Bloggen

Inden jeg tager hul på dagens tekst, bliver jeg bare nødt til at sige, at jeg simpelthen blev så rørt over jeres kommentarer og tilbud om gaver til det sidste indlæg. Først gik jeg, hvis jeg skal være ærlig, lidt i panik, fordi jeg blev bange for, at mine ord kom til at lyde som tiggeri. Men efter at have genlæst mit indlæg ca. 600 gange, nåede jeg frem til, at mennesker sgu bare somme tider er virkelig fantastiske, og tusind tak for det!!

Dagens indlæg er det andet-sidste i den her kategori, og er svar på en mail, der kom til mig for en måneds tid siden. Lise skrev:

Hvilke planer/drømme har du for de midler der til sin tid bliver frigjort når du er færdig med at afbetale din gæld?  Vi der følger dig og er glade for minimalisme-indlæggene er jo alle sammen enige om at det er godt at være gældfri, men hvad skal den frihed omsættes til? Eller skal den omsættes til noget? Jeg spørger vel på sæt og vis både meget konkret (glæder du dig til at kunne spare op til børnenes efterskole/den store rejse til Japan/købe den allerbedste pastamaskine) og meget abstrakt (hvad er frihed når vi er bundet af vores ansvar for både os selv og de skrubbelure-unger vi har sat i verden? Hvilken betydning har økonomisk frihed?)

Jeg elsker det spørgsmål, fordi det åbner hele verden, og fordi det løfter perspektivet ift. at det her (forhåbentlig!) ikke skal være den evige spareøvelse, men også en dag får et fokus, der giver energi og ikke bare sluger den.

Først og allerfremmest er målet ikke at være bange mere. Jeg er. så. træt. af at bekymre mig om penge – ikke mindst fordi, jeg har levet længe nok til at vide, at der er udfordringer af langt mere alvorlig karakter, som jeg er velsignet fri for. Pengeproblemer er irriterende på samme måde som overvægt og forhold til forkerte mænd: Man ved, at problemerne er selvskabte, og ikke behøvede at være der. Det giver sådan en slags stress-i-anden, fordi man både bøvler med de praktiske konsekvenser af sine dårlige valg, og samtidig også flittigt slår sig selv i hovedet med at stå, hvor man står. Al den gode energi, der løber ned i dét afløb, glæder jeg mig usigeligt til at få igen. 

Jeg glæder mig også til ikke hele tiden at være bange for, at min bil går i stykker, eller at dem i huset, der ikke er omfattet af skoletandplejen, knækker en tand.

Jeg glæder mig til igen at stå et sted, hvor jeg har valg, og ikke altid bare må gå med det-for-nuværende eneste alternativ.

Og så glæder jeg mig til ikke hele tiden at stresse over tolkemarkedet og den ud- eller afvikling, der foregår lige nu, fordi det helt udelukket at stå uden arbejde. Jeg elsker stadig at være tolk, og jeg kan stadig ikke forestille mig et andet job, jeg ville trives i, som jeg gør i dette, men det er et job med stor usikkerhed pga. udbudsrunder, priskrig og nedslidning, og bådene, jeg gennem tiden har siddet i, er flere gange kæntret. Indtil nu har jeg været heldig ift. hvem, der er kommet sejlende forbi, men det er desværre ikke utænkeligt, at vi en dag ender med, at de eneste tilbageværende arbejdsgivere tilbyder arbejde under vilkår, som jeg hverken kan eller vil leve med. Skete det nu, ville valget stå imellem at gå på kompromis med alt, hvad jeg er som menneske, eller tage et job ved kassen i Netto, fordi det tager tid at finde en stilling, der passer til én, der er uddannet så smalt, som jeg trods alt er.

Og hele det tankemylder glæder jeg mig til at slippe for at have i hovedet.

Men når jeg får mig selv tænkt allerlængst ned i et hul, så er det skønt med et spørgsmål som det her, fordi det minder mig om, at om 3 år er mine penge mine. Og dermed bliver alle valg også mine. Så kan jeg pludselig trække vejret igen. Det kræver fuld koncentration og det kræver held at nå i mål – men sammenholdt med de 12 år, jeg har betalt af, er det trods alt en overskuelig tidshorisont, og yes we can. 

