Eller: “Hvorfor jeg ikke blogger mere, end jeg gør”
Kl. 4.50: Frida vågner på den meget insisterende måde, og jeg vælter ud af sengen, griber hende i en flyvende tackling og løber nedenunder, så hun ikke vækker Anton, mens jeg lover-lover-LOVER mig selv, at I AFTEN går jeg i seng i det SEKUND, der er ro. På badeværelset har hun en fest på puslebordet, og jeg dør af 8 omgange over, hvor sød hun er. Jeg giver hende tøjet på, jeg lagde derned i aftes, alt imens jeg varmer mig ved selvfedmens lune bål over, at jeg er sådan en tjekket og organiseret mor.
Kl. 5.30: Efter at have boltret os med sværd, kastestjerner og Spiderman, som andre på matriklen har det lidt stramt med at dele, og som derfor kun bliver brugt i smug, er den lille fis ved at være klar til at blive puttet i barnevognen udenfor. (Undtagen når Gorm, det fede svin, er på besøg, og plankeværk og trampoliner flyver højlydt gennem luften.)
Kl. 6.00: Jeg kravler op i sengen, hvor Anton ligger og putter, og roser mig selv for at være sådan en nærværende mor, der sørger for at være der for begge mine børn, lige fra dagens start.
Kl. 6.02: Anton synes nu, at vi har snakket rigeligt, og udbeder sig iPaden, som jeg rækker ham, mens jeg kan mærke, at jeg før tog helt fejl: Jeg er en falliterklæring af en mor, der lader sine børn gå for elektronisk lud og koldt vand.
Kl. 06.03: Jeg beslutter mig for at bearbejde den traumatiske erkendelse ved lige at lukke øjnene 5 minutter, og bruger den næste halve time på at blunde til lyden af japanere, der smadrer hinanden med lyssværd, mens de råber på virkelig dårligt engelsk.
Kl. 7.00 Har nu badet og tegnet øjne på, og lovet mig selv, at jeg skal have fundet på noget, så jeg kan komme til frisør og få udbedret K3 skaderne. Ligner én på 80.
Kl. 8.00: Efter mange og lange forhandlinger, er Anton nu opstanden, påklædt (dog stadig med bare tæer, da det åbenbart en straf, der rangerer på linje med et ophold på Guantanamo at skulle iføres strømper), affodret og præsentabel.
Kl. 8.15: Frida vågner, og eskorteres fra barnevognen og direkte ud i bilen. Anton fragtes til børnehaven, og vi kører vinkende derfra, mens jeg lettet konstaterer, jeg kl. 6.03 var helt galt på den: Jeg er en overskudsmor, der afleverer mit barn sent, og alt er godt.
Kl. 8.45: Frida og jeg er hjemme igen, og der lægges an til grød. Det kan godt ske, at hun er en slow starter, men når først hun beslutter sig for at gøre noget (som fx. at blive født), går det som lyn og torden. Efter i mange uger at have betraget grød med inderlig skepsis, angriber hun nu tallerkenen på en måde, man ellers kun kender fra tv-programmer om udsultede løver, der endelig har fået nedlagt den halte gazelle.
Kl. 9.30: Barn affodret, leget med, skiftet og puttet, og jeg kaster mig over dagens to-do liste, som jeg lavede i aftes, som den strukturerede mor, jeg er. Jeg undrer mig på daglig basis over de uhyrlige mængder af vasketøj, 3 mennekser kan producere, så får kørt de obligatoriske maskiner, tømt opvaskemaskinen, skoldet flasker, lagt gårdagens vasketøj sammen, støvsuget, redt senge osv osv osv osv. Livet med små børn er virkelig meget lidt rock n’ roll.
Kl 11.00: Frida vågner, fodres, skiftes, og derefter er der er dømt “Ude af huset”-pligter, som fx. indkøb, lægebesøg osv, hvorunder jeg martres af dårlig samvittighed over, at jeg er sådan en lortemor, der bare slæber sin baby med rundt, som om hun var en taske. Det hjælper ikke, at jeg denne gang har fået verdens mest tålmodige barn, der bare sidder lige så stille og kigger. Stakkels, STAKKELS understimulerede barn.
