Sorg og venskaber

På bloggen ErDuHerIkkeSnart skrev Signe forleden et indlæg om forbudte følelser, og stillede i den forbindelse bl.a. spørgsmålet: “Hvor længe må man sørge over en abort?”

Det her bliver lidt ekstra meta, fordi det er et indlæg om et indlæg om en artikel, men jeg har ikke helt kunne slippe tankerne, som indlægget satte gang i hos mig.

Jeg tror, at alles instinktive svar vil være “Så længe, det er nødvendigt”. For der er jo ingen, der kan – eller skal – bestemme, hvordan vi reagerer på hændelser, der ændrer os som mennesker. Hvis man kunne vilje sig i en bestemt retning, tror jeg, at langt, langt de fleste ville gøre det, fordi det er så opslidende at gro ind i det nye menneske og den nye virkelighed, som de livsvilkår, man er underlagt, dikterer.

Men jeg har brugt en del tid på at tænke på, om det, vi måske i virkeligheden mener, når vi snakker om, hvor længe vi “må” sørge er, hvor længe vi kan forvente, at omverdenen tilsidesætter alt for at lytte og forstå.

(Jeg vil simpelthen så gerne forklare, hvad jeg mener på en ordentlig måde, for jeg ved godt, at det her er noget af det, som gør ondt der, hvor intet lys nogensinde trænger ind, så jeg håber, at det jeg skriver, forståes på samme måde, når man læser det, som det gør inde i mit hoved.)

For jeg tror faktisk ikke, at det som udgangspunkt er andres grænser, man rammer, når man synes, man kommer bumlende med sin sorg og fylder og larmer – jeg tror, det er ens egne, fordi man helt instinktivt har en fornemmelse af at have taget for meget fokus. (Her taler jeg selvfølgelig om alt det, der følger, når det første chok og vanvidssorgen har lagt sig).

Måske fordi vi alle sammen har prøvet at have relationer, hvor al ilten langsomt blev suget ud af venskabet, og vi næsten følte os forkerte, fordi vi ikke havde svært ved at få børn/var syge/havde mistet?

Og hvor inderlig sympati man end har, så tror jeg også, de fleste af os har oplevet at nå til et punkt, hvor det bliver for opslidende at sidde med en fornemmelse af at skulle undskylde for noget, som vi ligeså lidt har haft mulighed for at påvirke, som den person, der er blevet kørt over af livet har haft mulighed for at påvirke *sin* situation.

Ingen af parterne har ønsket at sidde med de følelser, som de nu har fået udleveret, og man kan ikke selv bestemme, hvordan man vil have det.

Men når man bliver ramt af noget voldsomt, tror jeg at noget af det sværeste er erkendelsen af, at verden for altid er forandret. At den verden, man levede i, og det menneske man var i går, ikke længere findes.

Og af en eller anden grund er der nogle relationer, der kan forandres i takt med, at man finder sin plads i sit nye liv, mens andre går i stykker i processen. Måske er det noget med, at man skal finde ud af, om man også passer sammen, når den ene er i sorg eller krise og den anden ikke er? I mine 41 år har jeg både været den, der blev revet midt over, og den, der stod ved siden af mennesker, som livet slog til jorden – og jeg kan konstatere, at nogen kan jeg sørge med, og andre kan jeg ikke. Det har aldrig handlet om mangel på hverken kærlighed eller ønsket om at lytte eller give plads. Hverken på den ene eller den anden side af bordet. Men min oplevelse har været, at hvor jeg sammen med nogle mennesker får skabt et rum, hvor intet føles kunstigt eller forstillet, så bliver sorg sammen med andre til en altfortærende ild, der langsomt, men sikkert brænder alt andet væk og bliver det eneste, der står tilbage.

Og jeg tror faktisk, at det handler om taletiden; om enighed – eller mangel på samme – om, hvordan man, når det første chok har lagt sig, indretter relationen, så ingen føler, at de skal lægge låg på sig selv.

Hvis det ellers giver mening.

Published by

11 Replies to “Sorg og venskaber

  1. Det giver så meget mening… og du har sådan en sjælden evne til at sætte ord på ting, der normalt bare ikke KAN sættes ord på.

    Jeg læser din blog med kæmpe-fornøjelse, har gjort det, siden tiden præ-Anton, og jeg har tænkt mig at blive hængende lige så akkurat længe, som du bliver ved med at skrive.

  2. Jeg synes virkelig det er svært. Balancen mellem “forståeligt ked” og “svælgende i det” er simpelthen så utydelig og så flytter den sig ovenikøbet fra dag til dag. Men jeg synes det er dejligt, når folk spørger til det der er sket som en helt almindelig ting, ligesom de spørger til hvad der ellers sker i ens liv. Jeg tænker tit, at det har jeg nok ikke selv været alt for dygtig til før :-/

    1. Det har jeg nu aldrig tænkt, at du ikke var god til <3

      Men jeg tror ikke, at det er et spørgsmål om, om noget, der er svært, fylder eller ej. Jeg har bestemt haft dage, hvor selv små ting, der egentlig ikke berettiger til ret meget fokus, kan fylde det hele - og hvor jeg alligevel ikke har en fornemmelse af at belaste mine venskaber. Jeg tror måske, at det er noget med, at man ikke ved, hvilket "sprog" man taler, når man sørger, før man er så uheldig at få brug for det, og derfor ved man ikke på forhånd, hvilke venner man stadig kan tale med, når man er i knæ? Forstår du, hvad jeg mener? Og hvis man stadig kommunikerer på samme frekvens, så er det ligemeget hvor lidt eller hvor meget noget fylder den pågældende dag, fordi historien nu bare er en del af et menneske, man holder af, og som må og skal fylde på samme måde som alt muligt andet?

