Sygt nok

Denne uges M2018-indlæg bliver skudt en uge og lagt sammen med næste uges, fordi jeg har været syg, som jeg ikke kan huske, jeg har været det før i mit voksenliv.

Det startede fredag i sidste uge med feber, og da jeg alligevel var ved læge i anden anledning, tog han mit infektionstal, som var let forhøjet, men ikke meget. Som jeg tidligere har skrevet lidt om, vil jeg gerne prøve at gemme penicillin til de situationer, hvor det er nødvendigt, så vi blev enige om at afvente og se, om ikke kroppen selv ville få bugt med skidtet.

Lørdag og mandag havde jeg arbejdsrelaterede ting af den slags, man helst ikke aflyser. Jeg har ikke chefer, der kunne finde på at kræve min tilstedeværelse, hvis jeg vurderede, at jeg var for syg til at deltage, men omvendt kender vi også alle sammen dem, der melder sig syge i en uge, hvis de nyser én gang, og da jeg ikke på det tidspunkt vidste, hvor slemt det her ville ende med at blive, valgte jeg at tage afsted.

Mandag måtte jeg ringe til min læge og bede om noget hostesaft med lidt mere smæk på, end det, man kan købe i håndkøb, fordi nætterne gik med at ligge og prøve at afstøde mine lunger gennem munden.

Og herfra gik det bare ned ad bakke. Feber, som hver nat nåede op omkring 40 grader i flere timer af gangen, underlige rallende lyde i brystet, noget-med-ørerne, der gjorde mig mere og mere døv, ømhed og smerter i alle muskler og led, skrigende hovedpine og til sidst, den store finale: Opkast.

Onsdag ringede jeg til lægen igen og viftede med det hvide penicillinflag, men torsdag måtte jeg ringe efter mine forældre, fordi jeg på det tidspunkt var så syg, at jeg var bange for det.

De hentede os, og en tur til vagtlægen senere, kunne vi fejre et 3-cifret infektionstal, en lungebetændelse, væske på ørerne (er det ikke kun børn, der får det??) (han *kan* have sagt noget andet. Jeg hører *virkelig* dårligt), og en nyerhvervet viden om, at der åbenbart er nogle typer af penicillin, jeg ikke kan tåle.

Det går bedre nu, men jeg er mat i sokkerne, og jeg bliver stadig overraskende sløj, når virkningen af sidste skud penicillin begynder at klinge af, men i det mindste går det fremad.

Jeg satser på at have omløb nok i hovedet igen i løbet af ugen til at parkere både sygdom og selvmedlidenhed og skrive om noget mere interessant.

Rigtig god uge derude.