I spørger, jeg svarer: Hvordan føles det at være alene-mor, når du er sammen med par med børn?

Dette indlæg er det sidste i rækken af svar på jeres spørgsmål. Jeg kan egentlig godt lide den her måde at skrive på, så jeg lader postkassen forblive åben, og I er altid velkomne til at sende spørgsmål denne vej. 

Dagens emne har jeg tænkt meget over, siden jeg fik det, og jeg er ikke sikker på, at jeg er blevet klogere. På en eller anden måde tror jeg, at det er lidt som at spørge enebørn, om de savner søskende. Svaret vil ofte være ‘Ja’ – men det vil være en smule tænkt, fordi de ikke aner, hvad de svarer ja til. 

Jeg har efterhånden lært, at når vi taler om forskelle på at være forældre selv og sammen, så ender dem, jeg taler med, ofte med at sige ting som “Det er nok bare en anden slags udfordringer, vi har”, “Der er jo også nogle ting, du slipper for, fordi du bestemmer det hele selv” eller “Jeg synes faktisk tit, at det er nemmere, når Kurt er ude at rejse, for så er det bare mig og børnene, og så glider det hele meget nemmere”.

Eller “Men der er jo også mange glæder ved at have børn – det er jo ikke kun hårdt det hele, haha”

Den slags kommentarer skal jeg være ærlig at sige irriterer mig. Og ikke pga. indholdet, men fordi det altid – uden undtagelse –  er de andre, der starter debatten. Jeg tror, hånden på hjertet, aldrig, at jeg har startet en sammenligningsdialog af forældreopgaven op, ganske enkelt fordi (og det her får lige sin egen linje):

Det. Er. Ikke. Synd. For. Mig. 

Det er det virkelig ikke. Jeg tænker mange gange dagligt på, at jeg er så sygt taknemmelig over at leve i en del af verden i en tid, hvor det faktisk er muligt at få og have børn, selvom man er alene. 

Men hvis præmissen for dialogen er, at vi taler om de dele af forældreskabet, som kan trække tænder ud, og som man kan blive frygtelig ked af og frustreret over, så vil det jo af gode grunde også være der, fokus er. 

Når det er sagt, er det som at sammenligne æbler og pærer. Vi har alle livsbetingelser, som gør det umuligt at sammenligne (oplevelsen af) forældreopgaven. Er det hårdere at være alene, end at være sammen med en mand, der tæsker dig, eller sidder i fængsel? Er en syg bedsteforældre på den ene siden af ligningen sværere, end en bedstemor, der bor i Sverige på den anden? Er det nemmere at være den eneste, der bestemmer, hvor skabet skal stå, end at gå på kompromis med sine værdier som menneske?

Netværk, helbred, hvad for et barn du får, hvilke forcer og udfordringer, det har, hvordan søskendekonstellationen er, din jobsituation, din økonomi, din fortid, din trivsel på din arbejdsplads, osv. osv; alt sammen er faktorer i, hvordan livet og dermed forældreskabet opleves som helhed, og derfor bliver disse for mig usammenlignelige.

Og min fornemmelse er, at din egen mentale stamina og indstilling har umådelig meget at sige. 

Men tror jeg, at jeg har mere arbejde, sådan helt lavpraktisk, ud af at være alene med mine børn, frem for, hvis vi havde været to? Ja. Uden tvivl. Også selvom det føles som om, at Peter aldrig hjælper til derhjemme, for hvis man som familie f.eks. har valgt at prioritere Peters karriere, så er der tale om en arbejdsfordeling eller nogle værdier, man som par og familie har valgt at sætte øverst – og som man kan vælge at ændre på, hvis én af parterne ikke trives. Med to indkomster vil der være nogle ting, man kan betale sig fra, og gået på klingen viser det sig også ofte, at bemeldte Peter står for bilen og haven eller er den, der har sat sig tilbundsgående ind i Minecraft og Fortnite. 

Det er lidt som at sammenligne to lagkager, hvor det er flødeskummet man sammenligner, men hvor forskellen ligger i størrelsen på bunden.

Så når jeg er sammen med par, der har børn, tænker jeg ikke, at alting for dem er en sejltur på en solbeskinnet sø uden en krusning på vandet. Så heldige er der ingen, der er. Og jeg sidder ikke og himler mentalt med øjnene over det, hvis den ene af dem synes, at noget er svært eller hårdt, netop fordi jeg er så bevidst om, at forældreskabets glæder og udfordringer er usammenlignelige, fra én familie til en anden. 

(Når det er sagt, må jeg dog lige tage en tår af min kaffe, hvis der opstår ophedede diskutioner om, hvis tur det er til at skifte en lorteble. Bedre menneske er jeg trods alt ikke.)

Når jeg er sammen med familier, som er dobbelt så mange voksne som mig, så tror jeg egentlig, at det, jeg bliver misundelig på, er tiden de har. At være to om alt det praktiske giver – i hvert fald i teorien – en mulighed for at få frigivet tid, hvor man kan være sammen med sine børn, uden at skulle andet. Det giver mulighed for at lade dem blive hjemme fra ting, som de givetvis ikke finder særlig inspirerende at være med til, og det giver mulighed for at gøre noget med dem hver for sig. Det kan jeg godt savne.

Også selvom jeg i hjertet føler, at vores måde at være familie på, på den lange bane komme til at give mine børn noget andet, som er lige så godt. 

Published by

46 Replies to “I spørger, jeg svarer: Hvordan føles det at være alene-mor, når du er sammen med par med børn?

  1. Én ting som jeg særligt var ked af, da jeg var alene med ungerne, var at jeg var nødt til at slæbe dem begge med, når den ene skulle hentes. Det er sgu ikke altid lykken at slæbe en tre-årig i klapvogn med det offentlige for at hente den syv-årige fra en fødselsdag fredag aften kl. 19. Lige der savnede jeg ufattelig meget, at jeg bare kunne lade den ene blive hjemme, mens jeg hentede/bragte den anden. Eller når den ene var syg og alligevel måtte med ud af døren, fordi den anden skulle afleveres. Det bliver heldigvis bedre, når de bliver lidt større.
    I øvrigt har jeg også oplevet, at det tricker andre forældre, når man fortæller at man er alene med unger. Så kommer nemlig alle de historier om, hvordan det også er hårdt hjemme hos dem. Helt uden at jeg har sagt noget… Jamen, kan vi ikke bare blive enige om, at al forældreskab er med diverse udfordringer. Kh. Birgitte

    1. Åh, jeg hører dig højt og tydeligt. Jeg kæmper med den ift. til sport lige nu. At det f.eks. ikke er særlig fedt at være 3 år og træt, og så skal sidde sidst på eftermiddagen et sted fyldt med fremmede mennesker og vente på, at storebror træner taekwondo.

