Bloggen

For tiden er der flere af mine venner, der deler denne artikel fra Informationen på FB; den handler om, at forældre måske skal tænke lidt mere over, hvor mange og hvilke billeder, de deler af deres børn på de sociale medier.

De første mange gange jeg så artiklen delt, kunne jeg mærke, at jeg næsten ikke orkede at gå ind og læse den, fordi overskriften alene (“Forældre misbruger deres børn som medieobjekter”) signalerer lidt for meget hellighed til mig, men idag valgte jeg så alligevel at klikke på linket. Der er jo aldrig noget forgjort i at udfordre sig selv.

Efter endt læsning vil jeg sige, at jeg egentlig synes, at der er et par gode pointer i den. Jeg kan ret godt lide vinklen med, hvordan det for os forældre ville føles, hvis det var barnet, der fotodokumenterede vores liv, og suverænt bestemte, hvad der skulle deles med resten af verden. Men jeg bliver bare så skidetræt af, den slags artikler altid antager, at dem, der forbryder sig mod det, man lige her harcelerer over, gør det, fordi de er afstumpede, ligeglade netnarkomaner, der udelukkende fokuserer på egne behov.

For det eneste argument, der fremføres i artiklen, som værende forældrenes begrundelse for at lægge billeder af børnene op, er “jagten på anerkendelse og eftertragtede likes”. Stort set samme argumentation blev brugt i artiklerne om de skrækkelige forældre, der sad på legepladserne rundt omkring i Danmark med deres smartphones i hænderne, der huserede for nogle måneder siden: De antog også, at det handlede om, man ikke gad at være sammen med sine børn, men i stedet valgte det digitale fællesskab, mens ungerne stod som personificede indbegreber af Bragolins grædende børn, og ønskede, at deres forældre ville se dem. Og om 20 minutter kommer alle artiklerne om, at forældre afleverer deres børn i institutionerne i sommerferien, så de kan gå på cafe og realisere sig selv.

Selvfølgelig findes de. Både de forældre, der fotodokumenterer ALT, hvad børnene foretager sig, uden øje for, hvad der måske for ungerne på sigt ikke er så fedt at have liggende i cyber. Ligesom der også findes forældre, der aldrig løfter blikket fra skærmen, når de er ude med afkommet, og dem, der virkelig ikke magter at holde ferie med deres børn. Men hvorfor pokker er det, at vi mistror hele den samlede forældrestand, fordi der findes brodne kar? Det svarer jo til at antage, at alle mandlige pædagoger er pædofile.

Jeg har stor respekt for, at der er nogen, der bevidst vælger, at deres børn ikke skal husere på de sociale medier, før de er gamle nok til selv at tage stilling til, om de vil være der. Ligesom jeg også respekterer dem, der fravælger facebook, stemmer på andre partier end mig, og ser meget DR2. Det er ikke det hele, jeg forstår, men, som min far altid siger: “Det er der heller ingen, der forlanger, Linda.”

Jeg lægger billeder op af Anton, fordi han er det bedste, jeg ved i hele verden. Jeg er så ubegribelig stolt af ham, og jeg har hele tiden lyst til at pege på ham, og råbe: “SE!!” fordi han i mine øjne er det vildeste, og jeg *fatter* ikke mit held over, at lige præcis han landede hos mig. Men jeg tænker selvfølgelig over, om jeg udstiller ham, eller lægger noget op, der kan blive kilde til forlegenhed senere, inden jeg poster det. Ligesom jeg helt naturligt går ud fra, at alle mine veninder gør, inden de poster billeder af deres børn.

Jeg tager også somme tider min telefon frem på legepladsen. I know. Jeg skulle meldes. Jeg gør det, fordi jeg har brugt hele morgenen derhjemme på at se, at mit barn er Kaptajn Kno, der kan flyve, når han har sit forklæde omvendt på, og som kan lande på en ekstra sej måde, når han hopper ned fra et helt bestemt sted i vindueskarmen, på at smøre ham ind i den forhadte masse ‘solcreme’, på for 24. gang at høre om kagen, de fik hos Nikolaj, da de var til fødselsdag i fredags, og på at finde og pakke sæbeboblerne med Spiderman (IKKE dem med McQueen, mor!) – og derfor ikke har haft mulighed for at skrive indkøbsseddel, eller tjekke op på min veninde, som lige har mistet sin far. Jeg vil vove at påstå, at det ikke ville være hverken svært eller hårdt at have børn, hvis man bare kunne parkere alle de andre elementer, livet består af, og udelukkende koncentrere sig om at fokusere på dem – men sådan hænger verden jo for pokker ikke sammen. Der er stadig arbejde, der skal passes, praktiske ting, der skal ordnes og en omgangskreds, der skal tages vare på, fordi ingen mand er en ø.