      (Jeg er stadig på ret heftige mængder af piller, så hvis ovenstående er helt sort, så bær over med mig...)

  3. TAK for klar og tydelig tale!
    Jeg har selv været både indraget og tilskuer. Og desværre måtte observere svælgen og fastholdende adfærd i situationen, der trak ud og blev malket til det pinlige. Fordi det gav fokus. For derefter at skulle høre på jammer over selvforskyldte udbrændte forhold og venskaber.
    Det er OK at sørge. Også længe.
    Men det er også OK ikke at kunne holde til at høre på det i længden og bæte nødt til gøre hvad der bliver nødvendigt: nemlig at forlade forholdet.
    Og ja, det handler meget om kemi, men selv kemi kan kun række så langt…

    1. Tror du ikke, at det kan have noget at gøre med, at man ikke ved, hvordan man sørger, før man gør det? Og at man derfor ikke ved, om man “passer sammen” som venner, før man står i situationen? For jeg genkender, hvad du beskriver – men jeg sidder også og tænker på, om nogle af de mennesker, der har sluppet mig gennem årene, måske har haft en oplevelse af, at jeg greb livsvilkår an på en måde, de slet ikke kunne forstå?

      Det er skidesvært, synes jeg. Også fordi man jo egentlig ikke har lyst til at bruge tid med mennesker, der lader som om, de er ok, hvis de ikke er.

      Men måske er det også noget med, at det er i ekstrem-situationerne, vi bliver opmærksomme på, om vi er vokset fra mennesker, vi engang var tætte på? På en helt almindelig onsdag, er det sjældent, at man tager venskaber op til revision, men når der sker voldsomme ting, og venskabet trykprøves ven, bliver det måske også bare tydeligt, hvem vi ikke længere passer sammen med?

  4. Du har fat i noget meget interessant. Jeg har også stået på begge sider, dog ikke med abort men med sygdom. På en måde, så da jeg senere oplevede abort, syntes jeg faktisk ikke, det kom i nærheden på hårdhedsskalaen. I min svære periode oplevede jeg svigt, som kom bag på mig, i mit måske næreste venskab. Det har lært mig utrolig meget og har helt sikkert givet mig ekstra tålmodighed ift andre. Når man står i sit livs sværeste periode, bliver man bare krævende, og jeg føler selv, jeg har lært at rumme af at have været der. Når det er sagt har vi selvfølgelig alle pligt til at passe på os selv!

    1. Jeg tror egentlig, at der ligger meget svar i konstateringen af, at man oplever et menneske som krævende? For når jeg tænker på nogle af de veninder, jeg har, som senest har mistet mennesker, de elsker, så er der faktisk ikke nogen af dem, der slår mig som krævende. Men jeg tænker, at det nok hænger sammen med, at jeg over de sidste 5-10 år har brugt meget tid på at kigge på både mig selv og mine venskaber, og jeg prøver alt, hvad jeg kan, at sørge for, at mine relationer er transparante, så der ikke ligger alt muligt gammelt shit og larmer i baggrunden. Måske er det noget med, at vi i ekstremsituationer ser sider af os selv og hinanden, som “hverdagslivet” ikke giver mulighed for at se, og det derfor først er i disse situationer, vi får mulighed for at se, om vi også passer sammen, når livet bider?

      Jeg tror ikke, det er enten/eller. Jeg har oplevet at blive ret skuffet over venner i situationer, hvor jeg virkelig havde forventet, at de ville være der – men jeg kan også se, at nogle af dem holder jeg ved alligevel. Jeg mentalreviderer relationen, og konstaterer, at vi ikke er der, hvor jeg troede, vi var – men vælger somme tider alligevel at holde fast i venskabet, blot med et lidt skarpere fokus på, hvad det er for en relation, vi har.

      1. Jeg er helt enig. Jeg har også oplevet skuffelsen (som jeg skrev) og brugt meget energi på at fundere over, om jeg kunne “tillade” mig at være skuffet. Men hvis man er konfliktsky af natur, ender det også bare med, at man finder sig i alt. Og det duer jo heller ikke. Jeg oplever, at det kan være meget svært at tale om de her ting, fordi alle parter pronto går i forsvarsmodus. Og så må jeg lige vende ordet “krævende” igen: Jeg hader det. Det er et virkelig rædselsfuldt ord at bruge om mennesker – ikke mindst om mennesker i sorg. Der er jo ingen, der er bevidst “krævende.” Alle vil gerne ud af den tilstand. I hvert fald synes jeg, det er udmærket værktøj at have i sin personlige kasse at have stået i begge situationer. Så man har prøvet at være den, der har brug for andres tålmodighed, når man går i selvsving. Der er meget fornuft i at revurdere venskabers betydning. Jeg har ikke været i stand til at “slå op” men det har været forløsende for mig at konstatere, at så har vi altså bare en ny form for relation, som jeg så lægger en del mindre forventning i. Det har taget år. Til gengæld har jeg i mellemtiden fået nye venskaber, der måske passer bedre til den, jeg er nu – vi har en ny historie og er i højere grad samme sted. Derfor bliver det måske også lettere at rumme hinanden i svære perioder? Nå, men min pointe er bare, at selvom jeg ved, hvad det vil sige at være tæt på et menneske i sorg uden selv at være det, så bryder jeg mig meget lidt om, når udenforstående beder den sørgende holde op, fordi de ikke selv kan rumme mere og måske netop selv er et rigtig godt sted. Det er… ikke fint.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *