Say do you remember

I lørdags var Anton, som jeg kort fik nævnt i søndagens M2018-indlæg, til opvisning med Taekwondo-holdet på Torvet i Esbjerg. Jeg troede til det sidste, at han ville bakke ud, både fordi midtbyen var et inferno af mennesker og støj, og fordi jeg simpelthen ikke tror, at han var klar over, præcis hvad der skulle ske – og for bare 6 måneder siden, ville det have fået ham til at slå fuld bak. Men da de fik deres que, gik han, lidt forsigtigt, op på scenen sammen med de andre, og viste, hvad de havde lært, alt i mens jeg vrælede i vilden sky bag mine store solbriller. Han er nået så langt.

Bagefter sad vi og kiggede på de mange andre gymnaster og kor, der også lavede opvisning i midtbyen, og jeg kunne pludselig mærke følelsen af melankoli krybe ind i hele kroppen. Synet af de mange unge, der var sammen om noget, fik mig til at savne den tid, hvor det var mig, der løb rundt på torve og scener og festivalpladser, så jeg næsten kunne smage det.

Jeg skal ikke lade som om, jeg er blevet så gammel, at jeg har glemt, hvor svær den periode af mit liv også sommet tider var, men det slog mig virkelig, hvor alvorstungt jeg synes, det er at være Rigtig Voksen.

Alle udfordringer til trods, så var det en fantastisk lomme i tid, hvor man fik lov at være i fællesskaber med andre, der alle var, hvor de var, pga. aktive tilvalg, udsprunget af interesser. At forberede en opvisning, et event eller en uge på festival med mennesker, der alle brændte for det, vi lavede, gjorde den tid til noget særligt, og lige der på Torvet, kunne jeg mærke et svagt ekko af den stemning, der opstod, når vi var på eller afsted, og følelsen af fællesskab, når vi med tømmermænd eller iført gennemsvedt træningstøj betragtede strøget og cafeerne som vores retmæssige ejendom.

Da jeg sad og kiggede på alle de unge, der var igang, kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk ikke kan huske, hvordan man har det sjovt. Sådan rigtig, ægte haha-sjovt. Det er, som om, det ikke rigtig findes i voksenlivet? Eller er det mig, der leder de forkerte steder?

For selvom børnene bliver større, ville det aldrig give det samme at hoppe ind i sammenhænge, bestående af mennesker, der er helt andre steder i livet end mig, og som har tiden til at dedikere sig 100% til deres interesser. Selvom jeg kunne barnepige mig ud af logistikken, ville det f.eks. aldrig blive det samme for mig at søge fællesskaber i fitnesscentre igen, fordi jeg er et andet sted i livet. Træningen udgør kun 50% af det, der gør samværet fedt, og det er de resterende 50%, jeg er vokset fra, både praktisk og mentalt.

Som unge var vi hinandens netværk. Vi var hinandens sociale stimuli, hinandens historier og hinandens livsvidner, både pga. oplevelser, effektuerede timer og alle de op- og nedture, den fase af livet bestod af.

I dag har vi så mange af vores tentakler hæftet på andet og andre, at det intense samvær ikke kan genskabes – og det skal det i virkeligheden nok heller ikke. Det ligger bag os, fordi det forudsætter et bestemt ståsted i livet, med alle de muligheder og begrænser, der kommer med dét.

Normalt er jeg god til at huske, at hvis man fokuserer for meget på det, man har sluppet, så glemmer man at glædes over alt det, man dermed har givet sig selv mulighed for at samle op og holde om, på og ved i stedet, men lige der, på Torvet, en helt almindelig lørdag i september, ville jeg ønske, at det ikke altid behøvede at være enten-eller.