Og artiklen om børn og billeder kunne sagtens være skrevet uden at hænge the scarlett letter om halsen på 80% af alle forældre, og føje endnu et punkt til listen over ting, vi skal have dårlig samvittighed over. Pointerne ville have været lige fine.

Så i denne tid, midt i denne valgkamp, hvor historisk mange forholder sig til, at tonen i den politiske debat er pilrådden, fordi politikerne kritiserer det, de andre står for, i stedet for at fortælle, hvad det er, de gerne selv vil, kunne vi jo passende prøve at gøre det samme selv, i stedet for bevidstløst at udstede fatwaer mod alt, vi ikke er enige i.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive om valgkampen, dels fordi jeg selv finder det enormt trættende, at den er OVERALT, og dels fordi jeg selv har første gang til gode at læse et standpunkt på et socialt medie, for derefter at tænke: “Gud ja! Sådan havde jeg slet ikke tænkt på det. Nu skifter jeg grundlæggende politisk standpunkt.”

Men jeg kan mærke, at jeg brænder sammen af frustration, hvis jeg ikke får det her ud af systemet. Hvis man er ved at brække sig over politik, lover jeg, at jeg ikke bliver sur, hvis man lister stille ud af bagdøren igen, og kommer tilbage en anden dag.

Men hvis jeg hører en eneste politiker eller et medlem af en blå tænketank mere, der udtaler sig om, at arbejdsløse skal have endnu mindre, end de får nu, og jages ned på gader og stræder på en måde, der giver associationer til jødernes betingelser i starten af 40’erne, bliver jeg nødt til at sætte ild til mig selv.

Jeg kan uden at anstrenge mig nævne mindst 10 mennesker i min omgangskreds, der er blevet fyret inden for de sidste par år. Fælles for dem er, at de til forveksling ligner mig, når vi kigger på demografiske forhold. Der er tale om kvinder og mænd lige omkring de 40, der har lange eller mellemlange uddannelser bag sig, som måske har et par børn, og som lever – for denne gruppe – fuldstændigt gennemsnitlige liv, uden luksus eller vilde overforbrug. Der er tale om mennesker, der valgte uddannelser, da de var færdige med gymnasiet eller handelsskolen, og selvom nogle af dem har været mere målrettede end andre, når de siden hen har søgt jobs, er der alligevel en meget høj frekvens af tilfældighed involveret, når vi ser på, hvem der endte hos hvilke virksomheder. Og hvem der derfor idag har et arbejde, og hvem der er blevet fyret.

At reducere de udfordringer, det for dem har afstedkommet at miste deres arbejde til, at det handler om, at de ikke gider arbejde, fordi de får for meget i kontanthjælp er en fornærmelse.

Jeg FORSTÅR ikke, at vi ikke snakker om, at en fyring kan være med til at slå hele dit liv fuldstændig skævt. At vi ikke forholder os til, at det i meget høj grad handler om held, om du har et arbejde eller ej. Jeg forstår ikke, at der findes så mange mennesker, der ikke er bange.

For jeg er bange. Jeg er endog rigtig bange for at blive fyret. Af et nærmest uendeligt antal af grunde. For det første ville det i løbet af relativ kort tid betyde, at jeg skulle forholde mig til, om vi skulle flytte; om det ville være dyrest at ofre penge på en flytning, eller om jeg skulle satse på, at der var udsigt til et job inden for så nær en fremtid, at det bedre ville kunne betale sig at blive boede. Jeg ville være bange for at gå psykisk ned, hvilket for mit vedkommende ikke ville være grebet ud af den blå luft: Jeg har 3 gange haft behandlingskrævende depressioner, som hver gang har været udløst af, at jeg har haft for lidt at fodre min hjerne med. Jeg ville være bange for, hvordan dette ville påvirke mine evner som mor, og min mulighed for at tage mig ordenligt af mine børn. Jeg ville efter kort tid begynde at føle mig udenfor, når jeg var sammen med mine venner, som stadig havde jobs. Jeg ville begynde at isolere mig, fordi jeg ikke ville kunne holde ud at sidde og byde ind med min dag på det påtvungne truckcertifikatskursus på AMU, sammen med de mennesker, som jeg indtil for ganske nyligt havde opfattet mig selv som ligeværdig med. Jeg ville synes, det var en fremmed, jeg så i spejlet, når hun derinde pludselig var sådan en, der var udstyret med en sagsbehandler og tvunget ind i et system, der er så desillusioneret og fattigt på optimisme, at ingen længere forventer noget af dig overhovedet. Jeg ville græde, når jeg var nødt til at melde fra til alt, som Anton gerne ville, fordi vi ikke havde råd til andet end det allermest nødvendige, og jeg INGEN mulighed havde for at ændre på dette faktum. Og jeg ville ikke engang have overskud til at kaste mig over berigende hobbyer, der kunne holde mit intellekt og min åndelige udvikling stimuleret, fordi jeg hele tiden ville blive afkrævet dokumentation for, at jeg ikke bare sad derhjemme og åd køberoulade fra Netto, mens jeg så den ene dårlige tv-serie efter den anden, og nød min tårnhøje kontanthjælp.

Alt det bliver for mit vedkommende holdt fra døren af mit arbejde, som jeg hver ENESTE dag takker alle højere magter for, at jeg har.

At man ikke kan se, at det er held der gør, at det er andre, der sidder i den miserable situation, og ikke én selv; at man ikke forstår, at fordi du idag har et arbejde at stå op til, betyder det ikke, at du har et i morgen, er beyond me.

For mig ville det svare til at påstå, at man selv kan bestemme, om man vil være syg eller ej. Og inden nogen i den forbindelse får den gode ide at skrive, at man kan gøre meget for at passe på sig selv, så tillad mig at minde om Lene, der levede langt sundere end gennemsnittet og alligevel fik kræft i hjernen og døde.

Det er muligt, at vi for 20 år siden havde et samfund, hvor en gruppe af mennesker faktisk hellere ville gå derhjemme, end at være på arbejdsmarkedet, og du kan sikkert også – hvis du leder længe nok – finde nogen, for hvem det er sandt idag. Men jeg kender ingen arbejdsløse, der ikke ville give både højre og venstre arm for at komme tilbage til et liv, hvor de kan genkende sig selv og hvor de får lov til at gøre en forskel, både derhjemme og derude, fordi de laver noget, de holder af.

I en ond afkrog af mit hjerte ønsker jeg inderligt, at arbejdsløshed og alt hvad der følger med, må ramme den del af det arrogante, blå segment, der lige nu har travlt med at pege fingre og føre valgkamp på andre menneskers ulykke. Lad os se, hvordan mistænkeliggørelse og social deroute føles, når man er vant til at padle rundt i tænketanken iført Armani og blind tiltro til, at egen fortræffelighed er nok til aldrig selv at blive underlagt konsekvenserne af de udtalelser og anbefalinger, man med så rundt hånd deler ud af.

I flere dagblade har der de senest dage kørt historier om, at børn af ikke-dansktalende forældre er blevet brugt som tolke i det danske hospitalsvæsen, og jeg kan flere steder se både politikere og hospitalsdirektører udtale sig med både undren og indignation over, at dette kan ske.

Jeg kender kun de fremmedesprogstolke, jeg har mødt gennem mit eget professionelle virke som tolk de seneste 13 år, men jeg kan berolige dem, der frygter, at der måtte være tale om en slags skjult racisme med, at det halter over hele linjen ift. brug af tolk i den danske sundhedssektor.

Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg er kommet ud på en afdeling, og har hørt en variation af sætningen: “- men det klarede vi da bare lige selv, ikke Hr. Sørensen?” efterfulgt af et *sådan en smule sprogbarriere skal da ikke skille os ad!*-klem i hånden, kunne jeg læne mig tilbage i min pengetank og bruge resten af livet på at nyde synet af min formue. Samme historie, hvis jeg havde fået en krone for hver gang, jeg har måtte bryde et af de vigtigste kodeks i mit fag, nemlig at en tolk aldrig blander sig, og med både stemme og tegn har måtte sige: “Tolken er ikke sikker på, at brugeren forstår, hvad det er, der skal ske”, fordi det ikke hjælper at bestille en tolk, der kan komme og tolke de sidste 10 minutter, inden man skal på operationsbordet, når personalet på en afdeling ikke har gjort brug af tolk ved de indledende undersøgelser. Eller de gange jeg har måtte løbe en sygeplejerske ned på gangen, som kunne forklare og svare på patientens spørgsmål, fordi man – mange års uddannelse til trods – som overlæge tilsyneladende ikke kan eller vil forstå, at vi er tolke, der kommer og tolker det, som hospitalet har bestilt os til, og derefter skal videre til andre opgaver, så “det må du lige snakke videre med ham om, når I kommer hjem; jeg har ikke tid til at stå her og forklare det igen!” derfor ikke giver mere mening, end hvis jeg forventede, at overlægen selv tog med brugeren hjem, når undersøgelsen var slut.