      Eller at være 8 år og være tvunget til at sidde i et omklædningsrum og glo, fordi lillesøster skal lave gymnastik eller spille fodbold.

      Og den med sygdom gør lige ondt i hjertet hver gang. Gudskelov for mine fantastiske forældre, der kommer os til undsætning fra tid til anden. Dem sender jeg mange taknemmelige bønner opad for.

      Kh

      Linda

  2. Du er simpelthen så velovervejet og knivskarp i dine formuleringer!!!

    Og dine betragtninger omkring sammenligning, går jo ikke kun ifht forældreskabet, men vel til alle de aspekter i livet, hvor ‘man’ kan komme til at sammenligne. Alle har jo et eller andet i rygsækken, der kan være en fordel eller ulempe alt efter øjnene der ser og det er simpelthen så fint at minde sig selv om, at man rigtig tit sammenligner æbler og pærer.
    Den forrygende Hella Joof sagde også på et tidspunkt at når man oplever at tænke at nogen andres liv bare ser lidt ‘for’ lækkert ud, så skulle man spørge sig selv om man ville bytte med HELE pakken. Altså også svigermor/70 timers arbejdsuge/manden der ikke deltager nok/osv osv.. Og med dét i mente ender jeg altid med at synes, at jeg har trukket det længste strå 🙂
    Jeg tænker fx også på din (og min) økonomi. For ja, det var da fedt hvis min løn kun skulle dække 50% af udgifterne og der ikke var nogen gæld, men er det federe end at opleve at man alligevel ‘kan selv’ og kunne give dét + nogle (forhåbentlig) gode betragtninger videre til ungerne?

    1. Det program kan jeg faktisk godt huske, og det var virkelig en fantastisk kommentar. For det er jo tit det, man lige glemmer i skyndingen; at nok ser græsset grønt ud derovre, men kommer man tæt nok på, er der ligeså mange mælkebøtter og tidsler, som man har på egen side af plankeværket. <3

  3. Tak for at dele dine betragtninger om jeres liv, som det nu engang ser ud. Det er inspirerende at høre om. For øv, hvor bliver jeg træt, når vi kommer til at møde hinanden ved at måle hinanden.

    Fokus på hvem der har det fedest/hårdest, frem for at høre om hinandens forskellige liv, og dermed udvide vores horisonter og blive klogere på egne og andres valg.

    Jeg tænker at vi nogen gange spørger for at få bekræftet vores forventninger og fokus på, at andres liv er mere hårdt eller ærgerligt end vores eget? Eller også er det bare mine ømme tæer, der taler her.

    Jeg oplever selv tit at blive målt på have mine børn tæt, og puh hvor må det være hårdt, synes andre. Det giver mig en træls følelse, at det forventes at mit liv hårdt. Og iøvrigt er det jo ikke 100% hårdt eller ej.

    Jeg bliver til gengæld glad og klog af at følge med her og hos fx Maj My (hjemmeskolere) og Østfronten (tre børn og en mand, der er meget væk), fordi de står på mål for deres liv og valg – som er anderledes end mine valg, men som gør mig klogere og inspireret til, hvordan livet også kan leves godt af dem, der har valgt at leve det sådan.

    1. Jeg tror, du har rigtig meget ret i det med, at vi somme tider har brug for at høre, at andre kæmper ligeså meget, som vi selv føler, vi gør. Og måske handler det for nogle af de kvinder, der spørger mig om, at de har brug for at bekræfte sig selv i, at det – trods alt – er bedre at blive i et forhold, der ikke er, hvad man havde forventet og håbet, det ville være, fremfor at stå med det hele selv. Men et sted undervejs i samtalen kommer de til at fokusere på, hvor fedt det må at være alene, fordi dét vilkår, ville skrælle 90% af de udfordringer, de kæmper med, væk?

  4. Mens jeg læste dit indlæg i dag, gik det for alvor op for mig hvorfor jeg så trofast har læst med her i efterhånden mange år. Det er jo netop dét her, som er en af de helt store forskelle på mig-som-enlig-mor og dig, som det er vigtigt for mig at læse om. Og lære af. I modsætning til dig har jeg nemlig slet, slet ikke været afklaret om noget som helst. Det med at blive mor, og så enlig mor, det skete bare hulter til bulter, og det er først det seneste år jeg føler jeg er landet på benene igen. Og nu er mit barn altså syv år, så det føles meget som om det er på tide.

    Men altså; JEG har netop konstant kigget længselsfuldt på alle som var mor-far-og-børn, og JEG har sammenlignet, og JEG har været fuldstændig dumstædigt overbevist om at DE havde det som blommen i et æg, mens jeg, ak, jeg stakkel, jeg sad bare der med mit endnu mere stakkels barn, som skulle vokse op i en konstellation så lille, at jeg ikke engang ville være bekendt at kalde det en familie. Og nu overdriver jeg selvfølgelig helt utrolig meget – men mine følelser VAR så dramatiske. Og jeg ved at flere af mine venner har været rimelig trætte af min idyllisering af deres familieliv.

    Det, jeg især tænker over mens jeg læser dine overvejelser i indlægget i dag, det er at jeg faktisk aldrig har syntes at det praktiske eller økonomiske var det mest udfordrende. Der har jeg egentlig altid haft en klar følelse af at der er fordele og ulemper ved alt, og at det helt reelt kan være enklere at være en voksen om at beslutte hvordan hverdagen så skal indrettes, hvad der skal vælges til og fra etc.

