Tanker fra en bil-kø

* Uh! Katastrofeblink på. Har han set mig bagved? Det har han. Godt.

* Heldigt, jeg tog afsted i god tid. Det kan jo faktisk sagtens være en mulighed for et pusterum, det her. Jeg har kaffe. Jeg skal bare være. Dyyyyhbe indåndinger.

* Folk, der stresser over bilkøer må simpelthen lære at køre tidligere hjemmefra, og at slippe ideen om, at vi kan styre alting med viljens kraft.

* Jeg har ondt af dig, Audi-forretningsmand. Hvor er det trist, at du lever et liv, hvor du bliver så presset over en bilkø.

* Bumbumbum…

* Hvorfor kan jeg egentlig ikke lære teksten til “Total eclipse of the heart”?

* Gad vide, hvad man kalder det, når man fremstiller æbler? Æble…avl? Dyrkning?

* Ok, vi holder godt nok *meget* stille. Nå, pyt. Jeg har stadig god tid. Træk vejret iiiind. Puust ud. Godt, jeg huskede at tisse hjemmefra.

* Ej, nu må der faktisk godt snart ske noget.

* Hvem holder vi med i X-Faktor i år?

* Det burde simpelthen være fyringsgrundlag, når uddannede journalister udtaler det ‘lanciere’.

* Tænk hvis alle mennesker i hele verden er én og samme person, bare på forskellige niveauer af inkarnering. Eller hvis tiden ikke er lineær, men sideordnet, og vi, hvis vi blev i stand til at kigge sidevers gennem skiverne, kunne se os selv i både 1840 og 2059.

* Tager sgu lige et par panodil.

* For helvede. Nu skal jeg tisse. Forbandede kaffe.

* Oooog jeg kommer officielt for sent.

* Skidegod ide, Oakley-spade. SKYND dig forbi. Der er helt sikkert fri bane 10 meter fremme.

* Hvem fanden er det, der ikke kan finde ud af at bygge motorveje i det her land!? Det burde da være indlysende for enHVER, at 3 spor ikke er nok!?

* Kom nu. Komnukomnukomnu.

* FUCK!FUCK!FUCKFUCKFUCK!!! KOOOOOOOOOM!!! NUUUUUUUU!!!!

* Om 200 år, når de finder den her bil-kø med alle vores mumificerede kroppe, vil de undre sig over, hvilket sært millenialt ritual, vi var igang med.

* Jeg håber, Lasse finder min testamente-bog med mine nedskrevne direktiver om, hvem der skal have hvad. (Og at han husker at destruere det, vi har aftalt…)

* Bevægede vi os lige!?

* Ja! Ja! Ja! JA! JA!!! MOOOOOOOVE M*THERFUCKERS!

(* Note til selv: Tjek prisen på énmandsfly. Og blodtryksdæmpende medicin. Og bøger om zen og om at have ro med at være til stede i nuet.)

En tirsdag morgen i Fridas sko

5.10: Hallå? Haaaallååå? HaallÅÅÅÅÅ?? HAAAAAAAllÅÅÅÅÅ? MUUUUUUAAAR? AAAAAAAAATOOOOON? HAAALLLÅÅÅÅÅÅÅÅ??!!

5.11: Nå, der var du. Du skal endelig ikke få stress. Tag det andet bukseben på, få det våde hår væk, lad være med at forsøge at kysse mig, og før mig STRAKS til Anton!

5.12: ANTON!! Hvor har du VÆRET!? *kys-kys-kys*

5.14: Hvorfor tager det så lang tid med den mad, mor?

5.18: Uhm!! Øllebrød med flødeskum! Det er det BEDSTE, jeg ved!

5.20: Hvad er det, du har på din tallerken? Det ser bedre ud end mit. Prøver du at snyde mig? Giv noget.

5.21: Jeg hader øllebrød! Øllebrød er det værste i hele verden! Hit så med dine havregryn, din nærrigrøv!

5.22: AD! Prøver du at forgifte mig!?

5.45: Tøj på? Nej tak. Nej, sagde jeg!! N.E.J!!

5.48: FINT!!!! But I won’t like it!!

6:05: Kom, Anton. Vi går ind på dit værelse, og leder efter ting, med en diameter på under 1,5 cm, eller noget, der kan tegne på væggen.

6:10: MOAR! Anton driller!

6:15: Hvad sidder du med der, Anton? Det låner jeg lige…og løber! Du kan ikke fange mig, du kan ikke fange mig!

6:16: Ok, sure dame. Slap af. Det var jo bare for sjov. Hvad står der oppe på det bord der? *mærke-mærke* Du gemmer noget for mig, ikke? Garanteret noget lækkert.

6:16: Bevares. Du ved da ikke, om jeg kan lide kaffe.

6:17: Jeg vil op til dig. Nuuu-huuu!

6:17: SÆT MIG SÅ NED!

6:20: Jeg vil gerne have hestehale, mor.