Når den tid kommer, har jeg svært ved at forestille mig, at de frigivne midler kommer til at gå til pastamaskiner og guldbelagte armaturer. Efter dette år, hvor der er sket virkelig meget inde i hovedet på mig ift. forbrug, miljø og besparelser, kan jeg simpelthen ikke se mig selv gå tilbage til det sted, hvor jeg køber ting, jeg ikke har brug for, og skal finde plads til dem i et hjem, jeg har brugt mange timer på at gøre u-fyldt og overskueligt.

Jeg tænker meget over, at jeg, når det nu skal være, faktisk har været ufortjent heldig, at det falder sådan ud, at jeg er færdig med at betale af på min gæld, inden Frida starter i skole. Lige nu opdager børnene intet; deres fokus er helt andre steder. Ingen af dem opdager, at kalendergaverne er second hand, eller at mor sjældent køber andet end en kop kaffe, når vi ‘spiser’ ude – men det gør de om 3 år. Lige nu ville de ikke opdage det, hvis ‘Adidas’-skoene havde 4 striber, eller Capri Sun juicen hedder Cupri San – men om 3 år begynder de at have en holdning til, hvad de gerne vil have på, hvad de kan lide, og hvad vi skal gøre sammen, og tanken om, at det til den tid forhåbentlig er mulig at imødekomme dem, er meget, meget rar. 

Min store drøm er at tage dem begge to med til USA 3-4 måneder, og køre Guds Eget Land i stykker. Lige nu ville jeg hellere brække armen 3 steder end at tage på ferie i et fremmedsproget land med mig selv som eneste voksne indslag, men på den helt lange bane er dét drømmen. Mit håb er at jeg, når bilen er betalt ud, kan holde den sammen med hæfteplaster og papirclips 1 år mere, og spare en stor bid af de frigivne midler op, for jeg trænger sådan til at vide, at jeg har en buffer. Når dén er etableret, hedder det opsparing, og lige nu vil det være til en rejse til USA.

Drømme skifter og udvikler sig, og ingen ved, hvor livet tager os hen, men hvis jeg ikke begynder at spare op til det, kommer det i hvert fald ikke til at ske, og selvom vi ender med at konvertere drømmen til én med et andet indhold, vil pengene stadig give os muligheden for at gøre noget sammen, som vi kan tage med os mange år ind i fremtiden, og langt forbi det sted, hvor pastamaskiner og armaturer for længst ville have givet op.

For nogle uger siden blev jeg i kommentarfeltet spurgt af et par læsere om min holdning til at handle på Amazon; at det måske kan være svært at se logikken i, at jeg er meget pro fagforeninger, og samtidig vedstår mig at handle et sted, der – særligt i lidt mere forbrugerbevidste kredse – har et dårligt ry. 

Baggrunden for det dårlige ry er bl.a. en artikel fra 2015, som bygger på interviews af 100 nuværende og tidligere ansatte, som beskriver et mildest talt træls arbejdsmiljø.

Grænsen mellem forsvar og forklaring kan være hårfin, når man taler om noget, som nogle føler stærk for, og andre knap så meget, men jeg har, siden jeg fik kommentarerne, gået og tygget lidt på, hvorfor jeg ikke kan mærke den samme reaktion hos mig selv, når jeg handler på Amazon, som jeg til sidst havde, når jeg handlede på Wish. For det kan jeg ikke.

Jeg er nået frem til, at det skyldes flere ting. 

Først og fremmest tror jeg, at det handler om noget så simpelt, som at man ikke kan mene lige meget om alting, og der er simpelthen andre ting, jeg føler stærkere for. Vores virkelig gode debat, der blev affødt af dilemmaet om dåseferskener kontra mango i pose, gav et godt billede af, at der ikke findes én løsning, der tilgodeser alle områder af bæredygtighed, grønne fingeraftryk og trivsel for både mennesker og dyr, og jeg tror, at man oplever det største engagement dér, hvor man føler, man kan gøre en forskel.