    Mit problem har handlet om en følelse af at jeg som enlig mor helt grundlæggende havde fejlet. Fejlet i at finde en at lave familie med, fejlet i at være ‘rigtig’, være værd at elske – og så følelsen af at mit barn led under min fejl. Kernefamilien var mit ideal!! Det var den eneste rigtige model, og jeg har brugt ekstremt meget energi på at dels slå mig selv i hovedet med at det ikke lykkedes, og dels jagte en mand at lave en kernefamilie med. Og i den enøjede jagt, har jeg været rigtig dårlig til at se værdien af den familie, som jeg og mit barn selvfølgelig er, og af alle de andre relationer omkring mig.

    Nå, det tog sin tid, men jeg har faktisk sluppet kernefamiliemodellen som den eneste gyldige, og er holdt op med at holde regnskab med hvor mange & hvem man skal være, før det tæller som en familie – og det at læse med her hos dig, som så konsekvent holder dig fri af stereotyper og offer-fælder, det har altså været en stor hjælp.

    Et andet sted at spejle mig, hvor jeg blev opmærksom på mine egne blinde punkter.

    Mange tak for det!

    1. Nu siger jeg det bare, som det er: Jeg fik tårer i øjnene over din kommentar. Både over at høre, hvordan det har føltes for dig, og over at høre, hvor du er nu. At jeg har bidraget med bare en my inspiration til den udvikling, gør mig ydmyg på en måde, jeg aldrig tidligere tror, jeg har oplevet.

      TAK fordi du skriver. Den her kommer jeg til at tage med mig <3

      Kh

      Linda

      PS: Jeg har taget et screenshot af din kommentar og sendt det til min mor

      1. … og så fik jeg næsten tårer i øjnene over din kommentar, og sådan kan det jo fortsætte 🙂 men altså JO, det har du bidraget til og det er mig, der siger TAK!

  5. Jeg læste for længe siden en (frygtelig) bog af Primo Levi der er jøde og var i kobcentrationslejer. Bogen handler om det ,men fokuserer også på nogle mere grundlæggende menneskelige ting og en af de ting han skriver (sådan frit husket) er at han mener mennesker aldrig er i stand til at de alle problemer på en gang fordi de mindre gemmer sig bag de større. Og det synes jeg faktisk er en fin betragtning. Fordi man godt kan synes man har problemer men sommetider kommer der større problemer og de første problemer føles som småting. Og selvom man fjerner et problem vil man ikke bare være fri for problemer. Dermed selvfølgelig ikke sagt at nogle problemer er større end andre. Men jeg tror faktisk det gør sig gældende i nogle tilfælde..hvis man føler fordelingen er opgaver er det der fylder hjemme hos en selv ser man måske ikke de andre ting der ville fylde hvis man f.eks. var alene. Her fylder skolestart en del fordi vores datter er så træt og fyldt med indtryk..men det ville jo ikke fylde så meget hvis en f.eks. var alvorligt syg. Selvom man delvist kan sætte sig ind i andres Liv er man ikke altid i stand til at se alle detaljer og heller ikke alle detaljer i dit eget (f.eks. det du skriver med at han så tager sig af bilen osv.). Jeg tror det er svært at sammenligne fordi man altid lægger dit eget perspektiv ind over..og det er ikke særlig objektivt. Vi er jo mennesker

    1. Jeg forstår 100% hvad du mener; jeg er meget tilhænger af udtrykket “Summen af problemer er konstant”. For det er bare rigtig sundt at huske, at der ikke findes en tilstand, hvor man bare svæver gnidningsfrit gennem tilværelsen – hvilket vel egentlig heller ikke er ønskværdigt. Jeg tror sgu, man bliver et bedre menneske af at arbejde med sine udfordringer, ikke mindst fordi man over tid også udvikler bedre forståelse for andre mennesker og deres udfordringer.

      For mig bruger jeg det sådan lidt hverdagsagtigt ift. at prøve at lade være med at fokusere på ting, der i det store billede er ligegyldige. Hvis noget bliver ved med at nage mig, tænker jeg, sådan helt konkret: “Ville det her stadig fylde, hvis telefonen ringede og jeg pludselig fik Et Virkeligt Problem?” 85% af mine bekymrer kan diskvalificeres på den konto.Og selvom det ikke får dem til at gå væk ved et trylleslag, hjælper perspektivet alligevel ift. ikke at lade dem fylde det hele.

  6. Jeg ELSKER dine betragtninger!
    Også jeg er selvvalgt alenemor – til tre børn og jeg drømmer om et fjerde. Ja, det er hårdt, men det er min drøm 🙂
    Og i forhold til dit indlæg vil jeg gerne kommentere at alt er, hvad man gør det til. Så når jeg ved, at det er mig og kun mig, der skal står for det hele, så er det mit udgangspunkt og det gør hverdagen nemmere (i mine øjne).

    I forhold til mine omgivelser forventes det dog åbenbart at jeg beklager mig over mit liv – folk synes skuffede, når jeg udtrykker at livet er skønt og ikke har noget dårligt/hårdt at berette…(?!?) Nejtak til offermentalitet; jeg elsker mit liv.

  7. Lyder som nogle jævnt trælse samtaler :-). Og så fik det mig til at tænke på, at man nok ikke skal underkende den desperation hvormed mange prøver at finde på bare et eller andet at konversere om. Tror faltisk mange krampagtige middagsselskaber kan skrives på den konto. Dét, og så at folk kan have svært ved at rumme anderledesheden. Jeg kan huske et par af min onkel og tantes venner som vi så måske hvert andet år til fester, da jeg var barn. De havde boet i bofællesskab og var så flyttet i eget hus. Og gang på gang sad der en hel rand af folk og stillede dem spørgsmål som “alles ansvar er ingens ansvar, det må I da også have oplevet” og “det er nu bedst at have sit eget, det har I vel også fundet ud af”. Og jeg tænker simpelthen ikke de kunne lide ideen om ikke at have samme udgangspunkt. Giver jeg mening her?!?