Published by

19 Replies to “Say do you remember

  1. Kære Linda. For engangs skyld kan jeg ikke relatere mig til dine tanker i indlægget – udover den vilde stolthed/tudevornhed, der opstår når ungerne vokser og er modige 🙂 Men jeg savner hverken barndom eller ungdom – forstå mig ret, jeg havde det godt – men jeg er først blevet rigtigt mig selv efter, at jeg er blevet voksen. Jeg var nok altid lidt for alvorlig og gammelklog som barn.

    Til gengæld så gør jeg meget ud af at vise mine drenge, at det også er sjovt at være voksen. Taler med dem om mit arbejde, hobbyer, løbe og cykelture. Jeg vil så gerne vise, at livet kan være godt hele vejen, med diverse knaster undervejs.

    Måske er det vigtigt, at du bruger tid på at summe over, hvad der er sjovt for dig, nu når du er voksen. Det er garanteret noget helt andet end som barn, og jeg ved, at du har en anden logistisk-kabale, der skal gå op som ene voksen på pinden.

    MEN kunne en løbeklub, med andre kvinder der også tager børnene med være en ide. Eller en udendørs træningsklub, hvor I løber til den lokale legeplads og styrketræner med egen vægt, mens ungerne leger? Der må være andre omkring dig, som har samme behov for at træne, mens ungerne er vågne, og som ikke har en anden voksen til at holde skansen imens.

    Kæmpekram Jane

    1. Kære Jane.

      Jeg har for første gang i flere år været ret meget i tvivl om, om jeg skulle slette det her indlæg, fordi jeg ikke er helt sikker på, at jeg får formuleret, hvad det egentlig er, jeg mener.

      For jeg forstår fuldstændig, hvad du skriver. Jeg er også væsentlig bedre til at være voksen, end jeg var til at være barn. Og jeg er i lige præcis det liv, jeg allerhelst vil være i. Jeg ville ikke bytte det for noget, og slet ikke for at gå tilbage.

      Så følelsen jeg forsøger at beskrive er ikke et ønske om, at tingene kunne være, som det var. Det er måske mere en slags sorgfuld savn efter en periode af mit liv, der også var fantastisk. Og som ikke i sig havde samme alvorsfulde tyngde, som automatisk følger med at have ansvaret for små mennesker, man elsker, og ønsker at give det bedste liv.

      Jeg tror måske, at det er lidt, som da jeg var gravid, og under min graviditet savnede et glas koldt hvidvin (ok, vi starter søndag morgen med at sammenligne børn og alkohol #hergårdetgodt) – altså, at det somme tider kommer lidt bag på mig, at man – når man har det, man allerhelst vil have i hele verden – stadig kan savne det, man har lagt bag sig. Jeg tror, det er det, jeg somme tider mærker.

      For livet er godt, og så sent som igår grinede jeg, så jeg næsten druknede, da ungerne og jeg svømmede om kap.

      God søndag til dig og dine, søde Jane.

      Kh

      Linda

  2. Av … Det sug af melankoli kommer også til mig af og til. Og især nok her i sensommeren og efteråret, når alting dufter af muldjord, kølig sol og æblerov. Der er noget, der trækker direkte i hjertets allerinderste strenge i takt med mørkere tiders i indtog.
    Jeg husker også med en slags sødmefuldt vemod suset af 20.000 spejdere på korpslejr. Eller styrken, der løftede os op, når bare vi var mange nok, der løb, dansede eller sang.

    Noget af det, der stadig kan give mig den helt rigtige fællesskabsfølelse i mave, hjerte og sind, er fællessang. På ungernes friskole er der Åben Morgensang en gang om måneden, og det smager i den grad rigtigt at synge sammen i en lille times tid. Et lille helle, en lomme i hverdagen.

    De fleste steder har FOF, AOF eller den lokale kirke et voksenkor … Måske det kunne være koncentreret livsglæde med sigtet stillet skarpt på et af sjælens allerdybeste behov: fællesskab?

    Kh Anne F.

    1. Hvad jeg gerne vil vide er: Hvornår skriver du en bog eller en blog? For det var skøn, mørk sirup for sjælen, det der, Anne.

