Inspiration til nye blogs?

Solen skinner lige nu, men dagene er allerede blevet kortere, og det er mørkt, når børnene sover, og jeg lister ud på terrassen med min te.

Der er et snert af efterår i luften, som minder om, at vi inden så længe kommer til at bruge flere timer indenfor, og måske er det derfor, jeg i morges pludselig kom til at savne lidt inspiration til nye steder at læse med, og nye vinduer at kigge ind af.

Så i dag er det jer, der skal gøre alt det hårde arbejde.

Hvor læser I med? Hvem er gode?

Man må gerne smide sig selv i puljen, men det er ikke rejse-, mad- og meget smalle tema-blogs, jeg efterlyser, og heller ikke blogs med tungt fokus på forbrug.

Jeg er på jagt efter mennesker man kan mærke. Mennesker med historier, der stikker i alle retninger, og ægte liv – med alt, hvad det indebærer. 

Traditionelt kommer der relativt mange kommentarer til indlæg som dette, så for at holde det så overskueligt som muligt, kommer her et billede af min blogroll, som er blogs, vi allerede læser og holder af, og som man derfor ikke behøver at plugge. 

På forhånd tak for hjælpen.

The love boat

Jeg er for længst blevet selektiv ift. hvilke nyheder, jeg læser, fordi mit katastrofefilter ikke er fintmasket nok. Når jeg læser om alt det forfærdelige, der sker rundt omkring i verden, og om hvor hastigt, vi tilsyneladende er på vej mod afgrunden, føler jeg rædsel, afmagt og en underlig form for resignation. Det er voldsomt og uoverskueligt, og det føles næsten latterligt at prøve at trække kontra ved at bruge porcelæn i stedet for plastikservice de 3 gange om året, vi holder fødselsdag, når gletsjerne smelter med rekordfart, og vi d. 01. august overskred grænsen for, hvad planeten kan undvære i år.

Derfor gik jeg i første omgang også uden om historien om, hvordan vi skal nedbringe vores kødforbrug med 93% inden år 2030. Men fordi jounalister og forskere både var ret insisterende og for en gang skyld havde gjort sig umage for at omsætte nyheden til konkrete tal, endte jeg alligevel med at gå ind og læse artiklen.

I tilfælde af at andre end mig måtte foretrække at leve i nyhedsskjul, kan jeg hermed viderebringe, at det konkret betyder, at man maksimalt må spise 100 gram okse-, svine- eller lammekød om ugen. 200 gram, hvis det er fjerkræ. Det virker så ekstremt, at det føles utopisk at realisere.

Jeg er lige præcis så meget barn af socialstaten, at min første tanke var, at de voksne finder ud af noget; at jeg ikke behøver besvære mig med at forholde mig til det her, for der kommer nok noget til mig i e-boks, som fortæller, hvordan vi får det til at gå væk.

Men efter et par timer i velsignet fornægtelse, kunne jeg alligevel godt mærke, at tidsrammen påvirkede mig. Det her er ikke noget, der først kommer til at blive et problem 6 generationer ude i tiden. Det her er nu. Når Anton er 20 år, og Frida er 15.

Først fik jeg ondt i maven. Sådan rigtigt. De politikere, embedsmænd og forskere, der lige nu sidder og river sig i håret, kan ikke trylle. Og tidsmæssigt er der vist ikke rigtig tid til trial-and-error; der skal gøres noget, og det skal virke.

Og mærkelig nok var så her, jeg for første gang i lang tid mærkede et snert af optimisme. Fordi det slog mig, at vi faktisk her har en mulighed for selv at gøre en indsats, der betyder noget. Her kan vi handle, og selv være med til at trække i den rigtige retning, uden at være nødt til at vente på, at kommunerne får sendt medarbejdere på kursus, eller opretter hotlines og call-centre. Vi er ikke underlagt offentlige systemer eller regler, vi ikke forstår, og vi er ikke tvunget til at overlade opgaven til mennesker, der – lad os være ærlige – jo heller ikke har trænet til at forhindre, at jorden går under.

Vi har 12 år til at lære, hvordan man gør, og det tror jeg faktisk er muligt. Men det kræver, at vi hver især – også dig, der sidder og læser det her – gør os konkrete overvejelser om, hvordan vi gradvist vil omstille os, så vi når i mål, så der også er udsigt til at vores børn kan få børn, som ikke skal satse på Mars og uopdagede planeter og solsystemer.

Vi er ikke kødmonstre herhjemme. Langt fra. Men vi spiser stadig væsentligt mere kød end 100 gram om ugen, og jeg tror, at det mest optimale er at gå til processen som en vane, der stille og roligt skal ændres, og jeg har derfor tænkt lidt over, hvordan jeg vil gribe det an.

Jeg har flere gange prøvet at lave vegetar-versioner af kendte retter, og nu, hvor jeg rent faktisk prøver at lægge en reel plan, har jeg erkendt, at den strategi ikke er vejen frem for os. For mig har de suspekte bootlegversioner aldrig fungeret, og avocado blendet med kakao smager IKKE af nutella, lige meget hvor mange gange I Form insisterer på det modsatte. I hvert fald ikke i min mund.

Så det, jeg har besluttet at gøre, er at finde nye retter. Retter, der ikke skal læne sig op af sammenligninger og vaner, men som bare skal smage godt, som de er.

Jeg har dedikeret en side i min ride-or-die notesbog til at skrive ideer ned, efterhånden som jeg kommer på dem, og reglen er, at de skal være enten fuldvegetariske, eller skal kunne fungere med meget lidt kød. Nogle retter har jeg prøvet, andre er på tegnebrættet.

Indtil videre har jeg følgende på listen:

Chili sin carne. (Jeg har lavet den her, som jeg hældte over et par brunede kyllingefileter og gav 25 min. i ovnen. Serverede den med creme fraiche, krydrede nødder og brød. SÅ godt!)
Risotto
Quesadillas
Burritos (jeg skal klart prøve at lave denne her og denne her)
Fried rice med kylling
Tærter
Baked beans (jeg ELSKER dem fra Valdemarsro, som er perfekte i pitabrød m/salat, tomat og agurk)
Bulgursalat (har en opskrift fra Svansø, hvor man vender bulgur med pesto og bagte squash og peberfrugter, som jeg vil prøve at bygge videre på)
Hjemmelavede falafler

Tanken er ikke, at vi fra næste uge skal være flexitarer, men at jeg stille og roligt vil dreje repertoirehjulet, så vi gradvist spiser mindre og mindre kød. Set med dé briller kan man nå langt på 12 år.

Derudover er jeg også i gang med at finde gode IG-profiler, der kan inspirere. Jeg er bedst til, hvis det bare er et billede af en ret, som jeg så selv kan lede efter en opskrift til. På den måde bliver jeg inspireret, men uden at blive låst for meget fast. Præcis sådan er Danmarks Veganske Forenings profil opbygget (madmedmedfolelse), så dem er jeg begyndt at følge; også fordi de tagger andre profiler, som jeg så kan tjekke ud. Jeg kan allerede nu se, at noget af det er for rabiat til mig, og hvis jeg må bruge min platform her til en velment formaning, tror jeg, at man skal lade være at gå i dén fælde. Mange af billederne er ualmindeligt smukke, men sandsynligheden for, at jeg kommer til at bo på Bali og leve af Buddha Bowls og smoothiegrød med kunstfærdigt arrangerede toppings, er nok ikke voldsomt stor. Mit forslag er, at man går efter noget, der ikke ligger alt for langt fra, hvordan man lever i dag, for så tror jeg, det bliver nemmere at implementere ændringerne.

Så kan vi altid gå fuld Buddha om 3 år.

Og nu er det så, at I skal på banen, så vi sammen kan gøre det her indlæg til noget, der giver lyst til at hoppe med ombord. Sus i kommentarfeltet og skriv, hvad du elsker at lave, som indeholder lidt eller intet kød. Kender du gode blogs eller IG-profiler, hvor der er inspiration at hente? Fyr navnene på dem afsted. Vi sidder i båden sammen, så lad os hjælpes ad med at holde den flydende

M2018, uge 26

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

Denne uges indlæg markerer, at vi nu er halvvejs i M2018-serien. Da jeg i januar satte skibet i søen var jeg spændt på, om jeg kunne blive ved med at finde på, for det er næsten altid det, der går galt, når en temablog kuldsejler: Man når et punkt, hvor man synes, man har været omkring alt, hvad der kan siges om det pågældende emne. Men den frygt har vist sig at være ubegrundet (i hvert fald indtil nu), og jeg er blevet glædeligt overrasket over at opdage, at jeg pludselig opdager minimalisme/spare-mulighederne, når jeg støder på dem, hvilket jeg ikke er sikker på, at jeg ville have gjort, hvis ikke jeg skulle skrive om dem.

Samtidig får jeg rigtig mange tilbagemeldinger fra jer om, at det, der inspirerer ved denne serie dels er kommentarfeltet, men også, at hele opsætningen er meget rookie-venlig. Hvis man har levet som gennemsnitsforbruger de sidste 20 år, kan det godt virke lidt voldsomt at melde sig ind i en minimalist-gruppe på fb, hvor det første opslag man ser, er fra mennesker, der efterspørger erfaringer med at sy og genbruge toiletpapir.

Her på bloggen kan alle være med, og jeg er – hånden på hjertet – meget positivt overrasket over den manglende fordømmelse af mig og andre, der først nu forholder os rigtigt til vores forbrug af sølvpapir og plastikposer.

Så tak, hurra og nu til sagen.

I den forgangne uge har jeg:

1)
Støvsuget mit badeværelsesskab for alle de små prøver, tuber og krukker med ansigtsmasker, hårkure, bodyscrub osv., jeg længe bare har flyttet rundt på. Fra tid til anden tror jeg, at jeg er sådan én, der lige kan upgrade mit liv med luksuriøse makeup-produkter, høje hæle og eksfoliering, og jeg ved simpelthen ikke hvorfor, for i al den tid, jeg har kendt mig, har jeg været hende, der betragter kvinder (ja, og mænd i disse juicer-tider) der løber med løsthængende hår med en blanding af ærefrygt og vantro. Jeg ville kaste mig selv ud foran den første, den bedste bil i afmægtigt raseri, og det beskriver sådan set meget fint, hvordan jeg har det med alt, der er bare en lille smule ekstra. Jeg bliver adfærdsvanskelig af foundation, jeg skal kunne løbe (fra ulve eller efter undvegne børn) hvis det bliver nødvendigt, og hjemmespa er ikke for mig. Men. Når nu produkterne ad forskellige veje er endt i mit skab, synes jeg også, de skal bruges. Derfor er de nu sat ud på en bakke på mit bord, og så er det bare at gå igang. Dels for at få dem brugt, men også fordi de fylder i skabet og gør det sværere at se, hvad jeg rent faktisk har, og dermed resulterer i, at jeg pludselig har fået købt 5 tuber tandpasta og 7 myggestifter.

2)
Nedfrosset en sjat koncentreret saft, som ungerne ikke gider drikke, i isterningebakker. Jeg kunne godt blande det og være sure mor, der nægter at købe nyt, før de har drukket det, vi har, men dels var det mig, der valgte det i butikken, og dels har jeg for længe siden gjort op med mig selv, at hele dette minimalist-projekt ikke skal resultere i, at vi skal tygge os igennem 10 liter tvivlsomt, sammenkogt tristesse, eller skære det fra, der gør os glade.

Formålet må være at skille det vigtige fra det ligegyldige; at værne om det første og skrotte det sidste. Så. Nu har jeg isterninger, som smager forrygende i et glas dansk vand, og jeg er fri for at flytte rundt på flasken med taber-saft.

3)
Solgt for 500 kr. på Tradono og Reshopper, og jeg vil tro, at det bringer mig på ca. 6000 kr. i år. Vi var kort omkring det et par indlæg tilbage, men fordi jeg ofte møder mennesker, som ikke er kommet igang med at købe og sælge brugt, kommer her de erfaringer, jeg har gjort mig so far.

Tag ordentlige billeder af det, du sælger
Ingen gider købe noget, de ikke kan se, hvad er, så hvis du bare har tænkt dig at lægge et billede af en sort affaldssæk op med teksten “En masse blandet lego”, kan du lige så godt lade være. (Lakmusprøven er at tænke “Ville jeg selv købe det, jeg kan se på billedet?”)

I uge 22 skrev Kristina i kommentarfeltet: “Jeg bruger de varme sommereftermiddage på at tage billeder af ungernes efterårs- og vintertøj, der skal sælges når sæsonen skifter. Sommersolen giver et godt lys, så nu har jeg en mappe med billeder der ligger klar til vejret vender. And granted: en vinterjakke ser bare pænere ud når den er fotograferet på en bøjle mod en solskinsbelyst (have)trævæg, fremfor at ligge udsplattet på stuegulvet i trist efterårsgråhed.” 

Så har du også billederne på kamerarullen, og kan udnytte tiden til at oprette annoncerne, næste gang du sidder i et venteværelse eller i bussen og glor.

Beskriv din vare, så man ved, hvad man køber
Hvor mange buede skinner er der med i kassen med Brio, hvor mange sæsoner er flyverdragten brugt, er den købt fra ny og brugt til ét eller to børn osv. Det er også smart at skrive mærket på det, du sælger. Jeg køber aldrig selv noget uden at have et mærke, jeg kan tjekke ny-prisen på.

Vær ærlig omkring fejl, mangler og slid
Skriv i annoncen, hvis den ene tangent på børneklaveret stritter, eller der er gået en syning under ærmet på jakken. Jeg kørte engang ud for at hente en sort trip-trap stol, hvor sælger lige havde glemt at skrive, at hun 1) selv havde malet stolen og at hun 2) havde gjort det, da bøjlen sad i, og at der derfor var to umalede huller i stolen midt i alt det sorte. Det er træls for begge parter at bruge tid på, så skriv det i annoncen, så alle slipper for irriterende overraskelser.

Vær realistisk, når du sætter prisen
Hvad ville du selv give for en halv fyldt parfume? Eller for et par brugte bukser? Ingen går op i, hvad du gav for din vare, da du selv købte den (med mindre der er tale om mærkevarer) så selvom det første gang gør ondt at sælge noget for en tiendedel af ny-prisen, skal du sammenholde det, du kan tjene, med de 0 kr, du får for bare at blive ved med at flytte bukserne rundt i skabet, og ikke med de 900 kr. du i sin tid smed i Magasin.

En anden ting ift. prissætning er (som jeg også nævnte i indlægget, jeg refererer til ovenfor) at du skal lade være med bare at skrive “Byd”. Jeg ved godt, at det er skideærgerligt at sælge en æggekoger til 50 kr., hvis du kunne have fået 75 for den, men det er scenariet i ca. 1% af tilfældene. Resten af tiden får det bare din annonce til at lide den stille, ubemærkede død, fordi det er nemmere at købe noget af én, der har meldt ud, hvad noget koster, end at skulle indgå i en lang korrespondance, hvor man ikke på forhånd ved, om man er 10 eller 1000 kr. fra hinanden.

(Jeg har i øvrigt heller aldrig forstået begrebet ‘mindstepris’ med mindre man udtrykkeligt fortæller, at der er tale om en budrunde. Hvis jeg sætter mindsteprisen til 50 kroner er der vel for fanden ingen, der byder 60? Og den der med at sælge til anden side, hvis nogen pludselig byder mere, end den, man har lavet en aftale med, synes jeg er helt ukristelig dårlig stil.)

Hav en kasse, du smider i, efterhånden som du støder på ting, du vil sælge
Jeg har opdaget, at det er nemmere at sætte prisen lavt, når man sælger meget på én gang, fordi det er ok at bruge tid på at sælge to bøger til 15 kroner, når de er en del af en stak, der ender med at indbringe 4-500 kroner.

Der er forskel på, hvor nemme forskellige typer af varer er at sælge
Jeg ved ikke, om det er noget lokalt, men her i byen oplever jeg, at det er væsentligt sværere at sælge (børne)tøj end ting. Måske fordi ting er noget, man kan søge direkte på? Hvis jeg mangler en globus, søger jeg på det, og får de konkrete hits, mens jeg får ca. 1 million blandede hits, hvis jeg søger på ‘bukser’. Vær bevidst om dette, både ift ikke at give op, hvis det i starten går lidt trægt, og også når du sætter prisen. Hvis tøj er svært at komme af med, der hvor du bor, så sæt prisen, så det næsten er dumt at lade være med at købe det.

Vælg det rigtige tidspunkt at lægge din annonce op på
Både Tradono, Gul & Gratis og DBA smider de nyeste opslag øverst, hvis du vælger de gratis annoncer, hvilket betyder, at du skal tænke over, hvornår du poster. Du vil gerne ligge på forsiden, når købelystne typer lander i sofaen om aftenen og har tid til at sidde og scrolle, og hvis du lægger dine annoncer op kl. 13, er du allerede rykket ned på side 4, når klokken er 17. Læg op omkring spisetid. Det plejer at virke godt.

Ovenstående fungerer for mig. Hvis nogle garvede DBA-typer derude har andre fif eller lokale erfaringer (eller oplever det modsatte af, hvad jeg beskriver) så smid endelig en kommentar herunder.

Hvad skal vi lave i sommerferien, afgørelsen:

(Juni, 2019, update: Da der stadig kommer kommentarer til dette indlæg, vil jeg opfordre til, at man læser kommentarfeltet igennem, hvis man er på jagt efter yderligere inspiration. Jeg retter indlægget til, hvis der kommer kommentarer på deciderede fejl, men ellers lader jeg jeres gode læser-til-læser inspiration stå i kommentarfeltet, som jeg til gengæld sørger for at trimme/slette egne svar i, så det er overskueligt. På den måde kan man hoppe direkte til kommentarerne, hvis man tidligere har læst indlægget, og er på jagt efter nye ideer. Husk derfor at skrive som overskrift til din kommentar, hvad by, din kommentar handler om. De bedste sommerhilsner Linda)

Så er inspirationskataloget klart.

Jeg har forsøgt at koge jeres kommentarer til de forskellige steder ned til essensen, simpelthen for at gøre listen så overskuelig som muligt. Vil man gerne se de fulde kommentarer, hopper man selvfølgelig bare tilbage til det oprindelige indlæg og læser alle de gode, detaljerede forklaringer dér.

Listen er over-inddelt i regioner. Herunder følger byerne i alfabetisk rækkefølge, og er der flere forslag til aktiviteter under de enkelte byer, er disse også sat alfabetisk op. Jeg har skrevet postnumre efter samtlige byer, fordi man jo ikke nødvendigvis ved, at Jegum er noget, der ligger i nærheden af Esbjerg.

Et par steder har jeg skrevet et tal og en stjerne i parentes. Tallet er udtryk for, hvor mange, der i kommentarfeltet har anbefalet stedet.

Og endelig: Jeg har af gode grunde ikke testet/undersøgt alle forslag. Brug derfor lige 30 sekunder på at tjekke de respektive aktiviteters hjemmesider, så I ikke kører ud til en ombygning, som ingen har været klar over var igang.

Kommentarer og rettelser er mere end velkomne, og ellers er der bare tilbage at ønske god fornøjelse.

Hele landet:

Udendørs koncerter

Zulu-sommerbio

Overnatning i shelters (kan ofte bookes)

Grønttorve/loppemarkeder (Tjek Markedskalenderen)

Findveji (En slags forsimplet orienteringsløb. Se forklaring her)

Dyrskuer

Færge-spotting

Geocaching (En slags skattejagt i naturen. Se forklaring her)

SJÆLLAND:

Borup (4140)

Mosehuset/Badesøen
Lille, hyggelig sø, mulighed for at købe kaffe, te og pandekager, samt ting til hjemmet.

Fredensborg (3480)

Fredensborg slot:
Den smukkeste have, og i løbet af sommeren åbnes Dronningens private have for besøgende. Bagefter kan man gå ned til søen og til venstre. Så kommer man til Sørup Ishus og café, der byder på lækre is og vafler fra Hansen Is og de bedste kager.

Mellem Fredensborg og Hillerød ligger naturlegepladsen Eghjorten, der også er super fed, især for større børn. Der er bålplads, hvis man selv vil lave sin mad.

Frederikssund (3600)

Vikingespils-marked
Afholdes d. 22-24/6. Gratis entre, mange spændende oplevelser og god stemning. Mad må medbringes.

Gentofte (2820)

Garderhøjfortet
Entre 60 kr. Krudt, kugler og uniformer. Egen mad må medbringes.

Helsingør (3000)

Kulturværftet
Her er Værftets madmarked, der godt kan minde lidt om Papirøen i København, og så er der det fedeste bibliotek før børn og voksne,

Kronborg ligger lige ved siden af og er også et besøg værd.

Museet for Søfart

Kalundborg (4400)

Naturskolen
Geder, får, æsler, høns og kaniner + en meget natur-agtig legeplads. De har også en virkelig dejlig restaurant (Edderfuglen). Bagefter kan man tage ud til Røsnæs fyr, og man kan både se den fine udstilling fra 2. Verdenskrig og komme en tur op i fyret.

København (-)

Ama’r Kulturhus
Åbent værksted hver lørdag. Man betaler 30 kroner til materialer, og kan derefter være med i de kreative aktiviteter. Der er legerum i huset og mad må medbringes.

Bavnehøj Badet
Gratis entre.

Bellahøjbadet

De bemandede legepladser

Ca. 22 stk. Der foregår ofte noget kreativt, og de kan findes på fb. 

Byggelegepladsen/Bondegården (2*)
Dyr og legeplads. Gratis entre.

De gamles by
Klappedyr, legeplads, orangeri.

Fælledparkens trafiklegeplads
Mulighed for at lege rigtige trafikanter med lyskryds osv. Medbring eget ‘køretøj’ (løbehjul, løbecykel, cykel osv)

Hersted Høje
God udsigt, mulighed for at købe egenproduceret honning og garn fra de geder og får. Man skal være opmærksom på hvepse (- og på gedelort..)

Hovedbanegården
Trainspotting er et kæmpehit hos de fleste mindre børn.

Kongens Have dukketeater (2*)
2 forestillinger hver eftermiddag, dog ikke mandag.

Ku.Be
Inden- og udendørs legefaciliteter til de 2-8 årige.

Naturcenter Vestamager
Dyr, mulighed for at låne fiskenet, karte uld osv. Husk skiftetøj og gummistøvler.

Thomas Dambos ‘6 glemte kæmper’
Kæmperne er lavet af genbrugstræ, og skjult i området, så man kan lave en form for skattejagt ud af at finde dem.

Vandlegepladsen i Fælledparken
Gratis, kaffevogne, toiletter, grillbar lige udenfor, området er hegnet ind, vandområde, der passer til de 2-5 årige.

Lejre (4320)

Sagnlandet Lejre
Koster ca. 600 kroner for 2 voksne og 2 store børn, men til gengæld gratis indgang resten af året. Jernalderlandsby, værksteder, mulighed for at skyde med bue og pil, kaste spyd osv. Det virker aldrig proppet, og ofte er der særlige dagsarrangementer. Tjek hjemmesiden.

Roskilde (4000)

Hedeland.
Et kæmpe naturområde, der primært er tilvokset gammel grusgrav. Der kører veterantog om sommeren om søndagen, der er et område m mini-tog (-som man sidder oven på 😊), og der er naturlegeplads til både store og små.

Sorø (4180)

Parnas ved Sorø Sø
Gynger, geder, strand, café og huler til børnene.

Værløse (3500)

Motionsruten ved Egebjerg/Hareskoven.
2,5 km. Indlagte forhindringer, men kan gennemføres med klapvogn og af gangbesværede.

JYLLAND:

Aalborg (9000)

Vestre Fjordparks friluftsbad
Legeplads, trampoliner, kiosk.

Aarhus (8000)

Brabrandsøen
God at cykle rundt om.

Børnenes Aarhus
En gruppe, man kan følge på FB/IG, som tipper og tester de lidt mindre kendte legepladser og udflugtsmål.

Børnenes Jord
Stor, skøn legeplads, hvor der også er lidt dyr.

Dokk1 (2*)
Legepladser inde og ude, tumlerum, udklædningstøj og caféer.

Domkirken
Skattejagter for børn, mulighed for at komme op i tårnet. Hvis børn kan lide Tempelriddernes Skat og Absalons Hemmlighed er Domkirken et kæmpehit.

Forstbotanisk Have
Fredfyldt park med træer og vækster fra hele verdenen. Fint madpakkested. Ligger tæt på Mindeparken (hvor der er en virkelig fin legeplads), men er mere stille, høje træer, små stier – ret ufriseret.

Hasle Bakker
Mulighed for at løbe og bruge noget energi, og god udsigt over byen.

Havnebadet, Aarhus Ø.
Ikke helt færdigt endnu, men det tegner godt. Mulighed for at fiske, og lige bagved området ligger VinDanmark, som er selvbetjening af vin og bobler til ca. 45 kr. pr. glas, og med mulighed for tapas og pil-selv rejer i solen.

Kalø Slotsruin
Ligger på en tange i Århus Bugten/Kalø Vig, ca 30 min. kørsel nord for Århus. Gåtur ud af tangen til halvøen med den gamle slotsruin. Der findes 3d app der kan downloades, så man kan gå rundt og få historien med. Smukt sted til madpakker, rollespil mv. Der ligger ishus inde på land.

Legepladsen v/ Frederiksbjerg Skole (Tidligere Sct. Annegade)
Sandkasser, babygynger, klatrestativer, basketbane på taget. Toiletter og god kaffe forefindes på Ingerslev Torv, hvor der også er marked onsdag og lørdag.

Naturhistorisk Museum
Entre: Børn gratis, voksne 90 kr., årskort 120 kr. Udstoppede dyr, biller, sommerfugle osv. Ligger i gå-afstand ift. Børnenes Jord. Et pro-tip er, at frokost kan købes i Uniparkens Matematisk Kantine, som er både god og billig.

Topkærgård
Øko gårdbutik. Legeplads og kirke tæt på.

Vikingemarked
Sidste weekend i juli v/ Moesgård.

Væksthusene, Botanisk Have
Gratis adgang. Mad må medbringes, men kan også købes.

Billund (7190)

LEGO House
Ikke gratis, men masser af faciliteter indenfor, og gode legepladser udenfor. (Serviceinfo fra en lokal læser: Legepladserne ovenpå LEGO House ER gratis. Dog med undtagelse af et par stykker, som der kun er adgang til fra betalingszonen. Men der er masse af muligheder på dem, der er gratis.)

Børkop (7080)

Skærup Zoo
Lille Zoo med seje dyr. 200-250 kroner i entre for familie på 4.

Fredericia (7000)

Madsbyparken (8*)
Stor legeplads med masser af aktiviteter til børn i alle aldre. Parkering koster penge. Husk madkurv – kiosken er dyr.

Herning (7400)

Elia
Klatreskulptur for børn og voksne. Bagefter kan man besøge Skulpturparken og De Geometriske Haver, som er gode til gemme og fangeleg.

Horsens (8700)

Hjarnø
Man tager en færge derover, og kan gå øen rundt på en dag. Masser af fugleliv og smuk natur.

Middelalderfestival
Rideturneringer, madboder og gøgl.

Jelling (7300)

Jelling vikingemarked

Kongernes Jelling
Gratis entre.

Kolding (6000)

Geografisk have (2*)
Dyr og natur.

Kulturnatten

Legeparken
Legeplads, mooncars, mulighed for at grille, toiletter, samt sø, hvor man kan ro/cykle på vandcykel. Alt er gratis (inkl. lån af redningsveste).

Lysfestivallen

Nikolaj for børn
Legested med klæd-ud tøj, teaterscener, gymnastikredskaber osv.

Odder (8300)

Bjørnegrotten
Skovtur og mulighed for leg i et gammelt Zoo-bur.

Saksild Strand
Meget børnevenlig.

Oksbøl (6840)

Ballonparken
Legeplads med græsareal, 2 store grill og overdækket spiseplads.

Outrup (6855)

Barfodsparken
Til voksne og mindre børn. Ikke så dyrt.

Silkeborg (8600)

Almind Sø
Badested med to badesteder, Østre og Vestre. Østre er størst og har fleste faciliteter. Vestre er knap så overrendt. Kiosk, græsareal, beachvolley og omklædningsmuligheder. Gode stier og legesteder rundt om søen.

Dukketeaterfestival
Festival of Wonder, afholdes i november hvert andet år, næste gang i 2019. Husk pladsreservation. Koster ca. 30 kr. 

Himmelbjerget
Entre: 10 kr. pr. person over 5 år. Legeplads og gode muligheder for picnic. Rutebåde til Silkeborg og Ry (koster ekstra).

Ild-regatta
Stor byfest med fyrværkerikonkurrence. Afholdes hvert 3. år, næste gang i 2020.

Jorn Museet
Plejer at have særlige aktiviteter for børn i skoleferierne.

Riverboat jazzfestival
Hvert andet år, sidste weekend i juni.

Silkeborg Bad
Kunstmuseum med skulpturer, man må røre ved. Bunker og bunkermuseum. God legeplads.

Torvet
Soppebassin, god stemning og gode is hos Okkels.

Spøttrup (7860)

Bispens marked
Afholdes i uge 30, og det koster lidt at komme ind (voksne 100 kr, børn fra 7 år 50 kr) samt parkere, men man kan fint bruge det meste af dagen derinde, både med at se de spændende boder, spise middelaldermad og se de forskellige shows og gøgleri.

Vejle (7100)

Dyrehaven
Hjorte og smuk udsigt.

Økolariet
Udstilling om natur, klima, økologi osv. God til børn i indskolings-alderen. Gratis entre.

Vinderup (7830):

Hjerl Hede Friluftsmuseeum

FYN:

Fåborg (5600)

Naturlegepladsen
Legeplads, toiletter, bålplads samt hus, man kan spise i.

Odense (5000)

Den fynske landsby
Frilandsmuseum med arbejdende værksteder, hvor folk i gamle klædedragter bager, malker køer, laver tønder m.m. Der en gammel skole, hvor man kan blive klædt ud, og en fin legeplads med legetøj fra gamle dage. Man kan lære noget, hvis man gider – og smage nymalket mælk, hvis man er modig, og ellers kan man bare gå rundt og nyde det fine område og se på kattekillinger, gæs, grise, køer m.m. Det koster 75 kroner for voksne, og børn er gratis. Man kan også komme med på hestevognstur rundt i området – det koster dog 20 kroner pr. person.

Friluftsbadet
Gratis, opvarmet børnebassin, mad på medbringes, men kan også købes.

H.C. Andersen-paraden
21 eventyr på 21 minutter. Foregår udendørs i en park. Gratis entre, og café i området.

Legeruten
9 legepladser langs Odense Å. Mulighed for kano og vandcykler.

Vægtergang
Hver aften kl. 21 går vægteren sin aftenrunde i den gamle bydel. Starter og slutter ved Den Gamle Kro i Overgade. Varer ca. 1,5 time.

SMÅLAND, SVERIGE:

Langt de fleste børnefamilier kommer hertil for at besøge Astrid Lindgrens Verden, der (heftige entrépriser til trods) faktisk er en super fin oplevelse for både børn og voksne. Der findes heldigvis også billigere seværdigheder. Vi er glade for Bullerbyn; en fin lille samling huse hvor børnene kan klappe dyr, gynge, hoppe på høloft og som regel også ride på hest. Husene er privatejede og derfor ikke åbne for besøg, men stemningen er unik. Det koster 30-40 kroner at parkere (engangsbeløb der dækker hele dagen), og der er en fin lille café hvor man kan købe kaffe og “fika”. Det er måske ikke nok til at underholde ungerne en hel dag, men det er et fint sted at tilbringe en sommereftermiddag.

De klassiske Astrid Lindgren-byer er til gengæld ikke altid helt værd at komme efter (dog med undtagelse af Vimmerby)… men hvis man alligevel kører rundt i området er det sjovtest at lave pauser de steder hvor der er loppis.

Og ellers bruger vi faktisk det meste af sommerferien på at bade i søer og gå i skoven. Når det er sæson for blåbær og skovjordbær kan vi fint bruge en halv dag på at plukke bær og spise dem, og ungerne bliver aldrig trætte af det!

Hvad skal vi lave i sommerferien?

Jeg har susende travlt i denne uge; fødselsdagsforberedelser, arbejde og et halvandet time langt skole-teaterstykke om sunde madpakker lægger beslag på timerne.

Derfor tænkte jeg, at jeg ville sætte en gryde over, der kunne stå og simre lidt uden mit opsyn. I søndags spurgte Marie nemlig i kommentarfeltet, om ikke jeg kunne lave et oplæg til, at I derude kunne byde ind med gratis/billige ideer til sommerferieaktiviteter i jeres respektive lokalområder.

Det er en forrygende ide, og det er det, jeg hermed inviterer jer til at gøre.

Hvis I kender til aktiviteter/seværdigheder/andet derude, som er et besøg værd, og som ikke kræver førstfødte og vitale organer i entreafgifter, må I meget gerne smide en kommentar om det under dette indlæg.

Når jeg får lidt luft igen, konverterer jeg alle jeres kommentarer til et indlæg, som man kan bookmarke og hive frem, når sommerferien banker på.

Det behøver ikke være børneaktiviteter, man foreslår, men jeg vil gerne, at man har 1. hånds- (måske 2. hånds-) kendskab til det, man smider i puljen, så vi ikke sender 400 uskyldige mennesker afsted til noget, en opportunistisk lokalpolitiker har smidt rigeligt med superlativer efter, men som viser sig at være fire træstubbe og et mølædt telt.

Skriv meget gerne landsdel/by som overskrift til din kommentar. På den måde bliver det nemmere at sammenfatte det hele, så indlægget der ryger op, er præ-sorteret, og det dermed er nemmere at finde inspiration, der er relevant for feriens planer.

Iskaffe (Klassikeren og den nye med lakrids)

I anledningen af at de melder 700 grader de næste 4 uger, kommer her en reprise af verdens bedste iskaffe.

Fordi jeg er mig, har jeg også eksperimenteret mig frem til en ny variant med lakrids. Den er til lakrids-elskere – men er man det, er den til gengæld så god, at man næsten må knibe en tåre.

Here goes:

Is-kaffe, klassisk:
1 dl. instant-kaffe
6 dl. kogende vand
1 dåse kondenseret mælk

Rør kaffen ud i det kogende vand. Tilsæt kondenseret mælk, mens blandingen stadig er brandvarm, og rør, til mælken er opløst.

Hæld massen i forme (ca. 1 dl. i hver) – tænk over at vælge en form, der giver is-terninger, som passer i dine caféglas, så du ikke er nødt til at blande is-kaffen i din opvaskebalje, når du skal servere den. (Og styr dig, når du hælder op – det er FEDTET!)

Når du vil have iskaffe, smider du en terning i et stort glas, hælder mælk(/Bailey/Kahlua) over, ét voila. Hvis du vil lave den som ice-blend, skal du fryse kaffe-massen i mindre tern, så du ikke slår din blender ihjel, men igen: Det fedter, så lad være med at lave klassikeren med is-terningebakken, hvor halvdelen ender i bunden af fryseren.

Is-kaffe, lakridsvariant:
1/2 dl. instant-kaffe
3 dl. kogende vand
3 spsk rålakridspulver (Jeg bruger den fra Urtekram, men har hørt rygter om en billigere variant hos Flying Tiger)

Evt. vanilje- eller lakrids-is

Jeg valgte at blande ingredienserne i en gryde, og give dem et kort opkog, for at være sikker på, at lakridspulveret blev ordentligt opløst. Jeg gætter på, at man kan bruge lakridssirup i stedet, og så er det formentlig nok bare at røre de tre ting sammen, når vandet har kogt i en el-kedel.

Blandingen sættes på køl, og når du vil have is-kaffe, hælder du 1/2 dl. i et glas, og fylder op med mælk. Hvis du bruger den som dessert, blender du den med en kugle is inden servering.

Skål og held og lykke med nogensinde at sove igen.

(Ps: Boganbefalingslisten er opdateret med Majbritte Ulrikkeholms “Rejsen til kærlighed”)

Veggie-sushi-bowl

Når vejret er godt, har jeg ofte endnu mindre lyst til mad med kød, end jeg har, når vinden rusker og regnen siler ned.

For et par dage siden free-stylede jeg denne vegetar-sushi-bowl, som blev helt utrolig god.

Ud over at smage virkelig godt, har den også den fordel, at der i denne portion var mad til 3 dage til mig, hvilket betyder to dage, hvor min tilstedeværelse i køkkenet ikke har været påkrævet. Kæmpe-win over hele linjen.

Endelig er den et godt bud på et alternativ til svinedyr sushi ( – som nogle steder i Danmark også nærmest er umulig at opdrive).

Har du lyst til at prøve, er opskriften her:

 

3 dl. sushi-ris (koges efter anvisning på posen)

 

2 spsk ris/æbleeddike
1 spsk sukker
1 tsk salt
Hældes i en gryde og koges op (1 minut), hvorefter blandingen røres i de færdige ris, som køler af. (Rør lidt i dem undervejs)

 

1 pose sugarsnaps (skylles og snittes)
1 bundt friske, grønne asparges (Overhældes med kogende vand, trækker 3 minutter, snittes)
2 avocadoer (Snittes)
1 agurk (Indmad fjernes med en ske, resten snittes)

 

Dressing:
3 spsk. mayo
1-2 spsk wasabipasta (står ved asiatisk mad i supermarkedet)
1 spsk soya

Det hele blandes og så er der serveret.

(Spiser man ikke ris, kan retten laves med blomkålsris i stedet. Man kan også sagtens tilsætte rejer eller laks, men det påvirker selvfølgelig holdbarheden)

Happy Xmas – (stress is over)

Jeg har i år haft et erklæret mål om ikke at lade mig stresse af december. Jeg elsker julen og lysene og alle traditionerne, men selv den mest hårdføre zenbuddhist kan vist godt momentvis miste pusten over alt det, der også følger med.

(Speaking of, mødte jeg en munk, da jeg forleden i en frokostpause løb rundt efter et par julegaver (En *virkelig* pæn en af slagsen – hvordan er lovgivningen på området; må de date?) Og jeg forstår jo godt, hvad han mener, når han spørger, om det er nødvendigt at have så travlt, for “hvad nu, hvis du dør om 30 sekunder?” Sandt. Men hvis jeg nu ikke gør, er det stadig rart nok at have styr på gaverne inden d. 24.)

Anyway: Det fungerer indtil videre ret godt at have gjort sig bevidste overvejelser om de begivenheder, der på papiret virker som den hyggelige essens af jul, men med små børn ofte viser sig mere at være essensen af helvede.

I tilfælde af at andre kan bruge mine erfaringer so far til noget, følger her:

Sådan undgår du den værste julestress med små børn – en liste:

Med alle punkter gælder det, at hvis det lige nøjagtigt er DENNE aktivtiet, der gør julen for dine børn, så skal den selvfølgelig gennemføres, men ikke før du har lavet en benhård og brutalt ærlig SWOT-analyse af, om du bliver så stresset af logistikken omkring det, at du forvandler dig til Frådende Mor, som ingen ønsker i bytte for et juleshow med Postmand Per.

Just say no to hard drugs og juletræsfester
Der er få ting, der kan stresse alle involverede parter så meget som juletræsfester. Det er kaotisk, det larmer og alle har et blik af desperation i øjnene, hvis du kigger godt nok efter. Overvej, om det er værd at bytte ud for en rolig weekend-dag derhjemme, hvor man kan jule i nattøj og lade op til andre, mere nære begivenheder.

Skovture og juledekorationer
Del den op, så I går i skoven den ene dag, og laver dekorationer den næste. Og husk, hvad der er supposed-to-be-hyggeligt her. Hvis det er turen i skoven, kan man sagtens nøjes med den og så købe sin dekoration af nogle spejdere eller noget, i stedet for at jage rasende rundt efter det mos, man ikke har kunne sparke sig frem for i månedsvis, men som nu på mystisk vis er forsvundet, alt imens børnene bliver mere og mere sure/får ondt i benene/skal tisse/fryser/jagter hjorte i brunst/æder grankogler.

Julepynt
Brug en aften, hvor ungerne er lagt i seng, på at finde pynten frem, og lav et bord med den pynt, de må gå amok på værelset med. Så kan der pyntes op i skøn, fælles forening, og det bliver en aktivitet at være sammen om, i stedet for noget, der skal findes ekstra tid til. Når – ikke ‘hvis’ – nogen bliver hidsige over, at de vil have det samme rædselsfulde LED-juletræ, så bare husk, at der også havde været konflikter, hvis I havde tegnet eller lavet puslespil.

Pakkekalender
Gå med adventskalender i stedet for den daglige version. Minimalt stress ift. køb af gaver, man kan økonomisk tillade sig en smule mere, og man er fri for at skulle op kl 3 hver nat for at tjekke, hvad der mon er kommet i posen.

(Her er det så vigtigt, at man ikke selv lader sig overvælde af juleånden og smider en ekstra pakke i en tilfældig onsdag, for så er man selv ude om det.)

Drillenisser
Jeg har en af de små døre, man kan sætte ved gulvpanelet. Frida er fuldstændig elektrisk over det, og så bliver det faktisk hyggeligt at gå og planlægge. Vi skriver et brev på et par linjer til ham om aftenen, som han så svarer på i løbet af natten, og jeg vil gætte på, at de breve bliver ret sjove at have om nogle år, fordi det 100% er børnene, der får lov at diktere. Vi har indtil nu skrevet 5 breve om, at vi ønsker os en lillebror. (Hahaha. Nej.)

Jeg har slået 2 fluer med ét smæk; det er nissen, der har gaver med, og det er også ham, der driller. Hold. Det. Simpelt. For selvom det ikke tager 20 minutter at binde bord og stole ind i vitavrap om aftenen ( – når man kommer i tanke om det kl. 23), så skal man stadig nå at Ih! og Åh!’e næste morgen – og at rydde op. Et lille pro-tip er at forvandle noget af det, man alligevel skal, til drilleri. F.eks. har jeg frosset lommepengene ned, pakket tandbørsterne ind i sølvpapir, gemt tøjet i ovnen, bundet skoene sammen med gavebånd, farvet mælken blå og vendt stolene om. Det er også nissen, der har pakker med om søndagen. 24 aktiviteter kræver opfindsomhed, og hvis man lægger fra med at pakke hele huset ind i gavepapir, bliver det lange 24 dage. I nat, hvor vi også har haft besøg af drillenissen fra skolen, som har tegnet smileys på fødderne af begge børn med sprittusch (oh, sue me), har han fanget det lille svin og bagbundet ham med strips og guldbånd. 2 fluer med ét smæk.

Julebag
hyggeligt på tv. Med små børn og i virkeligheden? Not so much. Hvad var det, du hældte i skålen, Anton, fuck, de skulle have været ud nu, (nej, det er også rigtigt. Man må ikke sige fuck) PAS PÅ BAGEPLADEN, DEN ER VARM, Frida, nej!! Ikke tørre fingre i Antons hår! Snydetricket her er færdig dej, som ungerne kan hjælpe med at forme, eller én slags småkager, hvor man i bedste tv-kok stil har stillet alle de afvejede ingredienser frem. Resten køber du – Karen Wolff skal også leve.

Ovenstående er, hvad jeg indtil videre har gjort mig af erfaringer omkring downsizing af julestress. Hvis nogen derude ligger inde med andre fif og tricks er jeg lutter øren.

God weekend.

Pumpkin spice latte ( – eller chai)

Noget af det bedste ved efteråret er, at alle kaffebarer med respekt for sig selv, sælger pumpkin spice latte, som vel nærmest er kaffens svar på en chai.

Jeg har aldrig tænkt på at lave dem selv (ja, ‘dem’. Plural), før jeg forleden så en opskrift på fb. Så tog det mig til gengæld under 10 sekunder at blive besat af tanken, for jeg fik nærmest lyst til at æde min skærm.

Nu har jeg prøvet opskriften, og er du svimmel, det er godt! Og nemt!?

Det ville være decideret tarveligt at sidde på dén, så hermed laver jeg en pass-it-on. Helt lavpraktisk synes jeg selv, at det er nemmest, når en opskrift bare står, som den er, dak-dak-dak, men i tilfælde af at andre end mig ikke har gået til græskar, smider jeg lige mine erfaringer på nedenunder.

Til 3 store krus:

1/2 liter mælk*
3 spsk. græskar-mos**
3 spsk sukker (justér hvis du foretrækker ting mere eller mindre søde)***
1 spsk vanilje****
0,5 – 1 tsk pumpkin spice*****

Hæld det hele i en gryde, lad det simre 5 minutter, fordel i 3 krus og fyld op med kaffe (- eller te. Jeg testede, og det smager også skønt.)

Lav gerne dobbelt- eller trippleportion af græskarmælken, for den kan holde op til en uge i køleskabet.

* Jeg ved ikke, om den kan laves med fx. mandelmælk eller lignende, men hvis nogen prøver, må de meget gerne smide et heads up på resultatet, så paster jeg det ind i indlægget her #publicservice

** Min første indskydelse var at se, om jeg kunne finde det på dåse, ligesom det, der blev brugt i videoen, men så fik jeg sgu alligevel lidt ondt i den grønne samvittighed, og endte med at lave det selv. Det kræver lidt tid, men er super-nemt: Skrub et Hokkaido-græskar, halvér det, skrab kernerne ud, og læg det med kødsiden nedad på en bageplade. Bages 1 time v/ 175 grader. Derefter skrabes kødet ud og blendes. Det afgiver AFSINDIGT meget vand, når man bager det, så tag højde for dét. 1 græskar giver ca. 4 portioner (altså 12 spiseskeer) mos. Jeg har testet om man kan fryse det, og det kan man sagtens. Når jeg laver næste omgang, har jeg tænkt mig at bage 2-3 græskar samtidig, for mosen kan med garanti bruges i boller, suppe eller tærte, hvis det utænkelige skulle ske, at man bliver træt af latte – og så kan man jo lige klappe sig selv på miljøskulderen over at udnytte pladsen og varmen i ovnen.

*** Jeg ved ikke, om den kan laves med sukrin el. lign., men ligesom med mælken, må man gerne skrive, hvis man prøver. Jeg har testet den med kondenseret mælk og det smager – selvfølgelig – også fantastisk.

**** Jeg synes, det bliver bedst med flydende vanilje, men vaniljepulver kan også sagtens bruges.

***** Hvis du bor i en større by, kan man givetvis købe det her færdigt. Hvis ikke, kan du gøre som mig,  og blande 1 tsk kanel, 1/2 tsk stødt ingefær, 1/2 tsk stødt nellike, 1/2 tsk muskatnød samt 1/2 tsk. kardemomme. Så er der til et par portioner.

Skål og glædeligt efterår!

GemGem

Linda & The Juice

Fordi det er lørdag, kommer her opskriften på en smoothie, jeg har drukket 80 liter af, siden jeg fik den fremstillet ved et tilfælde for et par uger siden, da jeg tømte mit køleskab i min blender.

Den egner sig fortrinligt som læskedrik på varme sommerdage, og imens vi venter på dem, kan man bare drikke den som en virgin daiquiri. (Slår man korsets tegn for sig ved dén tanke, tror jeg bestemt ikke, den bliver dårligere af en sjat hvid rom.)

Til 2 store glas skal du bruge:

1 lime (saften)
1 avokado
2 store håndfulde frosne jordbær (- og jeg har store hænder, så altså .. rigeligt) (ps: Jeg kører bare, helt hard core, bær direkte fra posen, come E.coli or high water, men er man lidt mindre løs på bakterietråden end mig, kan man koge bærrene, blende dem og fryse dem som cubes)
1 dl. koncentreret hyldeblomst-saft
Mynte efter smag (20-25 blade) (Jeg kan varmt anbefale en krukke med mynte på altanen/i haven. Jeg har det modsatte af grønne fingre, men selvom jeg behandler min mynte som Justin Bieber behandler sin omverden, er den to skud fra at falde i kategorien ‘busk’)
Pæresaft (fra Bilka – står på juice-hylden), så konsistensen passer. Jeg har ikke målt, men tror, jeg bruger 4-5 dl.

Tilbage er bare at blende og begejstres.

Skål og god weekend!