigten.
4)
Det her skal ikke udvikle sig til et langt reklame-rant for Lidl (stadig ikke spons) men jeg har alligevel lyst til at skrive, hvad jeg fik for 700 kroner, da jeg handlede der i sidste uge, fordi jeg synes, at det giver et godt billede af, hvorfor det gør en reel forskel at være omhyggelig med, hvor man handler, hvis pengene er små:
1 flaske skin tonic
1 flaske øjenmakeupfjerner
2 x 1250 ml refill håndsæbe
2 x 1,5 liter tøjsæbe
1 solcreme, spray, faktor 50 (ikke afprøvet endnu)
1 flaske parfume (her tester jeg det princip, jeg for ca. et år siden satte for mig selv, nemlig at det er forbudt at være snobbet; alt skal prøves i discountudgaven, før jeg må diskvalificere det)
1 vandmelon
1 honningmelon
2 avocadoer
1 agurk
1 bakke røde druer
1 bakke friske asparges
1 pose sugarsnaps
1 kg. kartofler
1 kg. æbler
1 kg. pærer
1 potte purløg
1 bundt radiser
1 kg. ferskener
1 kg. gulerødder
1 bakke tomater
1 icebergsalat
1 bakke San Marino tomater
1 pose snackpebre
1 glas mayonaise
1 flaske oliemargarine
1 stor pose overtrukne pekannødder
12 wanna-be-Capri Sun juice
1 pose skumfiduser
3 kasser sodavandis
3 l. mælk
1 l. yoghurt
1/2 l. piskefløde
1 leverpostej
1 pakke skiveskåret ost
Så langt tror jeg ikke, jeg har fået 700 kroner til at række før.
Veggie-sushi-bowl
Når vejret er godt, har jeg ofte endnu mindre lyst til mad med kød, end jeg har, når vinden rusker og regnen siler ned.
For et par dage siden free-stylede jeg denne vegetar-sushi-bowl, som blev helt utrolig god.
Ud over at smage virkelig godt, har den også den fordel, at der i denne portion var mad til 3 dage til mig, hvilket betyder to dage, hvor min tilstedeværelse i køkkenet ikke har været påkrævet. Kæmpe-win over hele linjen.
Endelig er den et godt bud på et alternativ til svinedyr sushi ( – som nogle steder i Danmark også nærmest er umulig at opdrive).
Har du lyst til at prøve, er opskriften her:
3 dl. sushi-ris (koges efter anvisning på posen)
2 spsk ris/æbleeddike
1 spsk sukker
1 tsk salt
Hældes i en gryde og koges op (1 minut), hvorefter blandingen røres i de færdige ris, som køler af. (Rør lidt i dem undervejs)
1 pose sugarsnaps (skylles og snittes)
1 bundt friske, grønne asparges (Overhældes med kogende vand, trækker 3 minutter, snittes)
2 avocadoer (Snittes)
1 agurk (Indmad fjernes med en ske, resten snittes)
Dressing:
3 spsk. mayo
1-2 spsk wasabipasta (står ved asiatisk mad i supermarkedet)
1 spsk soya
Det hele blandes og så er der serveret.
(Spiser man ikke ris, kan retten laves med blomkålsris i stedet. Man kan også sagtens tilsætte rejer eller laks, men det påvirker selvfølgelig holdbarheden)
At gøre & at være
Humøret er lidt mærkeligt for tiden. Jeg ved ikke helt hvorfor.
Der er nogle ting ude i virkeligheden, der bekymrer mig, og jeg er stadig utrolig træt efter mit maraton-sygeforløb, men jeg tror egentlig ikke, at det er derfor.
Jeg har sådan en underlig fornemmelse af at befinde mig mellem to livsbaner. Som om jeg har afsluttet noget, og nu venter på, at noget nyt skal tage sin begyndelse – uden jeg dog helt kan gennemskue på, hvad det er, der hhv. er lukket ned og lagt til rette.