      Jeg er ualmindelig glad for din kommentar, fordi jeg, som jeg har skrevet til Jane, er meget i tvivl om, om jeg i dette indlæg får skrevet noget andet, end jeg mener, men jeg kan på din kommentar se, at følelsen, jeg forsøger at beskrive, også er kendt af andre. Tak for det <3

      1. Du kan tro, følelsen er kendt. Efteråret er min yndlingsårstid – men altid med den der grundstemning af vemod over tid, der går, og år, der er levet.
        Min mands mormor sagde engang, at “indeni er jeg jo stadig en pige på 17 og en ung mor på 21 …”, det var så fint, syntes jeg.

        Blog eller bog 🙂 Jeg holder mig til korrekturlæsningen og bander indædt over det overskydende løsgænger-i, der sneg sig til sine 15 sekunder i rampelyset i min første kommentar. Men tak, Linda <3

  3. Jeg kender godt forbemmelsen. Jeg får også sommetider sådan en “hvor kunne det være fedt at være på højkole…eller bare rejse ud i verden og møde nogle mennesker. Samtidig med at jeg godt ved at jeg ville savne mine unger og min mand hvis jeg tog et halvt år på højskole f.eks. det vil jeg egentlig ikke men jeg synes ibspirstionen, sammenholdet og fællesskabet kunne være fedt at opleve men det kan. Jeg ikke på samme måde i den konstellation jeg er i. Jeg kunne gøre noget andet…vi kunne tage afsted sammen i en ferie osv..men det er ikke det samme. I virkeligheden kan jeg også godt få den følelse når jeg ser de nye studenter. Den glæde og frihed der er i det og det at man lige der ikke har alle mulige forpligtelser og kan gøre lige det man vil. Men samtidig ved jeg jo også godt at man lige der har mange andre bekymringer om hvordan tingene nu går, hvad vil man osv…og det er jo let nok at kigge tilbage på når man ved det går godt. Så jeg kender godt suget at savn til et mere opslugende fællesskab osv. Samtidig med jeg i virkeligheden slet ikke vil bytte. Jeg kan søge noget af det andre steder men det er ikke det samme…og jeg gider heller ikke backpacke og dele værelse med 10 teenagere… fordi det bare ikke længere er der jeg er.

    1. Jeg tror, at det fuldstændig er den fornemmelse, du beskriver ift. nye studerende, jeg sad med. At se dem på det sted i livet, hvor alt er muligt, når man står i sikkerhed på sin ø af liv, der faldt ud, som man ønskede det. For jeg er fuldstædig enig; jeg ville heller ikke bytte. Og jeg ville slet ikke forsøge at genskabe med børnene i hånden. Det er æraen, jeg mærker en slags savn efter, og som du selv skriver, så har man jo pillet den allermest nervepirrende faktor fra den tid ud, nemlig usikkerheden om, hvordan fremtiden så ud. Og så er det jo nemt at længes.

      Men måske er det lidt som efter en tiltrængt og god skilsmisse? At man på den anden side af bruddet kan være tindrende lykkelig over sit liv, og føle, at man med skilsmissen gav sig selv muligheden for at få lige præcis det liv, man allerhelst ville have – men alligevel engang i mellem kan mærke savnet efter ham man gik fra og det, man havde, da det hele var som det skulle være, og det var dér, man helst ville være?

