Papirøen
Når jeg sidder i et venteværelse eller i et tog og keder mig, elsker jeg, at jeg har både underholdning og mails lige ved hånden på min telefon. Når jeg pludselig bliver spurgt, om jeg kan et eller andet en bestemt dag, er jeg også ret vild med, at min kalender altid er med i lommen, og jeg elsker-elsker-elsker, at jeg kan holde min kontakt til det offentlige på et absolut minimum, fordi der er on-line selvbetjening på det meste.
Men når folk begejstret snakker om det papirløse samfund, vi er på vej hen imod, kan jeg mærke optræk til et mildt anfald af panikangst, for selvom ovenstående er skidepraktisk, er vi nødt til at være enige om, at vi ikke kan gå helt digitalt.
Af mange grunde.
Jeg nævner i flæng:
* Bøger. Når jeg møder nye potentielle venner, eller begynder at date en ny mand, sørger jeg, som noget af det første, for at komme til at kaste et “tilfældigt” blik på vedkommendes bogreol. For jeg er nødt til at sige, at man faktisk godt kan nå at gro seriøs antiparti mod folk, hvis man udelukkende skal lære den læsemæssige side af deres personlighed at kende, gennem artikler de liker på facebook. Og det virker måske lige offensivt nok at begynde at browse på deres kindle, når de går ud efter en kop kaffe. Men det siger da meget om mennesker, hvad de læser. Jeg er f.eks. meget lidt finkulturel; også når det kommer til bøger. Min bogsamling består af en skønsom blanding af engelske rockbiografier, Ringenes Herre, krimier og Harry Potter. Og det kan vi da ligeså godt få på bordet fra starten, tænker jeg? F.eks. så den litteraturhistoriker, jeg på et tidspunkt datede, decideret forpint ud, når han passerede min bogreol – og uden at skulle drage forhastede konklusioner, konstaterer jeg bare, at vi ikke er gift idag. Han så kortvarigt lettet ud, da han fik øje på den hyldemeter, jeg anskaffede, da jeg datede en filosof, og forsøgte at begribe, what the fuss was about, men jeg måtte skuffe ham: Jeg kom aldrig til at forstå det. Enten kedede jeg mig bravt, eller også forstuvede jeg nærmest hjernen, da jeg kæmpede mig igennem Kafka, Kierkegaard og Zen & kunsten at vedligeholde en motorcykel. Min bogreol siger det, som det er: Jeg er bare en simpel pige fra landet.
* To-do-lister. Ligesom det er verdens tarveligste fornemmelse at trykke aggressivt på ‘Afslut’, når man i en telefonsamtale har lyst til at hamre røret så hårdt på, at det knækker på midten – ligeså fesent er det at sidde og mussetrykke “backspace-backspace-backspace” når man har lyst til at fejre sin egen effektivitet med en store, fede, overstregninger, efterhånden som man arbejder sig igennem sine mange gøremål.
* Huskesedler. Jeg kommer ofte i tanke om ting, jeg skal huske, mens jeg er igang med noget andet, fx. at tale i telefon, og det virker måske knap så irriterende, at man lige grifler “Gave, Susanne” ned på en seddel til sig selv, end at skulle have folk på højtaler, så man kan lave en note eller en alarm på telefonen. Ligeledes smider jeg ofte sedlerne et sted, hvor jeg er sikker på at se dem, fx. på min madpakke i køleskabet…
* Bøger. Igen. For hvad med æselører og overstregninger? Hvordan skal vi nogensinde blive i stand til at lære noget igen?
* Breve med afdelingsangivelser, tidspunkter, datoer osv. af den slags, som man før ville have hængt op på sit køleskab. Simpelthen så røvirriterende at skulle sidde og rode rundt i sin telefon, hver gang man glemmer en del-oplysning. Hvilket for nogle af os er ret tit. (Undtaget dette punkt er dog de gange, hvor man vælger at glemme brevet eller simpelthen hele sin taske, når man skal ud af døren, og ender med at stå på hospitalet uden nogen som helst ide om, hvor man skal hen eller hvem skal snakke med. Hvilket gør det relativt svært at få hjælp i receptionen.) (Her er naturligvis tale om et helt tænkt eksempel.)