    1. Jeg tror faktisk også, at det for mig er gentagelsen, der bliver irriterende. At det er den samme samtale hver gang, bare med nye mennesker; lidt som du beskriver med din onkel og tantes venner. Jeg tror, at man på nogle områder af livet, hvor vi er en form for ambassadører for en særlig livsform/et specielt erhverv/en måde at bo på har nogle “trigger”-sætninger/samtaleemner, som man jo sådan set godt forstår, udspringer af interesse og forsøg på at åbne en samtale – men som man har haft så mange gange, og har mødt modstand i så mange gange, at man næsten er irriteret på forhånd. Det er vildt urimeligt overfor de mennesker, man sidder til bords med, men det er også svært at tage snakken, som om det er første gang, man har den.

      Jeg har udviklet 5-6 afglider-sætninger, som jeg bruger flittigt:)

      1. Afglidersætninger! Hahaha fedt. Det har jeg måske også, men jeg veksler mellem at give folk ret “ja, jeg er døden nær af udmattelse” og gå i forsvar “det er SLET IKKE hårdt” hvislet ud mellem tænderne. Ku godt bruge lidt inspiraration. Vil du dele dine? Evt i et indlæg for sig?

        1. Jeg bruger de meget neutrale, som ikke er hverken åbne eller lukkede, f.eks:

          “Jeg keder mig ikke – men det er jo bare vores virkelighed”

          “Jeg har jo aldrig prøvet andet, så det er svært for mig at vurdere, hvordan det ville have været, hvis vi havde været to”

          “Vi kan da godt blive lidt pressede på tid, fordi der kun er mig til at tage alle forældremøder, slå græsset og lave aftensmad, men mon ikke alle familier oplever udfordringer i hverdagen?”

          Jeg gør mig ret umage med, at folk ikke skal føle sig dumme, for de spørger jo ofte for at være imødekommende, og så er det en mærkelig tak at få, at man får revet snuden af. Også selvom jeg ikke lige har lyst til at træde ind ad den dør, de åbner <3

  8. Tak for et tankevækkende og inspirerende skriv som altid.
    Et muligt nyt perspektiv: de trælse samtaler/indledninger, måske bunder det (i nogle tilfælde ihf) ikke i, at folk synes det er synd, men mere i interesse/beundring/misundelse? Måske det virker helt sort ift dine egne oplevelser, men jeg oplever i min omgangskreds, at ALLE kvinder jeg kender har tænkt tanken, at detville være nemmere at være alene med børnene (hvis man kunne slippe for at skulle dele børnene og være skilsmisseramt). Uden jo at kende til hvordan det helt reelt er at være alenemor, så tror jeg mange kæmper med parforhold og kompromiser og ulige fordeling af opgaver og ansvar, og så er det interessant at forestille sig livet som alenemor?
    Jeg håber, det giver mening, og ikke er en komplet misforståelse af dit budskab. Jeg tænker bare, at jeg selv ville kunne stille den slags spørgsmål, men med oprigtig interesse, ikke fordi det var synd for hverken dig eller mig…

    1. Nej, det giver 100% mening, og jeg tror, at du har fuldstændig ret i, at det er det, der er baggrunden for deres betragtninger. For dem vil det jo også automatisk fjerne en stor del af de udfordringer, de står med, og jeg har bestemt vennepar, hvor jeg tænker, at alle parter ville trives bedre, hvis de ikke skulle være sammen.

      Og her kan jeg sagtens se, at man på en eller anden måde har brug for at forsikre sig selv om, at alt, hvad der måtte være af udfordringer ved at være selv, ikke er værre, end dem man har ved at være sammen i et forhold, der er kørt skævt. Og jeg tror sådan set, at man i de tilfælde har ret.

      Måske ville det være nemmere, hvis vi ikke havde en paraply over samtalen, der hed “Er det hårdt at være alene med børn”, men i stedet skilte det ad i de dele, det reelt er sat sammen af, nemlig ‘er der mere arbejde ved at være alene’ og ‘er det hårdere at være sammen med den forkerte mand, end at være alene’?

  9. Endnu et spændende indlæg og kommentarfelt! Jeg har et andet spørgsmål til dig: hvorfor valgte du at blive tegnsprogstolk?

    1. Faktisk ville jeg fra jeg var 6 til jeg var 15 gerne være journalist, men endte med at fravælge det, fordi det er dét at skrive, jeg elsker, og ikke at skrive på bestilling om på forhånd valgte emner.

      Fordi jeg således i 9 år havde glemt at overveje alternativer, lånte jeg “Politikens Hvad Kan Jeg Blive?” på biblioteket, og startede fra en ende af. Jeg endte med at rekvirere materiale fra 5 forskellige uddannelser: Jura, medicin, psykologi, religionsvidenskab og tegnsprogstolkeuddannelsen, og da jeg stod med papirerne, var det ikke tvivl for mig om, at det var tegnsprogstolk, jeg gerne ville være.

      Sjovt nok har jeg efterfølgende tolket på 2 af de andre uddannelser, og begge gange har jeg tænkt, at jeg simpelthen er så glad for, at jeg valgte at blive tolk, for jeg tror virkelig, at det er få forundt at ramme et fag, der passer så 1:1 med deres interesser og personlighed:)

  10. Jeg tror, at der er noget med, at folk har svært ved at rumme andre folks valg, når de er helt anderledes. Vi har også taget et lidt utraditionelt valg – bor i udlandet, i en metropol, helt i centrum, i en grim (efter dansk standard) lejlighed. Det har vi valgt fordi vi elsker det multikulturelle, internationale miljø, som vi og vores barn får til gengæld. Vi arbejder også begge mere end fuldtid og er helt trygge ved børnehave fremfor hjemmepasning, og har assimileret os så meget, at vi det er normalt at leve som vi gør. Men folk (og familie) stiller da uden skam eller pli spørgsmål om hvordan vi dog kan holde det ud, sådan at arbejde meget og ikke have en have og en bil og hvad med pengene, det må da være frygtelig dyrt, og taler barnet så et andet sprog og tusind andre bekymringer, som jeg slet ikke deler. Det er jo rigtigt for os, må vi jo bare svare, (mens vi ret ofte tænker “så pas dog din egen butik”…).

    1. Og måske er det i virkeligheden det, der er problemet? At når man vælger noget andet end flertallet, så kommer man automatisk til at stå på mål for det valg? Hvilket kan være virkelig svært, fordi man har truffet et valg med hjertet, men i samtaler bliver tvunget til at argumentere med (og mod) hovedet?

      Jeg vil vove den påstand, at jeg efterhånden kan mærke forskel på, hvem der spørger, fordi de reelt er nysgerrige (på den gode, åbne måde) og hvem der spørger, fordi de har en dagsorden med noget, de gerne vil have be- eller afkræftet. De første vil jeg med stor glæde og fornøjelse snakke med resten af aftenen, mens jeg med de andre de sidste par år har lært bare stille og roligt at glide af.

      1. Ja det tror jeg faktisk, at du har ret i, det med at man automatisk kommer til at stå på mål. Det er sejt, at du kan glide af på det, jeg har alt for nemt ved enten at blive defensiv eller såret eller begge dele, når folk stiller spørgsmålstegn ved vores valg.

        1. Uden at være helt sikker på, hvor gammel dit barn er, så tror jeg måske bare, jeg har haft lidt flere år at øve mig i <3

  11. Tak for et godt og (endnu engang) tankevækkende indlæg! Jeg synes heller aldrig nogensinde, at det er synd for mig – jeg synes det at være blevet mor er det mest fantastiske, der nogensinde er sket for mig. Jeg tror heller ikke, at man skal sammenligne familier og udfordringer, og jeg er helt enig med dig i, at ens egen indstilling har utroligt meget at skulle have sagt.

    Jeg reflekterer dog lidt over dit eksempel med “Peter” der gerne vil køre karriere. Erfaringen siger mig, at det ikke nødvendigvis “bare” kan laves om, hvis den ene part i et parforhold vælger at køre hardcore karriere. Uanset hvor mange aftaler der er lavet om at det kan tages op til overvejelse. Jeg har godt nok set en del skilsmisser i vores omgangskreds på den bekostning. Jeg forestiller mig, at vælger “Peter” den hardcore karrierevej, er han ikke nødvendigvis interesseret i at skalere ned igen (eller kan ikke se, hvor skidt det står til på hjemmefronten). Måske står han lige foran den næste forfremmelse og får en kæmpe del af sin anerkendelse herfra. Og så drejer det sig måske ikke så meget om praktiske ting, der skal fikses, men om egne bristede forventninger til familielivet. I det tilfælde tænker jeg at det føles relativt ligegyldigt, at man har råd til at betale sig fra rengøring, hækklipning mv., eller at Peter fikser græsplænen – hvis man faktisk helst ville have, at han smed sig på den (langhårede) græsplæne og gav fx børnene noget tid. Det kan jo godt være det, der menes, når “Peter” ikke hjælper til – at det er et symptom på en større uenighed og ikke kun handler om praktiske ting. For trives man fuldt ud med et familieliv hvor den ene kører hardcore karriere og man selv står for alt på hjemmefronten, og hvor Peter er 100% til stede når han så er hjemme, så forestiller jeg mig ikke, at man brokker sig over Peters manglende hjælpsomhed. Eller som Lone skriver, at der er en grundlæggende uenighed om fordeling af opgaver og ansvar, og så bliver dit eksempel med lortebleen bare et symptom på et større problem, der ligger og ulmer (jeg tror de færreste fører milimeterregnskab over lortebleer, men jeg kan selvfølgelig tage fejl!). Så min pointe er egentlig bare at der kan være ting, som man kæmper med i en familie med flere voksne, som måske er af følelsesmæssig karakter og ikke kun handler om praktiske ting, der skal klares – men som kan føles akkurat ligeså uoverstigelige og som man bruger enormt meget tid på at deale med.

    Og så tror jeg (og dette er et eksempel fra mit eget liv!) at tid er noget, mange småbørnsfamilier savner. Hos os er der stadig kun en af os, der er sammen med vores datter om eftermiddagen og laver mad til den anden kommer hjem. Så spiser vi sammen og den ene putter mens den anden rydder op, hvorefter vi sidder foran computeren for at indhente det forsømte på arbejdet (det er stadig ikke synd for mig, bare lige for at præcisere det!). Tiden har vi til dels i weekenden, og den nyder vi. Men det er realistisk også der vi gør rent, vasker tøj, ordner have etc. Det når vi ikke i hverdagen. Jeg tænker nærmere, at det er sundt for vores datter at opleve, at der er pligter og ting, der skal klares, for at vores familie hænger sammen. Vi prøver i stedet at inddrage hende i det omfang, det lader sig gøre, ligesom hun har pligter (hjælpe med at tage af bordet, rydde op etc.). Og så er det i min optik også tid sammen. Og så øver jeg mig også i at slippe støvsugeren og ignorere nullermændene og sætte mig ned med min datter midt i rodet – så tiden sammen bliver noget, vi aktivt prøver at prioritere.

    Et sidste PS: Jeg er selv enebarn og har aldrig savnet søskende, præcis fordi jeg ikke ved hvad det er 🙂

    1. Hej B.

      Din kommentar illustrerer faktisk meget fint, hvad der sker, når jeg bliver spurgt, om ikke det er hårdt at være alene med to børn:) Mit svar er som regel noget i stil med “Jeg keder mig i hvert fald ikke”, sagt med et skævt smil – og det næste, der sker er, nærmest uden undtagelse, at dem, jeg taler med, netop begynder at opregne, hvorfor det kan være svært at være to, som i dit eksempel med Peter.

      Som jeg skriver, så er der jo betingelser i alles liv, det giver udfordringer, og jeg vil aldrig hævde andet. Det er det, jeg mener, når jeg skriver, at man sammenligner flødeskum, for jeg tror sgu, at summen af oplevede problemer er rimelig konstant, og opleves lige udfordrende, uanset om man er én eller to.