  4. Spændende tanker, som jeg har læst flere gange, men ikke rigtigt kunne formulere hvad jeg selv synes om. Måske derfor der er lidt stille for en sjælden gangs skyld i kommentarfeltet? Men i virkeligheden rammer SKN det meget godt, at ja, jeg kan også blive melankolsk ved synet af ungdom og fællesskab, men samtidigt glad for ikke længere at være der.
    Samtidigt tænker jeg dog at disse oplevelser også findes i voksenlivet, men måske er intensiteten bare skruet lidt ned, fordi vi som du skriver ikke er hinandens hele liv og netværk. Men når man mødes i frivillige foreninger eller politiske sager eller hobbygrupper, så synes jeg den er der! Passionen, fællesskabet, ejerskabet, alt det sjove.
    Jeg er lagt ned i disse år med sygdom og træthed og har derfor nedprioriteret disse ting til fordel for at bruge min afmålte energi på familie og arbejde. Så på en måde er jeg ligesom dig begrænset rent logistisk, og måske hører det også med til savnet, den frihed der var til at prøve ting af og bruge enorme mængder af tid på det… det er vel noget med at mødre og nørde sammen og fejre processen eller resultatet. Og det er sjovt!
    Tak for stof til eftertanke…

    1. Det synes jeg faktisk giver god mening; at det, når man måske er lidt begrænset i sin bevægelighed, godt kan være friheden/tiden til fordybelse i det, man brænder efter, man savner.

      Og måske særlig, hvis man er én af dem, der er født med en sjæl, der godt kan trække mod det mørke, hvis man ikke er påpasselig med blive i solen.

  5. Jeg kender følelelsen. Mon vi er mange, der har tider, vi søger tilbage til i tankerne. For mit vedkommende er det årene, hvor jeg var ungdomspolitisk aktiv. Jeg indtog viden med glubende appetit, og jeg lærte at diskutere med andre unge og fandt ud af, at enighed også dækkede over et væld af nuancer. I de år blev mit værdisæt så at sige færdigbagt. Festerne var fantastiske. Vi lærte at skabe festerne og rydde op efter os selv dagen efter. Mange af os mødte vores senere ægtefæller. Og når jeg tænker tilbage på de tider, så er det med stor veberation med et stænk af tristesse. Den tid kommer aldrig igen. Og det kan virke som om, at fyrrerne ikke skaber grobund for helt så mange røverhistorier som tyverne.

    1. Åh, ordet tristesse er præcis, hvad jeg mener! Og hvor er det bare en fin formulering, det med, at værdisættet blev færdigbagt. Jeg plejer at tænke det som, at det var i de år, jeg fandt hjem i mig selv.

      Måske er det en del af tiltrækningen? At man kan længes tilbage mod den lettelse det var, endelig at finde ud af, hvem man var?

  6. Hvis jeg savner noget fra mine yngre dage, er det nok præcis dette: Det var langt nemmere at træffe nye mennesker og opbygge venskaber med nogle af dem. Nu om dage er der desværre nærmest kun afgang på den konto. Man skal også huske at være god til at holde fast i de venskaber, man har. Det er ikke lykkedes mig i særlig høj grad, og i de få tilfælde, det er, er det deres fortjeneste, ikke min.

    1. Det er sjovt, du skriver det. Vi talte netop om det her forleden. At man, når man er yngre, kommer i så mange sociale sammenhænge, at man, sådan helt lavpraktisk, møder langt flere mennesker, og dermed også langt flere potentielle venner, end man gør, når man er blevet ældre. Og fordi mange af de sammenhænge, man kom i, var interessebårne, var der også nogle fælles værdisæt, der var givet på forhånd.

  7. Tænker at intensiteten i det fælles fritidsliv nok ikke lader sig gentage på helt samme vis igen i voksenlivet.
    Men samtidig tror jeg også at det har meget at gøre med hvor store eller små børn man har i årtiet mellem 40 og 50. Jeg kan i hvert fald se omkring mig at dem med store eller voksne børn på de fleste fronter giver den gas igen både i forhold til efteruddannelse med masser af engagement, fester og alt muligt andet. Hvor os med mindre børn har et liv, hvor det er familie logistikken, som fylder det meste.
    Hvis der oveni så er sygdom og sorger eller andre store problemer, som også fylder, så er det langt mellem latter og bare-være-i-nuet. Jeg har selv været det hvor både humor og latter tog år at få tilbage.
    Så pt kommer de største grin sammen med husets treårige, som både er finnurlig og sjov og får mig til at genopdage meget af det jeg vidste som barn, bla at man bliver glad af at fjolle og bruge kroppen på alle mulige sjove måder.
    Derudover stjæler jeg mig tilbage til teenage-tidens evne til at være helt absorberet i en event, når det en til to gange om året lykkes mig at tage til koncert med nogle af mine fortidshelte…
    Så ja og nej, forstår godt hvad du skriver om, men det godt mig pt ikke de samme følelser, som du blev ramt af.
    PS hvor er det bare stort at Anton kunne være med!

    1. Du skriver altid sådan nogle gode kommentarer, Joan. Og jeg tror, du har meget ret i, at der er en sammenhæng mellem følelsen af oplevet frihed, og børnenes alder. Jeg tror måske også, at det handler om, at jeg nu, trods alt, har så meget mere tid og luft i hovedet, sammmenlignet med for 2 år siden, at jeg kan begynde at mærke .. mig selv (i mangel af bedre ord) igen. Det har jeg ikke rigtig gjort i de år, hvor det hele er gået op i afbrudt søvn og bleer, og derfor skal jeg nu til at lære mig selv at kende igen. Men hele set up’et er anderledes nu, fordi jeg (og mine jævnaldrene) ikke kan smide samme antal timer i nye interesser, som vi kunne, da vi var 25, og fordi der helt enkelt er noget i livet nu, der trumfer alt. Jeg har undervist med nyrebækkenbetændelse og skader i hele kadaveret, fordi det var vigtigt for mig at være, hvor jeg sagde, jeg ville være – men nu er det nogle andre små væsener, der sætter dagsordenen, både for mig, og for dem omkring mig, med sygdom, forældremøder, fodbold osv osv, og derfor er det stabile fremmøde også lidt hårdprøvet.

      Så måske handler det også om at lære denne nye fase af voksenlivet at kende? <3

      1. Tak. Ja, du har helt ret, det er også noget med at der er mentalt plads til andet end bleer, søvn og mad, men ikke en tilsvarende frihed /fritid til at forfølge hvad denne følelsesmæssige kapacitet til andet end mor-rollen egentlig kan bruges til. Og netop som du siger finde ud af hvem man er nu mht. interesser m.m.
        Og det var jo netop det mange af os havde friheden og tiden til tidligere at være søgende og afprøvende, hvor idag er det bla. fritiden som en knap ressource og derfor helst skal bruges rigtigt.
        Er dog glad for at det der med at lære en ny fase at kende ikke sætter alting i svingninger mere som det gjorde engang.
        Var tidligere på året hensat så meget til hvordan det føltes at være mig for ca tyve år siden, at det tog flere dage at få føling med de lag som for en stund føltes helt skrællet væk. Savnede mig i min nuværende udgave som mor, kæreste og langt mere robust/mindre hudløs voldsomt meget indtil jeg var helt tilbage igen i hverdagen… Hvis det giver mening?

        1. Jeg forstår 100% hvad du mener. Jeg oplevede det for et par år siden, og så går det virkelig op for én, hvor meget styrke man normalt har i sin nuværende identitet.

  8. Jeg kender godt de følelser og savn, selvom alt er godt med to børn og mand, så er tilværelsens lethed, af mangel på bedre ord, forsvundet i takt med ungdommen og det at blive mor. For ikke så lang tid siden læste jeg tilfældigt Tove Ditlevsens ord “der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø”, som jeg er stødt på før, men aldrig har tænkt nærmere over, men den dag ramte det mig så hårdt at jeg begyndte at tude, for den unge pige bor også i mig.

    1. JA!! Det er PRÆCIS, det jeg mener!! (Må jeg ringe til dig, næste gang jeg snubler klodset rundt i mit tastatur?)

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.