6:21: AAAAAAAAAAAV!!! HVAD LAVER DU!?!

6:30: Solcreme. Hahahaha. Glem det

6:35: Kan du se, at det var bedst, at jeg selv fik lov? Som jeg sagde? Og halv gas med martyrminen. Borde og stole kan vaskes, og den trøje klædte dig alligevel ikke.

6:40: Jeg får lige den tandbørste der, for det var da vist Hitler, der underviste på tandbørstekurset, den dag du deltog.

6:50: Hurra – skal vi ud? Super! Jeg finder lige min cykelhjelm.

6:51: Jeg ved ikke, hvorfor du bliver ved med at snakke om den bil? Giv mig nu bare den hjelm på!?

6:52: Tak.

6:59: Vi ses senere, mor. Så kan vi også lige snakke om den cola, jeg så, du havde gemt bagerst i grøntsagsskuffen. Møsmøs.

(Fotocred: Moster)

Zenbuddhismens højborg

For et års tid siden blev der i Antons børnehave kørt et projekt, hvor børnene én gang om ugen over en periode på et par måneder, blev ledt gennem en guidet meditation. Anton var – modsat hvad jeg havde forventet – ret vild med det, og jeg besluttede mig for, at vi skulle prøve der derhjemme.

Som så ofte før blev det ved de gode intentioner, fordi hverdagen var, som hverdagen er, og vi kom aldrig igang, men for en måned siden, syntes jeg, at der nu endelig var så meget ro på, at vi kunne starte op, fordi det var realistisk, at vi kunne gøre det fast et par gange om ugen.

Jeg gik på YouTube, søgte på “kropsscanning, børn” og valgte den første, der kom frem. Jeg forklarede Anton, hvad der skulle ske, vi lagde os, side om side, under hver sit tæppe og det tegnede sådan set meget godt.

Efter 3 minutter var det blevet så for meget for Anton, at han kastede sig over mig og bed mig i næsen.

– hvilket nok mere var den reaktion, jeg i tidernes morgen havde forventet i børnehaven.

Nå, men al den snak om meditation fik mig til at savne at gøre det selv. For mange år siden gik jeg ind i mellem et sted på Kystvejen i Aarhus, hvor der var en slags drop-ind meditation. Jeg har for længst erkendt, at jeg ikke kommer til at være sådan én, der sætter mig i lotusstilling og slukker min hjerne, og selvom alle meditationer starter med “ – og kommer der tanker, er det ok. Registrér dem, og slip dem igen” forestiller jeg mig stadig, at det er bedst, hvis den procentvise fordeling mellem tanker/ikke-tanker ikke er 98/2.

Så. Jeg er bedst til, at nogen tager mig i hånden og giver mig noget at tune ind på, så jeg kan fokusere på dét.

I et anfald af “NU skal det være!!” besluttede jeg mig derfor for at sætte en måned af til projektet, for lige at komme igang. Aftalen med mig selv var, at jeg hver aften skulle bruge 15-20 minutter på det, og så, når måneden var gået, skulle tage stilling til, hvor ofte, jeg havde lyst til fortsætte.

Første aften oprandt. Jeg gentog, fuld af optimisme, rammesætningen fra den mislykkede session med Anton. Ned på gulvet. Dæmpet lys. Tæppe på. Og *play*.

Efter 4 minutter havde jeg lyst til at bide mig selv i næsten. Hold nu kæft, hvor er det svært, når man ikke er i form. Min bevidsthed klør, som har den fået nældefeber, og jeg kan pludselig mærke ALT. Er det her gulv ikke lidt hårdt? Hov, min ene fod stikker lidt ud under tæppet. Hvad var det for en lyd? Skal jeg egentlig ikke pudse næse, av, min hårelastik strammer, den pære (i gadelampen, ffs!) er lidt skarp osv. osv. osv.

En ekstra udfordring, jeg havde glemt, jeg har, er også, at min tolerancetærskel for det alternative er voldsomt lav. I det sekund vi kører krystalmarker og engle i stilling, afblæser mit overjeg hele missionen.

Til mit forsvar er jeg nødt til at sige, at internettet ikke arbejder sammen med mig her. iTunes har kun 4 hits, når man søger på guidet meditation, og You Tube har en million, men af VIRKELIG svingende kvalitet. Herunder følger et lille udpluk af mine aftener under tæppet den seneste uge:

1) Hmm.. Yogainstituttet? Det lyder lovende. *klik*

“Træk vejret dyyyyyhhhhbt ind. Og puuuuuuhhhst ud. Det er ok, hvis du går i trance” 

Øhm.. wft? Efter 20 sekunder? Er det også ok, hvis man ikke gør? (Dumt spørgsmål. AAAAAHHLT er ok på yogainstituttet.)

2) Hvad med hende der? Hun ser dejlig almindelig ud. *klik*

Blablabla om dybe indåndinger og tanker. “Nyd at du er en junik sjæl, i en junik krop (pls stop). Din junikke skæbne er en del af Guds junikke plan med dig”

Aaaaand we’re up.