Og den følelse mangler jeg nok lidt her, fordi jeg har svært at se det logiske i af afstå fra at købe produkter gennem Amazon pga. deres forretningsgang; jeg synes, at det ville svare til at styre uden om nethandel herhjemme, fordi man ikke vil støtte Post Nord. De virksomheder, der sælger deres varer gennem Amazon har truffet en beslutning om, at det er den platform, de vil bruge, og jeg synes, det bliver for uklart, at det ikke er en utilfredshed med varen, men et politisk motiv, der ligger bag et fravalg af handel.

I min optik ligger forbrugeren som led, så langt nede i kæden, at det bliver for svært at løfte ansvaret. Foran os står producenter, der vælger at sælge gennem Amazon, og foran producenterne står politkere og magthavere, der gennem lovgivning gør det muligt for en virksomhed at agere, som Amazon gør.

Og et sted i rækken står de ansatte. 

Ville jeg helst, at alle mennesker i hele verden havde gode arbejdsvilkår og mulighed for at organisere sig? Kæmpe ja. Men for mig gør det en forskel, at det er voksne mennesker, og ikke børn, der her er tale om. Jeg er med på, at man stadig kan være presset ud i at tage et job under sølle betingelser, men jeg kan alligevel mærke, at jeg synes, der ligger mere ansvar for egen situation hos voksne ansatte i USA, end hos meget små børn i Indien og Kina, som intet har at skulle have sagt, hvor magtbalancen er 100% skæv, og hvor der ikke er andre alternativer end prostitution og livet på gaden. 

Mit bud er, at det ikke bliver forbrugerne, der kommer til at gøre en forskel, hvis/når man skal stoppe virksomheder som Amazon, men politikere og handelsorganisationerne, der kommer til at reagere, når de får nok. Som det f.eks. skete i 2017, hvor Dansk Internethandel var med til at presse på for at stoppe den konkurrenceforvridning, den lave fragt på varer fra Kina, gav:

“Postaftalen er fra 1800-tallet. En tid, hvor Kina var et udviklingsland. Derfor kom det på listen over lande, som postvæsner i rige lande skulle give fragtrabatter til. Siden har Kina dog udviklet sig med stor vækst og indflydelse på verdensøkonomien. Men landet er fortsat på listen over u-lande i UPU, Universal Post Union.

Derfor har bl.a. Foreningen for Dansk Internethandel presset på for at få postsystemet lukket. Det er nu besluttet, og udfasningen påbegynder næste år og foregår tre år frem.”

Jeg kan ikke helt finde ud af, om problemerne med arbejdsforholdene hos Amazon er større, end det er så mange andre steder, hvor lovgivningen heller ikke er positivt stemt overfor fagforeninger og ordnede arbejdsforhold. Eller om de bare er nemmere at få øje på, fordi Amazon har den størrelse, de har. F.eks. døde en spansk håndværker af hedeslag i sidste uge, da han var i gang med at asfaltere en vej, og sidste år arbejdede en tomatplukker sig ihjel i Italien.

Jeg kan heller ikke finde ud af, om vi som forbrugere hjælper de ansatte ved at boycotte Amazon. Er det en hjælp at blive fyret fra et lortejob, man selv har søgt? Vel kun, hvis der er et alternativ? Jeg spørger med helt åbent krops- og girafsprog, for jeg er i tvivl.

Min pointe er, at arbejdsforholdene er dårlige mange, mange steder, og jeg tror desværre, at det er noget, der skal ændres inde- og nedefra, og ligesom med nødhjælp, ikke kan serveres som en færdig løsning udefra. I hvert fald så længe vi taler om lande, der ikke – i det åbentlyse – opererer med diktatur.

Og endelig tænker jeg, at der er mange produkter, vi som forbrugere skal give afkald på, hvis vi kun vil acceptere varer, der fra første møtrik til sidste tråd er produceret/fragtet under ordentlige fohold. Apple, Nike, det meste af tekstil-branchen, ja, selv LEGO producerer steder, hvor alle nok ved, at man er lidt mere … liberal med arbejdsforholdene, end man er herhjemme. Hvis det endelig skulle være, ville det måske give mere mening at undlade at købe disse produkter, fordi man her kommunikerer direkte tilbage til dem, der har ansvar for produktionen, og som tjener pengene på den.

Så for at samle op: Jeg er ikke fan af den måde, Amazon indtil nu har valgt at drive forretning på, men det er ikke noget, jeg føler så stærkt for, at det får mig til at fravælge dem til de produkter, jeg ikke kan købe andre steder. 

Dog vil jeg sige, at takket være de tanker, jeg har gjort mig i forbindelse med tilblivelsen af dette indlæg, og kommentarerne, der inspirerede til det, så vil jeg fremover komme til at forholde mig endnu mere, end jeg allerede gør, til, om jeg nu også virkelig har brug for de her tarotkort, eller den her bog, og jeg vil også gøre en ekstra indsats for at tjekke, om der er alternative måder at skaffe tingene på, f.eks. gennem Etsy. Alle vinder. 

Som altid er kommentarfeltet piv-åbent, og jeg vil meget gerne høre, hvad I mener og synes. Også selvom det er det modsatte af mig

Inden jeg kaster mig over dagens indlæg, vil jeg bare lige (så ingen tror, de er blevet glemt) sige, at jeg har 3 spørgsmål mere liggende i indbakken, som jeg nok skal nå omkring:

1) Hvad er din holdning til at handle på Amazon (ihukommende indlægget om fagforeninger)?

2) Apropos M2018 – hvad er det helt overordnede mål? Hvad skal friheden bruges til, når du er gældfri?

3) Hvordan er det at være alene, når du er sammen med andre forældre, som er to?

Disse indlæg kommer op i løbet af den næste lille måned; jeg skal lige have tiden til at skrive dem, for de her “I spørger, jeg svarer”-indlæg er noget længere, end dem, jeg normalt skriver. Jeg kan selv bedst lide, hvis et blogindlæg ikke vandrer planløst ud af lange sidespor (som det her f.eks. er i gang med at gøre lige nu) – men fordi I stiller så gode spørgsmål (#SmoothOperator) kræver de lidt flere ord, end jeg normalt belemrer jer med.

Dagens emne er ingen undtagelse, og det er en slags svar på den håndfuld spørgsmål, jeg har fået, der kan koges ned til: “Savner du aldrig en mand at dele dit liv med?”

Det korte svar er: Jo. Det gør jeg virkelig.

Jeg har, helt fra jeg startede med at blogge, haft en regel om, at jeg kun skriver om de mænd, jeg ser, hvis jeg ser dem så meget, at man kan møde mig med dem i det offentlige rum. Ikke for at være mørk og mystisk, men fordi jeg, bortset fra mine børn, meget sjældent skriver en ét enkelt individ. Alle, jeg blogger om, forsøger jeg at camouflere, så ingen skal føle sig udstillet, og det bliver svært, hvis jeg skal skrive om en mand, jeg dater, fordi der jo af gode grunde ikke vil være farlig mange af tage af. Derfor er det et af de få emner, jeg meget sjældent skriver konkret om herinde.

Jeg ved, at jeg har nye læsere med ombord, og derfor vil jeg gerne gentage noget, jeg har sagt flere gange før, nemlig at der ikke for mit vedkommende er tale om et statement, når jeg har valgt at få mine børn alene. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne ville have haft dem med en mand i en helt traditionel familiekonstellation. Det var drømmen.

Når jeg alligevel valgte at flyve solo, var det fordi jeg som 32-årig, da min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden, syntes, at dét løb var kørt. Ideelt set havde jeg mødt Ham Det Skulle Være i løbet af mine 20’ere, så vi kunne have rejst sammen, festet sammen og lært hinandens venner og familier og forcer og svagheder at kende. Det var dét fundament, jeg gerne ville have haft, hvis jeg skulle have haft mine børn med en mand. At møde én som 33-årig, date et år eller to, for så at trykprøve forholdet med et barn, uden at vide, hvor de utætte svejsninger kunne tænkes at være, var jeg simpelthen ikke interesseret i, fordi jeg ikke ønskede at risikere at blive bundet, hverken geografisk eller til et andet menneske, hvis tingene faldt fra hinanden.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg alle dage har været mere pragmatisk end romantisk.

Ovenstående er grunden til, at jeg valgte ikke at vente på en mand at få mine børn med. Men det betyder selvfølgelig ikke, at målet er at leve resten af mit liv med sporadiske dates og overfladiske bekendtskaber som co-drivers. Dog må jeg sige, at jeg aldrig haft et ønske om at blive gift, ligesom jeg heller ikke umiddelbart ser mig selv som en, der skal bo med en kæreste. I og med at jeg har fået mine børn selv, synes jeg, at det væsentligste argument for at bo sammen er faldet væk, og jeg tænker – lige nu i hvert fald – at jeg er sådan en, der bedst kan være sammen, hvis jeg også kan være selv.

Jeg dater ikke sådan rigtig aktivt for tiden. Jeg har en regel om, at jeg ikke siger nej til en kop kaffe, og jeg har også et par gange haft Tinder installeret, men det kommer til at føles som en skal-ting. “Madpakker, støvsuge, vasketøj, Tinder” Det er nok ikke helt det rigtige udgangspunkt, tænker jeg. Jeg tror, jeg ville have datet mere og mere konsekvent, hvis jeg havde haft barn/børn med en ekskæreste, og jeg vidste, at børnene var hos ham i en eller anden deleordning, så der var lidt system at arbejde med, når man planlagde sine dates, men helt lavpraktisk drukner jeg i logistikken med arbejde og barnepiger osv, hvis jeg skal date regelmæssigt.

Og det med at invitere fremmede mænd herhjem kl 21, når børnene sover, bliver også et nej tak, så det kræver lidt teknisk snilde, hvis det skal kunne lade sig gøre at lære en ny mand at kende.

Endelig er der også en grund til, at mange er udfordrede i deres forhold, mens børnene er små; der er så lidt tid, der er din alene, at det for de flestes vedkommende er svært nok at vedligeholde noget solidt funderet, man har bygget op over en årrække. At skulle skabe noget helt nyt fra bunden i den periode, er – for mig i hvert fald – tæt på umuligt.

Jeg ved ikke, om jeg har en decideret type, men fælles for de mænd, jeg har knyttet de stærkeste bånd med har været, at de alle har været akademikere, begavet et godt stykke over gennemsnittet, og alle har haft en kreativ åre, typisk musik – og dem er der ikke rasende mange af i Esbjerg. Jeg har haft humoren til fælles med dem alle, og de har hvilet nok i det, de selv har vidst og kunne, til ikke at forsøge at kompensere med bestemmer-adfærd på ‘Sådan én som dig trænger vist bare lige til at blive sat på plads!’-måden. Hahaha. Prøv.

Jeg får somme tider skudt i skoene, at min singlestatus handler om, at jeg er kræsen; at det må være derfor, jeg ikke har fundet en mand. Det er ikke sådan, jeg selv oplever det. Man bestemmer ikke selv, hvad man tiltrækkes af, og jeg tror bare, hånden på hjertet, at det er en meget lille gruppe af mænd, jeg er kompatibel med, fordi man skal være ret meget i touch med sin mandighed for ikke at blive intimideret af mig. Det siger jeg, blottet for stolthed, for det er et faktum, som gør mit liv mere ensomt, og som jeg helst var foruden, men som ikke desto mindre er sandt.

Så opsummeringen må være, at jeg ville elske at have en mand i mit hjørne. En at læne mig op ad, som samtidig forstår, at jeg sagtens kan stå selv, og til enhver tid vil foretrække dét alternativ frem for at forsøge at holde balancen det forkerte sted.

En sidste lille ting: Når jeg skriver om mænd og kærlighed, oplever jeg somme tider, at nogle af jer derude tænker: “Du ville sgu da være perfekt med min fætter Jens!” Som sagt: Jeg er game. Indboksen er åben.