Hvis jeg skulle komme med et bud på, hvad problemet er, ville jeg pege på, at det danske sundhedsvæsen simpelthen ikke er vant til at skulle tage hensyn. Hvilket jo et langt stykke hen ad vejen er forståeligt nok: Selvom det kan være vanvittigt irriterende som patient at sidde og vente 9 timer på at komme til at tale med en læge, så har de fleste af os jo alligevel forståelse for, at en meget stor del af opgaverne på et hospital er akutte, og at det må være graden af alvor, der bestemmer rækkefølgen, vi bliver tilset i, og ikke hvem, der kom først. Det harmonerer dårligt med at skulle bestille en tolk til en samtale, fordi man dermed låser både læger og sygeplejersker fast på i et bestemt tidsrum.

Dertil kommer, at der sjældent bliver oparbejdet nogen form for erfaring på de respektive afdelinger. Selvfølgelig er der afdelinger, hvor man gør meget brug af tolk, og hvor det derfor bliver rutine at bestille og få opgaverne planlagt rundt om den tolkede samtale, men på afdeling 242 har de måske 2 døve patienter på 5 år. Eller 2 somalipatienter. Og Kirsten, der var primær kontaktperson på den sidste patient, og som derfor har en svag erindring om, at der var noget med en tolk, har desværre ferie i den uge, hvor den anden patient finder vej til afdelingen, så ingen ved noget. Ikke engang at de faktisk ifølge sektoransvarlighedsprincippet er forpligtede til at bestille tolk. Jeg har masser af gange oplevet, at personalet på et hospital fralægger sig enhver form for ansvar, og bare afvisende siger, at “det må patienten selv stå for; det er ikke noget, vi har noget med at gøre” hvis de bliver spurgt, om der er bestilt tolk til en kommende undersøgelse.

Jeg er med på, at det handler om, at personalet på sygehusene rundt omkring er pressede. Der er *ingen* der står op om morgenen og tænker: “Hvordan kan jeg være det størst mulige røvhul på mit arbejde idag?” Men det er simpelthen så vanvittig urimeligt at lade som om, det ikke er et problem, at et menneske, der er sygt, og dermed formentlig både bange og underskudsramt, ikke forstår, hvad der skal ske. Eller at pålægge dem eller deres børn (som også er bange) at være de stærke, der skal stå fast på, at der SKAL bestilles en tolk. Ikke mindst fordi det ikke kræver ret meget fantasi at sætte sig i deres sted: Forestil dig, at du er på ferie i Etiopien, pludselig får ondt og skal på hospitalet, hvor du ikke fatter et eneste ord af, hvad personalet siger. Overhovedet. Hvor tryg ville du være ved at lade dig bedøve og skære i? Eller ved at lade dine børn høre – før dig – hvad du fejler, så du både bliver frataget muligheden for at vurdere, hvad de skal vide og hvordan nyheden skal overbringes? Og hvor du må brænde inde med dine spørgsmål til din behandling, fordi du enten ikke kan gøre dig forståelig eller ikke kan holde ud, at dine børn skal forholde sig til dit sexliv eller overlevelsesprocenten ved netop din sygdom? Ville du stole på, at dit barn på 12 år havde fået rigtig fat i, hvordan din medicin skulle doseres? Eller kunne udholde tanken om, hvor meget voksenansvar, de pludselig bliver pålagt i en situation, hvor du ikke kan støtte dem og hjælpe dem med at bære det?

Det får lov at ske, fordi det – heldigvis – ikke sker ret ofte, for faktisk tror jeg, at selv den mest forhærdede overlæge med tiden ville få en dårlig smag i munden, hvis han var vidne til dette flere gange om ugen. Men fordi det måske sker på den enkelte afdeling engang hvert andet år, kan man leve med at lade som om, at det er en undtagelsessituation, som man derfor bare skal have løst på bedste beskub.

Man glemmer bare, meget belejligt, at det for patienten er den virkelighed, de bliver mødt med hver gang, de er i kontakt med sundhedssektoren.

Det er ikke i orden, og jeg håber virkelig, at det fokus, der kommer på hele denne problemstilling nu, kan være med til at gøre livet mere trygt for de mennesker, der i årevis har været i klemme.