I dine følelsers vold

I takt med at mine børn bliver ældre, kan jeg mærke, at jeg får mere overskud til at forholde mig til de principielle elementer af min opdragelse.

For tiden er jeg f.eks. ret optaget af det her med, at lade børn have det, som de har det. Altså, at man ikke forsøger at fikse eller rette deres følelser, men i stedet prøver at lære dem, at alle følelser er lige valide, men at der er mere og mindre hensigtsmæssige måder at forholde sig til dem på.

Det lærer jeg meget af. For når Frida får et raserianfald af episke dimensioner, kommer det jo ikke altid på et tidspunkt, hvor jeg står, køl og afsvalet under en perlende regn af overskud, klar til at forholde mig til rødglødende minimennesker, der ikke lader sig imponere af fornuft og forklaringer.

Men det har faktisk gjort en ret stor forskel for mig at gøre mig konkrete overvejelser om, hvordan jeg ønsker at tackle de situationer. Ikke mindst fordi jeg, siden jeg har fået børn, er blevet opmærksom på, hvordan nogle af de udfordringer, jeg selv har kæmpet med som voksen, er grundlagt i min barndom.

Alt, hvad vi udsættes for, har konsekvenser, men jeg tror, at man som barn rammes ekstra hårdt, hvis man rammes et sted i personligheden, der er blødt i forvejen; en slags emotionel fontanelle. Jeg mindes ikke, at jeg som barn nogensinde fik skæld ud for ikke at præstere godt nok. Alligevel blev jeg fuldstændig fortvivlet, hvis jeg blev irettesat af autoriteter, simpelthen fordi det var sådan, min personlighed var designet.

Jeg husker f.eks. engang, da jeg gik i 1. eller 2. klasse, hvor jeg i en time sad og legede med mit halstørklæde, som min mor havde strikket. Det var jo ikke fordi, jeg ikke havde set andre få konfiskeret ting, og jeg var helt klar over, at tingene ikke blev sendt til destruktion. Alligevel kan jeg idag, 33 år senere, stadig mærke, præcis hvor ulykkelig jeg blev, da læreren tog det fra mig i hele klassens påsyn. Da jeg begyndte at græde, grinede hun med Voksenlatteren; den, vi bruger, når vi enten ikke ved, hvordan vi selv skal reagere, eller når vi synes, at børns reaktion er alt for voldsom til det, der foregår. Den latter hader jeg, for jeg kan stadig huske, hvordan det føltes, når alt, hvad kroppen var spændt til bristepunktet med, blev fuldstændig underkendt af dem, der havde magten.

Alligevel har jeg opdaget, at den engang imellem – til min egen store rædsel – kommer ud af munden på mig. Den kommer, når jeg er sat til vægs, den kommer i de situationer, hvor der sker et eller andet, som gør, at jeg tænker: “Jeg ANER ikke, hvad Rigtige Forældre formodes at gøre nu?!” Den kommer i de situationer hvor jeg føler mig som en på 12, der har fået udleveret bestemmepinden ved en fejl, og hvor jeg kan mærke, at gråden lurer lige under latteren, sammen med fornemmelsen af ikke at slå til.

Min pointe er, at jeg ikke ved, hvor mine egne børns bløde punkter er. Jeg genkender så utrolig meget af mig selv i dem begge, men jeg kan også sagtens se, hvor vi er forskellige, og selvom vi ligner hinanden, kan deres soft spots sidde helt andre steder, end mine gjorde.

Når man taler om sin egen opdragelse, får det ofte en undertone af enten forsvar eller kritik, og det er ikke det ærinde, jeg er ude i. Min opdragelse var kærlig, tryg og meget tidstypisk, og når jeg ser tilbage idag, hvor jeg selv er forælder, ser jeg både valg, jeg er 100% enig i, og andre, som jeg selv ville træffe anderledes.

Men da jeg var barn, var der nok stadig i tiden en snert af, at børn var børn og voksne var voksne, og at følelser var noget, der på en eller anden måde skulle retfærdiggøres, før man havde ret til at have dem. Derfor er det sindssygt lærerigt for mig at prøve at gribe det anderledes an med mine børn, for jeg kan næsten fysisk mærke kollissionen mellem min arv og mine idealer, når jeg bliver presset.

Som med alle andre egenskaber, man gerne vil lære at mestre, tror jeg, det handler om at få det, man gerne vil tilegne sig, sat ind i en kontekst, man selv forstår. Derfor prøver jeg hele tiden at pejle op imod, hvordan jeg ville ønske at blive mødt af min chef, hvis jeg havde det, som mine børn har det i en given situation. Jeg ved godt, at arbejdsgiver/arbejdstager-relationen er relativ formel at sammenligne med, men den er det tætteste, jeg som 40-årig kommer, på en koalition, hvor magtfordelingen er skæv på samme måde, som i forælder-barn relationen.

Og ligesom jeg selv falder til ro, hvis jeg bliver mødt med forståelse og et oprigtigt ønske om at hjælpe mig, når jeg er vred eller ked af det, så kan jeg også mærke, hvordan hele situationen de-eskalerer på rekordtid, hvis jeg sætter mig ned ved siden af, eller tager på skødet og siger de magiske ord: “Er det svært lige nu?” Nogle gange sparker mit eget underskud mig af førersædet og kører frontalt ind i betonmuren, og nogle gange er ungerne ikke en skid imponerede over mine pædagogiske tiltag. Men det meste af tiden gør det ikke, og de fleste gange er de. Og det føles simpelthen så godt. Som en ekstra bonus, kan jeg også mærke, at det er meget lettere for mig at holde fast i de nej’er, der også er en del af opdragelse, når jeg ved, at det er fortvivlelsen over, at man ikke må spise slikpinde til aftensmad/ikke må vaske gulv med sin tandbørste/ikke må tørre huden af sit ansigt med vådservietter, der er svær, og ikke, at man føler noget, som ingen vil kendes ved eller rumme.

Venter på far

I kommentarfeltet til forrige indlæg nævnte et par stykker, at de gerne ville høre lidt om, hvad jeg har gjort mig af overvejelser ift. at børnene kommer til at vokse op uden en far og dermed ikke i det daglige har en mandlig kønsrollefigur at spille bold op af.

Faktisk er det det ene af to spørgsmål, jeg oftest får, når folk hører, at jeg har fået børn alene. Når vi er forbi “Ej, Gud er det ikke hårdt?!”-fasen i samtalen, er dette ofte det næste på listen, sammen med spørgsmålet om, om der ikke også er fordele ved at gøre det alene. Derfor synes jeg, det er oplagt at prøve at skrive lidt om.

For at tage det fra toppen, vil jeg gerne sige det, så der ikke er noget at misforstå: Jeg synes, at børn, hvis det overhovedet er muligt, skal have både en mor og en far, og der er, i hvert fald for mit vedkommende, ikke tale om en form for rabiat feminisme, hvor jeg har fravalgt at få børn med en mand, for at bevise, at jeg kan.

Når man får dem alene, kommer de til verden til et halvt netværk, hvor der kun er ét sæt bedsteforældre, onkler og tanter. (Og jeg er med på, at der findes masser af mennesker, også i par-konstellationer, som af den ene eller den anden grund lever med dette vilkår, men vi er nødt til at male med den store pensel her, for ellers bliver billedet simpelthen for gnidret.) Deres risiko for at blive forældreløse i en tidlig alder er dobbelt så høj, fordi der kun er halvt så mange af tage af, og de er også, allerede inden de er trådt ind på arenaen, bagud ift mange af deres jævnaldrende, når det kommer til husstandens samlede indkomst. Når man er to, har man sådan rundt regnet dobbelt så lidt eller meget på lønkontoen hver måned, og det giver selvsagt nogle muligheder ift. fritidsaktiviteter, haver, værelser og ferier, som jeg ikke kan give mine børn. ( – med mindre jeg gør brug af det der sugardaddy-dating, der bliver ved med at dukke op i mine feeds rundt omkring #wtf?)

Inden jeg går videre, læner jeg mig op af min erfaring, der siger mig, at nogenlunde her i samtalen, plejer vi at skulle runde skilsmisser, sygdomsforløb osv. som betyder, at folk, der har valgt at få børn sammen, også kan risikere at skulle leve på en enkelt indkomst, og at børn, når det kommer til stykket, ikke går op i ferier osv. Begge dele er fuldstændig rigtigt, men når man bevæger sig ind i den her samtale, tager den jo udgangspunkt i en stereotyp forestilling om, hvad en familie er, og derfor er mine svar nødt til at bygge på samme forestilling, hvis snakken skal give mening.

Det materielle er én ting, og det er noget af det, jeg tror de fleste, der vælger at få børn alene, har forholdt sig til på forhånd.

Noget andet er, at der ikke kommer til at være en far læne sig op af i hjemmet, og for mit eget vedkommende tænkte jeg meget over dette, inden jeg traf beslutningen første gang. Da jeg så fandt ud af, at jeg ventede en dreng, fik jeg stress og angst og hedeture ved tanken om, hvordan fanden jeg skulle hjælpe ham med alt det, der drøner rundt i knolden på én, hele livet igennem, når jeg kun havde min egen kvindelige erfaring at byde ind med, og jeg gik så langt, at jeg i slutningen af graviditeten var igang med at undersøge, om en af mine veninders kærester måske kunne fungere som en slags “mentor” for Anton, når han kom til verden.

Men det sjove er, at det faktisk ikke lader til at fylde noget, nu hvor de er her. Det er på en eller anden måde et teoretisk spørgsmål, for det er jo er bare livet, som det ser ud for dem, og de kender ikke til andet. Jeg tror måske, at det bedst kan sammenlignes med at være enebarn kontra at have søskende. Hvis man er enebarn, kan man formentlig godt have tidspunkter, hvor man ønsker sig søskende, men jeg forestiller mig, at det måske er på en lidt tåget måde, hvor man egentlig ikke helt er sikker på, hvad det er, man savner. Modsat fx. adoptivbørn eller børn i meget konfliktramte skilsmisser, er det ikke en del af donorbørns historie, at nogen har fået dem, og så valgt/været tvunget til at give dem fra sig. Og jeg famler i blinde her, for jeg har en søster, mine forældre er gift på ca. fyrretyvende år, og jeg er ikke adopteret – men jeg forestiller mig, at det måske i den situation kan være noget, man savner; fordi man ved, at man i udgangspunktet havde det. Giver det mening?

Det sidste punkt under dette emne, jeg gerne vil runde, kommer let til at lyde lidt offensivt, og det er ikke ment sådan; men det undrer mig ofte, at kvinder, der vælger at få børn alene  forventes at have forholdt sig til – og løst –  alle udfordringer på forhånd. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man ville spørge en kvinde, der sad alene tilbage med to børn, fordi hendes mand og børnenes far var blevet slået ihjel i en trafikulykke, hvad hun gjorde sig af forestillinger om børnenes mangel på mandlige identifikationsfigurer i hjemmet. Det er et af de eneste steder, hvor jeg synes, jeg oplever … fordomme, i mangel af et bedre ord. For slutresultatet i min og frit-opfundne ovenstående kvindes situation er det samme: Børn, der skal vokse op uden en far. Men det er som om, det ikke er et issue, hvis man som udgangspunkt har lagt op til noget andet, og Gud/skæbnen/tilfældet så bare har leget ikke-alligevel med én. Dét er lidt mærkeligt, synes jeg.

Når alt det er sagt og skrevet, ender jeg altid, efter at have været en tur omkring emnet “Den Manglende Far” med at stå og kigge på mine to små mirakler, som ikke ville være blevet til, hvis jeg havde ventet på den rette at få dem med, og så kan jeg mærke, at jeg egentlig ikke er i tvivl: Vi finder ud af det. Sammen.

(Foto: Fotograf Anja)

Jeg er den heldigste, jeg kender

Idag, for et år siden, græd jeg hele dagen. Heeeeele dagen. Over at jeg var gået 12 dage over tiden, over at jeg endnu engang ikke fik lov til at gå i fødsel af mig selv, over at det var synd for Anton, at han skulle til at dele rampelyset, over at være så gravid, at det nærmest var grotesk, over at jeg var bange for at føde og over.. ja, alting, egentlig.

Til mit forsvar skal siges, at jeg så sådan her ud:

I morgen kommer jeg til at følge med på uret, som jeg også gør hvert eneste år på Antons fødselsdag. Kl. 8.30 er det et år siden, de tog vandet – uden at der skete noget som helst ved det. Kl. 11.40 er det et år siden, jeg fik sat nåle i hænder og fødder. Kl. 12.05 er det et år siden, jeg fik den første ve, og kl. 15.07 er det et år siden, at jeg endelig fik Frida i armene for første gang.

Når jeg kigger på hende idag, forstår jeg slet ikke, hvad jeg var så bange for. For det var jo hele tiden meningen, at det var lige præcis hende, der skulle komme på lige præcis det tidspunkt, til lige præcis os.

Hun er den sødeste, sjoveste og nemmeste lille pige; grundglad og nysgerrig, og så er hun Antons største fan.

Tillykke med fødselsdagen, min allerfineste Frida. Du tager vejret fuldstændig fra mig.

Gode spørgsmål og store beslutninger, vol. II.

I forlængelse af sidste indlæg fik jeg følgende kommentar: Hvordan så med beslutningen om barn nr. 2?? Jeg har set meget information om enlige mødre med et barn, men meget lidt om enlige mødre med to børn. Jeg tænker, at dem med to ikke har tid til at publicere noget… Jeg mener at huske, at du på et tidspunkt nævnte, at du havde troet, det skulle ske tidligere, men da var du alligevel ikke klar. Må jeg spørge, om du vil fortælle lidt om, hvilke overvejelser, du var igennem?

Jeg begyndte at skrive et svar, men da jeg tog hul på den 3. A4-side, besluttede jeg at konvertere svaret til et indlæg i stedet. Det kommer her: (Advarsel: Langt indlæg forude. Træf de nødvendige, koffeinbaserede forholdsregler før læsning påbegyndes.)

Jeg husker stadig, da jeg fik Anton, og pludselig var fuldstændig på røven af respekt over folk med mere end ét barn. Jeg forstod simpelthen ikke, hvordan det var fysisk muligt, hverken at gøre eller at overleve, og jeg kan også stadig huske, da Anton var 1 måned gammel, og min veninde sendte mig en sms om, at de ventede nummer to. For første gang i mit liv følte jeg ikke så meget som et lillebitte gran af misundelse, kun inderlig, oprigtig medlidenhed, og jeg vidste uden skyggen af tvivl, at jeg aldrig ville nå til et punkt, hvor jeg fik overskud nok til et barn mere.

Jeg ved faktisk ikke, hvornår det begyndte at ændre sig, for jeg husker ikke, at jeg på noget tidspunkt kiggede mig omkring i mit liv og tænkte: “Så! Så er der masser af luft og overskud – flere børn til mig!” Men jeg tror, at Anton var omkring 1 1/2 år, da jeg alligevel vidste, at jeg på et eller andet tidspunkt ville forsøge at få et barn mere.

