The beauty of small things.

En af de mange måder hvorpå det har påvirket mig, at Lene har fået kræft, er at jeg har bokset meget med yolo-syndromet.

Når man ser et menneske, man holder af, blive afbrudt permanent, lige midt i alting, får man en umådelig trang til at mase alt godt ud af livet HELE tiden, og jeg har nærmest været ved at brænde sammen oveni hovedet over den kroniske nødvendighed af at foretage de daglige gøremål. På en underlig måde har jeg følt, at jeg skylder .. nogen .. at sige mit job op og rejse ud i verden. Få set noget. Gjort noget. Gøre hver dag til en epokegørende tidslomme af forskel. At det er sløs af værste skuffe at bruge dyrebart liv på bare at vaske tøj, løbe en tur eller se Turbo med Anton for 1000. gang.

Har sgu nærmest fået stress og skyldeksem over min almindelighed og manglen på planlægning af vilde, grænsesøgende ekstremoplevelser i mit liv.

Men de sidste par nætter har jeg tænkt meget over noget: Jeg tror, der findes to slags mennesker: Dem, der lever på forventet efterbevilling, og dem, der har svært ved at ofre det små for det større. De første er dem, der kan leve af at sutte på en sten i månedsvis, fordi de sparer op til at tage 3 uger til Cuba, hvor de ligger i hængekøjer og drikker god rom og nyder livet i fulde drag. De andre er dem, der har brug for, at hverdagen er rar at være i, fordi det er den, der er mest af.

Jeg hører ubetinget til de sidste. Jeg bliver aldrig hverken tynd eller rig; min evne til at ofre nuet for fremtiden er simpelthen for dårlig. Og hvis jeg endelig en enkelt gang formår at spille på den lange bane, er jeg nærmest ikke i stand til at sætte pris på præmien, når jeg får den, fordi jeg synes, at mine ofre betyder, at jeg skal STOR-SKAM-NYDE den hele-hele-hele tiden, og derfor ikke synes, at suset er vildt nok.

Så i nattens mulm og mørke spekulerede jeg på, at det måske i virkeligheden ikke handler om at gøre de rigtige ting, men at gøre tingene rigtigt. Hvis det ellers giver mening for andre end mig selv? For jeg er faktisk god til at føle lykke over at gå på bare tæer over et nyvasket gulv, og over at leve et liv, hvor jeg ind imellem vågner midt om natten, og verden er reduceret til lyden af regn på mine skråvinduer og Antons stille snorken. Jeg stopper op og tager mig tid til at bemærke det, de morgener, hvor min kaffe er fuldstændig perfekt i både styrke og temperatur, eller når jeg kører bil i skumringen, og mit sind falder til ro, og jeg får fornemmelsen af, at alt stadig er muligt. Jeg glæder mig hver eneste dag til at hente Anton, og får stadig nærmest stød af ren, primal glæde, når han får øje på mig tværs igennem lokalet, og glædestrålende råber: ”MUAR!!” mens han løber mig i møde.

Og selvom det er alle klicheers uudholdelige, bedrevidende moder, så nåede jeg frem til, at der er meget sandhed i, at det, der er vigtigst er, at man er til stede i sit eget liv. Her og nu. Uanset om det så er i en hængekøje på Cuba eller siddende med morgenkaffen i sit køkken i en billig stol fra Ikea. At sætte pris på de små ting – men samtidig også prøve holde fast i, at man ikke behøves at elske at gøre rent eller at købe jeans; det må og skal være ok, at der er nogle ting, der udgør kontrasten, så man kan glædes over de rigtige ting. Hvis man skal tvinge sig selv til at føle intens glæde over alting hele tiden, fordi benchmarket konstant er, at det for mennesker som Lene ikke længere er muligt at vaske op, overbelaster man nettet i en grad, så det kortslutter.

– hvilket jo er det fuldstændig modsatte af, hvad målet med hele øvelsen var.

Så. Fordi det er fredag, og godt må være lidt stort og højloftet: Må I alle have en fantastisk weekend og finde zen i, hvad I end har valgt at fylde i den.