Nå. Hvad fanden så?

3) Noget mindfullness? *klik*
“SÆT! DIG! GODT! TIL! RETTE! (ok, han virker lidt ..bestemt..) TRÆK! VEJRET! HELT! NED! I! MAVEN! OG! PUST! UD!”

Det er jo ligesom at få tæsk med en sten af en 67-årig kar-kirurg, det her.

Måske noget engelsk? Jeg er da ok god til engelsk, og hvor svært kan det være at slappe af på udenlandsk?

4) ‘A spoken guided medtitiation’. Det lyder dejlig konkret. *klik*
Aaaah. Deeejlig musik. Dejlig stemme. Det tegner godt… Det er da lige det her, jeg har ledt efter. Han er virkelig god! Hvor gammel mon han er? Han lyder som en på .. 55? Hov. Tanke. Giv slip. Puuuust ud.

Hold kæft, perseverance er et fedt ord! Udholdenhed? Vedholdende? Hvilket tegn ville man egentlig bruge, hvis man skulle tolke det? Tegnet for ‘fortsætte’? ‘prøve igen-igen-igen’? Neeeej, ikke helt det samme. Hvad med –  Interpersonel er også fedt! Kunne man slippe afsted med bare at udtale det på dansk? Eller er det træls?

Suk.

Hvad så med sådan noget natur-noget? Noget med nogle træer og sådan?

5) En mental skovvandring? Det kan jeg godt være med til. *klik*
“Hello-ohohoh. And welcome-ome-ome-ome”. (står hun inde i en tom fabrikshal og råber det, eller hvad?) (Ej, Linda. Ikke så sur nu. Giv det en chance)

“Over-er the-e next-xt-xt half hour-our-our, we-e-e will explore-re-re your inner-er godess-es-es-es” 

Det bliver et stort nej tak herfra. Jeg tror, jeg taler for os alle, når jeg siger, at det er vi ikke klar til.

Jeg vil gerne tildeles point for ikke at give op.

Langt om længe er jeg landet hos én, der hedder Lykke Emilie, som jeg – hvis jeg skal være ærlig – valgte, fordi hendes bud på en meditation var 14 minutter langt. Ja, undskyld. Jeg ved godt, at det cirka er verdens dårligste argument, når vi bevæger os i den her genre. Men den har faktisk vist sig at være ret god. Der er ingen gudinder eller solopgange, man skal “tage ind” (but how??) og hun har gemt yogastemmen, til man er droslet så langt ned, at man ikke føler sig slikket i øregangene.

Her, halvanden uge inde i mit projekt, har jeg fået det ud af det, at jeg sover virkelig godt. Som i: VIRKELIG godt. For første gang i 7 år, vågnede jeg forleden af mig selv og følte mig udhvilet. Måske er det tilfældigt, måske er det ikke, men jeg har i hvert fald tænkt mig at fortsætte måneden ud, og se, om det bliver ved.

Og lige præcis idag, kan man ikke sige ‘måned’, uden at smide den her:

 

Glædelig 1. maj.

Et døgn på Blogsbjerg.

Eller: “Hvorfor jeg ikke blogger mere, end jeg gør”

Kl. 4.50: Frida vågner på den meget insisterende måde, og jeg vælter ud af sengen, griber hende i en flyvende tackling og løber nedenunder, så hun ikke vækker Anton, mens jeg lover-lover-LOVER mig selv, at I AFTEN går jeg i seng i det SEKUND, der er ro. På badeværelset har hun en fest på puslebordet, og jeg dør af 8 omgange over, hvor sød hun er. Jeg giver hende tøjet på, jeg lagde derned i aftes, alt imens jeg varmer mig ved selvfedmens lune bål over, at jeg er sådan en tjekket og organiseret mor.

Kl. 5.30: Efter at have boltret os med sværd, kastestjerner og Spiderman, som andre på matriklen har det lidt stramt med at dele, og som derfor kun bliver brugt i smug, er den lille fis ved at være klar til at blive puttet i barnevognen udenfor. (Undtagen når Gorm, det fede svin, er på besøg, og plankeværk og trampoliner flyver højlydt gennem luften.)

Kl. 6.00: Jeg kravler op i sengen, hvor Anton ligger og putter, og roser mig selv for at være sådan en nærværende mor, der sørger for at være der for begge mine børn, lige fra dagens start.

Kl. 6.02: Anton synes nu, at vi har snakket rigeligt, og udbeder sig iPaden, som jeg rækker ham, mens jeg kan mærke, at jeg før tog helt fejl: Jeg er en falliterklæring af en mor, der lader sine børn gå for elektronisk lud og koldt vand.

Kl. 06.03: Jeg beslutter mig for at bearbejde den traumatiske erkendelse ved lige at lukke øjnene 5 minutter, og bruger den næste halve time på at blunde til lyden af japanere, der smadrer hinanden med lyssværd, mens de råber på virkelig dårligt engelsk.