      Men det, der bliver irriterende for mig er, at det er lidt, som hvis jeg var blind, og et andet menneske spurgte, om det var svært at være blind, for derefter – uopfordret – at forklare mig, hvorfor det er ligeså svært eller sværere at være døv. Det bliver en underlig form for DM i handikap, som jeg ikke på nogen måde synes, jeg har lagt op til, og som ikke føles rigtigt for mig at gå ind i.

      Der var engang en anden selvvalgt alenemor, der i mit kommentarfelt skrev, at hun simpelthen ikke mente, at forældrepar forstod – sådan rigtig forstod – hvad det indebar, at være den, der skal gøre det hele selv. Det tænker jeg somme tider på. At samtalerne også handler om nogle blinde pletter, man har, når man forestiller sig situationer, man ikke har mærket på egen krop. Når du f.eks. skriver, at den ene putter, mens den anden rydder op, så er det jo netop tid, man har, når man er to; at det praktiske kan deles, og dermed give tid til, at man kan putte i fred og ro. Eller at det kan være hyggeligt at lave praktiske ting med børnene, fordi der altid er den bagdør, at man kan vippe børnene i favnen på den anden forælder, og selv rydde køkkenet op, når der er bagt småkager, og man står tilbage i Sarajevo 92.

      Men ovenstående er netop det, jeg prøver at undgå, fordi det for mig smager af, at vi skal sammenligne, hvem der har det hårdest, og det har jeg ikke lyst til, for mine børn er ikke en byrde, eller et problem, jeg skal overkomme. Jeg har første gang til gode, at se en alenemor være den, der åbner den her samtale, og det er nok derfor, den føles så mærkeligt.

      Jeg vælger som regel at glide af på den, fordi jeg har siddet i den mange gange, og fordi jeg derfor også ved, at samtalen 3 meter nede af vejen enten udvikler sig til, at jeg bare sidder og smiler høfligt, eller bliver ubehagelig (samtalen – ikke mig:)), fordi den giver mig lyst til at snakke om den frie vilje ift. hvad man accepterer af betingelser i et forhold, og valg, konsekvenser og åbne øjne. Når jeg er alene og har fået børn alene, så handler det jo ikke om, at der aldrig har været mænd, jeg kunne have fået dem med. Jeg havde f.eks. på et tidspunkt en kæreste, der var rising star hos Maersk, og at jeg ikke har børn med ham, handler jo også om, at der i det karrierevalg lå nogle udsigter og nogle ambitioner, som jeg ikke fandt forenelig med, hvad jeg gerne ville, og hvad jeg ville trives i.

      Det kan sagtens være, at det her er et af de emner, der ser så forskelligt ud indefra og udefra, at det er svært at forklare, så modparten forstår, hvad man mener. Under alle omstændigheder er jeg glad for, at du har lyst til at engagere dig i debatten:)

      Kh

      Linda

      1. Hej Linda,

        ja, det tror jeg faktisk lidt – for det var på ingen måde min hensigt at battle dig ift. om det er hårdest at være aleneforælder eller to.

        Men det vil så heller aldrig være mig, du møder og som starter en diskussion af, hvorvidt det er hårdt at være selvvalgt alenemor. Fordi jeg ikke synes mit barn er en byrde, men en glæde, og jeg vil ikke italesætte forældreskabet som noget, der er hårdt. Den diskussion kan jeg sagtens forstå, at du ikke gider at deltage i, og bliver du så ovenikøbet tvangsindlagt til at høre om “Peter”, kan jeg godt forstå, hvis smilet stivner lidt.

        Jeg reflekterede blot over eksemplet, som jeg synes bliver et lidt forsimplet billede af hverdagen som to forældre. Jeg tror du har ret i det med blinde vinkler. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg nogensinde vil forstå, hvad det vil sige at være selvvalgt aleneforælder, men med al mulig respekt synes jeg også, at der er en del flere nuancer i det delte forældreskab end eksemplet viser. Og du har bestemt ret i det du skriver med den fri vilje og åbne øjne, men man skal heller ikke underkende, at ens partner, præ-børn, kan udvikle sig i en helt anden retning, post-børn, end en selv. Og når der er børn involveret, sætter det i min optik nogle begrænsninger for den fri vilje. (Med mindre det er helt galt, selvfølgelig). Det er nok bare endnu et eksempel på, at jeg synes vi taler lidt forbi hinanden, og at jeg ikke synes, det er så simpelt. Du tænker muligvis det samme!

        Men vi er bestemt enige om, at det er irriterende, at børn italesættes som en byrde og at der derefter lægges op til et battle om, hvem der “har det hårdest”. Det er sgu noget underligt noget.

        1. Jeg tror faktisk, at vi ville være rørende enige, hvis vi havde den her snak over kaffe IRL, så skal vi ikke bare vedtage, at det er det benspænd, der ligger i at tale om komplekse emner på skrift? <3

  12. Jeg er rigtig glad for at læse din blog, ikke fordi jeg er enlig mor, det er jeg nemlig ikke, med udover at du kan skrive om ting, der egentlig er mig uinteressante, sådan at de bliver meget vedkommende, så var jeg alene med min mor. Min far var bare et billede, jeg har aldrig mødt ham.
    Det er lidt, som om jeg får et indblik til den anden side.
    Vores ikke særlig store omgangskreds bestod af kvinder i samme situation, det var i 50’erne, så det var ikke så godt socialt at være enlig mor. Jeg har aldrig som barn lidt under det.
    Min mor var et økonomisk geni, hun var ufaglært, men havde altid penge stående, så hun kunne være arbejdsløs i nogle måneder. Hun havde lange arbejdsdage, tog gerne overarbejde, så var jeg med. På grund af det fik hun ikke børnepenge, alligevel har jeg fået en videregående uddannelse. Jeg var inde i min mors økonomi, men livet i 50’erne og 60’erne er så forskelligt fra i dag, vi fik først telefon, køleskab og fjernsyn midt i tresserne, at jeg ikke føler, jeg kan komme med gode råd.
    Men jeg fyldte for meget i min mors liv, jeg styrede det for meget. Som voksen kan jeg se, at jeg langt hen ad vejen erstattede en anden voksen, jeg var min mors fortrolige.