Published by

18 Replies to “The beauty of small things.

  1. Det var dejlig og meningsfuld læsning. Livet er vel, at vi skal leve det på den måde, der giver mest mening for os. Og det er ganske givet meget sundt at stoppe op af og til og bevidst reflektere over de valg, vi foretager os.
    Det gør i hvert fald mig gladere.
    Lykken over at gå hen over et nyvasket gulv – uha ja. Jeg får lyst til at kaste resten af dagens arbejde fra mig og finde spand og sæbe frem 🙂

  2. Amen to that! Jeg kan rigtig godt lide det der med at gøre tingene rigtigt i stedet for at gøre de rigtige ting. Og ligesom dig hører jeg også ubetinget til de personer, der gerne vil have, at hverdagen er et dejligt sted at være.

    Netop derfor har vi indrettet os på en måde herhjemme, så der økonomisk ikke bliver råd til andet end småferier i Dannevang, før vi beslutter os for at arrangere os anderledes. Og det bliver ikke, mens børnene er små. Jeg gad da meeeega-godt 3 uger til Cuba – eller bare et eller andet andet varmt sted – eller måske endda på 2 måneders orlov til et cwazy sted, eftersom det i min omgangskreds tilsyneladende er blevet normen (say what – hvor får de pengene fra?!), men det kommer ikke til at ske. Og det har jeg sluttet fred med. For jeg gider ikke ofre måneder (år?) af hverdagslivet for at spare op til at fyre den af i et par uger.

    I stedet vil jeg glæde mig over de ting, jeg rent faktisk har. Og gøre dem rigtigt i stedet. (Og hemmeligt klappe i hænderne over, at nogen har det ligesom jeg. Synes, ikke så ofte, jeg støder på dem IRL. Her møder jeg snarere løftede øjenbryn over vores prioriteter og fravalg af romdrikkende ferier) …

  3. Tak for den vigtige påmindelse – det er så fint! Og fint skrevet. Jeg har stadig ikke opgivet tanken om at kunne begge ting (både have råd til den gode morgenkaffe i stedet for sten OG komme til Cuba), men efterbevillingstilværelsen duer simpelthen ikke. Livet er (nogle gange alt) for kort.

  4. Du er kommet til en fin og rigtig konklusion. Alfons Åbergs faster sagde, da Alfons og Far fantaserede om den fantastiske fryd, det ville være, hvis man havde fødselsdag HVER dag, at hvis alle dage var fest, ville der ikke længere være særlige dage at glædes og begejstres over.
    Jeg tilføjer for egen regning, at kunsten er at gøre det, man får, til det, man gerne vil have. Ikke som i “godt-nok”, men som at være til stede der, hvor man er.

  5. tak for ønsket om en god weekend – jeg kommer til at nyde den ligeså meget som jeg nyder at vågne om morgenen og høre lydene i mit hus og snuse til min datter og lytte til min søns stemme og og og alle de der små ting – det er rigtig godt skrevet, og jeg prøver at leve det hver dag fordi man får skyld på hvis man skal presse ethvert sekund for glæde men omvendt ville det være øv hvis man glemte at nyde . Har lige mistet min far og kommer i det kommende år sandsynligvis til at miste min stedfar ligesom min mor er syg, så det er meget relevant for mig det du skriver, tak igen…

  6. Det er lige præcis derfor jeg elsker at læse blogs!! Når jeg læser en blog og der så bare er nogle ting der falder på plads i ens hoved og jeg virkelig kan mærke at, hvor er det bare rigtigt! Det er jo lige netop det der med at ligge og lytte til regnen mens ungerne og manden snorker i nærheden og det er det øjeblik hvor jeg mærker efter og der bare er ro i maven og i hovedet :)Jeg har også tænkt meget på det sidste at jeg skal da gøre noget! Jeg skal kunne fortælle om 60 år når jeg sidder på plejehjem om alle de vilde og spontane ting jeg gjorde da jeg kunne men sådan er jeg ikke og det er jo rigtig at det er hverdagen der er mest af og heldigvis for det 🙂 Så tak for at hjælpe mig med at få nogle brikker til at passe sammen oven i mit hoved 🙂 Og mange mange tanker til Lene og også dig! Har selv været igennem det med en i omgangskredsen som fik kræft og meget kort til efter ikke var her mere hvilket fik mig til at indse nole ting, blandt andet at det job jeg var i ikke gjorde andet end at det gjorde mig sur, så nu er jeg i gang med en ny uddannelse fordi man skal gøre det der gør en glad i hverdagen. Lige pludselig kan det hele være slut så alt hvad der kan nydes, skal nydes. Specielt de små hverdags ting 🙂

  7. Årh hvor er det fint skrevet… Fik helt gåsehud.
    Så fin en pointe du har, om at nyde det man er i – har selv brug for at lære at tænke sådan!
    Genkender præcis den følelse du beskriver i starten, med at alle de der hverdagsting kan virke som tidsspilde, når man har været tæt på en der har haft alt for kort liv. Mistede et vigtigt lille menneske i mit liv for to mdr siden, og har haft rigtigt svært ved at affinde mig med at jeg ikke bare km rejse jorden rundt på hendes vegne, men skal vaske op og passe job.
    Vil prøve at tænke mere som dig.
    Tak for dine ord – du er så klog og indsigtsfuld, og skriver så smukt!