Kl. 7.00 Har nu badet og tegnet øjne på, og lovet mig selv, at jeg skal have fundet på noget, så jeg kan komme til frisør og få udbedret K3 skaderne. Ligner én på 80.

Kl. 8.00: Efter mange og lange forhandlinger, er Anton nu opstanden, påklædt (dog stadig med bare tæer, da det åbenbart en straf, der rangerer på linje med et ophold på Guantanamo at skulle iføres strømper), affodret og præsentabel.

Kl. 8.15: Frida vågner, og eskorteres fra barnevognen og direkte ud i bilen. Anton fragtes til børnehaven, og vi kører vinkende derfra, mens jeg lettet konstaterer, jeg kl. 6.03 var helt galt på den: Jeg er en overskudsmor, der afleverer mit barn sent, og alt er godt.

Kl. 8.45: Frida og jeg er hjemme igen, og der lægges an til grød. Det kan godt ske, at hun er en slow starter, men når først hun beslutter sig for at gøre noget (som fx. at blive født), går det som lyn og torden. Efter i mange uger at have betraget grød med inderlig skepsis, angriber hun nu tallerkenen på en måde, man ellers kun kender fra tv-programmer om udsultede løver, der endelig har fået nedlagt den halte gazelle.

Kl. 9.30: Barn affodret, leget med, skiftet og puttet, og jeg kaster mig over dagens to-do liste, som jeg lavede i aftes, som den strukturerede mor, jeg er. Jeg undrer mig på daglig basis over de uhyrlige mængder af vasketøj, 3 mennekser kan producere, så får kørt de obligatoriske maskiner, tømt opvaskemaskinen, skoldet flasker, lagt gårdagens vasketøj sammen, støvsuget, redt senge osv osv osv osv. Livet med små børn er virkelig meget lidt rock n’ roll.

Kl 11.00: Frida vågner, fodres, skiftes, og derefter er der er dømt “Ude af huset”-pligter, som fx. indkøb, lægebesøg osv, hvorunder jeg martres af dårlig samvittighed over, at jeg er sådan en lortemor, der bare slæber sin baby med rundt, som om hun var en taske. Det hjælper ikke, at jeg denne gang har fået verdens mest tålmodige barn, der bare sidder lige så stille og kigger. Stakkels, STAKKELS understimulerede barn.

Kl. 12.15: Kommer hjem og har på forhånd stress over, at Frida skal nå at sove, så hun kan nå at vågne, så vi kan hente Anton, så han ikke skal henslæbe flere timer end allerhøjest nødvendigt i opbevaringsboksen børnehaven. Lader varer stå i bilen, fodrer, skifter og putter, og bruger tiden, hvor der skal visses med vognen, på at svare på mails og sms’er, og på at love mig selv, at ligeså snart, der bliver et hul, så skal jeg også have trawlet min e-boks igennem, så jeg ikke glemmer eller overser noget vigtigt. Har heller ikke blogget eller svaret på kommentar i 400 år. Gør den grusomme opdagelse, at jeg er den stressede mor, der ikke er til stede i noget af det, jeg gør, og beslutter straks, at fra nu af vil vi være et af de hjem, der har “beskidte gulve, men glade børn”, som de skriver på Pinterest.

Kl. 13.00: Frida sover, og jeg henter varerne i bilen, pakker ud, forbereder aftensmaden og hænger vasketøj op, mens jeg ærger mig lidt over, at Pinterest ikke skriver, hvad man stiller op med dé pligter.

Kl. 14.30: Frida vågner, og vi henter Anton.

Kl. 15.00: Forsøger at undgå at snerre af nogen, mens begge børn er sure og kontrære, ingen vil dele, og poserne med den drivvåde flyverdragt, og det gennemmudrede termo- og regntøj, som alt sammen som skal vaskes, (Pinterest, du melder bare ind *anytime*) hænges op strategisk rigtige steder ift. radiatorer, og vendes 100 gange som fucking oksestege, så det hele kan nå at tørre til i morgen, står i entreen og stirrer bebrejdende på mig. Er nu millimeter fra selv at ringe til statsforvaltningen og bede dem om at gribe ind.

Kl. 16.00: Ro genoprettet. Frida puttes, og jeg iler ind til Anton og tilbyder ham økologisk korrekte aktiviteter, mens jeg high fiver mig selv over at Se mine børn, og Møde dem, hvor de er.

Kl. 16.15: Går ud og smørrer madpakker, mens Anton ødelægger det puslespil, jeg selv endte med at samle, fordi han ikke gad.

Kl. 16.30: Frida vågner, og er utilfreds, og herfra handler det om at manøvre varsomt gennem de næste to timer, mens man husker at trække vejret dybt, og nogle gange tager Kampen Om Aftensmaden (som er ulækker), og andre gange bare erkender sit nederlag og finder havregrynene frem. Ånder ind og ud gennem raserianfald over, at venstre ikke kan være højre, at man ikke bare kan spise mælk af en tallerken til aftensmad og at mormor engang har været en baby (ffs!), samtidig med, at jeg laver ansigter og leger tittebøh med Frida, der har tændt for “NOT amused!”-lyden, mens vi ligger på gulvet i en episk eksplosion af lego. Spiderman kører på fjernsynet, og jeg er nu sådan en mor, der for længst har opgivet at forholde mig til, om det er skadeligt for nogle af ungerne at se tegnefilm, hvor ting springer i luften og alle tæver hinanden.

Kl 18.00: Forlader Sarajevo ’92 som det står, og gelejder alt afkom op af trappen, og smider det i blød.

Kl. 18.45: Alle mand lander i dobbeltsengen, hvor der læses højt af to bøger efter eget valg (undtagen Bamse-historien, som jeg nægter at læse, fordi jeg får forhøjet blodtryk af ord som “Bamlet-skørt” og “Tivertifald”) og synges to sange. Jeg forsikrer, at jeg kommer tilbage, kysser ældstebarn godnat, justerer belysning, og sætter mig ind og giver Frida mad.

Kl. 19.30: Alle børn er puttede og sover. I en fjern afkrog af min erindring, kan jeg godt huske, hvad jeg lovede mig selv i morges, men jeg trænger.sådan.til at sidde lidt og trække vejret ned i noget vin.

Kl. 19.31: Kommer nedenunder og konstaterer, at jeg stadig ikke har fået mig en au pair, der rydder op. Får genetableret mit hjem, pakket tasker og skrevet to-do-liste til morgendagen, og er tilbage ved fornemmelsen af, at det er mig, der har the upper hand.

Kl. 20.10: Ok, skal i seng LIGE om lidt – skal bare lige se sidste halvdel af det afsnit af Greys Hvide Verden, som jeg blev afbrudt i i går, fordi Frida vågnede og var sulten.

Kl. 20.40: … bare lige ét afsnit mere…

Kl. 21.15: Der ringes på klokken på førstesal, og Den Tjenende Ånd Mor iler op med maden, så der ikke vækkes flere børn end højest nødvendigt.

Kl. 22.00: Frida sover igen, jeg lister i seng.

Kl. 02.00: – og står op og ammer.

Kl. 02.45: Tilbage under dynen.

Kl. 04.50: Men i AFTEN går jeg i seng, så snart, der er ro!

Papirøen

Når jeg sidder i et venteværelse eller i et tog og keder mig, elsker jeg, at jeg har både underholdning og mails lige ved hånden på min telefon. Når jeg pludselig bliver spurgt, om jeg kan et eller andet en bestemt dag, er jeg også ret vild med, at min kalender altid er med i lommen, og jeg elsker-elsker-elsker, at jeg kan holde min kontakt til det offentlige på et absolut minimum, fordi der er on-line selvbetjening på det meste.

Men når folk begejstret snakker om det papirløse samfund, vi er på vej hen imod, kan jeg mærke optræk til et mildt anfald af panikangst, for selvom ovenstående er skidepraktisk, er vi nødt til at være enige om, at vi ikke kan gå helt digitalt.

Af mange grunde.

Jeg nævner i flæng:

* Bøger. Når jeg møder nye potentielle venner, eller begynder at date en ny mand, sørger jeg, som noget af det første, for at komme til at kaste et “tilfældigt” blik på vedkommendes bogreol. For jeg er nødt til at sige, at man faktisk godt kan nå at gro seriøs antiparti mod folk, hvis man udelukkende skal lære den læsemæssige side af deres personlighed at kende, gennem artikler de liker på facebook. Og det virker måske lige offensivt nok at begynde at browse på deres kindle, når de går ud efter en kop kaffe. Men det siger da meget om mennesker, hvad de læser. Jeg er f.eks. meget lidt finkulturel; også når det kommer til bøger. Min bogsamling består af en skønsom blanding af engelske rockbiografier, Ringenes Herre, krimier og Harry Potter. Og det kan vi da ligeså godt få på bordet fra starten, tænker jeg? F.eks. så den litteraturhistoriker, jeg på et tidspunkt datede, decideret forpint ud, når han passerede min bogreol – og uden at skulle drage forhastede konklusioner, konstaterer jeg bare, at vi ikke er gift idag. Han så kortvarigt lettet ud, da han fik øje på den hyldemeter, jeg anskaffede, da jeg datede en filosof, og forsøgte at begribe, what the fuss was about, men jeg måtte skuffe ham: Jeg kom aldrig til at forstå det. Enten kedede jeg mig bravt, eller også forstuvede jeg nærmest hjernen, da jeg kæmpede mig igennem Kafka, Kierkegaard og Zen & kunsten at vedligeholde en motorcykel. Min bogreol siger det, som det er: Jeg er bare en simpel pige fra landet.

* To-do-lister. Ligesom det er verdens tarveligste fornemmelse at trykke aggressivt på ‘Afslut’, når man i en telefonsamtale har lyst til at hamre røret så hårdt på, at det knækker på midten – ligeså fesent er det at sidde og mussetrykke “backspace-backspace-backspace” når man har lyst til at fejre sin egen effektivitet med en store, fede, overstregninger, efterhånden som man arbejder sig igennem sine mange gøremål.

* Huskesedler. Jeg kommer ofte i tanke om ting, jeg skal huske, mens jeg er igang med noget andet, fx. at tale i telefon, og det virker måske knap så irriterende, at man lige grifler “Gave, Susanne” ned på en seddel til sig selv, end at skulle have folk på højtaler, så man kan lave en note eller en alarm på telefonen. Ligeledes smider jeg ofte sedlerne et sted, hvor jeg er sikker på at se dem, fx. på min madpakke i køleskabet…

* Bøger. Igen. For hvad med æselører og overstregninger? Hvordan skal vi nogensinde blive i stand til at lære noget igen?

* Breve med afdelingsangivelser, tidspunkter, datoer osv. af den slags, som man før ville have hængt op på sit køleskab. Simpelthen så røvirriterende at skulle sidde og rode rundt i sin telefon, hver gang man glemmer en del-oplysning. Hvilket for nogle af os er ret tit. (Undtaget dette punkt er dog de gange, hvor man vælger at glemme brevet eller simpelthen hele sin taske, når man skal ud af døren, og ender med at stå på hospitalet uden nogen som helst ide om, hvor man skal hen eller hvem skal snakke med. Hvilket gør det relativt svært at få hjælp i receptionen.) (Her er naturligvis tale om et helt tænkt eksempel.)

* Bunker. Jeg imødeser en fremtid med et nærmest uendeligt antal forglemmelser. For jeg arbejder med bunker, delt op efter, hvor vigtigt noget er. Og er faktisk også relativt god til at sætte i mapper og få smidt ud efterhånden. Digitalt? Åh, jeg må le. Min E-boks er én lang scroll-tur af uoverskuelig, dårlig samvittighed. Jeg har 17.000 breve liggende, hvis eneste indikation af indhold er “Esbjerg Kommune”. De få gange, hvor jeg – med års mellemrum – bliver ramt af “ej, nu skal det sgu også være slut med at være så utjekket!”, og derfor laver mapper og sorterer derinde, bliver det næsten værre, for når et dokument ikke længere ligger i indboxen, sletter min egen mentale harddisk al erindring om, at det nogensinde har eksisteret.

Ved næste valg går min stemme til det parti, der som mærkesag har ‘Papirets Bevarelse’ på partiprogrammet.

Hvis nogen i mellemtiden vil mig noget, sidder jeg ovre i hjørnet og klamrer mig til min printer.

Mange kærlige hilsner

Egtved-pigen

Her går det:

Godt med:

* at spise is. Meget is.

* ikke at have svangerskabsforgiftning. Har nærmest det modsatte: Til scanningen i uge 25 blev hun vurderet til at være 6% for lille. Til scanningen i uge 31 sagde tallene 8,5% over gennemsnittet.

* selvtilfredsheden, efter at have nærlæst min værkstedsregning, og derefter henvendt mig på værkstedet med spørgsmålet om, om de ville være rare at forklare de 4 punkter på regningen, der ud af det blå var blevet både 2 og 3 gange så dyre, som de var på tilbuddet. Modtog idag ny regning, der i stedet for 5000 lød på 2500. Undskyld mig et øjeblik, mens jeg lige løber ud og highfiver mig selv.

* at undervise i pump. Kan ikke lave armstrækkere på tæerne mere, men ellers er det mærkelig nok det tidspunkt, hvor jeg bevæger mig mest ubesværet.

* at bygge rede. Har fået sorteret Antons aflagte babytøj, fyldt fryseren med mad, ordnet barnevogn og klapvogn, købt og samlet møbler, købt bleer og modermælkserstatning osv. osv.

* at lave et barn med hår. (Hår. Ved jeg nu, efter at have spurgt sygeplejersken, hvad det var for noget søgræs, vi kunne se på skærmen.) (Jamen, hvad fanden ved jeg? Som nogen måske husker, var Anton skaldet som et æg til han fyldte 3.)

* at nyde udsigten til snart at få min krop igen.

Mindre godt med:

* at forstå, at det så betyder, at der kommer et barn om mellem 3 1/2 og 7 uger.

* fodtøj. Kom i morges til at tude af raseri over, at jeg ikke kan tage mine sandaler på på under 5 hele fucking klokkeminutter, fordi de 4 spænder bare ikke er ret kompatible med føleforstyrrede fingre, der ikke kan mærke, hvad de har ved og en KÆMPE mave, man ikke kan nå ned over.

* at takle, at mine svinedyre super nova alarmer ikke lige er klar til en omgang til. Det blev jeg bare noget så utrolig pisse træt af. Specielt fordi jeg faktisk har været meget omhyggelig med at passe på dem, så de kunne bruges til en eventuel 2’er.

* at rumme at svaret i Babysam var, at de “da godt kunne prøve at sende dem over”, men at jeg skulle være “indstillet på at betale omkring 1000 kr. for det”. Havde glemt hvor meget jeg hader Babysam. Det kommer tilbage til mig nu.

* at sove. Fordi jeg er en lam, svedende elefant med en hasselnød som blære. Og der er et tændt strygejern lige i face til den, der skriver, at “så er du jo i træning til den lille kommer, hahaha”.

* at bruge offentlige toiletter. Hader, hader, HADER det. Særlig de der metalsvin, som offentlige parker og legepladser har en forkærlighed for. De er af metal, fordi de bliver desinficeret med kogende vand og sprit 7 gange dagligt (Jo. De. Gør.), men de får mig alligevel til at føle mig som en gulsotsbefængt narkoman, der tigger om en gratis omgang herpes.

* at underholde mig selv med serier og film, der er bare marginalt uhyggelige. Når jeg ikke er gravid, er jeg en pivskid, men det bliver åbenbart 700 gange værre, når hormonerne kigger med. Igår så jeg halvdelen af Ringenes Herre i sikkerhed bag min sofapude (ja. Den samme Ringenes Herre, som jeg har set 9 gange før, og aldrig tænkt på som uhyggelig) og jeg nåede lige præcis til de indledende rulletekster i den nyeste sæson af The Walking Dead, før jeg måtte kapitulere.

* at rumme folk, der stadig bruger udtrykket “rundforvirret”

* ikke at blive hysterisk over supporterne hos e-boks. Er på min 5. teknikker nu, og det virker efterhånden som om, de bare sidder og trækker “det kunne jo også være”- sedler op af en stor bowle. FIX det nu, for helvede!

Hvornår får de stillekupeer på sygehusene?

Forleden var jeg på hospitalet for at få lavet en sukkerbelastningstest, fordi jeg – ligesom da jeg ventede Anton – er lidt for dygtig til at blive tyk.

Skulle man være lykkelig uvidende om, hvad en sådan test går ud på, følger forklaring her: Man faster fra midnat (altid træls, men grænser til tortur, når man er preggo), og næste morgen stempler man ind hos enten egen læge eller på sygehuset, får taget en blodprøve, nedsvælger et par deciliter af noget virkelig vammeltsødt stads, sidder helt stille i 2 timer og venter, får taget en ny blodprøve, og så må man gå.

I Aarhus fik jeg den lavet hos egen læge, og jeg kan huske, at jeg sad på sygeplejerskens kontor i dejlig, ophøjet ensomhed og strikkede, mens jeg ventede på, at de to timer skulle gå. Jeg fandt det voldsomt kedeligt, men ak, havde jeg bare vidst…

For denne gang skulle den laves på sygehuset, og i optimeringens navn, blev vi placeret 3 tykke damer på rad og række, og så sad vi dér.

Når jeg er gravid, er jeg grund-rasende, jeg er aldrig ret god til ventetid, og når jeg så oveni har fastet 12 timer, bliver jeg nærmest dødbringende. Havde derfor for en sikkerheds skyld iført mig min helt, helt stille og sammenbidte personlighed, og det var kun på grund af den, at jeg ikke kom til at snerre, da hele undersøgelsen blev skubbet en halv time, fordi en af de andre damer kom for sent.

Under normale omstændigheder synes jeg, at small talk er ret hyggeligt, og jeg er ikke superstram ift. hvilke emner, jeg snakker med relativt fremmede mennesker om. Jeg er socialt anlagt, og vil faktisk betegne mig selv som rimelig åben, både som taler og som lytter. Men en sjælden gang møder jeg mennesker, som jeg, helt instinktivt, har lyst til at kvæle.

Som f.eks. min sidemand.

Og det er sgu ikke for at være tarvelig, vel? Men der er virkelig nogen, der lige burde løbe deres valg af emner igennem i hovedet, inden de åbner munden og delagtiggør resten af verden i dem.

Hun lagde hårdt ud med at fortælle om sin kæreste, og hvor svært det havde været, da de ventede det første barn, fordi han “var kommet til at lave en baby på to forskellige damer med 3 måneders mellemrum.” Det havde været en svær tid, ikke mindst fordi han “samtidig gik og ventede på sin dom for uagtsom manddrab.”

Jeg ville ønske, det her var noget, jeg fandt på.

Herefter gik den muntre rute gennem samtlige medlememmer af hendes mødregruppe, hendes fødsel, hvordan hendes søn havde fået svamp i hele tarmsystemet, fordi hun havde fået svamp i brysterne (med hertilhørende grafisk fremstilling af, hvordan den slags ser ud), og hvordan hun under sin indlæggelse lige havde sat samtlige sygeplejesker og et par jordemødre på plads *knips-knips*.