* Bunker. Jeg imødeser en fremtid med et nærmest uendeligt antal forglemmelser. For jeg arbejder med bunker, delt op efter, hvor vigtigt noget er. Og er faktisk også relativt god til at sætte i mapper og få smidt ud efterhånden. Digitalt? Åh, jeg må le. Min E-boks er én lang scroll-tur af uoverskuelig, dårlig samvittighed. Jeg har 17.000 breve liggende, hvis eneste indikation af indhold er “Esbjerg Kommune”. De få gange, hvor jeg – med års mellemrum – bliver ramt af “ej, nu skal det sgu også være slut med at være så utjekket!”, og derfor laver mapper og sorterer derinde, bliver det næsten værre, for når et dokument ikke længere ligger i indboxen, sletter min egen mentale harddisk al erindring om, at det nogensinde har eksisteret.
Ved næste valg går min stemme til det parti, der som mærkesag har ‘Papirets Bevarelse’ på partiprogrammet.
Hvis nogen i mellemtiden vil mig noget, sidder jeg ovre i hjørnet og klamrer mig til min printer.
Mange kærlige hilsner
Egtved-pigen
31. oktober 2015 @ 20:58
Man skal aldrig dømme folk ude med deres bogreol som eneste pejlemærke. Aldrig. Hvis jeg blev afkodet ud fra indholdet på min analoge reol, ville man tro, jeg gik pludseligt og uhjælpeligt litterært i stå i 2012. Men det var der, jeg gik digitalt og siden har lyttet til hundreder af lydbøger.
Mange kærlige hilsner
Lytteraten
31. oktober 2015 @ 21:27
Enig – jeg vil heller ikke undvære papiret, især ikke til bøger.
1. november 2015 @ 05:58
Jeg har sjældent været mere enig! Et liv uden bøger, huskesedler og to-do-lister (samt overstregning) er ikke værd at leve. End of story.
Jeg elsker at have små børn men hold. nu. op. hvor jeg glæder mig til jeg kan begynde at dele mine yndlingsbøger med dem.
/Kristina.
1. november 2015 @ 09:25
Hurra! Papir gør bare det hele lidt mere… virkeligt. Og vi må altså heller ikke glemme de sentimentale sider; følelsen af at holde en fysisk bog tæt ind til sig og bladre hektisk igennem siderne. Det er da kærlighed 🙂
// http://www.moonlitmadness.dk
1. november 2015 @ 11:38
Hvem kan undvære papirbøger? Hvem? Ja jeg spørger bare?!! Kh. Birgitte
1. november 2015 @ 16:52
Jeg kan 😉
jeg elsker min KoboGlo e-bog reader der kan opbevare masser af bøger. Jeg er løbet tør for hyldeplads.
Man behøver ikke to hænder, og der er indbygget lys så man ikke generer manden inden sovetid.
Og den fylder jo ingenting at have med 🙂
1. november 2015 @ 17:12
Jeg har ikke meget mere at sige end: Amen!
Og så håber jeg at indgyde lidt håb for papirets overlevelse ved at nævne, at jeg kun er fyldt de 19 😉
2. november 2015 @ 01:14
Hvis man virkelig vil dømme folk ud fra deres litterære manglende sans, så er det bag skabslågerne, man skal se.:-)
Det er kun de ting, jeg vil være ved, der står fremme.
De mange hyldemeter selvhjælpsbøger, dem med stjernetegn, Dr. Phil osv., de stod bag lågerne! 🙂 Engang. Nu er de heldigvis røget ud.
Nogle af os der dog så glemsomme at det BÅDE skal stå i en fysisk kalender, den på telefonen, på en seddel – og på en ny huskeseddel, fordi man ikke kan finde den gamle? Er det bare mig ? 🙂
Er til gengæld glad for at jeg ikke er den eneste, der har begivet mig ud i de med Zen og en motorcykel, der skal repareres. Ja. Det var naturligvis for en mand. Det eneste interessante ved den bog, er titlen. Ikke engang manden, var værd at bruge tid på 😉
3. november 2015 @ 18:56
Her er naturligvis tale om et helt tænkt eksempel HAHAHAHAHAAAAARH Tak :-*
3. november 2015 @ 19:59
Så enig! Ikke mindst i det med tilfredsstillelsen ved at strege ud på to-do-lister!
6. november 2015 @ 12:13
Jeg giver dig helt ret, men ang. to-do-lister, kan jeg anbefale Todoist. Man krydser af, når man har færdiggjort noget, og så forsvinder det fra listen. Og hvis det så ikke er tilfredsstillelse nok, så får man dagen efter en lille hilsen på sin mail, om at man klarede så og så mange ting i går… 🙂