    1. Jeg tror aldrig, at jeg har tænkt over, at der kan være nogen derude, som selv er voksne i dag, og vokset op, som mine børn gør (altså, bortset fra de elementer, der er bundet op på tidsånd og udvikling). Det er virkelig et tankevækkende perspektiv.

      Faktisk har jeg selv, efter jeg har fået Frida, spekuleret på, at jeg har fået noget foræret, som jeg ikke er sikker på, at jeg ville have tænkt over, hvis det ‘bare’ havde været Anton og mig, nemlig at ‘børnefasen’ i vores hjem er blevet forlænget. Når man er lige mange voksne og børn, og udgør hinandens netværk, så tror jeg faktisk, at det er en nem fælde at falde i? Simpelthen fordi man, når barnet bliver stort nok til at kunne tage med til traditionelle voksenting, kommer til at behandle det som en mini-voksen, og dermed også ender i samtaler, som man normalt ikke ville tage med børn på 7 eller 8 år?

      Det er virkelig et vigtig pointe, at selvom børn er ovre småbørns-fasen, så er de stadig børn, og skal behandles som sådanne.

      Tak for indspark.

      Kh

      Linda

  13. Min kommentar er nok lige så meget til alle de kommentarer, der er skrevet, som til det oprindelige indlæg.

    Jeg kan på en måde godt lide tanken om at summen af problemer er konstant, men jeg synes bare, at jeg efterhånden har mødt tilstrækkeligt mange, som havde Rigtige Problemer til at jeg godt nogle gange kan tænke, at folk (jeg selv!) godt kunne tage sig lidt sammen og være mere taknemmelige og begynde at fokusere på det gode. Det er fx familierne med et svært sygt barn, den nybagte mor, som lige har fået konstateret dissemineret lungekræft osv.

    Og derfor kan jeg rigtig godt lide din grundholdning om, at det ikke er synd for dig. Det er heller ikke synd for fiktive Peters fiktive kone. Det er heller ikke synd for mig, at min baby sover dårligt om natten (selvom jeg gerne svømmer hen i selvmedlidenhed omkring kl 04:15 når jeg opgiver og står op). For du, hun og jeg har selv valgt det. Og måske er det ikke det, vi ville have gjort hvis der var frit valg, men det er der aldrig. Vi kan ikke selv bestemme ret meget i vores liv, når det kommer til stykket, men det vi kan bestemme er hvordan vi reagerer på det, der er os givet. Jeg tror det ville være rigtig godt for vores alle sammens mentale sundhed at huske på, at det problemfrie liv ikke findes. Jeg er ikke sådan en ‘smil til verden, så smiler den til dig’-agtig type og jeg mener, at vores utilfredshed med tingenes tilstand er den primære drivkraft for udvikling og derfor noget helt basalt menneskeligt, men jeg er eddermaneme træt af at høre på alt det brok over ligegyldige ting. Især det, der foregår inde i mit eget hoved.

    Og derfor skal Peters kone holde op med at brokke sig over at han ikke er hjemme, jeg skal lade være med at tude over at jeg ikke sover og du skal bare skrive nogle flere fantastiske blogindlæg. For de sætter gang i refleksionerne hos os andre. Og i dag vil jeg gå tidligt i seng så jeg også er nogens mor i morgen kl 04:15 (!!!) og ikke en anden drage, der skælder ud på alt og alle.

    1. Som en af dem med Rigtige Problemer synes jeg, det her er en dejlig kommentar ❤️ Jeg synes ofte, folk føler sig magtesløst fanget i et liv, hvor jeg har lyst til at råbe: du KAN handle. Gør noget. I er raske. Jeres børn er raske. Skab et liv I kan holde ud at være i. Også hvis det betyder at leve af en indtægt, selvom man er to voksne. For eksempel. Jeg ved godt, det ikke er SÅ enkelt, men når hele ens tilværelse mere eller mindre er på spil og man er blevet tilskuer til Det Normale Liv, føler jeg virkelig, mange undervurderer deres handlemuligheder ❤️

      1. @Lisbet:

        Hvor er det dog en helt utrolig fin måde at beskrive det på. At man undervurderer sine handlemuligheder.

        Tak for din kommentar, Lisbet. Den er et smukt og vægtigt input <3

        Kh

        Linda

      2. Jeg tror du har helt ret i forhold til hvordan man vælger at håndtere de problemer der er og at mange kan have behov for lige at få lidt perspektiv på, men jeg tror ikke det kun handler om store eller snå problemer. Nogen mennesker der har “rigtige” problemer formår at finde glæde i det Oiv og andre har kun øje på problemerne. Sådan er det jo også for dem det ikke har “rigtige” problemer. Nogen lader de begative ting der er fylde og andre de positive. Men jeg kan godt forstå frustationen når man sidder i en situation (med syge børn?) Hvor man ikke har mulighed for at ændre det. Så skal folk virkelig lige lige huske hvilke valg de har..oh valg er jo ikke altid mellem en positiv og en negativ mulighed. Men kan det ikke også være det der spiller ind når nogen brokker sig over manden..at det er ham man brokker over fordi det er der der er et valg? Han er jo den eneste i den konstellstion man ikke på den måde har et ansvar for og faktisk godt kan vælge ikke at være sammen med (med de omkostninger det måtte have). Jeg synes faktisk sjældent der er “brok” over de ting der ikke kan ændres..ærgerlse, vrede, frustration, sorg men sjældent brok..hvis det overhovedet giver mening på skrift?

        1. Det giver rigtig god mening, og jeg tror, du har ret i, at brok primært kommer til udtryk omkring de ting, der er flytbare eller selvskabte. Måske er det også der, frustrationen opstår – som jo ofte er det, brok er et udtryk for? At nogle valg kommer med flere konsekvenser eller føles anderledes end først antaget?