Desværre var jeg her nødt til at afbryde hende, fordi jeg havde noget arbejde, jeg simpelthen var nødt til at lave. *Holder-telefonen-op-med-beklagende-ansigtsudtryk*

Har dog skam nok i livet til at ønske, at jeg havde justeret volumen inden, så de ikke 3 stuer henne havde kunne høre mig blive budt “VELKOMMEN TIL P3 PODCASTS MED MADS & MONOPOLET!”

På den anden side: Hvis man lever fint med utroskab og uagtsomme manddrab, tilgiver man nok også de små, hvide løgne.

Top 5:

Over tidspunkter, hvor jeg – i en alder af 38 år – kan skræmme livet af mig selv, helt uden at anstrenge mig:

* Når jeg om natten er på toilettet, og kigger ud af mit skråvindue, og hver gang lige når at tænke, inden jeg kigger: “Hvis der står en mand nede på vejen, helt stille, og kigger op på mit vindue, så *dør* jeg af skræk!” (Serviceinfo: Ligestillingen er ikke nået til seriemorderfaget endnu.)

* Når jeg efter selvsamme toiletbesøg åbner døren og lige når at tænke: “Hvis der er noget (og med “noget” mener jeg en hybrid af Gollum og de der SINDSSYGT uhyggelige børn fra japanske gysere) på vej på alle 4 op af min trappe, så *dør* jeg af skræk!”

* Når jeg om aftenen skal have en dansk vand, som jeg har stående uden for min terassedør, og jeg ikke kan se noget som helst derude, fordi der er mørkt udenfor og lyst indenfor: Det virker både oplagt og sandsynligt, at Dansk Øksemorderlaug holder deres årlige generalforsamling i lige præcis min have.

* Når jeg hører en lyd om natten. (= Generalforsamling slut, tilbage til arbejdet, folkens!)

* Når Antons spiderman-vågelampe med sensor tænder af sig selv om natten, selvom både han og jeg ligger helt musestille under dynen (fordi vi hørte en lyd).

Jeg er ikke rask.

Når jeg har født, og Frida sover første gang, skal jeg:

  1. Farve øjenbryn. Er simpelthen så udvasket at se på, at hvis man slår havregrød op i Den Danske Visuelle Ordbog, er der et billede af mig. 
  2. Drikke rødvin. Af flasken. Løgn. FlaskerNE.
  3. – kun afbrudt af al den kaffe, jeg skal hælde i ansigtet, uden at tælle antallet af kopper. 
  4. Spise 600 gram saltlakrids.
  5. Løfte nogle heavy-ass vægte 800-900 gange, så jeg igen kan mærke, hvor mine biceps sidder.
  6. Løbe en tur med min nye babyrunner.
  7. Rense sår og lægge forbindinger på de skader jeg pådrager mig, når jeg skal lære at løbe med min nye babyrunner.
  8. Have lavet lyse striber. 
  9. Strike that: Stikke hele hovedet i en spand med klorin. Se punkt 1.
  10. Bade og vaske mig i sæbe, der udelukkende består af parfume holdt sammen af parabener. 
  11. Have lavet en fedtsugning, så jeg med øjeblikkeligt virkning igen kan iføre mig tøj uden elastik.
  12. Gå på toilettet 24 gange, uden hver gang at føle, at jeg skal til eksamen (forpulede pletblødninger.)
  13. Hoste i timevis uden aktivere min brækrefleks. 
  14. Sove på maven. 
  15. Blande en skål ipren, panodil og strepsil, som jeg æder som slik, og skyller ned med norske brystdråber.
  16. Spise sushi i så ublu tempo og mængder, at der går ild i pindene.
  17. Finde en måde at gøre al ovenstående på, uden at fucke amning op. (Bliver nemt nok.)
  18. Hælde resten af den fiskeolie, jeg hver dag gag’er over ud i vasken, mens jeg hånligt råber: “HVEM GRINER NU, SO?” 
  19. Smide ting ned fra bordet med vilje, så jeg bare lige kan bøje mig ned, vupti, og samle dem op 
  20. – med arme, der ikke sover.
  21. Finde og skrive en undskyldning til ejeren af den bil, som jeg igår efterlod en seddel med teksten: “DU PARKERER SOM EN FUCKING BLIND, DIN KÆMPESPASSER!!” i forruden på.
  22. Ved samme lejlighed fortælle vedkommende, at det ikke er i orden at holde så tæt på andre biler, at gravide damer kl. 22 om aftenen må kravle ind af døren til bagsædet og forcere gearstang und alles for at komme om til det relativt vigtige sted i bilen, hvor rat og pedaler sidder.
  23. (Rundsende skrivelse til alle de søde damer, jeg kender, der slås med storken, og undskylde for, at jeg lyder så røvutaknemmelig, når nu jeg i virkeligheden er det stik modsatte og allerede knuselsker den lille pige derinde. Jeg er bare er ved at gå lidt op i de hormonelle sømme over at være bange og tyk og ucharmerende hele tiden.)