Når jeg fortæller, hvorfor det var rigtigt for mig, at Anton skulle være storebror, oplever jeg somme tider, at nogen føler, at jeg dermed siger, at deres valg er egoistiske eller forkerte, så derfor vil jeg gerne understrege, at dette på ingen måde er tilfældet.

For mig var den vigtigste grund også den mest indlysende: Jeg ville gerne have et barn mere. Helt enkelt. Men hen ad vejen kunne jeg også mærke, at jeg gerne ville give Anton en familie, og ikke bare en mor. Hvis der sker noget med mig, har mine børn hinanden, og bliver ikke “bare” koblet på andres eksisterende familier som små, ensomme satelitter. Det er en tanke, jeg får ondt i maven over at dvæle ved, men det er også én af de vægtigste grunde til, at jeg har valgt at få to. (Jeg ved godt, at intet i livet kan forudsiges. Fly falder ud af himlen, og om tyve minutter er Donald Trump præsident, og så kan det hele alligevel være ligemeget, for det overlever racen ikke – men stadig.)

Jeg synes også, at Anton ville have godt af at få søskende (nu bliver isen virkelig tynd…); efter jeg har fået Frida, er det i hvert fald blevet tydeligere for mig, i hvor høj grad hverdagen bliver på barnets præmisser, når man kun er ét barn og én voksen. Fx. er der sjældent mulighed for at lære dem at dele. Eller ikke at afbryde. Der er masser af tid til at følge *alle* opdragelsesmæssige tiltag op med mange ord og lange forklaringer, og alle praktiske gøremål kan rettes ind efter barnets tempo, eller mangel på samme. Når man har to, skal vi oftere ud af døren til en bestemt tid, fordi den ene af dem skal noget. Der er nogle ting, man ikke må, fordi jeg siger det, og når jeg er igang med noget med den ene, må den anden affinde sig med at vente. Også selvom det er dødhamrende træls, og mor er dum og tarvelig.

Egentlig troede jeg, at jeg gerne ville have nummer to, når Anton var omkring tre et halvt, men det år, hvor han i november var fyldt tre, kan jeg huske, at jeg nytåraften stod og kiggede ud over det kommende år og kunne mærke, at vi ikke var klar. Anton skal ikke gøres mere særlig, end han er, men de præmaturudfordringer, han har haft (som heldigvis stille og roligt tager af) betød, at fx. dét, at jeg tog ham ud af den vuggestue han gik i, og flyttede ham til en anden institution, da han skulle i børnehave, kostede mange kræfter for os begge. For udenforstående kan det lyde som om, jeg er pylret og pakker ham ind i vat, men hvis jeg skal give et lille, konkret eksempel på, hvordan det påvirkede 3-årige Anton, når der skete et skift i de ydre rammer, så skreg han de første måneder i den nye børnehave så inderligt af rædsel, når han skulle skiftes, at mange af de voksne nærmest ikke turde gøre det, fordi det føltes som et overgreb. Han blev også fuldstændig panisk, hvis de voksne gik fra ham, når han skulle sove til middag. Jeg vidste på forhånd, at det ville få konsekvenser at flytte ham, og derfor var det en beslutning, jeg havde brugt lang tid på at træffe, men selvom jeg ikke var i tvivl om, at den var rigtig, var det første halve år herhjemme hårdt, fordi det for mig var svært at se ham have det svært, og fordi der bare ikke var mere tilbage i Anton, når jeg hentede ham. Derudover var det også begyndt at blive tydeligt, hvor meget sproget drillede ham, og jeg syntes simpelthen ikke, at jeg kunne byde nogen af os flere forandringer eller udfordringer, før vi havde haft fodfæste for en stund.

Til gengæld vidste jeg året efter, at nu var det nu. Ikke nu-nu men stadig nu. Både fordi der var faldet ro på mange ting, men også fordi jeg blev ældre, og det samme gjorde Anton. Jeg havde ikke lyst til at få mine børn med så mange år imellem, at der i realiteten blev tale om to enebørn. Endelig var det også med i mine overvejelser, at mine forældre, som jo er dem, der hjælper os, når det brænder på, heller ikke blev yngre.

På en mærkelig måde var beslutningen anden gang faktisk ligeså svær at effektuere, som den var første gang. Jeg blev ved med at veje for og imod; hvornår var PRÆCIS det rigtige tidspunk, og hvor længe ville det tage at blive gravid denne gang? Det fyldte også meget for mig, at det første gang havde været langt, langt hårdere, end jeg havde forventet, for hvad, hvis jeg oplevede det på samme måde igen? Hvordan skulle jeg kunne tage mig ordentligt af to børn, hvis jeg blev slået i gulvet én gang til? Hvordan skulle jeg kunne give et lille nyt menneske en god og kærlig start på livet, hvis Anton gik helt i baglås over det, når jeg kom hjem med en baby? I alle bøgerne var rådet mod søskendejalousi, at “far skal sørge for at lave noget med den store, så der stadig er ro og alenetid, og mulighed for at snakke om det, der er svært” – hvilket jo efterlod os et ret kedeligt sted.

Men. Som de kloge siger: Hvis man skal vente med at gøre noget, til man føler sig klar, får man aldrig udrettet noget, så jeg gentog succesen fra sidst med bare at tage en dyb indånding, og gøre det uden at tænke mere over det – og blev i første omgang ikke gravid. Hvilket viste sig at være virkelig godt, for hvis jeg før havde været i tvivl, var jeg det pludselig ikke længere: Jeg blev INDERLIGT skuffet, da testen var negativ.

Det tog 5 forsøg at lave hende, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var et forsøg for hvert år, jeg var blevet ældre.

Jeg er ofte blevet spurgt, om ikke det var hårdt at være gravid, når der var et barn i forvejen, og ikke var en far til at tage over, når man trængte til en pause, men det var egentlig ikke min oplevelse. Jeg er sikker på, at jeg, hvis vi havde været to, da jeg var gravid første gang, ville have oplevet det anderledes, men for mig var det jo bare hverdagen, som den altid var og er. Selvfølgelig var jeg besværet af maven, kvalmen og de mange andre fornøjelser en graviditet medfører, og selvfølgelig var der dage, hvor lunten var kortere – men jeg synes ikke, at det var et stort problem. Samtidig medførte graviditeten også nogle gode grin, som fx. da Anton meget alvorligt informerede mig om, at hvis det var en pige, skulle hun hedde Barbie, eller når han dagligt nærmest besvimede af begejstring, fordi jeg gag’ede, når jeg skulle drikke fiskeolien, og jeg derfor hver morgen havde mit eget heppekor, der hoppede begejstret op og ned og råbte: “Igen, mor! Gør det igen!!”

Da min lille Frida kom, fandt jeg ud af to ting: 1) At en del af dét, der havde været så svært første gang, var omvæltningen og 2) at det ikke 4 år tidligere var mig, der var fuldstændig uegnet til at få børn: Anton *var* ikke, som bøgerne ellers beskrev at babyer ville være. Frida var bagt færdig, da hun kom (så godt og vel..!), og der var en helt anden ro over hende, end der var over ham. Dermed ikke være sagt, at det bare var en slentretur på et solbeskinnet fortov en forårsdag i maj – men til forskel fra sidst var dét, der var hårdt denne gang, arbejdet. Det helt konkrete arbejde, der er ved at få en baby, når man er alene. Stressen, angsten og usikkerheden var væk, og mit liv var indrettet efter børn, og det gjorde en verden til forskel. Da jeg fik Anton føltes det som en fejl, at jeg skulle op og give mad så mange gange i løbet af en nat; jeg opfattede det som et problem, der skulle løses HURTIGST muligt. Denne gang vidste jeg – på den måde, man kan vide ting i kroppen – at sådan er det bare. Og at det går over. Dét der med, at alting er en fase, som man har lyst til at skrige, når man får at vide første gang – det véd man 2. gang. Selv. Og derfor giver det ro.

Jeg skal ikke male det mere lyserødt, end det var: De første 4 måneder var seje. Det engelske udtryk “Hit the ground running” beskriver egentlig meget godt, hvordan jeg oplevede det. At lære et nyt, lille menneske at kende og samtidig holde båden flydende, mens trætheden blev mere og mere massiv, var åndssvagt hårdt, og det ville være løgn at påstå andet.

Men til gengæld oplevede jeg, at der langt hurtigere kom en rytme, ganske enkelt fordi der var en rytme for Frida at falde ind i, og jeg er meget enig med dem, der siger, at det selvfølgelig er hårdere at have to børn end ét – men det er ikke dobbelt så hårdt. Aftenerne, hvor jeg sang godnatsange med en skrigende Frida på armen, mens jeg travede op og ned af gulvet, og sveden haglede af mig, var ingen fornøjelse, men til gengæld putter jeg dem idag lige i forlængelse af hinanden – hvilket jeg naturligvis klapper mig selv på skulderen over. Alle ved, at de ting, der fungerer, skyldes god og kompetent opdragelse mens det, der ikke fungerer, er uforskyldte resultater af barnets personlighed. Som de har fra deres far.

Jeg kan tydeligt se, at for os er tid den knappe faktor. Det ville fx. være oplagt, at jeg som tegnsprogstolk brugte babytegn til Frida, men der er ganske enkelt ikke timer i døgnet til det. Jeg er igang fra kl. 5 til kl. 20, og det er bare med det mest nødvendige; det er ikke, fordi jeg insisterer på at lave al mad helt fra bunden, fordi vi alle skal sidde vandkæmmede om bordet til alle måltider, eller fordi min gulve skal være skinnende rene. Og stadig er der opgaver, der bliver sorteret fra, fordi jeg ikke kan nå det. Min far bliver fx. helt trist i blikket, når han ser min bil. Sådan er det bare lige nu, og for det meste er det ok, men det siger sig selv, at der ikke skal komme meget ekstraarbejde ind fra højre, før den skøbelige økobalance forstyrres. Sygdom, ting, fra det offentlige, man skal forholde sig til, eller børn, der pludselig vokser ud af alt deres tøj fra den ene dag til den anden, er alt sammen eksempler på opgaver, der kræver ekstra timer og opmærksomhed, som vi ikke har på lager endnu.

Når alt det ovenstående er sagt og skrevet, så slog kærligheden benene noget så eftertrykkeligt væk under mig. Både at det var muligt at elske et barn mere præcis lige så højt, som jeg elsker det første, men også hvordan kærligheden til Anton fik mange flere nuancer. Dels fordi han pludselig fik en ny rolle, men også fordi en lille ny baby gav et nyt perspektiv på, hvem min lille store dreng også var. Og når jeg ser dem grine sammen, eller hører Anton begynde at bruge Frida som partner in crime (“Mig og Frida vil gerne se mere Batman”), tror jeg fandme nogle gange jeg skal dø, lige på stedet over, hvor afsindigt højt jeg elsker dem.

Om 10 dage er Frida 9 måneder gammel, og har dermed været ude i verden lige så længe, som hun har ligget i min mave. Det har været en vej med huller og bump, men også med en fantastisk udsigt og to forrygende codrivere. På intet tidspunkt har det være så svært, at jeg haft lyst til at give op, og jeg er inderligt glad for, at jeg valgte at gøre det.

Et døgn på Blogsbjerg.

Eller: “Hvorfor jeg ikke blogger mere, end jeg gør”

Kl. 4.50: Frida vågner på den meget insisterende måde, og jeg vælter ud af sengen, griber hende i en flyvende tackling og løber nedenunder, så hun ikke vækker Anton, mens jeg lover-lover-LOVER mig selv, at I AFTEN går jeg i seng i det SEKUND, der er ro. På badeværelset har hun en fest på puslebordet, og jeg dør af 8 omgange over, hvor sød hun er. Jeg giver hende tøjet på, jeg lagde derned i aftes, alt imens jeg varmer mig ved selvfedmens lune bål over, at jeg er sådan en tjekket og organiseret mor.

Kl. 5.30: Efter at have boltret os med sværd, kastestjerner og Spiderman, som andre på matriklen har det lidt stramt med at dele, og som derfor kun bliver brugt i smug, er den lille fis ved at være klar til at blive puttet i barnevognen udenfor. (Undtagen når Gorm, det fede svin, er på besøg, og plankeværk og trampoliner flyver højlydt gennem luften.)

Kl. 6.00: Jeg kravler op i sengen, hvor Anton ligger og putter, og roser mig selv for at være sådan en nærværende mor, der sørger for at være der for begge mine børn, lige fra dagens start.

Kl. 6.02: Anton synes nu, at vi har snakket rigeligt, og udbeder sig iPaden, som jeg rækker ham, mens jeg kan mærke, at jeg før tog helt fejl: Jeg er en falliterklæring af en mor, der lader sine børn gå for elektronisk lud og koldt vand.

Kl. 06.03: Jeg beslutter mig for at bearbejde den traumatiske erkendelse ved lige at lukke øjnene 5 minutter, og bruger den næste halve time på at blunde til lyden af japanere, der smadrer hinanden med lyssværd, mens de råber på virkelig dårligt engelsk.

Kl. 7.00 Har nu badet og tegnet øjne på, og lovet mig selv, at jeg skal have fundet på noget, så jeg kan komme til frisør og få udbedret K3 skaderne. Ligner én på 80.

Kl. 8.00: Efter mange og lange forhandlinger, er Anton nu opstanden, påklædt (dog stadig med bare tæer, da det åbenbart en straf, der rangerer på linje med et ophold på Guantanamo at skulle iføres strømper), affodret og præsentabel.

Kl. 8.15: Frida vågner, og eskorteres fra barnevognen og direkte ud i bilen. Anton fragtes til børnehaven, og vi kører vinkende derfra, mens jeg lettet konstaterer, jeg kl. 6.03 var helt galt på den: Jeg er en overskudsmor, der afleverer mit barn sent, og alt er godt.

Kl. 8.45: Frida og jeg er hjemme igen, og der lægges an til grød. Det kan godt ske, at hun er en slow starter, men når først hun beslutter sig for at gøre noget (som fx. at blive født), går det som lyn og torden. Efter i mange uger at have betraget grød med inderlig skepsis, angriber hun nu tallerkenen på en måde, man ellers kun kender fra tv-programmer om udsultede løver, der endelig har fået nedlagt den halte gazelle.

Kl. 9.30: Barn affodret, leget med, skiftet og puttet, og jeg kaster mig over dagens to-do liste, som jeg lavede i aftes, som den strukturerede mor, jeg er. Jeg undrer mig på daglig basis over de uhyrlige mængder af vasketøj, 3 mennekser kan producere, så får kørt de obligatoriske maskiner, tømt opvaskemaskinen, skoldet flasker, lagt gårdagens vasketøj sammen, støvsuget, redt senge osv osv osv osv. Livet med små børn er virkelig meget lidt rock n’ roll.

Kl 11.00: Frida vågner, fodres, skiftes, og derefter er der er dømt “Ude af huset”-pligter, som fx. indkøb, lægebesøg osv, hvorunder jeg martres af dårlig samvittighed over, at jeg er sådan en lortemor, der bare slæber sin baby med rundt, som om hun var en taske. Det hjælper ikke, at jeg denne gang har fået verdens mest tålmodige barn, der bare sidder lige så stille og kigger. Stakkels, STAKKELS understimulerede barn.

Kl. 12.15: Kommer hjem og har på forhånd stress over, at Frida skal nå at sove, så hun kan nå at vågne, så vi kan hente Anton, så han ikke skal henslæbe flere timer end allerhøjest nødvendigt i opbevaringsboksen børnehaven. Lader varer stå i bilen, fodrer, skifter og putter, og bruger tiden, hvor der skal visses med vognen, på at svare på mails og sms’er, og på at love mig selv, at ligeså snart, der bliver et hul, så skal jeg også have trawlet min e-boks igennem, så jeg ikke glemmer eller overser noget vigtigt. Har heller ikke blogget eller svaret på kommentar i 400 år. Gør den grusomme opdagelse, at jeg er den stressede mor, der ikke er til stede i noget af det, jeg gør, og beslutter straks, at fra nu af vil vi være et af de hjem, der har “beskidte gulve, men glade børn”, som de skriver på Pinterest.

Kl. 13.00: Frida sover, og jeg henter varerne i bilen, pakker ud, forbereder aftensmaden og hænger vasketøj op, mens jeg ærger mig lidt over, at Pinterest ikke skriver, hvad man stiller op med dé pligter.

Kl. 14.30: Frida vågner, og vi henter Anton.

Kl. 15.00: Forsøger at undgå at snerre af nogen, mens begge børn er sure og kontrære, ingen vil dele, og poserne med den drivvåde flyverdragt, og det gennemmudrede termo- og regntøj, som alt sammen som skal vaskes, (Pinterest, du melder bare ind *anytime*) hænges op strategisk rigtige steder ift. radiatorer, og vendes 100 gange som fucking oksestege, så det hele kan nå at tørre til i morgen, står i entreen og stirrer bebrejdende på mig. Er nu millimeter fra selv at ringe til statsforvaltningen og bede dem om at gribe ind.

Kl. 16.00: Ro genoprettet. Frida puttes, og jeg iler ind til Anton og tilbyder ham økologisk korrekte aktiviteter, mens jeg high fiver mig selv over at Se mine børn, og Møde dem, hvor de er.

Kl. 16.15: Går ud og smørrer madpakker, mens Anton ødelægger det puslespil, jeg selv endte med at samle, fordi han ikke gad.

Kl. 16.30: Frida vågner, og er utilfreds, og herfra handler det om at manøvre varsomt gennem de næste to timer, mens man husker at trække vejret dybt, og nogle gange tager Kampen Om Aftensmaden (som er ulækker), og andre gange bare erkender sit nederlag og finder havregrynene frem. Ånder ind og ud gennem raserianfald over, at venstre ikke kan være højre, at man ikke bare kan spise mælk af en tallerken til aftensmad og at mormor engang har været en baby (ffs!), samtidig med, at jeg laver ansigter og leger tittebøh med Frida, der har tændt for “NOT amused!”-lyden, mens vi ligger på gulvet i en episk eksplosion af lego. Spiderman kører på fjernsynet, og jeg er nu sådan en mor, der for længst har opgivet at forholde mig til, om det er skadeligt for nogle af ungerne at se tegnefilm, hvor ting springer i luften og alle tæver hinanden.

Kl 18.00: Forlader Sarajevo ’92 som det står, og gelejder alt afkom op af trappen, og smider det i blød.

Kl. 18.45: Alle mand lander i dobbeltsengen, hvor der læses højt af to bøger efter eget valg (undtagen Bamse-historien, som jeg nægter at læse, fordi jeg får forhøjet blodtryk af ord som “Bamlet-skørt” og “Tivertifald”) og synges to sange. Jeg forsikrer, at jeg kommer tilbage, kysser ældstebarn godnat, justerer belysning, og sætter mig ind og giver Frida mad.

Kl. 19.30: Alle børn er puttede og sover. I en fjern afkrog af min erindring, kan jeg godt huske, hvad jeg lovede mig selv i morges, men jeg trænger.sådan.til at sidde lidt og trække vejret ned i noget vin.

Kl. 19.31: Kommer nedenunder og konstaterer, at jeg stadig ikke har fået mig en au pair, der rydder op. Får genetableret mit hjem, pakket tasker og skrevet to-do-liste til morgendagen, og er tilbage ved fornemmelsen af, at det er mig, der har the upper hand.

Kl. 20.10: Ok, skal i seng LIGE om lidt – skal bare lige se sidste halvdel af det afsnit af Greys Hvide Verden, som jeg blev afbrudt i i går, fordi Frida vågnede og var sulten.

Kl. 20.40: … bare lige ét afsnit mere…

Kl. 21.15: Der ringes på klokken på førstesal, og Den Tjenende Ånd Mor iler op med maden, så der ikke vækkes flere børn end højest nødvendigt.

Kl. 22.00: Frida sover igen, jeg lister i seng.

Kl. 02.00: – og står op og ammer.

Kl. 02.45: Tilbage under dynen.

Kl. 04.50: Men i AFTEN går jeg i seng, så snart, der er ro!

Børn, blogging og billeder.

Forleden var der én, der skrev til mig, om ikke jeg snart lagde et par billeder op af Anton og Frida. Dén kommentar blev jeg virkelig glad for, for den rører ved noget, jeg faktisk bruger meget tid på at tænke over.

Jeg elsker at blogge. Selv når jeg ikke blogger, har jeg altid en mental notesbog med mig, hvori jeg noterer, når jeg kommer i tanke om noget, jeg har lyst til at skrive om. Nogle gange glemmer jeg det igen, andre gange bliver det til indlæg, og atter andre gange kommer det aldrig videre, fordi jeg undervejs i processen når frem til, at det simpelthen ikke er relevant for andre end mig selv.

Det sidste tænker jeg meget over, når jeg blogger om mine børn. Fx. har jeg lyst til at skrive om Antons fødselsdag; fortælle hvor rørende og stort det var at kunne holde fødselsdagsfest for ham, fordi han endelig har fået så meget sprog, at begrebet fødselsdag giver rigtig mening for ham, og derfor har glædet sig i flere måneder til at børnehaven skulle komme hjem til os. Jeg har lyst til at skrive om, hvordan det var at se ham sammen med alle hans små kolleger, og hvordan jeg skulle stramme mig VIRKELIG meget an for ikke at komme til at snøfte, bare lidt, da han fik et kort, hvori børnene havde skrevet, hvad de synes, han var god til.

Men når jeg skriver om mine børn, har jeg en lakmusprøve, der hedder: “Ville jeg gide at læse om det her, hvis andre bloggede om det?” For heldigvis synes vi jo alle sammen, at vi har fået Det Perfekte Eksemplar, som hele evolutionen har båret frem imod; at alt, hvad de gør, er de første spæde spadestik til en kommende nobelpris, og at alt, hvad der kommer ud af munden på dem, er det pureste guld. Hver gang.

Det er ikke nødvendigvis sådan, andre oplever det.

Men jeg ville selv synes, det var mærkeligt, hvis fx. Maren og Sneglcille ikke skrev om livet med deres børn, fordi det jo blandt andet er det, der gør, at jeg kan mærke dem som rigtige mennesker, og som jeg derfor holder af at “besøge”.

en tredje blog, jeg læser med på, er bloggeren gravid, og på et tidspunkt skrev hun, at hun ikke rigtigt så sig selv som mommyblogger – og jeg forstår godt, hvad hun mener. Nu læser jeg ikke med på alle blogs i hele verden, men i det hjørne af blogland, jeg betræder, kender jeg ingen bloggere, der tager det som et ridderslag at blive refereret til som “mommyblogger”. Det er, som om al kant, intelligens og sexyness fordamper, hvis man får det prædikat klasket i panden. Man kommer blogmæssigt til at lyde som hende, vi alle sammen både har været og siddet ved siden af til en fest, som a.l.d.r.i.g stopper med at tale om sine børn; som fuldstændig har mistet sit filter ift. hvad der er gangbar og interessant voksenkonversation, og som kun går i jeans med høj talje, der giver virkelig flad røv.

Men på langt de fleste af de blogs, jeg læser med på, har bloggerne børn. Og det er stadig bad ass kvinder, der mener en masse, er skidesjove, og som ikke skriver om bussemænd og bræksyge eller poster billeder af børn, der pottetræner – og jeg vil virkelig gerne læse, hvad de har at sige, også om børn, skolereformer og hverdagskabalen.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så svært, når det er mig selv. Hvorfor jeg fx. holder igen med at skrive, hvordan jeg forleden måtte stikke mig selv en lussing, fordi jeg pludselig blev skruk, mens jeg stod og skiftede Frida (wtf?), og synes, at det var helt trist, at jeg ikke skulle føde flere børn (wtaf??) eller have flere magiske førstedøgn på hospitalet med en lille, ny knikebaby.

Eller hvordan jeg forleden stod og kiggede ind i skabet længe, mens jeg overvejede, om man kunne drikke kaffe af vinglas, fordi jeg var kommet til at åbne det forkerte skab, og var så træt, at jeg ikke orkede at åbne det rigtige.

Eller lå i min seng, fik øje på en stor edderkop i loftet – og bare udmattet tænkte: “ja ja – vi skal allesammen være her.”

Noget af det handler om, at jeg gerne vil skærme mine unger; at de ikke skal læse min blog en dag om mange år, og føle sig udleverede eller besværlige. Men det handler måske også om, at det ikke giver mening at have en blog, hvis der ikke er nogen, der læser den, og derfor skal balancen mellem de forskellige emner, mellem sjov og alvor og stort og småt, helst være rigtig.

Så når jeg ligefrem bliver opfordret til at dele lidt børnespam med jer, tager jeg det som et tegn på, at I i hvert fald ikke føler, at jeg kvæler jer i det.

So without further ado:

God weekend.

Hashtag I-landsproblemer

En af fordelene ved ikke at sove er, at der så er ekstra tid til at tænke. Jeg ved det. Jeg er så skideskæg. Men det er ikke desto mindre sandt, og her den anden nat kom jeg til at tænke over noget, som egentlig irriterer mig lidt.

Da jeg for snart 5 år siden fik Anton, trådte jeg ind i en verden, som på alle måder var ny, og med den fulgte nye ting både at glædes over, undres over og frustreres over. Meget af det både var og er kæmpestort, mens andet hører til i småtingsafdelingen, og det her falder klart i den sidste kategori. Men allerede dengang kunne jeg mærke, at når velmenende kvinder, jeg mødte i forskellige sammenhænge, fandt ud af, at jeg var selvvalgt alenemor, kvitterede med: “Jeg kender det godt – mange uger er jeg alene med børnene i dagtimerne, fordi Frans arbejder meget” – så blev jeg simpelthen så irriteret, at jeg næsten ikke kunne holde ansigtsmimikken i Neutralt Lyttende.

Det er, som skrevet, 5 år siden, jeg første gang skar tænder over kommentaren, og så sent som i forgårs fik jeg lejlighed til at konstatere, at den stadig går lige i gebisset. Og jeg ved faktisk ikke hvorfor? Det handler efter min bedste overbevisning ikke om, at jeg gerne vil have medlidenhed, for hånden på både hjerte og bibel, så synes jeg virkelig, VIRKELIG ikke, at det er synd for mig, at jeg har fået mine børn alene. Ville jeg gerne have haft dem i en traditionel familiekonstellation? Ja. Men det er lidt på samme måde, som jeg også gerne ville være rig og tynd; det er ikke sådan virkeligheden ser ud, og det er bare i orden. Om det er synd for børnene, at jeg har valgt at få dem alene, synes jeg også er en no-brainer, for alternativet for lige præcis disse to pragteksemplarer ville have været ikke at blive til. Den etiske diskussion om børn med én forælder må andre tage, for jeg er selvsagt så partisk, at ingen af mine ord kan tillægges nogen særlig værdi.

Men dér lå jeg i nattens mulm og mørke og agerede buffet, mens jeg spekulerede på, hvorfor jeg ikke bare kan trække mentalt på skulderen over kommentaren. Jeg kan ikke komme i tanke om andre ‘det kender jeg godt fra mig selv, bare meget værre’-kommentarer, som har samme effekt på mig. De sidste par uger har det f.eks. haft god underholdningsværdi, når andre har fortalt sympatihistorier om, hvordan de bøjede sig ned for at snøre deres sko, og da de kiggede op, havde de brækket begge ben og trukket den ene skulder ad led i processen. I forhold til mit arbejde og de udfordringer, det somme tider kan give at have skiftende arbejdstider, generer det mig heller ikke, at folk drager paralleller, som måske ikke – i min optik – er helt gangbare.

Så det undrer og irriterer mig, at det her irriterer mig.

Jeg går sjældent ind i den. Dels fordi jeg ikke har lyst til at sidde og remse grunde op til, at det IKKE er det samme, for det kommer til at lyde som om, jeg synes, at mine børn er et problem, hvilket både er usandt og giver mig ondt i maven, og dels gider jeg ikke være stemningsseriemorder. Men jeg *har* virkelig lyst til at sige, at det svarer til at sige til en arbejdsløs, at du godt ved, at det er svært at være ledig, for du har også prøvet at have ferie engang.

Anne har flere gange skrevet om, at det for hende er svært, når folk fejer hendes sclerose udtrættethed af med, at de ved præcis hvordan hun har det, for de havde også et par uger sidste år, hvor de sov virkelig dårligt. En anden veninde har gentagne gange været behandlet for depressioner, og hun spænder lidt om kæben, når folk præcis ved, hvordan hun har det, fordi de også har prøvet at være i dårligt humør, så måske vi bare alle har én plet i psyken, der altid vil være blød og øm, når den bliver trykket på.

Jeg elsker, når bloggen giver mulighed for at blive klogere, og for at undgå spinatbede, som man ellers har omdannet til dansegulve, så hvis du har tid og lyst, og du godt kender det fra dig selv – bare værre, selvfølgelig – så smid lige en kommentar om, hvad der får dig til at indstille blikket på uendeligt, og lave den mentale Just Smile And Wave.

Tak!:-*

Forskellen på 1. og 2. gang, og dét med at gøre det alene

På onsdag er Frida 8 uger gammel, og efter små 2 måneder i karrusellen, er det efterhånden tydeligt, både hvor store forskelle og ligheder, der er på at blive mor for hhv. første og anden gang.

Det første bevis på, hvor meget der er sket med mig, fik jeg allerede torsdag morgen på hospitalet, hvor Frida kun var et halvt døgn gammel. Mens jeg gik på stuen og samlede de ting sammen, jeg skulle have med i bad, gik mine tanker 4 år tilbage i tiden, for det var netop morgenen efter Anton blev født, at det begyndte at gå op for mig, hvor stor en omvæltning dette lille væsen bragte med sig. Jeg kan huske, at jeg kiggede ned i vuggen på lillebitte Anton, der havde skreget så inderligt hele natten, at jeg næsten ikke troede, at mit hjerte kunne holde til det, og som nu endelig var faldet i søvn. Jeg tænkte, at det var min chance for at komme i bad – og blev ramt af den første af mange erkendelser af, at livet fremadrettet ville blive noget helt andet, end det jeg var vant til. For hvordan fanden skulle det kunne lade sig gøre at komme i bad? Hvis jeg tog ham med, ville han vågne, og hvis jeg lod ham stå, ville jeg ikke kunne høre, hvis han vågnede og begyndte at græde. Det var dér opgavens omfang begyndte at gå op for mig, og der, hvor jeg begyndte at få fornemmelsen af, at det med at få et barn selv måske ikke kun var et spørgsmål om metervis af kærlighed, timevis af stunder, hvor jeg skulle sidde og amme, mens jeg kiggede drømmende ud på snevejret, og at dét at få en hverdag til at hænge sammen, ikke kun ville være et spørgsmål om at få en barnepige til at passe ham, når jeg skulle ned og undervise.

Denne gang pakkede jeg tingene, trillede Frida med, badede og det var dét. Mens jeg bagefter sad i min seng og drak kaffe, tænkte jeg, at hvis kvantefysikerne har ret, og alle virkeligheder foregår parallelt, ville jeg ønske, jeg kunne sende en flaskepost på tværs af lagene til mit 4 år yngre selv og skrive, at det bliver nemmere. En del, faktisk. At jeg – trods alt – ville ende med at få styr på det.

Denne gang er der som udgangspunkt meget mere ro på, fordi jeg ikke skal igennem “Det kan ikke være rigtigt!?”-fasen, hvor man skal have hjernen til at begribe, at 1) ja – du skal op om natten 2) ja – det bliver man latterligt træt af og 3) ja – dine behov placeret på alfabetlisten ligger og roder rundt nede omkring Å. Ikke (kun) fordi man vil ofre alle sine lemmer og organer 5 gange for sine børn, men også fordi det simpelthen ikke er dét værd at trodse barnets natur og tvinge det med til brunch eller hvad det nu er, lige præcis ens eget barn ikke vil. Heller ikke selvom ALLE de andre har fået børn, der kan sidde i timevis og dimse med en legoklods, mens deres mødre drikker litervis af latte og sludrer sammenhængende med venner og veninder. Det var en dyr og tårevædet lektie at lære, men jeg har lært den, og mit liv har været nemmere siden.

Jeg kan også mærke, at det denne gang er mig ret magtpåliggende ikke at spilde tiden på at jagte løsninger på alle små skævheder, hvor barnets adfærd afviger fra den i bøgerne beskrevne. Hvilket bliver lettere af, at alle bøgerne for længst er brændt i et kæmpebål i haven. Men hvor jeg sidste gang forsøgte at løse ALLE udfordringer i det sekund de opstod, har jeg lovet mig selv at have en langt mere oh-well-agtig tilgang til tingene denne gang. 80% af det, jeg stressede over sidst, var ting, der endte med at løse sig selv, og fordi jeg prøvede 17 forskellige ting samtidig, endte jeg altid med ikke at vide, om det var noget af det, jeg havde gjort, der havde hjulpet (og i givet fald hvad) eller om det ville være gået over af sig selv, hvis jeg havde sat mig på mine hænder.

Jeg er også markant mere tydelig i aftegningen ift. omverdenen og de gode råd. Da jeg fik anbefalet at malke ud for at afhjælpe Fridas uendeligt lange spiseseancer, var jeg ikke engang i tvivl om, at det ikke ville komme til at ske. Hvis det dagligt skulle koste 3 x 40 minutters irriterende arbejde med tysk, belastende plastikprodukt og aflange bananbryster at amme barnet, ville jeg ikke have det *fjerneste* problem med at skifte til erstatning.

Det Uendelige Måltid viste sig i øvrigt at være en fase, der gik over af sig selv.

Jeg ved denne gang, at man godt lige kan nå at starte vaskemaskinen, selvom de vågner og begynder at bjæffe lidt, og jeg er langt bedre til at tage dagene en for en, i stedet for at lede med lys og lygte efter rytmer og mønstre i ALT.

Men nogle ting er også som de var, selvom det er anden gang jeg gør det. F.eks. den SINDSSYGE frustration, når man ikke kan få barnet til at sove. Jeg nåede lige at tænke, at det gad jeg simpelthen ikke stresse over, før jeg blev overfaldet af virkeligheden og kom i tanke om, at det jo ikke bare var et spørgsmål om, at barnet så er mere vågent, men at overtræthed betyder, at INTET fungerer. For nogen. F.eks. har den forgangne uge været et helvede, fordi jeg ikke har kunne få hende fældet i løbet af dagen, så alle går simultant ned i brølende flammer lige omkring kl. 5, hvor der skal bades, laves aftensmad, smøres madpakke osv. Her har jeg også skulle kæmpe lidt med mine egne forventninger, for jeg har været så fokuseret på, hvor meget nemmere det hele ville blive, når vi bare lige kom igennem ferien, at jeg *virkelig* blev taget med bukserne nede over, hvor umuligt det hele bliver, når man har et overtræt, grædende spædbarn hængene på skulderen 12 timer i døgnet, og dagligt bruger 2 x 3 timer på at få hende til at sove bare lidt.

Men til forskel fra sidst, så ved jeg denne gang – ved-ved – at det bare er en fase. Sidst fik jeg nærmest en blodstyrtning af raseri, når folk sagde det, men denne gang har jeg erfaringen at trække på, og det gør en verden til forskel.

Ligesom sidst er der også mange tanker om at være sådan en, der gør det selv. Egentlig er det, jeg savner mest Den Gode Tid. Når man gør det selv-selv, bliver al tid brugt på enten at servicere eller at ordne praktiske ting, og når vi er hos mine forældre, og jeg pludselig har god tid til at putte Anton, eller sidde og nusse Frida, mens hun sover, niver det lidt i hjertet. Det ville jeg virkelig gerne have mere af. Det ville heller ikke gøre noget at have en herhjemme, så jeg kunne komme lidt ud. Jeg har været klar til at begynde at undervise igen i et par uger nu, og jeg savner det meget, ligesom mit hår virkelig, VIRKELIG gerne ville forbi en frisør. Det ville også være rart med en at bytte med, når vi tager aftenskrigeturen – eller i det mindste en at være enig med om, at det sgu trækker tænder ud. At gøre det igen har bekræftet, hvad jeg også tænkte første gang: Det ER den næstbedste løsning at få sine børn selv – men skulle jeg have haft dem med nogen, ville jeg stadig have bedt om at få lige præcis de to, jeg har fået.

PS: Tusind tak for alle jeres søde kommentarer. Jeg bliver så glad, når I pipper med, og lige i disse dage er high-fives og hep ekstra velkomment. Og til dig, Anne: Jeg er klar på kaffe anytime. Send en mail på blogsbjerg@gmail.com, så finder vi ud af noget:)

– og pust ud

Jeg kan ikke huske, at der de sidste 6 år nogensinde før er gået 14 dage, hvor jeg ikke har blogget, men jeg har seriøst ikke haft 5 ledige minutter de sidste 2 uger. Jeg laver fuldstændigt fabelagtigt skønne børn, og jeg elsker dem, så jeg nærmest bliver skeløjet af det – men jeg tror, at 3 ugers ferie med en baby på 3 uger og en loppe på snart 5, der synes, at alting skal foregå i fast forward ville kunne give de fleste sved på panden.

Men nu er Anton afleveret i børnehaven, hvor han har fået besked på at gå ud på legepladsen og råbe af, inden jeg henter ham igen, og Frida er gået kold på sofaen, så her har I mig tilbage. Jeg håber, at I stadig er derude, og at I kan leve med, at bloggen i denne tid er forvandlet til en form for dagbog, der ikke rummer de store forkromede tanker om samfundet omkring os; min hjerne er simpelthen stadig langt fra funktionsdygtig, og små updates fra livet herhjemme er, hvad vi formår at ryste ud af ærmet lige nu.

Jeg skrev lidt om min feriefrygt i de sidste indlæg; at jeg på forhånd virkelige var nervøs for, hvordan vi skulle få 3 hele uger til at gå, uden at de sociale myndigheder greb ind og fjernede en af os. Og jeg ville ønske, at det var her, jeg slog en overskudslatter op og bekendtgjorde, at det, da det kom til stykket, slet ikke var noget problem, men det ville være løgn. Når jeg bliver træt, bliver jeg hyper og super støjsensitiv, hvilket betyder, at jeg foretrækker, at alting går åndssvagt stærk på den meget, meget stille måde. Denne gave har jeg skænket begge mine børn, men valgt at give dem en halvdel hver, så Anton bliver hyper, når han bliver træt, mens Frida bliver nærmest overfølsom overfor lyd. Så godnatscenen, hvor det løsgående krydsermissil hopper manisk op og ned i sengen, mens han brøler “Pjerrot sagde til månen”, og jeg samtidig prøver at amme det rasende, overstimulerede piskeris til ro, giver et fint stemningsbillede af ferien, sådan helt generelt.

Når det er sagt, har der heldigvis også været dage, hvor det har fungeret, og hvor jeg kunne se, hvor godt det bliver, når der lige falder lidt ro og rytme på det hele. Dynamikken er pludselig en helt anden, og det kommer til at gøre virkelig meget godt for vores lille familie, at vi nu er blevet 3. I ferien er Frida også begyndt at grine og smile til Anton, og jeg får tårer i øjnene hver gang, det sker. Det er kæmpestort.

På plussiden mister man også sit filter i en grad, der sidestiller én med mennesker med bestemte psykiske lidelser, når man bliver så træt og presset, som jeg har været de sidste par uger. Det har været nærmest befriende bare at åbne munden og lade sin første indskydelse komme ud, i stedet for at køre den sædvanlige høflighedsscreening på ordene først. F.eks. da vikarsundhedsplejerskens løsning på, at Frida ikke vil tage en sut, var, at jeg skulle få “en jeg kender, der ikke lugter af mælk, til at komme og give Frida sutten 10 minutter, 3 gange dagligt” og jeg bare kiggede på hende og bad hende nævne alle dem, hun havde i sit eget liv, der ville have mulighed for det. Eller da lægen spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg svarede ærligt, at det var svært for mig, at min lunte med Anton var kort, for jeg fik så dårlig samvittighed, og hendes svar var “Ja, det er da heller ikke hans projekt. Det er dig, der har valgt at få et barn mere.” I udsovet tilstand ville jeg gå hjem og skamme mig, men nu kiggede jeg hende bare lige i øjnene og svarede, at bjerget af selvhad i forvejen var så massivt, at jeg virkelig ville sætte pris på, at hun som læge undlod at læsse mere skyld på toppen. Hvilket jeg egentlig står ved.

Og endelig glæder jeg mig til, nu hvor ferien er slut, ikke at skulle høre flere mennesker belære mig om, at det vigtigste, når man er i knæ er, at “lade vasketøj være vasketøj”. Jeg ved ikke, om vores tøj virker sygeligt rent, eller om jeg minder meget om Monica fra Venner, men jeg kan næsten ikke holde ud at lade som om, at løsningen på den træthed man oparbejder over tid med 5 timers afbrudt søvn pr. nat, er at springe en kogevask over.

Vi har været på fiskerimuseet 3 gange, vi har været på legepladsen 100 gange, vi har været på stranden, på biblioteket og på togtur til Ribe. Vi har fået mad, rent tøj på kroppen(!), og er ikke druknet i hverken støv, nullermænd eller opvask. Børnene virker glade og tilpasse, og næste gang vi har 3 ugers sommerferie, er vi et helt andet sted. Og jeg må drikke vin.

Det glæder jeg mig til.

Nå – hvor kom vi fra?

Som nogen måske husker, fik jeg undervejs i graviditeten at vide, at jeg efter fødslen skulle være indlagt 2 døgn, da Frida skulle observeres for streptokokker, type B. Lige da jeg fik det at vide, udløste det øjeblikkeligt fornemmelsen af at have fået en stram skjorte knappet for tæt op i halsen, men da jeg lige havde haft tid til at fordøje oplysningen, besluttede jeg mig for at betragte det som en gave: 2 døgn, hvor jeg kunne lære Frida lidt at kende, uden (ret meget) dårlig samvittighed over at fokusere 100% på hende.

Og sådan formåede jeg faktisk at føle det. Jeg havde glemt, hvordan de knirker, når de er så små, og at de ligner små egern, når de putter ind til halsen, og det var 48 værdifulde timer, hvor det bare var os to.

Efter det første døgn facetimede jeg med Anton, og det er nok århundredets underdrivelse at sige, at jeg var spændt på, hvad han ville sige til hende. Gennem hele min graviditet har jeg været SUPER opmærksom på ikke at hype det, så han ville komme til at føle, at han skulle leve op til nogle forventninger hos mig. Derfor har jeg været ret meget i tvivl om, hvor lidt/meget af det, han på forhånd forstod; den ene aften kiggede han på mig og sagde: “Når babyen kommer, smider vi den ind under sengen” og dagen efter kom han uden videre dikkedarer hen og lagde et stykke pandekage på min mave, fordi “Frida også skal have.” Så da jeg med dirrende stemme sagde: “Se. Nu er Frida kommet ud til os” tænkte jeg, at det kunne gå alle veje. “Nååå! Hun er sød. Jeg har fået Ninja Turtles af mormor!” var reaktionen.

Hvilket jo trods alt ikke var: “Jeg hader hende, og nu hader jeg også dig!”

Dagen efter kom han på besøg, og hold kæft, hvor havde jeg savnet ham. Mine supersoniske mor-ører kunne allerede høre ham, da de trådte ind på afdelingen, og selvom jeg forsøgte at lade være, flød hele mit ansigt over med vand, da han kom ind på stuen. Heldigvis havde han også savnet mig nok til at udholde både at blive krammet og kysset. Da vi havde sagt hej, ville han godt lige se Frida. “Må jeg køre hende?” spurgte han, og lavede derefter lastbilen-bakker-lyden, da han kørte hende ud i opholdsrummet, og lige der fik jeg en fornemmelse af, at det måske nok skal ende med at gå det hele alligevel.

Fortsættelse følger (og det er altså ikke fordi jeg prøver at spille den mystiske cliffhanger-type. Lige nu er der bare virkelig korte breaks, hvor der er tid til at blogge, så vi arbejder ud fra less is more-teorien..)