Om fødselsdage og introverte forældre
Endnu en uge er smuttet mellem fingrene på mig, og denne gang er den gået med at planlægge og afholde Antons fødselsdag. Han blev 9 år i går, og for første gang synes jeg, at der er overensstemmelse mellem oplevet tid og faktisk virkelighed. Jeg føler, at jeg har været Antons heldige mor i 9 år, hverken mere eller mindre, og det er helt rart. Jeg har ikke den der forjagede følelse af, at tiden løber så hurtigt, at jeg ikke når at opdage den, men – og jeg ved ikke, om det her giver mening – jeg kan også mærke, at der var noget; en tid, før. Jeg kan pludselig rumme og huske alle de piger og kvinder, jeg også har været, og uden at jeg helt kan forklare hvorfor, er det rart. Måske handler det om, at Anton begynder at stå så meget på egne ben, at jeg kan træde lidt tilbage, samtidig med, at Frida bliver større?
Nå, men i går, på selve dagen, hvor Anton næsten fandt sig i, at hans rørstrømske mor kyssede ham i håret eller snig-krammede ham, hver gang han gik forbi, havde vi familien på besøg, mens vi i lørdags holdt fest for drengene fra klassen.
Jeg elsker vores hus. Elsker-elsker. Det er 100% perfekt i størrelsen til to børn og en enkelt voksen, og med sine 100 m2 og en medium have, er der plads nok til at vi kan trække vejret, mens det stadig ikke er større, end at jeg kan følge med til at holde det nogenlunde rent og trimmet.
Men det svage led er legeaftaler og fødselsdage. Vores stue er det centrale rum, og de tre værelser ligger hhv. kl. 1, kl. 7 og kl. 9. Og det betyder, at så snart, der er bare ét barn mere på matriklen, så er hele huset involveret, fordi de hele tiden kommer forbi, hvor jeg (og Anton/Frida) er, uanset hvad de skal.
Det skal retfærdigvis siges, at det ikke kun er husets skyld. Jeg har det sværere med legeaftaler, end jeg havde forestillet mig, jeg ville have, fordi jeg – lærer jeg – er mere introvert, end jeg troede jeg var. Og lige det kapitel har jeg sgu ikke rigtig set i nogen af bøgerne. At man som forælder med en anden type personlighed end (det ene af) sine børn, faktisk kan være udfordret af, at der pludselig er små, søde, men larmende mennesker, der snakker virkelig meget, og kan få nedsmeltninger over perler og går på toilettet med åben dør – altså, opfører sig præcis som mit eget yngel – overalt i det hjem, hvor det er meningen, at man skal oplade sin sociale stamina, så den er klar og robust, når man tager den med ud i verden. Og det bliver ikke bedre af, at nogle forældre hører: ‘Må jeg ikke have lov at passe dit barn?’ når man forsøger at sætte legeaftaler op. For de kan sagtens være her. Det kan de virkelig sagtens. Jeg kan godt lægge mig selv og mine behov på hylden i børnenes netværks hellige navn, og jeg kan også se, at det bliver nemmere med gengangerbørnene, der efterhånden finder ud af, hvilke regler, der gælder her i huset. Men jeg går i ret små sko ift. fordelingsnøglen, som skal ligge tæt på 50/50, hvis jeg ikke skal bakke ud. Jeg ville, virkelig og ægte, ønske, at jeg var den rummelige mor, der syntes at jo flere børn, jo bedre, og som bagte pandekager og så konflikter som spændende, socio-emotionelle udviklingsmuligheder, men jeg er mest bare træt.
Til gengæld sætter jeg så faktisk pris på legeaftalerne, når jeg kan mærke, at det andet barns forældre og jeg er i sync. For så ved jeg, at der er tale om en slags byttehandel, og så kan jeg være i det, fordi jeg ved, at øget stress nu giver en pause på et andet tidspunkt.
(Jeg lyder som verdens mest ufede person, det ved jeg godt. Men jeg forestiller mig, at der må være andre derude, der har det på samme måde, og fordi jeg aldrig har hørt nogen sige det højt, tager jeg en for holdet her).
Nå, men tilbage til fødselsdagen, som I jo så nu måske godt kan se, hvorfor jeg gerne ville have flyttet ud.
Alle de sædvanlige alternativer som bowling, skøjtehal og legeland var udelukket på forhånd, fordi de koster en formue, så efter at have tygget lidt på det, undersøgte jeg, om vi måske kunne leje taekwondo-lokalerne og en træner. Og Lord behold: Det kunne vi. For sølle 250 kr. Jeg besvimede nærmest af glæde. Og herfra var der bare at planlægge en menu, alliere mig med mine forældre (min mor passede Frida, mens min far tog med til fødselsdag), og planlægge lidt underholdning*, fordi drengene jo af gode grunde ikke kunne udforske værelser og legetøj, når de havde spist.
Det var en bragende succes, og det har virkelig givet stof til eftertanke hvor meget mere overskud, det gav mig, at jeg ikke hele tiden skulle passe på rammerne, samtidig med, at jeg var vært. Det stresser mig åbenbart mere, end jeg troede.
Men for første gang oplevede jeg, at jeg faktisk hyggede mig lige så meget som børnene, og at vi var ved at løbe tør for tid til sidst. Det var rart.
Jeg lærer hele tiden, og vi vokser alle sammen. Og ham her? Han er stadig verdens bedste Anton.
*Til inspiration følger her de 7 poster, jeg havde planlagt. De kan bruges både til julefrokost og fødselsdag, hvis man står og mangler underholdning.
Jeg delte børnene op i to hold, og valgte et ulige antal poster, fordi vi i den her familie spiller for at vinde. (Hvad? Don’t hate the player. Hate the game)
Første post var en quiz på tid. Jeg havde valgt a) 5 ord, der skulle oversættes til engelsk, b) at børnene skulle lægge deres aldre sammen, c) at de skulle tælle, hvor mange stykker tøj, de havde på til sammen, d) at de skulle måle, hvem i gruppen, der havde de længste arme og e) skulle måle, hvem i gruppen, der havde de største fødder (og i forhold til julefrokost går den sidste vel ind under begrebet ‘research’…)
Anden post var blindsmagning på tid, hvor én deltager fra hvert hold skulle smage og gætte 6 forskellige ting. (Jeg havde her valgt, at holdene hver især skulle vælge en frivillig, fordi jeg syntes, at der skulle være plads til det, hvis nogle af børnene fandt det for grænseoverskridende).
Tredje post var Kims leg, hvor jeg havde lagt 15 forskellige ting på en bakke, som børnene måtte kigge på i 2 minutter, hvorefter de i hold skulle skrive alle dem, de kunne huske. Det fik de også 2 minutter til. Vinderne var selvfølgelig dem, der kunne huske flest. (Jeg var selv i tvivl om antallet af ting, og skulle jeg lave den igen, ville jeg lægge 20 ting på bakken. Det ene hold huskede 13 og det andet 12, så det var lige snert nok på, syntes jeg).
På fjerde post fik hvert barn en voksen-luffe på, og skulle med den spise 10 popcorn, lagt på en tallerken. Skulle jeg lave den igen, ville jeg finde noget, der var lidt sværere at få fat på end popcorn. Rosiner, måske?
Femte post var ‘Kig modsat’. Børnene dystede to og to, som her, og holdet med flest vindere, vandt samlet. (Bliver nok for kedelig, hvis der er for mange deltagere, men så kan den laves i cirkel som her) Der er 4 retninger: Op, ned, højre og venstre og som navnet antyder, peger den ene i én retning, og modstanderen skal så kigge modsat. Man har selvfølgelig tabt, når man kommer til at kigge samme vej, som der peges.
Sjette post var sten-saks-papir stafet. De to hold står i hver sin ende af et rum, og inden har man lavet en bane, f.eks. af hulahopringe, måtter eller (som mig) piberensere, man lægger med en halv meter i mellem, så de ligner en stige. Børnene hopper nu, fra hver sin side ud, og når de mødes, laver de sten-saks-papir. Vinderen må hoppe videre, mens taberen løber tilbage og sender næste mand afsted. Holdet har vundet, når deres mand er hele vejen igennem. (Se en video af det her).
Syvende og sidste post var Lego-stafet. Jeg havde bygget en lille klods med 15 legoklodser i forskellige farver, og de to hold fik hver en pose med 15 tilsvarende klodser. Min model blev sat uden for døren, og børnene skulle så løbe ud, en ad gangen, kigge på modellen, løbe tilbage og bygge den. Reglerne er, at man må sætte alle de klodser på, man vil og hele gruppen må hjælpe, men der er kun ét barn fra hvert hold, der må løbe ad gangen. Vinderholdet er dem, der først får bygget en klods identisk med masteren.
Sidder du med verdens bedste ide til en post, så smid den endelig i kommentarfeltet, så andre kan få glæde af den.
God tirsdag derude.
19. november 2019 @ 11:20
Jeg er ikke helt med. Skal de være halvdelen af tiden hos det ene barn og den anden halvdel hos jer? Altså man skiftes til at være hjemme hos hinanden? Det synes jeg lyder meget fair – men det er ikke sådan det er? jeg er ny ud i legeaftaler. Min søn er 4,5 år og vi er først begyndt på dem her i sommers. Vi skiftes til at være lidt her og lidt der.
19. november 2019 @ 11:25
Ja, det er det, jeg mener. At der skal være nogenlunde balance i, hvor ofte de er hhv. det ene og det andet sted.
Her i området er der et stort villakvarter, hvor der bor virkelig mange af børnene fra både børnehave og skole. Det betyder, at de render ind og ud hos hinanden, og det er jeg ret misundelig på. Vi bor lige 500 meter længere væk, hvilket jo ikke er noget at tale om, når de bliver større, men lige nu betyder, at legeaftaler er noget, der skal sættes op, og som kræver lidt følgen-til-og-fra. Og fordi det de andre måske i højere grad har deres sociale behov dækket, hvor de bor, er det ofte mig/os, der tager initiativ – og så er det, jeg oplever, at der er nogen, der opfatter det som en stående invitation til altid at være her, og som, helt ublu, skriver, at ‘det ville passe godt’ på givne tidspunkter, fordi de der skal noget andet. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der bemærker det, fordi jeg bruger kræfter på det, men det undrer mig, fordi jeg som dig – også altid har tænkt, at det må være noget, der foregår lidt på skift.
19. november 2019 @ 11:23
Stort tillykke med Anton! Og tusinde tak for ideer til poster… og dine betragtninger om at stresse i fht. at have mange på besøg. Jeg er selv klart bedre til mange gæster på én gang, når vi kan være udenfor og brede os lidt mere.
19. november 2019 @ 11:27
Tak! Og ja – god pointe. En del af udfordringen er selvfølgelig også, at jeg ikke bare kan hælde de (efterhånden ret store!) drenge ud på trampolinen, når det bliver for vildt indefor.
19. november 2019 @ 11:28
Ha ha, du er min legeaftale-soulmate! Jeg går pt hjemme, så jeg kan jo ikke gemme mig bag, at jeg ikke har tid til at have andres børn med hjem om eftermiddagen. Så det har jeg virkelig tit, mere eller mindre dagligt, faktisk. Og det er frygteligt. Jeg er også den mest introverte person, du kan forestille dig, så det udfordrer mig virkelig på alle planer, og jeg oplever det som en reel stressfaktor i mit liv. Og jeg kan slet ikke være i, at nogle forældre a.l.d.r.i.g. giver tilbage, selvom de sagtens kunne. Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg på et eller plan bliver udnyttet – samtidig med at jeg åbenbart er villig til at leve med det for at gøre mine børn glade. Det er dog et dobbelt blow, både at skulle være vært for endeløse legeaftaler, og føle sig udnyttet af andre forældre. Så nej, jeg synes bestemt ikke at du er den mest ufede person i verden – er oprigtigt glad for at høre nogen sætte ord på de her ting, som går mig virkelig meget på virkelig tit. Så tak 🙂
Og tak for geniale idéer til børnefødselsdage, de bliver gemt!
19. november 2019 @ 13:18
Jeg forstår simpelthen ikke, at man ikke selv kan se det? Introvert eller ekstrovert: Hvis man hver gang sørger for, at børnene lander et andet sted end hjemme hos én selv, så er det jo fordi man også selv synes, at det er anstrengende? Og så kræver det sgu da ret gode nerver bare at køre på??
Selv tak – jeg havde frygtet at åbne til høtyve og fakler, så dejligt at høre, at andre kender til det:)
19. november 2019 @ 11:59
Åh legeaftaler! Den dag, hvor det sluttede, var en god dag. Især i min yngstes klasse. Jeg har aldrig været fan, men trukket læsset på dem for ungernes skyld. I 0. og 1. klasse kendte min søn ikke de andre børn og jeg havde derfor alle (!) børnene hjemme på skift (en ad gangen) plus legegrupper. Jeg kan absolut nikke genkendende til det med, at nogle ser det som pasning. Særligt irriterende når folk skriver, at de ikke lige kan nå at hente til aftalt tid/bliver forsinkede gang på gang. Eller dem, der slet ikke giver lyd og bare konsekvent kommer senere end det aftalte tidspunkt. (og ja, jeg er selvfølgelig selv introvert). Kh. Birgitte
19. november 2019 @ 12:56
Eller dem, når de så kommer og henter, tager hele familien med, og så gerne vil ind og blive hængende i lang tid for at snakke lidt, mens mine egne og deres børn farer larmenede rundt. Orker virkelig ikke særlig godt den del af en legeaftale, gider ikke at have voksne ind i alt vores dagligdagsrod, og vil som regel også gerne snart i gang med aftensmad, inden de sidste kræfter den dag er brugt. Sorry det blev et lettere surt opstød, mener det ikke helt så slemt 🙂
19. november 2019 @ 13:11
Altså Karin -. jeg er helt på dit (sure) hold. Lidt situationsfornemmelse ville klæde de fleste 😉
19. november 2019 @ 13:30
Ja, dem man til sidst selv må skrive efter, er.. svære… Eller dem, der sender søskende med, uden at spørge først. Jeg tænker, at det må bunde i, at det (og det er det) somme tider er nemmere, at børneratioen er 1:1, men dels kan man jo selv have lavet aftaler for det andet barn, og dels er det jo for pokker ikke givet, at de ældste kan sammen, fordi de små kan.
Det er vildt, at vi ikke er bedre til at tale om det, for vores grænser går tydeligvis meget forskellige steder. Og nogle forældre er virkelig nogle beregnende røvhuller, der bevidst lukker øjnene for, hvornår det er deres tur til at byde ind – men langt, langt de fleste tænker formentlig aldrig over det. Det er bare forfærdelig svært at tage op, fordi man risikerer at isolere sit barn, hvis man gør:-/
19. november 2019 @ 12:22
Tillykke til Anton og dig, hans heldige mor. Tusind tak for mega gode idéer til underholdning og så melder jeg mig under din legeaftalefane.
19. november 2019 @ 13:30
Introverts unite. Alene. I egne hjem:)
19. november 2019 @ 13:06
Tillykke med Anton! Hvor er det dejligt at høre at jeg ikke er alene – det troede jeg og det har jeg troet siden ca 2004 da jeg begyndte med legeaftaler. Heldigvis er den yngste 12 nu, så hun klarer det selv og så er det stort set gengangere, hvis forældre jeg selv er gode venner med. Og så er jeg lykkelig mor til børn der helst vil være hos andre…
En sjov opgave til til fødselsdage eller lign. er en slags kims leg, men man skal se med fødderne. Læg ting i en sove pose eller sort affaldssæk og lad børnene tage sokkerne af og stikke fødderne ned og mærke hvad det er.
19. november 2019 @ 13:35
Haha – sjov ide. Jeg sidder lige og tænker, at jeg nærmest ikke tror, jeg ville kunne gætte noget, hvis jeg skulle bruge mine tæer:-D
Nu spørger jeg om noget, og skriftsprog er svært, så jeg håber, du forstår, at jeg mener det helt u-surt og ikke-anklagende: Men hvordan forholder du dig til, at dit barn helst vil være hos andre? For i det ene af mine børns omgangskreds, er der også et barn, der altid helst vil være andre steder end hjemme – men min tanke har hele tiden været, at det ikke skal være børnene, der 100% får lov at bestemme, for så får man jo netop den situation, hvor de altid er her. Hvordan har du tacklet det? Har du klappet det af med din datters legekammeraters forældre, eller sagt til hende, at det måtte gå på skift, eller? Jeg håber, du har lyst til at svare, for jeg vil oprigtigt gerne høre det <3
21. november 2019 @ 09:56
Jeg kunne heller ikke føle så meget med mine tæer, bare at en opvaskehandske var væmmelig, uden at jeg vidste hvad det var!
Jeg har egentlig tænkt at mine børn er trygge. Jeg har nemlig flere gange oplevet at overnattende børnegæster vil hentes om aftenen/natten. Jeg har også lige set lidt på mig selv, om det kan være fordi jeg er for streng (jeg har konkluderet med at jeg er ret gennemsnitlig). Jeg har opfordret til også at komme hjem til os og jeg har haft god kontakt til mine børns kammeraters forældre, så der har aldrig været noget der. Men jeg har taget nogle telefoner og sagt at jeg er klar over at “de er meget hos jer – hvad tænker I om det og de er velkomne her”. Det har så også gjort at de forældre har lav tærskel for når de ønsker at mine børn skal hjem og giver besked om det. Jeg er nok ret direkte i min kommunikation, så jeg læste også kun det du skrev og ikke en hel masse mellem linjene 🙂
19. november 2019 @ 13:14
Har det på præcis samme måde ift. legeaftaler. Ved godt at man nok heller ikke må sige det her, men det er fandme heller ikke alle børn, der er lige sjove at have med hjem 😌
Og tillykke med Anton 🇩🇰
19. november 2019 @ 13:38
Tak Line!<3
Og nej. Det er det virkelig ikke. Det er også en af dem, der koster hovedbrud, synes jeg, for man skal ikke opdrage på andre menneskers børn, men grænsen mellem ‘opdragelse’ og ‘reglerne her i huset’ kan bare være ret svær at finde, synes jeg.
Og jeg er virkelig glad for at høre, at så mange andre kender til følelsen.
19. november 2019 @ 13:18
Åh jeg er så enig! Jeg skal hente tre børn og har blodsmag i munden når jeg når op i skolen fordi jeg har skyndt mig så meget for at være der kl 16. Her i reservatet nord for København er der rigtig mange (mødre), som ikke arbejder på fuld tid, så de kan hente tidligt og har åbenbart ikke noget problem med at have x antal ekstra børn med hjem. Så jeg sidder med den modsatte ende af det: jeg har svært ved at tage deres afkom med hjem, simpelthen fordi jeg arbejder. Og at tage en legekammerat med hjem kl 16 er ret meget udenfor skope, for før jeg har fundet alle mine egne tre plus legekammerat og alt deres shit og vi er kommet hjem er klokken 16:30 og lillesøster er på randen af et sammenbrud. Ligesom sin mor, i øvrigt.
Nogle af Antons kammerater er begyndt at komme forbi uanmeldt og spørge om han vil lege (typisk i weekenden) og det har jeg det meget nemmere med. Jeg tænker at det er et problem der løser sig af sig selv med tiden. Men jeg ville også ønske, at jeg var mere rummelig og ægte godt kunne lide andre menneskers børn og trivedes ved at have et hjem hvor der bare altid var en masse mennesker. Men det gør jeg ikke. Det er på planen at lave nogle store, gode børneværelser i kælderen (drengene deler et lillebitte værelse) og det satser jeg på vil løse noget af problemet.
Mega fed fødselsdag i øvrigt! Her kører vi med kvartalsfødselsdage, så vi er 5-6 familier, der er sammen om det. Det er GULD værd fordi børn/voksen ratioen er bedre og man er flere om at dele udgifterne.
19. november 2019 @ 13:47
Åh hørt. Det er præcis det samme her i området; her er virkelig mange overskudsmødre, og det er skønt. Men det gør det også svært at være den, der arbejder fuld tid og ikke slapper af med at tage 56 børn med hjem.
Jeg er i forældrerådet i Antons nye klasse, og til første møde skulle der laves plan for legegrupperne (don’t even go there…), og den ene af mødrene skrev os på som værter hver især, mens hun med al selvfølgelighed i hele verden sagde: “Ja, jeg går ud fra, at der ikke er nogen af os, der har problemer med at lægge hus til”. Heldigvis er jeg blevet gammel nok til i de situationer bare at sige “Jo. Det har jeg. Jeg kan ganske enkelt ikke overskue 6 børn på 100 m2 i vintermånederne, som jeg både skal tage fri for at kunne hente og hive barnepige ind til Frida for at kunne få til at lykkes. Så nej tak.” De forstår det ikke, men sådan må det være.
Jeg er sygeligt misundelig på jeres fødselsdagsløsning. Jeg foreslog i starten af skoleåret, at børnene havde kage med på dagen, og at vi så hver især indbetalte et beløb, når vores børn havde fødselsdag, som så kunne bruges til en eller to ture/arrangementer, som f.eks. science center Danfoss eller noget andet fedt. Det var der desværre ikke stemning for.
20. november 2019 @ 09:40
Nu da min nr 2 startede i 0. klasse kuppede jeg og en anden mor forældremødet og fik gennemtrumfet fællesfødselsdage på trods af de mødre (sorry, det var altså kun mødre, der ytrede en holdning), der mente, at det var synd at deres barn ikke kunne være alene i centrum på deres fødselsdag (ja, seriøst). Men med et argument om individualistiske børn, fællesskab og alt muligt (fremført af den anden, mere diplomatiske mor) fik vi vedtaget det med overvældende flertal. Jeg mener oprigtigt, at fællesfødselsdage er til gode for alle børn i klassen, da alle børn så får fejret deres fødselsdag, også dem, som ikke kan overskue at have 25 ustyrlige børn med hjem eller ikke har økonomi eller kvadratmeter nok til det. I vores ældste søns klasse fungerer det super godt og aktiviteterne spænder fra Go Monkey til løb og burgere ved den lokale spejderhytte. Og so far er der mig bekendt ingen, der er gået grædende hjem fordi de ikke var det eneste fødselsdagsbarn, netop fordi det er det samme for alle børnene i klassen.
Så du må prøve i Fridas klasse, når I kommer dertil. 🙂
20. november 2019 @ 19:04
Jeg synes også netop, at det smarte ved jeres løsning er, at det er det samme for alle. Det giver helt lige muligheder for alle, uanset forældreindkomst, boligsituation, sommer/vinterbørn, fødselsdag i ferier osv. osv. osv. Det er virkelig den bedste løsning, jeg har hørt endnu.
19. november 2019 @ 14:03
Mega seje lege, Linda!
Da jeg var barn, var der et hit til børnefødselsdage, som også indbefattede de omtalte luffer. Vi sad om et bord, og så var det noget med at kaste en terning, og når man slog en sekser skulle man iføre sig hue og luffer og med kniv og gaffel gå i gang med at åbne en plade chokolade. Som naturligvis var pakket ind i masser af papir og tape og bånd. Når man nåede ind til chokoladen spiste man af den, med kniv og gaffel. Og imens kæmpede de andre om bordet om at slå en sekser. Som voksen synes jeg det med at dele bestik lyder klamt, så voksne Mette ville klart have et sæt bestik til hvert barn. 😷
20. november 2019 @ 19:08
Åh, hahaha – det er virkelig vildt, som man ændrer syn på renlighed og bakterier, når man bliver ældre. Mine børn gør, siger og ønsker jævnligt noget, som jeg husker fra min egen barndom, at vi alle sammen gjorde – men nu, hvor jeg er gammel og bakterieforskrækket, visner min sjæl nærmest ved tanken om (brugte) sugerør som samleobjekter osv.
Men chokoladelegen er skrevet på listen, for den lyder klart som noget, man kunne få en stak unger til at gå op i med liv og skæl <3
19. november 2019 @ 16:57
Ej, jeg er så glad for at læse kommentarerne til de du skriver med legeaftaler.
Jeg ikke mindre end hader at have legeaftaler, legegruppe, fælles – alting…hos os..min datter ved det og vi er åbne om at sådan har jeg det..jeg siger ja i det omfang jeg magter; et par stykker/en enkelt eller alle 11! piger fra klassen til hygge, spisning OG overnatning..synes ligesom, at jeg så ikke behøver byde så meget mere ind det år, haha..
Til gengæld er det fedeste i hele verden at holde fælles fødselsdag. I vores tilfælde er vi seks børn. Det koster nærmest ingenting. Vi fordeler opgaverne på 12 forældre og det er både mht underholdning og mad..
Seriøst så skulle det være noget alle skoler bare anbefalede til alle nye forældre.
Jeg har kommenteret mere end syrligt på for sent afhentede børn, det er på ingen måde i orden og ens lunte er, på det tidspunkt ikke-eksisterende, det er ikke fair overfor hverken gæstebarn eller vært.
Det værste er nu dem som lader som ingenting 🙄 som om det er i orden.
20. november 2019 @ 19:09
Min veninde, som ellers er verdens mest favnende mor, kom til at sige fra i ren befippelse, da faderen til hendes søns legeaftale – i ramme alvor – spurgte, om ham og resten af familien så skulle hente barnet ved spisetid, så de lige kunne spise med? Ej, men hvad er der galt med folk!?!
19. november 2019 @ 19:17
Sjovt for jeg er klart ekstrovert men bryder mig faktisk heller ikke om legeaftaler (1. Personers). Men det tror jeg faktisk også handler om noget andet nemlig at jeg på en eller anden måde er nervøs for om ungerne nu hygger sig og det bliver en god oplevelse fordi det jo netop også skal være “reglerne her i huset”. Jeg oplever de er meget svære at gennemskue når man slet ikke kender dem endnu. Til gengæld oplever jeg nu at den ældstes legeaftaler efterhånden bare klarer det selv og det ikke er et stort problem. Og så er der den ting at min datter har brug for mere søvn end de andre (lyder det til) og derfor er tidligere i seng (og vi skal spise tidligere) og det synes jeg faktisk er lidt svært hvis vi har nogen med hjem efter arbejde. Fordi vi faktisk har brug for at de henter igen 17.30 med mindre de spiser med men så skal de også hentes derefter.
Og det synes jeg faktisk er svært at få sagt selvom det er dumt..for det handler jo om at man passer på ungerne. Det virker bare let så afvisende.
Tilgengæld var der en der bragte det op på et forældremøde og det var egentlig fint fordi det var tydeligt at ungerne er meget forskellige. Nogen kan lege hele dagen og andre har faktisk nok i en time og nogen kan slet ikke overskue det i hverdagen andre vil helst ikke i weekenden osv. Og faderen til en af drengene sagde at hans dreng var sådan en der bare jordede rundt og kunne lege hele dagen men han ville 100 gange heller lave en legeaftale på 45 min hvis det betød at begge børn og familierne fik en god oplevelse. Og det har jeg tænkt lidt over siden…fordi jeg måske egentlig kommer til at gøre det større end det er. De behøver jo ikke lege flere timer og få hjemmebagte boller og kakao. De kan jo også bare lege fra kl. 16-17 og så hygge sig med det inden de skal spise. En af vores legeaftaler var de begge så trætte efter 1/2 time at de spurgte om de ikke måtte de tv. Og her ville jeg normalt sige de skulle lave noget andet når de nu var sammen så sagde jeg ja. Og så sad de der ved siden af hinanden i sofaen og grinte af noget fjollet i fjernsynet og synes det var skønt.
PS. Jeg kunne i øvrigt heller ikke lide at åbne døren til halloween..og jeg tror det er lidt det samme at jeg er bange for at skuffe fordi jeg faktisk ikke ved hvad de forventer. Og jeg ved godt det er dumt for jeg er jo den voksne…og sjovt nok er det ikke på samme måde hvis det er voksne. Måske fordi jeg antager de overholder husets regler men nok også fordi konsekvensen hvis de ikke kan lide at være her er min og ikke mine ungers at bære..
20. november 2019 @ 19:12
Det kan jeg faktisk godt genkende. Somme tider kan jeg også mærke, at min træthed efter legeaftaler kommer af, at jeg hele tiden er på vagt; fordi jeg selv blev drillet så voldsomt, da jeg var barn, flagrer mine antenner konstant, når der er børn her – specielt, når det er legeaftaler til Frida, formentlig fordi hun er pige, og jeg dermed identificerer mig mere med hendes situation – og det bliver ikke bedre af, at jeg hele tiden forsøger at korrigere mig selv ind efter, at det her ikke er fortiden, og at hun skal gøre sig sine egne erfaringer. Så det, du skriver, spiller også klart ind her.
19. november 2019 @ 22:00
Hvor er det fedt at læse om dine, Linda, og alle jer andres udfordringer med legeaftaler og introverthed (er det et ord?). Jeg synes også det er tæt på uoverskueligt at have kammerater på besøg, og magter det slet ikke på hverdage at tage andre end mit eget barn med hjem fra børnehaven. Jeg gruer for det med legegrupper, når han starter i skole næste år, for vi bor i en 68 m2 tre-værelses! Og selvom min eksmand har lidt mere plads kræver det en 15 minutters biltur at tage hjem til ham, så det ligger ikke lige for ift bringen og afhentning.
20. november 2019 @ 19:16
Jeg har frabedt mig at lægge hus til legeaftaler, men har til gengæld tilbudt, at jeg gerne vil co-hoste, så jeg kan bage kage og komme og hjælpe med at være Voksen. Min oplevelse er, at så længe man er tydelig omkring, at det ikke handler om at køre på frihjul, så tager de andre forældre faktisk pænt imod det (- selvom de måske ikke helt forstår det).
19. november 2019 @ 22:18
Som mange andre også har skrevet; Hvor er det rart at høre at vi er flere som at synes at både legeaftaler og legegrupper kan være uoverskueligt. Det kan godt nogen gange føles som om jeg er den eneste med den følelse.
Min datter, som dog går i børnehave, leger meget med sin veninde her på vejen, som er 1 år yngre end vores datter og altså kun lige blevet 4 år. De leger oftest hos hende, da hun stadig er så lille og gerne vil være hjemme. Men det er deres ønske og fint nok. Men ellers er jeg helt enig i at hvis vi kun snakker legeaftale og ikke pasning af venindes børn fx, så skal der altså helst være en balance i forholdet her/der, for ellers føles det jo ekstra uoverskueligt.
20. november 2019 @ 19:18
Det påvirker i hvert fald voksen-dynamikken, synes jeg, fordi man kommer til at føle sig udnyttet. Det hele bliver givetvis nemmere, når de bliver så store, at de selv kan cykle rundt og banke på døre, men det fylder godt nok lige nu mere, end jeg havde forventet, det ville.
20. november 2019 @ 07:20
Tænk at Anton fylder 9 år! Jeg kan huske da han blev født og jeg sad der og blev helt rørt. Tillykke 😀
Og tak for gode idéer – de falder på et virkeligt tørt sted, så med hjælp fra dig har jeg nu styr på weekendens skattejagt. Yes!
Also: hvor er det rart at læse at det ikke kun er mig, der synes legeaftaler ikke er det fedeste i verden… det hjælper at vide at vi er flere der lider i stilhed.
20. november 2019 @ 19:18
Haha – det var så lidt! Jeg håber, at “jeres” unger synes, det er ligeså sjovt, som de gjorde her:)
Og ja. 9 år. Sgu også vildt at have blogget så længe, egentlig!?
20. november 2019 @ 19:50
Hvornår skal man overhovedet begynde på hele det hejs? Og hvad er legegrupper? Det lyder gyseligt!
Min ældste på 4,5 har endnu ikke haft en legeaftale og jeg kan efterhånden mærke den dårlige samvittighed lure i baghovedet, men vi magter kun lige akkurat vores egen hverdag med to mindre søskende og livet i lejlighed med trafikeret vej lige ude foran. Heldigvis(?) er han ikke blevet inviteret hjem til nogen endnu.
Selv var jeg sådan et barn, der altid var hjemme ved andre. Som i altid. Jeg har som voksen tit overvejet, om mine forældres venner i virkeligheden var super trætte af mig eller måske havde ondt af mig, fordi min (praktisk talt enlige) mor altid enten arbejdede eller var for træt. Nu er jeg selv en træt mor. What to do.
21. november 2019 @ 08:43
Det er virkelig svært. Og det gør det ikke nemmere, at der er en logistisk forskel på, hvordan vi legede, da vi var børn, og hvordan børn leger i dag. For vi løb sgu da bare rundt til hinanden i kvarteret. Mine forældre var på ingen måde lige så stor en del af set up’et, som jeg er for mine børn – og sådan var det bare dengang. Så måske er det, ligesom med skærme, også én af dem, der er svære, fordi vi ikke har vores egne forældres oplevelser at sammenligne med?
Og jeg tror ikke, der er et gyldent svar på, hvornår man starter, men jeg kan med mine egne børn se, at Frida starter noget tidligere end Anton, og måske er det generelt. At nummer 2 (og 3) har set den store gøre noget, og derfor tidligere ytrer ønsker om det? I hvert fald kan jeg se, at de forældre i Fridas børnehave, som har ældre børn, er langt hurtigere til at foreslå legeaftaler (og nemmere at lave dem med) end dem, hvor børnehavebarnet er deres første. Jeg tror lige, at både børn og forældre skal lære det?
20. november 2019 @ 20:19
Hej Linda.
Tak for at bringe emnet “legeaftaler” på banen. Det har også fyldt meget hos mig i et stykke tid. Jeg læser med med stor interesse og nikker genkendende til den dårlige opførsel, som “andre forældre” lægger for dagen.
Kh Louise
21. november 2019 @ 08:39
Jeg er virkelig glad for, at så mange har lyst til at byde ind, for jeg synes, at det giver mange flere nuancer på noget, vi ellers alle sammen bare går og putter med. Så selv tak:)
20. november 2019 @ 21:51
Det er rart at læse alle jeres holdninger og betænkeligheder ved legeaftaler og -grupper – for jeg har det helt modsat og har aldrig tænkt over at man kan have det så dårligt med legeaftaler. Jeg kan sagtens forstå hvis man føler et pres, hvis lysten eller overskuddet bare ikke rækker til ekstra børn i bilen eller ved bordet. Jeg tager gerne børn med hjem, jo flere jo bedre, jeg tilbyder ofte også at køre dem hjem bagefter (fordi jeg tænker det letter hos modparten der måske er aleneforælder og der er mindre søskende, mrn bonus: så bestemmer man også sluttidspunktet 😉). Jeg arrangerer også legegrupper for klassen (altså laver grupperne) fordi jeg oprigtigt mener det er godt for både store og små at styrke relationerne og komme i hinandens hjem. Jeres fortællinger vil jeg helt sikkert tage med mig, det har givet lig en større forståelse for hvordan det også kan være og opfattes. Og PS min datter vil altid helst lege hos andre, jeg har ikke rigtig knækket koden til hvordan man siger det – det bliver altid noget med at jeg omgår det og er lidt ulden selv a la ‘x spørger om y kan lege i morgen, det kan sagtens være hos os, hvordan passer det his jer?’
21. november 2019 @ 08:37
Jeg er fuldstændig overbevist om, at langt størstedelen af dem, der ikke har det stramt med legeaftler, har det ligesom dig: At de virkelig ikke tænker over, at det for nogen kan fylde på den her måde.
Det er bare så utrolig svært at italesætte, fordi det hurtigt kommer til at lyde som en afvisning af relationen, og fordi det jo er børnenes sociale opsparing, man risikerer at sætte over styr.
Dem, jeg bliver ond i sulet over, er dem, som helt tydeligt går efter pasning/at slippe. For hvis man konsekvent sætter aftaler op, så børnene ikke kommer hjem til én selv, så er det jo også fordi man selv føler sig overvældet af det – og så forstår jeg ikke, at man med straight face bare vipper den over på andre.
Men egentlig kunne det være interessant at høre, hvordan folk har det med voksen-aftaler. Om man også der har brug for, at det er 50/50, eller om man glad og gerne lægger hus til hver gang. Mon det er anderledes?
Når jeg laver aftaler, sørger jeg altid for at skrive som dig den/de første gange. Herefter forventer jeg, at den næste legeaftale bliver planlagt hos modparten, og hvis ikke, melder jeg den ned, med mindre forældrene selv skriver noget i stil med “jeg ved godt, at det egentlig er vores tur, men vi er lidt pressede/skal til møde den dag/whatever”. For når først jeg ved, at forældrene og jeg har det nogenlunde ens ift. at man skiftes, så er jeg ligeglad med, at ungerne er her 4 gange i træk. Det er nok for mig holdningen bag, der er det egentlige issue.
21. november 2019 @ 07:50
Hej Linda.
På Aalborgs Hovedbibliotek kan man få lov at holde børnefødselsdag helt gratis. Det inkluderer noget med et bord i børneafdelingen og ofte en guidet tur af en bibliotekar, og ellers er der bare fri leg med alle faciliteterne, og ungerne plejer at ku få timer til at gå. Man skal selv have proviant og sådan med, men så har man et sted, som ikke er ens hjem, og hvor der er aktiviteter. Jeg nævner det, fordi jeg ikke aner, om der er noget lignende i Esbjerg, eller hvordan børnebiblioteksfaciliteterne overhovedet er der, men måske har de allerede en lignende mulighed, og hvis ikke har de måske lyst til det, hvis man spørger? Det kunne i hvert fald være en mulighed og et tip til næste børnefødselsdag 🙂
Kh!
21. november 2019 @ 08:28
Hej Gitte.
Hvor er det en fin idé. Desværre er mulighederne her i Esbjerg ikke helt så gode. Jeg har brugt både det lokale og det centrale bibliotek rigtig meget, da børnene var små, men begge steder er primært indrettet til de mindste, og selvom jeg holder mine børn i relativ kort snor, når vi er ude, så har vi de sidste par gange, vi har været på hovedbiblioteket fået voksen skæld-ud, fordi børnene larmer.
Jeg har faktisk selv skrevet til biblioteket, at jeg synes, det er SUPER ærgerligt, at de har nedlagt et ellers rigtig fint legeområde, og erstattet det med lidt til de mindste, og så en masse huler med computere og playstation; jeg er med på, at det giver mere ro, men øv, hvor jeg synes, det er en skam, når nu der er så mange andre muligheder et spændende sted som biblioteket.
Men det er stadig skønt, at du skriver, for der sidder helt sikkert læsere på dine breddegrader, som ikke ved det her, men som nu er klar over, at den mulighed er der, så tak for input:)
25. november 2019 @ 22:37
Så skønt at vide at man ikke er den eneste der har hjertebanken fra start til slut når der er legeaftale eller endnu værre legegruppe. Jeg HADER det. Jeg HADER al uroen, jeg er bange for at de ikke hygger sig, at de kommer op at skændes, at mit barn ikke er sød ved de andre og for alt muligt andet. Og vi er sjovt nok også i den situation at 90 % af legeaftalerne er hos os. Nogen gange hører jeg mig selv tilbyde det, blot fordi jeg tror at jeg så har noget ’til gode”, men sådan er det ikke 😮. Troede virkelig at jeg var den eneste, der havde det så anstrengende med den slags!!! Og ja, jeg er også mega-introvert.