At gøre & at være
Humøret er lidt mærkeligt for tiden. Jeg ved ikke helt hvorfor.
Der er nogle ting ude i virkeligheden, der bekymrer mig, og jeg er stadig utrolig træt efter mit maraton-sygeforløb, men jeg tror egentlig ikke, at det er derfor.
Jeg har sådan en underlig fornemmelse af at befinde mig mellem to livsbaner. Som om jeg har afsluttet noget, og nu venter på, at noget nyt skal tage sin begyndelse – uden jeg dog helt kan gennemskue på, hvad det er, der hhv. er lukket ned og lagt til rette.
For tiden er jeg igang med at slette kode i mine gamle indlæg her på bloggen, og måske er det det, der giver fornemmelsen. For når jeg læser, hvad jeg skrev for 4-5 år siden, kan jeg virkelig godt se, at jeg er et andet sted nu. Jeg kan se, at jeg et sted undervejs endelig tog mig selv alvorligt, når jeg igen gik i dørken af selvskabt stress, og sammenbidt svor, at det blev anderledes fra NU af, og jeg kan se, at jeg i dag forholder mig langt mere aktivt til, hvad jeg bruger min energi på.
Måske er det i virkeligheden det, det handler om? At jeg langt om længe er færdig med at arbejde med nogle af de udfordringer, jeg har slæbt rundt på det meste af mit voksenliv? At jeg endelig har sluttet fred med de svære passager i min fortid, og er blevet god til at se, når jeg er på vej ind i gamle mønstre, som jeg ikke ønsker at gentage?
Jeg læste et sted, at noget af det sværeste i voksenlivet er at lære at gå fra at gøre til at være. At føle sig værdifuld nok som menneske, og føle, at man har ret til sin plads i verden uden at skulle gøre sig fortjent til den, ved hele tiden aktivt at skulle bevise sit værd.
Jeg tror måske, at det er den livs-opgave, der så småt begynder at tegne sig i horisonten.
22. maj 2018 @ 19:53
Åh, Linda. Du er lidt af et fyrtårn. Jeg føler mig meget ofte ramt af dine tanker og synspunkter. Selvom vores liv er meget forskelligt indrettet, og vi slås med meget forskellige ting, så rammer du alligevel.
Tænk, hvis vi virkelig må få lov til at mærke/erkende/lære at det er nok at VÆRE. Det ønsker jeg for os alle.
Fred i dalen.
Kærlig hilsen Lene
22. maj 2018 @ 20:07
Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg får tilbagemeldinger på, at nogen derude føler, at de kan bruge mine skriverier til noget. Det er det største skulderklap, man som blogger kan få. Så tusind tak fordi du bruger tiden på at skrive det til mig <3
Kh
Linda
22. maj 2018 @ 21:16
Linda, du er simpelthen en af de klogeste og mest selvindsigtsfulde personer jeg kender. Godt du er ude på den anden side af sygdoms mount doom. Tak fordi du skriver og deler med os, så vi også kan blive klogere – på dig og på os selv.
23. maj 2018 @ 08:06
Tak fordi du kommenterer, Ida. Og særlig på de indlæg, som jeg kan blive meget i tvivl om giver mening, hvis man befinder sig på ydersiden af mit hoved.
23. maj 2018 @ 10:50
Du må ikke blive i tvivl – aldrig! Dette traf virkelig. Jeg vil øve mig på at være i stedet for at gøre, hele tiden. Jeg tror måske det er nøglen til at blive det slags menneske som jeg så godt kan lide når andre er. Dem der er trygge og ærlige, dem du ved hvor du har også selv om beskeden er at de ikke vil være sammen med dig i dag – så slipper man at gå rundt og tænke for meget og kan bare være sig selv i stedet. Dem du ved er i din omgangskreds fordi de selv vil og ikke fordi du har anstrengt dig for at snakke om noget smart. De gør ikke noget, de er bare.
23. maj 2018 @ 19:29
Det tror jeg, du har fuldstændig ret i. Der er også noget med, at den undertone af konkurrence, der ind i mellem opstår, forsvinder, fordi de her mennesker ikke har noget, de skal bevise.
23. maj 2018 @ 12:11
Åh Linda du rammer meget plet i forhold til en følelse jeg også sidder med. En følelse af at noget er mere afklaret, ved at lande rigtigt for mig og piroriteringerne begynder at stå mere klart..men jeg er der ikke helt endnu. Derved følelsen med at stå mellem to livsbaner. Det er ikke markant anderledes men jeg forandrer mig og slipper noget der ikke længere giver mening. Og det er godt og rigtigt men jeg har også brug for ro til at lande i det nye..og jeg har haft svært ved selv at forstå hvor det behov for ro kom fra. Da jeg læste dette faldt der mange ting på plads. Du er så god til at sætte ord på det.tak
23. maj 2018 @ 19:50
Den kommentar gjorde mig glad og taknemmelig, helt ned i maven. Tusind tak for den tilbagemelding <3
23. maj 2018 @ 13:41
Linda, simpelthen et så stærkt og relevant indlæg. Jeg er lige blevet mor. Før var jeg “bare” sådan en karrierekvinde-type. Og der blev jeg målt på alt det jeg gjorde, og det var ret klart for mig, hvad jeg skulle gøre for at være god. Men mor er jo ikke noget man gør, det er noget man er. Det er alt det man gør, ikke gør, hvad man spiser (fordi amning), hvordan man dufter, om mam synger, smiler, krammer nok… Sådan føler jeg i hvert fald lige nu. Og fuck det er et gearskifte for mig altså. Så tak for nogle kloge tanker, håber jeg en dag møder dig i real life, for jeg skylder sig helt sikkert et glas god vin.
23. maj 2018 @ 19:51
Du giver bare lyd, for jeg vil rigtig gerne drikke rødvin med gode mennesker <3
24. maj 2018 @ 14:24
Tak for endnu et virkeligt godt og tankevækkende indlæg! Du formulerer noget, jeg selv bøvlede med at sætte ord på for noget tid siden, tror jeg. Det gik nemlig op for mig, at jeg brugte førdatid rigtigt meget. Som i: “hvordan går det?” “Fint, jeg har fået malet stakittet ude foran”. Som om livet var en stor to do-liste, hvo punkterne først talte med, når der var sat hak. Eller noget 😉
26. maj 2018 @ 18:59
Det kan jeg 100% genkende. Jeg fik nærmest en semi-depression, da det gik op for mig, at jeg opførte mig som om, livet var en to-do liste, som primært skulle vinges af.
Jeg øver mig RIGTIG meget i det her med at være. Nogle dage falder det mig nemt. Andre dage – not so much. Det udløser en slags rastløshed, når man bevidst afholder sig fra at være effektiv. Men jeg vil virkelig gerne øve mig så meget i det, at det bliver en naturlig adfærd for mig, for jeg kan mærke, at jeg er langt, langt mere til stede, når jeg gør det. Også i alt det, der ligger rundt om de praktiske gøremål.