For tiden er jeg igang med at slette kode i mine gamle indlæg her på bloggen, og måske er det det, der giver fornemmelsen. For når jeg læser, hvad jeg skrev for 4-5 år siden, kan jeg virkelig godt se, at jeg er et andet sted nu. Jeg kan se, at jeg et sted undervejs endelig tog mig selv alvorligt, når jeg igen gik i dørken af selvskabt stress, og sammenbidt svor, at det blev anderledes fra NU af, og jeg kan se, at jeg i dag forholder mig langt mere aktivt til, hvad jeg bruger min energi på.
Måske er det i virkeligheden det, det handler om? At jeg langt om længe er færdig med at arbejde med nogle af de udfordringer, jeg har slæbt rundt på det meste af mit voksenliv? At jeg endelig har sluttet fred med de svære passager i min fortid, og er blevet god til at se, når jeg er på vej ind i gamle mønstre, som jeg ikke ønsker at gentage?
Jeg læste et sted, at noget af det sværeste i voksenlivet er at lære at gå fra at gøre til at være. At føle sig værdifuld nok som menneske, og føle, at man har ret til sin plads i verden uden at skulle gøre sig fortjent til den, ved hele tiden aktivt at skulle bevise sit værd.
Jeg tror måske, at det er den livs-opgave, der så småt begynder at tegne sig i horisonten.
M2018, uge 19 og 20
(Se forklaring på M2018-konceptet her)
I de forgangne uger har jeg:
1)
Levet det ultimative, minimalistiske liv, hvor jeg ikke har belastet miljøet med bilkørsel, tøjvask eller andre smudsige CO2-fingeraftryk, fordi jeg primært har ligget på min sofa og febersvedt i det samme tøj, og kun haft lyst til sodavandsis.
2)
Haft et af de øjeblikke, hvor man ikke kan finde ud af, om man er genial eller ualmindelig tungnem, fordi den idé, man fik, ikke var det allerførste, der faldt én ind: Jeg fik – ligesom 5,8 millioner andre danskere – lyst til jordbærkoldskål i det gode vejr, og det var ingen steder at opdrive. Jeg googlede mig til en opskrift på en hjemmelavet variant, og så, da jeg stod i forretningen, slog det mig, at jeg jo, i stedet for at købe en hel liter kærnemælk og en hel liter ymer og pasteuriserede æggeblommer, og få ALT for meget koldskål til vores lille husholdning, bare kunne købe en almindelig koldskål på bud, og så blende en bakke friske jordbær i. Har alle andre regnet det ud? For så kunne I godt lige have sendt en mail.
3)
Købt Fridas fødselsdagsgave på DBA. Hun ønsker sig en nat-lampe fra Aloka, og har kigget længselsfuldt efter Antons i flere måneder, og den *er* fin. Men 450 kroner er også mange penge, og jeg brugte derfor lidt tid på at rode rundt på div. genbrugssider, og heldet var med mig. Jeg fandt lige præcis den, hun gerne ville have, ny og i ubrudt emballage, til 150 kroner. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at sikre mig, at der ikke er tale om hælervarer (spurgt efter kvittering og årsag til, at man har 3 forskellige, u-udpakkede lamper liggende), men sælgeren hedder Birthe og allerede der, tror jeg godt, vi kan parkere vores bekymringer.
4)
Kørt forbi Ilva og for første gang mærket, at hele den her øvelse har flyttet noget i hovedet på mig, for da jeg så et kæmpe “TILBUD!!!”-skilt, var min første tanke, at jeg ikke mangler noget. Det er, som om den der købe-buzz/rastløshedsshoppetrang er forsvundet, og erstattet med en langt mere kritisk forholden mig til, hvad jeg egentlig har brug for. Det var fedt at mærke.
5)
Slettet min Wish-app. Lidt i forlængelse af ovenstående kan jeg mærke, at jeg ikke længere kan se bort fra, hvordan tingene er produceret, og hvor sindssygt det i virkeligheden er at hidkalde 12 metalspænder fra den anden side af jorden, hvor børn på Antons alder sidder under kummerlige forhold 15 timer om dagen, fordi de kun koster 10 kroner. Det er sgu ikke i orden.
Sorg og venskaber
På bloggen ErDuHerIkkeSnart skrev Signe forleden et indlæg om forbudte følelser, og stillede i den forbindelse bl.a. spørgsmålet: “Hvor længe må man sørge over en abort?”
Det her bliver lidt ekstra meta, fordi det er et indlæg om et indlæg om en artikel, men jeg har ikke helt kunne slippe tankerne, som indlægget satte gang i hos mig.
Jeg tror, at alles instinktive svar vil være “Så længe, det er nødvendigt”. For der er jo ingen, der kan – eller skal – bestemme, hvordan vi reagerer på hændelser, der ændrer os som mennesker. Hvis man kunne vilje sig i en bestemt retning, tror jeg, at langt, langt de fleste ville gøre det, fordi det er så opslidende at gro ind i det nye menneske og den nye virkelighed, som de livsvilkår, man er underlagt, dikterer.
Men jeg har brugt en del tid på at tænke på, om det, vi måske i virkeligheden mener, når vi snakker om, hvor længe vi “må” sørge er, hvor længe vi kan forvente, at omverdenen tilsidesætter alt for at lytte og forstå.
(Jeg vil simpelthen så gerne forklare, hvad jeg mener på en ordentlig måde, for jeg ved godt, at det her er noget af det, som gør ondt der, hvor intet lys nogensinde trænger ind, så jeg håber, at det jeg skriver, forståes på samme måde, når man læser det, som det gør inde i mit hoved.)
For jeg tror faktisk ikke, at det som udgangspunkt er andres grænser, man rammer, når man synes, man kommer bumlende med sin sorg og fylder og larmer – jeg tror, det er ens egne, fordi man helt instinktivt har en fornemmelse af at have taget for meget fokus. (Her taler jeg selvfølgelig om alt det, der følger, når det første chok og vanvidssorgen har lagt sig).
Måske fordi vi alle sammen har prøvet at have relationer, hvor al ilten langsomt blev suget ud af venskabet, og vi næsten følte os forkerte, fordi vi ikke havde svært ved at få børn/var syge/havde mistet?
Og hvor inderlig sympati man end har, så tror jeg også, de fleste af os har oplevet at nå til et punkt, hvor det bliver for opslidende at sidde med en fornemmelse af at skulle undskylde for noget, som vi ligeså lidt har haft mulighed for at påvirke, som den person, der er blevet kørt over af livet har haft mulighed for at påvirke *sin* situation.
Ingen af parterne har ønsket at sidde med de følelser, som de nu har fået udleveret, og man kan ikke selv bestemme, hvordan man vil have det.
Men når man bliver ramt af noget voldsomt, tror jeg at noget af det sværeste er erkendelsen af, at verden for altid er forandret. At den verden, man levede i, og det menneske man var i går, ikke længere findes.
Og af en eller anden grund er der nogle relationer, der kan forandres i takt med, at man finder sin plads i sit nye liv, mens andre går i stykker i processen. Måske er det noget med, at man skal finde ud af, om man også passer sammen, når den ene er i sorg eller krise og den anden ikke er? I mine 41 år har jeg både været den, der blev revet midt over, og den, der stod ved siden af mennesker, som livet slog til jorden – og jeg kan konstatere, at nogen kan jeg sørge med, og andre kan jeg ikke. Det har aldrig handlet om mangel på hverken kærlighed eller ønsket om at lytte eller give plads. Hverken på den ene eller den anden side af bordet. Men min oplevelse har været, at hvor jeg sammen med nogle mennesker får skabt et rum, hvor intet føles kunstigt eller forstillet, så bliver sorg sammen med andre til en altfortærende ild, der langsomt, men sikkert brænder alt andet væk og bliver det eneste, der står tilbage.
Og jeg tror faktisk, at det handler om taletiden; om enighed – eller mangel på samme – om, hvordan man, når det første chok har lagt sig, indretter relationen, så ingen føler, at de skal lægge låg på sig selv.
Hvis det ellers giver mening.