  8. Så skønt et indlæg – også selvom det er på baggrund af noget rigtig trist. Men hvor er det rigtigt…
    Os der er i den sidste kategori, lever i nuet og ikke kan leve på en sten for at ende på Cuba i sommerferien, rart at vide der er andre der har det ligesådan…
    Jeg vil nyde nu, at vi KUN skal til Lolland nu hvor vi har lidt påskeferie, min søn og jeg. Til sommer bliver der forhåbentlig råd til en afbudsrejse… men ikke en dyr rejse til Maldiverne! Og pyt! For vi nyder bare ferien med hinanden, min søn og jeg. Og det er nok.

    Tak for et skønt indlæg.

  9. Tak for endnu et fint indlæg. Jeg følger din blog og griner og røres af den, fordi du skriver så utrolig godt og fint og ærligt.
    Det har jeg længe villet sige til dig og det gør jeg så nu.
    1000 TAK.

  10. Tak fordi du sætter ord på det, for det er præcis det jeg selv har gået og rodet med. Jeg føler burde redde orangutanger på Borneo, være greenpeace worrior eller i hvertfald oprette et Kvinde Coop, når nu jeg hverken har børn eller forældre. Er det ikke for lidt at jeg hygger med at gen-træne til halvmaraton, hente æg hos hønsene eller nu på 4. måned hækler på et skævt slumretæppe mens jeg ser Games of Thrones? Jeg blamer lidt FB kulturen, hvor vi oftest læser andre menneskers highligts, og vores hjerne så beslutter at andre kun lever det vilde, fine eller dramatiske liv. For vi må ikke længere opdatere om boller og en rift på fingeren?

  11. Jeg har flere venner og bekendte omkring mig, der har kræft. Jeg har også nogen, der har haft kræft og heldigvis er erklæret raske. Men jeg genkender fuldstændig det, du skriver… Har altid været god til at sætte pris på livet, naturen, hverdagen. Men har eddermaneme også været stresset, sur, utaknemmelig. Og det er lidt som om, at det må jeg ikke mere. Fordi der er nogen omkring mig, der virkelig har noget at slås med. Jeg har ikke andet end petitesser at slås med. Men igen – det er jo MIN hverdag og mit liv, og det er altså ikke ugyldigt, bare fordi andre har det værre. Men det er mig selv, der stiller de regler op for mig, ikke dem.
    Min gode, gamle kollega har nu i tre år haft en cancer, som i teorien ikke er så slem. Hun bliver bare ikke rask. Jeg synes, det er svært at se, hvordan sygdom og behandling tærer på hende efterhånden. Og vide, at der ikke er meget mere at stille op. Måske noget på mennesker uafprøvet gift, men ingen kan sige, om hun så overlever giften i sig selv.
    Så selvom jeg indimellem stadig er sur og atresset, så er jeg ikke længere utaknemmelig. Jeg nyder hver solstråle, hver morgengry, hver solopgang og solnedgang. Jeg nyder mine unger og vores familieliv, og så tillader jeg mig at mukke lidt i hjørnerne, hvis jeg har behov for det. Men ikke for længe ad gangen, vel?

  12. Har netop gået på bare tæer over mine nyvaskede gulve og sendt dig en tanke.

    Tak for ord til eftertanke. Og rigtig god påske!

  13. Det er sjovt, at du har tænkt netop det samme so jeg tænkte for flere år siden, da jeg var lidt i krise over, at et vennepar rejste verden tyndt, mens mit liv bestod af arbejde og børn og var sådan lidt jævnt kedeligt. Men som du skriver, så er der så meget mere hverdag, så for mig er det vigtigere, at jeg kan glæde mig i hverdagen end at jeg har en lang rejse hvert andet år at se frem til, mens jeg slider og slæber for at skrabe penge sammen,
    /Lene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *