Tanker om tabuer
De sidste par dage er jeg flere forskellige steder stødt på ordet “tabu”, hvilket har fået mig til at tænke lidt over begrebet, og på hvordan vi prøver at komme tabubelagte emner til livs.
Da Anne på sin blog skrev om forbudte tanker, man kan gøre sig under en graviditet, skrev hun, at hun havde overvejet at undlade at skrive om det, fordi hun ikke syntes, at det stillede hende i verdens mest flatterende lys, men da det i hendes optik altid er bedre at sige tingene højt, end at lade skam og skyld æde dig op indefra, postede hun indlægget anyway.
Jeg er 100% enig. Når man googler “tabubelagte emner” kommer der en del resultater, der handler om psykiske lidelser, spiseforstyrrelser, misbrug og afhængighed, og der er ikke noget af det, man er tjent med at gå og bøvle med selv. Hvis skæbnen har givet dig en svær hånd at spille, kunne det da lige passer, at du oven i hatten skulle gå og skamme dig over det.
Men der er sket noget over de sidste par år ift. hvordan vi prøver at nedbryde fordommene, synes jeg. For hvor det før var et spørgsmål om at snakke med *nogen* om det, der er svært, er det lidt som om, det er blevet en pligt at tale til alle om det. Hele tiden.
Jeg synes ikke, at jeg lider af berøringsangst i forhold til .. noget, egentlig. Da vi for nyligt på arbejde fik til opgave at skrive en positiv ting om hver af vores kolleger, så alle til sidst fik et personligt brev med 24 virkelig fine skulderklap, var der flere, der hos mig fremhævede, at jeg ikke er bange for at blive i situationer, der er ubehagelige eller spidser til. Alligevel kan jeg mærke, at der er nogen i min digitale omgangskreds, jeg begynder at lægge lidt afstand til; mennesker, der netop lever med noget af det, der af google bliver opfattet som tabubelagt.
I min optik bliver du hverken et bedre eller dårligere menneske af at have det svært. Men jeg bliver stadig træt af dig, hvis du tvinger mig til at forholde mig denne ene ting i din bagage hver. eneste. gang. vi skal interagere, både live og over de sociale medier. Hver ting til sin tid, og selvom jeg virkelig, virkelig godt forstår, at det kan være så befriende at turde tale om noget, der i mange år har været svært, så er som med alle andre emner: Som lytter bliver man sindssyg af, at alt kun handler om den ene ting; at alting skal sættes i forhold til din angst-lidelse eller selvskadende adfærd.
Og problemet er, at man jo ikke siger til en person, der har kæmpet sig igennem noget, der for alle er indlysende svært, at de får 100 kroner, hvis de parkerer det, bare lige et døgn.
Selvfølgelig skal vi rumme hinanden, også – og måske især – når noget er svært, men jeg sidder lidt med følelsen af, at nogle psykologer og coaches glemmer, at hvis menneskerne i din omgangskreds skal blive ved med at lytte og forholde sig til noget, der jo ikke går væk, men som du skal bære med dig hele livet i en eller anden form, så kræver det, at du også forholder dig til, at de har et liv og en virkelighed, der ikke altid er nem. Som jeg læste på Pinterest: “Everybody’s fighting their own shit – try not to be a cunt.”
I princippet kan man jo sige, at det er folks egen sag, hvor lidt eller hvor meget, de vil tale om tingene, og hvor grænserne for deres privatsfære går; sagen er bare, at jeg synes, det næsten kan ende med at give bagslag. Grunden til, at det er vigtigt at tale om tabubelagte emner er jo, at de skal holde op med at være tabuer; at folk ikke skal føle sig saneringsmodne i hovedet, fordi de bakser med at spise rigtigt, eller fordi den gamle nabo på barndommens gade var en klam pædofil. Men hvis tabuer skal nedbrydes, kræver det, at vi taler om dem. Længe. Og hvis folk omkring dig skal blive ved med at lytte, virkelig lytte og forstå, kræver det, at der også ind imellem er pause i talestrømmen, så der er plads til dem.
Hvem ved: Det kunne være, at de gik og baksede med et andet tabu, som verden kunne have godt af at høre om.
Når påskefreden sænker sig
Sikke dog en herlig påske, det har været. Anton og jeg har kørt på batterisparemode, og har kun lige kunne svinge os op til at bage boller og gå i biografen. Vejret har været fantastisk, og vi har labbet rigelige mængder af forår i os, både i mormor og morfars have og på legepladsen. Det var tiltrængt. Ikke mindst for Anton, der – da jeg forleden bad ham sætte tallerkenen over på køkkenbordet efter aftensmaden – slog ud med armene og udbrød: “Jeg arbejder hele dagen! Det kan ikke passe!!”
Det er hårdt at vokse op som slave.
Sidste uge bød også på et besøg af min sundhedsplejerske. Jeg ved ikke, hvordan det er andre steder i landet, men jeg fik tilbudt et graviditetsbesøg, fordi jeg har bedt om at blive holdt lidt ekstra øje med ift. fødselsdepression. Dels har jeg et par stykker af den almindelige slags i bagagen, og dels er man i forhøjet risiko for at få dem, når man får børn alene. Og når man tænker på, hvordan der skal spares alle andre steder i det offentlige system, var jeg virkelig benovet over den nærmest ødsle omgang med tiden her: To timers samtale fik jeg bevilliget. Sgu alligevel imponerende nok, synes jeg.
Og hun er god. Som i: Virkelig god. Hun sagde mange kloge ting, men jeg bed særlig mærke i én af hendes kommentarer, nemlig at hvis vi skal have en anden og mindre kaotisk start, når Frida kommer, end da jeg fik Anton, så er det vigtigt, at jeg allerede nu begynder at drosle ned, så jeg har tid og overskud til at forberede mig, både psykisk og på det helt lavpraktiske plan.
Jeg ved godt, at det lyder så logisk, at man næsten får tandpine over banaliteten i det, men for mig var det bare et af de øjeblikke, hvor noget blev sagt af det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt, lige præcis da jeg var klar til at høre det.
Vi var omkring Angsten, og det, at man er virkelig bagud mentalt ift at kapere det faktum, at der kommer et barn lige om lidt, når man har brugt det første halve år af sin graviditet på at stirre stift ud i luften, og forsøge at undgå at forholde sig til fremtiden, fordi man ikke er sikker på, om kroppen kan holde fast på det lille væsen, og hun var sød at lade som om, det er normalt, at man 17 gange har måtte forlade børnetøjsafdelingen med uforettet sag; officielt fordi det stadig er vintertøj, der er fremme, reelt fordi man låser fuldstændig oveni hovedet, når man ikke er med.
Så jeg har fulgt hendes forslag og brugt noget af påsken på at afslutte ting og sager, og på at forberede nogle af de praktiske ting. Umiddelbart føles det, som om det virker. Kan mærke, at en tiltrængt ro begynder at brede sig i hovedet, og jeg flirter endda med tanken om, hvordan det vil være at holde barsel, hvor der rent faktisk er mulighed for at holde lidt fri, i stedet for at stæse rundt med to-do-lister så lange, som onde år.
Midt i det hele måtte jeg lige omkring fødegangen til et ekstra tjek. Synes pludselig, at der blev moslet mere, end der blev sparket derinde, og kombineret med det faktum, at jeg flere gange pludselig har haft det, som om jeg gik på et meget vippende skib, ringede jeg ind for at høre, om det var noget, der skulle kigges på. Det var det, men alt så fint ud, og for mig er det en enorm lettelse at vide, at jeg stadig ikke har udviklet svangerskabsforgiftning. Man kan få det fra 20. uge, og selvom der er mange prematurbørn, der kommer sig fuldstændigt, er der også en del, der får følgevirkninger af forskellig slags senere hen i livet, så det, at jeg nu er i 32. uge, stadig er rask, og at hun er estimeret til små 2 kg. gør, at jeg ikke længere er så bange for at blive syg.
Den Lamme Arm er stadig lam. Det lille svin. Jeg har fået ret intensiv akupunktur (må jeg i den forbindelse have lov at hade de punkter, der sidder i knoerne og mellem tæerne?), hvilket tager toppen af generne, men jeg får til gengæld brølende hovedpine af det, så er nået frem til, at jeg bedre kan leve med en vissen gren på siden af kroppen, end et hoved, der føles som om, det er forsøgt kløvet med en økse.
Endelig har jeg givet besked til chefen i fitnesscenteret om, at jeg forventer at undervise april ud, og derefter går jeg på barsel. Så er jeg fri for at sidde på sygehuset med veer og pludselig komme i tanke om, at jeg lige skal have sendt et heads up til vikaren.
Så en god og på én gang produktiv og afstressende påske her i sildecity.
Jeg håber, at den også har været god ved jer.
Mussefrygt viser sig at være arveligt
I søndags var Anton og jeg i Aarhus til fødselsdag.
Når jeg selv er afsted til den slags, har jeg min telefon i den ene lomme, min pung i den anden, og lidt kaffe/foder på sædet ved siden af, hvis bølgerne går højt. Når Anton er med ombord, rejser jeg med 1) en kæmpepose med lego 2) 17 bokse og sølvpapirspakker med snacks, man ikke får ALT for fedtede fingre af 3) 6 forskellige dvd’er (fordi det er umenneskeligt at blive bedt om at vælge mellem Frost, Chima og Grusomme Mig) 4) taske med ekstra tøj 5) iPad 6) puslespil 7) isbjørnen Finn 8) vandflaske plus det løse.
Det kræver lidt planlægning. Og da jeg er nået dertil i min graviditet, hvor logistik besværliggøres markant af, at hjernen nærmest er defekt, (sammen med motorikken. Jeg har på nuværende tidspunkt tabt 14 låse til øreringe i afløbet i håndvasken, fordi jeg pludselig ikke længere kan ramme ørestikken, og igår gik jeg ind i en parkeret bil. 3 gange.) er jeg nødt til at pakke ud i bilen af flere omgange.
Da Anton er bygget af eventyrlyst, er det simpelthen for risikabelt at lade ham rende omkring i fri dressur i et område, hvor hjemmehjælpen konsekvent kører i 5. gear. Derfor bliver han i disse situationer fikseret i autostolen, får sine hørebøffer på og så starter jeg dvd’en. Så passer det så fint med, at vi er nået til det punkt, hvor reklamefilmene er overståede, og filmen skal startes, når vi skal køre. (Her kunne man indvende, at der bare kunne spoles hen over disse med fjernbetjeningen, selvom man kørte. Det ville være rigtigt, hvis ikke en eller anden blond idiot havde smidt den væk.)
Humøret var højt, der var rosiner i pakken, og alt var godt, da jeg gik ind efter 3. læs tasker.
Da jeg kom ud igen, sad Anton, spændt som en flitsbue, i stolen, mens tårerne væltede ud af hovedet på ham, og SKREG i ren, panikslagen rædsel.
Det viser sig, at de stadig reklamerer for tegnefilmen Ratatouille. Som er den med rotten. Som Anton, uvis af hvilken grund, har været hysterisk ræd for, siden han så et glimt af den første gang. Han løber glad og ubekymret hen imod kamphunde på gaden, så sent som idag måtte jeg spurte efter ham, da han løb op af en skrånende stenvæg, der endte i et frit fald på 3 meter (hvem fanden BYGGER den slags!?) og moderen har det markant mere anstrengt med bassinkanter og havneanlæg end barnet. Men en tegnet rotte med en snude på størrelse med en tennisbold? Satan selv i forklædning.
Vi har siden søndag snakket meget om, at “musen ikke kommer”, og de sidste par nætter har vi også lige måtte tænde lyset et par gange, så alle tilstedeværende kunne sove videre i tryg forvisning om, at der ikke stod gnavere på 2 meter med røde øjne og rabbies i hjørnet og ventede på at sætte tænderne i de af os, der uforvarende kom til at lukke øjnene.
Det er fint nok, at jeg lige får et barn mere, når nu jeg er i fuld gang med at ødelægge det, jeg allerede har.
Stormen før stilheden før stormen
Shit, hvor jeg pludselig synes, tiden går hurtigt. De sidste 14 dage har været mere end almindeligt pressede; selvom jeg på forhånd havde L-O-V-E-T mig selv, at denne graviditet ikke skulle have samme hektiske slutspurt, som den sidste, er det alligevel sådan, tingene er ved at udvikle sig.
Jeg har 100.000 ting, jeg gerne vil have fulgt til dørs og overleveret på en ordentlig måde, inden jeg trækker stikket, og samtidig er der også nogle barsels- og babyting, jeg så småt skal til at have kigget på, men modsat sidste gang, har jeg faktisk sluttet fred med, at hvis jeg skulle være så uheldig at trække endnu en svangerskabsforgiftning, så er der ikke et eneste punkt på min to-do-liste, der er tvingende nødvendigt at få vinget af. Det er nok en af de største fordele ved at være kommet tæt på familien; der er nogen, der kan hjælpe – også på den helt tunge måde – hvis vi løber tør for strøm.
Jeg har stadig 10 uger tilbage, så på papiret har jeg god tid. Når jeg alligevel begynder at træde lidt hårdere på speederen, skyldes det, at jeg sidste gang fik konstateret svangerskabsforgiftning i 32. uge, hvilket betyder, at jeg – nu hvor jeg er i 30. uge – mentalt er gået i “alle-tjeks-kan-ende-med-en-sygemedling”-beredskab. Hvor jordemødrene mener, at min risiko denne gang er mindre, mener lægerne at den er større – hvilket faktisk ikke betyder det store for mig: Det er jo underordnet, om risikoen så kun er 1%, hvis jeg er den ene gravide ud af de hundrede, der lægger ryg (mave?) til den nederen del af statistikken.
Sidste gang var jeg tilmeldt et fødselsforberedelseskursus i starten af december, men eftersom Anton er født d. 18. november, nåede jeg aldrig omkring måtterne og teorien om de stødvise vejrtrækninger. Det kom f.eks. rimelig meget bag på mig, at man skulle igennem to slags veer. Derfor har jeg kastet mig over Anja Bays ‘Smertefri fødsel’-bog, og ligger artigt på gulvet hver aften og ligner en anspændt idiot, for selvom titlen ligger et kontinent eller to fra min erindring om, hvad en fødsel er, tænker jeg alligevel, at al forberedelse må være bedre end ingen.
I forhold til udstyr har jeg fået købt to sutter. Hvilket nok ikke falder i kategorien “imponerende”, men hvis alt andet kikser, er internettet jo gudskelov opfundet, så selvom jeg igen skulle blive idømt Den Stillesiddende Staf, ender den lille nok med at få tøj på kroppen alligevel.
På det HELT lavpraktiske plan laver jeg nu to gange om ugen aftensmad i portioner, der ville gøre enhver hjemmeværnskogekone misundelig, så jeg slipper for at tænke på aftensmad de første mange uger. Jeg har fået fulgt op på de skide streptokokker, og ved nu, at jeg skal være indlagt i 2 døgn efter fødslen (riiimelig vigtig info, når man er alene med et barn…), jeg er igang med akupunktur for føleforstyrrelserne i mine arme og forstrækningen i mavemusklerne, og jeg er kommet i tanke om, at jeg nok skal have anskaffet mig en autostol, str. smølf.
Endelig har jeg læst et par bøger om at udvide børneflokken (virkede nødvendigt, efter besøget af min kammerat og hans datter på et år: Da hun for 3. gang tog Antons yndlings-Chima-figur, kiggede han på mig og sagde venligt, men bestemt: “Babyen skal gå hjem nu”…..), jeg er igang med at lære det nye pumpprogram, fordi jeg nægter at give slip på mikrofonen, og så har vi mus. Igen. Fucking hell. Men denne gang har jeg besluttet, at det fandme skal være løgn, så jeg har mentaltrænet ved at messe sætningen: “En død mus er en god mus” 400 gange om dagen, og er nu nået til det punkt, hvor jeg helt, helt afslappet lige skriver den sms færdig, jeg er igang med, når jeg kan høre, at en af fælderne klapper.
Så status på livet lige nu: Rimelig højt tempo over hele linjen, ikke de store forkromede tanker om noget, der ligger mere end to matrikelnumre væk, og lidt mere kaffe, end den anbefalede mængde, mens jeg så småt begynder at forberede mig på at tage tingene, som de kommer.
Top 5 over mennesker, jeg ikke forstår
1) Fædre, der beholder deres blue tooth headsets på, når de henter børn i institutionen. Prøv at tage din hånd op til øret. Jo, prøv nu. Tag den ned. Hvor lang tid tog det? 1 sekund? 2? Der er jo ikke tale om en antenne, hvor man, hver gang man monterer den, skal starte med at lede længe og irriteret efter signalet, og derfor er nødt til at lave et “Everybody freeze!!”, når man endelig rammer noget modtagelse. Tag den af.
2) Damer, der bruger skumgummivaskeklude, når de bader. Så meget skal vi aldrig spare. Og hvis du alligevel skal, så giv mig et heads up; så giver jeg sgu en liter Palmolive med mandelduft.
3) Forfattere og journalister, der skriver svære og/eller engelske ord i kursiv eller citationstegn. Får spat. Beslut dig for, hvem du skriver til: Hvis din målgruppe forstår ordet uden anden forklaring end 4 små, omgivende prikker, eller en let hælning på 20 grader, så forstår de det også uden. Hvis ikke, så op dig og find et lettere forståeligt “synonym”.
4) Tekstforfattere, der får penge for at lege med ord, og kvitterer med løsninger som “Webinar” og “Spa-losophy” (ffs!)
5) Den mand, jeg forleden så komme gående i rask stavgang – med to blindestokke som stænger.
Hvornår får de stillekupeer på sygehusene?
Forleden var jeg på hospitalet for at få lavet en sukkerbelastningstest, fordi jeg – ligesom da jeg ventede Anton – er lidt for dygtig til at blive tyk.
Skulle man være lykkelig uvidende om, hvad en sådan test går ud på, følger forklaring her: Man faster fra midnat (altid træls, men grænser til tortur, når man er preggo), og næste morgen stempler man ind hos enten egen læge eller på sygehuset, får taget en blodprøve, nedsvælger et par deciliter af noget virkelig vammeltsødt stads, sidder helt stille i 2 timer og venter, får taget en ny blodprøve, og så må man gå.
I Aarhus fik jeg den lavet hos egen læge, og jeg kan huske, at jeg sad på sygeplejerskens kontor i dejlig, ophøjet ensomhed og strikkede, mens jeg ventede på, at de to timer skulle gå. Jeg fandt det voldsomt kedeligt, men ak, havde jeg bare vidst…
For denne gang skulle den laves på sygehuset, og i optimeringens navn, blev vi placeret 3 tykke damer på rad og række, og så sad vi dér.
Når jeg er gravid, er jeg grund-rasende, jeg er aldrig ret god til ventetid, og når jeg så oveni har fastet 12 timer, bliver jeg nærmest dødbringende. Havde derfor for en sikkerheds skyld iført mig min helt, helt stille og sammenbidte personlighed, og det var kun på grund af den, at jeg ikke kom til at snerre, da hele undersøgelsen blev skubbet en halv time, fordi en af de andre damer kom for sent.
Under normale omstændigheder synes jeg, at small talk er ret hyggeligt, og jeg er ikke superstram ift. hvilke emner, jeg snakker med relativt fremmede mennesker om. Jeg er socialt anlagt, og vil faktisk betegne mig selv som rimelig åben, både som taler og som lytter. Men en sjælden gang møder jeg mennesker, som jeg, helt instinktivt, har lyst til at kvæle.
Som f.eks. min sidemand.
Og det er sgu ikke for at være tarvelig, vel? Men der er virkelig nogen, der lige burde løbe deres valg af emner igennem i hovedet, inden de åbner munden og delagtiggør resten af verden i dem.
Hun lagde hårdt ud med at fortælle om sin kæreste, og hvor svært det havde været, da de ventede det første barn, fordi han “var kommet til at lave en baby på to forskellige damer med 3 måneders mellemrum.” Det havde været en svær tid, ikke mindst fordi han “samtidig gik og ventede på sin dom for uagtsom manddrab.”
Jeg ville ønske, det her var noget, jeg fandt på.
Herefter gik den muntre rute gennem samtlige medlememmer af hendes mødregruppe, hendes fødsel, hvordan hendes søn havde fået svamp i hele tarmsystemet, fordi hun havde fået svamp i brysterne (med hertilhørende grafisk fremstilling af, hvordan den slags ser ud), og hvordan hun under sin indlæggelse lige havde sat samtlige sygeplejesker og et par jordemødre på plads *knips-knips*.
Desværre var jeg her nødt til at afbryde hende, fordi jeg havde noget arbejde, jeg simpelthen var nødt til at lave. *Holder-telefonen-op-med-beklagende-ansigtsudtryk*
Har dog skam nok i livet til at ønske, at jeg havde justeret volumen inden, så de ikke 3 stuer henne havde kunne høre mig blive budt “VELKOMMEN TIL P3 PODCASTS MED MADS & MONOPOLET!”
På den anden side: Hvis man lever fint med utroskab og uagtsomme manddrab, tilgiver man nok også de små, hvide løgne.
Angst æder sjæle op
Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, ikke at have skrevet graviditetsindlæggET. Da jeg ventede Anton, bloggede jeg vist nærmest ikke om andet end det, og jeg kan mærke, at kontrasten giver mig dårlig samvittighed, fordi det kommer til at føles/lyde som om, den her graviditet ikke er lige så inderligt ønsket, som den sidste.
Intet kunne ligge længere fra sandheden.
Sagen er bare, at det først er inden for de sidste 4-5 uger, hvor jeg virkelig er begyndt at mærke hende, at jeg er begyndt at turde tro på, at der kommer et barn til sommer. Måske I føler, at vi har snakket nok om alt det der pletblødning, men i forhold til, hvad det fylder i hovedet, når det foregår flere gange om ugen, kan jeg forsikre om, at vi ikke er i nærheden af at have snakket nok om det. De første 5 måneder har derfor været ét langt loop af hurra-jeg-er-gravid/fuck-nu-går-det-galt, og for ikke at smadre min forstand fuldstændigt imod det, kan jeg mærke, at jeg nærmest har lukket mentalt ned for det. Hvor jeg med Anton ikke kunne knytte mig hurtigt nok til ham, har jeg med Frida været så bange for at miste hende, at jeg næsten ikke har turde forholde mig til hende. Det har jeg grædt mange tårer over, for det var jo slet ikke sådan, det skulle være. Denne graviditet skulle være den, hvor jeg vidste, hvad det hele handlede om; som jeg sejlede afslappet igennem, med overskud i rigelige mængder som naturlig følge, og det har faktisk været en meget bitter pille for mig at sluge, at den sidste graviditet, jeg kommer til at gå igennem, har været nærmest det stik modsatte af det.
Derudover er der en del fysiske skavanker, der er fulgt med denne gang, som har fået lov at fylde mere, end de er berettiget til, fordi al mit overskud er ædt væk af at være bange. I starten var kvalmen virkelig slem, dernæst kom den uendelige halsbetændelse og forkølelsen, som jeg stadig ikke er sluppet af med. Jeg har ikke kunne mærke min højre arm siden starten af december, og min højre hånd har lige siden summet og prikket så voldsomt, at du ville kunne skære mig i fingrene, uden jeg kunne mærke det. Jeg bøvler meget med hovedpine, som flere gange har været så slemt, at jeg har kastet op af det, den seneste urinprøve viste, at jeg skal være blandt de 10-30 % gravide kvinder, der har fået Gruppe B Streptokokker, og så har jeg taget ca. 1000 kilo på, selvom jeg virkelig tænker over, hvad jeg spiser.
Og hvor jeg med Anton udelukkende var opfyldt af den boblende glæde, der følger med ideen om, at et barn er en slags avanceret accessorie, som i overført betydning bare kræver lidt omrokering af møblerne i et af værelserne i livets hus, er jeg denne gang virkelig bevidst om, at det sidste gang endte med, at vi rev hele huset ned, og byggede et nyt og meget anderledes et af slagsen, hvor det gamle havde stået.
Jeg glæder mig ligeså meget som sidst, men jeg kan mærke, at glæden går hånd i hånd med nervøsiteten, for når jeg har født, er der to børn, der er afhængige af mig, og som jeg har så mange ideer om, hvordan jeg gerne vil gøre livet godt for. Denne gang er det ikke en mulighed at blive så chokeret, at jeg bare sidder på en stol i hele dage af gangen og græder. Ud over en baby, kommer der også til at være en lille mand, som de sidste 4 år har udgjort hele min verden, som jeg gerne vil passe på, og sikre, at han ved og forstår, at der aldrig nogensinde vil blive mindre kærlighed til ham, selvom vi pludselig er 3 i stedet for 2.
Og det er jo ikke fordi, jeg ikke har tænkt de her ting igennem inden jeg valgte at sætte skibet i søen, og jeg er stadig fuldstændig overbevist om, at det her på lang sigt er den største gave, jeg kan give Anton – men jeg skal stadig forholde mig til, at det menneske, jeg elsker allerhøjest i hele verden om 3 måneder skal igennem en fase, der i bøgerne bliver beskrevet med ord som: “tab, sorg og vrede” .
Når ALT det er sagt, forsøger jeg at huske, at jeg er sindssyg af hormoner, og at der er omstændigheder, der er anderledes – og langt mere optimale – denne gang. Vi er tæt på det helt nære netværk, og der er nogen, der kan køre på apoteket for os, hvis vi bliver syge. Vi har bil, bor i hus og ikke i lejlighed, og vi skal ikke til at rykke livet op med rode med al den sorg og fortvivlelse dét medfører. Mit liv idag er indrettet efter børn, og jeg skal ikke først komme mig over forskrækkelsen over, hvor lidt tid, man pludselig har til sig selv, at aftensmad er noget, der foregår senest kl.17, og at nattesøvn er en sjælden luksus. Frida er et sommerbarn, og jeg har en ide om, at det måske bliver marginalt lettere at klare de første måneders mangel på søvn, når det trods alt er lyst, når man står op, og kroppens energiniveau ikke går ned kl. 16 sammen med solen. Min kommende sundhedsplejerske er den samme, som jeg fik tildelt, da vi flyttede herned, og hun er fantastisk, og indtil videre er min oplevelse af sygehuset hernede langt mere positiv, end min oplevelse af Skejby.
Så. Jeg kan mærke, at sindsstemingen er mere koncenteret og fokuseret end sidst, og at jeg forsøger at ruste mig til det, der kommer, men samtidig begynder jeg også endelig at mærke, at al den opsparede frygt og ængstelse jo i virkeligheden bare er kærlighed, der har længtes efter at få lov at folde sig ud.
Top 5:
Over tidspunkter, hvor jeg – i en alder af 38 år – kan skræmme livet af mig selv, helt uden at anstrenge mig:
* Når jeg om natten er på toilettet, og kigger ud af mit skråvindue, og hver gang lige når at tænke, inden jeg kigger: “Hvis der står en mand nede på vejen, helt stille, og kigger op på mit vindue, så *dør* jeg af skræk!” (Serviceinfo: Ligestillingen er ikke nået til seriemorderfaget endnu.)
* Når jeg efter selvsamme toiletbesøg åbner døren og lige når at tænke: “Hvis der er noget (og med “noget” mener jeg en hybrid af Gollum og de der SINDSSYGT uhyggelige børn fra japanske gysere) på vej på alle 4 op af min trappe, så *dør* jeg af skræk!”
* Når jeg om aftenen skal have en dansk vand, som jeg har stående uden for min terassedør, og jeg ikke kan se noget som helst derude, fordi der er mørkt udenfor og lyst indenfor: Det virker både oplagt og sandsynligt, at Dansk Øksemorderlaug holder deres årlige generalforsamling i lige præcis min have.
* Når jeg hører en lyd om natten. (= Generalforsamling slut, tilbage til arbejdet, folkens!)
* Når Antons spiderman-vågelampe med sensor tænder af sig selv om natten, selvom både han og jeg ligger helt musestille under dynen (fordi vi hørte en lyd).
Jeg er ikke rask.
Je suis fatiguée
Når jeg forsøger at forholde mig til de seneste 24 timer i København, har jeg det som om, nogen har stukket en stavblender ind igennem mit ene øre, og har forvandlet min hjerne til puré. Ligemeget hvordan jeg vender og drejer hele situationen, ved jeg simpelthen ikke, hvad den gør ved mig. Og medierne – eller rettere: Dem, der gives og tager sig taletid i medierne – gør mig ikke klogere.
Der bliver ført slet skjult valgkamp, og der bliver citeret Martin Luther King. På halvdelen af alt, hvad jeg læser, skal alle med anden hudfarve end porcelæn vippes ud af landet på røv og albuer, på den anden halvdel er alle muslimer gode mennesker, og den eneste fare ved islam, er den paranoide Angst, den fremkalder i den vestlige verden.
På midterlinjen står et par millioner mennesker og råber, at vi skal stå sammen og ikke lade os kue.
Og ovre i en meget fjern afkrog af Jylland, sidder jeg så og spekulerer på, hvordan vi konkret skal gør det? For det er da en smadder god ide – jeg ved bare ikke, hvordan jeg helt lavpraktisk forventes at gribe det an? Og det siger jeg hverken for at provokere, eller for at være sjov. Hvordan “rykker vi sammen”? Ved at trykke flere muhammedtegninger? Ved at flere partiformænd fordømmer en handling, som meget få ville forsvare? Ved at lave flere opslag på facebook om, at vi ikke må skære alle over en kam og at nous sommes Charlie?
Tonen er blevet så hysterisk på begge sider af bordet, at jeg efterhånden har svært ved at finde nogen, der siger noget, der falder i tråd med det, jeg tænker om hele terror/attentat/indvandrer/flygtning/integrations-debatten.
På den røde fløj jeg tilhører, er det som om, at hele segmentet er så bange for at blive beskyldt for at være racister, at vi sammenbidt insisterer på, at der ikke findes mennesker, der får deres religion galt i halsen, og bruger den til at forvolde ondt. På den blå fløj nedstammer alle muslimer i lige linje fra Bin Laden, og sover 12 mennesker i ét rum, fordi de bruger resten af værelserne i den kommunalt betalte lejlighed til opbevaring af sprængstoffer og plantegninger over strategisk vigtige bygninger.
Jeg savner en stemme midt i det hele, der taler højt nok til, at vi kan høre den om, at der findes en gruppe af mennesker i blandt os, som decideret ikke vil os det godt, men som også minder os om, at ligesom ikke alle mænd er pædofile, så er alle muslimer ikke terrorister. Og som forholder sig til begge dele.
En stemme, der siger, at verden idag er blevet mindre, fordi det tager ca. 6 sekunder fra du får en ide, til den kan ses på den anden side af jorden, og at verden derfor ikke nødvendigvis blevet mere ond; det er bare blevet lettere for dem, der leder efter noget at hævne at finde det.
En stemme, der ikke deler alle argumenter op i ytringsfrihed på den ene side og unødvendig provokation på den anden.
En stemme, der påpeger det fornuftige i, at en borger henvender sig til myndighederne, når vedkommende ser noget mistænkeligt i et tog, også selvom det viser sig at være en studerende med en printer. Havde det være en *hvilken* som helst anden forbrydelse, man havde mistanke om, ville alle efterfølgende være enige om, at hellere en gang for meget, end en gang for lidt, i stedet for at hån-le af Alle De Andres fremmedeangst. Men som også forsigtigt tør påpege, at selvom hele situationen i Paris var ubegribelig og forfærdelig, så røg mediedækningen måske en *lille* smule ud af proportioner, fordi det var pressen, der skulle formidle nyheden om et angreb på pressen.
Kort sagt: En stemme, der taler om den virkelighed, som udspiller sig omkring os, uden at blive rabiat til hverken den ene eller den anden side.
Men inden jeg går ud og leder efter den, har jeg også brug for at sige, at hvis der sidder en eneste politibetjent blandt mine læsere, så håber jeg, at nogen de næste mange måneder smører både dine og dine kollegers fødder i salver og olier og strør rosenblade for jer på jorden, I betræder. Jeres uselviske indsats det seneste døgn har berørt mig dybt. Tak for jer.
Om børnevacciner og måder at argumentere på
Igår læste jeg en artikel i politiken, hvori børnevacciner blev diskuteret. De to debaterende parter var hhv. en professor og en sygeplejerske; professoren var for vaccinerne og sygeplejersken imod, og havde i øvrigt fravalgt vacciner til sine egne børn.
Jeg ved, at holdningerne er delte, og at det her nok efterhånden er på linje med holdninger til organdonation og religiøs overbevisning: Vi kan diskutere det, til vi bliver blå i hovederne, men vi bliver ikke enige med den gruppe, der repræsenterer det modsatte synspunkt af vores eget, simpelthen fordi det handler om så grundlæggende værdier, at argumenter ikke bider på.
Jeg er pro-vacciner. Meget. Både fordi jeg virkelig mener, at det er en god ide at udrydde så mange af de her børnesygdomme, som muligt (ikke mindst fordi jeg i min tid som tolk indtil flere gange er stødt på børn, hvis mødre er blevet smittet med røde hunde under graviditeten), og fordi du ikke kun vælger at udsætte dit barn for sygdommen, men også kan risikere at smitte nogen, for hvem det ville være et virkelig stort problem at blive smittet (f.eks. gamle eller gravide) hvis du undlader at lade dem vaccinere. Og inden nogen råber, at så kunne de jo bare selv sørge for at blive vaccineret, kunne vi fx. pege på gruppen af flygtninge og indvandrere, der kommer fra lande uden vaccinationsprogrammer, eller snakke om, om man som forældre virkelig husker at snakke vacciner med sine børn 25 år efter, at man fravalgte, at børnene skulle have haft dem, hvor de har nået en alder, hvor det kan have meget alvorlige konsekvenser at blive smittet.
Men det, der irriterer mig mest ved den her diskussion er, hvor ofte jeg hører argumentet “jeg havde jo selv røde hunde/mæslinger/fåresyge som barn, og det var altså ikke specielt slemt”. Måske er det fordi, jeg har set mig arrig på netop denne måde at argumentere på, nu hvor jeg er gravid, og støder på den i mange sammenhænge. Da jeg f.eks. selv skulle tage stilling til, om jeg skulle have influenzavaccinen, byggede en stor del af de argumenter, jeg hørte imod at lade sig vaccinere på, at alle havde haft influenza før, og det var jo ikke så slemt. Der var stort set ingen, der fremhævede, at man f.eks. kan gå for tidligt i fødsel eller få lungebetændelse af at få influenza som gravid. Eller da gravide Lisbeth Østergaard på sin IG-side postede et billede af sig selv i træningscentret, hvortil tre kvinder (heriblandt en jordemoder) skrev nogle meget forsigtige pip om, at man skal tage den lidt med ro med styrketræning, når man er gravid (jordemoderen var endda så sød at forklare hvorfor), og det blev skudt ned af ca. 1000 kvinder, der selv havde styrketrænet under deres graviditet, og det “var der jo ikke sket noget ved”
Ej, men hvad fanden er det for et argument?? Jeg har to gange været impliceret i færdelsuheld; begge gange uden at der skete noget med mig – men derfra og så til at konkludere, at færdselsuheld ikke er farlige for nogen, synes jeg da, at der er et stykke vej?
Der er jo ca. 10.000 faktorer, der spiller ind, i forhold til om styrketræning er en god eller en dårlig ide for den enkelte gravide, men at antage – og rådgive – ud fra nul saglighed eller specialviden om området, men udelukkende på baggrund af egne erfaringer, virker på mig bare direkte dumt, og som meget lemfældig omgang med risici på andres vegne.
Hvis sygeplejersken i artiklen om børnevaccinationer havde brugt faglige, saglige argumenter, som fx. “Man ved, at 1 ud af 3000 smittede børn, dør af mæslinger. Man ved, at 1 ud af 1.000.000 får alvorlige bivirkninger af vaccinen. Jeg vurderer, at risikoen for bivirkninger er større, end risikoen for dødsfald af sygdommen, og derfor undlader jeg at vaccinere mine børn” ville jeg muligvis være mere tilbøjelig til at forstå hendes side af sagen (her lyver jeg meget i forsøget på at holde en sober tone), men jeg synes virkelig, at man er en dårlig repræsentant for sin sag, når man som udgangspunkt “tænker på, om det ikke er lidt hys at vaccinere alle børn”, og griber til fakta indsamlet på de sociale medier, og sit eget – i det store billede meget beskedne bidrag til den samlede statistik – eksempel.
(Jeg ved, at jeg med dette indlæg risikerer at træde nogen over tæerne, og det vil jeg på forhånd gerne beklage. Jeg skriver det ikke i mangel på respekt for de mennesker, der reelt har oplevet bivirkninger af vacciner. De har min dybeste sympati. Men for hver børnesygdom, vi ikke får udryddet, vil der være en langt større gruppe af børn, der oplever virkelig kedelige konsekvenser og i værste fald dør af sygdommen, og jeg synes desværre, at dette argument fuldstændigt er forsvundet, så dette er blot tænkt som my two cents til debatten.)