          1. Det tror jeg helt sikkert. F.eks. det at få børn. Uanset om man nu gør det alene eller sammen med en så er det for mig meget anderleded end forventet. Det er skønt og vidunderligt men også hårdt ind i mellem. Jeg havde forudset søvnmangel men ikke hvordan det påvirkede mig…nogle gange føler man sig superwoman og fatter ikke hvordan man kom gennem dsgen så flyvende når man var så træt….andre gange er man f… Bare træls, urimelig og kan faktisk ikke ret godt lide sig selv når man er så træt. Valget med at få børn tror jeg simpelhen ikke man kan forudse konsekvensen helt af. Hvordan parforholdet ændrer dynanik også fordi man jo udvikler sig som mennesker. Jeg har ikke på samme måde truffet et andet valg i mit liv som har skubbet til mine grænser, åbnet op for at kigge på mine værdier og fået mig til udvikle mig som menneske og jeg fordtår godt der er nogen der kan føle sig fanget i at udgangspunktet fra man tog en beslutning til ungerne er der ændrer sig fordi en evt. Partner og du selv ikke længere er helt de samme som før. Jeg er glad for mit valg og for min mand 🙂 men der er mange ting som ikke er som jeg forventede. Nogle bedre og nogle værre…men jeg ville ikke bytte et sekund!

    2. @Astrid:

      Åh, mor-dragen. Hun bor også i mit spejl nogle gange. Senest i nat, hvor Frida fra klokken 2 til 3 insisterede på at drikke et glas vand, én mikroskopisk dråbe af gangen… Grr!

      Det giver meget mening for mig, hvad du skriver. Omvendt tror jeg også, at vores i-landsproblemer er en måde at distrahere os selv fra de rigtig svære ting i livet, og jeg tror, de kan være med til, at vi bevarer forstanden i en verden og et liv, der somme tider er ret vanvittigt.

      Da min veninde Lene fik en svulst i hjernen, som hun endte med at dø af, kæmpede jeg helt utrolig meget med ‘survivors guild’. Kontrasten i, at Lene kæmpede for sit liv, og – i takt med, at hendes sygdom skred frem – med alt for hastige skridt nærmede sig det punkt, hvor hun skulle efterlade sin mand og lille søn, og mit helt almindelige, udramatiske liv, hvor jeg af ren og skær vane, kunne blive irriteret over, at min cykel var flad, blive bekymret over en regning eller komme til at tude over, at jeg ikke kunne overskue, at vi havde fået mus, var ved at rive mig fra hinanden af dårlig samvittighed. Jeg skrev faktisk et blogindlæg om det, som jeg somme tider går tilbage og læser, når jeg føler, at perspektiverne skrider.

      Hvis du har lyst til at læse det, er det det her:

      https://www.blogsbjerg.com/the-beaty-of-small-things/

      Og så vil jeg egentlig bare sige dig tak, Astrid. Du er en fornøjelse i et kommentarfelt <3

    3. Udtrykket “Rigtige Problemer” provokerer mig meget. Jeg kunne aldrig drømme om at fortælle nogen der har det svært, at deres udfordringer er mindre rigtige end Andres, for det er virkelig noget af det værste man kan gøre, og det hjælper ikke. Ligesom da min mor i min barndom kunne finde på at sige (mest når man skulle spise op) “prøv at tænk på de sma n-børn i Afrika, de har ingenting”. Det gjorde ikke mine “problemer” mindre, men gav mig bare dårlig samvittighed over at jeg ikke var glad. Og den skam over mine følelser har forfulgt mig langt ind i voksenlivet.

  14. Det er som om, der er et særligt godt flow her for tiden. En stor positiv sammenholdsfølelse på en eller anden måde. Hurra for dig Linda.

    @majaelverkilde, tak for din ærlighed. Det er så stort at dele på den måde. Jeg har haft det ligesådan tror jeg. Jeg har følt mig fanget af min indre diktator, der på et dybt følelsesmæssigt plan har dikteret hvad et “rigtigt” liv og familieliv er og hvordan det er “iorden” at føle og handle.

    Jeg føler mig som et lidt større menneske hver gang jeg får et indblik i alle de fine refleksioner her – både blog og kommentarfelt.

    1. Jeg er virkelig enig. Det er en positiv spiral, der bare bliver ved med at rotere, og det er simpelthen så dejligt. Hvis hele internettet var sådan her, ville verden se anderledes ud.

  15. Jeg elsker det her kommentarspor! Læser det ligeså meget som blogteksten. Det er ærgerligt at mange andre (store) blogs næsten ingen kommentarer får. Tak for dine gode indlæg, Linda. Jeg har fulgt med i 10 år nu.

    1. Jeg har lyst til, at vi snart skal have en nål eller en kop, man kan få for lang og tro tjeneste <3

      Kommentarsporet her på siden er en gave. Og det er selvforstærkende på den fineste måde, synes jeg. Hvis jeg prioriterer at bruge tiden på at skrive et rigtigt svar til de mennesker, der kommenterer, prioriterer de også at bruge tiden på at skrive nuancerede, sobre og virkelig gode svar.

      • hvilket giver mig endnu mere lyst til både at blogge og svare.

      Den perfekte cirkel.

      Tak fordi du læser med <3

      Kh

      Linda

  16. Jeg har lige fået 3 måneders-nålen som solomor, og det eneste jeg sådan rigtig savner og ikke havde forberedt mig på, er det at mangle en at dele de helt små, i det store billede ubetydelige, øjeblikke med. En der synes den nye lyd, den store bøvs og smilet i øjnene er lige så fantastisk som jeg synes!

    1. For mig er det, jeg savner, som kom bag på mig, at have en at sparre med, når det er svært; en som har præcis de samme aktier i børnene, som jeg har. Da jeg f.eks. skulle vurdere, om jeg ville køre sagen om Antons skoleudsættelse op på den helt store klinge, ville jeg gerne have haft en anden, der kendte ham på den måde, som kun forældre gør, som jeg kunne diskutere med og læne mig op ad. Bedsteforældre er det bedste i verden, men de ser ikke med helt samme øjne på de daglige problemstillinger, som livet med børn kan give, og når noget er svært, og man selv bliver i tvivl, tænker jeg somme tider, at det ville have været rart at have en at dele dét med <3

      Ps: Hun er en lækkerbidsken, Ditte! <3

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.