Kl. 12.15: Kommer hjem og har på forhånd stress over, at Frida skal nå at sove, så hun kan nå at vågne, så vi kan hente Anton, så han ikke skal henslæbe flere timer end allerhøjest nødvendigt i opbevaringsboksen børnehaven. Lader varer stå i bilen, fodrer, skifter og putter, og bruger tiden, hvor der skal visses med vognen, på at svare på mails og sms’er, og på at love mig selv, at ligeså snart, der bliver et hul, så skal jeg også have trawlet min e-boks igennem, så jeg ikke glemmer eller overser noget vigtigt. Har heller ikke blogget eller svaret på kommentar i 400 år. Gør den grusomme opdagelse, at jeg er den stressede mor, der ikke er til stede i noget af det, jeg gør, og beslutter straks, at fra nu af vil vi være et af de hjem, der har “beskidte gulve, men glade børn”, som de skriver på Pinterest.
Kl. 13.00: Frida sover, og jeg henter varerne i bilen, pakker ud, forbereder aftensmaden og hænger vasketøj op, mens jeg ærger mig lidt over, at Pinterest ikke skriver, hvad man stiller op med dé pligter.
Kl. 14.30: Frida vågner, og vi henter Anton.
Kl. 15.00: Forsøger at undgå at snerre af nogen, mens begge børn er sure og kontrære, ingen vil dele, og poserne med den drivvåde flyverdragt, og det gennemmudrede termo- og regntøj, som alt sammen som skal vaskes, (Pinterest, du melder bare ind *anytime*) hænges op strategisk rigtige steder ift. radiatorer, og vendes 100 gange som fucking oksestege, så det hele kan nå at tørre til i morgen, står i entreen og stirrer bebrejdende på mig. Er nu millimeter fra selv at ringe til statsforvaltningen og bede dem om at gribe ind.
Kl. 16.00: Ro genoprettet. Frida puttes, og jeg iler ind til Anton og tilbyder ham økologisk korrekte aktiviteter, mens jeg high fiver mig selv over at Se mine børn, og Møde dem, hvor de er.
Kl. 16.15: Går ud og smørrer madpakker, mens Anton ødelægger det puslespil, jeg selv endte med at samle, fordi han ikke gad.
Kl. 16.30: Frida vågner, og er utilfreds, og herfra handler det om at manøvre varsomt gennem de næste to timer, mens man husker at trække vejret dybt, og nogle gange tager Kampen Om Aftensmaden (som er ulækker), og andre gange bare erkender sit nederlag og finder havregrynene frem. Ånder ind og ud gennem raserianfald over, at venstre ikke kan være højre, at man ikke bare kan spise mælk af en tallerken til aftensmad og at mormor engang har været en baby (ffs!), samtidig med, at jeg laver ansigter og leger tittebøh med Frida, der har tændt for “NOT amused!”-lyden, mens vi ligger på gulvet i en episk eksplosion af lego. Spiderman kører på fjernsynet, og jeg er nu sådan en mor, der for længst har opgivet at forholde mig til, om det er skadeligt for nogle af ungerne at se tegnefilm, hvor ting springer i luften og alle tæver hinanden.
Kl 18.00: Forlader Sarajevo ’92 som det står, og gelejder alt afkom op af trappen, og smider det i blød.
Kl. 18.45: Alle mand lander i dobbeltsengen, hvor der læses højt af to bøger efter eget valg (undtagen Bamse-historien, som jeg nægter at læse, fordi jeg får forhøjet blodtryk af ord som “Bamlet-skørt” og “Tivertifald”) og synges to sange. Jeg forsikrer, at jeg kommer tilbage, kysser ældstebarn godnat, justerer belysning, og sætter mig ind og giver Frida mad.
Kl. 19.30: Alle børn er puttede og sover. I en fjern afkrog af min erindring, kan jeg godt huske, hvad jeg lovede mig selv i morges, men jeg trænger.sådan.til at sidde lidt og trække vejret ned i noget vin.
Kl. 19.31: Kommer nedenunder og konstaterer, at jeg stadig ikke har fået mig en au pair, der rydder op. Får genetableret mit hjem, pakket tasker og skrevet to-do-liste til morgendagen, og er tilbage ved fornemmelsen af, at det er mig, der har the upper hand.
Kl. 20.10: Ok, skal i seng LIGE om lidt – skal bare lige se sidste halvdel af det afsnit af Greys Hvide Verden, som jeg blev afbrudt i i går, fordi Frida vågnede og var sulten.
Kl. 20.40: … bare lige ét afsnit mere…
Kl. 21.15: Der ringes på klokken på førstesal, og Den Tjenende Ånd Mor iler op med maden, så der ikke vækkes flere børn end højest nødvendigt.
Kl. 22.00: Frida sover igen, jeg lister i seng.
Kl. 02.00: – og står op og ammer.
Kl. 02.45: Tilbage under dynen.
Kl. 04.50: Men i AFTEN går jeg i seng, så snart, der er ro!
